P. Munch, Købstadstyrelsen i Danmark fra Kristian IV’s tid til enevældens ophør
P. Munch. Købstadstyrelsen i Danmark fra Kristian IV’s tid til enevældens ophør (1619–1848). I. 237 .Sider. II. 196 Sider. København 1900. Det nordiske forlag.
I 1897 blev vor historiske Literatur beriget med Professor Aschehougs „De norske Communers Retsforfatning før 1837“ (i Universitetets Festskrift ved Kong Oscars Jubilæum). Nu har en ung dansk Historiker behandlet samme Emne for de danske Provinsbyers Vedkommende og det paa en saadan Maade, at vor Indsigt baade i det danske og norske Bysamfunds Historie er bleven dybere og rigere, end den var selv efter Læsningen af Aschehougs Afhandling. Disse større systematiske Arbeider har derhos faaet et værdifuldt Tillæg i Alexander Bugges „Studier over de norske Byers selvstyre og Handel før Hanseaternes Tid (udgivet af Den norske historiske Forening 1899), og efter hvad jeg har ladet mig fortælle, er en anden dansk Historiker ifærd med at udgive en Bog om de danske Kjøbstæders Historie før 1619.
Den Interesse for de kommunale Samfunds Udviklingshistorie, som i disse Arbeider har fundet sit literære Udslag, er visselig ikke Tilfældets Verk. I over et halvt Aarhundrede har den europæiske Germanistik været ihærdig sysselsat med Granskningen af de o1dgermanske og middelalderlige Smaasamfunds Oprindelse og Organisation, deres Betydning og rette Plads i de germanske Folks Historie. Disse Forskninger har givet det sikre Resultat, at de germanske Folk har været beherskede af en stærk og udpræget Samfundsaand, der ikke alene skaffer sig Udtryk i deres Ætteforbund eller i andre paa Blodsbaand eller naturlige Tilbøieligheder hvilende Forbindelser, men ogsaa har skabt en Række Interessesamfund til Fremme af materielle og ideelle Formaal. Til disse Interessesamfund hører Gilder og Lag og alle de mangeartede Genossenschaften, som trivedes og blomstrede rundt om i de germanske Lande, og hvis historiske Skjebne Berlinerprofessoren O. Gierke har behandlet i et Verk paa tre tykke Bind (Das deutsche Genossenschaftsrecht I–III (1868–1881). Herhen hører da ogsaa Bykommunen, om hvis Oprindelse og første Udvikling navnlig tyske Historikere og Retshistorikere har skrevet et helt Bibliothek (se Literaturfortegnelse i R. Schröders Lehrbuch der deutschen Rechtsgeschichte. 3. Ausg. (1899) S. 608–12). Den nordiske Historieforskning kan derimod ikke siges at have ofret alle disse Smaasamfund den Opmærksomhed, de fortjener, og man har derfor lige til den nyeste Tid ofte stødt paa den Sætning, at Nordboerne og da navnlig Nordmændene skulde have været blottede for Korporationsaand. I 1885 kom da en tysk Retshistoriker og rev os grundig ud af denne Vildfarelse; ja han søgte endog at hævde den i vore Øine dengang ligefrem latterlige Paastand, at det europæiske Gildevæsen havde sit egentlige Forbillede i det nordiske fostbrœðralag. Jeg sigter til Max Pappenheims grundlæggende Arbeide om „Die altdänischen Schutzgilden“ (Breslau 1885), der i 1888 fulgtes af en ligesaa grundig Afhandling om de norske Beskyttelsesgilder („Ein altnorwegisches Schutzgildenstatut“. Breslau 1888). Max Pappenheim søgte her i norske Dokumenter Støtte for den saakaldte „Gildeteori“, der gjør Gildestyret til Bystyrets Ophav og Forbillede, en Anskuelse, som ogsaa Alexander Bugge tager Ordet for (se hans Studier S. 101 f.).
Nærværende Anmeldelse giver mig imidlertid ikke Anledning til at indgaa paa Kjøbstadstyrets Forhold til Gildevæsenet. Naar det bebudede Verk om de danske Kjøbstæders middelalderlige Historie er udkommet og Nyrops fortrinlige Udgave af de danske Gilde- og Lagskraaer foreligger i afsluttet Stand, vil jeg forhaabentlig faa Leilighed til at give dette Tidsskrifts Læsere en Oversigt over den nyere Forsknings Standpunkt til disse Problemer.
Det foreliggende Verk bevæger sig ikke paa de historiske Gaaders Mark. Forfatteren har havt rige Kilder at øse af, og han har udnyttet dem paa en Maade, som fortjener den høieste Ros. Særlig maa det betegnes som et stort metodisk Fremskridt, at han systematisk har udnyttet Kjøbstadsarkiverne. Herved har hans Skildring af Bystyrelsens og Bylivets nyere Historie ikke blot vundet i Fylde og Anskuelighed, men fremfor alt i Tilforladelighed. Hans Arbeidsmaade maa her blive den fremtidige Forsknings. Vor indre Historie kan ikke længer skrives paa Grundlag af de trykte Lovsamlinger og andre mere eller mindre tilfældige Kilder, som af en eller anden Grund foreligger i trykt Form. Vi maa træde Folkets virkelige Liv og Livsforhold nærmere, vi maa fordybe os ikke blot i Centralforvaltningens, men ogsaa i den lokale Administrations Brevsamlinger og Protokoller. Det er Skatkamre, om hvis virkelige Indhold vi for det meste ingen Anelse kan have, og hvis Rigdom nu nærmest virker afskrækkende paa de fleste. P. Munch har imidlertid vist, hvad en øvet og skoleret Historiker her kan udrette, og hans Verk vil og maa mane til Efterfølgelse.
De danske Kjøbstæders og deres Styres Historie fra 1619–1848 danner efter Forf.s Fremstilling 8 Epoker, der behandles i ligesaa mange Kapitler, hvis Overskrifter angiver hvert Tidsrums Karakter. Den første Dels 1. Kapitel (I 1–66) indledes med en Oversigt over Middelalderens Kjøbmandsstyre og omhandler forøvrigt „statsmagtens og de menige borgeres voksende indflydelse 1619–57“. Med den ulykkelige Krig med Sverige 1657–60 indledes en ny Epoke, der karakteriseres som „det gamle danske bylivs opløsningstid 1657–82“ (I 67–82). Saa følger „enevældens ordning 1682–1701“ (I 83–115); derefter „det middelalderlige selvstyres fuldstændige ophør; embedsmandsstyrets grundlæggelse; den første begyndelse til det moderne selvstyre 1701–45“ (I 116–153). I 5. Kapitel giver Forf. en Oversigt over „evropæisk købstadstyre fra 16. aarhundrede til midten af 18. aarhundrede“, hvor der gjøres Rede for Bystyrelsens ordning i Slesvig og Holsten, Sverige, Preussen, Frankrig og England (I 154–186). I et Tillæg omhandles Kilderne, Stiftamternes, Amternes og Byernes Arkivsager, de sidste i Form af en tabellarisk Fortegnelse over Byernes Retsprotokoller (Raadstueprotokoller og Bysbøger), Kæmnerregnskaber, Breve, Kopibøger m. m., med Angivelse af de forskjellige Arkivsagers Begyndelsesaar; derefter følger Tabeller over Skatteydere 1642, 1672 og 1769, over Embedssammenlægninger 1660–1767, over Embedsfordelingen i de forskjellige Perioder og endelig over de eligerede Borgeres Oprindelse, Antal og valgmaade (I 187–237). Anden Dels 1. Kapitel omhandler „embedsstyrets udvikling: det moderne selvstyres forberedelse 1745–87 (II 1–38); 2. Kapitel „fremskridtstiden 1787–1807“ (II 39–88); 3. Kapitel „stilstandsaarene 18O7–37“ (II 89–107); 4. Kapitel „evropæisk købstadstyre fra midten af 18. aarhundrede til 1848“ (II 108–136); 5. Kapitel „den danske købstadlov af 1837“ (II 137–170). Derefter giver Forf. i „Slutning“ en sammenfattende Udsigt over sin Forsknings Resultater (II 171–178) og endelig i et „Tillæg“ tabellarisk Oversigt over „valg af eligerede og borgerrepræsentanter 1797–1848“, og „regulativbestemmelser fra 1838 og 1839“ angaaende Byraadsmedlemmernes Antal, Census for Grundeiere og Angivelse af, i hvilke Byer der var særlig Ligningskommission eller ikke, samt Aftryk af den danske Kjøbstadsanordning af 24. Oktober 1837 (II 179–196).
Der kan ikke her blive Tale om at levere noget fyldigere Referat af Forfatterens Fremstilling. Dens Form er i mine Øine et overmaade tiltalende Vidnesbyrd om den danske Stilkunsts høie Standpunkt, og enhver dannet Mand med historisk Interesse vil med Lethed og det bedste Udbytte kunne følge Forf.s Undersøgelser. De kritiske Bemærkninger, som en Anmelder efter gammel Tradition altid skal gjøre, helst overfor en yngre Fagfælle, maa jeg holde tilbage af den simple Grund, at jeg ikke har fundet nogen Knag at hænge min kritiske Hat paa. De danske Kjøbstæders Historie har hidtil ikke været Gjenstand for min specielle Granskning, og hvad Forf. har at sige om det norske og det europæiske Bystyres Udvikling i nyere Tid, har for mig været en Kilde til Belærelse. Hans Skildring af de retslige Forhold og Organisationer, som er det, jeg bedst kan bedømme, vidner om en Indsigt i disse Materier, som ingenlunde kan siges at være almindelig i historiske Bøger.
Der er mange Detaljer i det foreliggende Verk, som det vilde være lønsomt at dvæle ved. Men Hovedinteressen ligger i Forf.s samlede Syn paa Bystyrelsens Skjebne under Enevældets Regime. Han indleder sit Verk med et Citat af Indledningen til Kristian IV’s Kjøbstadslov af 7. April 1619, der paa engang angiver Enevoldskongernes Reaktion mod Middelalderens Storborgervælde og Programmet for deres fremtidige Indblanding i Bystyrelsen. Kongen „hafver met synderlig flid betractet oc ofverveiet, ved hvad middel oc maade kiøbstederne udi vore riger Danmark oc Norge kunde saa vel som udi andre fremmede kongeriger oc lande met mere oc støre næring, handel, trafiq tiltage oc sig forbedre saa vel som oc bedre justicie, ordning oc policie udi dennem kunde erholdis, end som hidindtil sked er“; og han har fundet „sligt til des at vere forhindrit meget af den aarsag, at nogle enkende faa udi hver kiøbsted øfrighedsbestilling betienendis den gantske næring, som samme steds falder, sig allene tileigner oc den gemene mand ved atskillige pratiqver derfra holder oc alfmufven fast efter deris eget tycke regerer oc under sig hafver.“ Programmet er altsaa Afskaffelsen af et faatalligt Patricierstyre dels ved en Forøgelse af Kontrollen fra oven gjennem Regjeringen, dens Embedsmænd og dels ved en stadig voxende Udvidelse af Borgerskabets Indflydelse paa Bystyrelsen. Veien fra Middelalderens oligarkiske Patricierstyre til Nutidens demokratiske Borgerstyre er gaaet gjennem Enevældets Embedsstyre. Enevældets selvstændige Arbeide i denne Udviklings Tjeneste er afsluttet i Fremskridtstiden 1787–1807. Krigsaarene indledede ogsaa nu en Stilstandsperiode, og i Regjeringskredsene holdt man snarest igjen mod den omsiggribende europæiske Liberalisme. Denne fandt imidlertid enthusiastiske Talsmænd i den Embedsstand, Enevældet havde skabt, og i den Borgerstand, hvis Udvikling ofte havde ligget den varmt paa Hjerte. Og Liberalismens Krav var kommunalt Selvstyre. Dette indførtes samtidig i det enevældige Danmark og det konstitutionelle Norge, og mellem 1830 og 1848 grundlagdes det moderne Kommunestyre ogsaa i de andre europæiske Kulturstater „ved en række store organisatoriske love“. „Kun i Sverige og hertugdømmerne blev det endnu i denne tid ved drøftelserne“ (II 135).
Ikke mindst interessante er Forf.s Bemærkninger (II 172) om, at det dansk-norske Enevældes Kjøbstadspolitik gaar sin jævne Fremskridtsgang „uden at ledes og styres af mænd eller partier gjennem bevidst indgriben. Byernes styrelse hørte, bortset fra aarene efter 1830, for vore styrende mænd slet ikke med til den politik, der fangede deres interesser; de lod det gaa som det kunde, afgjorde de spørgsmaal, der frembød sig, som det i det givne tilfælde syntes dem fornuftig, men satte sig intet øieblik som maal at lede styrelsen ind i et bestemt spor. Derfor bliver bystyrelsen et fortræffeligt eksempel paa, hvorledes dele af et samfunds udvikling kan foregaa som af sig selv uden direkte at paavirkes af de overfladesvingninger, som foregaar i regeringskredsene, naar man skifter fra den ene gruppe af mænd til den anden. Dette gælder i fuldeste maal den tid, der ligger forud for det 18. aarhundredes sidste menneskealder, men endnu for denne fristes man til at paastaa, at om Danmarks styrer hed Struensee, Høeg-Guldberg eller A. P. Bernstorff, det var for vore byers styrelse omtrent lige meget. Dette vilde dog være en overdrivelse; udviklingens fart ændredes nu med ministerskifterne; men vist er det, at som bevægelsen fremad ingenlunde standsede i den guldbergske tid, saaledes var den endnu i Bernstorffs dage væsentlig ubevidst. Først efter 1830 fik de politiske svingninger direkte og afgørende betydning for byforfatningen. Og ganske tilsvarende stiller det sig for borgernes egen indflydelse paa kommunallovgivningen; før 1830 findes ikke antydning af partier eller bevidste bevægelser med det maal at give bystyret det ene eller det andet præg. Det var da ad indirekte vej, landets historie blev bestemmende for byernes; det var gennem selve enevældesystemet og gennem hver tids materielle og kulturelle kaar, borgernes forhold bestemtes.“ Efter at have paavist dette nærmere, gjør Forf. (II 174) opmærksom paa, at Forholdet var det samme i andre Enevoldsstater. „Derimod bevaredes længe i de stater, hvor enevælden ikke gennemførtes, i større eller mindre grad det middelalderlige storborgerstyre. Hver af disse retninger havde sine fortrin, men vist er det, at enevældeprinciperne i hvert fald ikke stod de moderne fjernere end de principer, der fulgtes i de lande, som bevarede den traditionelle ordning. I begge de to gruppers hovedlande, Frankrig og England, skete overgangen til de moderne forhold i trediverne i vort aarhundrede, lige tidlig og nogenlunde lige fuldstændig, og ganske samtidig foregik den i Danmark.“ „Der er da – fortsætter Forf. – ingen grund til mod den danske enevælde at rette anklagen for med unænsom haand at have dræbt vore byers fri borgerstyre og ogsaa derved bidraget til lammelse af vort folkeliv. Enevældetiden bragte en saadan lammelse, men denne skyldtes ikke enevældens politiske system; grunden dertil var vore fyrsters evneløse udenrigspolitik; de krige, der bragte elendighed over landet, store tab og smaa fordele, men det tungeste ansvar derfor tog vore fyrster paa sig før det aar, den enevældige magt lagdes i deres hænder. Enevældens indre styrelse har intet storstilet, og der er ringe grund til at tale stærke ord til dens pris; svag og uvirksom var den det meste af tiden. Men i sig selv var den fornuftig, dens retning rigtig; gennem styrelsesformer, der ikke tilfredsstiller nutiden, men som svarede til datidens forhold, førte man udviklingen ind i det spor, der bar frem mod det 19. aarhundredes tilstande. Enevældetiden er ikke en modsætning til den ny tid, men en overgang til den; i den skabtes grundlaget for det samfundsliv, der nu leves.“
Disse Anskuelser falder i Hovedsagen sammen med, hvad baade danske og norske Historikere tidligere har udtalt. Men P. Munch har leveret et nyt og vægtigt Bidrag til deres Begrundelse.
15. Mai 1900.
Absalon Taranger.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |