Paa ski over Grønland/24
De fire efterladtes oplevelser i Austmannadalen.
Dette verk er allerede vokset betydelig udover den størrelse, som fra først af var paaregnet, og der levnes mig derfor ikke plads til mere end et kort uddrag af Dietrichsons beretning om de fire efterladtes oplevelser i Austmannadalen. Jeg skal samtidig tilføie nogle af Baltos udtalelser.
De tre, Dietrichson, Kristiansen og Ravna, der, som det vil erindres, drog opover dalen igjen om morgenen den 27de september, fandt tilbageturen i flere henseender mindre let end nedturen; elvene var voksede, isen paa vandene bar ikke, og for at komme udenom maatte de klatre i bratte fjeldskraaninger og ujevne jøkelgjærder. Desuagtet naaede de dog om kvelden i tusmørket frem til vore sager oppe ved det øverste vand, som jeg har kaldt Austmannatjernet.
De følgende dage tilbragtes med at bære sagerne ned til fjorden, og om nætterne sov de under aaben himmel i den tilbageblevne sovepose. Allerede næste kveld naaede Balto op til dem. Han fortalte, at han havde omgaaet alle vandene undtagen Langvandet; dette havde han, for at undgaa den lange omvei, forsøgt at gaa over. «Isen var nogenlunde god, der hvor han gik ud paa den, men efterhvert som han kom fra land, blev den skrøbeligere, indtil den midt paa blev saa daarlig, at han maatte krybe paa alle fire, og med nød og neppe rak han paa den maade over til den anden strand.»
Fra nu af var de fire i soveposen
Da de under nedturen den derpaa følgende dag (29 september) naaede Langvandet, «vilde Balto», siger Dietrichson, «atter forsøge at gaa over en liden vig af vandet, idet han denne gang agtede at spænde skierne paa benene og trække slæden efter sig. Da jeg skulde optage et kart over dalen og derfor stadig maatte stanse og gjøre en del afstikkere ud til siden, besluttede jeg, for hurtigere at indhente de øvrige, at benytte den samme benvei som Balto. Da jeg kom ned til vandet, tog jeg derfor skierne paa og gik ud paa isen, idet jeg trak slæden efter mig. Kommen omtrent halvveis over, merkede jeg vistnok, at den gav lidt efter, men da der viste sig at være underis, gik jeg trøstig videre. Den blev imidlertid svagere og svagere, underisen ophørte, og tilslut var der kun løse, ganske tynde flag at gaa paa. Det gjaldt derfor at søge den korteste vei ind til land; men tilslut magtede flagene ikke længere at bære mig, og jeg sank ret ned gjennem isen. Et øiebliks sag var det selvfølgelig at spænde skierne, som ikke var fastbundne, af benene, og jeg maatte svømmende tilbagelægge de 15 à 20 alen, der var igjen til land.»
Balto, som ogsaa meget nær var faldt i vandet, og som havde hørt, at Dietrichson vilde gaa over isen, var — mens alt dette stod paa — kommen til, og han giver følgende beskrivelse deraf: «Da jeg var ræd, at han Dietrichson skulde gaa over den daarlige is, saa greb jeg en fløite (saa kaldte han nogle smaa signalhorn, vi havde) og løb op paa en fjeldtop og blæste, — straks svarte Dietrichson, og jeg løb afsted did for at se, hvorledes det vilde gaa. Just som jeg kom did, saa var Dietrichson ude paa isen, og jeg saa, at isen var meget svag, jeg raabte: «Kom herhid til stranden.» Men han kom ikke, saa skiede han endnu nogle skridt, og saa blev han borte imellem isstykkerne, saa raabte jeg: «Lad kjælken fare og svøm til stranden!» Han gjorde saa og svømmede til stranden, saa grov vi op af lommerne hans instrumenterne, forat de ikke skulde bli altfor vaade. Saa vidste vi ingen raad, hvorledes vi skulde faa kjælken iland, saa mente Dietrichson: «Aa, jeg skal nok svømme ud til kjælken og bringe den iland.» Saa sagde jeg: «Gjør ikke det. Du fryser fordærvet.» Saa raabte jeg til Kristiansen, at han skulde bringe en lang stang, et bambusrør og et taug for dermed at faa kjælken iland, men Dietrichson brydde sig ikke om det, men drog ud paa indsjøen. Straks han kom ud paa et isstykke, saa begyndte det at helde, saa blev han borte over hovedet i indsjøen. Saa svømmede han atter til stranden. Jeg løb op paa en fjeldtop og peb, saameget jeg orkede. Saa løb Kristiansen op paa en fjeldtop og raabte: «Hvad staar paa?» — Jeg raabte: «Bring et bambusrør og et taug, Dietrichson har faldt i sjøen og kjælken staar paa isen.» Kristiansen blev meget forskrækket, han tænkte, at Dietrichson var omkommet, og at bare kjælken stod igjen paa isen. Saa løb Kristiansen med disse sager, saa meget han orkede, og saa drog vi kjælken og bøssen til stranden og drog til ildstedet, hvor de andre kogte kaffe, og blev der natten over; thi Dietrichson var blevet ganske og aldeles vaad.» Om den 2den oktober siger Dietrichson: «Et par timer, efterat vi om morgenen havde forladt «Gaasedammen», kom vi til en lang, brat, men temmelig jevn græsbevokset li. Vi satte her slæderne paa marken og belæssede dem med de øvrige sager, og nu gik det let og hurtig ned til elven, som løb lige under; men her saa det til gjengjæld alt andet end lovende ud. Elven var ikke til at kjende igjen, — i løbet af de fire døgn, som var hengaaede, siden vi sidst var ved den, var vandet vokset til mindst det firedobbelte. Over den maatte vi imidlertid; thi længere nede skjærer den sig lige ind under den lodrette fjeldvæg paa den side, vi befandt os, saa det ikke var tale om at komme frem der, og desuden havde vi vort telt og de øvrige ved fjorden efterladte sager paa den anden bred. Paa det bedste vadested havde elven en bredde af vel 100 alen, og denne strækning maatte altsaa tilbagelægges 3 gange, idet vi maatte gjøre 2 vendinger for at faa alt over. Mens begge lapper beholdt klæderne paa, for derved at beskytte sig noget mod det iskolde vand, foretrak Kristiansen og jeg at trække benklæder og strømper af for at have disse tørre. Skoene beholdt vi dog paa for ikke at ødelægge fødderne paa de skarpe stene. Strømmen var strid, og vi maatte derfor tage hver vor bambusstok i haanden til støtte og til at føle os frem paa den ujevne bund med; thi skulde vi være saa uheldige at faa benene revet unda os, vilde vi neppe være komne til at sætte dem under os igjen, da den store vegt, vi bar paa ryggen, nok vilde sørge for at holde hovedet nede og benene iveiret. En kold fornøielse var det i sandhed at vade disse tre til fire hundrede alen i isvand, som naaede os helt op paa maven. Kristiansen og jeg var aldeles blaa om benene, da vi endelig var færdige dermed, men efter at have gnedet dem og atter faaet de tørre klæder paa, havde vi fuldstændig gjenvundet varmen i dem, mens de to lapper fremdeles maatte beholde de vaade og kolde klæder paa, efterat de dog havde vredet det mest mulige af vandet ud af dem.» Af lignende gjenvordigheder var der nok mange.
Samme dags eftermiddag rak de allerede ned til fjordbunden med sin første bør, og den følgende dag — altsaa samme dag, som vi rak Godthaab — var alle sager bragte ned.
«Provianten blev da efterseet og optælledes, og det viste sig», siger Dietrichson, «at foruden pemmikan for en længere tid, havde vi endnu brød for 6 og ertepølse for 5 dage, naar vi kun anvendte et minimum af disse sager. Fedtstof havde vi derimod intet tilbage af, da dette var sluppet op allerede for 5 dage siden, og heller ikke salt, som enkelte af ekspeditionens medlemmer i den sidste tid havde følt særlig trang til.
«Vi kunde nu daglig vente bud fra vore to kamerater. Ja, vi havde endog haabet paa muligheden af, at vi vilde finde baade ankomne for at afhente os, naar vi naaede fjorden med bagagen. Endnu havde vi ingen grund til at være urolige for deres skjæbne, men gik der otte dage til, uden at vi hørte noget fra dem, fik vi søge over land at naa frem til kolonien; thi da maatte vi antage dem for forulykkede, og da vilde al proviant undtagen pemmikanen for flere dage siden være fortæret. Af dette ene levnetsmiddel vilde vi dog endnu have saavidt tilstrækkeligt til at kunne foretage en saadan vandring.
«Udenfor teltet gjorde vi op varme, og omkring denne nød vi den hvile, som vi saa høilig tiltrængte. Hele eftermiddagen tilbragte vi saaledes henstrakte i det myge lyng, frydende os over, at nu var det værste slid og slæb med bagagen over, og at vi forhaabentlig vilde faa mageligere og behageligere dage en tid.»
De følgende dage tilbragtes væsentlig med at hvile sig.
Som Dietrichson om formiddagen 6te oktober var paa jagt ude paa det næs, hvor Sverdrup og forf. endelig havde naaet aabent vand med seildugsbaaden, fik han pludselig høre et skud. «Jeg ilede», forteller han, «op paa høideryggen for at se, om jeg kunde opdage nogen, og det varede heller ikke længe, før jeg fik øie paa to grønlændere, der gik indover næsset, bærende pakker og sække paa ryggen. Sagerne bares i den for eskimoerne eiendommelige brede bærerem, som de har over panden. Da jeg raabte dem an, stansede de straks, og vi gik der paa hverandre imøde. Det viste sig da, at det, som jeg havde ventet, var to kajakmænd, der kom som sendebud fra Nansen. De afleverede et brev, hvori han underrettede os om, at de var komne vel frem, og at han sendte foreløbig undsætning med proviant, samt at baade med rigeligere forsyning snart vilde ankomme for at afhente os, det havde imidlertid endnu ikke paa grund af storm været muligt at formaa nogen til at reise. Jeg vendte selvfølgelig straks om for at følge de ankomne til leiren.
«Sulten som en skrub havde jeg været den hele formiddag, men desuagtet havde jeg dog trolig gjemt paa min tarvelige middagsmad, bestaaende af et stykke tør meat-biscuits og lidt pemmikan, for først at fortære dette ved middagstider. Nu vidste jeg, at vi i alle fald foreløbig ikke led nogen nød, og jeg kunde derfor trøstig tage fat paa denne min middagsmad, som jeg flere gange havde følt mig sterkt fristet til at fortære før den fastsatte tid. Jeg var da heller ikke sen med at faa den frem og i en haandevending var den gleden ned.»
Ved teltet blev de modtagne med glædeshyl af de andre. Først blev brevet læst op, derpaa «tog vi fat paa pakkerne,» siger Dietrichsen, «og nysgjerrige som børn om julebordet aabnede vi en for en. Vi frydede os ved synet af alle de gode sager, brød, kjød, kaffe, tobak, osv., men især jublede vi over alt det smør og flesk, som vi modtog. Heller ikke rene delikatesser manglede; thi de danske damer i Godthaab havde sørget for, at kager og andre slikkerier fulgte med. Øieblikkelig tog vi fat paa at spise, og aldrig har nogen af os fraadset saaledes i fedtstof som den dag; thi vi var rent som rasende derefter.»
Balto skildrer dette møde saaledes: «Efterat Dietrichson var gaaet afsted med sin kjæks i lommen, steg jeg op paa en fjeldpynt, som var 300 fod høi. Straks jeg kom op paa den, saa jeg 3 mænd komme imod mig. En mand kjendte jeg, det var Dietrichson, som havde truffet paa de mænd, som var sendte fra Godthaab for at bringe os niste. Jeg løb straks til teltet og fortalte de to, som var der, at jeg saa folk komme. De to troede det ikke, men jeg samlede tørved og gjorde op ild og hentede vand og fyldte kaffegryden og satte den paa ilden, indtil folkene kom; thi jeg skjønte, at de maatte have kaffe med sig. Straks da de kom til teltet, saa undersøgte Dietrichson, hvad de havde sendt os til mad fra Godthaab. Jeg saa, at Nansen havde sendt mig en pibe og tobak. Straks tog jeg piben og tobakken og begyndte at røge med kraft, de andre begyndte at spise. Brødskiver blev skaarne en tomme tykke, en halv tomme smør blev lagt paa brødet, og dertil endnu svineflesk paa smørret og saa dertil kaffe atpaa — — — —».
«Mens vi endnu var ifærd med maaltidet,» — fortsætter Dietrichson, — «hørtes nok et par skud ude fra det næs, hvor jeg havde truffet de to grønlændere, og kort efter kom to mænd tilsyne oppe paa høiden mellem næsset og os. De kom ned til leiren og overrakte os breve fra Umanak, et fra kolonibestyrer Bistrup og et fra en grønlænder, bogtrykker Møller, (begge fra Godthaab og paa besøg i Umanak), samt et fra den tyske missionær paa stedet, hr. Heincke. Fortiden disse breve bragte de fra hr. Bistrup og Heincke forfriskninger, som imidlertid endnu laa i kajakerne.
«Det glædede os overordentlig og gjorde os overmaade godt at modtage disse breve, thi de varme og hjertelige ordlag, hvori de var affattede, viste os, at vi snart vilde naa frem til folk, der oprigtig glædede sig over vor ankomst, og som vilde modtage os med aabne arme.»
Som allerede omtalt, blev de to fra Umanak komne kajakmænd derinde, mens Terkel og Hoseas straks vendte tilbage. For at hente de sager, som de sidst ankomne havde med sig, fulgte Kristiansen og Balto med dem ud til næsset, hvor kajakerne laa.
«Da de kom tilbage med den nye proviantforsyning,» siger Dietrichson, «fandt der atter en høitidelig udpakning sted. Man raabte op de forskjellige ting, som udpakkedes, og da en nævnte brændevin, en anden sukker, og saa en tredje kom med lys, var vi straks enige om at høitidelig holde kvelden med et glas toddy inde i teltet. Da det allerede var sent, gik vi straks igang dermed; vandet blev kogt, sukker og brændevin heldt i. Vor toddy saa ikke ud til at bli meget sterk; thi det var en urimelig mængde vand, Balto havde kogt. Dette skadede dog ikke, thi da det kom til stykket, var det akvavit, som var benyttet til toddybrændevin; en sterkere punsch vilde sandsynligvis have været rent udrikkelig. Som den var, forekom den os at smage udmerket.»
Balto, en connaisseur i den slags sager, siger imidlertid i sin beretning, «at punsen blir tynd, naar man af en flaske akevit lager 6 flasker puns; — det smagte af ingenting.»
«Heller ikke cigarer manglede, og vi sendte snart mægtige røgsøiler ud i teltet, ligesom vi vilde søge hurtigst muligt at indhente det forsømte. Nansen skrev, at han og Sverdrup levede som prinser hos kolonibestyrerens i Godthaab; men vi følte os heller ikke mindre tilfredse i dette øieblik, og vi var alle enige om, at det var den hyggeligste aften, vi havde tilbragt i teltet; thi bevidstheden om, at vore kamerater havde naaet vel frem, og at vi daglig kunde vente baade, havde slukket alle sorger.
«Der var en livlig sprogforvirring i teltet af norsk, lappisk og grønlandsk; med vore gjester, Peter, en fanger fra Godthaab, og Silas, en dygtig renskytter fra Umanak, faldt det ikke vanskelig at underholde os, idet vi foruden gebærder tyede til vort grønlandske leksikon og vor sproglære. De var begge oplyste grønlændere, som ikke alene kunde læse og skrive, men ogsaa tegne. Deres rids af nogle bygninger i Godthaab og Umanak var saa gode, at vi kjendte originalerne igjen, da vi fik se dem.
«Det var først langt paa kveld, at vi kunde bekvemme os til at gaa til ro. Kristiansen, Balto og jeg krøb i den ene sovepose, Ravna og de to grønlændere i den anden. Søvnen skulde dog ikke komme straks, da vore to gjester nemlig straks begyndte at synge salmer. De sang tre efter hverandre, derpaa bad de «Fader vor». Hvad denne aftenandagt skulde betyde, kan jeg ikke sikkert sige, muligens var det, fordi de befandt sig blandt rent fremmede mennesker.»
Den følgende dag gik Silas paa renjagt. Dietrichson havde brændende lyst til at følge med, men vilde ikke svigte sine kamerater, da de, efter hans bestemmelse, den dag skulde begynde at bære sagerne længer ud mod næsset ved den aabne fjord.
I sin beretning om den dag siger Dietrichson: «Under et af vore tarvelige maaltider inde paa indlandsisen blev der engang tale om, hvilken ret vi helst ønskede os i det øieblik. Vi følte et sterkt savn af fedtstof og holdt derfor alle paa smørgrød. Nansen lovede da, at naar vi naaede frem til Godthaab, skulde vi faa denne ret. Blandt alle de gode sager, han havde sendt ind til os, var da ogsaa smør og hvedemel. Vort første varme maaltid, efterat vi havde modtaget proviantforsyningen, bestod derfor af den saa ofte omtalte grød, og det manglede ikke paa appetit. I begyndelsen havde vi lidt betænkeligheder med helt at tilfredsstille denne, men saa tænkte vi: «Aa pyt, vi har taalt saa meget andet, saa taaler vi vel det med,» og dermed klemte vi paa, det bedste vi orkede.
«Vi laa endnu og strakte os i græsset efter maden og dampede paa vore piber, da en fik øie paa vor ven Silas oppe i lien; han kom nedover mod os, bærende noget stort og tungt paa ryggen. Mon det virkelig var en ren? Enkelte mente jo, andre nei. Saa fik vi se renhornet rage op over skulderen, og glade blev vi alle; men lapperne blev aldeles vilde; thi nu skulde de endelig atter faa smage sin nationalret. Balto løb ham imøde, hoppede og dansede omkring ham og vidste ikke, hvordan han bedst skulde finde udtryk for sin glæde.»
Gryden blev straks igjen sat over. Uagtet det bare var hengaaet en god time, siden smørgrøden var spist, saa gik de nu paa en ny frisk igang med renkjød, marvben og talg, og det med saadan kraft, at alt, hvad Silas havde bragt med sig, var fortæret inden kvelden.
«Man ser saaledes», siger Dietrichson, «at vore maver var temmelig elastiske, og at vore tanker i disse dage i en væsentlig grad dreiede sig om maden; men dette maa dog være tilgiveligt, naar man erindrer, at vi var saa forsultne, at vi aldrig havde følelsen af at være mætte, selv naar vi havde spist saa meget, at vi ikke magtede mere.»
«Fra den tid af», siger Balto, «blev det bedre dage, vi begyndte at glemme den haarde reise, som vi havde udholdt, nemlig hunger, tørst, frysen, tristhed i isen.»
Den følgende dag hentede grønlænderne resten af renen, og de fik nu nok af kjød. Dietrichson fortæller ogsaa, at Peter forærede dem en rype, han havde skudt; «dog tog han først indvoldene ud, som vi troede for at rense den for os; men til vor store forferdelse fortærede han dem, og de lod til at smage ham udmerket.»
Der gik endnu flere dage, uden at der saaes noget til baadene; der var merkelig nok godt veir inde hos dem i fjorden, mens der var uveir udenfor.
«Endelig kl. 7 om morgenen den 11te oktober», siger Dietrichson, «vækkedes vi af vor gode søvn ved lyden af flere skud. Vi anede straks, hvad det var, sprang derfor ud af soveposerne, greb gevær og en patron, stak hovedet ud gjennem teltdøren og fyrede i luften som svar paa tiltale. I en fart havde vi klæderne paa og stod nu uden for teltdøren, speidende efter de fremmede. «Der er de», lød det, og op af en foranliggende skraaning stak nu det ene grønlænderhoved efter det andet, det forekom os rent at myldre frem. Mænd og kvinder, ialt 14 individer, nærmede sig under ivrig passiar og fremdeles affyrende sine geværer. Komne op til os, traadte en af dem, ved navn Terkel, frem og forklarede paa halvt dansk, halvt grønlandsk, at de var komne med to baade for at hente os.» — — — «Leiren havde vi nu brudt mange gange, men aldrig saa hurtig som den dag. I en, to, tre var alt pakket sammen; enhver af de fremmede tog sin ting, og afsted bar det med hele karavanen mod baadene.»
Snarest muligt drog de nu afsted. Paa nordsiden af fjorden blev der gjort en liden stans for at koge kaffe og holde gilde, mad uddeltes til de mange grønlændere, som for længere tid siden havde opbrugt sin niste. «Vor ven, renskytteren, trakterede nu», fortæller Dietrichson, «sine landsmænd med den efter deres mening mest velsmagende del af renen. Renmavesækken toges frem, og synet af denne bragte allerede grønlændernes tænder til at løbe i vand; forsigtig aabnedes den, og indholdet uddeltes til lækkermundene, som, efter at have fortæret den tildelte portion, omhyggelig slikkede sine fingre for ikke at gaa glip af noget af denne sjelden fine ret.» Derefter gik reisen hurtig videre; konebaaden maatte snart stanse og bringes paa land, forat det vaade skind kunde tørres lidt; men den anden baad med ekspeditionens deltagere fortsatte udefter. Dietrichsons beskrivelse af turen er saaledes:
«Jo længere det led ud paa dagen, desto smukkere blev veiret, og ved middagstiden havde vi et straalende solskin. Fjorden laa speilblank omkring os, og de høie, steile fjelde, der omgiver den, havde rig anledning til at beundre sin egen skjønhed i det speilbillede, som de kastede i vandet. Magelige laa vi i agterstævnen paa den hvidmalede lille baad og kunde i ro hengive os til betragtningen af den storslagne natur omkring os. Da solen senere paa dagen kom lavere, og fjeldene kastede sine lange skygger henover vandspeilet, syntes naturen at gjøre selv de tidligere saa muntre og glade grønlændere høitidelig stemte; thi den livlige konversation og den glade latter forstummede efterhaanden, indtil tilslut en fuldstændig stilhed indtraadte. Saaledes roede vi nu en lang tid, kun aarernes ensformige plasken i vandet afbrød stilheden; ikke et liv var at se, hele naturen hvilede. Omsider blev dog tausheden grønlænderne for trykkende; alvoret, som ligger i den dødsstille tilværelse midt i en storslagen natur, greb besætningen, og pludselig istemte den en salme; denne efterfulgtes af andre, og under salmesang gled baaden frem gjennem nattens stadig tiltagende mørke.»
Den følgende dag naaede de, som læseren allerede vil vide, Godthaab.
I Dietrichsons optegnelse fra den morgen heder det:
«Ved middagstid denne dag kunde vi gjøre regning paa at naa frem til kolonien. Mon hvad folk vil tænke, naar de faar os at se? Skindmagre, med langt haar, helt, uklippet skjæg og med tre maaneders gammel smuds paa vort legeme, saa vi nærmest ud som nogle skræmmebilleder. Inde ved bunden af fjorden havde vi forgjæves søgt at fjerne en del af smudsen med varmt vand og skuresand, sæbe maatte imidlertid til, og det manglede vi; vi var og blev derfor lige skidne. Et fornyet forsøg paa at pudse os vilde være lige frugtesløst.»
Dietrichson slutter sin beretning saaledes: «Da vi lagde iland ved kolonien, modtoges vi paa det hjerteligste af vore senere saa elskværdige vertsfolk, kolonibestyrer Bistrup og frue, samt af alle de øvrige danske familier, der mødte frem for at ønske os velkommen.
«Efter 16 dages adskillelse var ekspeditionens medlemmer atter samlede den 12te oktober. Maalet var naaet, alle var i god behold naaede frem til den danske koloni paa vestkysten efter at have gjennemvandret Grønlands ismarker fra øst til vest.»