Renæssanse-mennesker/Mester Niccolò
Det første direkte vi i grunden vet om Niccolò Machiavelli, er det brev han skrev 1498 (mars 1497 efter gammel florentinsk beregning) til en unævnt ven i Rom, som hadde bedt ham gaa bort i San Marco-kirken i Firenze, høre paa „munken“ og gi ham litt besked om ham. Machiavelli var da 29 aar gammel, idet han er født 3. mai 1469. En morgen gaar han saa hen og hører Savonarola, og sender derpaa vennen i brev sit indtryk av prædikanten. Jeg skal oversætte litt av det.
Først skriver han nogen linjer om selve striden mellem dominikaner-munken og Borgia-paven Alexander VI, som øver pres paa Firenze’s styre, Signoria-raadet, og kræver at det skal tvinge munken til ialfald at holde sig i sin egen kirke, nemlig San Marco, saa han ikke som nu præker i flere kirker endog paa en og samme dag. Dagens tekst var — skriver han — den i anden Mosebok, utgangen av Ægypten: „Jo mere de plaget dem, desto mere formerte de sig og vokste.“ Som man ser: der dirrer ukuelig kamptrods allerede i selve valget av tekst. Saa sier Machiavelli: „Den som altsaa har staat likeoverfor vor munk i eget hus og har hørt, med hvilken uforfærdethet han begyndte sine prækener og fortsatte dem, er nok ikke fyldt av liten beundring. For da han frygtet sterkt for sit eget liv, og da han trodde at det nye Signoria-raad var bestemt paa at lægge hindringer i veien, og da han gik ut fra at temmelig mange borgere i tilfælde vilde rives med ved hans fald, saa satte han i med svære skræmsler, med utredninger, som var av stor virkning paa folk som ikke sigter det nøiere; han hævdet nemlig at hans tilhængere var utsøkt bra folk, men motstanderne bare kjeltringer, og til det øiemed benyttet han sig av alle de vendinger som egnet sig for at svække motparten og styrke hans egen sak. Av disse skal jeg gjengi nogen, fordi jeg var tilstede...“ Saa refererer altsaa Machiavelli den nævnte dagens tekst paa latin og gjengir derpaa utlægningerne i direkte tale med munkens egne ord; han gjør det slik at vi føler hvor prækenen maa ha brændt av den forfulgtes stridslyst og av fanatisk ensidighet. Munken inddeler saaledes menneskene suverænt alt efter deres holdning mot ham: „Der er tre sorter mennesker, nemlig de gode, — og det er de, som følger mig; dernæst de paa avveier og forhærdede, — og det er mine motstandere. Saa er der endnu en sort mennesker, de av flot levemaate, henfaldne til nydelser, hverken opsat paa bare at synde, ei heller forhippen efter at gjøre godt, folk som lar fem være like...“ Længer nede i Machiavelli’s referat behandler saa Savonarola konflikten, forsaavidt den ytrer sig i selve statens politik; munken sier forblommet at denne strid i deres by mellem syndere og bra folk bringer den mulighet nærmere at der, bent ut sagt, kan opstaa en tyran i staten, „som vil lægge vort hus øde og plyndre vore marker“. Machiavelli føier her til: „Og dette stod ikke i motsætning til det, han alt hadde sagt, nemlig at Firenze skulde blomstre og herske i Italien. Om ikke længe vilde han være forjaget. Og med de ord sluttet han sin prædiken.“ — Næste morgen stiller atter Machiavelli i San Marco-kirken for at studere munken. Da dvæler Savonarola ved Moses, som stak ægypteren ihjel; der sa han bl. a.: „O ægypter, jeg vil gi dig et knivstik!“ — og trækker saa en sindrig parallel med synderne i byen: „Gud hadde sagt ham, at der var én i Firenze, som søkte at opkaste sig til tyran... og som vilde forjage munken, ekskommunicere munken, forfølge munken...“ Man vet ikke, hvem han egentlig sigter til, bemerker her Machiavelli. Saa fortæller brevskriveren at Signoriaraadet siden hadde sendt paven en skrivelse, hvor det tok munken i forsvar. Da „skiftet munken kappe“, lægger Machiavelli til: nu nævner han ikke ett ord mer hverken „om tyrannen eller sine motstandere eller deres kjeltringstreker“, og søker i det hele ikke mer at sætte folk op mot paven. Rolig, koldt, ja haanlig samler han saa sin dom om læg-prædikanten i disse ord: „svinger altsaa efter tiderne og farver sine løgne.“
Vi ser av dette hvor fuldstændig likegyldig Machiavelli staar midt i den religiøse ophidselse, som raadet rundt ham i Firenze den sidste tid av Savonarola’s pietistiske virksomhet. Allikevel føler man gjennem brevet at han er sterkt optat av lægprædikantens agitatoriske drevenhet og logik; der refererer han synlig interesseret, ja næsten revet med. Og det er jo i grunden bare hans opportunisme han snerter.
Brevet ender med en bøn til vennen i Rom om at gi ham litt besked om stemningen ved pavehoffet likeoverfor Firenze og dets holdning i denne sak. —
Det er vel ikke utelukket at der med tiden blir støvet frem ældre papirer blandt de rike, vældige brevbunker, som italienske samlinger gjemmer paa fra renæssansens historie — det folk utmerker sig nu engang ikke som arkiv-mennesker eller bok-ormer; men dette brev er ialfald indtil nu den første datum, historien kjender av Niccolò Machiavelli’s liv. Man vet i grunden ikke stort mer om hans ungdom og første manddom end om hans utseende. I Uffizi-galleriet i Firenze er der vistnok en dødsmaske som utgir sig for „efter al sandsynlighet“ at være av ham, eftersom den blev fundet i hans hus i Guicciardini-gaten; men det er jo ikke noget bevis. Og nu er der efterhaanden dukket op flere saadanne; og dette forekommer mig at være en mistænkelig overflod paa dødsmasker av en mand, hvis stemme for samtiden lød som et rop i ørkenen, og som borgerne ganske oversaa, da han døde. Der findes vistnok nu hele tolv portrætter, som sier sig at være av Machiavelli. Det sikreste blir vel træsnittet paa hans første utgave_-_n._1593_-_Palazzo_Vecchio_(Firenze).jpg)
Og selv fortæller han aldrig om sig og sin fortid. Heller ikke hans samtidige gjør det.
Han var altsaa en 29 aar, da han traadte frem. Og man har spurt hvad en saa rikt utrustet mand har været optat med i de grundlæggende aar. Nogen har ment at han var en lærd mand; tiden skulde være brukt til boklige sysler. Men det er visselig ikke saa, lærdommen har ikke været større end han kunde bære den. Ja, det karakteristiske ved ham er at hans upedantiske personlighet, hans stil, netop gik klar av det tidens skjær. Man er nok nu omsider ogsaa blit enig om at han ikke har kunnet græsk; hvad han kjendte til græske forfattere, hadde han gjennem humanisternes oversættelser til latin. Han har været en mand som stod fuldt paa høide med tidens krav til almindelig god dannelse; han har kunnet læse og ogsaa skrive latin. Vi vet at han var kjendt i Livius, Tacitus, Polyb; og for mit vedkommende føler jeg at han ikke mindst har været hjemme i Sallust, skjønt han ikke nævner ham — der er ialfald stundom et slaaende slegtskap i stil, i anslaget. Og de latinske poeter har han kjendt. Blandt de første breve findes der et til en geistlig i Rom i anledning av en sak vedkommende ættens eiendomme og kirkelige rettigheter, hvor han føier til en efterskrift paa latin, og den er — tror jeg — aabenbart et bevis paa at han endog har husket noget av Ovid’s metamorfoser utenad; det er kanske heller ikke tilfældig at brokken, han mindes, er hentet fra myten om Phaëthon, manden som brændte sig paa de høie maal („magnis excidit ausis“).
Sin indsigt i statsforfatning, historie, ret har han lagt sig til efterhaanden; den er væsentlig resultat av livets egen skole. Allerede hans grep paa folkenes historie, nemlig hans vurdering av handels- og andre økonomiske momenter, som er ganske ny i historie-skrivningen, synes mig at godtgjøre at det ikke er bøkerne, han alene, eller endog væsentlig, har suget lærdom av; bøkerne forsyner ham med eksempler, men disses indhold, disses konkrete anvendelser er Machiavelli’s eget suveræne verk. Det er en mand av det praktiske liv, som maa ha tilbragt sin ungdom dels paa ættegaarden ute paa landet, dels i Firenze; det blev jo saaledes han som overtok fars-eiendommen, endda han ikke var ældste søn. Men dertil har han nok sikkerlig ikke været nogen hjemme-fødning. Der er flere ting som mere end sandsynliggjør at han har deltat i forretningslivet paa en eller anden maate, og det er utænkelig at han da ikke skulde ha foretat reiser i den slags affærer, ialfald inden Italiens grænser; men vi vet, det hører til det dagligdagse at florentinske kjøbmænd opholdt sig f. eks. i Paris og i andre lande — i Boccaccio’s og Sacchetti’s noveller har vi jo flere livfulde interiører fra deres samvær derute. Firenze var en stat av kjøbmænd ikke mindre end Venezia, Genua, Pisa var det; de formidlet omsætningen paa halvøen for vesten og for Levanten; der er saaledes flere breve fra Machiavelli til hans søstersøn, som sitter i Pera ved Byzans og bl. a. driver en klædesforretning. — I og for sig var det nu vel ogsaa mindre sandsynlig at Machiavelli var blit anvendt som diplomatisk utsending for Firenze til fremmede lande, hvis han overhodet ikke hadde reist før og eiet øvelse i at omgaaes utlændinger.
Endvidere synes jeg det fremgaar av det brev, jeg her foran gjennemgik, og de spørsmaal han der tilslut kommer med, at han, trods sin interesse, indtil da allikevel maa ha holdt sig fjernt fra det politiske liv, da han jo i motsat fald med sit skarpe blik selv maatte hat fuld rede paa Alexander VI’s stemning og situationen i det hele. Der er, med andre ord, skjønt hans ørneklo griper spørsmaalet indenfra og centralt, dog noget av rekruten i det spillende øies undren.
Men selv om saa er, hans almensyn paa historie og paa statskunst hadde alt sat sig paa grundlag av det, han hadde været med til. Man indser nemlig det bare ved at repetere de historiske begivenheter i byen. Som barn hadde han jo oplevet Pazz’ernes sammensvergelse 1478, da adelen med pave Sixtus IV’s samtykke gjorde hint kjendte forsøk paa at styrte huset Medici, hvis overhode Lorenzo Magnifico i de første aar efter forgjængeren Cosimo’s død optraadte utæskende mot den gamle adel og ellers la sig uforsigtig op i alt deres privatliv, dobbelt uforsigtig i en stat som ialfald endnu i navnet var republik. De sammensvorne styrtet sig i domen over de to brødre Medici med sine dolker, — og det avtalte tegn var hostien, det øieblik presten løftet den vigslende i veiret; Giuliano Medici blev stukket ned; men Lorenzo værget sig, kom unna og ut. Ialfald har Machiavelli oplevet de friske beretninger om den blodige begivenhed... om folkets hevn, om mordernes henrettelse, om likene, som blev hængt ut av Palazzo Vecchio’s vinduer, likesindede til advarsel. Det minde har han nok beholdt. — Sjælen i den begivenhet var svik. Dengang var Niccolò en ti-aars gut.
Og paa grænsen av ungdomsaarene oplevet han videre franskekongen Karl VIII’s vældige hærtog 1494, skridende sydover det motstandsløse Italien, dengang, da Lorenzo Magnifico’s søn og efterfølger Piero Medici i panik iler ham imøte, overgir byen og binder sig, eller rettere Firenze, til at betale 200 000 dukater. Men da han vendte tilbake, hadde Firenze reist sig mot huset Medici; det forjaget ham, og det nye styre sendte nye underhandlere. Den revolt, som atter indførte den gamle republik; men samtidig skyllet frem til ledelsen av Firenze’s styre en fanatisk lægprædikant fra det stridbare Romagna, Savonarola. Og da Karl VIII gjorde sit indtog i byen, og prutingen begyndte, hadde man samlet 600 mand fra landet, saa da kongen truet med at la „trommen røre“, truet Firenze med at la „stormklokken gaa“. Og Karl VIII gled videre, helt syd til Napoli, som han beleiret og indtok. Den straalende hærfærd, som dog endte som en flugt nordover for ham, idet Venezia, paven, Spanien, Maximilian sluttet forbund for at drive ham ut av Italien. — Men sjælen i denne begivenhet var for Firenze’s vedkommende manglende almenaand, kjernen var Piero Medici’s fuldstændige likegyldighet
Bare disse to oplevelser var jo tilstrækkelig til at ribbe og bringe et sind ned paa virkelighetens plan.
Det eneste man ellers vet om hans forhold til aandsliv, er at han var glad i musik, og selv drev den; det fremgaar av breve til ham fra en av sønnerne, at han ialfald spillet, og paa en Tysklands-færd engang ser vi av hans egne breve at han opsøkte en musiker (komponist). Men forøvrig er det bare den skrivende kunst han dyrker og bryr sig om; den bildende synes at være ham ganske likegyldig, ialfald maleriet; et par ganger i sine skrifter bruker han billeder fra billedhugger-faget. Men aldrig et ord om eller navn av en kunstner! Og det endda han var bysbarn med og samtidig med verdenskunstens største: Leonardo da Vinci (1452—1519) og Michel Angelo (1475—1564). Gjennem andres breve ser vi endog at Michel Angelo ialfald maa han personlig ha kjendt godt.
Om mester Niccolò’s toskanske æt vet man i korthet dette: Den var gammel, og man kan følge den langt tilbake — en landadels-æt, det gik ut med som følge av overgangen fra middelalder til nyere tid, om man end fremdeles kunde leve av sine midler og de indtægter, eiendommen indbragte, da mester Niccolò overtok den; man har regnet ut efter grundtaksten ca. 1500, at den paa den tid indbragte mellem 3 og 4 tusen kroner omsat i vore penger.
Ætten nævnes første gang 1120, da den delte sig i to grener, nemlig Castellani, herrer til Montespertoli, en liten kommune like syd for Firenze, og Machiavelli; og de fik da hver sit vaaben. Omkring to og et halvt aarhundrede senere tilfaldt kastellet Montespertoli som arv Machiavelli med de dertil hørende rettigheter over kirker, tiender o. s. v. Men da samtidig middelalderens feudalvæsen ophørte, var rettigheterne ikke særlig værdifulde. Ellers hadde ætten eiendomme i San Casciano-kommunen. Og i Firenze eiet de sine bygaarder i Santo Spirito-kvarteret og nær Ponte Vecchio. — En hel del medlemmer tilbake i ætten hadde deltat i republikkens styre og ogsaa beklædt de høieste stillinger der, baade som „prior“ og som gonfaloniere (nærmest præsident); under de indre borgerstridigheter synes de at ha stillet sig paa guelfernes eller „folkepartiets“ side.
Mester Niccolò’s far var jurist. Der var to sønner og to døtre. Men Niccolò overtok, som nævnt, ved farens død eiendommen som ættens overhode, skjønt han ikke var ældste søn; og deri maa jo ligge, at han uten motsigelse blev regnet for den forretningsmand av de to, som var opgaven voksen ved godset med de juridisk indfiltrede eiendomsforhold — en følge av den nye tid og de dermed sammenhængende avviklinger. Av breve fra ham og fra hans venner og sønner ser vi at han altid, selv naar han var langt borte paa reiser, holdt øie med eiendommen, ledet gaardsbruket, blev underrettet om aarsutsigterne, gav smaa vink om en uregjerlig mule o. l.
Her ved hans herkomst vil jeg nævne at, da hans misundere engang under hans fravær laget komplot for at faa ham fjernet fra hans stilling i kancelliet, man da vistnok grov frem et rygte om hans eller farens avstamning; man vet ikke hvad muldvarpene hadde fore, men en biograf har ialfald gjettet paa at det maa ha gjældt noget dunkelt og illegitimt ved selve farens herkomst, som altsaa skulde gjort Niccolò i sidste instans uberettiget til stillinger i staten. Vedkommende historiker har endog søkt støtte for sin gjetning i Niccolò’s skildring siden av Castruccio Castracane, som vi skal se han vilkaarlig og med brud paa det historiske gjør til uegte søn, idet han erklærer dem for de største mænd, fordi de har evnet at arbeide sig frem endog paa trods av lav byrd. Hvad det snikende rygte end har gaat ut paa, saa var det ialfald saa graverende at hans venner i befippelsen skriver til ham og fraraader ham foreløbig at vende tilbake til Firenze. Men mester Niccolò selv tok intet hensyn til det, og kom tilbake, hvorved det da ogsaa lyssky ganske sank i jord.
Hans mor døde 1496, faren 1500. Han egtet 1502 Marietta, med hvem han fik 6 barn, derav de 5 sønner.
Om mester Niccolò personlig er endvidere at melde at nogen sterk helse har han ikke hat; allerede en tyve aars tid før sin død nævner han at han lider av „stensmerter“ — det har vel været nyresten. Det var ogsaa den sygdom, som efter de sidste maaneders strabadser bragte ham døden 1527. Da var han altsaa 58 aar gammel. Hans enke overlevet ham helt til 1552.
Aaret 1497 blev mester Niccolò utnævnt til republikkens anden sekretær, eller sekretær i „De ti’s raad“; valget foregik først i „De otti’s raad“; og nogen dage efter blev det stadfæstet i „Det større raad“ (Consiglio Maggiore). Han kom altsaa ind i statsstyrelsen, da Savonarola’s magt begyndte at vakle, altsaa aaret før han blev brændt. — Hans overordnede første sekretæren eller „republikkens sekretær“ var humanisten Marcello Vergilio, er lærd av den gamle skole, litt ældre end Niccolò, men hans motsætning, som han forresten arbeidet godt sammen med. For denne stilling oppebar han den ikke særlig fete gage av 100 floriner i guld pr. aar. Posten beholdt han til den gamle republik faldt 1512.
I et raad, hvor medlemmerne stadig skifter, men sekretæren er fast, blir det selvfølgelig tilslut han, som faar indflydelse paa tingenes gang. Og skjønt mester Niccolò og hans departement „De ti“, eller „andet kancelli“, som det ogsaa het, paa en maate stod under herreraadet („Signoria“), saa hadde det dog sit eget og forholdsvis selvstændige kompetansefelt; det hadde krigsvæsen, og det hadde med republikkens myndigheter indad at gjøre. Under krig blev det armé-departementet — intet mindre! — og dets sekretær i grunden armé-departementets chef. Men siden Timandsraadet hadde krigsvæsen, fik det endog med sendelse av gesandtskaper til fremmede stater at gjøre; blev altsaa en art utenriks-departement. Som sekretær fik Machiavelli at paata sig disse reiser, dels med nøiagtig skrevne instrukser i lommen, dels med mere svævende opdrag, hvor det overlotes til hans konduite; dels var det bare erender av rent administrativ art.
Hans raad hadde altsaa i grunden alle dagens løpende forretninger; det var et slags ekspeditions-kancelli for Herreraadet. Der blev saaledes meget at gjøre for en nidkjær sekretær, en uendelighet av breve at skrive; man har endnu tusenvis av dem i det florentinske arkiv. Og Machiavelli har visselig fyldt sin stilling her; ikke før er han tat avsted paa reise, saa ser man hans venner og underordnede savner ham og i breve klager ynkelig over hans fravær fra departementet. Han sparte sig ikke. Og det hadde selvsagt til følge at han blev overlæsset med arbeide; arbeidet steg, steg ustanselig. — Vi vil ogsaa faa se hvorledes han under sine sendefærder heller ikke kjendte til dødsfrygt paa de utsatte poster, man gav ham.
Da han senere (1506) fik sat igjennem oprettelsen av en militær utskrivningskommission paa ni medlemmer („Nove della Milizia“), valgte man ham til sekretær ogsaa der.
Ja, endog længe efterat han var fjernet fra sine sekretær-stillinger, blev han paany tilkaldt og ansat ved arbeidet paa Firenze’s forsvarsverker.
Hvad til slutning det fremherskende racepræg hos mester Niccolò angaar, saa maa jeg bekjende at jeg er i stor tvil. Naar man intet sikkert portræt har, blir denslags bestemmelser mere eller mindre vilkaarlige. Han har været svarthaaret, det ser vi av et brev fra konen, hvor hun nævner at en av sønnerne, en rigtig ravn, med haar som „svart fløil“, men „lys i ansigtet som sne“, ligner saa levende paa faren. Ett tror jeg altsaa allikevel, man kan paastaa: nogen ublandet homo alpinus har han ikke været; allerede hans utholdenhet og den psykologiske proces han gjennemgik, peker andensteds hen; likesaa hans knappe stil. Ellers er der ikke litet ved hans stils væsen, som ustanselig tvinger én til at mindes Sallust. — Jeg ser ham ialfald likefuldt med blaa øine, selv om det blaa er mørkt.
