Paa ski over Grønland/31

Fridtjof Nansen

Paa ski over Grønland

Aschehoug, 1890 (s. 671-704).

Tillæg.

Ekspeditionens videnskabelige udbytte — samt lidt om Grønlands geologiske historie og istidernes aarsager.

————————

I. Grønlands geologiske historie.

Den, som ser Grønland i dets nuværende øde tilstand med dets mægtige bræer, vil vanskelig kunne tænke sig, at der har været tider, da sneen og isen var borte. Fjeldene kan imidlertid paa flere steder give os utvetydige beviser paa, at dets jordbund engang var dækket af frodige skoge med palmer og andre tropiske vekster, lig dem, der nu maa søges paa Ægyptens bredder.

Landet bestaar for den allerstørste del af bergarter, som tilhører jordens ældste dannelse, det saakaldte grundfjeld. Der er gneis, glimmerskifer, hornblændeskifer o. fl. foruden graniter, syeniter og andre ikke lagdelte bergarter. Da disse udgjør en ganske overveiende del af det land, som ikke er dækket af isen, er det vel rimeligt, at det samme er tilfældet med det, som nu ligger under isdækket. Disse fjelde er som bekjendt for gamle til, at det kan ventes af dem, at de skal bringe nogen oplysning om tidligere tiders klimat og vekstliv.

Imidlertid forekommer der paa enkelte steder langt yngre bergarter, tilhørende kridt- og tertiærformationerne, som er berømte for sine pragtfulde forsteninger af planter. Da det vidner om merkelige forandringer i Grønlands og muligens i jordens klimat, skal jeg her kortelig omtale disse lag.

Størst udbredelse i den bekjendte del af Grønland har de paa vestkysten mellem 69° 15′ n. b. og 72° 15′ n. b. Lag af sandsten og skifere, imellem hvilke der hist og her ligger lag af kul, optræder der og danner især paa Disko-øen, samt paa Nugsuaks og Svartenhuks halvøer store dele af det faste land. De er forholdsvis løse, disse bergarter, og paa grund af sin ringe modstandsevne vilde de vel have ligget under for isens skuring, hvis ikke mægtige vulkanske dækker af basalt havde lagt sig over dem og beskyttet dem mod den almindelige ødelæggelse.

Langs Vaigattets kyster t. eks. ser man da nederst lag, tilhørende disse yngre formationer med en mægtighed paa 600 til 900 meter, og over dem ligger basalten, saa at landet hæver sig til en høide paa 1700 til 1800 meter. I de under basalten liggende skifere og sandstene, som foruden kul ogsaa indeholder lerlag og lerjernsten, er det, at de fossile planter findes, og det i slig rigdom, saa vel vedligeholdte og paa saa mange steder, at Nordgrønland maaske af alle lande kan siges at have de bedste findesteder for fossile planter fra kridttiden og den tertiære tid. Kullene i Nordgrønland har været kjendt fra gammel tid. Den bekjendte tyske geolog Giesecke, der som tidligere omtalt reiste i Grønland fra 1806 til 1813, paaviste, at der i de kulførende lag forekom fossile planter. Senere iagttagere, som Rink, Olrik, Whymper, Brown og Pfaff, har samlet forsteninger i disse lag, men fornemmelig har Nordenskiöld og K. J. V. Steenstrup bragt hjem talrige fossile planter, og disse er bleven undersøgte af nu afdøde professor O. Heer. Lagene deler Heer paa følgende maade:

komelagene fra nedre kridt med 88 arter planteforsteninger,

atanelagene fra øvre kridt med 177 arter,

patootlagene fra øverste kridtperiode med 118 arter,

        hvortil kommer:

de tertiære lag med 282 arter planter.

Af de i komelagene optrædende 88 plantearter tilhører 43 bregnerne, 10 cycadeerne, 21 konifererne (naaletræerne), 5 monocotyledonerne (planter med et frøblad) og kun 1 dicotyledonerne (planter med to frøblade). Bregnerne, som er overveiende, tilhører for en del arter, beslegtede med dem, som hører hjemme i den tempererede zone. Konifererne med de vigtigste slegter sequoia og pinus synes paa sine steder at have dannet hele skoge. Af løvtrær findes kun en poppel.

Ved at sammenligne denne flora med jordens nuværende er Heer kommet til det resultat, at den midlere temperatur i Nordgrønland, paa den tid komelagene afsattes, har været mellem +21 og +22° C. Han slutter her fornemmelig fra cycadeerne og fra flere bregner, hvor hos naaletræerne ogsaa tyder paa et subtropisk klima eller paa et klima, som i den varmere del af den tempererede zone.

Gaar vi høiere op gjennem lagrækkene til atanelagene med deres 177 arter, finder vi, at floraen her har undergaaet en betydelig forandring. Af 96 arter fra findestedet ved nedre Atanikerdluk hører ikke mindre end 57 til dicotyledonerne. Det er løvtræerne, som nu har gjort sin indtrædelse i mængde — figentræet, lauren og andre strakte dengang sine grene ud over den grønlandske jordbund. Bregnerne er mer tilbagetrængte og optræder med 14 arter ved Atanikerdluk, naaletræerne med 14, cycadeerne med 4 arter. Endnu lader sig ingen merkbar aftagen i temperaturen med sikkerhed paavises.

Kommer vi op til patootlagene, er cycadeerne forsvundne, naaletræerne optræder med 18 arter, og dicotyledonerne med 69 arter, saa at disse udgjør mere end halvparten af planterne. Det er nu egetræerne med 7 arter og platanerne, som hyppigst forekommer, dernæst birketrær, or, løn, figen, valnøddetræ, laurbærtræ. Her findes arter, som navnlig tilhører den tempererede zone, men ved siden deraf ogsaa tropiske og subtropiske former, saa at floraen i disse lag tyder paa en temperatur, som nærmer sig den, der herskede under dannelsen af kome- og atanelagenes, om den end er aftaget noget.

For tertiære planter kjendes i Nordgrønland 20 findesteder, og fra disse er der kommet 282 arter, hvoraf 31 tilhører kryptogamerne og 251 blomsterplanterne. Blandt de sidste er der, efter hvad Heer oplyser, af naaletrær sumpcypresser, mammuthtrær, bredbladede ginkgo, furu- og granarter. Og endnu talrigere er løvtræerne, der var dengang ikke alene popler, birk, or, alm, platan, aske, løn, bøge og kastanjer, men ogsaa en vidunderlig rigdom paa ege- og valnødtrær. Dertil kom fire laurbærarter, tre ibentrær, seks magnolier, et sæbetræ og to viftepalmer(?). At det i hine tiders urskoge heller ikke har manglet paa opadstræbende slyngplanter, viser to vinrankearter og en smilax.

Sammenlignes denne frodige rigdom med det nuværende Grønlands kummerlige flora, som ikke har et eneste træ, da blir i sandhed forskjellen slaaende. Det er en flora, som aldeles afviger fra hele den nulevende arktiske, og vi maa gaa 20 til 25 breddegrader længere syd for i Europa, Nordamerika og Asien at træffe en lignende planteverden.

Heer har efter dette sluttet, at aarstemperaturen i tertiærtiden kan ikke have været lavere end +12° C. paa omkring 70° i Nordgrønland. Prof. Nathorst, den største nulevende autoritet for tertiære planter, mener imidlertid, at denne temperatur maaske er noget for høi; thi de blade, som Heer antog for at være palmeblade, er ganske sikkert ikke dette. Hertil kommer desuden, siger han, at Grønlands tertiære flora ikke, som Heer mener, tilhører en eneste horisont, men flere, og man gjør bedst i at skille den grønlandske tertiærflora, som fandtes før basaltlagenes dannelse, fra den, der fandtes under denne. Begge tider har vistnok flere arter tilfælles, men den basaltiske flora mangler allerede alle de arter, som Heer anfører som særlig talende for et varmere klima. Men om end den basaltiske flora paa Grønland tyder paa en noget lavere temperatur, end den førbasaltiske gjør, saa har dog klimatet ogsaa paa den tid været temmelig varmt, saaledes modnedes endnu valnødder paa 70° 25′ n. br.

Tertiære planter lig de her omtalte er fundne saa langt nord som paa Grinnells Land under 82° n. b., og er ligeledes paaviste paa den grønlandske østkyst paa 70° n. b. og paa Sabine-øen paa 73 ¹⁄3° n. b. At slutte efter denne udbredelse, er det vel temmelig sikkert, at store strækninger af det nu i isen begravede land har saa sent som i den tertiære tid, hvilket altsaa er den sidste geologiske periode før den nuværende, været bevokset med en rig flora, der forlanger et klima med en temperatur, som netop nævnt, af 12° C.

Den aarlige middeltemperatur paa den del af den nordgrønlandske vestkyst, hvor de fossile planter findes, maa nu anslaaes til omkr. ÷9° C., og efter dette skulde Nordgrønlands temperatur siden den tertiære tid have aftaget med 21°. Landet har i hin tid kunnet glæde sig ved et klima som det nuværende i Neapel, og endnu tidligere, i kridttiden, var temperaturen subtropisk som den nuværende i Ægypten.

Det er forøvrigt en bekjendt sag, at ikke alene Grønland var i tertiærtiden saa begunstiget i klimatisk henseende. Saavel Spitsbergen som Island har lignende findesteder for tertiære planter, og disse er for en del fuldkommen analoge med Grønlands.

Interessant er det dog, at den tertiære flora paa de forskjellige steder ikke tyder paa aldeles samme klimat. Anføres kan saaledes, at Heer er kommet til det resultat, at Spitsbergen havde paa 78° n. b. en temperatur af +9° C paa samme tid, som der var +12° C. paa Nordgrønlands vestkyst (ved omkr. 70° n. b.), og endvidere skulde Grinnells Land paa 81° 44′, hvor sumpcypressen endnu voksede, dengang have havt en temperatur af +8° C.

En sterk modsætning til hine tiders frodighed danner Grønlands nutid med sit mægtige isdække, sit smale land langs kysterne og sin tarvelige flora. Der kjendes fra Nordgrønland 260 nulevende karplanter, men 600 fossile, og de opbevarede er vel desuden kun en brøkdel af de, som dengang voksede der. Ikke en eneste art har efter Heer levet fra den tertiære tid og til nu, de fleste slegter er ogsaa forskjellige. Det synes saaledes, som der ikke kan være nogen direkte sammenhæng mellem hin tids grønlandske flora og den nuværende, men at der maa være et sprang, hvorunder den forrige er bleven udryddet, og hvorefter en hel ny er indvandret. Hvordan dette kan tænkes foraarsaget, skal vi snart se.

Ligesaa sikkert som vi kan sige, at der engang har været varmere i Grønland end nu, ligesaa sikkert kan vi ogsaa paastaa, at der siden dengang har været en tid eller kan hænde flere tider med et klimat, koldere end det nuværende.

Studerer vi nemlig fjeldenes form, fjordenes sider og de løse jordlags bygning i det ydre kystland, da vil vi snart forstaa, at ogsaa alt dette engang har været dækket under is, som bevægede sig udover, afrundede og skurede merker endog i holmerne yderst ude ved havkanten. I hin tid stak der paa lange strækninger ikke en sten frem over sne- og isdækket, og det var sikkert nok kun paa faa steder, at de høieste fjeldtoppe var synlige.

At hin varme tids frodige flora maatte flygte for den fremrykkende is og vige pladsen for en arktisk flora, kan neppe synes mer end rimeligt, og dens sidste levninger maa have bukket ganske under, inden isen fik sin største udbredelse.

Men saa er der kommet en tid, da isbræerne er begyndt at vige tilbage og har paa forskjellige steder lagt det yderste kystland bart efter sig, paa dette har en ny flora begyndt at indvandre fra sydligere lande, muligens har der vel ogsaa paa nunatakerne kunnet leve igjen enkelte planter fra før isdækket, og de har atter udbredt sig, saasnart det bare land blev større. Saaledes kan den nuværende tingenes orden tænkes at være opstaaet.

Der er imidlertid, som allerede før omtalt, ogsaa store landstrækninger paa andre kanter af jorden, som engang har været dækkede under lignende indlandsise. Som de væsentligste af disse strøg kan nævnes hele det nordlige Amerika lige nedimod 40° og tildels endnu længere syd, samt det nordlige Europa, hvor indlandsisen fuldstændig dækkede Skandinavien og derfra bredte sig ud over en stor del af Rusland, hele det nordlige Tyskland til henimod 50° n. b. samt England, med undtagelse af den sydligste del. Endvidere var paa samme tid store dele af Alperne og omkringliggende lavlande dækkede under is. Af andre lande, som har havt sine indlandsise, kan nævnes Færøerne, Island, Patagonien og Ny-Zeeland.

Det kan synes merkeligt, at de forskjellige strøg har undergaaet saa store temperaturforandringer, men endnu merkeligere blir dette, naar man i flere af de her nævnte landstrækninger har kunnet paavise 2 forskjellige istider med et mellemliggende varmere tidsrum, hvorunder bl. a. løver, næsehorn og flodheste skulde have streifet om i det sydlige Englands skove.

Der er endog geologer, som mener at kunne paavise merker efter flere endnu meget tidligere istider paa jorden, og enkelte af disse merker synes at være temmelig sikre; saaledes kan de, der tyder paa en istid under kultiden, nævnes^[1].

————————

II. Om aarsagerne til istider og klimatvekslinger.

Det tyder altsammen hen paa, at der har foregaaet og sandsynligvis ogsaa vil komme til at foregaa merkelige forandringer og vekslinger i klimatet paa de forskjellige bredder af vor jord.

Til forklaring af disse har der været fremsat mange og forskjellige theorier, men neppe nogen af dem er fuldt overbevisende, og det vilde derfor ikke lønne umagen her at fordybe sig i dem, saa meget mer som det vilde kræve megen plads.

For dog at give et begreb om, paa hvor forskjellige kanter man har søgt sine aarsager, skal jeg omtale nogle af de mest bekjendte theorier, især da dem, som vil forklare, hvorfor istider indtræffer, og hvordan indlandsise kan tænkes dannede.

Det naturligste og rimeligste vilde være, om man ved at gruppere de forhold og kræfter, som nu er i virksomhed paa jorden, paa en anden maade kunde frembringe de nødvendige betingelser. Det har ogsaa været gjort adskillige forsøg derpaa, men det kan neppe siges, at de hidtil har været synderlig heldige.

Man har tænkt sig, at en anden fordeling af land og sjø paa den nordlige halvkugle vilde kunne frembringe istider. Man har lagt Sahara under vand, Rusland, Finland og store dele af Tyskland ligesaa og har ment, at dermed var snart betingelserne for en europæisk istid tilstede; gjennem eidet ved Panama og Mellem-Amerika slog man en vældig kanal og ledede derved Golfstrømmen ind i det stille hav og mente, at man snart ogsaa havde betingelserne for en istid i Amerika. Med andre ord: man har antaget, at en større udbredelse af vand og en mindre af land vil være til strækkelig til at frembringe en istid paa visse dele af den nordlige halvkugle. I saa tilfælde maa imidlertid den sydlige halvkugle for øieblikket have ypperlige betingelser i denne henseende, klimatet er jo vistnok ogsaa koldere her end paa den nordlige, men hverken i Patagonien eller paa Ny-Zeeland er der dog istider, uagtet der engang har været saadanne. Nær selve polen paa det antarktiske kontinent synes det vistnok at være en indlandsis; men denne naar ikke lavere bredder end den sydlige polarcirkel, mens vi maatte have den henimod dobbelt saa langt fra polen eller ned paa 40° s. br. for at faa noget svarende til udstrækningen af den amerikanske indlandsis. Hertil vil det dog kunne indvendes, at den antarktiske indlandsis muligens vilde udbrede sig længer nordover, om blot landet, hvorpaa den hviler, gjordes større. Men selv om dette skede, vilde en saadan udbredelse, som ovenfor antydet, neppe være tænkelig, da aarstemperaturen ikke synes at være saa væsentlig lavere paa de sydlige bredder, end den er paa tilsvarende nordlige.

Andre har gaaet den modsatte vei og ment, at de ved at gjøre landudbredelsen paa den nordlige halvkugle større end nu — ved gjennem en landbro at forbinde Europa med Færøerne, Island og endog Grønland og saaledes stanse Golfstrømmen —, at de derved kan faa betingelserne for en istid. Men selv om dette vilde være tilstrækkeligt for Europa, hvilket det er meget langt fra at være, saa vilde det dog ikke kunne forklare den amerikanske istid. Desuden maa det erindres, at for dannelsen af en indlandsis er en stor nedbør eller en stor fugtighed i luften nødvendig, hvilket altsaa maa komme fra havet, og man bør derfor være lidt forsigtig med at lægge for meget land op i de arktiske have, det vil i længden ikke virke befordrende paa brædannelsen.

Nogle har ment, at der tidligere kan have været tider, da jordatmosfæren var meget fugtigere end nu, og at dette kan have været nok til at danne istider; men paa den ene side har ingen positive grunde været paaviste, som kunde foraarsage en saadan almindelig tilvekst i fugtighed, og paa den anden side maatte i tilfælde denne fugtighed falde i form af sne. Saalænge jorden har havt samme egenvarme og har modtaget den samme aarlige solvarme som nu, synes dette imidlertid vanskelig at kunne forklares.

Endelig er der dem, som mener, at de af isen dækkede lande laa før istiden betydelig høiere, end de nu gjør, og har saaledes ydet betingelser for ansamling af bræer. Man har ogsaa paa enkelte steder ment at kunne paavise en sænkning efter den præglaciale tid og har troet, at denne muligens kunde tilskrives islaget selv, idet dette, efterhvert som det voksede; har med sin vegt trykket underlaget ned. Dette er dog neppe heller nogen tilfredsstillende grund; thi for dannelsen af en indlandsis, saa mægtig og sydlig som den amerikanske og den europæiske, kræves ingen ringe hævning af disse kontinenters hele nordlige dele, og det er ialfald langtfra paavist. Men selv om saa var tilfældet, maatte man idetmindste forudsætte 2 hævninger og 2 sænkninger for at forklare de 2 med sikkerhed kjendte istider. Og før en saadan forklaring kunde godkjendes, maatte aarsagen til slige store niveauforandringer først paavises, eller ogsaa at de virkelig har fundet sted.

Men selv om disse forskjellige theorier vilde kunne forklare istiderne, saa er der dog den mangel ved dem alle, at de ikke kan forklare de varmere klimater, der, som vi ovenfor har paavist, bl. a. engang maa have været i Grønland. Med tilhjælp af alle de gunstigste betingelser, der kan sammenbringes, saa er og blir det dog umuligt fra de nuværende forhold at frembringe frodige skoge paa Grinnells Land (paa 82° n. br.) eller at bringe palmer til at spire i Grønlands og Spitsbergens nu isdækte jordbund. Her maa andre forhold end dem, vi nu kjender, have været tilstede.

Noget af det mest nærliggende, saafremt man antager, at jorden engang har været glødende, maa jo være den antagelse, at jorden siden hin glødende tid har paa grund af varmeudstraaling været i stadig afkjøling, og at disse de nordlige zoners varme klimater faldt paa en tid, da jordskorpen var saa meget varmere, som hine klimater antagelig har været varmere end det nuværende; det vil altsaa, som seet for Nord-grønland, sige en forskjel af 20 til 30° C. Dette vil muligens kunne forklare hine tiders varme klimat, saafremt det kan tænkes, at en saadan rig vegetation, som er fundet fra hin tid f. eks. paa Grinnells Land, skulde kunne trives under de yderlige lysforhold med de mange maaneders vinternætter og de ligesaa lange sommerdage. Erindres det imidlertid, at der mellem disse varme klimater sandsynligvis har været istider, da mister denne paastand ethvert holdepunkt, og selv bortseet derfra er den aldeles uskikket til at forklare, at der i hvert fald efter hin sidste varme tid er kommen istider med koldere klimater end nutidens.

En anden betragtningsmaade maa imidlertid snart ogsaa vise os det fuldstændig uholdbare i denne theori. Skulde nemlig jordskorpens temperatur i et saa kort tidsrum som fra tertiærtiden og til nu kunne synke saa meget som 21° C. af den grund, saa behøver vi isandhed ikke at gaa meget langt tilbage i den geologiske tid, før vi faar temperaturer, som umuliggjør ethvert organisk liv. Gaar vi saaledes dobbelt saa langt tilbage, faar vi allerede mindst en 42° høiere temperatur, gaar vi det firedobbelte tidsrum tilbage, blir stigningen mindst 84°, og grænserne for nuværende organisk liv vilde allerede være naaet; mens det tidsrum, man herved var kommet tilbage, kun blev meget ringe i forhold til f. eks. silurformationens umaadelige alder. Allerede da var der imidlertid et betydeligt organisk liv, som synes at godtgjøre, at varmetabet paa grund af udstraaling efter den tid ikke kan have været betragteligt.

Lettest vilde det være at forklare istiden, saavelsom de varmere klimater paa forskjellige bredder, om man bare fik lov til at rokke lidt ved den geografiske beliggenhed af jordens omdreiningsakse. Kunde man f. eks. flytte nordpolen ned paa mellem 60° og 65° paa Grønlands vestkyst eller i nærheden deraf, vilde der nok kunne frembringes en istid saavel i Amerika som i Europa. Hvad der kunde synes at støtte en saadan antagelse, er, at der hidtil ikke har været paavist nogen istid i det østlige Rusland og hele det nordlige Asien.^[2] I Alaska er endvidere beviserne for en istid tvilsomme. Det synes saaledes at have været i strøg, hvis centrum omtrent blir et punkt som det angivne, at istiderne har bredt sig. Man har ogsaa ment at kunne paavise aarsager til en mulig forskyvning af jordaksen. Saaledes har man nævnt forflytning af materiale dels ved floder, dels ved isbræer og lignende. Det er utvilsomt, at saadanne forflytninger ligesom store ophobninger af is kan forrykke tyngdepunktet og saaledes flytte aksen noget, men man har dog ikke kunnet paapege muligheden af saa voldsomme forflytninger eller forandringer, som vilde være nødvendige for, som nævnt, at rokke jordaksen 20 til 30°.

At den virkelig kan flyttes, synes imidlertid at fremgaa deraf, at observationerne paa flere tyske observatorier (Berlin, Potsdam, Prag og Strassburg) paa en merkelig maade samstemmer i at vise en pol-forskyvning af mer end et halvt sekund i løbet af et halvt aar^[3]; endvidere synes paalidelige observationer, foretagne i Greenwich, Washington, Milano, Neapel, Pulkova og flere steder, bestemt at tyde paa en forandring af polhøiden^[4]. Skulde det virkelig være saa, at polen kan bevæge sig f. eks. saa meget som et sekund i løbet af et aar, da trænges ikke lange tidsrum, geologisk talt, for at flytte polen betydelige strækninger, i løbet af 3600 aar vil den kunne bevæges en hel grad, og til de 20 til 30 graders flytning efter istiden vil der ikke trænges mer end 72 000 til 108 000 aar.

Hvordan det end maatte forholde sig med disse observationer af en polforandring, saa er det ialfald sikkert, at astronomerne ikke kan benegte muligheden af, at den kan gaa for sig.

Vi kan ogsaa pege hen paa et andet forhold, som vi heller ikke kjender aarsagen til, men som vi dog véd foregaar, og det er vandringerne af den magnetiske pol. At disse skyldes forandringer af en eller anden art i selve jorden, muligens i dennes indre (?), maa vel ansees for sandsynligt, men af hvad art disse kan være, har vi ikke kunnet paavise. I alt dette er der et stort hul i vor viden, men a priori kan neppe det ene siges at være mere umuligt end det andet.

Det vanskelige ved denne theori er imidlertid foruden mangelen paa tilstrækkelige grunde til, at aksen flyttes, ogsaa den, at der maa have skeet mange flytninger. For at kunne give en fyldestgjørende forklaring af de varme klimater paa Grønland, Spitsbergen og Nowaja Semblia maa nordpolen lægges næsten helt over mod Berings-strædet eller endnu sydligere. Dette kommer imidlertid i strid med den tertiære flora i Alaska og flere steder. At den paa tertiærtiden skulde have ligget 20° mod Sibiriens kyst eller omtrent paa 70° n. br. og 120° ø. l., mener prof. Nathorst at se et bevis for deri, at Japans tertiære flora tyder paa et betydelig koldere klima, end der til samme tid maa have været f. eks. i Grønland. Hvad der endvidere kunde tale derfor er, at bl. a. Spitsbergen og Grinnells Land ogsaa dengang har, som seet, havt et koldere klima end den nordgrønlandske vestkyst. Det eneste, som, efter hvad prof. Nathorst har gjort mig opmerksom paa, han finder at kunne tale imod en saadan beliggenhed af polen under tertiærtiden, er de sidste fund paa de Nysibiriske Øer, idet disse har bragt tertiære planteforsteninger, der muligens kunde tyde paa et varmere klima, end man kan tænke sig saa nær polen. Disse forsteninger er imidlertid saa daarlig vedligeholdte, og det hele endnu saa lidet undersøgt, at der for tiden intet kan siges med sikkerhed derom.

Lidt vanskeligt blir det dog ogsaa at forklare, at man med en saadan beliggenhed af polen vilde faa findestederne for tertiære planteforsteninger ved Lenafloden ved Tsjirimyi-kaja^[5] paa 85° n. br., paa Kamsjatka paa 68—69° n. br., paa Sakalin paa 67°, paa Spitsbergen paa 64—65° n. br. o. s. v.

Det vil altsaa forstaaes, at den tertiære flora maatte have havt evnen til at udbrede sig paafaldende længere mod polen, end tilsvarende planter kan under vore nuværende klimatforhold. Men at planterne i tidens løb skulde have udviklet sig saaledes, at de nu i mindre grad end før taaler et arktisk klima og de nordlige lysforholde, staar i strid med alle kjendte biologiske love; ifølge disse maa man tvertimod antage, at de mer og mer erhverver evnen til at kunne udbrede sig over jorden. Vi blir saaledes alligevel nødte til at antage en varmere temperatur for den hele jord og faar ingen forklaring paa, hvad vi her søger besvaret.

Det forekommer mig imidlertid som langtfra bevist, at de tertiære lag er afsatte fuldstændig samtidig paa alle steder af jorden Det, man støtter denne paastand paa, har fornemmelig været den hyppige optræden af enkelte plante- og dyrearter; men hvorfor disse behøver at have optraadt netop samtidig i forskjellige jordstrøg, synes vanskeligt at paavise. Naar det erindres, hvor længe forskjellige dyrearter eller ialfald dyreslegter har holdt sig gjennem forskjellige geologiske perioder, hvorledes f. eks. enkelte fiske (ceratodus) har holdt sig lige fra den fjerne kultid og til nutiden, om ikke i samme art, hvilket mange har ment, saa dog ialfald i samme slegt, eller hvordan enkelte brachiopoder (slegten terebratula) har holdt sig lige fra de allerældste forsteningsførende lag og til nutiden, — da maa det let kunne tænkes, at en udpræget fauna maa kunne vedligeholde sin karakter nogenlunde ens gjennem en meget lang periode. At tertiærtiden virkelig har varet meget længe, og at der inden den er rumme tidsgrænser at bevæge sig mellem, synes jo desuden at være afgjort.

Det synes mig derfor, som at der intet kan være til hinder for at antage, at saafremt jordaksen overhovedet har indladt sig paa større flytninger, den da kan have havt tilstrækkelig tid til at foretage flere saadanne indenfor tertiærtidens ramme. De tertiære forsteningsførende lag paa de Nysibiriske Øer kan i saa tilfælde være afsatte under en stilling af jordaksen, mens lignende lag i Japan og andre steder kan være afsatte under andre aksestillinger. Det er indlysende, at floraen, men især faunaen, vikle have let for at flyttes til andre steder og bredder, efterhvert som polen skiftede plads, og klimatet forandrede sig; og de vilde derved give lag, som afsattes paa steder, hvor de kom hen, samme karakter, som de paa andre steder havde givet tidligere afsatte lag.

Men selv om muligheden af, at polen har havt forskjellige beliggenheder i tertiærtiden, indrømmes, saa maa den i en forholdsvis sen tid to gange bevæges helt over mod Grønland og to gange tilbage derfra, forat de kjendte istider derved skal kunne forklares. Det blir temmelig vidtløftige bevægelser, og tilfredsstillende aarsager til dem kan som seet ikke paavises.

Man har derfor søgt at gaa udenfor jorden for at finde aarsager til klimatvekslinger. Og som det nærmestliggende har man tænkt sig muligheden af, at udstraalingen fra vor varmekilde solen er underkastet vekslinger, eller med andre ord, at solen er en foranderlig stjerne. Der er dem, som har ment, at solens varme holdes vedlige ved et stadigt bombardement af meteorer, som ved sin hastighed og den deraf kommende friktion frembringer varme. Er dette tilfældet, kunde det nok tænkes, at der var tider med større eller mindre bombardement, ligesom vi har bestemte tidsrum med store stjernefald, eftersom vi gaar igjennem de forskjellige kometbaner.

Saadanne paastande har dog altfor lidet at støtte sig paa, til at der kan bygges noget derpaa.

Ifølge den Kant-Laplace’ske theori maa vi kunne vente, at solens varmeudstraaling er i stadig synken, efterhvert som den blir koldere. Dette er imidlertid lige lidet som jordens eget varmetab ved udstraaling (se derom ovenfor) skikket til at forklare de foreliggende kjendsgjerninger.

Andre har ment, at de koldere og varmere klimater har sin grund deri, at rummet eller universet, hvorigjennem hele vort solsystem bevæger sig, har koldere og varmere strøg. Hertil kan vi kun svare, at om det end er yderst usandsynligt, saa kan vi ikke bevise umuligheden deraf; men der er intet paavist til støtte derfor, og saa længe blir det kun underholdende tankeeksperimenter.

Den theori, som har vundet de fleste tilhængere, er vistnok den Crollske, om at vekslingerne i jordbanens excentricitet skulde være aarsag i klimatvekslingerne. Jordbanen er som bekjendt til forskjellige tider mer eller mindre elliptisk, og nu mener Croll for det første, at det for hver halvkugles klimat er af stor betydning, enten dens vinter falder paa den del af jordbanen, som ligger nærmest solen (perihelion), eller den, som ligger fjernest fra denne (aphelion). I det sidste tilfælde vil nemlig vinteren med den nuværende jordbane bli 7 dage længere end sommeren. Solstraalernes varme i den aarstid blir formindsket paa grund af afstanden; men dette opveies fuldstændig derved, at solstraalerne om sommeren er saameget varmere; derimod vil den kortere sommer neppe kunne opveie den varme, som jordoverfladen faar anledning til at udstraale i de lange vinternætter, gjennem den 7 dage længere vinter. Derfor skulde der under en saadan periode være større betingelser for dannelsen af bræer, end under andre; dette er for øieblikket tilfældet med den sydlige halvkugle, derfor er dens temperatur nu lavere end den nordliges.

Falder imidlertid en saadan periode med forlænget vinter sammen med en tid, hvori jordbanen har naaet sin høieste excentricitet eller mest langstrakte ellipseform, saa vil forskjellen mellem vinter og sommer forøges saaledes, at vinteren blir indtil 36 dage eller mer end en maaned længere end sommeren paa den ene halvkugle, og da mener Croll, maa der alle betingelser for, at en udpræget istid kan indtræde, være tilstede.

Han har regnet ud, at efter dette skulde de gunstigste betingelser for dannelsen af store indlandsise have været tilstede for 200 000 aar siden, endvidere for 750 000, 850 000, 2 500 000 og 2 600 000 aar siden. I fremtiden vil det indtræffe om 500 000, 800 000 og 900 000 aar. Saafremt denne theori var holdbar, vil det altsaa sees, at vi paa den vis kunde faa en slags støttepunkter for en geologisk tidsregning, idet vi kunde gaa ud ifra de forskjellige kjendte istider.

Der er imidlertid ogsaa ved denne theori den feil, at om den end kunde forklare den ene slags klimatvekslinger, saa strækker den i ethvert fald ikke til for at forklare den anden. Om det saaledes end kan tænkes, at vi paa den vis kan faa istider i bestemte perioder, saa kan der ad den vei ikke tilveiebringes tilstrækkelig gunstige forhold til at forklare et subtropisk klima, ligt det, der f. eks. engang maa have været paa Grønland.

Vi ser saaledes, at fra hvad side vi end betragter de foreliggende kjendsgjerninger, saa kan vi endnu ikke finde nogen tilfredsstillende grund til at forklare dem alle. Dette maa bli fremtidens sag, og vi maa foreløbig slaa os tiltaals med den kundskab, at saa har det engang været, og med, at vi dog endnu har en indlandsis, som strækker sig helt ned paa 60° n. br., samme bredde som Kristiania, uagtet vor halvkugle netop nu skal være særdeles ugunstig stillet for dannelsen af store bræer.

Denne indlandsis er ogsaa fuldstændig stor nok til, at vi med godt udbytte kan studere de forskjellige foreteelser og forhold, forbundne med istiderne, og en vandring over Grønland frembyder saaledes, som Nordenskiöld har sagt, lige stor interesse for geologen, som det vilde være for en fortidsforsker, om man tænkte sig, at han kunde faa vandre gjennem en fuldt vedligeholdt by fra pælebygningens tidsalder.

————————

III. Ekspeditionens videnskabelige udbytte.

At gaa nærmere ind paa det videnskabelige udbytte, som denne ekspedition har bragt, vilde ligge udenfor denne bogs ramme og vil bli gjort paa et andet sted. Jeg skal derfor her kun paapege nogle af de iagttagelser, som jeg tror at kunne tillægge størst værd.

Indlandsisens udbredelse.

Ved vor færd er det da endelig uomstødelig bevist, at indlandsisen ialfald i den af os bereiste del af Grønland strækker sig som et sammenhængende dække over landet, fra kyst til kyst. Det maa deraf kunne sluttes, at det samme er tilfældet med hele den sydlige del af Grønland søndenfor 75de breddegrad; thi der er ingen grund til at antage andet end, at der her gjennemgaaende er omtrent samme atmosfæriske forhold overalt i det indre, og saalangt undersøgelserne gaar, synes de ogsaa at bekræfte dette. Vi maa nu saaledes med en høi grad af sikkerhed kunne sige, at der ikke findes snebare oaser inde i hele denne udstrakte sneflade, om det end ikke er aldeles umuligt, at der ganske undtagelsesvis kan findes enkelte fjeldtoppe, som stikker op over snedækket ogsaa i det indre, skjønt intet er iagttaget paa Grønland, som kan tyde i den retning. De sidste nunataker, vi fandt nær østkysten, laa ikke mere end 7 mil fra denne og kunde godt sees fra kystfjeldene.

De ravne, som Nordenskiölds lapper under sin skifærd saa antagelig omkring 16 mil (120 kilometer) fra kystfjeldene, og som denne anser som et muligt bevis paa, at der nordenfor har været oaser, hvorfra de er komne, kan neppe længer have noget værd i saa henseende, naar det erindres, at vi i omtrent samme afstand fra kystfjeldene traf snespurve, som vel neppe kan antages at være komne fra oaser, og som dog er langt mindre omflakkende end ravne.

Hvor langt den grønlandske indlandsis strækker sig som et sammenhængende dække mod nord, er med vor nuværende kundskab ikke muligt at afgjøre. Vi kan kun sige saa meget som, at det maa være nordenfor den 75de breddegrad; thi langs hele vestkysten nordover did, skyder der ud i havet mægtige skridjøkler, hvoraf kan nævnes den ved Upernivik (paa c. 73° n. br.), som bevæger sig med hastigheder af optil 99 fod i døgnet. Saadanne skridjøkler forudsætter et mægtigt sammenhængende isdække i det indre af landet, hvorfra de store ismasser, den fører med sig, maa hentes. Det maa jo nemlig nu staa klart for enhver, der har fulgt med i de nyere undersøgelser over bræer, at det er mægtigheden af den indre bræmasse eller saa at sige det indre sne- og isreservoir, hvorfra skridjøklen faar sit materiale, som væsentlig betinger dennes størrelse og hastighed, og ikke underlagets helding, saaledes som man merkelig nok fremdeles ofte ser paastaaet, især af geologer, som kun har seet Alpernes smaa bræmasser. Det er gjerne tvertom saa, at mindre skridjøkler stiger sterkere mod det indre end de større, og naar man ser, at en skridjøkel har en meget stor heldingsvinkel, kan man med høi grad af sikkerhed slutte sig til, at den er forholdsvis ubetydelig.

Vi kjender lidet eller intet til indlandsisens rand paa Grønlands østkyst nordenfor den 66de breddegrad, vi ved kun, at den paa mange steder maa naa havet, eftersom der dannes isfjelde. Af dette, og særlig af hvad ovenfor er fremholdt om vestkysten, maa vi kunne antage, at indlandsisen danner et sammenhængende dække over hele det indre Grønland søndenfor 75° n. br.

At den ogsaa nordenfor denne bredde dækker landet, kan synes sandsynligt, naar vi ser, at der f. eks. i Smith-sund gyder sig en saa vældig skridjøkel, som Humboldt-bræen (mellem 79° og 80° n. br.). Dennes bevægelse kjender vi imidlertid lidet til, og da den synes at stige temmelig sterkt mod det indre, kan vi foreløbig neppe gaa ud fra, at den modtager sit materiale fra en saa stor indre bræmasse, som ved første øiekast kunde synes sandsynligt. Da endvidere Grinnells Land, som maatte kunne synes for en del at have samme betingelse for en sammenhængende indlandsis, som den ligeoverfor liggende del af Grønland, dog ikke er helt dækket af is, saa kan vi ikke nu med sikkerhed paastaa, at den nordligste del af Grønland er helt dækket af indlandsis, det kan jo være, at nedbøren er for liden.

Isdækkets form og mægtighed.

Af den regelmæssige maade, hvorpaa indlandsisens overflade hvælver sig fra den ene kyst til den anden, vil man forhaabentlig let kunne danne sig et billede ved betragtning af kartet med tversnit af landet. Dette er tegnet af prof. Mohn efter de talrige observationer af forskjellig art, som toges, samt, hvad de mindre variationer angaar, efter mine dagbogsoptegnelser. Høiden er for anskueligheds skyld paa tversnittet 20 gange forstørret i forhold til længden. Det høieste punkt, vi naaede, skulde efter vore iagttagelser være omtrent 2718 m. over havet. Nordenfor vor rute saa imidlertid snefladen ud til at høine sig, saa der vil antagelig kunne findes endnu større høider.

Som det af tversnitstegningen vil sees, stiger isens overflade forholdsvis brat op fra havet paa begge sider, særlig paa østkysten, mens den er temmelig flad i det indre. I det store hele kan stigningen siges at være jevnt mindre, jo længere man fjerner sig fra kysterne, og isens overflade har saaledes formen af et skjold, som dog ikke er ganske regelmæssigt forsaavidt, at overfladen bevæger sig i svage, for øiet næsten umerkbare bølger — hvis rygge omtrentlig gaar i retning syd nord — samt at selve høideryggen synes ikke at ligge ganske midt i landet, men nærmest østkysten.

Vi naaede vort høieste punkt omtrent 180 kilometer fra det sted, hvor vi forlod kysten, og omtrent 270 kilometer fra Ameralik-fjordens bund, hvor vi atter naaede havets niveau. Tages hensyn til, at Ameralik-fjordens bund ligger omtrent 90 kilometer fra den ydre skjærgaard eller landets ydre kystlinje, mens vort opstigningssted paa østkysten kun laa omkring 20 kilometer fra denne, saa faar vi altsaa — i et snit af landet taget i retning af vor rute — følgende forhold mellem høideryggens afstand fra begge kyster: fra den ydre østkyst ca. 200 kilometer og fra den ydre vestkyst ca. 360 kilometer.

Her maa imidlertid to ting erindres. Det er for det første, at vor rute ikke gik tvers paa landets længdeakse, naar denne lægges efter midten af landets bredde, og for det andet, at indlandsisen stiger mod nord. Da vi i begyndelsen af vor isvandring var længere nord end senere, samt havde en kurs, der gik mere nordlig og følgelig mere lodret paa landets længdeakse, saa er det naturligt, at vi da maa have faaet en stigning, som er forholdsvis større end skraaningen under resten af vor vandring, som gik i noget sydlig retning, altsaa mod forholdsvis lavere dele af indlandsisen. Vi maa paa den ogsaa være komne tidligere paa vort høieste punkt, end vi ellers vilde være komne, med andre ord: høideryggen maa i virkeligheden ligge nærmere landets midte, end det efter vor rute kan se ud.

Fjernes, saa godt det lader sig gjøre, de uregelmæssigheder i høidemaalene, som kommer af dette samt ogsaa deraf, at vor rute ikke er lige, saa viser der sig den merkelighed, at indlandsisens periferi i et snit tvers paa landets længdeakse i den bredde, hvor vi for over, danner en næsten nøiagtig mathematisk kurve, idet den meget nær falder sammen med en cirkelbue. Naar den forøgede krumning, foraarsaget ved jordkuglens form, ikke tages i betragtning, skulde cirkelbuens radius være omtrent 10 400 kilometer. Det er væsentlig kun nærkysterne, at den afviger noget fra denne, idet den her falder noget brattere af. Med andre ord indlandsisen hvælver sig i denne del af landet meget regelmæssig som en cylinderflade eller muligens rettere kegleflade, med stigning mod nord, fra den ene kyst til den anden.

Af interesse kan det være hermed at sammenstille stigningsforholdene i andre dele af indlandsisen, saavidt vi kjender dem fra tidligere ekspeditioner.

Søndenfor vor rute er der kun paa et eneste sted foretaget undersøgelser, som byder materiale af betydning i denne forbindelse. Det er paa vestkysten mellem 62° 40′ og 62° 50′ n. br., hvor den danske ekspedition under kapt. Jensen var inde. Det er desværre ikke noget langt stykke, som her er befaret; men det er dog nok til, at man kan se, at et tversnit af isoverfladen ogsaa paa dette sted falder saa nogenlunde sammen med en cirkelperiferi, hvis radius imidlertid er mindre end den tidligere — den skulde være omkring 9000 kilometer, naar der fremdeles ikke tages hensyn til jordens sfæriske form. — Ligesom vor rute falder ogsaa Jensens brattere af mod kysten end cirkelen. Interessant er det forhold, at under den inderste del af isvandringen er stigningen lavere, end den vilde være, om den nøiagtig fulgte cirkelperiferien. Grunden dertil er tydeligvis den, at isen her ligger i læ af nunatakerne (Jensens nunataker) og danner ligesom en evje i isstrømmen, mens isen paa den indre side af nunatakerne er høiere og atter falder sammen med cirkelperiferien. Saafremt isfladen hvælver sig efter den samme cirkelperiferi indover, skulde dens høide i midten af landet — som paa dette sted er ca. 400 kilometer bredt, — være omkring 2080 m.

Gaar vi nordenfor vor rute, finder vi paa det sted (paa 68¹⁄2° n. br ), hvor Nordenskiöld var inde, saa langt som han selv trængte frem, en stigning af isfladen, som næsten lige fra kysten falder forbausende godt sammen med en cirkelperiferi. Denne cirkelperiferis radius er meget stor, den skulde uden jordskorpens krumning være omkr. 23 350 kilometer. Undersøges stigningen under lappernes angivne skifærd, da viser det sig imidlertid, at denne falder aldeles udenfor og betydelig lavere end cirkelperiferien, og det ser ud, som disse pludselig skulde være naaede op paa en næsten horisontal flade. At en saadan ikke eksisterer, maa vi synes fuldt berettigede til at gaa ud ifra, endvidere maa vi antage, at lapperne har aflæst sit barometer rigtig nok, og at saaledes høiden, 1947 m., som de skulde have naaet, er noget nær paalidelig. Til forklaring af dette yderst besynderlige forhold staar der saaledes intet andet tilbage end den antagelse, at lapperne har i sterk grad overvurderet den af dem tilbagelagte strækning. Der er Ilden grund til at antage andet, end at stigningen indover har fulgt den samme cirkelperiferi, hvormed stigningen under Nordenskiölds egen færd falder saa forbausende godt sammen. Efter dette skulde den af lapperne naaede høide (1947 m.) ligge omtrent 70 kilometer indenfor Nordenskiölds inderste teltplads og ikke 220 kilometer, saaledes som den efter deres eget opgivende skulde gjøre. Herved faar man ogsaa en afstand, som det er rimeligt, at de kan have tilbagelagt paa sine ski paa det daarlige skiføre, som den fine, løse foksne i Grønlands indre frembyder. At den af dem opgivne afstand er paa saadant føre meget nær en umulighed, vil enhver erfaren skiløber vide. Hvor let det er at overvurdere afstandene paa Grønlands indlandsis, har vi forøvrig fra vor ekspedition god erfaring om, idet vi ofte anslog den tilbagelagte afstand til mere end det dobbelte af det, den i virkeligheden var.

Saafremt indlandsisen hvælver sig tvers over landet paa dette sted efter den samme cirkelperiferi, som Nordenskiölds stigning antyder, da vil dens høide paa midten ikke være mere end 2360 m., altsaa lavere end den af os fundne høide.

Pearys angivelser angaaende afstande og høider er desværre mangelfulde; men saavidt der kan sluttes af hans og Maigaards beretninger, synes stigningen under den største del af deres færd (den foretoges paa omtrent 69¹⁄2 n. br.) at falde merkelig godt sammen med netop den cirkelperiferi, som angives ved Nordenskiölds færd. Under de første 40 kilometer af vandringen er imidlertid stigningen betydelig brattere end cirkelperiferien; men dette kan have sin grund deri, at de steg op fra en arm af Disco-bugten, der skjærer sig dybt ind i indlandsisen, og deres opstigningssted laa saaledes dennes hjerte betydelig nærmere end det sted, hvorfra Nordenskiöld begyndte sin færd.

Resultatet af denne sammenstilling af vor kundskab til indlandsisens høideforhold blir altsaa, at denne hvælver sig paa en merkelig regelmæssig maade som en cylinderflade fra den ene kyst til den anden. Cylinderens radius er imidlertid betydelig forskjellig paa landets forskjellige breddegrader, idet den i sterk grad tiltager fra syd mod nord, saaledes at altsaa selve cylinderfladen skulde bli fladere, efterhvert som man kommer nordover.

Foruden disse eiendommeligheder ved formen af indlandsisens overflade er der endnu en, som muligens fortjener opmerksomhed, og det er den allerede omtalte svage bølgeform. Ved at se paa tversnittet vil man kunne iagttage to slags bølger, nogle større, som er mest fremtrædende nær kysterne, især østkysten, og som blir længere og fladere mod det indre, og mange mindre, som kunde følges den hele vei over, men som ogsaa gjerne var længere og mindre merkbare i det indre. Tildels lignende bølger har de fleste ekspeditioner, som har trængt ind paa indlandsisen, bemerket, de strækker sig, som det synes, altid i retning omtrent nord til syd. Jeg har ikke den opfatning, at det er det underliggende land, som i nogen væsentlig grad betinger dannelsen af disse bølger, ialfald ikke de mindre, jeg skulde snarere tro, at vinden staar i genetisk forbindelse dermed.

Hvad kan nu i det store hele betinge sne- og isdækkets form? At den, ialfald til en vis grad, maa være uafhængig af det underliggende fjeld, kan vi snart komme paa det rene med; thi at dette skulde danne en saa regelmæssig udstrakt slette, som indlandsisens overflade frembyder, vil neppe nogen paastaa. Da Grønlands bjergfulde sønderrevne kyster i høi grad minder om den norske vestkyst, saa er der al grund til at antage, at Grønlands indre, hvis isdækket blev taget bort, vilde ligne Norges, ja det vikle sandsynligvis vise sig endnu mere sønderskaaret, da saavel dets øst- som vestkyst er det i høi grad. Det vil med andre ord sige, at der maa være høie fjelde og dybe dale — og alt er det udjevnet og forsvundet under isdækket.

Forat vi desto lettere kan danne os et begreb om, hvad der betinger dettes form, lad os da for et øieblik tænke os, hvorledes det fra først af maa være dannet. Da temperaturen sank, muligens samtidig med en stigen af nedbøren, blev de snemasser, som ikke kunde smeltes bort om sommeren, aar efter aar større, især i de høiere fjeldtrakter. Sneen samlede sig i fonner, disse steg og forenede sig til bræer. Hvorledes denne ansamling af sne maa have gaaet for sig, kan vi iagttage i vore egne høifjelde om vinteren. Vinden feier der al den tørre, lette sne, som falder, fra topperne ned i dalene, de første holdes næsten nøgne, medens de sidste lidt efter lidt fyldes. Naar saa forholdene er blevne slig, at denne ophobning af sne i de høieste fjelddale har været større end formindskelsen ved afsmeltningen om sommeren, saa maatte altsaa snemængden i disse stige fra aar til aar; men saalænge endnu sneen i dalene laa lavere end topperne, har vinden trolig fortsat sin nivellerende virksomhed.

Efterhaanden er imidlertid dalene bleven helt fyldte, og bræernes overflade har nu kunnet stige over topperne og skjule dem. Da bræerne i de høiere trakter har sendt skridjøkler ned mod de lavere, og da temperaturen har faldt, er der kommet betingelser for, at det samme kan gaa for sig ogsaa der, og efterhaanden er det hele land blevet dækket under sne, som stadig jevnedes og holdtes glat af vinden, og som saa tilsidst har kunnet stige op over de høieste toppe og har oversvømmet alt som et eneste snehav.

Dette snehav kan imidlertid ikke ventes at være lige svært overalt.

Det maa synes naturlig at der, hvor nedbøren er størst i forhold til de kræfter, som lægger hindringer i veien for sneens voksen, der maa ogsaa sne- og islaget bli tykkest. Efter dette kunde det synes rimeligt, at tykkelsen skulde bli størst henimod kysterne; thi her maa den fugtige luft, som kommer dragende indover fra havet, afsætte det meste af sin fugtighed. Allerede snedækkets regelmæssig hvælvede overflade maa imidlertid bringe mistanke om, at en anden faktor af mer enkel mathematisk natur virker bestemmende paa formen. Denne faktor er trykket. Det bør nemlig erindres, at isdækket er en plastisk masse, som er i bevægelse udad mod siderne. Der hvor modstanden mod bevægelsen er størst, der maa man ogsaa vente, at massens overflade kommer til at ligge høiest. Men modstanden mod bevægelsen maa nødvendigvis være størst paa et eller andet punkt i landets midtre del. Dette punkts beliggenhed maa for en del betinges af underlagets større ujevnheder, idet disse kan forøge eller formindske denne modstand. Fra dette punkt aftager modstanden til begge sider, og vi maa følgelig vente at finde isdækkets overflade regelmæssig hvælvet, saaledes som vi fandt den.

Den senere omtalte smeltning paa bræens underside maa ogsaa bidrage til, at snefladen hæver sig mod det indre, idet den tilsteder isdækket at bli tykkest der, hvor overfladens temperatur er lavest (se derom senere).

Af hvad her er paavist, maa det fremgaa for det første, at underlagets mindre ujevnheder ingen indflydelse kan have paa formen af bræens overflade, og for det andet, at underlagets større ujevnheder heller ikke kan virke absolut bestemmende, da der her kommer andre faktorer til udenfra. Det er saaledes ingenlunde afgjort, at bræens høideryg eller bræskillet, om vi vil kalde det saa, falder lige over underlagets høideryg eller vandskille. Dette kommer til at afhænge af, om det ellers kan forenes med nedbørs-, tryk- og smeltningsforholdene. At underlaget dog maa have nogen indflydelse i saa henseende, er allerede paavist. At ialfald den skandinaviske bræs høideryg ikke laa over landets vandskille, synes at være fyldestgjørende bevist. Den maa, idetmindste i den seneste istid, have ligget op til 160 kilometer i sydøst.

Hvor tyk er den grønlandske indlandsis?

Dette er et spørgsmaal, som vilde være af største interesse af faa besvaret, men desværre er det ikke let; thi at maale den vilde være forbundet med store vanskeligheder.

Jeg har tidligere sagt, at Grønland antagelig er et land ligt Norge, hvad dets fjelde og høideforhold angaar. Gaar vi nu ud herfra og tænker os Norge dækket under et lignende islag som Grønland, vil vi se, at endog vor høieste top Galhøpiggen (2560 m.) vilde kommet under sneen, hvis den kom til at ligge noget saa nær under høideryggen.

Over steder som Fillefjeld og Hardangervidden vilde bræen bli 1300 til 1600 meter (4000 til 5000 fod) tyk, over bunden af Valders, Hallingdal, Gudbrandsdalen o. s. v. vilde den bli mindst 1900 til 2200 meter (6000 til 7000 fod) tyk. Paa nogle steder, som over Mjøsen, Randsfjorden og fl. vilde laget bli endnu tykkere, mens det paa andre steder, som over fjeldryggene mellem dalene, vilde bli mindre; dets tykkelse vilde her dog ikke bli formindsket med mer end 1000 til 2000 fod.

Paa Grønland maa jo noget lignende være tilfældet, og om vi end kan tænke os, at det faste land der tildels kan være noget høiere end i Norge, saa kan dog neppe bunden af dets dale som regel ligge mer end 700 til 1000 meter over havet, og over disse dale faar vi saaledes i det mindste en tykkelse af bræen paa omkring 1700 til 2000 meter, mens den jo andre steder kan være mindre.

Det tryk, en bræ paa 2000 meters tykkelse udøver, blir ialfald ikke mindre end 160 atmosfærer, og naar en saadan masse bevæger sig henover sit underlag, vil det nok forstaaes, at den har en voldsom evne til at skure paa dette og til at bryde løs og føre med sig alle fremstaaende ujevnheder. Paa denne maade maa de sig stadig mod kysten bevægende bræer nok være i stand til i tidernes løb at dybe ud og forstørre de dale. hvorigjennem de bevæger sig, og jo dybere dalene blir, desto tykkere blir ogsaa bræerne og desto større deres tryk og som følge deraf deres gravende evne. Paa denne maade vil det let forstaaes, hvorfor bræerne ikke kan grave jevnt paa hele underlaget, deres virksomhed maa mer og mer samle sig paa de steder, hvor der var ujevnheder og dale, før de begyndte at dannes. Den gravende evne vil naturligvis ikke alene afhænge af bræens tykkelse, men vil ogsaa være afhængig af bevægelsens hastighed. Den sidste maa ifølge sagens natur være større nær bræens ydre rand, end den er i det indre, da modstanden der er mindst og nedbøren størst. Paa den anden side er imidlertid mægtigheden mindre nær randen end længere inde. Den største gravende evne kommer følgelig til at maatte findes der, hvor produktet af disse to faktorer er størst, og det blir antagelig et stykke fra bræens rand. Isen har sikkerlig til dette sit arbeide paa den underliggende grund en betydelig hjælp af vandet og elvene, som dannes ved smeltning paa isdækkets under side, og som vi senere skal komme til at omtale.

Som et ypperligt eksempel paa, hvor mægtig skridjøklernes gravende evne maa være, kan nævnes Vaigatet i Nord-Grønland, det 20 mil lange og vel 2 mil brede sund, som fra Disco-bugten skjærer sig i nordvestlig retning mellem Disco-øen og Nugsuaks halvø ud mod havet. Som af prof. Amund Helland gjort opmerksom paa, kan ingen geolog, der gjør sig det bryderi at undersøge forholdet, være i tvil om, at de merkelige lag fra kridttiden og tertiærtiden (se begyndelsen af dette tillæg) samt de derover liggende yngre basaltiske dannelser, som optræder i omtrent tilsvarende høider paa begge sider af dette mægtige sund, engang har udgjort et sammenhængende hele. Sundet kan umulig være ældre den de bergarter, som danner dets sider. Da enkelte af tertiærdannelserne er meget sene, de tilhører ialfald den seneste del af den miocene tid, og da disse lag endvidere er dækket af mægtige basaltlag, saa blir selve Vaigatets dannelse af meget ny dato, og vi kjender da neppe andre kræfter, som kan have dannet det, end netop skridjøklerne. Det er imidlertid et vældigt arbeide, som disse her har leveret. Da basaltlagene paa begge sider af sundet ligger i en høide af op til tusend og halvandet tusend meter eller endog mer, og da sundet selv er dybt, saa blir det altsaa en stenmasse af mindst et par tusend meters tykkelse, et par mils bredde og mer end 20 mils længde, som har fyldt sundet, og som er blevet bortført ved isens virksomhed.

En indflydelse af anden art synes et saa mægtigt isdække at maatte have paa underlaget, derved at det med sin store vegt trykker det ned. Herved har man ogsaa villet forklare den sænkning af landet siden før istiden, som man paa flere steder har ment at kunne paavise. Da fjeldunderlaget ialfald til en vis grad er elastisk, saa er det ikke urimeligt, at den stigning af landet, som har gaaet for sig efter istiden i Nord-Europa og Amerika saavelsom efter den tidligere større udbredelse af isen i Grønland, kan forklares derved, at landet har hævet sig, efterhvert som isen trak sig tilbage, og trykket blev mindre. At det virkelig maa forholde sig saa, synes kand. Andr. M. Hansens undersøgelser af strandlinjerne i Norge^[6] at tyde hen paa, idet nemlig disse tydelig viser, at landet har steget sterkere mod det indre — hvor altsaa isdækket var tykkest og trykket størst — end ud mod havkanten; der synes endog at være et næsten konstant forhold mellem stigningen og afstanden fra den ydre kystlinje.

Dette kan muligens ogsaa, som Hansen mener, forklare terrassernes dannelse. Idet nemlig isens aftagen neppe kan antages at have gaaet jevnt for sig, saa kan heller ikke landet have hævet sig jevnt. Der har været perioder i de klimatiske forandringer, og der har sandsynligvis været tider, da bræmassen mindskede meget lidet eller endog voksede igjen; som følge deraf har landet holdt sig i nogenlunde konstant niveau. Under saadanne tider er terrasserne bleven dannede, og de er blevne større eller mindre alt efter tidernes varighed. Saa er der kommet perioder med aftagen af bræmassen og en tilsvarende sterk stigning af landet; under disse er terrassernes dannelse ialfald delvis blevet afbrudt.

For at faa et rigtigt indtryk af de store indlandsises indflydelse i denne henseende saavel som af deres gravende evne, bør det erindres, at den grønlandske er liden i forhold til dem, som dækkede Europa og Amerika, den er ogsaa nu liden i forhold til, hvad den var, dengang den fuldstændig dækkede Grønlands yderste kystland.

Som noget, der endvidere maa have bidraget til, at landene har steget, efterat de blev dækkede af is, er den formindskelse af tryk, som er kommen derved, at dækket har tæret paa og har ført materiale bort fra underlaget. At den formindskelse af tryk, som derved er bleven foraarsaget, ikke er liden, kan man faa et indtryk af ved at erindre de masser sten og grus, som fra Skandinavien er førte over til Rusland, Danmark og den nordtyske slette.

Forbisees bør det dog ikke, at en saadan stigning tildels ogsaa kan være tilsyneladende, idet det ikke er landet, som har steget, men sjøen, som har faldt. Det har nemlig været paavist, at landene udøver tiltrækning paa sjøen, saaledes at dennes overflade staar høiere nær bratte og høie bjerglande end andre steder; noget lignende vilde ogsaa være tilfældet, om landet bestod af is. Det er klart, at jo større landets (eller ogsaa isens) masse er, desto sterkere blir tiltrækningen og desto høiere sjøens overflade. Naar nu, saaledes som efter istiden, landets masse er bleven forringet ved det bortgravede materiale og ved selve isens forsvinden, er ogsaa tiltrækningen bleven mindre, og sjøens overflade maa være sunket; at dette imidlertid ikke strækker til for at forklare de iagttagne forandringer, fremgaar tydeligst af Hansens tidligere omtalte strandlinje-undersøgelser; thi efter disse maatte nemlig sjøens synken have tiltaget regelmæssig indigjennem fjordene og proportionalt med afstanden fra yderkysten. Vistnok maa tiltrækningen være noget sterkere inde i fjordene, men forskjellen blir langtfra nok til at forklare de foreliggende iagttagelser, ligesom hele forringelsen af tiltrækningen paa langt nær kan foraarsage en synken stor nok til at frembringe en tilsyneladende stigning af op til 700 fod.

Af de indvendinger, som er gjort mod, at isens forsvinden kan være aarsag i landets stigning, kan nævnes den, at man i Sverige har paavist postglaciale hævninger af landet. Disse forekommer det mig kan meget godt forklares, saaledes som Hansen mener, derved, at længe efter at isen havde trukket sig tilbage fra det sydlige Sverige, holdt der sig store levninger af den i Norge og Nord-Sverige, og det er disse levningers forsvinden, som har foraarsaget de svenske postglaciale hævninger.

Vanskeligere at forklare er paavisningen af landhævelser i Asien, hvor der ingen istid har været. Det kan imidlertid tænkes, at ved regnvandets og elvenes tæren paa landene kan deres masse saaledes forringes, at en merkbar stigning maa fremkaldes; dette maa da først og fremst ske i nordlige lande, hvor denne virksomhed paa grund af kulden er størst. At havets tæren paa Færøernes og Islands kyster kan, saaledes som tidligere omtalt (side 142, have foraarsaget disses stigen og derved basaltlagenes skraa stilling paa disse øer, synes ogsaa at tyde paa, hvilken indflydelse erosion kan have i denne henseende.

At Grønlands stigning som regel er betydelig mindre end Skandinaviens, stemmer ogsaa godt med den her omtalte forklaring af stigningen; thi Grønlands indlandsis har sikkert nok ikke selv i sin største udbredning været saa mægtig som den skandinaviske og nordeuropæiske, desuden har Grønlands indlandsis endnu kun trukket sig delvis tilbage, og der er endnu en stor mulighed for stigning, inden al is smelter bort. Hvad enten landet for øieblikket befinder sig i synken, saaledes som enkelte har ment at se beviser paa, eller er i stillestaaen, det har i denne forbindelse liden interesse; thi det vilde i saa tilfælde kun bevise, at indlandsisen for øieblikket har en periode, hvori den vokser eller holder sig paa samme høide. At den ialfald ikke aftager synderlig nu, kommer jeg senere til at omtale.

Indlandsisens overflade.

Af sprækker fandt vi paafaldende lidet paa vor færd. Paa østsiden optraadte de kun indtil 15 kilometer fra kysten. Nær vestkysten mødte vi den første spræk muligens 40—45 kilometer fra indlandsisens rand. I hele det indre fandtes ingen antydning dertil. Elve paa isen saa vi saagodtsom ikke. Dette kunde efter manges mening tilskrives den sene aarstid. Men paa den ene side er midten af august, da vi var paa østkysten, ikke nogen sen aarstid, hvad snesmeltningen angaar, og for det andet maatte vi, om end elvene selv var forsvundne nær vestkysten, dog have seet deres render. Deraf saa vi imidlertid intet i det indre, det var i høiden 20 til 30 kilometer fra indlandsisens vestre rand, at noget saadant iagttoges. Ligeledes kan der muligens indtil 15 kilometer fra østkysten rende mindre bække ovenpaa isen. Udenfor disse smaa stykker nær kysterne findes ikke paa nogen tid af aaret elve paa den af os befærdede del af indlandsisen.

Beskaffenheden af indlandsisens overflade i det indre vil man forhaabentlig faa et nogenlunde klart billede af ved skildringen i kapitel XVIII. Som det deraf vil sees (side 482, er det ikke meget langt fra østkysten, at overfladen begynder at dannes af tør sne, hvorpaa solen kun formaar at danne tynde isskorper. Af saadan tør sne dannes hele den indre isørkens overflade. Hvor dybt vi der maa gaa for at finde denne sne forvandlet til is, ved vi intet om. Det maa ensteds ske paa grund af trykket. Det merkeligste ved denne iagttagelse af tør sne er det, at sneens og isens masse inde i landet altsaa ikke formindskes ved smeltning paa overfladen, men derom mer senere.

Med hensyn til indlandsisens overflade skal jeg endnu kun gjøre opmerksom paa, at vi kun lidet eller intet iagttog af fremmede gjenstande.

Af Nordenskiölds isstøv eller kryokonit saaes næsten intet paa østkysten eller nær denne. I nærheden af vestkysten fandt jeg det paa flere steder indtil 30 kilometer fra isranden, det var dog altid kun smaa mængder, som saaes, hvilket for en stor del maa tilskrives den sene aarstid, idet de vandhuller, hvori kryokoniten gjerne findes, var tilfrosne.

Af moræneslam eller stene (flytblokke) saaes intet nogensteds paa isen,^[7] naar undtages den sidste lille skraaning paa vestkysten, hvor vi kom ned paa landet eller rettere ned paa det første lille vand, det vil altsaa sige kun et hundrede alen eller saa fra den alleryderste rand. Dette staar i fuld overensstemmelse med tidligere iagttagelser paa Grønlands indlandsis, men stik imod, hvad mange geologer hævder med hensyn til de større istiders bræer. Disse mener de nemlig skulde have ført mægtige moræner af grus og sten paa sine rygge, en efter min mening fuldstændig absurd paastand, som neppe trænger anden gjendriven end henvisning til den grønlandske indlandsis. Den paastand, at denne intet beviser i saa henseende, da Grønland altfor længe skulde have været udsat for isens skuring til, at der endnu var flytmateriale af betydning, er fuldstændig værdiløs; thi om man end ikke vidste, at der stadig føres flytblokke ud i de grønlandske isfjorde (hvilket det gjør), saa har dog ingen villet benegte, at der uafbrudt kommer vældige masser af moræneslam med elven frem under bræerne, og dette maatte dog i et hvert fald bli bragt op til bræernes overflade, ifald der i deres masse var den sterkt opadgaaende bevægelse, som man har villet paastaa.

Meteorologiske iagttagelser.

I meteorologisk henseende har ekspeditionen bragt overraskende resultater.

Temperatur. Som allerede nævnt faldt, efter hvad prof. Mohn har udregnet, temperaturen enkelte nætter (12—14 september) antagelig ned paa ÷45° C., og middeltemperaturen for dagene fra 11 —16 september, da vi var omtrent midt i landet eller lidt vestenfor selve høideryggen, var ÷30° til ÷34° C. Dette er mindst 20° lavere, end man skulde vente ifølge den almindelig antagne lov for temperaturens fald med stigende høide, naar man gaar ud ifra middeltemperaturen ved de nærliggende kyster.

Reduceret til havfladen er denne temperatur uden sammenligning den laveste, som er iagttaget paa vor jord i september maaned. En af de koldeste middeltemperaturer for denne maaned, som kjendes, er ÷9°C. paa Grinnells Land. I den midtre del af Grønland er den koldeste middel temperatur for september sikkert nok ikke langt fra ÷30° C. (altsaa en forskjel af omkr. 20°). Reduceret til havfladen kan denne temperatur ialfald ikke bli høiere end ÷13° C.

Det kan saaledes synes, som vi i Grønlands indre har, som prof. Mohn siger, fundet den nordlige halvkugles anden kuldepol. Og sandsynligvis er Grønlands indre et af de koldeste steder paa vor jord.

Ved temperaturen er der endnu et andet forhold, værd at lægge merke til, nemlig den store forskjel mellem dag og nat. I landets indre var denne 20 til 25°, idet vi paa den koldeste tid af natten antagelig kunde have indtil ÷45° C, mens temperaturen om dagen steg til omkring ÷20° C. Saa stor forskjel indtraadte dog kun de dage, da veiret var klart hele døgnet igjennem.

Meteorologerne har havt vanskeligt for at tænke sig de lave temperaturer, vi fandt i Grønlands indre, disse danner saa at sige et nyt fænomen, hvor der maa foreligge faktorer, som man endnu ikke har regnet med. Jeg tror, at den lave temperatur, saavel som den store forskjel mellem temperaturerne dag og nat, nærmest maa forklares paa følgende maade.

At udstraalingen er større fra sneflader end fra jord- eller stenflader, mener flere forskere at maatte slutte sig til, idet de har fundet, at temperaturen over de første synker sterkere om natten især i klart veir.

Det kan synes noget forbausende, at saa skulde være tilfældet, da der er liden grund til at antage. at den hvide, glatte sneflade skulde give en større varmeudstraaling end den ru, mørke jordoverflade. Det strider ogsaa mod almindelig erfaring. Som enhver norsk bonde vil vide, har myrene ikke let for at fryse til endog i den sterkeste kulde, saasnart de er bleven dækkede af sne, selv om denne er noksaa tynd, mens de ved samme temperatur vilde bundfryse, om sneen var borte. Skulde udstraalingen virkelig befordres ved snelaget, maatte frysningen ogsaa befordres derved, i ethvert fald naar det var tyndt, saa sneens ringe varmeledningsevne ikke kommer til at spille saa stor rolle.

Ved nærmere overveielse maa det vise sig at være utvilsomt, at jordskorpens virkelige udstraaling formindskes ved et snedække. Naar det imidlertid kan se ud, som om den forøgedes, da har dette sin grund i sneens ringe varmeledning. I lag, som er gode varmeledere, vil der, selv om udstraalingen maatte være sterk, efterhaanden tilføres overfladen varme indefra, og paa den vis vil saaledes udstraalingen foraarsage et stort tab af varme for den hele masse, mens varmen paa selve overfladen ikke synker saa meget, som den nødvendigvis maa gjøre i lag. som er slette varmeledere. Her vil nemlig udstraalingen væsentlig kun faa betydning for de allerøverste lag; thi da kun liden varme tilføres indefra, vil temperaturen faa lov til at synke nogenlunde uhindret paa overfladen, mens temperaturen et stykke under denne er betydelig høiere. Forskjellen i denne henseende mellem slette og gode varmeledere blir som mellem slette klæder, der er gode varmeledere, og gode klæder, som er slette varmeledere. De første vil tilføre den, som bærer dem, størst varmetab, mens de selv er varmere paa overfladen, de sidste vil give lidet varmetab, men er selv kolde paa sin overflade.

Nu er det klart, at det er temperaturen af jordbundens allerøverste lag, som virker afgjørende paa temperaturen af det nærmest liggende eller laveste luftlag. Følgelig maa, efter hvad vi har seet, under varmeudstraalingen fra jordoverfladen de nederste luftlags temperatur bli lavest over jordbund bestaaende af slet varmeledende lag, omend selve udstraalingen herfra muligens maatte være noget mindre. Vi maa saaledes vente at finde et sterkere fald i temperaturen om natten over sneflader, især med tykke lag af løs sne, end over isflader, og endvidere sterkere over løse jord- og sandlag — som er slette varmeledere — end over fast jordbund af fjeld eller fugtig jord.

I sammenhæng med den slette varmeledning staar naturligvis det, at disse løse sne- og og sandlag representerer en langt mindre masse end et tilsvarende kubikindhold is, sten eller fugtig jord — følgelig har de ogsaa et tilsvarende mindre absolut varmeindhold. Tab af en bestemt mængde varme vil følgelig foraarsage et langt større temperaturfald hos f. eks. en kubikfod løs sne eller sand end hos en kubikfod is eller fast fjeldmasse.

Paa saadanne steder med løse lag maa følgelig temperaturforskjellen mellem dag og nat ventes at være paafaldende stor, idet ogsaa solen der har lettere for at opvarme de allerøverste lag om dagen, uden at de meddeler for meget deraf til de underliggende lag. Dette stemmer overraskende godt med de iagttagelser i den retning, som kjendes. Temperaturforskjellen mellem dag og nat var, som vi har seet, 20 til 25° i Grønlands indre; et lignende forhold, om end langtfra i saa paafaldende grad, fandt den britiske polarstation over snefladerne ved Fort Rae (store Slave-sø) i mars 1883. Endvidere er Sahara og de asiatiske ørkenstrøg bekjendte for sin store forskjel mellem dag- og nat-temperatur, og den synes der at kunne være lige stor, om ikke større end i den grønlanske sneørken.

I dennes indre del maa der være alle betingelser for en sterk afkjøling ved udstraaling. Det er kun midtsommers, at solen og frosten formaar at frembringe en tynd isskorpe over sneen, som altsaa er en tættere masse, en bedre varmeleder og en lidt mindre god varmeudstraaler. Størstedelen af aaret er den imidlertid dækket af fuldkommen tør sne, som vistnok er sammenpakket af vind, men som er falden under lav temperatur og er yderst fin og følgelig en yderst slet varmeleder.

Men kan nu denne udstraaling til det kolde verdensrum fra sneoverfladen fremkalde et saa stort fald af de laveste luftlags temperatur en sommernat, hvilke lave temperaturer maa den da ikke kunne fremkalde over denne sneørken om vinteren, da solen staar lavt eller — længere nord — er ganske borte. Vi har neppe endnu noget maal, der sætter os istand til endog tilnærmelsesvis at beregne, hvor dybt temperaturen da kan synke. Det maa følgelig antages, at der er en stor forskjel mellem temperatur vinter og sommer^[8].

Den sterke afkjøling ved udstraaling af de allerøverste snelag tror jeg saaledes for en væsentlig del er aarsagen til de gjennemgaaende lave temperaturer, vi iagttog under hele færden gjennem det indre. Vistnok har solen tilsvarende let for at opvarme de øverste, slet varmeledende snelag om dagen, men det maa erindres, at længere end til 0° kommer den i ethvert fald ikke, og dernæst reflekterer den hvide sneflade ikke lidet af de varmebringende solstraaler.

En anden faktor, som i høi grad maa bidrage til at forøge udstraaling og skaffe lav temperatur, er den tynde luft i denne høide over havet. Det maa endvidere erindres, at en lignende jevn slette i en saadan høide af op til 2700 m. over havet kjendes endnu ikke. Den er ikke gjennemskaaret af dalsænkninger, hvori den ved udstraalingen afkjølede luft kan synke ned, eller hvorfra varm luft kan stige op. Lufttrykket er desuden slig, at kun lidet luft tilføres fra kysterne, idet vindene mest gaar fra det indre mod disse. Udstraalingen maa med høi grad af lethed kunne gaa for sig gjennem denne tynde kolde luft, hvis relative fugtighedsgrad vistnok er stor, men hvis absolute fugtighed dog er yderst ringe. Desuden maa det erindres, at vi kun kunde undersøge luften indtil mands høide fra snefladen. Urimeligt er det vel ikke, at man høiere tilveirs vilde finde varmere og forholdsvis tør luft, som i end høiere grad begunstiger udstraalingen; det maa nemlig erindres, at da der er forholdsvis smaa forandringer i luftlagene derinde, og da der neppe uden om sommeren kan være nogen sterk opadgaaende luftstrøm, som kan tilføre de høiere luftlag fugtighed, idet de af snefladen afkjølede lag som de tungeste synker ned. saa maa man nødvendigvis vente at finde tørrere og til en vis grad varmere luft i de høiere luftlag, saasnart varmeudstraalingen er større end varmetilstraalingen, og det er den, som det vil forstaaes, en stor del af aaret.

Endnu en tredje faktor, som ogsaa, skjønt i mindre grad, kan bidrage til temperaturens synken i den indre sneørkens overflade, kan det muligens være af interesse at antyde. Som jeg senere vil udvikle, maa der efter min opfatning foregaa en stadig smeltning^[9] paa sne- og ismassens underside der, hvor den berører det underliggende land. En saadan smeltning binder imidlertid en masse varme, som føres med smeltevandet, der under ismassen render ud til kysterne. At en saadan stadig bortførelse af varme fra indlandsisens undre lag heller ikke kan være ganske uden indflydelse paa dens overfladetemperatur, er saa indlysende, at det neppe trænger nærmere forklaring. Paa den ene side tages jo denne varme fra indlandsisen selv, og dette maa meddele sig til overfladen i mer eller mindre grad alt efter is- og snelagets tykkelse, paa den anden side tages den fra de underliggende lag, med andre ord: en del af jord skorpens indre varme, som ifølge jordens stadige varmetab paa overfladen saa at sige altid er paa vandring indenfra udad, blir stanset og forbrugt her, og selve overfladen blir altsaa berøvet en del af den varme, den skulde faa indenfra. Nu er vistnok varmeledningen gjennem islag liden og gjennem de øverst liggende snelag endnu mindre, og det paa denne maade foraarsagede varmetab skulde saaledes paa overfladen bli mindre føleligt; men noget maa der dog bli.

Som det vil sees, maa alle de her fremhævede forholde virke sammen til at frembringe en kold overflade, og efter min mening maa de være nogenlunde tilstrækkelige til at forklare denne sneørkens forbausende lave temperatur^[10].

Fugtighed og Nedbør. Med hensyn til fugtighed og nedbør fandt vi forhold, som man paa forhaand neppe skulde ventet. Luftens fugtighedsgrad var over den største del af indlandsisen overraskende høi, idet den for det meste befandtes at være mellem 90 og 100%. Det var kun nær vestkysten, at vi fandt den under 79%, men vi havde da vind af føhnartet karakter.

Det vil saaledes forstaaes, at om end luftens absolute fugtighed paa grund af den lave temperatur var liden, saa var den relative fugtighed meget høi. Dette er dog igrunden ikke mer, end det kunde ventes, da jo alle til indlandsisen kommende vinde maa komme fra havet, og den luft, de fører med sig, blir efterhaanden mer og mer afkjølet, jo længere den trænger ind. Som følge deraf maa der ogsaa forholdsvis ofte være nedbør. Under de 40 dage, isvandringen stod paa, havde vi 4 dage regn, 1 dag hagel og 11 dage sne. I det indre faldt denne mest i form af fin frostsne eller isnaale, som næsten daglig regnede ned fra en halvt gjennemsigtig luft, hvori solen endog hyppig kunde skimtes igjennem, og hvor der da næsten til stadighed dannedes solringe med bisole.

Hvilke kræfter hindrer indlandsisen fra at stige?

Naar vi nu sammenligner denne stadige nedbør med det tidligere omtalte forhold, at snemængden ikke formindskes ved smeltning paa overfladen, da maa det altsaa forholde sig saa, at enten tiltager den grønlandske indlandsis stadig i det indre, eller ogsaa er der andre faktorer, der virker tærende paa ismassen og ophæver forøgelsen.

At vi med vort nuværende kjendskab ingen ret har til at antage det første, vil vi snart kunne overbevise os om; thi steg indlandsisen i det indre, maatte det jo ogsaa antages, at den skulde forøges nær randen, men det fremgaar ikke af de iagttagelser og maalinger, som hidtil foreligger. Disse strækker sig vistnok ikke gjennem et tidsrum, som tilsteder mere vidtrækkende slutninger; men de er dog foretagne gjennem flere aar.

Hvad kan da bidrage til, at snemængden ikke forøges?

Fordampningen fra overfladen kan, som vi allerede har seet, kun være liden og er ikke istand til at forringe snemængden i nogen følelig grad.

Vinden, der skulde kunne drive sneen fra det indre mod kysterne som fin snedrift, kan heller ikke have nogen stor virkning i denne henseende. Vistnok blæser den nær isranden temmelig stadig udad, men i det indre synes der i det hele at være meget lidet vind, og den, som er, blæser ikke regelmæssig fra nogen kant.

Der er følgelig paa overfladen intet, som er istand til at forhindre sneens stigen. Denne kunde vi i virkeligheden ogsaa direkte iagttage ide mange snelag med mellemliggende tynde isskorper. Det blir altsaa i dybet, at vi maa søge vore grunde.

Efterhvert som vi gaar nedover, træffer vi paa en faktor, som maa være af betydning i denne henseende, og det er trykket. Det maa nemlig erindres, at sneen og isen — som ved tryk er frembragt af hin — er en tildels plastisk eller seig, halvflydende masse, som ikke kan naa nogen meget stor tykkelse, før trykket vil bevirke, at den siger ud til siderne, og paa den maade danner skridjøkler, større eller mindre alt efter massens størrelse, saaledes som vi kan iagttage overalt i vore høifjelde.

Paa denne maade vil altsaa trykket tvinge den grønlandske indlandsis, efterhvert som den stiger i det indre, i en stadig bevægelse ned ad underlagets fjeldsider, ud gjennem de dale, hvor den lettest kommer frem, og mod kysterne, hvor den saa som de bekjendte mægtige skridjøkler glider ud i fjordene og afkaster sine isfjelde, der af havet føres bort. Paa denne maade svarer paa en vis disse skridjøkler eller isstrømme til elvene i andre lande, idet de for en del danner afløb for nedbøren i det indre land; forskjellen er bare, at afløbet sker i fast form istedenfor flydende.

Mange har muligens vanskeligt ved at tænke sig sne og is paa den maade bevægelig; men hvis man isteden derfor tænker sig Grønland dækket af et tilsvarende lag beg, vaad lere eller gele, vil man antagelig straks indse nødvendigheden af, at dette lag senere eller tidligere maatte sige ud i havet.

Det vil saaledes forstaaes, at med en vis mængde nedbør vilde indlandsisen, selv om ingen andre faktorer var tilstede, dog ikke kunne stige mer end til en bestemt høide, hvor bevægelsen foraarsaget ved trykket vilde holde tilveksten i ligevegt. Har nu den grønlandske indlandsis naaet denne høide?

Dette er ikke sandsynligt; thi før den naaede saa langt, maa en anden faktor have meldt sig og forhindret, at den kunde stige videre. Det er den smeltning, som maa fremkaldes paa dens undre side væsentlig paa grund af jordens indre varme.

Det er en kjendsgjerning, som ikke længere lader sig bestride, at jordens indre har sin egen varme, og at temperaturen stiger, efterhvert som man trænger dybere i jordskorpen. Men ligesaa sikkert, som dette er, ligesaa sikkert maa ogsaa det samme være tilfældet i en snebræ; thi i intet adskiller denne sig fra almindelige geologiske lag uden deri, at der er mer bevægelse i den, samt at den smelter ved en lavere temperatur end disse. Sneen og isen er slette varmeledere, og vi skulde af den grund, om de laa stille, kunne vente at finde en sterkere temperaturstigning der end hos andre geologiske lag. Nu kommer imidlertid det muligens til, at indlandsisens lag er saa nylig dannede og i saadan stadig bevægelse udad, at den indre jordvarme ikke har faaet tid til fuldstændig at gjennemtrænge dem.

Det er saaledes, saalænge vi ikke har undersøgt det, umuligt at beregne, i hvilken grad temperaturen stiger mod dybet i indlandsisen. Om vi imidlertid forudsætter, at stigningen er omtrent den samme som vanlig, og at overfladens aarstemperatur i det indre af landet er mellem ÷20 og ÷30 grader^[11], saa skulde vi altsaa vente i et dyb af fra 700 til 1000 meter at finde en temperatur nær 0°, idet man ved boringer har ment at finde en gjennemsnitlig temperaturstigning af 1° C. for hver 33 m. Dels er imidlertid denne sidste bestemmelse altfor usikker, og dels er, som ovenfor seet, forholdene i selve bræmassen altfor lidet kjendte til, at denne eller nogen anden bestemmelse foreløbig kan tillægges noget værd; kun saa meget synes vi med sikkerhed at kunne sige, at i et vist dyb under sneens overnade maa der være en temperatur af 0°. Nu kan desuden erindres derom, at ved tryk bringes isens smeltepunkt ned paa lavere temperatur; der skal vistnok stort tryk til for at forandre smeltepunktet saa meget som en grad, men det kan dog komme til at spille nogen rolle.

I det dyb, hvor temperaturen er stegen til 0° eller rettere til isens smeltepunkt ved det tilstedeværende tryk, der er altsaa alle betingelser tilstede for isens smeltning; trænger vi dybere, skulde temperaturen stige, men er der fremdeles is, kan dette følgelig ikke ske, og varmen maa gaa med til smeltning af denne. Blot paa grund af jordens indre varme maa følgelig en smeltning gaa for sig paa isens underside; jo tykkere islaget er, desto tykkere maa følgelig ogsaa det lag, hvori dens temperatur staar paa smeltepunktet, være, og desto sterkere maa smeltningen bli. Det vil saaledes forstaaes, at massens forøgelse paa overfladen paa grund af nedbøren kommer til at regulere smeltningen i dybet. Foruden den indre varme kommer desuden en anden varmekilde til. Ved hele ismassens bevægelse maa der under det uhyre tryk udvikles en voldsom friktion saavel mod bunden som mellem massens lavere lag indbyrdes. Denne friktion udvikler imidlertid varme, og denne — stor eller liden — maa ogsaa bidrage til smeltningen. Vi kan altsaa paastaa, at en sne- og ismasse kun kan stige til en vis høide, idet smeltningen paa undersiden da vil holde nedbøren stangen; denne høide vil rette sig efter den sidstes mængde, samt efter overfladens temperatur^[12].

At en saadan smeltning i indlandsisens dyb virkelig gaar for sig, har jeg allerede i sidste kapitel i bogen omtalt et bevis paa, som jeg selv har iagttaget. Forøvrigt er det et velkjendt forhold i Grønland, at der saavel vinter som sommer render elve frem under indlandsisens rand. At den smeltning, som gaar for sig om sommeren paa overfladen nær randene, er altfor ubetydelig til at kunne levere materiale til disse elve, har forhaabentlig vor ekspedition tilfulde bevist, og tilbage staar da intet andet end at antage, at disse elve dannes paa inlandsisens underside. Den vandmængde, som paa den maade naar havet, er sikkert nok betydelig større end den, som naar det i form af isfjelde. Smeltningen i dybet maa saaledes i Grønland spille en større rolle end bræmassens bevægelse til at holde nedbøren stangen. Saasnart den sidste stiger, vil indlandsisens masse stige i samme forhold; saasnart den synker, vil det omvendte være tilfældet. Hvordan det for øieblikket forholder sig, kan vi ikke have nogen formening om; efter de foreliggende iagttagelser kan der, som seet, ikke foregaa nogen sterk forandring i den ene eller den anden retning. Vistnok har eskimoerne talrige sagn om, at indlandsisen skulde vokse, men dette er dog lidet at bygge videnskabelige slutninger paa.

Dannelsen af «drumlins» og «aaser».

Ved at tænke over nødvendigheden af, at der maa foregaa en saa sterk afsmeltning, som her antydet, paa undersiden af enhver nogenlunde tyk indlandsis, er jeg kommen til den slutning, at derved kan man forklare flere glaciale foreteelser, som der endnu ikke er fundet nogen tilfredsstillende forklaring paa. Jeg vil her særlig omtale de saakaldte «drumlins» eller «lenticular hills» og «aaserne» eller de saakaldte «kames».

De første er nogle dannelser, som især forekommer i Amerika. I Europa er de særlig fundne i Irland og England. Vi har dem muligens ogsaa i Norge; de eiendommelige hauge, som findes flere steder paa Jæderen (f. eks. ved Orre), forekommer mig at maatte opfattes som saadanne.

«Drumlins» er lave, aflange og fuldstændig regelmæssig afrundede hauge, dannede af sten og grus. Bredden er gjerne halvten eller to tredjedele af længden, som varierer fra et par hundrede til 5000 fod. Høiden varierer fra 25 til 200 fod, eftersom udstrækningen er stor eller liden. De er altid beliggende ovenpaa de saakaldte bundmoræner, som i Amerika bl. a. har en stor udbredelse. Der er den merkelighed ved dem, at hvor de optræder, ligger de hyppig meget tæt, og deres længdeakse gaar næsten altid parallel med skurstribernes og følgelig bræens bevægelse.

De synes ikke at bestaa af materiale, som i nogen væsentlig grad kan være transporteret af vand, de ligner derimod bundmorænen i bygning. De har ingen lagdannelse, eller denne er ialfald yderst ufuldstændig, og de er meget kompakte eller, som det kunde være, haardt sammenpressede. I sin bygning adskiller de sig følgelig skarpt fra «aaserne», som senere skal omtales.

At disse hauge paa en eller anden maade maa være dannede af istidens bræer, er sikkert, men geologerne har forgjæves brudt sine hoveder med at udfinde hvordan. Man har blandt andet ment, at det var morænen ovenpaa bræen, som havde samlet sig i større eller mindre ujevnheder i denne, o s. v. For det første har, som ovenfor seet, ingen saadan moræne paa bræens overflade eksisteret, og for det andet er det uforstaaeligt, hvordan man vilde transportere og pakke hele dette materiale ned i ujevnheder(!).

Jeg tror, at disse hauge helt enkelt lader sig forklare derved, at bræen ligesaa lidt smelter jevnt paa undersiden, som den gjør det paa oversiden. Ligesom i det smaa kryokonitien kke smelter sig jevnt ned, men i huller, saaledes maa der nødvendigvis under smeltningen paa undersiden ogsaa dannes fordybninger eller snarere udhulninger, som fyldes med grus. Disse udhulninger vil særlig udvikles, naar bræen bevæger sig hen over en saakaldt bundmoræne, idet der her ikke vil være mangel paa grus, som paa grund af bevægelsen vil males rundt inde i sin fordybning og vil gjøre denne større, tildels paa grund af den ved friktionen fremkaldte varme. At udhulningen vil faa en meget regelmæssig aflang form med længden i samme retning som bevægelsen, er en selvfølge. Disse udhulninger vil ikke kunne forøges mer end til vis grad, som vil afhænge af bræens tykkelse og tryk og den deraf følgende afsmeltning paa undersiden, friktion o. s. v.; det er nemlig klart, at et vist stykke ind blir isen saa fast og grusen saa sterkt afkjølet, at den ikke kan udhule saa meget, at ikke afslibning og afsmeltning paa den øvre del af underfladen holder det i ligevegt. Naar bræen trækker sig tilbage, maa gruset i disse ujevnheder bli efterladt som de regelmæssige drumlins. Paa grund af det svære tryk af bræmassen, de har været udsatte for, maa de være bleven godt sammenpressede og skikkede til at modstaa regnens og tidens tand saa godt, som de har gjort.

Aaserne bestaar som bekjendt af lignende grus og sten som disse hauge, de er ogsaa gjerne beliggende ovenpaa den saakaldte bundmoræne. De adskiller sig imidlertid fra de omtalte hauge derved, at deres materiale er mere slidt og synes at have været mere udsat for vandets paavirkning; de har endvidere en bestemt lagdannet bygning, som ogsaa synes at antyde, at vand maa have spillet nogen rolle ved deres dannelse. De er lave rygge, der fortsætter sig over lange strækninger, som regel parallelt med skurstribernes retning eller med isens bevægelse. I Norge har vi faa aasdannelser; muligens er der nogle paa Jæderen; i Sverige er der derimod mange. I Skotland, England og Irland er de hyppige. I Amerika udbreder de sig over store strækninger.

Vor ekspeditions iagttagelser feier med et drag bort alle forklaringer af aaserne som elvedannelser ovenpaa isen eller i tunneler i denne; thi for det første mangler, som vi har seet, for en væsentlig del elvene, og for det andet mangler fuldstændig det materiale, nemlig moræneslam og grus, hvormed elvenes render og tunneler skulde fyldes.

Efter min mening kan der neppe være tvil om, at aaserne er dannede af elveløb ikke ovenpaa isen, men paa dennes underside.

Alt det vand, som dannes ved isens smeltning paa undersiden, maa skaffe sig afløb, dette kan det kun gjøre ved at hule sig udløb under isen; det blir da selvfølgelig ikke underlaget, men overlaget, altsaa isen selv, som vandet, idet det render gjennem disse løb, hovedsagelig kommer til at tære paa. At elveløbene kommer til for en væsentlig del at maatte følge samme retning som isens bevægelse, er selvsagt, da de ellers snart vilde bli stængte. Da imidlertid denne isens bevægelse for en stor del maa rette sig efter underlagets helding og dalene, saa vil følgelig elveløbene komme til for en større eller mindre del at følge de sidste, det vil sige, deres løb kommer til i en vis grad at falde sammen med de nuværende elves hovedretning. Naar nu en bræ, gjennemfuret af saadanne elveløb paa undersiden, bevæger sig ud over en saakaldt bundmoræne, da er det klart, at dennes grus vil presse sig op i elveløbenes render, elvevandets tæren eller slid paa taget i dets istunnel blir selvfølgelig endnu større, end da bræen bevægede sig over fast grund. Efterhvert som imidlertid elven æder sig opefter i isen, vil gruset følge efter ind i elvetunnelen, og elven vil nødvendigvis snart bevæge sig langs hen over en ryg af grus, og denne vil ligesom de omtalte «drumlins» vedbli at stige, indtil andre kræfter melder sig og stanser videre udvikling.

Paa den anden side er det klart, at en elv, der af et stort hydraulisk pres indefra tvinges frem gjennem en lukket kanal under et saa forfærdeligt tryk, som det, den overliggende is udøver, maa faa en stor evne til at føre afsted med sig den underliggende morænes grus og stene. Kommer den imidlertid længere ud mod isdækkets rand, hvor altsaa selve isen er tyndere, og trykket ovenfra altsaa mindre, saa orker den ikke længer at føre saa meget ned og maa følgelig stadig slippe fra sig grus og stene, som kommer til at afleire sig paa bunden af elveleiet, altsaa danne toppen af den underliggende ryg, og denne faar nødvendigvis en lagdannet bygning og kommer til at bestaa af materiale, som er slidt under vandets paavirkning og transport.

Naar saa engang bræen viger tilbage, vil disse grusrygge under elveløbene lades tilbage som aaser. At disse ikke altid kommer til at følge dalene, men ogsaa kan gaa tvers over dem, er naturligt nok; thi elven maa, som vi har seet, for en væsentlig del gaa parallel med isens bevægelse, og gaar denne over dale, vil elven naturligvis danne sig sit løb ned paa denne ene side over bunden og op paa den anden side, svarende til hvad enhver bæk eller kilde med underjordisk løb gjør. Aasen kommer følgelig i sin tid til at ligge i samme retning, om da ikke bræen under sin tilbagetrækning faar andre, mer lokale bevægelser og ødelægger aasen, hvilket selvfølgelig ofte har skeet.

Lufttryk.

Før jeg slutter denne korte omtale af ekspeditionens videnskabelige iagttagelser, skal jeg endnu nævne lufttryks- og vindforholdene i det indre.

Det synes, som om der over hele det indre gjennemgaaende hviler et forholdsvis høit lufttryk, og som om vindene nær kysterne har en fremtrædende tilbøielighed til at gaa fra det indre mod havet paa alle kanter. Høisletten synes at begunstige dannelsen af barometriske maxima og at være lidet skikket til som regel at tillade lufttryksminima eller storm-centrer at gaa tvers over landet, dog viser vore iagttagelser flere eksempler paa, at det indre kan paavirkes af lufttryksminima i Baffins-bugten, Davis-strædet og Danmarks-strædet. Vi iagttog desuden et eksempel paa, at et lufttryksminimum kan gaa tvers over høideryggen, idet et stormcentrum gik over os den 8de september (sml. kap. XIX). Dette maa, efter hvad prof. Mohn har underrettet mig om, have været et saakaldt sekundært lufttryksminimum, som har løst sig ud fra et hovedminimum, som nogle dage før befandt sig over Baffins-bugten.

I de dage, da vi forlod indlandsisen og kom ned paa det bare land paa vestkysten, iagttog vi en fuldstændig føhnlignende, tør og varm østlig eller sydøstlig vind. Denne kom følgelig ned fra indlandsisen eller fra de øvre luftlag over denne; men at den var kommen over isen helt fra østkysten, er efter det allerede anførte en umulighed, det maa følgelig have været en fugtig sjøvind, som er kommen ind over indlandsisen som sydvestlig vind længere syd, og som saa paa vanlig vis har bevæget sig over denne i en bue og atter er kommen til os som vind indefra fra de høiere luftlag eller sunket ned over randen af indlandsisen Heri ligger muligens ogsaa forklaringen paa mange af de bekjendte varme østlige vinde paa Grønlands vestkyst. Den danske meteorolog Adam Paulsen har allerede paavist det usandsynlige i, at de skulde komme tvers over indlands isen, saaledes som tidligere antaget, men han tillægger lokale kystfjelde skylden for deres dannelse; deri har han sikkert nok ogsaa for en stor del ret, og kystfjeldene kommer i det tilfælde til at spille samme rolle som indlandsisen i andre.

⁂

Dette er, hvad jeg for øieblikket tror at burde omtale af vor ekspeditions videnskabelige udbytte. Som det vil forstaas, er der endnu meget igjen at udforske i Grønlands snedækte indre. Denne ekspedition var den første til at gjennemtrænge det, og den har saa at sige kun naaet at vise, af hvor stor videnskabelig betydning det er at faa dette indre grundig undersøgt. Paa vor færd maatte der lægges mest vegt paa at komme frem og berge livet, af videnskabelige undersøgelser kunde vi kun gjøre det, som lod sig forene med en hastig fremrykken. Men kommende ekspeditioner vil ved hjælp af vore erfaringer kunne indrette sig bekvemmere og gaa roligere tilverks, de vil da bringe et videnskabeligt udbytte, mod hvilket vort kommer at bli lidet. Maatte de ikke lade længe vente paa sig!

1. Som dette lægges i pressen, har den norske geolog dr. H. Reusch i et foredrag i Kristiania, meddelt nogle oplysninger om en af ham gjort opdagelse af glaciale skuringsstriber fra palæozoiske lag i Finmarken; om det er silur eller perm, vides ikke sikkert.
2. Et andet forhold, som kunde synes at støtte en saadan antagelse, er, at Ny Zeeland jo ogsaa vilde komme paa høiere bredde og faa et koldere klima ved akseflytningen. Dette falder merkelig sammen med det resultat, man er kommen til, nemlig at Ny Zeeland har havt to istider samtidig med Europa og N. Amerika, mens derimod den patagoniske istid synes at have faldt tidligere eller endog helt tilbage i den sidste tertiærtid (sen pliocene tid), da nordpolen muligens har ligget nærmere over mod den asiatiske side, end den nu gjør (se derom nedenfor).
3. Observationerne viser en svag vekst af polhøiden for 1ste kvartal af 1889, en begyndende aftagen i 2det, som saa fortsætter til januar iaar og udgjør o."5 —o."6. (Astrom. Nachrichten 1889 b. 124.)
4. Italieneren Fergola har sammenstillet de paalidelige breddebestemmelser, som viser ændring af polhøiden, og faar da følgende ændringer, beregnet til pr. 100 aar: i Greenwich ÷2."4, Washington ÷2."8, Milano ÷2."5, Neapel ÷2."4. (Atti d. Societá di Napoli. Acca. d. science. Vol. 5. 1873.)
5. Hvorvidt disse planteforsteninger er miocene, er dog tvilsomt.
6. Disse undersøelser vil bli offentliggjorte i de næste hefter af Archiv for Mathematik og Naturvidenskab (bd. 14 og 15).
7. Det jøkelgjærde, som vi saa 23. september (se side 527), er ikke af nogen betydning i denne forbindelse, det var en almindelig midtmoræne, dannet mellem to isstrømme.
8. At sneen ikke her ved sin smeltning kan bidrage meget til at gjøre sommerne forholdsvis kolde og saaledes til en vis grad udjevne temperaturforskjellen mellem sommer og vinter, saaledes som vanlig er tilfældet, fremgaar deraf, at smeltningen er meget ringe selv midtsommers.
9. Som allerede omtalt, foregaar ingen smeltning, som kan formindske snemassen, paa overfladen. Denne smeltning kan følgelig heller ikke bidrage til at forringe temperaturen ved at binde varme, da den bundne varme atter afgives ved frysningen paa stedet om natten.
10. For enkelte kunde det muligens se ud, som om fordampningen fra snefladen ogsaa i væsentlig grad maatte bidrage til at nedsætte temperaturen. Jeg mener dog, at fordampningen i den kolde temperatur maa være forsvindende, da luften over den, som vi har paavist, som regel er meget nær mættet med fugtighed, og der er hyppig nedbør.
11. For at finde den konstante aarstemperatur behøver man neppe at trænge meget dybt i snelaget.
12. Ogsaa af den grund kan altsaa en indlandsis ikke være saa tyk nær randen som længere inde, da overfladens temperatur her er lavere. Dette forhold vil dog udjevnes noget ved den større nedbør nær randen.