- Mine Herrer!
Jeg skal iaften tillade mig at fortælle Dem lidt om et Minde fra Italien. Nu ivaares var jeg i Venedig ti Dage sidst i April og først i Mai. Jeg kom fra Florents’s vidunderlige Ynde, og endda saa jeg Venedig med Glæde igjen. Det blaa Hav mindede mig om Norden. Det var som en Hilsen fra Hjemmet, da jeg ude paa Lidoen hørte Sjøerne slaa mod Stranden. Ogsaa mit Arbeide i Venedig bar mine Tanker nordover; thi jeg var der sysselsat med at studere de nordiske Runeindskrifter paa en Marmorløve foran Arsenalet.
Da jeg vidste, at jeg dertil maatte have Autoriteternes Samtykke, havde jeg i Forveien skrevet derom til Rom. Vor Gesandt Baron Budt havde med stor Velvilje ordnet Sagen for mig, og i Venedig gik det let. Vor Vicekonsul Ringler, Tyroler af Fødsel men gift med en norsk Dame, førte mig med den største Elskværdighed omkring til alle Vedkommende og jævnede alt for mig. De venezianske Autoriteter var Forekommenheden selv. En praktisk underordnet Funktionær hos Oldsagsdirektøren, den djærve greie Vagtmester ved Arsenalet og Betjenterne derude hjalp mig med alt det, de kunde.
Jeg stod da Dag efter Dag i straalende Solskinsveir paa et Stillas oppe ved Løven paa Pladsen foran Arsenalet, for at undersøge de halvt udslettede Træk eller for at faa taget Aftryk af Indskrifterne. Jeg var da jævnlig omgivet af en Folkeflok, af Venedigs Kjærringer og Unger, af italienske Sjøofficerer, og tyske Turister. Stundom var det ikke saa let at bevare Ro til Arbeidet, som en Lørdagseftermiddag, da 2 000 Arbeidere strømmede ud fra Arsenalet og de mest gneldrende Stemmer skreg omkring mig for at falbyde Fotografier af principe e principessa di Napoli.
Men oftest havde jeg Moro af mine Omgivelser. Jeg blev Godvenner med mange af Venedigs Gadegutter. Jeg mindes en liden en med et rigtigt Skøierfjæs. Han pegte op paa Runerne og spurgte mig: «Skjønner De det der?» med en Mine, hvori tydelig var udtrykt den Opfatning, at jeg var en stor Nar, som vilde spilde min Tid med sligt noget uforstaaeligt Krimskrams. Og et andet lidet Træk: En Gutunge havde hjulpet mig med at bære Vand, og fik derfor en Soldo. Det førte til vidtrækkende Konsekvenser. Da kom der en liden brun en, som intet havde faaet. Han satte sig ved min Side paa Løvens Fodstykke, viste frem sine fillete Sko, saa paa mig med bedende og dog halvt skøieragtige Øine og sa med ynkelig Stemme: «Io sono un poverino».
Sidste Morgen, da jeg var borte ved Løven, blev jeg ganske rørt. De to prægtige Karabinierer, som holdt Vagt foran Arsenalet, spurgte mig, om jeg var færdig. Da jeg svarte, at jeg skulde reise samme Dag, greb de min Haand, rystede den som gamle Venner og sagde trohjærtet: «A rivideria, signore professore».
Det er om denne Løve og dens Indskrifter, at jeg nu skal fortælle lidt.
Mindesmærket blev med 2 andre Løvebilleder af den venezianske Admiral Morosini ført som Krigsbytte fra Grækenland i 1688 og opstillet foran Arsenalet i Venedig i 1692.
Løven stod tidligere paa Stranden ved Piræus’s Havn tæt ved Veien til Athen. Den antages for at være et græsk Kunstværk fra Oldtiden, men den omtales ikke af Pausanias eller nogen anden klassisk Forfatter. Allerede paa et veneziansk Sjøkart fra 1318 kaldes Athens Havn Porto Leone. Allerede dengang stod altsaa Løven paa Havnepladsen i Piræus. Der er den afbildet paa en Plan over Piræus fra 1665. I September 1687 gjorde to svenske Damer Marmorløven en Visit. Dengang kom under den Krig, som Venezianerne førte med Tyrkerne, den venezianske Admiral Morosini med en Flaade og Svensken Grev Königsmark med en hær til Piræus. Anna Agriconia, adlet Åkerhjelm, som var Selskabsdame hos Grevinde Königsmark, fortæller i et Brev, at Grevinden med sit Følge en Dag roede ind i Havnen ved Piræus for at se den store Marmorløve og at de da steg i Land ved Kunstværket. Men her siges intet om Løvens Indskrifler. Tyrkerne overgav snart Akropolis. Morosini førte som Trofæer Marmorløverne hjem; thi Løven var Symbol for Venedigs Patron St. Marcus.
Vor Løve er af pentelisk Marmor, omtrent 10 Fod høi, fremstillet siddende paa Bagfødderne.
Den lærde svenske Diplomat Johan David Åkerblad var den første, som i et af Aarene 1797—1799 saa, at der i Løvens Sider var indridset Runeindskrifter. Han aftegnede disse og meddelte sin Opdagelse til flere Lærde i forskjellige Lande. Allerede han fremsatte den Formodning, at Runerne var indridsede af nordiske Væringer.
Nogle franske og italienske Lærde vilde ikke gaa med paa Åkerblads Opfatning, men mente, at Tegnene paa Løven var pelasgiske eller etruskiske Bogstaver. Endnu i dette Aar har jeg havt et Brev fra en navnkundig klassisk Arkæolog i Anledning af, at en af hans Tilhørere havde fremsat den samme Mening.
At det var Runer, kunde dog ikke være tvilsomt for nogen sagkyndig Mand. Flere tyske Forfattere omtalte Indskrifterne offentlig, og meddelte Tegninger af dem og en Tysker læste rigtig to ord (þair og þisar). Nærmere Oplysfinger fik man først i et paa Fransk og Dansk udgivet Skrift om Runeindskriften fra Piræus af C. C. Rafn, Kjøbenhavn 1856.
Dette Skrift har endnu noget Værd. Endel Ord er af Rafn læste og tolkede rigtig. Han troede i Indskrifterne at finde nævnt Harald den høie. Paa Løvens ene Side skulde denne omtales blandt andre Væringer som den der havde paalagt Landets Indbyggere Pengebøder for en Opstand, efterat hans Mandskab havde erobret den Havn, hvori Løven stod. Paa Løvens anden Side fandt Rafn skrevet, at fem nordiske Mænd indridsede Runerne efter Harald den høies Bøn.
Denne Harald den høie antog Rafn for Harald Sigurdssøn, Olav den helliges Halvbroder og senere kjendt som norsk Konge under Navnet Harald Haardraade.
Paa Grund af denne Rafns Tolkning har saa siden en Række af Historikere i Tyskland og Grækenland fortalt, at Athens Havn mellem 1033 og 1043 blev erobret af Harald Sigurdsson, som anførte Væringer fra Byzanz. Men dette er bare Fabel og Fantasi. Navnet Harald den høie er ingensteds skrevet paa Løven. Hvor Rafn har læst dette Navn, staar der noget ganske andet.
I 1875 udtalte Prof. Montelius i Stockholm og jeg, som dengang ikke havde set Løven, uafhængig af hinanden, at Indskrifterne maatte være indridsede af en Mand fra det egentlige Svitjod, snarest fra Upland.
Runerne paa Løvens Sider er nemlig anbragte i Slyngninger, og paa høire Side er der ridset meget kunstige Ormslyngninger. I Norge brugtes ikke sligt. Kun fra Jæderen har vi enkelte Spor af Runeindskrifler i Ormslyngninger. Jeg paapegede, at Ormslyngningerne paa Piræus-Løven slutter sig til dem, som forekommer paa Svealands sædvanlige Runestene af den yngste Gruppe. Runebaandene er slyngede med større Frihed og Dristighed end paa en ældre Gruppes Stene. Slyngningerne krydser hinanden ved Midten af den Flade, som Runeindskrifterne omslutter.
At Runeindskrifterne paa Løven er forholdsvis sene, sluttede jeg fremdeles deraf, at Ordet þair (de) er skrevet med 
ikke med 
.
Jeg fremsatte derfor i 1875 den Mening, at Runeindskrifterne paa Piræus-Løven var indridsede ved Midten af 11te Aarhundred af en Mand — jeg burde have sagt, af Mænd — fra Svealand, snarest fra Upland, en Mand, som havde været i Væringernes Flok. Dette har senere gjældt som et fastslaaet Resultat.
I Tilslutning til min Begrundelse af, at Indskrifterne var fra Tiden omkring Midten af 11te Aarhundred, søgte den tyske Historiker Gregorovius, P. A. Munchs Ven, i sin Bog «Geschichte der Stadt Athen im Mittelalter», (Stuttgart 1889) at henføre dem til et bestemt Aar. Han ytrer omtrent følgende: De normanniske Eventyrere, som paa Marmorløven har foreviget Efterretningen om sit flygtige Ophold i Piræus, kan ikke have været sædvanlige Reisende eller Sjøfolk og Handelsmænd; thi Havnevagten vilde neppe have tilladt sligt. Runerne er indhuggede omhyggelig, med Kunst og derfor i god Ro. Men dertil kunde nordiske Mænd finde Tid, dengang da Basilius Bulgarernes Bane var i Athen. Varægernes keiserlige Livvagt var allerede oprettet i 10de Aarhundred i Konstantinopel. Basilius har derfor utvivlsomt bragt denne med sig til Athen. Han selv indskibede sig i Piræus til Konstantinopel. Der er derfor ingen mere passende Leilighed, ved hvilken Runeindskriften kan være bleven indhugget, end Aaret 1018.
Saavidt Gregorovius. Jeg kan ikke være enig heri. For det første tilsteder Indskriftens Eiendominelighed efter mit Skjøn ikke at gjøre den saa gammel. Den kan vistnok ikke være ældre end Midten af 11te Aarhundred men er, hvad jeg i det følgende skal begrunde, snarere fra en Stund udi anden Halvdel at 11te Aarhundred.
For det andet lader Indskriftens Indhold sig ikke forlige med Gregorovius’s Opfatning. I Indskriften siges det, at de nordiske Krigere, som indhuggede den, solgte mange af Grækerne som Trælle og at de plyndrede deres Land. Men Keiser Basilius’s Livvagt kunde ikke fortælle om sligt, da Keiseren var i Athen; thi det var en Udmærkelse, at han besøgte Athen, som han hædrede paa flere Maader.
Den norske Arkæolog Ingvald Undset, hvis tidlige Bortgang var et stort Tab for vor Videnskab, studerede disse Runeindskrifter i længere Tid. Efter hans Forslag gav det svenske Vitterhets-Akademi den danske Arkitekturmaler I. T. Hansen det Hværv at tegne Indskrifterne paany. Dette Arbeide blev udført 1885—1886. Tegningerne findes nu i Stockholm. Jeg har ved Sammenligning med Originalen fundet dem meget omhyggelige. Disse Tegninger er efter min Mening det vigtigste hidtil givne Bidrag til Indskrifternes Læsning, men de gjengiver dog ingenlunde alt, som man kan læse eller skimte paa Originalen, navnlig ikke paa høire Side.
Paa Grundlag af disse Tegninger har i nyeste Tid to svenske Mænd Lektor Kempff og Kancelliraad Fredrik Sander givet fuldstændige Tolkninger af Indskrifterne. Disse maa jeg erklære for at være i sin Helhed forfeilede, om end de nævnte Forfattere har givet en rigtigere Forklaring end Rafn af et og andet Ord. Men Sander har med varm og opofrende Interesse for Sagen fremmet vort Kjendskab til dette Mindesmærke ved paa egen Bekostning at lade tage en Gibsafstøbning af den hele Piræusløve og skjænke denne til Nationalmuseet i Stockholm, hvor den er opstillet.
Indskrifterne paa Løven har i Tidens Løb lidt overmaade meget, saa at der ikke kan være Tale om med Sikkerhed at læse det hele. Mange Bøsseskud har rammet Løvens Sider der, hvor Runer var indridsede. Disse Skud har frembragt Fordybninger, nogle større end Kuglen. og derved er ikke faa Runer fuldstændig eller halvt forsvundne.
Forvitring og anden Ulæmpe har ogsaa ødelagt meget. Navnlig paa høire Side er paa lange Stykker den oprindelige Overflade ligesom flaaet af, saa at alle der ridsede Runer kun fremtræder i svage og usikre Spor.
Indskrifterne bestaar af to store Slyngninger og en mindre Række.
Paa venstre Side er der et forholdsvis enkelt Runebaand. Det løber ned ad venstre Forben, bøier sig ved Midten af dette opad henimod Løvemanken; bøier sig derpaa mod høire og fortsættes nedad Løvens Side. Kun tildels er Runerne i dette Runebaand indfattede i Rammelinjer. Fuldstændig adskilt fra dette Runebaand er en kortere Række med Runer ovenpaa Løvens venstre Baglaar.
Høire Sides Slyngning har lidt meget mere, om end enkelte Runer paa denne Side er bevarede i sin oprindelige Tydelighed. Denne Slyngning er mere sammensat og indviklet. Kunstneren har villet fremstille en stor Drage, som her bugter sig paa Stenen. Derhos tror jeg, at der til Indskriften paa denne Side hører endel Runer, som ikke er ridsede i Ormslyngninger.
Løvens Runer, af hvilke mange er Binderuner, er indridsede af flere forskjellige Mænd, men efter min Mening er de alle samtidige og Indskrifterne paa de to Sider hører sammen.
De Aftryk, jeg fik taget, er ikke heldige. Kunde jeg faa bedre Aftryk eller kunde jeg bo i Venedig i længere Tid, saa kunde jeg her udrette mere. Det jeg nu tror at have læst og tydet, er i mange Stykker usikkert; dog, som jeg tror, fuldstændigere og rigtigere end det, mine Forgjængere har givet.
Jeg gik til Arbeidet med ringe Haab om at kunne udrette noget, men fik klaret mere end jeg kunde ventet. Snart kom jeg til Overbevisning om, at Runerne i venstre Slyngning dannede Vers. Dette hjalp langt paa Vei. Saa fandt jeg, at Indskriften paa høire Side endte med de to samme Ord som Indskriften paa venstre Side. Deraf fulgte, at de to Indskrifter hører sammen, tværtimod Undsets Mening, og at de begge er i Vers. Jeg tror at have fundet, at der paa hver af de to Sider er indridset en Strofe bestaaende af 8 Verslinjer. Linjerne, der er forbundne ved Allitteration, bestaar oftest af 6 Stavelser og ender paa tostavelses Ord. Dette er et Versemaal, som flere Gange er fundet i svenske Runeindskrifter. Den Linje, hvormed de to Strofer ender, danner som etslags Omkvæd; i den første: Umkil á vann fiarán «Holmkel vandt der rigt Bytte». I den anden: Sakar á vann fiarán «Sakar vandt der rigt Bytte». Den poetiske Fremstilling er enkel og ukunstlet. Kun faa Udtryk som vigroðinn «kamprødfarvet» om Høvdingen, som i Kampen er segnet i sit Blod, løfter sig over den jævne fortællende Fremstilling.
Herefter skal jeg oversætte paa Prosa den hele Indskrift som jeg har troet at kunne læse og tolke den. Meget heri er usikkert, uden at jeg i det enkelte kan angive dette.
Paa venstre Side:
Efter Haakon (d. e. til Minde om Haakon) hug Ulvungs Mænd Runer, da de hørte om hans Død i denne Havn. Til Pengebod for ham (eg. efter ham) maatte nu overmaade mange af Grækernes Folk lide Trældom. Med Hæder blev der hærjet, saa Knarrer (d. e. Handelsskibe) blev tagne. Holmkel vandt der rigt Bytte.
Paa høire Side:
Asmund hug disse Runer og tillige Asgaut nogle. Til fulde maatte man i Landet betale for ham, som blodig faldt i Kampen, om end det var længe efter den fiendtlige Daad; thi Krigerflokken eier dog røvet Gods i Overmaal som Bod for den overmaalsstore Brøde. Sakar vandt der rigt Bytte.
Endelig paa venstre Baglaar:
Drenge (d. e. kjække Mænd) ridsede Runerne; ogsaa Karl hug.
Navnene «Haakon» og «Grækernes» er yderst utydelige, men Rafn og Hansen har læst ligedan. Navnet Sakar er ikke sikkert.
Navnet umkil, Holmkel, som allerede er læst af Kempff, er derimod fuldkommen sikkert. Dette er tydelig Navn paa en Svenske ikke paa en Nordmand.
Indholdet af Indskriften er altsaa følgende: En nordisk Høvding ved Navn Haakon er falden i Kamp. Andre nordiske Krigere fik længe efter høre om dette i Piræus’s Havn. De tog da Hævn for Haakons Fald og ridsede Minderuner over ham paa Løvens Sider. De Mænd, som hug Runerne, kaldes Ulvungs Mænd. Det er muligt, at Ulvung er et svensk Mandsnavn, som jeg ellers ikke har seet, ligesom Wülfing ofte forekommer som Mandsnavn i Tyskland i gamle Dage. Men ulfunks kunde ogsaa forstaaes som et poetisk Appellativ om Haakons Søn og Hævner Ulvungen, ligesom Brynhild, da hun ægger Gunnar til at dræbe Sigurd Favnesbane og hans Søn, siger: Lad Sønnen fare i Faderens Følge; længe den unge Ulv skal ei fostres. Ialfald maa Ulvungs Mænd have staaet i et nært Forhold til Haakon; de har Bod at kræve for hans Død.
Ulvungs Mænd fik i Piræus’s Havn længe efter Haakons Fald høre om hans Død. Det siges ikke udtrykkelig, at han faldt i Piræus. Dette ligger dog nærmest at antage. Det kan ialfald ikke have været i Norden, at han faldt og blev hævnet, men det maa have fundet Sted i græske Farvande.
Indskriften siger, hvis jeg har læst den rigtig, at de nordiske Krigere til Bod for Haakons Fald solgte mange Grækere som Trælle, erobrede og plyndrede Handelsskibe og røvede meget Gods i Landet. Haakon maa derfor være falden i en Kamp mod Grækere.
For at bestemme Indskriftens Tid maa vi sammenligne den med Indskrifter i Sverige.
Hildebrand sætter de lndskrifter, der har Runebaand af samme Type som de paa Piræus-Loven, til den Stenkilske Æts første Regjeringstid, altsaa til 1060 og Tiden nærmest derefter. Jeg har søgt at vise, at en Indskrift i Upland indeholder Kong Haakon den rødes Navn og derfor sandsynlig er fra omkring 1070. Men denne Indskrift har Runen overalt, hvor denne Rune konsekvent kan bruges. Piræus-Indskrifterne har derimod aldrig og tilhører derfor en yngre Indskrifttype.
Runeformer og Ordformer paa Piræus-Løven synes mig overhovedet snarest at henvise til Slutningen af 11te Aarhundred.
Jeg tror, at overveiende Grunde taler imod Sanders Mening, at Asmund som har indhugget Runer paa Piræusløven, skulde være samme Person som den Osmund Kaaressøn, der har indhugget en Mængde Runeindskrifter i Sverige.
Jeg har endnu ikke i Grækenlands Middelalders historie fundet nogen Tilknytning for det, som vor Indskrift fortæller: at nordiske Krigere optræder fiendtlig ligeoverfor Grækerne, holder blodige Kampe med dem, plyndrer Handelsskibe og røver i deres Land. Ja disse Nordboer, der neppe kan have handlet efter Keiserens Ordre, synes at have maattet spille Herrer en kort Stund i Havnen Piræus. Skulde ikke dette passe bedst til Tiden nærmest før 1082? I dette Aar gav Alexius den første Komnenus Venezianerne Handelsmonopol i det græske Middelhav; Athen var iblandt de Havne, hvor Venezianerne kunde handle. Nærmest forud for denne Begivenhed var det græske Rige meget svagt. Det var udmattet af Landkrige, Flaaden var forsømt. Pirater gjorde havet usikkert, og Normannerne — under Robert Guiscard truede Epirus og de joniske Øer. Paa en saadan Tid kunde vel nordiske Krigere optræde med Tøilesløshed og Grusomhed ligeoverfor Grækerne, selv om disse ikke havde gjort Oprør mod Keiseren. Men jeg nævner dette kun som en foreløbig løs Formodning. Det er min Hensigt til Opklaring af dette Spørgsmaal at undersøge nærmere de græske Kildeskrifter.