Samlede Værker
Gyldendalske Boghandel (4s. 218-220).
◄  I.
III.  ►
II.

Skjønt Munch altsaa blev revet bort midt i sin kraftigste Manddomsalder, har han dog efterladt sig et Forfatterskab, som vel er mere omfangsrigt end nogen anden norsk Mands. Bare hans Hovedverk — «Det norske Folks Historie» — otte Bind — udgjør tilsammen 6600 tættrykte store Oktavsider; de fire Bind «Samlede Afhandlinger» tilsammen 2500 tættrykte store Oktavsider. Hertil kommer 36 særskilt udgivne Bøger, deraf 19 Originalarbeider, 3 Oversættelser, 14 Udgaver af historiske Kildeskrifter: Sagaer, gamle Love, Jordebøger o. s. v. (besørget af ham alene eller sammen med Keyser og C. R Unger og for det meste forsynet med udførlige, historisk-kritiske Fortaler og Anmerkninger), — videre en uoverskuelig lang Række Afhandlinger, Opsatser, Meddelelser i Aviser, populære eller videnskabelige Tidsskrifter, som ikke er medtagne i Udgaven af hans «Samlede Afhandlinger» — og saa endelig hans særskilt udgivne Kartarbeider.

Ikke mindre forbausende end Omfanget af hans Forfatterskab er dets Mangesidighed. Det indbefatter, foruden Oversættelser og Udgaver af historiske Kildeskrifter, Skolebøger, Lære- og Læsebøger, populære historiske Fremstillinger, Biografier, Reiseskildringer, Indlæg i Dagens politiske, litterære og nationale Spørgsmaal, lærde Monografier og strengt videnskabelige Verker. Den strengt videnskabelige Del af hans Forfatterskab gaar i grammatisk, sproghistorisk, runologisk, tekst-kritisk, historisk-kritisk, ethnografisk, mythologisk, arkæologisk Retning.

Og det mest forbausende af alt: trods det kolossale Omfang og den store Spredning er hans Forfatterskab ikke karakteriseret ved dilettantisk Overfladiskhed eller fladt uselvstændigt Kompilationsvæsen: han har næsten allevegne, hvor han har forsøgt sin Pen, leveret noget dygtigt eller endog betydeligt, og paa ethvert af de mange Omraader, hvortil hans videnskabelige Granskning strakte sig, har han været en Rydningsmand af høi Rang, sommesteds endog Banebryder.

Hvad dette Forfatterskab vidner om, er altsaa en umaadelig Flid og en enestaaende Forening af sjeldne, endog geniale Evner.

Hans Aand synes, medens han stod i sin fulde Mandskraft, at have været i en næsten ustanselig Bevægelse «Han var aldrig ledig og kjedede sig aldrig», heder det i et af en af hans Døtre udgivet lidet Mindeskrift. Han kunde holde paa med det mest anstrengende Aandsarbeide fra den lyse Morgen til sent paa Kveld, næsten uden Afbrydelse, saa han glemte at spise. Og strak Dagen ikke til, tog han ofte Natten tilhjælp. Det hændte, at han sad oppe Nat efter Nat uden at unde sig anden Hvile end den, han fik ved at læne sig bagover i Stolen og tage sig en Times eller et Par Timers Blund. Saa tog han fat i Arbeidet paanyt, sterk som efter en god og lang Nattesøvn. Han gik med største Lethed over fra et Arbeide til et andet, ofte af en helt forskjellig Art, og han kunde holde paa med flere Ting paa én Gang — t. Eks. tegne Landkart eller læse Korrektur samtidig med, at han deltog i en alvorlig Samtale eller fulgte sine Døtres musikalske Øvelser og rettede, hvad der skulde rettes.

Den af hans Evner, som fra først af tildrog sig mest Opmerksomhed, var hans Hukommelse. Han stod som et Vidunder for sine Kamerater i Skole- og Studenterdagene ved den Lethed, hvormed han tilegnede sig, og den Trofasthed, hvormed han bevarede alskens Kundskabsstof. Han kunde som Skolegut, efter hvad en af hans Kamerater har fortalt, «flere Bøger af Livius og Sange af Homer udenad». Og denne fænomenale Hukommelse bevarede han usvækket hele Livet igjennem. Han behøvede ikke, som andre historiske Forfattere, at samle Notater og Ekscerpter. Hvad han engang havde stødt paa under sin Gjennemgaaelse af de utallige Kildeskrifter, som han fik Brug for til «Det norske Folks Historie», havde han siden saaledes paa rede Haand, at han kunde udarbeide store Dele af Verket under Reiser, paa Hoteller, i Jernbanekupéer, og alligevel anførende lange ordlydende Citater af Kilderne med Henvisninger til Bind og Sidetal, som om han havde siddet med Bordet foran sig dækket med opslagne Bøger. Hans Hukommelse kunde endog blive en ren Plage for ham, idet den slæbte med sig store Læs af Ting, som han ikke brød sig om, men endog helst ønskede at blive kvit, dumme Romaner t. Eks., som han havde læst i Guttedagene, og som siden, til hans Ærgrelse, vedblev at staa lyslevende for hans Minde lige indtil de mindste Detaljer.

En Evne af saa kolossale Dimensioner bliver gjerne altfor dominerende i vedkommende Besidders Aand, saa at andre Evner forkrøbles eller kommer til at savne den nødvendige Plads for sin Udvikling. Store Hukommelsesmennesker er derfor oftest uproduktive, eller deres Produktion indskrænker sig til den rent stofmæssige Udgiver- og Samlervirksomhed. En «beget Hjerne, hvorudi alting bliver hængende» (for at tale med Holberg), bliver ifølge denne sin Egenskab oftest et Magasin istedetfor et Verksted. Man fylder sit Hus med saamange fremmede Gjester, at der ikke bliver Plads for Husets egne Folk.

At denne Regel ikke slog til og i en saa paafaldende Grad ikke slog til for Munchs Vedkommende, viser bedst, hvor storbygget han har været, hvor rummelig hans Aand har været anlagt. Saa lærd han var — kanske lærdere end nogen anden Nordmand —, det er dog ikke Lærdommen, man først og fremst taler om, naar man taler om ham, men om den Brug, han gjorde af den. Hans Receptivitet, som var saa stor, at den alene vilde have gjort ham til et Fænomen, træder dog i Skyggen for hans Produktivitet. Hans Hukommelse blev med al sin Kjæmpestyrke bare Tjener for høiere rangerende Evner hos ham: hans Skarpsindighed og geniale Kombinations- og Gjetningsevne — Opdagernaturen i ham med dens aldrig hvilende Trang til at søge videre frem — «fra det tænkte mod det visse, fra det visse mod det ante», som det heder i Bjørnsons Mindedigt — Opdagernaturen med dens «guddomsopfyldte Uro», uden samme, som drev Newton og Columbus».

Det er denne Opdagernatur, denne Trang og Evne til at følge en Tanketraad ad de tilsyneladende mest bugtede Veie, til at drage stadig videregaaende Slutninger af en Hypothese eller bruge den som Redskab til at trænge frem der, hvor ingen før har været, til at grave i Grunden og søge, hvad der ligger bagved Tingene, altid længere og længere ind — det er den, som danner det mest karakteristiske Træk i hans aandelige Fysiognomi, saadan som det kommer frem gjennem hans videnskabelige Forfatterskab. Det er ifølge den fremfor alt, at han blev Hovedmanden for «den norske historiske Skole» — Talsmanden og Forkjæmperen fremfor nogen anden for Skolens Theorier — Og tillige den, som først har brudt igjennem disse Theorier paa de afgjørende Punkter — der, hvor det har maattet erkjendes, at de var urigtige eller ensidige — Banebryderen i mangt og meget for den i vore Dage hyldede Lære om det skandinaviske Nordens ældste sproglige, ethnografiske og nationale Forhold.