Paa ski over Grønland/23
Sjøreisen i “den halve baad” — Ankomst til Godthaab.
Den næste morgen (29de september) bar vi baaden udover øren til sjøen. At stampe sig frem med den over den seige lere var værre end nogensinde, fødderne sank i, sugede sig fast og virkede som stempelen i en luftpumpe for hvert skridt. Omsider rak vi til sjøkanten og lagde baaden fra os for at gaa tilbage og hente vore øvrige sager. Der var masser af maager herude, vi havde glædet os ved udsigten til at faa fersk mad, men uheldigvis holdt de sig paa altfor ærbødig afstand. Da vi havde faaet mer end nok af leren, foretrak vi at bære resten af vore sager over det ulændte land. Som jeg kom udover mod baaden igjen, fik jeg se, at den laa og flød langt ude paa sjøen; denne havde nemlig i mellemtiden steget og havde sat hele den yderste del af øren under vand. Uagtet vi havde lagt baaden langt fra vandkanten, havde Sverdrup heldigvis været saa omtænksom at gjøre den fast til en stok og ramme denne ned i leren. Mens jeg bar vore sager frem til en odde ved sjøen, vadede Sverdrup ud til baaden og roede den ind til det samme sted, og saa var da endelig efter et døgns antrengelser ogsaa denne hindring overvunden, og vi var komne frem til aabent farvand.
Vi spiste vor middag og stak ud paa vor første sjøreise, som gjaldt intet mindre end nordsiden af fjorden, hvor vi agtede at holde langs landet udefter. Vi opdagede nu til vor glæde, at baaden ikke var fuldt saa tungroet, som vi havde ventet. Det kunde vistnok ikke siges at være nogen hurtigroer, men vi kom dog frem og naaede over fjorden paa en efter vor mening merkelig kort tid. Tæthed hørte imidlertid ikke til dens dyder, den lækkede slig, at den gjerne maatte øses med en af vore kopper hvert tiende minut.
Den bugt, vi her havde indenfor os, var, efter vore begreber, ualmindelig vakker, med en blid, stille dal opigjennem, omgivet af langbratte, brune lier, runde, lave høiderygge med flyer, i det hele et land, som maatte egne sig ypperlig for renjagt. Tilgiv os, poetiske læser, men alt, hvad der kunde bringes i forbindelse med mad og vildt, var det, som interesserede os mest, og som vi helst saa som skjønt i naturen.
Saa holdt vi udover langs Ameragdlas[1] stupbratte nordside og lagde tillands om kvelden paa et sted, hvor vi kunde faa baaden op og finde nogenlunde sovepladse, hvilket ikke lod sig gjøre overalt der. Vi var ikke komne langt den dag; men vi var alligevel fornøiede ved atter at færdes ved sjøen. Hvad der gjorde os mest glade, var dog det, at vi nu efter 46 dages faste paa tørret kost skulde faa ferskmad og faa spise os helt mætte. Jeg havde nemlig under vor baadtur skudt 6 af de store blaamaager (Larus glaucus).
Vi bestemte os til at tage 2 af disse svære fugle hver tilkvelds. De blev flaaede og puttede 2 ad gangen i gryden og kogte en liden stund. Sverdrup blev engang siden
(Af A. Bloch tildels efter fotografi).
(Af A. Bloch tildels efter fotografi).
spurgt, om vi rensede dem godt. «Aa, jeg ved ikke,» sagde han, «jeg saa nok, at Nansen karrede noget ud af dem, formodentlig var det noget af tarmene, og resten gik vel ud i suppen.» Om de smagte? «Ja, bedre mad har jeg aldrig spist.» Vi sled fuglene istykker med tænder og klør, saa godt og saa hurtig vi kunde; det varede ikke længe, inden de første var forsvundne med hoved, fødder og alt; saa tog vi fat paa de næste med mere ro og mere nydelse og drak suppen til. Ja, sproget eier neppe ord nok til at beskrive de to vildmænds velbefindende, som hin kveld sad ved Ameragdlas nordre bred og grov op i gryden med fingrene, mens skinnet fra baalet blev næsten fordunklet af et usedvanligt nordlys. Det flammede baade i syd og i nord; men pludselig var det, som der jog en vældig hvirvelstorm over hele himmelen og drev alle flammerne foran sig og sammen i en hvirvlende ildmørje oppe nær zenit, øiet næsten blendedes af den sterke lysning. Saa minkede stormen, lyset svandt lidt efter lidt, og tilslut seilede kun enkelte matte lystaager hen over stjernehvælvet, som atter tindrede med sin forrige glans. Man stod der undrende igjen, — sligt nordlys har jeg aldrig seet hverken før eller siden. Og der nede under os laa fjorden mørk og rolig.
Den næste dag (30te september) gik det ikke saa godt som den forrige. Ud paa formiddagen fik vi nemlig modvind, og den blæste tilslut saa haardt, at vi istedenfor at gaa frem, gik tilbage, og vort lille nøddeskal vippede op og ned paa bølgerne, saa det mest saa ud, som det vilde vippe os tilbunds. Det var dog en god sjøbaad, der kom ikke en vanddraabe ind til os, naar undtages den rigdom deraf, som lækkede ind gjennem seildugen i bunden; men tung at ro mod vinden var den, vi maatte der fordrage paa land, tage os en lur og se, om ikke vinden mod kvelden skulde løie af. Dette hændte virkelig ogsaa, og vi gik igjen i baaden. Det varede nu ikke længe, inden vi kom til «Nua», den odde, hvor Itivdlek-fjorden — en arm af Ameralik-fjorden — skjærer nordefter.
I den vakre, stille kveld satte vi over fjorden og naaede i mørke næsset paa sydsiden. Her krøb vi op for at faa lidt kveldsmad; vi fandt imidlertid hverken ved eller vand og maatte derfor tage maden kold uden drikke, hvilket jo forøvrigt ikke var noget nyt. Vi agtede at drage videre udover natten, men saa trak det op med uveirstruende skyer fra vest over det vilde fjeldlandskab med den hvasse fjeldtop paa nordsiden af fjorden; det blev saa mørkt, at det vilde være vanskeligt at komme over did, saaledes som tænkt; vi besluttede derfor at bli og sove lidt, muligens vilde maanen komme frem. Som vi skulde bære baaden op, havde Sverdrup det uheld at falde i vandet, hvilket ikke er meget behageligt, naar man skal lægge sig til at sove og ikke har meget at bytte paa sig.
Veiret blev ikke bedre, og vi sov til den lyse morgen (1ste oktober), som kom med straalende solopgang og en svag medvind.
Om formiddagen rak vi over til nordsiden af fjorden, hvor vi gik iland og lagede os en solid middag med 2 maager tilmands og en suppe, som vel neppe har seet sin mage; til kraften af maagerne sattes erter og brød, og den var saa sterk, at vi formelig kjendte, hvor kræfterne voksede i os, mens vi drak den i litervis. Vi spiste os glade og mætte og vel saa det. Paa det sted, hvor vi havde lagt til, var der uheldigvis masser af krækling (Empetrum nigrum), og det var en selvfølge, at vi spiste denne som desert. Den smagte ubeskrivelig velgjørende, grønsager var sundt, og det havde vi ikke faaet paa længe, følgelig spiste vi først staaende, saa siddende, men saa blev ogsaa det for besværligt, og vi lagde os ned; men nu kunde vi holde det gaaende utrolig længe. Da vi gik paa land, var det ganske stille, men mens vi spiste, røg det op med stiv nordenvind, som stod ind fjorden, og det var ikke tale om at kunne ro imod den, vi maatte ligge, hvor vi var, og fortsatte med krækling; tilslut blev vi saa dovne, at vi ikke gad plukke dem med hænderne længer, vi veltede os nu paa maven op i kræklingtuen og plukkede dem
(Efter et fotografi).
(Efter et fotografi).
med munden, og saa søvnede vi, der vi laa, og sov tilkvelds; men da vi slog øinene op igjen, hang kræklingen der, stor, saftig og blaasort, lige foran munden, og saa var det til at spise igjen, indtil man atter søvnede. Hvis det er sandt, som det blir sagt, at fraadseri hører til de groveste synder, maa vi to, som hin dag spiste krækling i Ameralik-fjorden, komme til at lide en uhyggelig straf. Forøvrigt forundrede det mig, at den ikke kom straks; vore maver maa have været usedvanlig tøielige.
Ved midnat løiede vinden af, og jeg purrede ud. Om kvelden havde Sverdrup kunnet røre sig saa vidt, at han fik samlet ved og hentet vand paa gryden for et muligt nattemaaltid. Der blev kogt i en fart og spist; kl. 1 var vi i baaden og kunde nu med friske kræfter drage paa aarerne, det bar raskt frem langs landet under de stupbratte bergvægge i den ravnsorte nat. Morilden brændte saa sterkt, at den neppe lyser stort bedre paa sydligere bredder, aarebladene var som smeltet sølv, og naar de rørte ved vandet, gnistrede og funklede det med en straalende glans langt ned igjennem.
Den dag saa det ud til, at vi skulde faa lykken med os, og det var noget, vi neppe var forvænte med; vi fik et godt veir uden vind.
I lysningen hørte vi paa et sted, hvor vi hvilede lidt, masser af ryper kagle i lien lige over os; det vilde være let at skyde dem; men vi syntes ikke, vi havde tid til at stanse og lægge tillands af den grund; og saa viste vi da den heroiske karakterfasthed at ro fra al denne deilige maden.
Hele formiddagen drev vi paa omtrent uden at stanse. Paa det stykke, vi da roede, stupte fjordbredden sig saa tverbrat i sjøen, at det kun paa et par steder var muligt at komme iland. Ved middagstid nærmede vi os til vor forbauselse fjordens munding. Da vi her fandt et næs med en smuk flad strand, stansede vi. Vort overmod ved at være komne saa langt frem kjendte ingen grænser. Det kunde neppe være længe igjen, før vi naaede Godthaab, og i den anledning spiste vi en middag, som endog overgik gaarsdagens. Jeg ved, at vi havde adskillig mas med at komme ud i baaden igjen, og det var ikke tiden anstrengelse, at jeg kunde bøie mig forover og tage aaren.
Til vor forbauselse fik vi nu ogsaa medvind, og det gik ganske raskt afsted om eftermiddagen, trods vor mæthed. Det eneste mørke punkt i vor tilværelse var nu de urimelig smale pinder, vi sad paa; det verkede i angjældende
(Af Th. Holmboe efter fotografi).
(Af Th. Holmboe efter fotografi).
legemsdel slig, at jeg næsten ønskede, jeg kunde være den del foruden. Lykken er sjelden udelt her i verden.
Saa kom vi ud af fjorden, og i den herligste solnedgang saa vi havet, øerne og holmerne udbredte foran os. Himmelens bløde, mættede farvetoner badedes i sjøen, som vuggede sig om de mørke holmer og skjær, og disse saa ud, som de svævede frit i et dunkeltglødende himmelrum. Vi stansede at ro, der strømmede over os en følelse af hjemmet.
Aldeles slig ligger de veirbidte øer strøede ud over derhjemme, der gaar tanker af havsprøit blandet med kjælen soldis om dem, og bagenom ligger fjordene. Det var ikke underligt, at vore forfædre følte sig tiltrukne af dette land.
Vi klemte paa at ro nordefter udover kvelden; men da strømmen løb sterkt imod, maatte vi tilslut lægge til land paa en odde. Klokken var da saa omkring 9, og naar undtages en kort frokost og ikke meget længere middag, havde vi altsaa siddet paa vore smale pinder i stive 20 timer; det kan ikke negtes, det smagte at strække sine lemmer paa et bredere grundlag.
Havde middagen været overdaadig, saa blev kveldsmaden det ikke mindre. For første gang, siden vi forlod «Jason», fik vi tage til os helt efter hjertens lyst uden afveining af vore delikatesser, brød, smør og leverpostei, især gjorde vi os grundig tilgode af smørret. Og derpaa til desert saa meget vi orkede af kjødpulverchokoladen, og det vil sige noget ganske utroligt, vi fandt særlig, at plader af den, indbagte i store smørklumper, smagte fortrinlig. Vi drak vand med sukker og citronsaft til og gjorde alt vi kunde, forat intet af dette, vi nu saa længe havde dægget for, skulde bli bragt frem til folk, hvor det jo blev aldeles værdiløst.
For sidste gang, før vi traf folk og luksus, nød vi nu disse vidunderlige kvelde; mens vi sad der paa berget under den stjerneklare himmel, følte vi det, som vi tog afsked med denne natur og dette liv, som vi havde levet os saa ind i og faaet saa kjært.
Vor reise var nu snart endt, vi havde havt mange uheld og mange uventede hindringer, men var komne heldige over dem alle, var komne gjennem drivisen og op langs landet, over indlandsisen og ud gjennem fjorden paa vor skrøbelige baad trods modvind, vi havde slidt haardt og unegtelig døiet en del ondt for at naa det maal, vi nu var saa nær, — og hvad følelse havde vi nu? — var det den lykkelige seiervinders? For mit vedkommende maa jeg svare nei; det var mig umuligt at opdrive andet end en overdreven følelse af mæthed, og den var jo god nok; men maalet? — nei, det havde vi ventet for længe paa, det kom for lidet uforberedt.
Vi krøb sammen i vore pesker paa hver vor lyngflek oppe paa bergskrænten, og vi sov den bedste søvn, vi paa lang tid havde havt, hin sidste nat under aaben himmel.
Det var først langt paa dag (den 3dje oktober), da vi endelig reiste paa os, der vi laa; vinden havde allerede længe staaet sterk opad sundet mod Godthaab og kaldt os til arbeide; men endelig engang havde vi ingen hast og kunde sove godt ud, vi kom tidsnok frem.
Vi spiste vor frokost med de ærligste hensigter om at gjøre ende paa nisten, vi aad leverpostei og brød, men især gjorde vi atter et vældigt indhug paa smørret og chokoladen; vi maatte dog give det op og stikke tilsjøs. Ud paa formiddagen naaede vi et lige søndenfor Godthaab beliggende næs, hvor vi saa flere eskimohytter og et stort europæisk hus. Efter hvad vi senere erfarede, var det Ny Hernhut, en af de faa stationer, som af den tyske hernhutiske mission er anlagte i Grønland. Da vi pludselig fik sterk modvind, bestemte vi os til at gaa overland herfra til Godthaab, og vi vendte indover mod stranden, hvor allerede en hel del eskimoer, især gamle kvinder, som kom mylrende ud af husene, havde stimlet sammen med et braak og en snak og med de samme eiendommelige fagter, som vi allerede havde seet en del af paa østkysten. For os var forskjellen kun ringe, det samme udseende, den samme styghed og den samme fedtglinsende venlighed.
De samlede sig om os, hjalp os med at bære sagerne op og bringe baaden paa land, hvilket altsammen gik for sig under et rent øredøvende pludder med latter og forundring over os to arme stakkarer, som kom i en halv baad. Denne deres betegnelse for vor skrøbelige farkost er igrunden ganske betegnende; thi den lignede virkelig den første halvdel af en baad. Mens vi stod der og tog vare paa vor bøsse og andre værdifuldere ting uden at ænse alle de mange mennesker omkring os, som vi jo ikke forstod, fik vi øie paa en ung mand, som kom imod os. Han var klædt i saa noget nær grønlandsdragt, men havde en tam-o’-shanter-lue paa hovedet, og et smukt, blondt ansigt, saa lidet ligt en eskimos som vel muligt. Det var neppe til at tage feil af, det maatte, ligesom det hele fremtræde, være direkte importeret fra Kongens Kjøbenhavn. Han kom hen til os, han hilste, og det samme gjorde jeg, saa spurgte han: «Do you speak English?» Accenten røbede den danske tunge, og jeg betænkte mig lidt, om jeg virkelig ogsaa skulde svare paa samme sprog; men saa spurgte han heldigvis straks: «Are you Englishmen?» Her til kunde jeg trygt svare paa godt norsk: «Nei, vi er nordmænd.» «Tør jeg spørge om Deres navn?» «Mit navn er Nansen, og vi kommer fra indlandsisen». «Ah, tænkte jeg det ikke nok, maa jeg faa lov at gratulere Dem med doktorgraden.» — — —
Noget af det første, jeg spurgte om, var skibet til Danmark, — var det allerede reist? Ja, fra Godthaab var det sidste gaaet for et par maaneder siden, og der var ingen skibe, som kunde naaes nu. Det skulde da være, om man kunde række «Fox» i Ivigtut; men den skulde gaa midt i oktober og var 70 mil borte.
Dette var lidet trøstelige etterretninger; tanken paa at naa dampskibet til Europa var det, som drev os frem derinde paa isen, tanken paa skibet var det, som altid spøgte os i hovedet og aldrig tillod os at nyde livet nogen stund. Trøsten var, at vi skulde tage det igjen ombord, naar vi seilede hjemover, og nu, da det kom til stykket, var dette dampskib gaaet, længe før vi begyndte isvandringen. Det var et helt luftslot af skjønne forhaabninger, som der med et slag sank i havet. Særligt var det slemt for de andre, de havde nær slegt og venner, som de længtede efter, ja én endog kone og børn, — ofte havde de talt om, hvor herligt det vilde bli, naar de nu snart kom hjem; — de skulde komme til at vente en lang vinter og vaar, mens de derhjemme vilde tro dem for længe siden døde. Det maatte ikke ske, der maatte snarest mulig gaa post til «Fox», vort sidste haab.
Mens vi talte om dette, kom endnu en europæer til, det var hr. Voged, den tyske missionær paa stedet. Han ønskede os velkommen og tillod os ikke at gaa hans bolig forbi, som var den bygning, vi først havde seet, og som brugtes til kirke og missionærbolig.
Det var en overgang atter at komme i hus, det enkle udstyr i denne fromme mands bolig forekom os næsten at være den reneste luksus, blot atter at sidde paa en stol var jo en merkelighed, og det at spise ved et bord med hvid dug, at bruge gaffel og kniv paa hvide stentøis tallerkener var helt underligt. Om det smagte? — Det tør jeg ikke sige bestemt. Det var unegtelig godt at spise derude ved baalet ogsaa, at flænge maagerne istykker med fingre og tænder, uden gaffel, uden tallerken, uden ceremonier.
Mens vi spiste, kom Godthaabs prest, Balle, og lidt senere doktoren Binzer. Det var allerede rygtedes til kolonien, at vi var komne, og de havde da straks ilet herud for at byde os et hjerteligt velkommen.
Der blev nu en spørgen og fortællen om reisen, som fulgtes med den mest levende interesse. Saa brød vi op og sagde vore elskværdige vertsfolk farvel.
Stor var vor forundring, da vi atter kom ud i det frie og fandt, at det regnede. Vi var da altsaa som lykkens yndlinge komne til folk i rette tid; regn vilde ikke været hyggeligt i vort lille traug. Efterat man havde lovet os, at vore sager skulde bli bragte sikkert frem, drog vi afsted i silregnet over haugene mod Godthaab.
Endelig kom vi frem paa en fjeldknaus, og hele kolonien laa ned for os. Der var ikke saa mange husene, en 4 eller 5 smaa europæiske, en del grønlænderhuse og saa en kirke høit oppe. Det laa altsammen i en dalsænkning ved en liden bugt. Det danske splitflag vaiede fra den høie stang oppe paa flagstangsbakken nede ved bryggen; det mylrede af mennesker rundt omkring, man var nok kommet paa benene for at se paa de gaadefulde indlandsmennesker, som var komne i en halv baad.
Saa bar det nedover. Neppe var vi komne i nærhed. af husene, før et kanonskud tordnede ud over sjøen — saa et til — saa et — en dundrende salut. Under kanontorden tog vi afsked med civilisationen, under kanontorden drog vi atter ind i den civiliserede verden; thi dertil maa Grønlands vestkyst regnes. Man skulde kunne tro, at vi var nogle meget krigerske individer. Hvor mange skud der gik, skal jeg neppe kunne sige; men mange var det; de smaa mennesker havde arbeide nok med at pudse og lade deroppe rundt flagstangen, mens vi kom ind mellem husene, hvor grønlænderne og grønlænderinderne var stimlede sammen og stod i lange rækker paa begge sider af veien. I sine maleriske dragter tog de sig ypperlig ud,
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
især kvinderne. Smil og venlighed lyste der os imøde fra alle disse ansigter. Det var, som der laa solskin over livet. Men se, der har vi europæerinder — det var koloniens 4 danske damer, som kom os imøde, og vi blev forestillede. Det var merkværdigt at se europæiske skjørter igjen mellem alle disse skind- og bukseklædte skjønheder.
Hos kolonibestyrerens, hvor fruen paa egne og sin borteværende mands vegne ønskede os et hjerteligt velkommen, tømtes et glas til velkomst for de langveisfarende, og af doktorens inviteredes vi til middag kl. 4.
Der var endnu lang tid igjen dertil; men vi kunde godt have brug for den til lidt toilette og vask. Vi blev da viste op paa volontør Baumanns værelse, et uforglemmeligt lidet rum oppe paa kvisten i bestyrerboligen, hvor en spilledaase spillede «die letzte Rose» for os, og hvor vi for første gang blev forfærdede over at se vore egne skidne og veirbidte ansigter i et speil. Vi saa just ikke «salonfähige» ud efter vor lange afholdenhed fra vask og ombytte. Det smagte ubeskrivelig at faa hele hovedet ned i vaskevandsbollen og at holde en grundig storvask. Helt rene blev vi dog ikke med første gang. Saa tog vi paa rent undertøi, som vi selv havde bragt med over indlandsisen. Vi følte os nu som nye mennesker og var godt oplagte til at indtage doktorens flotte middag.
Saa var vi da selv i god havn, men nu gjaldt det om snarest mulig at komme vore kamerater i Ameralikfjorden til hjælp, de vidste jo intet om, enten vi var komne lykkelig frem eller gaaede tilbunds for at lade dem gaa hungersdøden imøde derinde. Dernæst gjaldt det om straks at faa afsendt et bud til «Fox».
Om eftermiddagen forsøgte vi at faa dette ordnet, men uden held. Lige efterat vi var komne frem, brød en søndenstorm løs, saa sterk, at eskimoerne, som er daarlige sjøfolk, naar de ikke er i sin kajak, ikke vaagede sig til at gaa ud med baad. Budet til «Fox» maatte sendes med en eller to kajakmænd, men ved kolonien fandt vi ingen, som vilde paatage sig det i sligt veir. Vi maatte vente til følgende dag.
Saa kom natten, og vi skulde gaa tilkøis, Sverdrup skulde sove oppe hos Frederiksen, tømmermand og baadbygger paa stedet, mens jeg skulde faa Baumanns værelse.
Det var en sælsom fornemmelse at komme i en virkelig seng efter ikke at have ligget i en saadan indretning paa henimod et halvt aar. Jeg strakte mig paa det bløde underlag, og en pirrende følelse af velvære gjennemsitrede alle lemmer, maaske for en del fremkaldt ved bevidstheden om at have naaet et maal. Søvnen blev dog ikke saa god, som man kunde vente, jeg laa for blødt, jeg var for vant til soveposen med isen eller fjeldet til underlag, og det var muligens ikke ganske frit for, at der efter en stund kom en svag længsel tilbage.
Om morgenen den 4de oktober blev jeg revet ud af mine urolige drømme, ved at en ung grønlandsk sylfide bragte mig the og smørrebrød paa sengen — en ny nydelse. Efter dette tidlige maaltid stod jeg op og gik ud for at se mig om i staden.
Der var netop liv og røre paa stranden, idet en ladning sælhunde, som var fangede paa en garnplads i nærheden, var bragt tillands, og man var i fuld gang med flænsningen. Sammen med Baumann gik jeg derned. Det var et helt nyt liv at studere dette, de mange grønlænderinder laa der med opsmøgede ærmer rundt de aabnede sælhunde; af nogle blev blodet øst ud i spand, af andre blev tarmene halte ud, eller spækket og kjødet skares af, alt blev taget vare paa og benyttet.
Efter at have seet os mætte paa dette blodige skuespil og beundret grønlænderindernes raskhed, ynde og tildels meget smukke ansigter, gik vi over til Sverdrup for at høre, om han var oppe, og i saa tilfælde bede ham komme og spise frokost hos kolonibestyrerens. Da vi kom ind, sad imidlertid Sverdrup allerede sammen med hr. Frederiksen ved et delikat opdækket frokostbord med varme stegte ryper, flesk og meget andet. Jeg beklagede, at han allerede spiste, da jeg havde haabet, at vi skulde spise sammen. Det mente Sverdrup, var der jo intet iveien for, han tog nu sin første frokost; men saa god en ting kunde man godt gjøre flere gange, han var straks færdig til at gaa igang med en ny. Det gjorde han ogsaa, han tog sin anden frokost sammen med os andre. Paa dette vis holdt Sverdrup det forøvrigt gaaende, han spiste først hos Frederiksen og senere hos kolonibestyreren og fik saaledes alle maaltider dobbelt. Det gik godt i 3 dage, men saa holdt maven ikke længere ud, og han maatte holde sengen en halv dag. Forøvrigt varede det længe, inden nogen af os følte os rigtig mætte og begyndte at spise som almindelige mennesker.
Om formiddagen den 4de fik man endelig fat paa en mand, som mentes at være skikket til kajakbud sydover, og som var villig. Han hed David og var fra Ny Hernhut. Han skulde gaa til den omtrent 20 mil søndenfor værende boplads Fiskernæs og her faa kajakmænd til at gaa med posten videre sydpaa. Jeg lovede ham, at kom budet tidsnok til «Fox», skulde han ligesom de andre kajakmænd søndenfor faa sig ekstra belønning.
I hast skrev jeg saa et brev til driftsbestyreren for kryolithbruddet i Ivigtut, hvis kompani «Fox» tilhører. Desuden skrev jeg til skibets kaptein. I disse to breve bad jeg om, at skibet skulde komme og hente os i Godthaab for at føre os hjem, saasandt man saa sig istand dertil. Grunden, hvorfor jeg anmodede derom, istedenfor at bede dem vente i Ivigtut, indtil vi kunde række derned, var den, at det med de daværende daarlige veirforholde var umuligt at beregne, hvor lang tid vi trængte for at faa hentet de andre i Ameralik-fjorden og derpaa i baad reise de 70 mil og derover; skibet vilde sandsynligvis spare tid ved at komme selv.
For det tilfælde, at kajakposten skulde naa «Fox», og denne dog maatte gaa uden at hente os, skrev jeg i hast nogle linjer til etatsraad Gamél, hvori jeg underrettede om vor ankomst til vestkysten og i korte drag fortalte om ekspeditionens gang. Desuden fik kajakmanden et brev med lignende indhold fra Sverdrup til hans fader.
Kajakmanden lovede at reise afsted straks om eftermiddagen. Han gjorde nok ogsaa et forsøg derpaa; men efter hvad jeg siden fik høre, maatte han vende om, og det varede flere dage, før han endelig kom afsted.
Da det om kvelden fremdeles var daarligt veir, foreslog presten at sende et par kajakmænd ind til vore kamerater med hilsen, at vi var komne frem, og med lidt foreløbig proviant. Dette forslag blev jeg meget glad over, og mens presten fik fat paa to kjække karer, brødrene Terkel og Hoseas fra Sardlok som netop da var ved kolonien, fik damerne det travlt med at lage istand en sending af de mest udsøgte lækrerier. Denne blev stuvet i de 2 kajaker sammen med en forsyning fra mig af lidt mer solide fødemidler, som smør, flesk og brød, samt sidst men ikke mindst, tobak og piber; deriblandt var der en stor dansk porcellænspibe med langt rør og 1 pund tobak særlig til Balto; jeg havde lovet ham dette ved en leilighed, da han havde været flinkere end sedvanlig inde paa indlandsisen. Da saa kajakerne var færdige, gav jeg med presten som tolk Terkel en nøiagtig beskrivelse af, hvor de andre skulde søges, samt viste ham det paa kartet, som han meget vel forstod.
Den følgende morgen (den 5te oktober) drog de afsted, allerede næste dags formiddag rak de frem.
Om formiddagen den 5te oktober forsøgte ogsaa en baad at gaa til Ameralik-fjorden, men efter et par timer vendte den atter tilbage; grønlænderne er, som nævnt, ingen helte til at ro. Ud paa eftermiddagen gik baaden atter afsted og saaes nu merkelig nok ikke mer paa det første; men, som vi senere erfarede, var den ikke kommen længere end til en ø søndenfor, hvor besætningen saa blev liggende i telt i mange dage uden at komme tilbage, uagtet det ikke var stort mer end en times roning fra kolonien. Dette har sin forstaaelige grund deri, at de i saa tilfælde ikke vilde have faaet nogen dagløn og vilde desuden ikke kunne have det saa fornøieligt, som de nu havde det i teltet, hvorfra de ikke flyttede, før de havde opspist sin proviantforsyning.
Den følgende dag (den 6te oktober) ankom kolonibestyrer Bistrup sammen med den tyske missionær Heincke fra Umanak, en hernhutisk missionsplads inde i fjorden, 9 mil fra Godthaab. Kolonibestyreren havde været der paa en inspektionsreise, da en kajakpost, som var afsendt fra kolonien, naaede ham og bragte et brev, hvori der stod, at vi var ankomne. Han havde straks sammen med hr. Heincke sendt 2 kajakmænd ind til de 4 mænd, som der blev sagt skulde være inde i Ameralik-fjorden. Disse kajakmænd medbragte ogsaa mad fra ham samt fra hr. og fru Heincke og havde faaet ordre til at bli hos dem derinde for at staa dem bi paa alle maader.
Den 7de oktober kom allerede Terkel og Hoseas tilbage fra Ameralik-fjorden med brev fra Dietrichson, som sagde os, at de nu havde det godt, da de havde overflod af mad og vidste Sverdrup og mig i god behold i Godthaab. Den 9de oktober blev veiret endelig saa godt, at en konebaad, jeg havde faaet laant af missionær Voged, kunde med en besætning væsentligst af grønlænderinder afgaa til Ameralik-fjorden. Den dag forlod endelig ogsaa den anden baad, hvalsluppen kaldet, øen, hvor den hele tiden havde opholdt sig.
Vi kunde nu snart vente vore kamerater, og grønlænderne var i stor spænding, særlig længtede de efter at se de to lapper; thi saadanne folk havde de aldrig seet før. De to kajakmænd, som kom tilbage fra fjorden, havde forøvrigt nøiagtig beskrevet sit møde med mændene derinde: «der var 2 mænd af det folk, som pleier at bære langt skjæg — saa kalder eskimoerne nordmændene — men saa var der to, som var ligesom vi, og de bar en underlige dragt o. s. v.» De havde altsaa en skarp opfatning af, at lapperne trods al forskjel dog var et folk, som stod paa et kulturtrin mer ligt deres eget og fuldstændig forskjelligt fra danske og nordmænd.
Endelig den 12te oktober kom de, hele kolonien, saavel europæere som grønlændere, modtog dem nede paa stranden. For grønlænderne var lapperne aarsag til megen forundring, de kaldtes for kvindfolk, fordi de gik med lange kufter ligesom europæiske damer og med renskindsbukser, hvilket kun bruges af kvindfolkene i Grønland. Balto syntes at befinde sig vel ved den opmerksomhed, han vakte, og var meget meddelsom. Ravna gik som vanlig sin egen tause gang, han kom hen til mig, bukkede paa hovedet, tog mig i haanden, han sagde ikke stort; men der lyste tilfredshed og glæde i blikket.
- ↑ Saa kaldes den inderste arm af Ameralik-fjorden