Overtro og Sagn i Lister og Mandals Amt/2
219. Naar Fiskeren kun blæser i Munden paa Fisken, med det samme den tages af Krogen, skal den ikke dø i Sanke-Teinen.
220. Man maa ikke takke for det Fiskeagn, man faar; thi da faar man ikke noget paa det.
221. Faar man en Ulke paa et Sted, kan man ligesaagodt gaa fra det med det samme; man vil ikke faa nogen Fisk der.
222. Ligesaa med „Glanouren“ eller „Sypigen.“
223. Naar man efteraber Gjøgens Skrig, græder den Blod paa Tungen eller (efter Andre) paa Benene. Disse Bloddraaber kan man se paa Bjerkeløvet som røde Flekker.
224. Naar man har saaet Næper, skal man sætte den Gren, hvormed man har flaaet Frøet ned, midt i Næpetrøet, for at Jordlopperne ikke skulle komme i Næperne.
Af samme Grund skal man i Løvdal bruge at stupe over Hovedet 3 Gange paa Næpetrøet („stupe Kraake“) (?)
225. Kommer en Hvirvelvind og bortfører Høet, skal man kaste Tollekniven efter den.
226. Man maa ikke dræbe den første Orm, man ser om Vaaren; thi da vil man blive hugget af den 3die, man maatte træffe.
227. Naar man skjærer Korn, maa et Kornbaand aldrig bindes udenfor Ageren; thi da vil man ikke faa noget Godt af det.
228. Første Gang „Saa-Erlen“ eller „Lax-Erlen“ sees, maa nok Bonden saa sit Korn. Den første Lax stryger ogsaa da forbi Kysten.
Denne Erle ligger paa Bunden af Kjærn eller Vand om Vinteren.[1]
229. I Mandals, Søgne og søndre Undals Prestegjeld (muligens flere) er det Skik, at naar en Ager er tilsaaet og harvet, sættes et Kors med en Rive, sædvanligvis Harveriven, i det ene Hjørne af Ageren, og med det samme siger man: „I Jesu Navn!“
Naar Moderen ser sit Barn gispe, slaar hun Kors over dets Mund og siger „I Jesu Navn!“
Naar En nyser, sige nogle undertiden selv: „I Jesu Navn!“ Undertiden hører man ogsaa Andre da sige: „Prosit.“
„I Jesu Navn“ føres i Munden næsten ved hver Leilighed. Saaledes ogsaa da, naar noget Uventet eller Frygteligt møder En, f. Ex. et Lyn, et Tordenskrald osv. Ofte hedder det ogsaa: „Kors i Jesu Navn.“
230. Naar Koen er melket, sættes et Kors paa Juret med lidt Melk.
Naar den holder op med at malke, „krosses“ den ved at sætte et Kors med Melk enten paa Ryggen eller paa Juret, medens de sidste Draaber melkes paa Fjøsgulvet. Med det samme siger man: „Kors, Kors i Jesu Navn! Naa ska du ha Tak for denne Gang. Gu (ɔ: Gud give) du naa maatte komme igjen (= kalve) paa di Ti!“
231. Naar man har klippet et Faar, maa man klippe et Kors paa det i den korte Uld mellem begge Ørerne. Derpaa maa man stryge Saxen, hvormed man klippede, i Munden paa Faaret og sige: „Gaa bort snøen (snau), kom atte løen, enten med Son eller Dotter, hvilket du vil!“
232. Naar man aflaaser Dørene om Aftenen, skal der korses paa dem.
233. Naar man før Jul lægger Øltønden ned i Kjælderen, skal man sætte et Kors med Tjære (eller Kridt) over Spundset, for at Asgaardsreien ikke skal drikke op Øllet.
234. Naar man arbeider en Melkebøtte, bør man skjære et Kors under Bunden af Bøtten, at ikke Troldkjærringerne skulle forhexe Melken.
235. Paa Sopelimen maa skjæres Kors, at ikke Troldkjærringerne skulle ride paa den.
Korset „skjæres“ paa den Maade, at man med Tollekniven mærker Korsets Tegn midt i Limens Busk.
Ligesaa maa der spyttes 3 Gange midt i den; thi naar man har gjort dette og lægger den for Døren, kan Troldkjærringen ikke komme ind i Huset.
Korsingen er endnu temmelig almindelig. Sjelden sees noget Kjøkkenredskab, uden at det er mærket med Korsets Tegn. Ligesaa paa andre Redskaber. Naturligvis gjør man det mere af Vane, end fordi det skal saa være. – I Deig, som skal gjære, og ligesaa i Grød, der skal frem ved høitidelige Anledninger, gjøres et Hul i Midten, og fra dette gjøres 4 Furer, som danne et Kors.
236. Naar man kjærner, skal man sætte en Kniv i Baandene omkring Kjærnen, for at Troldkjærringen ikke skal hexe Smørret til sig, efter hvert som det dannes.
237. Naar man ikke kan faa kjærnet, skal man kaste en gloende rød Hestesko i Kjærnen og saa kjærne uophørligt. Derved vil Troldkjærringens Magt blive tilintetgjort.
238. I samme Tilfælde kan man ogsaa bruge en gammel Sølv- eller Kobbermynt. Den kastes i Kjærnen, men behøver ikke at være varm.
Andre bruge endog, naar Kjærnestaven forarbeides, at sætte en af de gamle, tynde og vide Enkeltskillinger fast i den nedre Ende af Staven, midt i det der indskaarne Kors.
239. Naar man brygger, og Øllet ikke vil rinde ud af Karret, skal man sætte et Kors paa Væggen ligeoverfor det. Det skal da strax begynde at rinde.
240. Naar Øllet ikke vil „gaa,“ skal man kaste en Sølvske i det.
241. Gaar En meget vred ud, og man har Mistanke om, at han muligens vil paaføre Husets Folk eller Kvæg eller andre Eiendomme noget Ondt ved sine sorte Kunster, kan man forhindre dette, enten ved at kaste en Ildsnart efter ham, naar han gaar ud af Døren, eller ogsaa ved at slaa ham, saa der kommer Blod.
242. Er man hæs, og man ikke da kan aabne Munden saa langt som Afstanden mellem Tommelfingerens yderste og næstyderste Led er Drøbelen nede.
243. Om Vaaren skal man spise op 3 „Hover“ (ɔ: Knoppen, bvori Ulden ligger) af de første Myrfibler, man ser, saa skal man ikke blive ormhuggen det Aar.
Andre sige 3 Hvidevis.
244. Ormen kan ikke rinde over „Bævergjel.“ Derfor kan man beskytte sig mod Ormene ved at have Bævergjel i sine Klæder. Det er endog nok kun at bestryge en Ting dermed, som f. Ex. naar man har faaet en Orm ind i en Bøssepibe; man behøver da blot at bestryge Aabningen af Løbet dermed, og den bliver da liggende derinde, indtil man kan faa skudt den ud.
245. Ormen indeholder en Lægedom, naar den kan faaes før „Marmesse.“ – Flere bruge den. Nogle spise op hele Ormen, Andre Hovedet og atter Andre kun Noget i den – Skindet krænges dog først af.
246. Dersom man skyder en Orm, ville de andre Orme, som maatte være i Omegnen, f. Ex. i en Hei, enten dø eller forføie sig bort.
247. Kan man faa skudt en Orm ud af et Geværløb, skal man altid siden kunne træffe med den Bøsse.
248. Ligesaa naar man kan faa skudt en Sommerfugl i Flugten.
249. At man har seet en Orm for første Gang, bør man ikke fortælle; thi da vil man ikke se flere det Aar.
250. Er En druknet, og man har Vanskelighed for at finde Liget, tager man en Hane i Baaden og ror omkring. Naar Baaden kommer netop over det Sted, hvor den Døde ligger, galer Hanen.
Mange tro, at det virkelig forholder sig saa, og sige at have gjort det og med Held.
251. Naar man har aareladet sig, maa man bestemt grave Blodet ned i Jorden; thi ellers er det farligt for at Fuglene kunne komme til at spise af Blodet, og i saa Tilfælde vil den, der er bleven aareladt, blive tungsindig og kan gjerne miste Forstanden.
252. Naar et Barn, samme Dag det er døbt, lægges i Solen med „Kristneklæderne“ paa, vil det ikke blive „fregnet.“
253. Naar en Moder ikke længere vil give sit Barn Bryst, skal hun varme en Strygebolt og melke lidt Melk derpaa, medens den er hed; da skal Melken strax forsvinde fra Brysterne.
254. Man bør ikke plistre; thi dette er at spille for Djævelen, som da dandser paa Dørstenene eller (efter Andre) i Nakken paa den Plistrende, eller endog spytter i Nakken. Nogle sige, at man ved at plistre kalder paa Djævelen.
255. Man maa ikke plistre paa Søen; thi da vil der snart komme en saadan Storm, at det vil plistre i Takkelagen.
256. Naar man plistrer og klør paa Masten, vil man faa frisk Vind. Dette bruges ikke saa sjeldent af Søfolk.
257. Naar En gaar baglænds, viser han sin Fader og Moder til Helvede.
258. Naar En slaar paa Jorden med en Kjep, viser han sin Moder lige til Helvede. Slaar han derimod paa en Sten, viser han sin Fader til Helvede. Dette siges ogsaa omvendt.
Andre sige, at slaar man paa Jorden, slaar man med det samme sin Moder, og slaar man paa Sten, slaar man sin Fader.
Børn advares for at gjøre dette.
259. Naar man slaar en Kjep frem og tilbage i Luften, saa det hviner, skjærpes eller brynes Ulvetænderne.
260. Faar Padden et Menneskehaar, vil det samme Menneske miste Forstanden.
261, Det skal være godt at være i Venskab med Padden; thi den bringer sin Ven Penge.
262. Padden hevner sig, naar man gjør den noget Ondt; det sker f. Ex. paa den Maade, at den om Natten lægger sig paa Personens Bryst.
For nogle Aar tilbage var det ikke saa sjeldent, at man paa Søndagseftermiddagene saa Ungdommen more sig med at „gifte Padden.“ Man tog et lidet Bret og lagde det paa en liden Sten. Paa den ene Ende blev Padden lagt, og paa den anden slog man med en tung Stok, saa at Padden vippede høit op i Luften.
263. Kan man faa slaaet Ulven over Ryggen med en „Læggesok“ (eller en Kjep eller Stok), gaar Ryggebenet af Led, og Ulven kan ikke komme af Pladsen; men slaar man atter en Gang, gaar Ryggen i Led igjen.
264. Til den Hyrde, som gaar med hvid Stok, vil Ulven eller Bjørnen komme.
265. Møder man en Ulv, bør man strax raabe den imøde: „Klums haai!“ Derved vil den blive „klumset,“ saa den hverken veed ud eller ind. Kommer den med gabende Kjæft, vil den, naar den er klumset, ikke faa den igjen, og holder den den sammen, vil den ikke faa den op, førend den kommer afsyne. Mens den er klumset, kan den ikke tage noget Kreatur. Naar den da gaar i Faareflokken, slaar den til Faarene med Halen, og de, hvem disse Slag træffe, ville følge med Ulven og blive dræbte af den, naar „Klumsingen er over.“ Jæteren maa derfor se sig vel for at lade den komme ind blandt Faarene.
Faar derimod Ulven først Øie paa Jæteren, vil denne blive klumset og kan da ikke tale et Ord.
Da er det godt for ham, enten at bide i Trøiekraven eller Vanten – kort, i uldent Tøi, eller ogsaa bide over Afstanden mellem begge Led paa Tommelfingeren, eller endelig at bøie sig saameget forud som muligt. Gjør han en af disse Ting, vil Klumsingen gaa over.
266. Naar man vasker sig, maa man ikke vende Hovedet mod Nord.
267. I det Vand, hvori man har vasket og kjæmmet sig, maa man have en Varmeglo.
268. Slaar man paa Vand med en Kjep, vil det snart regne.
269. Man bør ikke blæse i Agerpiber; thi da bliver det strax Uveir.
270. Ligesaa med Hensyn til Brugen af Seljepiber.
271. Faar En en Naal til Foræring, maa han ikke takke for den; thi da vil han ikke have noget Bodt af den.
222. Dersom En stjæler en Naal, vil han siden ikke kunne lade være at stjæle større Ting.
273. To maa ikke blæse paa engang paa samme Ild; thi da kunne ikke begge komme i Himmelen. – Andre: da vil ikke Ilden kunne blæses op til Flamme.
274. Den, som først spiser af Grødfadet ved festlige Leiligheder, skal ikke blive salig – efter Andre: dø først af de Onmkringsiddende, som skulle spise af samme Fad.
275. Naar man spytter paa Krogen og nævner Djævelens Navn, vil man faa ret meget Fisk.
276. Det er Synd at spytte paa En. Man pleier sige til den, som gjør det: „Fanden sidder i Nakken paa dig.“
277. Ligesaa er det Synd at spytte i Ild. Endel gjøre det dog, naar det ligesom blæser deri. Et Skib skal da staa paa Skjær. Ved at spytte i Ilden og dertil sige nogle Ord, skal Skibet komme af.
278. Overhovedet bør man ikke foretage sig noget Vigtigt paa Thorsdagen (som f. Ex. at holde Bryllup).
279. Man bør altid kjærne om Fredagen; thi da faar man mere Smør.
280. Man maa aldrig flytte paa en Mandag eller en Fredag, om der skal følge Lykke med.
Heller aldrig maa man flytte Klo-Dyr med sig.
281. Naar det begynder at ringe med Kirke-klokkerne, maa man løfte paa Hatten.
282. Gaar En ind eller ud gjennem et Vindue, skal han ikke blive større end han er.
283. „Skjæber“ man med Munden, og Vinden idetsamme vender sig, skal man blive saadan.
284. Ligesaa naar man efteraber En, f. Ex. ved at halte ligesom en bekjendt Person, eller man fordreier Ansigtet, dersom Vinden med det samme vender sig.
285. Violinen maa ikke bruges i Fasten.
286. Firbenet og Ormen søger at rinde i Folk, naar man sover. Ligesaa i Kvæg. – Ormen søger især Børn af en vis Grund.
287. Bider „Firføsselen“ (Firbenet) En, vil han dø deraf.
288. „Spretten“ (et lidet Vanddyr) vil gjerne rinde i Folk og foraarsager isaafald Døden.
289. Skyder eller røver man Ravnen, vil det blive hevnet inden et Aar.
290. Efteraber man Bjerguglens Skrig, vil det blive hevnet.
291. Man maa ikke bade sig underveis, naar man skal et Ærinde; thi da vil man ikke faa udrettet dette.
292. Man bør ikke bade sig i Hundedagene; thi da er Vandet giftigt.
293. Holdes Marsovnen varm 3 Julenætter efter hverandre, kommer der en Skorpion i den.
294. Skal man flytte til et Sted, hvor man er bange for at lide af Hjemve, kan man blot sætte sig paa Skorstenen og tage lidt Aske og kaste op i Piben. Hjemveen vil da følge med Asken.
295. Naar en Ko „længter,“ kan man tage en Varmeglo og et brændende Lys og holde fremmenfor Øinene paa den; da skal den ikke længte mere.[2]
296. Guldet voxer i Jorden.
297. Børn maa ikke se ud gjennem Vinduet, naar det er mørkt.
298. Det første „Fesl,“ man har havt paa et Saar, maa man endelig brænde op.
299. Ser en svag, frugtsommelig Kone en Haremund, vil Fosteret blive „haremynt“ (ɔ: faa Haremund = en spaltet Overlæbe)
300. Ligesaa med alle andre mulige Ting, som maatte qjøre et særeget Indtryk. De ville altid vise sig paa Fosteret.
I en saadan Stilling maa hun heller ikke være med at slagte. Kommer en Blodplet paa Moderen, vil den ogsaa vise sig paa samme Sted hos Barnet.
Ved at sige nogle visse Ord vil dog dette kunne flyttes af Moderen hen til et andet Sted paa Legemet, hvor det da vil sees paa Barnet.
301. Hugger En paa en Dørtærskel og en frugtsomelig Kone stiger over den, vil Fosteret faa „Dørhug – ogsaa „Dørslehug“ kaldet (Noget, der ligner „Haremynt.“
302. En frugtsommelig Kone bør aldrig se paa Katten; thi da vil Barnet faa Katteøine.
303. Tager man en Snegl i Hornene og svinger den 3 Gange rundt Hovedet mod Solen, kan man faa, hvad man vil ønske sig.
Nogle sige, at det er nok at tage den i Hornene og kaste den over sit Hoved.
304. Alt, hvad man kan faa ønsket sig, medens en Stjerne „raber,“ vil man faa.
305. Kan man under et Træ, hvori Gjøgen sidder, faa læst Fadervor 3 Gange førend den flyver, kan man ønske sig hvilkesomhelst 3 Ting.
306. Dannes der en Ring i Røgsøilen, naar man røger, bør man gribe fat i den; thi da kan man være vis paa at erholde Penge. Ringen kaldes Lykkering.
Kan man faa stukket Fingeren gjennem den, vil man faa Lykke.
307. Om Vaaren maa man vogte sig for siddende at se Kraaken første Gang; thi hænder dette, vil man blive doven hele Aaret. (Formaning til Børn).
308. Om Vaaren, naar Kraaken kommer fra sin Udenlandsreise, kan den „daare.“ Dette bestaar deri, at man vil blive fuld af Utøi og kan ikke blive det kvit det Aar. Dog har den kun Magt dertil, naar det er første Gang, man hører den skrige, og man ikke har spist Noget den Dag.
309. Netop det samme er Tilfældet med „Urren;“ dette gjælder Fruentimmer, og de skulle da faa et uægte Barn.
310. Lommen daarer ogsaa, og man skal da faa Sorg.
Mange andre Fugle kunne ogsaa daare, men hver paa sin Maade.
311. Man maa ikke aande paa Fugleunger; thi da maa de dø.
312. Ligesaa maa man ikke aande paa Æg eller tage paa dem med Hænderne; thi da kunne de ikke udklækkes.
Tager man derimod paa dem med Vanter paa, skader det ikke.
313. Man bør aldrig gaa barhovedet ud i Mørkningen, at ikke Flagermusen skal nippe Haar af Hovedet. Lykkes dette den, bærer den dem til den „Vonne.“ For at kunne dette flyver den om Aftenen i Nærheden af Husene.
Efter Nogle tager den blot hvidt Haar.
314. Dræber man en Flagermus, bør man dryppe dens Blod paa Silke, og saamange Draaber, det bliver, saamange Sjele henter man derved fra Djævelen.
Nogle paastaa, at der er kun 1 Draabe Blod i Flagermusen, og saaledes kan man blot befri 1 Sjel.
315. Man maa ikke skrabe paa Haanden med en Kniv; thi det, som da afsætter sig paa Kniven eller falder ned, vil Djævelen spise op.
316. Man bør ikke selv for Spøg stikke efter En med en Kniv; thi den „Vonne“ kan da gjerne rende Kniven i ham.
317. Ligesaa bør man ikke sigte paa Nogen selv med et uladet Gevær; thi det kunde dog gaa af paa Grund af at den „Vonne“ havde ladet det med „sin Ladning.“
318. Man bør ikke gaa midt i Postveien; thi alt det Onde holder sig der; og heller ikke se sig tilbage, for da vil man se det.
319. Djævelen dandser, naar man „spiller“ paa Bordet med Knive, Skeer eller Gafler.
320. Holder man en Foldekniv saaledes, at Bladet danner en ret Vinkel med Skaftet, lægger den derpaa ned paa Bordet, saa at Bladet vender ret opad, og man da folder den sammen, kalder man paa Djævelen.
321. Man bør ikke „sveive“ Tommelfingrene (eller Hænderne) om hinanden til Brystet eller fra Brystet; thi det første gjør Troldkjærringen, naar hun maner den Onde til sig, det andet, naar hun maner ham fra sig.
322. Naar man spiser Fisk og navnlig Sild, maa man endelig brække Rygbenet; thi ellers kunde det gjerne gaa som med Troldkjærringen: hun spiste i 7 Aar af en Sild; hun brak nemlig ikke Rygbenet, men lagde det helt hen i Fadet; naar hun da atter kom derhen, var der Fisk paa Benet.
323. Man bør ikke opkalde et Barn efter en slem Person; thi det vil i hvert Tilfælde ligne sin „Navne,“ dersom det netop er det samme Navn.
324. Man bør ikke spøge med Ilden; thi da vil man ikke kunne ligge tør i Sengen.
325. Farer man vild, skal man blot tage et Klædningsstykke, som man har paa sig, og vende det, saa at Foret kommer ud, da skal man komme paa ret Vei igjen.
326. Man maa ikke tage Noget igjen, som man allerede har givet bort; thi den, som „gjer“ og „taer igjen,“ skal faa „svarte“ (graa) Børn (Nogle føie til: i Nakken).
327. Naar man ser en „Dugorm,“ siger man „Dugorm, Dugorm! fri mig for Hugorm, saa skal du faa uldne Klæder (el. Vinterklæder eller „Ullan“ og „Linnan“) til Vintren.“ – Med det samme piller man lidt af sine Klæder og lægger paa den.
328. Fødes Lam, Kalve eller Føl ude paa Marken, ville de ikke fryse, selv om det er noksaa koldt; men saa snart Jæteren tager paa dem med sine Hænder, begynde de at fryse, saa de skjælve. Grunden hertil er, at en syndig Haand berører dem.
Mange forsikre, at de have erfaret dette uden før at have hørt denne Sætning.
329. Smaabørn kunne ikke skjære sig paa en Kniv, naar de ere saa smaa, at de ikke kunne sige „Kniv“ (Andre: „a“). Man er derfor ikke bange for at give de smaa „Uskyldige,“ over hvem en særegen Beskyttelse hviler, lange Tolleknive.
330. Faar man en „Stub“ (en liden Splint) i Fingeren, maa man tygge Stubben; thi da vil der ikke „svelle“ efter den.
331. Den Mad som er tillavet af en Kone, der har født 3 Drengebørn efter hverandre og ikke flere, har en lægende Kraft.
332. Dersom man kaster en Rive ned, saa at Tænderne vende op, vil en Ulykke ramme den Person.
333. Dersom man trækker et Toug (et, hvorpaa an f. Ex. har baaret Hø) efter sig, skal man blive doven.
Efter Andre skal der da rinde en saa lang Orm efter ham, som det Stykke af Touget, der bliver draget.
334. Naar en Ko har kalvet, kaster man et „Ildjern“ i den Bøtte med Vand, hvoraf Koen skal drikke.
335. „Mandag kvæ er hele Ugen læ.“ – Betydningen heraf skal være: Er man altfor ivrig med at faa begyndt et Arbeide paa Mandag, vil man blive lad hele Ugen.
336. Dersom en af Husets Folk reiser bort for en Stund, maa man ikke feie Gulvet strax efter; thi da vil denne Person aldrig komme igjen.
337. Naar En staar op om Morgenen, maa han først klæde paa sig paa det høire Ben, saa paa det venstre; thi ellers vil han ikke være heldig den Dag.
338. Naar Væven klippes ned, maa Ingen gaa ind eller ud af Døren.
Da En fornylig kom ind til en Kone, som var ifærd dermed, begyndte hun at jamre sig og tog til at korse Væven mange Gange.
339. Naar et Fruentimmer tager Skjørtet vrengt paa sig, vil det paa en eller anden Maade gaa galt om Dagen.
340. Den, som støber Lys, maa ikke se sur ud; thi da ville ogsaa Lysene blive sure til at brænde.
Støbes Vandlys, maa den, som støber, ikke gaa ud imens af en vis Grund.
341. Kirkevin er god i flere Sygdomstilfælde og bruges tildels endnu paa denne Maade.
Ligesaa Rust af Kirkeklokkerne. Den tages som Pulver.
342. Dersom man har hugget sig, skal man øieblikkelig korse over Saaret, det skal da snarere blive godt igjen.
343. Naar man har faaet Noget i Øiet, skal man korse 3 Gange over det med Haanden. Det skal da rinde ud, om det er Guds Villie.
Andre sige da kun: „Kors i Jesu Navn!“
344. Naar man har et Sti paa Øiet, skal man tage en Grødtvære saadan som den kommer op af Grødgryden og sætte paa Øiet.
Andre varme blot Tværen ved Ilden.
345. I samme Tilfælde er det godt at sætte en Grydefod derpaa.
346. Under visse Sygdomme er det godt at drikke sød Melk, som man først har ladet rinde igjennem et Kvistehul.
347. I nogle Sygdomme er det godt at lade sig klappe af et dødt Menneskes Haand.
Ligesaa at berøre Lig.
348. Har man et Øksel (ɔ: en Gevæxt), kan man blive den kvit derved, at en Tvilling gnaver paa det med sine Tænder.
349. „Gulspettens“, eller „Gulspikens“ Kjød er et udmærket godt Lægemiddel mod Gulsoten og Mosoten. Kjødet spises raat. Det bruges almindeligt endnu, og man paastaar, at det hjælper.
350. Mosoten gaar over til Gulsot, Gulsot over til Stensot, og da er Døden vis.
Et temmelig almindeligt Middel mod Mosoten er Maaling, der foregaar saaledes:
Den, som maales, tager en Uldtraad og maaler med den Længden fra Hovedissen til Fodsaalen. Derpaa rykkes Traaden af ved sidstnævnte Sted. Med den samme Traad maaler man dernæst fra Enden af den ene Haands Langfinger til Enden af den anden Haands Langfinger paa Bagsiden af Legemet – og iagttages, at Traaden trykkes ind til Legemet ved hvert Led, og at Armene bøies i Albuen, saa at Overarmen danner omtrent en ret Vinkel med Underarmen. Traaden bliver naturligvis for kort, og man undersøger nu, hvormange Tommelfingerbredder man saaledes kommer tilkort. Dette Antal husker man paa saalænge. – Derpaa maaler man ligedan paa Fremsiden af Legemet fra Fingerspids til Fingerspids, – dog maa Armene under dette holdes aldeles rette. Det Antal Tommelfingerbredder, man her kommer tilkort, lægges til det forrige Antal. Saamange Tommelfingerbredder dette bliver tilsammen, saamange Uger har den, som nu er maalt, havt Mosoten. – Den Maalende tager nu Traaden og ruller den sammen, medens den Maalte spytter 3 Gange paa den. Derpaa bindes den om den venstre Arm paa den Syge, som skal gaa med den 3 Dage og 3 Nætter. Derpaa graves den ned i Jorden, hvor den skal ligge i 3 Dage. Derpaa tages den op og brændes, uden at den maalte Syge kjender Lugten deraf.
Nogle bruge at gaa med den, indtil de ere friske.
Andre lader Traaden ligge og raadne i Jorden.
351. Et andet Middel mod Mosoten er at gaa hen til en af Naboerskerne og faa en „Fladbrødsbede“ med en Lus i og give den, som har Mosoten.
352. Man kan blive Vorter kvit ved at bade sig i Hesteurin.
353. Ligesaa ved at tage en Ert og lægge paa Vorten, og derpaa kaste den over Hovedet i en Brønd eller Kilde bagenfor sig.
Har man flere Vorter, tager man en Ert for hver og gjør ligedan med dem alle.
I ethvert Tilfælde maa man ikke tale til Nogen, før man kommer hjem.
For en liden Pige paa T – lykkedes det icke; thi paa Tilbageveien traf hun sin Søster og sagde da: „Jeg tror, jeg traf i.“
354. Ligesaa ved at binde en Uldtraad omkring dem. Denne tages af igjen og graves ned i Jorden, dog ikke af En selv, men en Anden og den selvsamme, som knyttede Traaden omkring. Efterhvert som Traaden raadner, falde Vorterne af.
Andre sige, at den skal graves under en Dørtærskel.
355. Ligesaa ved at stryge Vorterne 3 Gange frem og tilbage paa et Lig.
356. Man kan ogsaa blive Vorter, Saar eller Udslet kvit ved at vadske sig i St. Olafs-Kilderne.
357. Bader man sig 3 maanelyse Thordagsaftener efter hverandre, faar man aldrig Vorter paa Kroppen.
358. Det skal være et godt Middel mod Gulsoten at drikke et Glas Brændevin, hvori man iforveien har havt lidt gul Silke.
359. Naar man har „Risla,“ skal man tage Flint og Staal og slaa Ild over det angrebne Sted.
360. Et probat Middel mod Jøiren d. e. Værk i Haandleddene, skal Følgende være:
Man søger et Halmstraa, hvorpaa der findes 3 Led. Derpaa gaar man bort og opsøger 3 Brødre. Disse gaa ind i et Hus, hvori der findes 3 Døre i Række efter hverandre. Nu gaa de til den første Dør og lægger Halmstraaet tværs over Dørsvillen. De 2 Andre holde Straaet i hver sin Ende, medens den 3die hugger Halmstraaet over i det ene Led med en Tintallerken. Den, som huggede, siger da: „Naa hogg eg Jøira!“ Den Anden svarer da: „Jøira æ hoggen!“ – Ligedan gjør man ved de 2 andre Døre, saa at Halmstraaet bliver hugget over i alle Led.
Den Syge vil nu snart blive god.
361. Et andet Middel mod samme Sygdom er at knytte en Stump af et Bastetoug om Haandleddet.
362. Ligesaa et rødt Silkebaand, knyttet om Haandleddet.
363. Naar En har daarlig Appetit, skal man give ham 3 Lus at spise; derved vil han faa sin Madlyst igjen.
364. Er man fregnet, skal man blot vaske sig 3 Onsdagsmorgener, før Solen staar op, i „Poddegrus.“
365. For Krampetrækninger knyttes en kunstig Knude, som kaldes Krampeknuden, om den Del af Legemet, som lider deraf.
366. Naar man har Tandpine, skal man klippe Neglerne af sig paa Fredag og Søndag, og man vil da snart blive god igjen.
367. Er Drøbelen nede, er det godt at trække haardt og pludseligt i Haaret paa Issen. Der findes nemlig et enkelt Haar, som staar i Forbindelse med Drøbelen, og træffer man da ogsaa dette Haar, naar man trækker, vil Drøbelen gaa op igjen.
Efter Nogle kan det kun gjøres af en Kone, som har ligget sit Barn ihjel i Sengen.
Andre blæse blot i Munden. – Atter Andre søge at gabe over Afstanden mellem de 2 Led paa Tommelfingeren.
368. Naar en Garorm rækker rundt om et Lem, f. Ex. om Armen, vil det samme Menneske dø.
Et Middel mod Garormen er at dele den i 4 ved at sætte et Kors over den og forære hver Del bort til 4 Brødre. Desuden streges rundt Garormen med en Naal 3 Gange. Den vil da forsvinde.
369. Hugges man af en Orm, maa der bindes ovenfor Saaret enten med Vidiebast eller med et Sølvbaand.
370. Naar Ormen har hugget En, søger den strax Vand. Kommer den først til Vand, vil den Hugne faa større Smerter. Derfor maa man, naar man rammes af en saadan Ulykke, søge at komme foran den og holde det beskadigede Lem under Vandet samt tage noget Vand i Munden. – Naar nu Ormen kommer bagefter, vil Vandet begynde ligesom at koge, og den vil lide en pinefuld Død.
Skjærer man det Stykke Kjød af sig, hvori Ormen hug, og kaster det tilside, vil en Skjær strax komme og tage det; men Følgen heraf for den er, at den vil strax dø.
371. Under en vis Sygdom (Navnet havde Vedkommende glemt) skal det være godt at lade en Tvilling, der har Tøfler paa Benene, trampe paa den Syges Ryg.
372. Naar man har Øreværk, skal man bore saa stærkt med en Naver i en Kvist, at den bliver hed. Paa den smelter man da noget Smør og helder dette i Øret. Værken skal da snart stilne.
373. Har man en „Svuld,“ skal man lægge en Klud paa og derpaa kaste den ud, saa at Himmelens Fugle kunne hakke paa den. Naar dette sker, vil Fuglen faa Bylden, og den, som plagedes deraf, vil blive frisk.
374. Naar En har „Kattetaa“ (en byldagtig Hævelse med Værk mellem Fingrene), klippes Katten i Øret, og Blodet smøres paa „Kattetaaen.“ – Det bruges meget og skal hjælpe fortræffeligt.
375. I enkelte Sygdomstilfælde hos Børn, navnlig naar de skrige meget under dem, er det et godt Middel, som ogsaa nyligt er brugt, at klippe lidt af Barnets Haar og et lidet Stykke af dets Skjorte og brænde disse Ting op. Sygdommen skal da ufeilbarligen vige.
376. Befrygter man, at et Barn har Fang, skal man øieblikkelig tage alle Klæderne af Barnet og brænde dem op. Det vil da meget ofte gaa over.
Andre brænde blot Halstørklædet op.
377. Har En Fang, og det er muligt under et Anfald af Sygdommen at rette en Finger ud paa ham, vil han blive frisk igjen. – Andre: – vil han bedres.
378. Arvesølvet, d. e. Sølv, som er arvet, er i flere Sygdomme som Gigt og den engelske Syge særdeles godt. Det maa haves af 3 (Andre 5) Koner, hvis første Barn har været en Gut. Den, som skal afhente det, maa ikke mæle et Ord, og saaledes maa man før have anmodet derom. Kun paa 3 paa hinanden følgende Søndage, medens Presten staar paa „Stolen,“ maa det afhentes ligesom det ogsaa kun maa forarbeides midt under Gudstjenesten. Nogle føie ogsaa til, at man maa arbeide derpaa i 3 Søndage. Almindeligt dannes det til et Kors eller en Ring, som den Syge da bærer om Halsen i et Baand.
Forresten behøver ikke den hele Ring eller det hele Kors at være af „Arvesølv.“ Noget er tilstrækkeligt, og med dette kan man da blande almindeligt Sølv.
Istedetfor „Arvesølv“ bruge Nogle Kobber af gamle Enkeltskillinger.
379. Har En skudt sig selv, er en Ring, som man har filet af den Bøssepibe, hvormed han begik Selvmordet, ligesaa god for Gigt som Arvesølv.
380. Har man hugget sig i Foden, maa man ikke sy Hullet paa Strømpen igjen, før Saaret er helbredet; thi ellers vilde det ikke blive godt igjen.
381. Har man slaaet sig etsteds paa Legemet, saa at der er bleven en haard „Kjyle“ efter Slaget, skal man tage en Nøgel og sno denne 3 Gange rundt paa Kjylen – mod Solen –; saa skal Hævelsen falde.
382. Raad for Kræft. Man tager en Pose, hvori der findes mange Huller (som i et Fiskegarn), samler en Mængde Padder heri og lægger hele Posen paa det angrebne Sted. Padderne ville nu afgnave alt, hvad der er angrebet af Kræft, og man vil blive helbredet.
383. Et godt Raad, naar man har Ondt i Halsen, er at binde den Strømpe, man havde paa den venstre Fod, rundt Halsen saaledes, at den nederste Del af Strømpen kommer til at ligge midt under Hagen.
384. Naar man har faaet en „Daukjys“ (et Kys af en Dødning – eg. et Saar paa en af Læberne), skal man kysse Kakkelovnsrøret 3 Gange, og det vil da blive godt.
385. Man kan blive Hikken kvit ved at svælge 3 Gange uden at puste.
386. Ligesaa ved at drikke 3 Gange af en Kop og mellem hver Gang holde Koppen saa høit, at man kan se under Bunden, alt uden at puste.
387. Er et Kreatur blevet stanget, saa det ikke kan gaa paa Bagbenene, skal man slaa det 3 Gange med et Klæde, som har ligget paa et Lig.
388. Naar en Ko faar „stort Skrov,“ er det godt at slaa den paa Ryggen med et Liglagen.
389. I visse Sygdomstilfælde hos Kreaturerne er det godt at tage den Psalmebog, som har lagt under et Ligs Hovedpude, vride Haanden omkring saaledes, at den øvre Side af Haanden kommer til at vende ned, og saa i denne Stilling stryge Psalmebogen langs Ryggen af Koen. Den vil da blive god.
490. Naar en Sau har „Grassota,“ skal man klippe et Stykke af Øret og klemme Blodet ud; dette helder man i Sauens Mund, og den vil da blive helbredet.
491. Naar en Ko melker Blod, maa denne Melk brændes op; thi da vil Koen snart blive god igjen.
492. Naar en Ko melker Blod, skal det være godt at sætte et Kors paa Juret med Melk og sige: „I Jesu Navn!“
493. „Rehammen“ plager ofte Kvæget, saa at det endog kan dø deraf. For at blive den kvit skal man lade en Person, som er født paa en Søndag, lægge sig over det plagede Dyr. Da taber „Rehammen“ aldeles sin Magt.
Andre bruge som Middel derimod at lægge Hestesælene paa det syge Dyr.
494. Har et Faar „Sveivesoten,“ skal man dreie det 3 Gange rundt i modsat Retning, og det vil da blive godt igjen.
495. Naar en Ko bliver syg, pleier man tildels at rende „Trousk“ (et Slags Padde) i den. Dette vil dog ikke hjælpe, dersom „Trousken“ ikke er bleven taget med et Silketørklæde.
496. Naar et Kreatur har faaet en „Skaanorm“ i sig, og denne er kommen i Hjernen, skal man blot „sveive“ den venstre Haands Lillefinger 3 Gange ansølt (d. e. mod Solen) i Kreaturets ene Næsebor. Dog maa man først have dræbt en anden Skaanorm med Lillefingeren ved at knuse den, medens man selv gik 3 Gange rundt mod Solen.
Andre kjende dette Raad mindre fuldstændigt.
397. Har En dræbt en „Skaanorm“ ved at vride „ansølt“ paa den med Lillefingerspidsen, skal han senere kunne stille Blødning, naar han vrider Lillefingeren samme Vei i Saaret.
398. Vand, som rinder mod Nord, har en lægende Kraft.
399. Naar man vil blive Troldmand, maa man St. Hansaften, saa Ingen veed Noget derom, gaa op i Kirketaarnet, skrabe noget Metal af Kirkeklokken, ro ud paa Vand med dette og sænke det ned paa et dybt Sted og da sige: „Æ vi kje meir sjaa Guds Naade, end æ vi finne de atte her paa Vanne.“
400. Naar En har lært en Anden en Formular for at binde, helbrede osv., vil han siden ikke selv kunne gjøre det. Deraf er Vanskeligheden for at faa høre dem.
401. At binde Hveps sker efter følgende Formular:
„Hvaps, Hvaps vinne, vil du mig stinge, jeg skal dig binde – i Navn Gud Fader, Søn og Helligaand.“
Nu kan ikke Hvepsen stikke, førend den igjen bliver løst.
Ormene kunne ogsaa „bindes“ paa en lignende Maade.
402. Naar Ulven er bleven „bundet,“ kan den ikke faa spist, før den faar bidt i en gammel Egestub.
403. Naar man har „bundet,“ kan det ikke blive „løst“ uden derved, at man begaar en Synd. Praxis er at sværge i saa Tilfælde. – Det er nemlig stor Synd at „binde“ et Dyr og ikke „løse“ det igjen.
404. Ved at gjøre efter kan man tilføie Tyven, hvad Skade man vil. Almindeligvis bliver Tyven gjort enøiet eller halt. Derpaa kan man da kjende ham.
405. Man kan læse Sygdomme af, og dette sker endnu. Saaledes læser man for Blødning, for Værk, for Vrid og for Tandpine.
406. Man kan ogsaa blive Tandpine kvit ved at skrive den af.
Den, som forstaar den Sag, skriver nogle Ord paa en Papirstump. Denne dyppes derpaa i Brændevin og spises af den, der lider af Tandpine.
En, der havde modtaget en saadan Seddel, tog den atter ud af Munden for at se, hvad der var skrevet. Han læste da: „Fanden hjælpe mig.“ Seddelen havde ikke mere Indhold.
Der gives ogsaa en anden Maade, som bestaar deri, at En foresiger nogle Ord, som den Syge maa sige efter. Det kommer til at lyde:
„Tandeværk“ – „Tandeværk“
„er en F – Plage,“ – „er en F – Plage“
„for de, som har den,“ – „for de, som har den;“
„men jeg har den ikke;“ – „men jeg bar den ikke;“
„hvad F – skriger du da for?“ – „hvad F – skriger du da for?“
Da vil Tandpinen holde op.
Der skal ogsaa gives en tredie Maade.
407. „Svartebogen.“
Ialfald skal nok en stor Del af Hexeformularerne være Uge af „Svartebogen.“ Denne er temmelig stor, har sorte Blade og hvide Bogstaver, medens Bindet er loddent. Haarene paa det ere efter Sigende omtrent saa lange som paa et Grævlingeskind.
Selve Bogen kan ikke brænde. For En lykkedes det dog, efterdi han blandt andre gamle Bøger ogsaa aldeles uafvidende fik denne paa en Auktion; da den endelig efter megen Møie fattede Ild, hørtes en Larm saa frygtelig som den stærkeste Torden.
I gamle Dage var det Presterne, som havde den. Derfra havde de sin Klogskab til at mane, vise igjen, binde Saadanne, som arbeidede paa Søndagen eller solgte Smør med Sten i osv., fast til Stedet. Mærkværdigt nok har man en Mængde saadanne Historier om en Prest, som døde for kun omtrent 20 Aar siden. Og disse Historier ere bekjendte i Sognene rundt omkring og troes af ikke Faa. Samtidig med ham skulde der være 19 Troldkjærringer i Spangereid. Samme Prest skal da have sagt, at havde der været 20, skulde han have gjort det af med dem Allesammen.
Til Gjengjeld hørte da ogsaa saadanne Personer, der havde Svartebogen og benyttede dens Lærdomme, Djævelen til. De maatte lade sig indskrive i en Bog, der gjerne beroede i Kirketaarnet, og naar Tolvtallet var fuldt, bleve de hentede af den Onde.
Endel slap dog fri, f. Ex. ved at skrive Jesu Kors i Bogen, eller ved at faa Djævelen til at love at tage den Bagerste i Rækken istedetfor ham, nemlig Skyggen. En saadan Prest havde aldrig siden nogen Skygge.
Presterne kunde ved Hjælp af Svartebogen mane den Onde frem og adspørge ham, om En Afdød var bleven salig eller ikke. Paa den Maade fik man engang vide, at En, der havde levet meget fromt, var fordømt, medens en Selvmorder, der var død samtidig, var bleven salig. Man havde før meget bestemt antaget det Modsatte.
Om Nutidens Prester hører man ikke Saadant. Derimod findes flere Andre, der endnu skal have Svartebogen. Disse Personer have gjerne et sortsmudstet, uhyggeligt Udseende og beskjæftige sig med at vise igjen, læse for Værk osv.
Ved Hjælp af lignende Kunster som hos hine Prester kunde Prestedøtre gjennem en Gaffel, der var stukket ind i Væggen i deres egen Stue, melke Naboernes Kjør, og forsaavidt de maatte have en „Hak“ til dem, melke endog Blodet af Koen, saa den laa død i Baasen. Troldhexen melkede meget ofte andre Folks Kjør. Hun stod da udenfor Fjøsdøren og holdt ikke op, førend Blodet kom. Derfor maatte man være forsigtig med at kjøbe Smør af Fremmede; thi det kunde gjærne være tilvirket af saadan Melk. For at undersøge dette, maatte man have en Prøvekniv. Denne maatte arbeides paa en vis Tid og af visse Slags Staal. Naar man skar med den i Smørret, afsatte der sig Blodpletter paa den, dersom det var saadant Smør.
Flere Gange har det hændt, at Tjenestepiger have læst i Svartebogen hos den Prest, de have tjent. Derved have de kommet til at løse den Onde, som strax har indfundet sig og spurgt, hvad han skulde gjøre. Naar de saa have nævnet en Ting, har han strax havt det færdigt.
Under saadanne Omstændigheder har man derfor et almindeligt Raad, hvortil man kan tage sin Tilflugt, indtil man har søgt Hjælp hos Præsten. Det bestaar i at byde den Onde forfærdige et Toug af Sand. Dette kan han nemlig ikke gjøre; thi naar han har snoet en vis Længde, gaar det Øvrige istykker.
En Masse frygtelige Historier har man om saadanne Ting, og vistnok tror man nu mere paa dette end paa Nisser, Tusser osv.
I gamle Dage hændte det ogsaa meget ofte, at der ved Nattetider blev ringet i Kirken efter Presterne. De gik da alene og bleve oplyste om mange vidunderlige Ting.
408. Fra den Kant, Vinden blæser paa Christi Himmelfartsdag, skal den stadigt blæse hele Aaret.
409. Som Fredagens Veir er, skal ogsaa Søndagens være.
410. De nærmeste 13 Dage efter Jul ere det følgende Aars Mærkedage. Som den første Dags Veir er, skal den første Ugemaaned være osv.
411. Saa mange „Solgangsdage“ før Marimesse, saa mange „Rendefogsdage“ efter.[3]
412. Saa mange „Blegdage“ før Marimesse, saa mange „Rendefogsdage“ efter.
413. De 40 Ridderes Dag er ogsaa Mærkedag.
414. Ligesaa de 7 Soveres Dag. Naar denne gaar ind med Regn, skal Høsten blive god, og den Skade, Kulde eller Tørke har foraarsaget paa Grøden om Vaaren, skal da blive erstattet.
415. Det bliver godt Veir, naar Solen bryder Bank. (Muligens nogen Grund derfor.)
416. Ligesaa naar Katten vasker sig og rækker 3 Gange med Labben over Øret, ellers ondt Veir.
417. Ligesaa naar en Gryde „rimer“ af Ild. (Andre: Uveir.)
418. Ligesaa naar en Krage skriger 3 Skrig umiddelbart efter hverandre. Rækker den derimod ikke 3, bliver det Uveir.
419. Blæser en Høsaate ned om Aftenen, bliver det Høveir næste Dag.
420. Der kommer snart Regn, naar Skjæren bader sig.
421. Ligesaa naar „Regnpiben“[4] skriger.
422. Ligesaa naar „Hakkespetten“ hakker paa Husene.
423. Ligesaa naar „Slæven“ er i „Høkvervlen.“
424. Ligesaa naar Kragen bader sig.
425. Ligesaa naar Ravnen klunker.
426. Ligesaa naar det „gliser“ paa Fjeldene, efterat det her regnet.
427. Ligesaa naar Ormen bløder, naar den dræbes.
428. Ligesaa naar Fisken bløder meget.
429. Ligesaa, naar Katten spiser Græs.
430. Ligesaa naar man tilfældigvis lægger en Rive fra sig saaledes, at Tænderne vende op.
431. En Storm er ivente, naar Ilden tuder eller „doner“ i Kakkelovnen. Man bør da grave i Ilden; thi saa vil Stormen blive mindre stærk.
432. Naar Katten skjærper Kløerne eller spøger med sig selv, vil det blive Storm, som skal komme fra den Kant, hvortil Katten da vender Hovedet.
433. Der vil snart komme Uveir, naar Faarene stanges.
434. Ligesaa naar Kragen holder sig i Høet.
435. Ligesaa naar „Solen trækker Vand.“
436. Ligesaa naar Maanen kommer nær Stjernerne.
437. Ligesaa naar man bærer Riven paa Nakken.
438. „Mandags Bleger Ugens Sled (ɔ: Slid),“ siges af Søfolk.
439. Fra den Kant, hvortil en „Stjerne raber,“ skal et Uveir snart komme.
440. Fra den Kant i Værelset, hvorfra „Væggesveden“ høres, fra den Himmelegn skal et Uveir komme.
441. Det bliver Tørveir, naar en Loppe kommer i Haaret.
442. Ligesaa naar Hønen spiser Græs.
443. Man faar en regnfuld Sommer, dersom Gjøgen ikke skriger tydeligt.
444. Man vil faa en mild Vinter, dersom „Paltosken“ (Søkrebsen) er daarlig om Høsten.
445. Drypper det bagom Kirketaarnet Kyndelmessedagen, vil det blive mild Vinter og Vaar.
446. Man faar en regnfuld Vinter, dersom man seer en Padde, efterat Sne er falden.
447. Ligesaa dersom Aarhanen høres sent paa Høsten.
448. Naar Tordenen høres seent om Høsten, skal man faa megen Regn og Slud om Vinteren (– en „Slassevinter“).
449. Naar „Grønspiken“ skriger: „klæ kvidt,“ skal her snart falde Sne.
450. Naar Faarene staa op paa Heierne om Aftenen, kan man snart vente østlig Vind.
451. Rimer Ilden opad paa en Gryde, vil det blive østlig Vind, – nedad vestlig Vind.
452. Er en Tordenbyge gaaet forbi uden at regne, vil den komme igjen netop om 3 Dage.
453. Saa høit Tidslerne voxe om Sommeren, saa høit skal Sneen bedække Markerne næste Vinter.
454. „Fredag er ikke Ugen liig“ med Hensyn til Veiret.
455. Saamange Bundter Græs, Grævlingen har samlet, saamange „Ilrier“ (= stærkt Snefald med streng Frost) skal man faa om Vinteren.
456. Paa Melkeveien, der almindeligt kaldes Vinterveien, kan man om Høsten se, hvordan den kommende Vinter vil blive. De „Klumper,“ som sees paa den, betegne hver en „Ilri.“
Man har flere bestemte Ilrier ivente, som „Marmesria,“ „Helmesria,“ „Kjyndsmesria,“ „Helterkongeria“ m. fl.
457. Lørdagsregn varer ikke længe.
Man siger ogsaa om Regn paa Lørdag, at den vil ikke holde op, førend alle Konerne i Nabolaget har kjernet sit Lørdagssmør.
458. Thorsdagsforandring (i Veiret) staar ikke Fredagen over.
459. Lørdagsforandring (i Veiret) staar ikke til Søndags Høimesse.
460. Sees Skjæren i Høet, vil det blive godt Veir næste Dag.
461. Er Nymaanen meget skarp paa Kanterne, vil det blive strengt Veir den Maaned.
462. Gaar Maanen langt i Syd, er det Mærke paa Forandring i Veiret.
Man venter ogsaa da gjerne en Søndenvind, som vil jage den tilbage.
Andre derimod vente da Nordenvind.
463. Helgemesse (1ste Nov.) venter man Flom, „Helmesflommen.“ Kommer Flommen ikke da, faar man den igjen til Vaaren.[5]
464. Naar Kjørene brøle meget, kan man vente østlig Vind.
465. Spiser man op alt, man har paa Bordet til et Maaltid, bliver det godt Veir næste Dag.
466. Naar et Barn (eller en Anden) tilfældigvis har mistet et Smørrebrød ned paa Gulvet, ser man efter, om den Side, hvorpaa der er smurt Smør, vender opad. Er dette Tilfældet, skal det blive godt Veir, hvis ikke, da Uveir.
467. Gjeden og Flagermusen skulle være skabte af et Haar af den Onde.
468. Ligesaa ere Haarene paa Ormen af den Onde.
469. Flere Dyr, hvoriblandt Padden, Ormen og Svinet, skulle tilhøre den Onde.
470. „Trousken“ skal blive til en Padde.
471. Melker en Ko Blod, er et Menneskes Avind Skyld deri.
472. Ligesaa naar en Kalv ikke vil trives og leve.
473. Ligesaa tildels med voxne Kjør, og i ethvert Tilfælde, naar Dyrene staa og sparke med Forbenene.
474. Naar man koger Pølser, vil man nødig se Fremmede i Kjøkkenet, og skulde Nogen desuagtet komme, vogter man sig vel for at sige, hvad man koger; thi ellers kunde disse ved sin Avind bevirke, at Pølserne kogte istykker.
Ligesaa med Ting, som kunne svides i Gryden, og navnlig naar „Gomel“ (ogsaa „Gummelgoe“ kaldet) koges.
475. Slaar En en Orm ihjel (eller en „Slæve“), faar han Forladelse for 7 – eller efter Andre 10 Synder.
Nogle føle til, at det maa være den første Orm, man ser om Vaaren; men dersom man kunde se Øiestenene paa den, vil man tvertimod blive skyldig i 10 Synder.
Man bør aldrig slaa Ormen, naar den sover, fordi den selv ikke skader Mennesket, naar det sover.
476. Undertiden komme en uhyre Mængde Orme sammen for at blæse Bu-Stein (ingen Forklaring hertil). Under dette bliver den Orm, som kom sidst, dræbt og bliver da det fortrinligste Lægemiddel.
477. Dersom en Orm søger at hugge, og det ikke lykkes den vil den strax dø; thi den samme Gift vil da virke paa den selv.
478. Naar Ormungerne komme til Verden, hugge de en Ting. Er det en Sten, springer den istykker, er det et Træ, visner det, og er det et Menneske eller Dyr, dør det.
Selv Ormen er ikke her undtaget. Naar Ungerne fødes, hænger Moderen sig op i et Træ, saa at Ungerne falde ret ned, for ikke at hugges af dem.
479. Ormen har en saadan Magt i sine Øine, at den derved kan trække Fugle til sig og fortære dem. Mange have seet det og fundet, at Ormen ligger med aabent Gab, medens Fuglen beskriver Kredse over Ormen, alt mindre og mindre, indtil den tilsidst styrter i Ormens Gab under jammerlige Skrig.[6]
Man kan forebygge dette ved at slaa med en Kjep mellem Fuglen og Ormen.
480. Ræven har en lignende Magt, hvilken den anvender f. Ex. ved Høns.
481. Paaskedagsmorgen dandser Solen. Andre: Paa Paaskedagsmorgen dandser Jomfru Maria med Solen paa et Sølvfad.
Derfor bør man gaa op paa Heierne denne Morgen og se, naar dem staar op.
482. Hvert Menneske har sin Stjerne. Naar et Menneske dør, „raber“ der en. Meget blanke og store Stjerner ere troende og store Mænds. Luther havde en saadan.
483. Den, som kan komme under det Træ, hvori Gjøgen sidder, og klæde sig af og paa igjen 3 Gange – eller (efter Andre) gaa rundt Træet 3 Gange og ønske sig 3 Ting, førend den flyver, vil faa sine Ønsker opfyldte.
484. Dersom En kan komme paa det Sted, hvor Regnbuen staar ned, kan han ønske sig 3 Ting og vil faa dem, hvad det saa er.
485. Naar Ørnen bliver gammel, flyver den op til Solen for at brænde Vingerne af sig. Efterat den nu er kommet ned til Jorden igjen, bliver den en ny, ung Ørn.
486. I gamle Dage vare Fjeldene bløde. Saa var Tilfældet i Kong Olaf den Helliges Tid. Deraf kommer det, at man kan se Fodspor i dem. – Solen tørrede dem igjen.
Til disse Fodspor knytte sig tillige mange forskjellige og tildels interessante Sagn.
487. Naar et voxent Menneske faar Patte af en Kone, skulle alle levende Skabninger undtagen Mennesket dø, naar det samme Menneske fæster sine Hine paa dem.
488. Sankthansaften skulle alle Afdøde være forsamlede i Kirkerne.
489. Troldkjærringerne have ingen Magt over det Menneske, som er født paa en Søndag. Ligesaa skulle alle Dyr være ræd for en Saadan, især Bjørnen og Ræven.
490. Mange Mennesker ere „synske“ i den Grad, at de kunne se næsten hvad det skal være, og det selv Ting langt borte i andre Sogne.
Nogle have faaet denne Evne ved at se imellem Finnens Fingre.
Enhver kan imidlertid faa den ved paa en vis (?) Dag i Aaret at staa med Øinene aabne mod Draaberne af Kirken paa dennes Nordside.
Endel Heste ere ogsaa synske. Dette er ofte Grunden til, at de stoppe op paa Veien – Ligesaa kunne Hunde se f. Ex. Tussen, naar Andre ikke kunne se den, og den gjør da forfærdeligt paa den.
491. „Hvidormen,“ der er ganske hvid, skal man koge. Det Flodd, som da flyder ovenpaa i Gryden, bør man spise. Man vil da blive synsk – netop som Hvidormen selv –, og desuden skal man da kunne se Alt, som sker rundt hele Jorden.
Andre sige, at det er nok bare at se ned i Gryden, hvori Ormen koges.
492. Sirissen kan gaa 3 Gange gjennem Ilden, dersom man ikke nævner dens Navn.
493. Naar Solen skinner og det regner paa samme Tid, skal der være Bryllup i Himmelen.
494. „Kjyndsmesdagen“ vender Bjørnen sig om paa den anden Side i Hiet.[7]
495. Samme Dag skal Høet være halvgivet.[8]
496. St. Peders Stol (22de Februar).
St. Peder kaster varme Stene i Vandet.[8]
I Søgne: „Peder Stol“ gaar med en gloende hed Mursten og stryger med under Isen.
497. I Mai kommer „Reinskulden,“ for at Renen kan faa kalve, hvilket ikke kan ske, uden Sneen bedækker Markerne. Den varer i 3 Dage.[9]
Man taler ogsaa om Elgskulden, der kan indtræffe netop i de samme Dage, og naturligvis bliver Kulden da saameget stærkere.
498. „Troldbrod“ (det, at Isen hober sig op om Vinteren ude paa et Vand) bevirkes af Trold, der forlade sine Bjerge for at besøge hverandre.
499. Nordlyset er Gjenskinnet af Silden, som stimer i Havet.
500. Naar Ulven sidder, kan den se igjennem Sten og Fjeld; men saasnart den staar paa sine Ben, veed den ikke, i hvilken Retning den skal søge sit Bytte.
501. En har hørt en Mand som tappede Øl, sige: „Gud Thor.“ Det skulde betyde, at Øllet skulde tappes i Thors Navn.
502. Nogle forstaa at knytte en Knude – „Elskovsknuden“ kaldet. Man gjør det for Gut og Pige, og de ville da komme til at faa mere Elsk til hinanden.
503. Endel Spillemænd have lagt Violinen fra sig, og nu bar den spillet af sig selv. Naturligvis har den Onde gjort det. Andre have selv kunnet gjøre det ved sine sorte Kunster.
504. Man har og tror tildels en hel Del Beretninger om Skattegravninger. Hvor Skatte ligge skjulte, har man gjerne seet Lys. Almindeligt har Gravningen løbet uheldigt af, enten fordi man har talt, eller er blevet ræd de forunderlige Væsener, som under dette bar viist sig, eller fordi man har ladet sig narre af at f. Ex. Hjemmet syntes at staa i Brand.
Et saadant Sagn knytter sig f. Ex. til en Sten paa Øidnesklev og Haabersfjeldet i Konnismo.
505. En Lemæn fra ikke kunne komme over „Mannevei.“
I Holme og Halsaa er det en Mus.
506. Sagnet om Gjertrudsfuglen er bekjendt.
507. Der gives et Slags Græs, som kaldes Vildstraa. Træder man paa dette, vil man fare vild.
508. Man skyder paa Nytaarsaften det gamle Aar ud, paa Nytaarsdagsmorgen det nye Aar ind, – paa Julaften, St. Hansaften, og for Brudefolk, uden at gjøre det af nogensomhelst bekjendt Grund.
509. Liget af en Person, der i levende Live har begaaet en eller anden Ugjerning, er ofte saa tungt, at man endog maa skifte Heste for at kunne faa det frem til Kirkegaarden. Det er dog kun i den Egn, hvor Ugjerningen er begaaet.
I de Dage, Børnekopperne grasserede, pleiede man sige, at man kunde ikke tale om hvordan et Barn var skabt, det havde havt Kopperne. Grunden hertil kan man et fatte.
De, som skulde have dem, fik dem, og de, som ikke skulde have dem, fik dem heller ikke. Det var saa forskjelligt „laga.“
Man ønskede nu helst, at Børnene maatte faa dem jo før jo heller, dersom de skulde have dem. Desaarsag førte man friske Børn hen til syge, og, var der ingen i Huset, gik man hen til Naboen med dem. Kunde endda ikke dette hjælpe, lagde man de Friske sammen med de Syge. Det kunde jo nok forsvares; thi alt var saa laga.
Men saa tror man tildels endnu i en overvættes høi Grad. Nylig blev en Enke efter en Selvmorder trøstet med, at det var saa laga – „beskikka“ –, at hendes Mand skulde hænge sig. Det var i en af de mere oplyste Bygder.
Dette kunde være værd nogen Eftertanke.
Men egentlig vilde jeg dog fortælle noget Andet, som man kunde hygge sig lidt mere ved. Det blev fortalt mig forleden Aften som hændelsesvis af en meget agtværdig og forholdsvis oplyst Kjending. Det hændte i hin Børnekoppernes Tid. Da var der en Mand, og min Bedstefader kjendte ham ligesaa godt som mig. Denne Mand havde en Søn, og han vidste jo, at ogsaa han skulde have Smaakopperne; thi de sparede saagodtsom ingen. Men saa bad han indstændigt til Gud om, at han maatte blot faa een Kop. Hans Ben blev opfyldt. Sønnen fik kun en Kop; men den satte sig paa Øiet, og Gutten blev – blind.
Saa omtrent fortalte han og tilføiede: „Min Far fortalte mig det ofte, og han var ingen „luanes“ Mand.
Saa tænkte jeg lidt derpaa, og saa gik jeg hjem og skrev Fortællingen op. Jeg syntes, at den kunde være det værd; thi hans Fader fortalte ham den ofte, og det gjorde han, tænkte jeg, vist for med det samme at sige sin Søn – at man for Alting ikke burde foreskrive Gud Vilkaar eller sætte ham visse Skranker, men ubetinget overgive sig i hans Villie og til hans Styrelse.
Og saa randt de gode, gamle Ord mig ihu: „Hvo ikkun lader Herren raade, han bygger fast paa Klippegrund.“
Tilføie vil jeg nu: Jeg synes se den kjære, gamle Bondemand. Jeg ser ham jo igjen i saa mange andre. Hjertet er saa fuldt, og han har saa god Kyst til at tale med sine Børn om ret alvorlige Ting Men Munden vil ikke rigtig aabne sig, og Hjertet sidder saa langt nede. Det maa dog ud. Saa husker han alle disse gamle Sagn, og gjennem dem faar han Anledning til at sige, hvad han ønsker. Hans Alvor bøder paa det Dunkle og giver Fortællingen sin Forklaring. „Mon dette Sidste forholder sig saa?“ spurgte jeg en Mand.
„Ja, netop,“ svarede han.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det bemærkes, at Flere ville have fundet Svalen paa Bunden af Vand og Kjærn om Vaaren. Naar de ere tagne ind i Varmen, have de „livnet op.“
- ↑ Gjort i Søgne iaar.
- ↑ Marimesse her er 2den Febr.; thi, hedder det i Hartmark – Dagen efter Marimesse kaldes Blaasmesdagen, og da blæses („blaases“) der Liv i alle Dyr, som have ligget i Dvale om Vinteren. Blaasmesdagen er 3die Februar (Blasius i Almanakken.)
- ↑ Denne Fugl skal kun drikke, hvergang der falder Regn.
- ↑ Sml. Norsk Folkekalender for 1848, S. 29 og 30.
- ↑ At saa hænder, staar vist ikke til at negte, da saa mange troværdige Folk forsikkre at have seet det. – Mærkeligt nok fortælles et Exempel paa et saadant Tilfælde, at Fuglen strax begyndte at synge, da Ormen var bleven dræbt. – Mange skal have erfaret det Samme. (?)
- ↑ Sml. Norsk Folkekalender for 1848 S. 32.
- ↑ 8,0 8,1 Ligesaa S. 33.
- ↑ Ligesaa S. 36.