Professor Ole Pihl antages at have faaet sin Professor-Titel ved en feilagtig Expedition, da den skulde være tiltænkt hans bekjendte Broder Provst Abraham Pihl, R. D. O.[1] Der er visselig Grunde til, at denne Antagelse blev almindelig, men den er neppe rigtig. Ole Pihl var Søn af Andreas P., Provst og Sogneprest til Gausdal, og Marthe Christine Flinthoug. Han kom – efter B. Svendsen – i Roskilde Skole og var der 4 Aar, til han blev Student 1786. Rimeligvis er han dog bleven Student 1785, da hans Vidnesbyrd, „Laudabilis med Tegn for distingveret Færdighed“ i Fysik, er dateret 16de Juni 1786 (undert. Kratzenstein) og „Laudabilis med Tegn for Udmærkelse“ i Mathematik er af 7de Juli 1786 (undert. Geus). Han fik theol. Examen 13de Oktbr. 1788, ikke med Udmærkelse, men med laudabilis, hvilket han ogsaa 30te s. M. fik for sin Dimisprædiken. Da han kom hjem, blev han Amanuensis hos Biskop Schmidt og 1790 Personelkapellan hos Broderen i Vang paa Hedemarken. Før han vendte tilbage til Norge, maa han imidlertid have gjort sig bemærket paa en saadan Maade, at han kom i direkte Forbindelse med Kronprindsen (Fredrik VI), der da – eller senere – gav ham Løfte om at blive udnævnt til Professor samt Tilladelse til at skrive direkte til ham, naar han ønskede noget. Rimeligvis er det skeet ved den Tid, han tog Embedsexamen (1788), da han omtaler „den vigtige Opfindelse til saa betydelig Forbedring for alt vort Kjørevæsen og alt det Arbeide-, som baade Feltvognen og Lavetten og det mere dermed forbundne har givet ham“.[2] Disse Opfindelser maa da vel have staaet i Forbindelse med Felttoget 1788. Som Kapellan hos Broderen assisterede Ole Pihl denne ved hans astronomiske Observationer, der efter Professor Thomas Bugges Vidnesbyrd blev meddelte til fremmede Astronomer og offentlig bekjendtgjorte, hvorved Ole Pihl „blev deeltagen udi den billige Berømmelse, hvilken hans ældre Broder ved sin astronomiske Fliid erhverver sig“.[3]

1792 blev Ole Pihl udnævnt til resid. Kapellan i Christiania, hvor han synes i høi Grad at have været optagen af praktiske Gjøremaal. Han besad flere Eiendomme, deriblandt Gaarden Aarvold i østre Aker, anlagde et Teglverk og blev atter Opfinder af en blaa Glassur for Tagstene, der havde adskillige Fortrin for den hollandske. Han byggede en Ovn af en fortrinlig Indretning, og hans Teglsten blev efter Vidnesbyrd af sagkyndige Mænd – deriblandt Apotheker Maschmann og Assessor Esmark – særdeles gode, da hver Sten havde sin Form, hvori den blev liggende, til den var ganske tør. Der var saaledes 9–10,000 Former. Med alt dette leverede han sit Produkt billigere end det hollandske. Det var ved vort Aarhundredes Begyndelse, han havde anlagt sit Teglverk, og han regnede sig til Fortjeneste, at han havde gjort sin Opfindelse bekjendt. Ogsaa paa et andet Omraade havde han været virksom, idet han 1800 stiftede Christiania Søndagsskole, hvor Haandverkssvende og andre fik Undervisning i Regning, skrivning og Tegning af en Lærer, som han lønnede af sin egen Kasse. Han mente nu – 1804 – at han turde ansøge om Opfyldelsen af Kronprindsens Løfte om Professor-Titelen og blev dertil anbefalet af Økonomi- og Commerce-Kollegiet samt Stiftamtmand og Biskop. Den sidste udtaler sig om ham som en Mand med godt Hoved, sund Dømmekraft og særdeles gode Gaver til at fremsætte de christelige Religionslærdomme baade i Prædikener og Katekisationer, samt med en udvortes Vandel, som det sømmer sig en retskaffen Lærer.

Der var al Udsigt til, at dette vilde gaa glat, men uheldigvis kom der noget iveien. 18de Juni fik Stiftsdirektionen en anonym Anmeldelse om, at Pihl som Eier af Aarvold lod hugge i Nabogaarden Tonsens Skov. Tonsen var Stiftsprovsten beneficeret, og der blev anlagt Sag. Der opkom ved denne Tid en heftig Strid mellem Pihl og hans Sogneprest. Stiftsprovst Lumholtz, – maaske paa Grund af denne Sag. Medens den stod paa, blev Pihls Ansøgning liggende, og først da Sagen var paadømt og han frifunden (1806), indkom han med en ny. Før denne havde han imidlertid indsendt en anden Ansøgning om Aarhus Stiftsprovsti. Den er udateret, men et medfølgende Brev til Kronprindsen og Biskop Bechs Erklæring er af 1ste Septbr. 1806. Bech giver ham al Ros for hans Embedsførelse, men anfører den for nogle Aar siden opkomne Uoverensstemmelse med Lumholtz, der har havt skadelige Virkninger for Embedets Førelse, hvorfor han maa ønske disse Mænd adskilte. Pihl siger i sit Brev til Kronprindsen, at han „har havt den Lykke at arbeide directe under Hs. kgl. Høihed“, og fortæller ellers, at han ved egen Opofrelse har sparet Tønder Guld for Landet, hvorved han nærmest sigter til sit Arbeide med at faa Torv anvendt til Brændsel. Det drog ud med Besættelsen af Aarhus Stiftsprovsti, og Pihl kom da 31te Decbr. 1806 med sin fornyede Ansøgning om Professor-Titelen, som 20de Febr. 1807 blev ham tilstaaet, samme Dag som Stiftsprovstiet blev givet til den resid. Kapellan ved Kirken, N. K. Bechmann. Nogen Forvexling med Broderen er efter dette neppe mulig, end ikke i Cancelliet, da Broderen nævnes i et af de Sagen vedlagte Dokumenter (Th. Bugges ovennævnte Erklæring).

Sin Professor-Titel fik Pihl beholde, men det var ikke længe, han fik den forenet med sit Embede. 1809 maatte han søge Afsked, som det hed for svækket Helbred, men efter Biskop Bechs Erklæring, fordi han længe havde savnet Menighedens Agtelse og Tillid, der nu var aldeles tabt ved et Rygte, som det vistnok ikke kunde nytte at søge juridisk bevist, men som efter hans egen Tilstaaelse ikke var ugrundet. Han fik Afsked med Tilladelse til at beholde Enkesædet Hasle samt Pension af Eftermanden, hvilken han – ifølge B. Svendsen – ikke hævede før 1818, da han blev svagelig. Aaret efter (25 Marts 1819) døde hans Hustru Anne Cathrine Holm. 1811 havde han faaet Bevilling som Grosserer. Fortællingen om, at han paa sine gamle Dage skal have været Berider,[4] benegtes af en Mand, der har kjendt ham personlig.[5] Han opholdt sig tilsidst hos sin Svigersøn L. M. Ibsen og døde 24de Juli 1834.

D. T.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Kraft og Langes Forfatterlexikon, S. 298. Pavels’s Dagbøger 1812–1813, 2. Udg., s. 70.
  2. Pihl til Kronprindsen 19 og 3112 1806.
  3. Erklæring 1612 1791.
  4. Dr. A. C. Bang, H. N. Hauge, S. 79.
  5. Stiftsprovst P. Winsnæs.