Renæssanse-mennesker/Fortale
Der gives fra gammelt to stamme-fiender inden Italiens aandsliv. For den ene er livet gloser, armens fagter, minen, i det hele: skinnet. Stamfaren for et mylrende talrik avkom like ned til den dag idag. Han har sit rike i nuet; ialfald, hvis han ikke faar riket da, eller lykkes at føre det store ord (som hans indsats heter), faar han det vanskelig siden. Den type med avskygninger er neppe i mindretal. — Saa er det den anden med sin indadvendte slegt: de faa, for hvem liv er forbrænding. Han kan komme til at vente paa sit rike i tre og i fire hundrede aar.
Der er selvsagt utallig mange andre motsætninger ogsaa i det folk. Men for denne motsætning eier dets historie to fuldblods typer: Niccolò Machiavelli og Pietro Aretino, ildsjælen og posøren, karakteren og flanen. I grunden kanske noget av de to store, uforsonlige kontraster i alt aandsliv like fra kulturens ophav, — og i alle folkeslag, gudbedre os! De har bare hver sin tørn, hver sin tid at føre ordet i et folks liv. Og denne motsætning er ikke metafysisk og indholdstom, som den mellem idé og virkelighet: den er gjennem sine levende og konkrete typer simpelthen til at ta paa — man kunde fristes til at si: den er zoologisk.
Typen for den ene gruppe er tidligere færdigbehandlet fra min haand i to arbeider, idet jeg ovenpaa dramaet Den sidste gjest skrev en liten historisk monografi over hovedskikkelsen for at faa ham ridset op ogsaa paa grundlag av de utvilsomme fakta; ti kunsten har jo desverre det ved sig at den forstørrer eller formindsker, forkorter eller forlænger — „overdriver“, som den fornuftige kritiker vistnok kalder det. Saa skaffer jeg litt fakta til dem som foretrækker det.
Hermed har da ogsaa den anden type faat sine to verker. For det tilfælde man skulde finde det umaken værd at stanse op et minut og se sig litt rundt iblandt menneskens børn, med dette faktiske materiale til bruk ved gruppering og værdsættelse. Det er nemlig dertil man har historie, den skal støtte os i bedømmelsen av del som sker idag.
Ellers indeholder denne bok historien om en storaands ensomhet i et litet folk. Men den er tillike historien om en liten og svak stat, som ønsker at holde sig nøitral i en over al maate farlig og troløs tid. Ogsaa forsaavidt er boken kanske ikke helt blottet for aktualitet, trods vort aarhundredes fremskredne kultur. —
La ialfald ikke det skræmme, om der forekommer et italiensk citat hist og her; der findes intet, som ikke er oversat.
Og den, som vil kontrollere mig i det historiske, henviser jeg bl. a. til Pasquale Villari’s fine Machiavelli-biografi paa tre bind (den er visst ogsaa oversat til engelsk) og til Tommasini’s vældige opus, som forresten er ved at revne av stofmængde, samt til franskmanden L. Passy’s bok om Machiavelli’s ven Fr. Vettori. Jeg nævner ogsaa at Macaulay skal ha skrevet en essay, som efter sigende er god.
(1916)