Paa ski over Grønland/25
I Godthaab.
At finde husly for os seks mennesker faldt ikke vanskeligt. Dietrichson, Sverdrup og jeg blev gjestfrit modtagne hos kolonibestyrerens, mens de tre andre fik et værelse oppe i den saakaldte «gamle lægebolig». Der holdt de sin egen husholdning og lagede selv sin mad paa en liden kogeovn.
De nykomne var længe gjenstand for opmerksomhed. Om sin ankomst beretter saaledes Balto:
«Den første kveld, da vi havde tændt lys i stuen — og vi ikke havde gardiner for vinduerne, saa straks vi havde tændt lys, saa kom der fuldt af grønlandspiger foran vinduet, og de kigede ind paa os, saa længe vi var vaagende, og de kom hver eneste kveld, saalænge som der ikke var noget gardin for vinduet.»
Det varede ikke længe, inden alle kom paa en god fod med de indfødte og fik mange venner blandt dem. Hos de tre i lægeboligen var der et stadigt indryk af grønlandske gjester, der spiltes kort, der spiltes paa violin, og der snakkedes fra den tidlige morgen til langt paa kveld. Den, som førte det store ord, var selvfølgelig Balto. Han lagde ud for de andægtig lyttende grønlændere dels paa sit gebrokne norsk, som meget snart fik en tilsætning af dansk, og dels paa et øreskjærende grønlandsk; han havde hurtig opsnappet endel ord af dette vanskelige sprog, og disse vrængtes og flængtes med den største freidighed. Emnet for hans foredrag, som ledsagedes med en rigdom af forklarende fagter, var snart taget fra vor færd over «sermersuak» — det er den store landis — hvorledes vi nordmænd havde forstaaet at styre gjennem denne forfærdelige sneørken, hvor de ikke fik noget kaffe og blot en pibe tobak hver søndag — snart fra de frygtelige udstandne farer i drivisen, hvor «dem nordmænd havde spist raat kjød, og vi lap havde været næsten bange (= meget bange).»
Alt dette interesserede naturligvis grønlænderne meget, men mest tror jeg dog, han tog dem, naar han hentede emnet til sine foredrag fra fædrelandet, naar han fortalte og viste dem, hvorledes «vi lap kjøre med rein», og hvorledes man lever og syr klæder og sko i lappernes land. Det var noget, som slegtede paa grønlændernes eget liv, der var de med. Vistnok er det faa af dem, som forstaar noget dansk eller norsk, men fagter er et universalsprog, som er fatteligt for alle.
Kristiansen indtog en mer tilbagetrukken stilling og overlod gjerne den repræsentative rolle til den anden; thi forsnakke sig gjorde han nødig; gjaldt det derimod kortene, var han med, mens gamle Ravna gik stille rundt og likte ikke det hele. Han klagede ofte til mig: «Jeg gammel lap, jeg ikke aldrig like dem mange folk.»
Naar stuen var stappende fuld af røgende, spyttende, spillende og braakende grønlændere, sad han enten stille oppe i en seng borte i en krog og satte et grimet ansigt op, eller ogsaa tuslede han sig ud og gik paa besøg hen i et af grønlænderhusene, hvor han altid var velkommen, og hvor han satte sig ned paa en bænk, blev siddende i nogle timer og saa ud for sig uden at sige et ord, hvorpaa han atter gik sin vei. Hvorfor man syntes det var saa hyggeligt, naar han kom, og hvorfor han gjentog disse manøvrer næsten hver dag, er mig en gaade.
Denne uoverensstemmelse mellem Ravna og hans yngre kamerater er forøvrigt forklarlig nok, naar man betænker, at han var en gammel ærværdig familiefader, mens Balto og Kristiansen var unge og livslystne. Det bør dog bemerkes, at det altid, saavidt jeg kunde forstaa, gik ordentlig til over paa deres værelse. For at undgaa ubehageligheder blev det imidlertid bestemt, at kvindfolk ikke skulde faa lov at komme der; paa den vis sikredes stedets moral bedst; thi grønlænderinderne er desværre ikke bekjendte for sine strenge seder.
Dette rigorøse forbud mod kvindekjønnet kunde dog ikke forhindre, at Balto blev i sterk grad forelsket i en ung og mer tiltalende end smuk grønlænderinde. Hun var imidlertid allerede forlovet med en grønlandsk kateket, som dengang var ansat ved en koloni længere nord i landet, og med hvem hun skulde giftes det følgende aar. Dette hindrede dog ikke, at der mellem Balto og hans elskede Sophie udviklede sig et smukt og platonisk forhold; det var en hel romantisk historie, som førte til, at Balto sendte Sophie et langt brev, som en grønlænder hjalp ham med at oversætte paa grønlandsk. Deri fortalte han hende om sin kjærlighed; men hun maatte endelig ikke misforstaa denne, det var ikke hans mening, at han vilde gifte sig med hende, ikke blot fordi hun var forlovet før — thi det vilde sikkert nok ligesaa lidt afholde hende, som det vilde afholde ham — men fordi at hvis han førte hende med sig til lappernes land, saa vilde ikke hun faa det godt, hun vilde ikke kunne følge dette fremmede folks skik, nemlig lappernes, og om han skulde bli her i dette land, saa vilde han længes tilbage til sin slegt og sine venner i Karasjok; derfor vilde han nu sige hende farvel, og at han likte hende godt; men at han ikke vilde gifte sig med hende.
Dette brev glædede Sophie meget, og hendes mor var stolt derover, hun sagde aabent, at hun hellere vilde have Balto til svigersøn end kateketen. De var forøvrigt lige meget sammen efter den dag; og naar Balto begyndte at tale om Sophie, da naaede hans veltalenhed høidepunktet. Da han forlod Grønland, lagde han nok en del af sit hjerte igjen, afskeden med Sophie var tung, og paa hjemveien over havet talte han flere gange om hende; — først Kjøbenhavns skjønheder forjog ganske dette minde.
Første søndagskveld efter de andres ankomst var der bal i koloniens danselokale, som var bødkerverkstedet.
Det er forhaabentlig overflødigt at meddele, at alle ekspeditionens deltagere, undtagen Ravna, var tilstede ved den anledning ligesom altid, naar der var dans senere, og det var ofte.
Ikke let blir det at beskrive det indtryk, det første gang gjorde paa mig at se grønlænderne danse. Det lille rum helt fyldt af støiende mennesker, de vakre, farverige dragter i tætte, vuggende klynger, de mange vakre former i sterk bevægelse, de glædestraalende ansigter, hvori hver muskel var liv, de viltre stemmer, den smittende latter, de rappe smaa ben med hvide, røde og blaa kamiker, den glimrende taktfasthed, hvormed de traadte sin reel, sin sekstur og de mange andre danse, — det virkede altsammen betagende paa en stakkars langveisfarende sjæl. — — —
Det varede ikke mange minuter, at vi kunde være tilskuere, det hindrede intet, at vi aldrig havde seet de fleste af disse danse før, vi blev uden videre trukne med og skubbede ivei af de smaa grønlænderinder; man
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
ventede ikke blyge paa at blive engagerede her; de var alle kjendelig stolte, naar de havde faaet bemægtiget sig en af os, hvilket som regel ikke var vanskeligt. Men lige ubarmhjertig lo de ogsaa af os, naar vi dansede galt eller klodset, hvilket vi, som ventendes kunde være, alle gjorde i begyndelsen; man kunde endog lang tid efter se flere af de mest skøieragtige danse for sine veninder ude paa veien foran husene og efterabe flere af os med vore manérer og eiendommeligheder saa levende, at vi kjendte os selv igjen, naar vi tilfeldigvis kom forbi og fik se det, hvilket frembragte felles munterhed. Vi var imidlertid ivrige i dansen, og efter nogen tids øvelse lærte et par af os at danse saa godt, at vi endog satte os i respekt. Lapperne var imidlertid i denne henseende meget upaavirkelige, de har ingen dans selv, og Ravna kunde ikke engang formaaes til at gaa ned og se paa. Balto baade saa paa og var med; men han var og han blev en karikatur, enten han forsøgte sig i reel eller runddans, han sprikede i benene og hoppede afsted som en træmand, mens grønlænderne lo sig næsten fordærvede. Dette afskrækkede ham imidlertid ikke i fjerneste maade, han optraadte gjerne som baldirektør, arrangerede dansen og fortalte hver mand, hvad han havde at gjøre.
Den første tid, vi tilbragte i Godthaab, var sjelden hyggelig for os, som var komne over indlandsisen. Danske saavelsom grønlændere gjorde alt for at gjøre os livet saa behageligt som muligt, og vi kan vistnok alle sige med Balto, at vi meget snart kom til at glemme det «haarde liv og al tristhed i isen», ligesom vi alle voksede i omfang i saa paafaldende grad, at man mente at kunne se forskjel fra dag til dag.
Trods alt dette var der dog en ting, som gjorde, at vi endnu ikke kunde finde os rigtig tilrette, og det var uvisheden, om vi skulde bli der vinteren over. Vi havde vistnok alle lidet haab om, at vort kajakbud skulde naa «Fox»; men det var dog, som om vi hver dag gik og ventede paa at faa se et skib staa for damp og seil indefter derude i havbrynet; og denne følelse holdt sig længe, man gik og ventede paa, at noget skulde ske.
Skibet kom dog ikke den høst, og vi gjorde os snart fortrolige med den tanke, at «Fox» ikke havde faaet budet. Et par af os begyndte derfor at lægge andre planer. Ved kolonien fandtes en gammel jagt, som brugtes til at fragte varer til udstederne i nærheden. Kunde vi faa denne, saa vilde det efter vor mening, være en let sag i den at stikke over til Amerika og komme hjem den vei. Dette strandede imidlertid derpaa, at kolonibestyreren mente ikke at have ret til at udlaane os den kongelige grønlandske handels fartøi, som det i reglementet heder, ikke maa forlade kolonien uden «paa embeds vegne», og at gaa til Amerika hørte neppe derhen. Vi maatte følgelig bli, hvor vi var.
Da blev der en dag, som vi sad ved middagsbordet, meldt, at man saa kajaker komme søndenfra. Og straks efter bragte man mig en pakke breve. Disse blev aabnede i taus forventning, og stor var vor forbauselse, da det viste sig at være breve fra driftsbestyreren i Ivigtut og fra flere kolonibestyrere sydpaa. Den førstes brev underrettede mig om, at min kajakpost havde naaet «Fox» i sidste øieblik. Skibet havde forladt kolonien dagen før for at gaa til Europa, men saa havde storm nødt det til at søge havn lige i nærheden, og det skulde netop til igjen at lette anker, da man i afstand saa to kajakmænd komme for fuld fart, vinkende, at man maatte vente. Paa den maade fik da kapteinen mit brev og gjorde sig endog den umag at reise ind til driftsbestyreren for at samraade sig med ham, om hvad der var at gjøre, skjønt der efter hans mening ikke var tale om, at «Fox» kunde gaa til Godthaab. De to blev enige om, at dette var en umulighed, kapteinen var ikke kjendt i farvandet, man var ræd for de mørke nætter, og det afgjørende argument var, at man havde 40 passagerer ombord, nemlig minearbeidere fra kryolithbruddet, som skulde hjem. Man turde ikke løbe den mulige risiko, at fartøiet skulde forlise der nordpaa, og at disse 40 mennesker skulde bli kastede iland for at maatte overvintre f. eks. i Godthaab; det vilde bli
(Efter et fotografi).
(Efter et fotografi).
en saa sterk tilvekst til konsumenternes antal, at det muligens kunde drage meget alvorlige følger efter sig i form af hungersnød o. l.
Resultatet af det hele var, at «Fox» gik afsted uden os, men med brevet til etatsraad Gamél og Sverdrups brev til hans far, og saaledes gik det da til, at det gamle «Fox», som bl. a. M’Clintock havde under sin berømte færd for at lede efter Franklin, blev det skib, som bragte den første underretning til Europa om vor lykkelig tilendebragte færd over Grønlands indlandsis.
Havde de to kajakmænd roet lidt mindre hurtig, da var ingen underretning kommet; men hvor var vi ikke da blevne helte, og hvor var vi ikke atter blevet hilsede velkomne tilbage til livet, naar vi om vaaren var standne op af vore laurbærkransede isgrave, — det var vist i grunden uheldigt baade for os og for aviserne det.
Ved et merkeligt spil af skjæbnen blev «Fox» paa grund af kulmangel nødt til at anløbe Skudesnæs i Norge, og saaledes blev det altsaa fedrelandet, som modtog vor første hilsen.
Efterat vi paa denne maade havde faaet sikker underretning om, at den sidste mulighed for hjemkomst det aar var tilintetgjort, kom der mere ro i sindene. Det var en selvfølge, at vi efterhaanden kom i nærmere berøring med de indfødte og fik stadig større interesse for dem. Det var ikke blot dem i Godthaab og Ny Hernhut, vi lærte at kjende, men vi reiste ogsaa til de andre bopladse i nærheden. Saaledes gjorde nogle af os sammen med kolonibestyreren allerede i midten af oktober en tur til Kangek, 21⁄2 mil fra Godthaab, i november til Narsak, som ligger søndenfor Ameralik-fjordens munding, o. s. v.
Selv anvendte jeg meste tiden af vinteren til at studere eskimoernes eiendommelige liv. Jeg levede sammen med dem i deres hytter, satte mig ind i deres fangst, deres skikke og hele levevis, jeg lærte mig, saa godt jeg paa den korte tid formaaede, deres vanskelige sprog, og deri fik jeg i begyndelsen god veiledning af doktoren paa stedet.