P. A. Munch (Sars, 1903)/1
Slegten synes at skrive sig fra Gudbrandsdalen. En Bondegut fra Lesje, Syver Engebretssøn, blev Prest i sin Fødebygd i første Halvdel af det 17de Aarhundrede og efterlod sig flere Børn, som optog Navnet Munch som Familienavn. Fra en af dem Stammer efter al Sandsynlighed Søren Munch (eller Munk, som han ogsaa stundom skrev sit Navn), som deltog under Tordenskjold i Slaget ved Dynekilen, afgik som Kapteinløitnant i Søetaten 1719, og døde i Kristiania 1748. Søren Munch var gift med en Morsøster af de berømte Jurister Jakob Edvard og Kristian Colbjørnsen og havde i dette Egteskab en Søn Peter, som blev Prest først til Vaage, siden til Land, og var gift med Christine Storm, en Datter af hans Formand i Vaage Prestekald Johan Storm og Halvsøster af Digteren Edvard Storm. I dette Egteskab fødtes to Sønner: Johan Storm Munch, død 1832 som Biskop i Kristiansand, og Edvard Munch, død 1847 som Stiftsprovst i Kristiania, P. A. Munchs Fader.
I Slegten har ofte kommet frem usedvanlige Anlæg, særlig i poetisk og kunstnerisk Retning. Biskop Johan Storm Munch er den første norske Digter, hvis Digtning blev inspireret af den nyere dansk-tyske Romantik, og har været betegnet som det betydeligste Talent inden norsk Litteratur i Perioden 1815—183O, skjønt han hverken udmerkede sig ved synderlig Produktivitet eller synderlig Originalitet; hans Søn var Digteren Andreas Munch: en Fætter af ham var den i sin Tid meget renommerede Portrætmaler Kaptein Jakob Munch, hvis Dattersøn igjen Maleren Frits Thaulow er; en Brodersøn af Professor P. A. Munch er Maleren Edvard Munch.
Brødrene Johan Storm Munch og Edvard Munch blev gift med hver sin Søster, Døtre af Sogneprest til Aal, siden til Sigdal, Andreas Hofgaard. Edvard Munchs Hustru, Johanne Sofie Hofgaard († 1860), var en usedvanlig begavet Kvinde, en ypperlig Fortællerske og fuld af Vid og Lune lige til sine sidste Levedage.
Peter Andreas var disse Forældres ældste Barn, født 15de December 1810 i Kristiania, hvor Faderen dengang var Lærer ved Krigsskolen. Et Par Aar efter blev Faderen Sogneprest til Gjerpen, og her tilbragte Sønnen sine Barndomsaar, indtil han blev Student. I 13—Aars Alderen blev han sat ind i Skiens nyoprettede lærde Skole, hvor han et Par Aar efter fik Anton Martin Schweigaard til Klasse- og Sidekamerat. Han udmerkede sig i næsten alle Skolefag, men fandt dog Tid til at læse meget ogsaa udenfor Skolefagene. I Faderens Bibliothek stødte han paa et Par Sagaer i Originalsproget tilligemed Rasks islandske Grammatik og Bjørn Haldorsens islandske Leksikon. Disse Bøger kastede han sig over og drev det allerede i Skoledagene saa vidt, at han med Lethed læste oldnorsk Prosa. Han var, efter hvad Fætteren Andreas Munch fortæller i sit Mindedigt over ham, allerede som Gut «fuld af sit store Kald». Historie i Almindelighed og norsk Historie i Særdeleshed var hans afgjorte Yndlingsfag; han havde foresat sig at blive «sit Fædrelands Herodot».
I 1828 tog han Eksamen artium samtidig med Schweigaard, hans Ven og stadige Sidekamerat fra Skoledagene. Af Schweigaard blev han allerede i sit første Studenteraar ført sammen med Welhaven, til hvem han nøie knyttede sig. Baade Welhaven og Schweigaard var et Par Aar ældre og meget modnere, mere udpræget selvstændige Personligheder end Munch, som med alle sine Kundskaber Og Talenter endnu var (hvad han i visse Maader vedblev at være hele sit Liv igjennem) et stort Barn eller, som Schweigaard kaldte ham, da han omtalte ham for Welhaven i sit første Møde med denne, en «rar Skrue». Det sagde sig da selv, at Munch under den store Feide, som brød løs inden Studenterverdenen omkring 1830, stillede sig paa samme Side som disse to. Han deltog med dem i Stiftelsen af «Studenterforbundet» (1832) og i Redaktionen af det af Forbundet udgivne Tidsskrift «Vidar», hvis flittigste Medarbeider han blev. Man finder her de første Frugter af hans selvstændige historisk-sproglige Studier (Artikler om norsk Sprogreformation, Oversættelser af Sagaer og Skaldedigte m. v.).
Disse allerede i Skoledagene begyndte Studier fortsatte han efter at være bleven Student med al den glødende Arbeidsiver, som pleier at ledsage den geniale Begavelse, og fandt derved den varmeste Opmuntring og kyndigste Veiledning hos Rudolf Keyser, som i 1828 kom hjem fra sit to-aarige Ophold paa Island og i 1829 blev udnævnt til Lektor ved Universitetet «med Forpligtelse til især at foredrage Fædrelandets Historie, dets Oldsprog og Antikviteter».
Ved Siden af Videnskaben fandt Munch det raadeligt at tænke paa et Embeds- eller Levebrødsstudium og valgte hertil Jurisprudensen. Han tog ogsaa i 1834 juridisk Embedseksamen med bedste Karakter, men kom heldigvis ikke til at gjøre nogen praktisk Brug af denne Kvalifikation, idet samme Aar Arbeidet med Samling og Afskrivning af Materialier til en Udgave af Norges gamle Love ved kongelig Resolution blev overdraget Keyser og ham i Forening. I Mai 1835 reiste de begge i dette Øiemed til Kjøbenhavn og derfra i April 1837 til Lund og Stockholm. Under sit Ophold i Stockholm blev Munch (6te Mai 1837) udnævnt til Lektor i Historie ved Universitetet. Han blev ved denne Leilighed foretrukket for Ludv. Kr. Daa, hvilket i Samtiden almindeligvis opfattedes som en stor Uretfærdighed, idet Daa i nogen Tid havde været konstitueret i Embedet og var indstillet til at faa det baade af Fakultet og Kollegium og desuden baade var ældre og gjaldt for at være, om ikke saa kundskabsrig som Munch, saa dog en mere original Begavelse. Siden skulde det jo noksom vise sig, at Valget var i alle Maader det rette. I 1841 rykkede Munch efter Tur op til Professor, og i denne Stilling blev han staaende til sin Død.
Hans Virksomhed som Universitetslærer blev jævnlig afbrudt ved Reiser indenlands og udenlands i videnskabelige Øiemed og med offentlig Understøttelse. Saaledes bereiste han i Somrene 1842, 1843 og 1846 Fjeldvidderne mellem Telemarken, Numedal og Hallingdal, Voss og Hardanger for at samle Oplysninger til sine kartografiske og historisk-geografiske Arbeider over Norge. I 1846 og 1849—1850 foretog han Reiser til Frankrige, Skotland og England for at anstille Undersøgelser over Levninger af norsk Sprog og Nationalitet i Norges gamle Kolonilande og at søge Oplysninger til Norges Historie i Bibliotheker og Arkiver. I 1854 reiste han til Tyskland i videnskabeligt Øiemed, og i 1855 opholdt han sig i længere Tid i Trondhjem for at studere Domkirken i arkæologisk og historisk Henseende. I 1857 bevilgede Storthinget ham efter hans Ansøgning enstemmig et Reisestipendium paa 120 Spd. maanedlig i to Aar for at indsamle Materiale til Fortsættelsen af hans store i 1851 begyndte Verk «Det norske Folks Historie» i udenlandske Arkiver og Bibliotheker, fremfor alt de pavelige Arkiver i Rom. Kort efterat Bevilgningen var ham tilstaaet, reiste han til Kjøbenhavn, hvor han opholdt sig Vinteren 1857—1858, fortsatte saa Reisen til Wien og derfra til Rom, hvorhen han kom i November 1858, og hvor det lykkedes ham at opnaa en Adgang til de i det vatikanske Arkiv opbevarede Aktstykker langt udover, hvad der pleiede at tilstaaes Fremmede. Stadig og ivrig sysselsat med Granskning og Indsamling af det overordentlig omfattende Materiale til Norges og de andre skandinaviske Rigers Historie, som herved var blevet tilgjængeligt for ham, opholdt han sig i Rom til Mai 1861, da han selv reiste hjem, medens han lod sin Familie blive tilbage. Umiddelbart efter sin Hjemkomst tog han fat paa Fortsættelsen af «Det norske Folks Historie», som var blevet afbrudt i 1859 med det sjette Bind, og hvoraf der i Aarene 1862—1863 udkom endnu to Bind. Ved Paasketider 1863 drog han atter til Rom for at afslutte sine Arbeider i det vatikanske Arkiv og hente sin Familie tilbage. Kort Tid efter Ankomsten hid reves han bort af et Hjerneslag, som rammede ham, medens han sad ved sit Skrivebord (25de Mai 1863). «Han kunde ikke dø vakrere end her i Rom», skriver den tyske Historiker Ferdinand Gregorovius, som under Munchs Ophold i Rom var blevet hans Omgangsven, «paa Høiden af sin Berømmelse elsket af sit Hjemland, som han saa nylig havde forladt».