Wikikilden

Orknøerne og Hjaltland i pantsættelsestiden 1468–1667

ORKNØERNE OG HJALTLAND I PANTSÆTTELSESTIDEN 1468–1667.
AV
FREDRIK SCHEEL.
I

Den senere middelalders historie utmerker sig maaske mere end nogen anden ved en giftermaalspolitik i virkelig stor stil. Et fyrstelig egteskap var et fortræffelig middel til at samle spredte provincer sammen til et rike, eller til at knytte en politisk alliance. Den største mester i da- tidens storpolitik var vistnok den bekjendte Ferdinand av Aragonien; han drev det endog til at foreslaa egteskap mellem den skotske konge Jakob 4 og en spansk prinsesse, som det viste sig ikke eksisterte, kun for at faa Skotland med i en alliance mot Frankrig.

I den dansk-norske historie har man i den skotske konge Jakob 3’s egteskap med Kristian 1’s eneste datter Margrethe et godt eksempel paa et kongelig giftermaal i tidens stil. Det var frugten av langvarige forhandlinger og fik forholdsvis vidtrækkende politisk betydning; først og fremst gav det anledning til Orknøerne og Hjaltlands pantsættelse og derigjennem tap for den norske krone; dernæst blev heller ikke det slegtskap, som saaledes opstod mellem kongefamilierne, uten betydning for rikernes politik, selv om det ikke var av den vigtighet for Danmark-Norges historie som Oldenburgernes saksiske forbindelser.

Egteskapet mellem den skotske konge og den dansk-norske prinsesse var oprindelig arrangeret av Karl 7 av Frankrig, noget som ikke vil synes os overraskende, naar vi erindrer det nære forhold hvori Skotland stod til Frankrig i hele den senere middelalder, paa grund av den fælles fiende England. Da derfor den avgift skotterne ifølge freden til Perth 1266 aarlig skulde betale til den norske krone for avstaaelsen av Suderøerne og Man stadig uteblev, faldt det noksaa naturlig for Kristian 1 at henvende sig til den franske konge, forat denne skulde anvende sin indflydelse og faa skotterne til at betale. Karl 7 uttaler i en kundgjørelse av 6te oktober 1460[1], at han nøie hadde overveiet hvorledes han kunde forlike kongerne, og hadde fæstet sig ved at foreslaa det nævnte egteskap. »Ti saadanne egteskaper har en ikke ringe evne til at knytte og bevare venskapets baand, da der av dem fremspringer hin slegtskapets kilde, som pleier at bli moder til et fast og varig forlik.«

Naar skotterne kun i liten utstrækning hadde betalt den »evige«[2] avgift, var dette ikke mere end man kunde vente, da der intet virkelig tvangsmiddel var til at faa den inddrevet. At Norge eller Danmark-Norge skulde begynde krig med det fra det 14de aarh. av stadig sterkere Skotland for den forholdsvis lille sums skyld[3], var ikke rimelig. Bestemmelsen om at der skulde betales mulkt, hvis freden ikke blev overholdt, var temmelig naiv, selv om kongerne skjøt sig ind under «det apostoliske sædes jurisdiktion«[4]; fra det 14de aarh. av vilde der neppe staa større respekt av paven som voldgiftsdommer, og i dette tilfælde hadde han ingen interesse av det hele. Noget egentlig pant for at betalingen skulde utredes hadde Skotland ikke git. Man indsaa vistnok denne mangel, og efter en ny traktat, i Roxburgh 1281, skulde Norge faa øen Man, hvis overenskomsten blev brutt fra skotsk hold[5]. Betenker man Norges sterkt dalende magt i den følgende tid, hadde heller ikke en saadan bestemmelse stort at si.

Imidlertid kunde ogsaa skotterne ha en i deres øine retfærdigere grund til at lade avgiften gaa i glemmeboken. I det 14de aarh. hadde nemlig Suderøerne i virkeligheten revet sig løs fra Skotland og førte en selvstændig statstilværelse under sin Lord of the Isles; denne stilling var i klanen Donalds hænder. Klanens høvdinger førte krig og sluttet forbund paa egen haand og repræsenterte idethele det keltiske element i Skotland som fiendtligsindet mot det angelsaksiske, forsaavidt i likhet med Macbeth paa Harald Haardraades tider.

Naar vi saa overraskende finder at avgiften blev betalt igjen til Erik av Pommern 1426, og vi hører at »goth sæmie gamelt wenscap og goth endracht er i gen kommen oc nw fornyghet mellom ether nadhe og righet Norghe, oc konungen j Scotland oc thet righe Scotland«[6] – har dette neppe saa meget sin grund i nogen særlig respekt som kunde staa av denne konge, som i eiendommelige forhold i Skotland paa denne tid. Da nemlig Jakob 1 forberedte sig til et endelig opgjør med den trodsige keltiske befolkning, fandt han det til en begyndelse bedst at ha den lovlige form paa sin side, et træk som ogsaa ellers findes hos denne iøvrig ikke saa nøieregnende konge. Hertil kom at han ved at betale avgiften blev fri for en mulig fremmed indblanding og kun hadde sine egne undersaatter at gjøre med. Det lykkedes ham ogsaa at kue Donald-klanen, 1427 og 1429, men betalingen til Norge bortfaldt som bekjendt atter, indtil den gamle bestemmelse paany skulde faa betydning paa Kristian 1’s tid.

Karl 7 hadde altsaa – post omnes perquisitas vias modosque singulos excogitatos – fundet en utvei, hvormed han vilde fjerne den begyndende misstemning mellem Danmark-Norge og Skotland, og hans egteskapsforslag vakte tilfredshet hos begge parter. Skjønt Kristian hadde henvendt sig til Frankrig allerede 1457, kom forøvrig ikke arrangementet istand før 1469. Saken hadde hvilet en stund, væsentlig paa grund av Jakob 2’s død 1460 og de derav følgende uroligheter, og da den nu kom op igjen, var det efter skotsk initiativ.

Kristian, som jo stadig var i pengemangel, hadde nemlig begyndt at fore et truende sprog i anledning av den stadig uteblivende avgift, og da skotterne intet hadde at tape paa det hele, fandt de det ønskelig at faa saken ordnet. Den 8de september 1468 blev kontrakten sluttet, og i den forbindelse avgiften for Hebriderne eftergit og Orknøerne pantsat[7], idet Kristian ikke paa langt nær kunde utrede brudens medgift: »damus incedimus impignoramus ac sub firma ypotheca et pignore imponinus atque ypothecamus omnes et singulas terras nostras insularum Orchadencium cum omnibus et singulis juribus seruiciis – – –« o. s. v.

Noget enestaaende var en saadan pantsættelse dengang ikke, og intet tyder paa at den selv i Skotland vakte nogen større opsigt. Den spiller saaledes ingen stor rolle i det skotske parlaments forhandlinger paa den tid.

I formel henseende nævnes det uttrykkelig, at det norske riksraad er blit raadspurt angaaende eftergivelsen av avgiften: – – consensu pariter et assensu prelatorum procerum ac regni nostri Norwegie nobilium prius habitis, – og likeledes angaaende Orknøernes pantsættelse[8]. Derimot er riksraadet neppe blit raadspurt, da Kristian 1469 ogsaa maatte pantsætte Hjaltland[9]. Intet synes at tale for, at Norge skulde betale renter, naar den forventede indløsning fandt sted. Det vilde netop være i strid med en saadan pantsættelses væsen, idet opbebørselen av jarledømmets skatter for kortere eller længere tid var jevngod med renter[10]. – Det kan lægges til, at retten til at indløse øerne skulde tilhøre den norske krone, og ikke f. eks. fortrinsvis det oldenburgske hus: – – donec et quousque per nos heredes mostros vel successores, Norwegie reges.

Hvad den danske prinsesses senere skjæbne angaar, kom hun aldrig til at spille nogen mere fremtrædende rolle i de urolige forhold paa hendes tid, men hun blev meget avholdt av skotterne. Av kong Hans’ brevbok[11] ser man, at hun i nogen grad har vedlikeholdt forbindelsen med sit hjemland. Hun døde 1486 efter et vist ikke videre lykkelig egteskap med den meget utiltalende Jakob 3. Det er saaledes et sterkt stykke, naar Jakob 6 i anledning av sit frieri til prinsesse Anna taler om hvorledes »intet egteskap i mands minde har været lykkeligere«[12]. Hendes mand blev dræpt to aar efter, 1488; i hans enkemandsstand var allerede et nyt politisk egteskap kommet under overveielse, nemlig med Edvard 4’s enke, men dette blev dog intet av.

Fra 1469 av var Danmark-Norge og Skotland stadig indbyrdes venskabelige magter, hvad enten det var oprigtig eller mere officielt ment. Særlig var forholdet varmt mellem kong Hans og hans amantissime nepos Jakob 4. Deres temmelig utstrakte brevveksling dreier sig væsentlig om de kampe kong Hans maatte bestaa mot de oprørske svensker og mot hanseaterne; han ønsket hjælp hos skotterne. Det var vel for at gi sine anmodninger vegt, at han sendte sin søstersøn gaver, som er ganske betegnende for hvad hans lande hadde rigdom paa, skibsmaster og hester[13]. Stort blev der dog ikke av hjælpen, og Jakob forsøkte snarere at mægle fred. Ogsaa Skotland hadde vel i sin tid, første halvdel av det 15de aarh., været i strid med Hansaen, men ved indgangen til det 16de aarh. var forholdet vistnok fredelig.

Eiendommelig nok er der i den i »Aarsberetninger« meddelte brevveksling aldrig tale om øerne. Skjønt allerede kong Hans[14] – likesom de følgende konger – var bunden i sin haandfæstning til at indløse øerne, kunde der for ham vanskelig bli anledning til et saadant tiltak; han var jo ikke særlig stø i sadelen i sine mere nærliggende lande, og vilde neppe risikere sit venskap med den skotske konge for de fjerntliggende øers skyld.

Et forsvarsforbund var blit stiftet mellem rikerne i 1492; det blev bekræftet i 1494, og i 1497 avsluttedes ogsaa handelstraktat. Det er vel hertil, – om til noget bestemt – det sigtes, naar Maria Stuart skriver til Fredrik 2 om: veterum inter nos federum et amicitie conservationem[15]. Forsvarsforbundet fik liten betydning, men handelstraktaten kom senere, under syvaarskrigen, til at spille en viss politisk rolle.

Direkte fordel av slegtskapet drog eller vilde Kristian 2 drage. Han søkte som bekjendt i sin landflygtighet utrættelig støtte hos sine utenlandske forbindelser, og han forsmaaet heller ikke at henvende sig til Skotland. Den betydelige brevveksling[16] om dette tyder ogsaa paa at han har sat et særlig haab til sin familie der. Han var ogsaa forsaavidt personlig knyttet til landet, som han var medeier av et bergverk der[17].

Jakob 5 var i 1523 kun 11 aar gammel, men han blev tidlig moden og kunde maaske senere som katolsksindet hat lyst til at hjælpe sin halvonkel Kristian mot den protestantisksindede grand-onkel Fredrik 1. Paa et tidspunkt, forøvrig endnu før Jakob kunde ha noget at si, 1525, saa det ogsaa ut til at Kristian skulde faa virkelig nytte av Skotland, større end av England[18]; men stemningen vendte sig. Striden mellem det engelsk- og det franskvenlige parti var ogsaa i fuld gang, og man fik andet at tænke paa end at hjælpe Kristian. Det officielt gode forhold til den danske regjering blev gjenoprettet, og i 1528 blev traktaterne fra Kristian 1’s og kong Hans’ tid fornyet[19].

Senerehen ytret venskapet sig vel væsentlig i kancellistilens sædvanlige høflighetsformer; egteskapet og det derav følgende familieforhold husket man imidlertid stadig paa. »Elizabetham – ex eodem quo nos sanguine procreatam« skriver Jakob 6[20]. Men trods alle forsikringer om det gode forhold mellem landene var der et punkt, som altid blev dækket over fra skotsk hold, men atter og atter trukket frem fra dansk, endog paa den for skotterne ubeleiligste tid, nemlig spørsmaalet om Orknøernes og Hjaltlands gjenerhvervelse.


II

Under de mange forhandlinger om øernes gjenerhvervelse tok man aldrig noget hensyn til befolkningens nationalitet og spurte heller ikke efter dens ønsker. Dette er dog netop sider av saken, som har interesse for os.

Hvad det egentlige racespørsmaal angaar, tør det staa fast at befolkningen i det væsentlige er av norsk oprindelse. Man har vistnok i det sidste fremsat den formodning, at den gamle keltiske befolkning ikke aldeles forsvandt ved nordmændenes ankomst[21]. Det tør saaledes være en overdrivelse, naar det i en fremstilling fra det 15de aarh. heter, at de gamle stammer der blev »destructe radicitus, ac penitus per Norwegiences«[22]. Stort har dog ikke dette at si, og ser vi paa antallet, har neppe heller den skotske indvandring været synderlig stor, især ikke paa Hjaltland. P. A. Munch fortæller om hvorledes han under sit ophold paa Orknøerne blev slaaet av de rent norske fysiognomier der[23]; »naar man moder dem (almuefolkene), venter man hvert øieblik, at de skulle begynde at tale norsk, og man studser næsten ved at høre dem tale engelsk«.

Enkelte fremtrædende skotske familier har i tidens løp været knyttet til øerne. Hvad de to ogsaa for Norges vedkommende interessante familier Sinclair og Mowat angaar, er den første sikkert og den anden ikke umulig av normannisk oprindelse[24]. Men forøvrig indrømmes det, skjønt indbyggerne holder sterkt paa traditionen, at ingen Orknø-families historie gaar længer tilbake end til det 16de aarh., og at faa familier paa Hjaltland rækker tilbake til før 1468[25].

Det er interessant at se hvorledes Orknøernes sagn- og eventyrskikkelser ogsaa i nyere og nyeste tider bevæger sig i en verden, som ialfald minder om de nordiske alvers og huldres[26], Paa et saadant omraade har mindet om befolkningens oprindelse holdt sig længere end paa sprogets.

Betragter vi hvad dette angaar først Hjaltland, kan der vistnok ikke her i videre utstrækning være tale om nogen anglicering før pantsættelsen. Netop paa den tid Orknøerne saa smaat begyndte at komme under skotsk paavirkning og hadde sin første skotske jarl[27], som kun paa kvindesiden nedstammet fra Torveinar, blev Hjaltland løsrevet fra disse i verdslig administration og lagt under kronen, 1195. Det ligger ogsaa nærmere Norge end det Skotland, som i større grad tok del i det historiske liv. Førerstillingen har altid tilfaldt den sydlige del av landet. I det nordligste av Skotland har man endog iagttat det sjeldne syn, at den keltiske race i historisk tid har vundet terrain paa andres bekostning[28], og selv om ogsaa det engelske sprog har trængt nordover, har der aldrig i disse egne ligget nogen større by, hvorfra engelsk paavirkning kunde utgaa. Som følge av saadanne omstendigheter er det gaaet sent med øgruppernes anglicering, og da især Hjaltlands.

Man formaar i dette tilfælde i høiere grad end ofte ellers at følge sprogovergangen næsten skridt for skridt. Man har et forholdsvis fyldig materiale, og sprogforholdene paa øerne har fra gammel tid av vakt interesse. Det behøver her i sin almindelighet kun at bemerkes, at engelsk-, eller egentlig skotsktalende embedsmænd har hat sin store betydning; endvidere at engelske ord tidlig har begyndt at trænge sig ind i det gamle norske sprog, som jo her likesom i moderlandet i formel og lydlig henseende var i en overgangstilstand, og at der har været tider, da indbyggerne har hat norsk som sprog sig imellem, men talt engelsk med fremmede. Endelig har de begyndt at skamme sig over at bruke de gamle hjemlige ord og isteden antat engelske ord og vendinger[29], hvilket ikke forhindrer at der den dag i dag er en mængde norvagismer i sproget paa begge øgrupper. Resultatet er blit, at de har faat hver sin nederskotske dialekt, indbyrdes ikke saa litet forskjellige. Man er saa heldig at besidde en samtidigs optegnelser[30] om det slegtled, hvormed det norske sprog kunde siges at utdø paa Hjaltland. Dette er saa sent som omkring 1770, da norsk om ikke taltes saa kunde tales paa den avsides liggende lille, vestlige ø Foula. Ogsaa om det nordligste berettes det, at norsk der holdt sig særlig længe.

Verdslige dokumenter blev saalænge Hjaltland var norsk, stadig skrevet paa dette sprog; det ældste jeg har lagt merke til paa skotsk er fra 1510[31]. Det sidste kjendte dokument paa norsk skal være fra 1607[32]. Som det ovenfor nævnte viser, betyder ikke dette at sproget allerede da var i utdøen. De som idethele har kunnet skrive, har ogsaa kunnet skotsk, og av hensyn til embedsmændene har man benyttet dette sprog i dokumenter.

Embedsmændene synes likesom presterne ikke at ha hat nogen omhu for at lære befolkningens sprog. Det er en undtagelse naar vi i en tilmed noget tvilsom beretning hører, at en prest ved navn Magnus Norsk i 1593 drog til Norge for at lære landets sprog, idet han var blit ordineret i et sogn paa Hjaltland[33].

Engelsk har altsaa forholdsvis tidlig begyndt at trænge ind paa Hjaltland, men vi tør si at norsk i det store og hele har været befolkningens sprog i det her behandlede tidsrum, mellem pantsættelsen og freden til Breda 1661. Om end i en overgangsperiode har derfor indbyggerne endnu snarere tilhørt den norske end den skotske nation, sidste gang der paa nogen alvorligere maate var tale om at indløse øerne.

Gaar vi over til Orknøerne, var forholdene her ikke litet forskjellige. Allerede i slutten av det gammelnorske kongedømmes tid var angliceringen her begyndt, da jarledømmet gik over paa skotske hænder. I midten av det 14de aarh. finder vi, at ikke alene biskopen – det hadde længe været tilfælde – men at ogsaa størstedelen av presteskapet var skotter[34]. Den avgjørende strid mellem det norske og skotske element har vistnok staaet allerede i anden halvdel av det 14de aarh.[35].

Verdslige dokumenter er paa Orknøerne fra det 15de aarh. skotske, naar de ikke er bestemt for Danmark-Norge. Hvad de geistlige angaar, er det betegnende for tilstanden straks før pantsættelsen, at biskopen, dengang William Tulloch, benytter skotsk i et brev utstedt i Kirkwall paa Orknøerne 1465, men latin i et som er utstedt paa Tyngwell paa Hjaltland 1467[36].

Det norske sprog holdt sig imidlertid ogsaa paa Orknøerne til ind i den nyere tid. Den skotske humanist Buchanan, som levet i anden halvdel av det 16de aarh., siger, idet han behandler spørsmaalet om indbyggernes avstamning: – – sed undecunque sunt oriundi, nostra adhuc aetate lingua a Scotis, et Anglis diversa utuntur: et quae a Gothica non multum discrepet[37]. Buchanan er forøvrig ikke den paalideligste hjemmelsmand hvad disse øer angaar, men der er nok av andre vidnesbyrd om at norsk ikke var utdød selv længe efter hans tid.

Fra midten eller slutningen av det 17de aarh. faar vi høre, at almuen paa Orknøerne talte norsk sig imellem, men at alle kunde skotsk[38].

Endnu ind i det 18de aarh. holdt levninger av norsk sig ogsaa paa Orknøerne, og det er i god overensstemmelse med lignende tilfælde, at det gamle sprog holdt sig særlig længe i den eneste bygd paa øgruppen, som med nogen ret kan kaldes en indlandsbygd, sognet Hara inde i det vestlige av Mainland. 1756 eller 57 opholdt en indfødt, som var paa reise over øen, sig i et hus i Hara og hørte til sin overraskelse to gamle mænd i en time eller længere tale sammen i et ukjendt sprog, som han fik høre var »the Norse language«[39].

Spørger vi imidlertid hvor længe indbyggernes bevissthet om sin gamle nationalitet har varet, tør vi ikke fæste os ved den slags beretninger. Hvad Orknøerne angaar, kan vi neppe anta at norsk var flertallets sprog endnu 1667.

Ved siden av sproget har man ogsaa i levninger av gammel ret og sæd et holdepunkt, naar man træffer paa ældre kultur- og nationalitetskrydsninger. Vi skal se at ogsaa hvad lov og ret angaar gjorde øernes norske element sig længe gjældende, ja med hensyn til matrikulens ordning vistnok fremdeles[40].

Da man oprindelig tænkte sig at pantsættelsen kun var foreløbig, skede der ingen forandringer i deres retsinstitutioner ved overdragelsen til Skotland. Men alt eftersom skotterne blev mere sikre paa sine nye besiddelser, og deres embedsmænd følte sig som herrer der, og endelig retstvister kunde opstaa mellem personer av hver sin nationalitet, maatte nødvendigvis norsk og skotsk ret støte sammen; naturlig nok seiret den sidste. Paa Orknøerne melder forøvrig spørsmaalet sig allerede før pantsættelsen. Hvis indbyggerne ikke hadde hat nogen grund til frygt, hadde de ikke i 1425 uttrykkelig søkt om, at ingen iudex eller gubernator skulde indføre nye retssædvaner, men at derimot kong Olavs lov skulde overholdes[41].

I anden halvdel av det 16de og i første fjerdedel av det 17de aarh. har der stadig været forviklinger. Forskjellen i retsopfatning gjør sig gjældende i arvesaker og jordeiendomsret. Som eksempel paa en saadan tvist kan nævnes følgende. Man hævdet i 1624 paa Hjaltland, at det[42] »among the inferiouris and commoun people thairoff« var gammel skik, at arven »salbe[43] equallie and proportionallie devidit among the bairns«; en underordnet embedsmand derimot, en ofte nævnt og for sit overmod bekjendt Ninian Niven, holdt paa at »the eldest bairne, that is linallie discendit of the eldestis air«[44], skal ha det hele og utelukke alle de andre. Ninian beskyldes for at indta dette standpunkt i egen interesse, men det maa vistnok ogsaa ha været i overensstemmelse med skotsk lov; det siges at han gjør det »under cullour and precept of law«.

Det synes forøvrig som om den skotske regjering og parlamentet gjerne har villet gaa frem med lempe paa dette omraade. I det skotske parlamentsmøte den 4de december 1567 behandlet man spørsmaalet »Quidder[45] orknay anð zetland salbe subieet to þe commone law of þis realme or gif þai sall bruke þair avne lawis«; resultatet blev, at det »ffindis þai aucht tobe subiect to þair avne Lawis«[46]. Desværre synes dette at være alt som er bevaret av forhandlingen. Man vet saaledes ikke hvad der har motiveret denne beslutning. Den behøver ikke at tyde paa at skotterne endnu dengang har tænkt sig muligheten av en indløsning av øerne; snarere er den et uttryk for at skotterne som engelskmændene ikke har følt nogen trang til at systematisere paa dette omraade.

Spørsmaalet var imidlertid ikke bragt ut av verden. Det fremgaar av James Melvilles blandt andet for humanismens historie saa betydningsfulde dagbok, at det har meldt sig paany i 1585[47]. Hans uttryk »tham of the Ylles that used the King of Denmark’s laws in civill Maters« viser hvor vanskeligheten laa; det faldt ikke naturlig for alle at bruke samme lov.

Av en arvesak[48] fra 1624 ser man, at norsk lov blev fulgt paa Hjaltland endnu 1608. Av uttrykket »conforme to the Norway law then (1608) useit in Zetland« kunde man slutte, at skotsk lov er blit indført mellem 1608 og 1624. En beslutning av denne art kjender jeg ikke, men der er en beretning om at Hjaltlands gamle lovbok forsvandt under den tyranniske jarl Patrick Stuart[49], og det siges at han selv tilintetgjorde den[50]. Man kan vanskelig tro at en saadan enkelt hændelse, hvis den virkelig har fundet sted, har hat saa store følger. Under alle omstendigheter har det imidlertid været ved denne tid at skotsk lov vandt overhaand, selv om norsk lov holdt sig i frisk minde. Vi hører ogsaa, at Hjaltlænderne i sin tid var stolte over at »their laws had been received from St. Olla«[51].

Øgrupperne regnes, i motsætning til det nordligste av selve Storbritannien, til de landsdele av Skotland, hvor reformationen blev indført paa et forholdsvis tidlig tidspunkt[52], Allikevel er det, likesom i Norge, i virkeligheten ikke gaat saa let med at utrydde katolicismen. Befolkningen paa Hjaltland[53] holdt længe paa enkelte katolske fester og opgav ikke fastetiderne. De reformerte præster klaget ogsaa over at deres sognebørn hang fast ved helgendyrkelse og tro paa helbredende gjenstande.

I social henseende har den norske befolkning tildels fristet en haard skjæbne under de skotske herrer. Den er for en stor del blit »fratat sin odel« paa en mer eller mindre voldsom maate. Foruten eiendomsbesidderne var ogsaa embedsmændene i lang tid berygtet for sin voldsomhet. Denne behandling har sikkert nok bidraget til, at befolkningen kom til at betragte den norske tid som en svunden herlighet[54]. Det heter i en klage over haarde byrder »– – too heavy a taxation for the complainers to pay, and they would be constrained to leave the country and seek an abode in Norway or elsewhere«. Dette er fra 1619. Klagen[55] var indleveret baade av Hjaltlands- og Orknø-boere, og vi hører, at »Most of the complainers are the Kings removeable tenants«. Sammenholder vi hermed det som er sagt om sprog og ret, kan vi vistnok anta, at flertallet av indbyggerne – men rigtignok den del som intet hadde at si – endnu ialfald paa Fredrik 2’s tid, da forhandlingerne om gjenindløsningen syntes nær ved at lykkes, hadde foretrukket en forbindelse med Danmark-Norge for den med Skotland.

Imidlertid vilde det være urimelig at dømme skotternes optræden for strengt. Nogen systematisk utryddelse eller fortrængsel av den oprindelige nationalitet har ikke fundet sted. Et eksempel som det fra omkr. 1620, da skotterne, i ubekjendtskap med forholdene paa øerne, vilde paatvinge beboerne sin opfatning i et spørsmaal angaaende den vigtige faareavl, er i det mindste sjeldent[56]. Det endte ogsaa med at skotterne gav sig, efter at ha faaet bedre indsigt.

Pantsættelsen bragte oprindelig intet skaar i befolkningens forbindelse med sine fordums landsmænd. Især var samfærdselen mellem Hjaltland og Bergen længe temmelig livlig[57]. Til denne by foregik der ogsaa i det smaa en jevn indvandring fra begge øgrupper. I Proceedings of the Society of Antiquaries of Scotland aarg. 1879–1880 er der utgit adskillige dokumenter, som »illustrate the close connection between Shetland and Bergen, maintained for a lengthened period after the annexation of the islands to Scotland, all seeming to indicate that the severance from Norway was regarded as a temporary and not a permanent arrangement«[58]. Nordmænd eiet ogsaa gaarder paa Hjaltland lang tid efter pantsættelsen. Indvandringen til Norge ophørte fra midten av det 17de aarh., efter Daaes mening fordi øernes forbindelser med Holland netop ved den tid vokste sterkt. Overskuddet av befolkningen drog, likesom tilfældet var i det sydlige Norge, til Holland.

I en henseende har utførselen fra Norge til øerne fra gammel tid av været stor. Da begge øgrupper er træbare, ialfald paa brukbart skibstømmer, er mere eller mindre ferdigbyggede baater blit indført, like til ind i det 19de aarh. Hibbert omtaler endnu denne handel som noget der fandt sted paa hans tid; hans bok er fra 1822[59], Naar denne handel er stanset eller hæmmet, er det fordi tolden paa trævarer i Storbritannien og Irland er steget for at ophjælpe Canadas utførsel[60]. I det 16de og 17de aarh. var det derimot den danske regjering, som vilde hindre denne handel av frygt for skogenes uthugning. Paa Vestlandet har forbudet væsentlig rammet skotterne, og blandt dem ikke mindst øboerne. I 1590 finder vi saa ledes forbud[61] mot at skotterne bygger skibe, »saa at skovene derover meget forhugges«. Idetmindste delvis er skibene blit bygget av skotter som er draget over til Norge. 1599 klages der over[62] »hvorledes at de Skotter inddrage udi vort Rige Norge og dem understaa – – der – – at bygge skibe«; 1604[63] faar vi høre, at en bonde har git nogen skotter lov til at bygge skibe paa sin eiendom, o. s. v.

Som en høflighet mot sine skotske slegtninger indrømmet dog den danske konge av og til undtagelser fra disse forbud, saaledes en gang i 1590[64], og under alle omstændigheter blev de hyppig overtraadt.

I en henseende forekommer øerne i reformationsaarhundredet flere ganger nævnt i forbindelse med Danmark-Norge; de var nemlig et fast tilflugtsted for skotske sjørøvere. Det er bekjendt at disse i det 16de aarh. stadig foruroliget farvandene i Nordsjøen, og gjentagne gange maatte den danske konge gripe ind overfor dette uvæsen. Vi hører saaledes i 1580[65] om en skotsk pirat, som har drevet sin bedrift »upoun sindrie[66] the said King of Denmarkis subjectis«; han har git det løfte at forfølge alle personer av samme nation »to his uttermost pouer«. – – – (Han er) »reportit to be ressett, and to have refuge for the maist part, in the cuntrie of Zeitland, quhair[67] sindrie personis byis, sellis, and traffiques with thame, encourageand thame thairthrow in thair piraticall and weikit deidis«.

Naar vi erindrer, at vikingelivet holdt sig adskillig tid længer paa de skotske øer end andensteds, kunde man i forbigaaende være fristet til i saadanne pirater at se de noget forlorne rester av øernes gamle vikinger. Imidlertid faar vi et vink til bedre forstaaelse av en oplysning om en skotsk sjørøver George Petirsoun[68], som utenfor den norske kyst hadde tat skib og ladning fra en østfrisisk skipper, ført det til Orknøerne og solgt ladningen der. Under den følgende proces viste det sig, at samme George Petirsoun var »the King of Spanys subject, obtenit a letter of merque to tak and apprehend the schippis and guidis of all personis inhabitantis of the Law Cuntrey off Flanderis, now dissobedient to him«. Det oplystes forresten senere, at skipperen ikke stod under Philip, men under »the Grave of Endem, presentlie in gude freindship with the said King of Speyne«.

Øgrupperne har saaledes været hjem- eller tilflugtsted for adskillige av det 16de aarh.’s mer eller mindre lovbestaltede sjørøvere, kaperne, og det ikke alene for folk i skotsk, men ogsaa i fremmede magters tjeneste.

Buchanan[69] fortæller ogsaa om hvorledes disse pirater ikke tør opholde sig i mere befolkede egne. Paa øerne derimot driver de byttehandel eller sælger for billig pris til indbyggerne, som »– – non omnino inviti securitatem cum lucro conjunctam adblandiente etiam voluptate vel receperunt vel non rejecerunt«.

Den plyndring som paa denne maate ogsaa gik utover Danmark-Norge, var forøvrig i sin tid kong Hans ikke ganske uskyldig i, forsaavidt som han hadde opfordret skotterne til at drive kaperi paa hanseaterne[70], just dengang den skotske skibsfart begyndte at bli betydningsfuld.


III

Enkelte sider ved pantsættelsen og den statsretslig eiendommelige stilling hvori den bragte øgrupperne, fortjener en nærmere betragtning.

Hvad Orknøerne angaar, var der unægtelig i den norske tid saa at si et misforhold mellem den geografiske beliggenhet paa den ene side, og indbyggernes nationalitet og tilknytning til Norge paa den anden. Paludan-Müller[71] har ret i, at kun under forutsætning av at Norges gamle sjømagt lot sig opretholde, kunde øerne varig bli i moderlandets besiddelse. Forholdet kommer alt tilsyne i sagatiden, baade i verdslig og geistlig henseende. Vi finder saaledes allerede i 1153, at Orknøjarlen kan motta en befaling[72] av David Rex Scottorum, uten at denne gjør noget indgrep i den norske konges magtomraade. Jarlen styrte nemlig ogsaa det skotske Caithness som formynder for den senere bekjendte Harald Maddadhson. Man ser betydningen av de forbindelser Orknøjarlerne alt i tidlig tid underholdt med de mægtigste skotske ætter.

Allerede Torveinars søn var gift med en skotsk jarledatter, hans sønnesøns søn endog med en skotsk kongedatter. Følgen av denslags giftermaal blev, at jarledømmet ved arv kom over paa skotske hænder, og det ikke som en enkel besiddelse, men først i forbindelse med Caithness, senere kun som et led i en række forleninger, saaledes at de senere jarler vistnok opholdt sig den største del av sin tid utenfor sit norske len[73]. Alt paa Haakon Haakonssøns tid blev Caithness mere og mere hovedsaken. Jo mægtigere jarlen blev som skotsk herre, desto mindre maatte Orknøerne ha at si for ham. Omtrent samtidlig med at han, »Grefwen i Orknøyor«, dukker op i Norges historie i 1449 som en nærmest formel tronkandidat[74], finder vi ham da ogsaa, sammen med jarlerne Douglas, Angus og Ormond, deltagende i en av de utallige lokale grænsekrige mot England. Om ikke av andre grunde var han ogsaa som medlem av formynderstyrelsen for Jakob 3 for en tid forhindret fra at opholde sig paa øerne.

Naar vi har saadanne ting for øie, maa vi snarere forundre os over, at jarlerne, og ikke mindst de sidste, følte sig saavidt knyttet til den norske krone, som de virkelig gjorde. Det er like ind i det 15de aarh. ikke saa helt sjelden vi træffer jarlerne i Norge eller Danmark, baade som deltagere i raadsmøterne[75], og for at avlægge troskapsed til kongen. Endnu den sidste jarl, William, var 1434 i Kjøbenhavn, hvor han ritu investiturae solenni et usitato blev indsat i sin jarlestilling[76]. I 1446 blir han ogsaa anmodet om at indfinde sig i det norske riksraad i Bergen, for der at træffe kong Christofer[77]. Baandet til Norge var altsaa ikke løsnet i den grad, at pantsættelsen 1468 kun betød bekræftelsen av en allerede indtraadt tilstand.

Hvad de senere jarlers forpligtelser overfor den norske konge angaar, lærer vi dem at kjende av de løfter, den første jarl av huset Sinclair gav Haakon 6 i Marstrand 1379[78]. Han lover – blandt andet – at tjene den norske konge utenfor Orknøerne med 100 eller flere væbnede mænd, naar det kræves; sit len skal han ikke alene forsvare med mænd fra øerne, men ogsaa cum omni robore propinquorum amicorum et servitorum, og hvis kongen angriper fremmede lande, skal han ogsaa hjælpe cum toto posse nostro; han skal ikke bygge borger der uten tilladelse, ikke sælge eller pantsætte øerne; han forpligter sig til at yde kongen bistand eller underhold om han selv kommer over til øerne, og likeledes til at møte frem i riksraadet paa given anledning; han skal endvidere betale en større sum penge[79], mille aureos qui mobiles nuncupantur, og skal i tilfælde staa til rette for kongen og raadet.

Hvad der interesserer os ved denne opregning, er at betragte hvad Norge tapte og Skotland vandt ved pantsættelsen. Vi kan da ikke si andet, end at flere av bestemmelserne hadde litet at betyde for Norge, og selv den direkte forpligtelse til at understøtte kongen med tropper, som kunde være av positiv nytte, maatte let bli illusorisk, naar jarlen samtidig var skotsk herre. Fraseet krig med Skotland, kunde han altid være optat andensteds, naar man krævet hans bistand.

Dog skal det ikke forbigaaes, at kongen – foruten at der var krongods paa øerne – hadde ret til det halve sagefald, og virkelig krævet skatten der, gjennem sin sysselmand, uten jarlens mellemkomst[80]. Endnu under Kristian 1 har man ialfald forsøkt at faa skatten ind- drevet[81].

For den dansk-norske konge har det altsaa ved pantsættelsen staaet saaledes, som om han nogle aar utover vilde gaa glip av en liten, temmelig usikker troppekontingent, og en vistnok ogsaa liten og neppe synderlig sikker aarlig pengesum.

Ved forleningen i 1379 blev ogsaa Hjaltland medtat, og hørte fra da av atter sammen med Orknøerne. Saaledes hadde ogsaa forholdet været fra førsten av, men i 1195 blev den nordlige øgruppe skilt fra lenet og lagt direkte under kronen, som straf fordi Harald Maddadhson i borgerkrigene hadde støttet Sverres fiender.

Mens saaledes de to øgrupper længe hadde været ad- skilt hvad den verdslige administration angaar, hørte de hele tiden sammen i geistlig henseende. Paa dette omraade gjentar det samme sig som med jarledømmet. Medens formerne for forbindelsen med den norske kirke for det meste overholdes, og vi ind i det 15de aarh. ikke saa sjelden treffer biskopen over Orknøerne i Norge, er der alt langt tilbake i sagatiden tegn som viser den vei forholdene vilde tage. Det ender med at hele kirken lægges under det nyoprettede erkebispesæde i St. Andrews, omtrent samtidig med pantsættelsen, 1472.

Orknøerne var i det 11te og 12te aarh. et meget omstridt biskopsæde. Erkebiskopen i York søkte længe at hævde sit supremati over dem, men maatte dog vige for erkebiskopen i Nidaros. Imidlertid maatte der naturlig nok opstaa en nær forbindelse med den skotske, av York faktisk uavhængige kirke, saaledes at Orknøbiskopen kom paa like fot med biskoperne i denne. Betegnende i denne henseende er det, naar biskop Bjarne av Orknøerne og biskop Reginald av Ross i 1198 fik i fælles opdrag av pave Innocents at bringe biskop John av Caithness til lydighet. Dette blev befalet direkte fra pavestolen, uten erkebiskopen i Nidaros som mellemmand[82].

I slutten av det 14de aarh. faar vi et interessant vidnesbyrd om i hvilken grad kirken paa øerne allerede var knyttet til Skotland. Mens nemlig Norden i det hele under det pavelige schisma fulgte Rom, sluttet Orknøerne sig likesom Skotland til Avignon. Naar Skotland gjorde dette, var det fordi det her som paa anden vis gik i Frankrigs ledebaand. I 1384 utnævner saaledes Avignonerpaven Clemens 7 ved provision en dekan i Moray til biskop paa Orknøerne[83].

Ved provision foregik forøvrig netop ved denne tid en stor mængde biskopsutnævnelser, noget som har bidraget til at opløse kirkeprovinsernes gamle sammenhold. Forskjellige omstændigheter stødte nu som senere sammen for at løsne baandet mellem øerne og Norge.

Tiltrods for befolkningens norske nationalitet har saaledes overdragelsen til Skotland hverken i geistlig eller verdslig henseende fremkaldt nogen forvirring i øernes administration. Sikkert nok har det hele forekommet de skotske herrer som en retfærdig og naturlig ting, som ophævet et gammelt misforhold. Det var ogsaa fra disse tanken oprindelig utgik. Ganske vist heter det i gesandternes instruks fra parlamentet kun: »Item anent þe mater of Noroway it is ordanit þat þe ambassat þat passis for þe kingis marriage hafe Instructions in þat mater as salbe sene spedefull to þe king and his consale«[84]. Her betyder þe mater of Noroway vist kun avgiften for Suderøene, for den var det gamle mellemværende. Men av den omtalte kundgjørelse fra Karl 7 ser vi, at de skotske gesandter allerede paa et tidlig stadium av forhandlingerne har fremholdt, at det sømmet sig i tilfælde av en kongedatters bryllup med en konge, at filiam cum dominio seu possessione alicuius hereditatis ad thorum nupcialem accedere[85]. Som bryllupsgave ber de om at avgiften for Suderøerne og Man skal bortfalde, og at »Danmark og Norges konge skal gi, overdra og bortskjænke for altid al ret og myndighet, som han har og foregir at ha med hensyn til Orknøerne og Hjaltland«; endelig skulde Kristian betale summam centum mille scutorum semel solvendorum.

Vi har altsaa ingen ret til kun at tænke os, at Kristian har villet spille stor herre, og gi sin svigersøn en pragtfuld pengegave, og at han saa i sin velkjendte pengenød har seet sig om efter noget at pantsætte; endvidere at han da har været saa heldig at ha disse øer i bakhaand, som tilmed laa under det viljeløse Norge. Tvertimot var det øerne de skotske gesandter vilde ha, og formen med pantsættelse har formodentlig været et kompromis de har været saa høflige at indgaa.

Derimot kunde man nok forundre sig over at Kristian gik med paa det hele, naar det kostet ham saa meget. Hertil kan for det første svares, at det var en tid fyrster gav imponerende medgifter, at Kristian, konge over to til tre riker og hertug i to, ikke vilde staa tilbake for sine likemænd, at han har ment at faa en god forbundsfælle i Skotland, samt at det vilde være et fornærmelig og næsten fiendtlig skridt at avbryte de allerede indledede forhandlinger. Dertil kom at ogsaa skotterne gav en rund sum. Margrete skulde faa Doune Castle og Linlithgowe slot, samt for det tilfælde at hun overlevet Jakob, 1⁄3 av de kongelige indtægter[86]. Men dette kom rigtignok ikke Danmark-Norge tilgode.

Forskjellige omstændigheter forbyder os altsaa at være forhastet i vor dom over Kristians optræden ved denne leilighet. Undskyldes kan det derimot ikke, at han, naar han engang hadde været saa letsindig at lade øerne komme bort fra riket, ikke gjorde alt det han kunde for at faa dem tilbake.

Omtrent samtidig med pantsættelsen falder ogsaa to andre begivenheter, som maatte knytte øerne nærmere til Skotland, selv om heller ikke de betød en fuldstændig indlemmelse. Den ene var den allerede omtalte tilknytning til erkebiskopsædet i St. Andrews. I den forbindelse kan det ogsaa nævnes at en kommission 1485 blandt andet fik i opdrag at[87] »impetrait and desire of our haly fader a confirmation of þe convencions and bands maid betuix our souveran lord and þe king of denmark that last decessit of þe donacioun and Impigneracioun of þe lands of orkay and scheteland – –«.

Vi har ganske visst fra norden et nærliggende eksempel paa at den geistlige og politiske inddeling ikke behøvet at falde sammen. Men indforlivningen i den skotske kirke tyder dog, naar vi ser den i sammenhæng med andre træk, paa at skotterne følte sig i tryg besiddelse av øerne. Betegnende er det, at der i aaret 1469 møter frem et før unævnt medlem i det skotske parlament, for »þe prelats the biscop of orknay.« Allerede for kan vi se at orknøjarlen har været der, for þe barons, men han var jo ogsaa bortseet fra jarlestillingen en fremtrædende mand i Skotland. Den anden omtrent samtidige begivenhet, som maatte knytte øerne nærmere til Skotland, var lenets inddragelse under kronen 1471[88]. Vistnok var der ikke hermed gjort noget indgrep i indløsningsretten. Inddragningen var heller ikke noget særsyn, iværksat av en speciel, iøinefaldende grund; den gaar tvertimot ind i rækken av flere lignende. Jakob 3 fulgte nemlig sine forfædres eksempel i kampen mot de mægtige baroner, at inddra deres len, naar leilighet gaves. I dette tilfælde gik forøvrig det hele fredelig for sig; jarlen hadde neppe noget imot det, og fik i kompensation Ravenscraig i Fife.

Paa den anden side hadde imidlertid neppe skotterne foretat nogen saadan forandring i øernes styresæt, hvis de hadde anseet en indløsning for sandsynlig. Dernæst maatte unægtelig øboerne i længden knyttes nærmere og fastere til Skotland, naar de kom ind under rikets fælles administration og blev kongens umiddelbare undersaatter.

Hvorledes Orknøernes stilling under den skotske krone senere vekslet, – at de f. eks. under den fransksindede Mary of Lorraines regentskap kom under en franskmands styre, og at jarledømmet senere blev gjenoprettet, 1581, og atter inddrat, 1614, vedkommer os ikke videre her; kun har det sin interesse at se hvorledes de blev betragtet som likestillet med et hvilketsomhelst andet skotsk landskap, og at derfor tanken paa indløsning neppe har gjort sig gjældende.

Medens den skotske konge temmelig snart har faaet fotfæste »in dominio et comitatu nostro de Orkay«, har det ialfald ikke faldt den dansk-norske konge naturlig at være berøvet al suverainitet over øerne. Saaledes gir kong Hans i 1490 Amsterdam og andre hollandske byer frihet til at handle paa sine riker, ogsaa »op Hetlande og Islande«[89]. Næste aar gir han endog i et brev paa dansk, utstedt i Helsingborg, en forlening paa Orknøerne[90]. Vi kan imidlertid i denslags træk neppe se noget overgrep fra dansk side. De behøver ikke at vise andet end hvor vanskelig det har faldt for kongen at vænne sig til at se øerne i fremmede hænder. Maaske peker de dog paa, at kong Hans har anseet den daværende tilstand som blot foreløbig, og derfor ikke tat hensyn til den i dokumenter beregnet for længere tid.

Ogsaa paa en anden maate kunde de dansk-norske myndigheter gripe ind i forholdene paa øerne selv efter pantsættelsen. Gammel sædvane og fælles lov har nogen tid bevaret retsfællesskap med Norge, ialfald for Hjaltlands vedkommende. Saa sent som i 1538[91] finder vi derfor, at »The Kings Court« i Bergen, under forsæde av den bekjendte Tord Roed, »hoffuitsmand paa Bergen huss«, bekræfter en dom som er fældet paa Hjaltland, »einn fulld oc retth alffuorlig dom, effther Gullatings laugdom«. Om domstolen paa Hjaltland siges det, at den blev overværet og ledet av (»siddindis«) »erlig welbyrdig mand Willum Melvin aff waben, paa høgborne furstis kongelighe mayestettes, alles wor keriste naadigeste herre koning Jacobs wegne wtj Skottland«.

Det var den almindelige opfatning i Norden i hele det 16de aarh., at øerne fremdeles hørte under Norge, hvad enten man hadde rede paa og omtalte at de var pantsatte, eller ikke. Den tyske humanist Ziegler, i første halvdel av det 16de aarh., henregner dem saaledes til de nordiske lande i sin beskrivelse av disse[92]. Det interessante ved denne forfatters omtale av Norge er jo væsentlig det, at han vistnok har faaet oplysninger av Olav Engelbrektsson[93]. Denne interesserte sig, likesom allerede erkebiskop Gaute[94] 1500, for atter at faa øerne under sin province. Naar vi erindrer hvilken kilde han har hat, maa vi for Olav Engelbrektssøns skyld haabe, at Ziegler selv er ophavsmand til feilene i omtalen av øerne i det nævnte skrift. Paa kartet anbringer han Hetlandia nord for Færøerne, og anser paa et andet sted Hjaltland for at være en av Orknøerne[95].

Peder Claussøn har derimot god rede paa øerne; han behandler dem under »nogne Lænes oc Landes første Bygning, som ligge under Norriges Krone«. Her omtales de som jevnstillet med f. eks. Færøerne, og at dette ikke sker av historiske grunde, fordi de engang har hørt under kronen, fremgaar av at han ikke paa lignende maate omtaler Suderøerne[96].

Den anden Norges-Riges-beskriver Absalon Pedersøn tviler paa hvorvidt det vil lykkes at faa øerne tilbake. »Dog er det icke umueligt at det io kunde skie, besynderlig effterdi at Skotterne haffue baade en redsel der fore, at det skal io en tid kreffuis jfra dendem enten med gode eller med herreskiold«[97].

Heller ikke i Danmark synes man saa snart at ha vænnet sig fra at betragte øerne som hørende til Danmark-Norge. I en tysk beskrivelse av en reise i Danmark i 1590 nævnes blandt danske lande: Orcades, Hebrides, Hettland, Flare, Thyle, »wiewohl diese mehr gehören zum Königreich Norwegen denn zu Dännemark«. En eller anden dansk kilde ligger vel til grund for denne forlorne lærdom[98].

IV

Der er som bekjendt gjort adskillige forsøk paa at vinde Orknøerne og Hjaltland tilbake. Torfaeus har tilstrækkelig paavist, at »Augustissimos nostros Reges non fuisse otiosos, in jure suo pacificè repetendo«[99], Til de mange av ham nævnte forhandlinger kunde bl. a. endnu knyttes Fredrik 5’s forsøk 1749[100]. I enkelte nyere publikationer er der fremkommet dokumenter som stiller forhandlingerne især paa Fredrik 2’s tid i bedre belysning.

Allerede hans far Kristian 3 hadde gjort tiltak til »igenn at lade indfrij til riiget – – ett aff riigens merckeliige ledemoedt, kallis Ørkenør«[101], saaledes en gang i 1549, da hans lande var kommet noget til ro. Det var paa en maate ogsaa et heldig valgt tidspunkt, idet deri midten av det 16de aarh., ikke mindst under den litet fremragende regent Aran, hersket anarkiske forhold i Skotland; man kunde tro det let gav efter for en kraftig optræden av en fremmed magt. Kristian skrev ogsaa til kong Henrik 2 av Frankrig, og haabet paa hans bistand[102]. Man kjender ikke den franske regjerings svar, men under alle omstændigheter delte ogsaa dette forsøk skjæbne med de øvrige, maaske fordi den forsigtige Kristian har forutseet forviklinger.

Gaar vi saa over til hans søn Fredrik 2, er som bekjendt dennes første regjeringsaar præget av en stor iver efter at gjenvinde alle lande hans krone hadde mere eller mindre historisk ret til, uten at han bekymret sig videre om han derved kom i et farlig forhold til utenlandske magter. Samtidig med hans eventyrlige Estlands-foretagende finder vi ham optat med det skotske spørsmaal. I 1560 indberetter den engelske gesandt i Edinburgh Thomas Randolph til Cecil: »On the 22d[103] there arrived here a gentleman from the King of Denmark, with letters to the Duke and Council, whereof I send the copy. The answer thereto will be to like effect as given in times past, viz. »that a free releace and queytance hathe byne made of the hole, by hys predycessors for them and their heires for ever«.« I denne likefremme form blev rigtignok svaret ikke avsendt. Det er imidlertid betegnende for skotternes opfatning av forholdet og deres holdning under forhandlingerne.

Bortseet fra at det kunde være den klogeste politik at lade som man var uvidende, har forøvrig sikkert nok skotterne ofte ikke hat rigtig rede paa forholdet. Vil vi finde efter hvilket synspunkt medlemmerne av Privy Council eller mænd av deres dannelse og opfatning kan ha betragtet spørsmaalet, maa vi se hvad tidens humanistisk dannede forfattere mener. Buchanan har meget uklare anskuelser paa dette omraade. Det gamle mellemværende, som jo dreiet sig om avgiften for Suderøerne, tror han angik Orknøerne og Hjaltland, og siger at al ret som den danske konge hævdet til de om Skotland liggende øer, var ophævet, dotis nomine[104]. Den skotske jurist Thomas Craig († 1608) behandler saken i Jus Feudale[105]. Hans ræsonnement er meget likefremt. »– – Eodem modo et insulae in mari natae eius in patrimonio censentur, qui proximum continentem habet. Itaque ommnes insulae quae nostris littoribus adjacent nostrae ditionis sunt.« De indvendinger man kunde gjøre med Orknøerne, faar han snart og flot bortfeiet.

Eiendommelig nok hævder begge forfattere, at selv om der fra førsten av kun var tale om pantsættelse, hvilket de nok gaar med paa, efterat ha fremsat sine mere likefremme anskuelser, saa har den danske konge senere opgit sin ret til indløsning. Buchanan, som forøvrig ogsaa Holinshed[106], fortæller, at Kristian 1 eftergav alle sine krav ved den senere Jakob 4’s fødsel, 1472. Craig derimot siger, at Kristian 2 opgav sin ret til Jakob 4. Det er ikke sandsynlig at de støtter sig til nogetsomhelst. Mistænkelig er det jo allerede, at forfatterne ikke stemmer overens. Endvidere, hadde der eksistert nogen saadan traktat, maatte dog skotterne ha paaberaabt sig den under forhandlingerne med Danmark. De sædvanlige traktat- og dokumentsamlinger indeholder ialfald intet saadant dokument, som heller ikke har efterladt spor i Skotland. Vi kan vistnok se bort fra det, men noget andet er, at skotterne kan ha trodd at det har eksistert. Vender vi tilbake til Fredrik 2’s gesandtskap, saa svarte The Privy Council meget diplomatisk, at de »are unable to answer his demand as to the Orkneys, as their Queen is still in France«[107]. Hermed endte dette tiltak fra Fredrik 2’s side. Det har vakt noksaa stor opsigt. Cecil har maaske hat nogen interesse for saken; en union mellem England og Skotland var jo for eller senere i vente. Mere end selve øerne har dog de videre forviklinger, som kunde opstaa i forbindelse med dem, i forbigaaende paakaldt sig hans opmerksomhet. Gesandten ved det danske hof indberetter til ham i et brev av 7de april 1560[108], at den franske konge hadde skrevet til den danske, git ham en kompliment i anledning av Ditmarsken, og opfordret ham til at undertrykke rebellerne i Skotland ved at sende skibe og 1000 ryttere. Foruten anden løn lovet han »to restore the Orkneys«.

Videre vægt har visst ikke Cecil lagt paa denne skrivelse. Det var ikke sandsynlig at den protestantiske Fredrik vilde gaa med paa et foretagende av den art. Det siges da ogsaa at Fredrik endnu ikke har svaret, men ikke er tilbøielig til at følge opfordringen. I et nyt brev til Cecil fra Danmark, dateret 15de mai 1560[109], faar man høre om en forestaaende mønstring av flaaten, »which is very well manned and equipped:« »People wonder what is the reason of so great preparations. Some say that it is to recover the Orkneys, but the real destination is kept secret.« Brevskriveren selv tror forøvrig ikke paa den omtalte plan.

Ogsaa Fredrik 2’s brev til Skotland er blit indsendt til Cecil. Han har fremsat forholdet rigtig, hævdet at retten til indløsning var reserveret Norges konger for altid, tilbudt summen og fremholdt, at det nu var ham av stor betydning at gjenvinde øerne.

Syvaarskrigen forhindret snart Fredrik 2 i at ta initiativet til yderligere forhandlinger med Skotland; den nødte imidlertid skotterne selv til at gjøre forskjellige forestillinger hos Fredrik, og til herunder at anta en forsigtigere holdning i spørsmaalet om øerne. Krigen blev nemlig paa forskjellig vis av ikke saa liten betydning for Skotland. Mange skotter, ogsaa høitstaaende, deltok i kampen paa begge sider. For Skotland selv var det derimot av væsentlig betydning at bevare sin neutralitet, ikke mindst for at kunne vedlikeholde sin korntilførsel fra Østersjølandene, især fra Danzig[110], en by som stadig nævnes i dokumenter vedrørende skotsk handel. Vi er her vistnok ved et punkt som tildels forklarer Skotlands trods alt forsigtige og forhalende politik overfor Danmark. Det hugget aldrig den ubehagelige knute over. I tilfælde av ufred kunde Danmark forulempe Skotland paa forskjellig vis og endog gjøre sit til at uthungre det.

Da korntilførselen stod i fare for at stanse, idet de krigsførende magter opsnappet de neutrale skibe, og i sammenhæng dermed adskillige skotter blev holdt fast i Danmark, og endelig ophøret av den norske tømmerhandel paa sin side bragte mange skotter i ubehageligheter, blev der sendt en gesandt til Danmark for at forhandle om disse ting. – Hvad dronningens mere personlige stemning overfor de stridende konger, hendes gamle friere angaar, skriver Randolph til Cecil, at hun er »indifferently minded to them both«[111]

Gesandten har faaet to instruktioner, den ene mere som en officiel kundgjørelse og vistnok bestemt til aabenbart eller underhaanden at komme de danske statsmænd for øie, den anden strengt privat. Størst interesse har naturligvis de private »Instructionis for oure familiar servitoure and traist counsalour the Lard of Quhittinghame[112], oure ambassatour presentlie direct towardis oure gude bruther and cousing, the King of Denmark«[113]. Man faar heri adskillige oplysninger om forbindelser mellem Danmark-Norge og Skotland. Vi fæster os kun ved hvad der vedkommer spørsmaalet om øerne. Herom heter det: »Incaise ony thing be proponit to yow twitching Orknay and Zetland twich no wvse that string bot safer as[114] ye may flee the cloise, allegeing that ye ar na wyse instructit ony thing in that heid, nor nevir hard ony questioun or contraversie maid within this realme at ony tyme anent that mater, and thairfore can gif na ansuer thairto.«

Som rimelig er nævnes intet av dette i den latinske, mere officielle kundgjørelse om gesandtens reise. Det danske riksraad har imidlertid vist sig gesandten voksen og fundet hans saarbare punkt. I svaret er desværre de for Norges vedkommende vigtige punkter tildels ulæselige[115]. Venskapet mellem de beslægtede kongefamilier mindes i sterke uttryk, men brevet er dog temmelig bestemt. Det var det bedste for det venskapelige forhold mellem rikerne, at »occasiones omnes qui – – (ulæselig) – labefactari illa (federa) possent imposterum tollerentur. Først av denslags saker nævnes »causa Insularum Orchadum alias ad Norvegie regnum pertinentium«. Skulde der bli et varig godt forhold mellem landene, var det bedst at faa avgjort alle svævende spørsmaal. Dette kunde ha været gjort nu – gjennem gesandten – hvis ikke, sicut quidem intellectum est, denne intet mandat hadde angaaende øerne. Den danske konge beder derfor Maria at bestemme tid og sted til yderligere forhandling. Senere sendte forøvrig kongen hende et eget, mere imøtekommende brev, fra Helsingør 6. juli 1564.

Vi har set hvorledes man fra fransk hold ialfald kjendte til den dansknorske konges krav paa Orknøerne og Hjaltland. Ved overgangen fra middelalderen til den nyere tid hadde det været Frankrigs plan at ha baade de skandinaviske stater og Skotland som forbundsfæller mot England[116]. Det var forsaavidt av interesse for Frankrig at disse lande holdt fred og venskap indbyrdes. Dets mægling i det 15de aarh. var imidlertid løpet ut i en ny strid i det 16de. Det var derfor baade av politisk interesse og en slags æressak for Frankrig at gjøre sin indflydelse gjældende paany, saavidt dette kunde ske ved almindelige forestillinger.

Den franske gesandt ved det danske hof, den bekjendte Charles de Dançays, indberetter den 10de juni 1570 til Katharina av Medici[117]: »Votre Maté à de long temps entendu le different, qui est entre les roys d’Escosse et de Dannemarck pour les isles Orcades, ou j’ay souuant esté employé. ll est certain, que les estatz du royaume de Dannemarck desirent extremement les recouurer, et ne doubte point, qu’ilz ne l’essaiassent, silz avoyent autant de pouuoir et de moyen que de volonté.«

Saken kom paa tale igjen i anledning av Bothwells flugt og fængsling[118]. Bothwell var blit hertug over Orknøerne i 1567, og var under sit fængselsophold i Danmark snedig nok til at benytte sig av denne omstændighet. Han lovet Fredrik 2 at overdra øerne til ham, og dette var ialfald en grund til at kongen, trods skotske forestillinger, ikke vilde utlevere ham.

Fredrik 2 har idethele grepet enhver anledning til at bringe spørsmaalet paa bane; paa forbigaaende forhandlinger manglet det derfor ikke. Mot slutten av hans regjering blir omtalen av forholdet til Danmark-Norge atter fyldigere i skotske kilder, paa grund av Jakob 6’s paa- tænkte egteskap med en dansk prinsesse; i denne anledning blev Orknøaffæren atter aktuel.

For skotterne har hovedsaken ved dette egteskap været, ved siden av at faa en protestantisk allieret, at sikre sig en forbundsfælle mot England. Forhandlingerne strakte sig ialfald tilbake til 1587. I en instruks fra dette aar til gesandterne i Danmark er der forøvrig væsentlig tale om Maria Stuarts henrettelse og dens følger. Gesandterne skal, ved siden av at faa underretning om kongens børn, speciallement de ces filles, tillike la ham høre om »le cruel meurtre que les Anglois ont commis en la personne de la Royne sa mere contre touttes loix divines et humaines et le droict de gens«, og i det hele vække fiendskap mot England, »et s’informeront diligement soub quelles conditions il luy vouldra aydre« (mot England)[119]. Der nævnes i denne instruks intet om Orknøerne, men dette spørsmaal blev allikevel paa et tidlig tidspunkt indvævet i forhandlingerne.

Den 11te juli 1587[120] blev det bl. a. overdraget et gesandtskap (»as alsua the saidis commissioneris salhave power«) »to heir treat determyne and conclude in the mater of the answer to the petitionis of þe king of Denmark anent orknay«. Da det endelige gesandtskap blev avsendt i 1589 for at slutte egteskapet, opstilles der blandt andre betingelser for at dette skal komme istand, følgende: »Sexto. Ut jus quod de redimendis ex retrovenditionis pacto Orcadibus nostris successionis jure sibi vindicat nobis praefati matrimonii intuitu remittere, idemque in nos nostrosque heredes et successores, cum suorum Ordinum consensu, pro se suisque successoribus transferre, velit.«

Begge parter har saaledes hat sine planer paa dette omraade. Trods de lange forhandlinger blev resultatet[121] bare en utsættelse »unto the said clected princes[122] perfite aige«.

Hermed var forhandlingerne denne gang til ende og dermed i virkeligheten for altid. Den sidste dansk-norske konge som virkelig kunde gjøre regning paa at faa øerne tilbake, var vistnok Fredrik 2. Dengang var endnu Danmark mægtig og, ialfald efter hvad samtiden maatte tro, mindst like saa sterkt som Skotland. Da imidlertid Skotland i 1603 indgik foreningen med England, og Danmark-Norge under Kristian 4’s senere aar gik mere og mere tilbake, ogsaa i ydre anseelse, var egentlig spørsmaalet ute av verden.

Vi skal i korthet se hvorledes saken stiller sig indtil freden i Breda. I en traktat[123] av 1621 blev man enig om, at saken skulde hvile i Kristian 4’s og Jakob I’s levetid, omni tamen Jure Successoribus semper et in totum salvo manente. Kristian lot den hvile vedblivende, ogsaa i Karl 15 regjeringstid, men da denne i 1640 blev avsat som skotsk konge, mente han at maatte vareta sine interesser[124], og indledet forhandlinger. Der var nu rørt vande at fiske i, men skjønt det engang skulde være nære ved, at man fik øerne, har dog den aucta convulsio in Brittania vokset danskerne over hodet.

Ogsaa Fredrik 3 har som bekjendt hat øie med øerne. Dog spiller de i hans politik kun den rolle, at være noget som kunde tages med paa kjøpet. Orknøspørsmaalet kan maaske ha været medvirkende til hans nærmest paa grund av venskapet til Holland og familieforholdet til Stuarterne spændte holdning overfor den engelske republik. Man ser av Christen Skeels dagbøker[125], at det var paa tale i riksraadet 6te december 1651. Christen Skeel selv var imot at man blandet sig op i de engelsk-skotske anliggender; Danmark hadde nok at vareta alene[126]*. Da det gode forhold til England blev gjenoprettet ved restaurationen, skulde der synes god grund til at benytte sig av anledningen. Der blev ogsaa sendt »Dokumenta – – wehgen der orcadischen Inseln undt des Elbzolls« til den danske utsending i London, Fredrik Ahlefeldt[127]. Til noget resultat kom man dog ikke, skjønt Ahlefeldt skal ha været en dygtig gesandt. Fredrik 3 har vel efter 1660 seet sig om efter en art kompensation for sine tap til Sverige, men grunden til hans krig med England 1666–1667, hvori der ogsaa var tale om et forsøk paa at erobre Orknøerne, laa som bekjendt andensteds[128]. Da freden blev sluttet paa en stormagtskongres i Breda i 1667, blev de svenske, franske og hollandske gesandter vistnok oprigtig overrasket over at der hersket politiske vanskeligheter med Orknøerne og Hjaltland. Forhandlingerne[129] var i god gjænge og freden sikret, da de danske gesandter – som saadanne nævnes Petrus Charisius og Paulus Klingenbergh – vilde ha indført i fredstraktaten en bestemmelse om at eaedem Insulae quae Orcades et Hitlandiae nuncupantur, Regi Daniae in Statu quo sunt, citra diminutionem aut moram aliquam restituantur.

De engelske gesandter – Denzell Holles og Henricus Coventry – svarte: se nihil in instructionibus vel mandatis habere, de Insulis ibi memoratis; de negtet at der fandtes noget om dem i tidligere traktater, og foreslaar derfor »ut deleatur hic articulus«. Man kunde tænke sig at de danske med hensigt er fremkommet med saken først efter at freden syntes nær, for at man i sin længsel efter at faa det hele avgjort, skulde gi efter paa dette mindre vigtige punkt. I saafald har de imidlertid selv trukket det korteste straa. Ludvig 14’s og Generalstaternes befuldmægtigede henstillet til de danske, ikke at blande denne sak ind, som ikke reapse angik fredstraktaten. De danske gav efter, studio imprimis diu desideratae Pacis, dog paa betingelse av, at den danske konges ret (Praetensio) skulde bestaa integra, infracta, patensque, donec melior occasio – – praeberetur. Man blev ogsaa enig om, at de tilstedeværende gesandter skulde bevidne dette. Der nævnes intet om de engelske, men i hvert fald blev den dansk-norske konges forøvrig aldrig med virkelige grunde betvilte ret anerkjendt av tre av datidens stormagter (Sverige, Frankrig, Holland).

Naar forøvrig Jakob den første gik med paa at »al ret skulde altid og hel og holden forbli ubeskaaren« for Kristian 4’s efterfølgere, maa jo ogsaa han siges at ha anerkjendt at retten var tilstede. Freden til Breda bragte intet nyt; den anerkjendte kun det gamle, at status quo skulde bestaa, indtil den dansk-norske konge paa given anledning, »sive breve sive diuturno post tempore« vilde det anderledes. Skjønt ikke glemt kan dog saken ikke siges at ha været aktuel siden 1667[130].

De oldenburgske kongers optræden under forhandlingerne om gjenerhvervelsen av Orknøerne og Hjaltland passer godt ind i det billede man ellers har av dem. Der manglet hverken paa god vilje eller ærlige tiltak, men de hadde stadig uheld med sig. En av hovedgrundene hertil var deres mangel paa evne til at vurdere det virkelige styrkeforhold mellem sine egne og andre stater. Da det var gaaet en stund, tok Skotland ikke længer hensyn til deres forestillinger, bak hvilke man maatte forstaa, at der stod saa liten magt.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Diplomatarium Christierni I, s. 125.
  2. ↑ – dabunt et reddent imperpetuum –. Diplom. Orcadense et Hetlandense s. 32.
  3. ↑ »hundrede merker gode og lovlige sterlinger«.
  4. ↑ Munchs oversættelse i N. F. H. 4,1, s. 457,
  5. ↑ Dipl. Orcad. et Hetland. s. 35, note.
  6. ↑ Dipl Norv. II s. 512.
  7. ↑ Dipl Christ. I s. 201 ff.
  8. ↑ Dipl. Christ. I s. 201 ff. Jeg følger altsaa den opfatning som danske historikere har hævdet. Allen: »saalenge man ikke beviser, at kongen i dette aktstykke har ladet indføre et vitterlig falsk faktum, maa disse ord staa til troende«. (De tre Nordiske Rigers Historie II, s. 77, og i samme bd. s. 524, hvor han opponerer mot Lange). – Hermed stemmer godt at Kristian sommeren 1468 hadde været i Oslo (Yngvar Nielsen, Riksraad s. 329) – Da seglene hænger ved traktaten, kan man heller ikke tænke sig, at vi f. eks. kun har et utkast.
  9. ↑ Paludan-Müller, Første konger av det Oldenborgske hus s. 115 f.
  10. ↑ Hvorfra har utgiveren av Register of Privy Council of Scotland XIV s. 47: »by paying the sum, with interest?«
  11. ↑ Aarsberetninger fra det kgl. geheimearkiv I (1852) s. 13, 63.
  12. ↑ Danske Magazin 3 R. II s. 233.
  13. ↑ Aarsberetn. fra det kgl. geheimearkiv I s. 25, 46.
  14. ↑ Torfaeus, Orcades s. 186.
  15. ↑ Register of Privy Council XIV s. 195 (aar 1564).
  16. ↑ Passim i Dipl. N.
  17. ↑ Det var – naturligvis – guld han vilde finde. Omtales flere steder i Dipl. N., f. eks. XIV s. 487, 492, XV s. 407.
  18. ↑ Allen, De rebus Christierni exulis s. 86 ff., s. 94.
  19. ↑ Arild Huitfeldt, Fredrik 1’s krønike s. 160.
  20. ↑ Danske Mag. 3 R. II s. 233.
  21. ↑ Mrs. Saxby i »Orkney and Shetland Old-Lore« no. 8, s. 314.
  22. ↑ I et diplom om arveretten til jarledømmet, utarbeidet av biskop Thomas av Orknøerne paa Erik av Pommerns befaling. Trykt som Appendix i Barry, History of the Orkney Islands.
  23. ↑ Saml. Afhandl. III s.59, 61. L. Dietrichson fik et lignende indtryk, Monumenta Orc. s. 12.
  24. ↑ Munch, D. N. F. H. Unionsperiod. 2 s. 101. – De sidste jarler i den norske tid var av familien Sinclair. Av Mowaterne er en gren kommet til Norge.
  25. ↑ Orkn. and Sh. Old-Lore, No. 1 s. 27 og No. 5 s. 190.
  26. ↑ Low, Tour through the Islands of O. and S. in 1774, s. 7, 8. Robertson, Orkney Folk-lore Notes, Old lore s. 105 ff.
  27. ↑ Harald Maddadhsøn, død 1206.
  28. ↑ Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene s. 327 f.
  29. ↑ Jakobsen, Det norrøne sprog paa Shetland s. 4.
  30. ↑ Den nævnte Low.
  31. ↑ Dipl. Orcadense et H. s. 60.
  32. ↑ Proceedings of the Society of Ant. of Scotl. aarg. 1879–80. s. 13.
  33. ↑ Andersons Introduction to the Orkneyinga Saga s. CXIII.
  34. ↑ Munch, Unionsperind. I s. 635.
  35. ↑ Smst. s. 916.
  36. ↑ Dipl. Orc. et Hetl. s. 48, 49.
  37. ↑ Rerum Scoticarum Historia s. 35.
  38. ↑ Lyngby i Annaler for nordisk oldkyndighed 1860 s. 202.
  39. ↑ Lyngbye smstds. – Det er ogsaa her rester av det gamle odelsvæsen endnu navnlig skal findes. Dietrichsons Monumenta s. 12.
  40. ↑ Det samme er tilfælde med Caithness; herom heter det »to this day« d. v. s. 1872. Innes, Lectures on Scottish Legal Antiquities. s. 277–80.
  41. ↑ Brev til dronning Philippa. Dipl. N. VI s. 451.
  42. ↑ Register of Privy Council XIV s. 709.
  43. ↑ d. e. shall be.
  44. ↑ heir.
  45. ↑ Whether.
  46. ↑ Acts of Parliament of Scotland III s. 41.
  47. ↑ Diery s. 232.
  48. ↑ Register of Privy C. XIV. s. 723.
  49. ↑ 1595–1608.
  50. ↑ Jakobsen, Det norrøne sprog s. 2.
  51. ↑ Hibbert, A Description of Sh. s. 275.
  52. ↑ Hume Brown, History of Scotland II s. 208, hvor der er et oplysende religionskart; her er forøvrig ikke Hjaltland tat med, men se det s. 206 utførte.
  53. ↑ Hibbert s. 530.
  54. ↑ Hvormed kan Hibbert begrunde sin paastand s. 183 f: it is no wonder that Shetland and Orkney should have always yielded an unwilling submission to the Crown of Norway?
  55. ↑ Register of P. C. XII s. 111–112.
  56. ↑ Register of Privy C. XII, hvor adskillige dokumenter herom.
  57. ↑ L. Daae i Statsøkonomisk tidsskr. 1895, s. 42 ff.
  58. ↑ Gilbert Goudie smst. s. 30.
  59. ↑ s. 96.
  60. ↑ Aschehoug, Socialøkonomik I s. 67.
  61. ↑ Rigs-Registranter III s. 148.
  62. ↑ smst. III s. 56.
  63. ↑ smst. IV s. 79.
  64. ↑ smst. III s. 140.
  65. ↑ Register of P. C. III s. 255.
  66. ↑ sundry.
  67. ↑ where.
  68. ↑ Reg. of. Priv. C. IV s. 331.
  69. ↑ s. 36.
  70. ↑ Kong Hans’ brevbok s. 34, 35.
  71. ↑ Første Konger af Oldenb. Hus s. 116.
  72. ↑ Diplom. Orcad. s. 17.
  73. ↑ Munch, Unionsperiod. 2, s. 109,
  74. ↑ Hadorph, Rijm-Crönikor II s. 161. – Daae, Christiern I s. 37.
  75. ↑ Munch, Unionsperiod. 2, s. 102.
  76. ↑ Torfaeus s. 183.
  77. ↑ Dipl N. VII s. 430.
  78. ↑ Dipl. N. II s. 353. De foregaaende jarler var ikke bundet til disse forpligtelser. Den sidste gav derimot senere omtrent de samme løfter.
  79. ↑ Vistnok kun for anledningen, ikke som fast avgift.
  80. ↑ Munch 4,1, s. 467.
  81. ↑ Torfaeus s. 186. – Hvor stor skatten har været, tør jeg ikke uttale mig nærmere om. For Hjaltlands vedkommende nævnes senere et tal »500 marks Scots a year«; summen skal ha været den samme i den norske tid. Rikt materiale til studiet av Orknøernes økonomiske forhold gir »The Rentals of Orkney«.
  82. ↑ Diplom. Katanense et Suderl. s. 3.
  83. ↑ Dipl. N. XVII, s. 127.
  84. ↑ Acts of Parl. III s. 90 (12. jan. 1467).
  85. ↑ Dipl. Christierni I s. 128.
  86. ↑ Registrum Magni Sigilli Regum Scottorum 1424–1513 s. 210.
  87. ↑ Acts of Parl. III s. 102 (20. febr.).
  88. ↑ Acts of Parliament III s. 102 (20. febr.).
  89. ↑ Alexander Bugges avskrifter fra Riksarkiv. i Haag og byarkiv. i Amsterdam. (I Riksarkivet).
  90. ↑ Dipl. Orcadense s. 56.
  91. ↑ Dipl. Orc. s. 70 ff.
  92. ↑ Utgit av Hildebrand 1878.
  93. ↑ L. Daae i »Trondhjem i Fort. og Nutid.« s. 132.
  94. ↑ Dipl. N. XVII, s. 670.
  95. ↑ s. 2.
  96. ↑ Storms utgave s. 416.
  97. ↑ Storms utgave s. 55.
  98. ↑ Danske Mag. 5 R. 1 bd. s. 264.
  99. ↑ s. 207 ff.
  100. ↑ Genealogisch-Historische Nachrichten von den allerneuesten Begebenheiten o. s. v. Leipzig 1749. CXL s. 695.
  101. ↑ Danske Mag. 4 R. 4 s. 363.
  102. ↑ Delavaud: Les origines norvégiennes des archipels ecossais s. 191 (i Annales des sciences politiques 1910).
  103. ↑ November. Calendar of Scottish Papers I s. 493.
  104. ↑ Rerum Scot. s. 418.
  105. ↑ s. 140.
  106. ↑ Velvillig meddelt mig av hr. cand. mag. Edv. Bull, hvem ogsaa enkelte andre oplysninger skyldes.
  107. ↑ Calendar of Scottish Papers I s. 516.
  108. ↑ Calendar of State Papers, Foreign Series for dette aar, s. 516.
  109. ↑ smst.
  110. ↑ I skotsk form Danskene.
  111. ↑ Calendar of Sc. P. 2, s. 634 (for 1564).
  112. ↑ d. v. s. Whitt-.
  113. ↑ Edinburgh 1. juni 1564, utgit i Reg. of Pr. C. XIV s. 196 ff.
  114. ↑ but so far as ɔ: gaa ikke længer ind paa den sak end at I kan undgaa et avgjørende resultat.
  115. ↑ Avtrykt i Reg. of Pr, C. XIV s. 203.
  116. ↑ Dahlmann, Geschichte Dänemarks III s. 247.
  117. ↑ s. 96 ff. i hans av Bricka utgivne indberetn.
  118. ↑ Behandlet av Schiern: Nyere hist. studier I s. 433.
  119. ↑ Nye D. Mag. 5, 239,
  120. ↑ Acts of Parl. III s. 437.
  121. ↑ Acts of Parl. III s. 566.
  122. ↑ d. e. Kristian 4.
  123. ↑ Rymer, Foedera VII bd, pars 2, s. 216.
  124. ↑ Torfaeus s. 227.
  125. ↑ Nye Danske Mag. 3 R. 4.
  126. ↑ Hans dagbok for 27. juni 1652.
  127. ↑ Breve fra Theod. Lente til Christian Rantzau. D. Mag. 5 R. 4 bd. (18. aug. 1660).
  128. ↑ Becker, Samlinger til D.’s hist. under Fredrik 3. II. s. 152.
  129. ↑ Historia of Verhael van Saken van Staet en Oorlogh. Hage MDCLXIX. Der tiende Deel s. 409 f.
  130. ↑ Jeg fæster mig da ikke ved det s. 94 nævnte forsøk. – I 1907 henledet et skotsk underhusmedlem den britiske utenriksministers opmerksomhet paa saken (Delavaud s. 173).
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Orknøerne_og_Hjaltland_i_pantsættelsestiden_1468–1667&oldid=225939»