Renæssanse-mennesker/Samtidens psyke1
Ved foranstaaende rids av tidens skikkelser faar man jo tillike et indblik i dens opløsning; men endnu vil jeg føre frem endel eksempler og træk, som syner tilstande inden samtidens private og offentlige moral. Jeg gjør det, fordi et rigtig billede av tidsaanden blir uundværlig, naar man skal fange skikkelsen Machiavelli’s konturer; naar man skal indse dybden av hans sinds tørst; naar man skal føle den mare, hvorunder hans tragedie spilledes tilende; naar man skal fatte den psykologiske nødvendighet i hans system. Ogsaa naar man skal dømme retfærdig ved det som man steiler ved eller støtes av.
Det gjælder nemlig ikke at dække over at tidens væsen var opløsning; det var hvad man kalder umoral. Opløsningen var simpelthen vilkaaret for dens aandsliv og for dens kunst. Det er maaske ikke en sats, som passer for skolebænken, hvor de endnu bruskede karakterer skal forbenes; men det hensyn kan jo voksne mennesker, hvis rygrad maa forutsættes i orden, ikke ta. Om denne tidens psyke skriver en italiensk historiker litt, som jeg hitsætter i oversættelse: „... Det vækker forundring hos os, næsten motbydelighet eller forfærdelse, naar vi hører de mest obskøne samtaler ført i nærvær ikke bare av dannede fruer, men av uerfarne pikebarn, — naar vi hører folk snakke politik som om samvittighet ikke mere var til paa jorden. Renæssansens mand trodde, at én maatte ha lov til at si, undersøke og beskrive uten skrupler alt, man vaaget gjøre. Og dette var ikke altid resultat av hans fordærvelse, men tvertimot ofte følge av hans virkelighetssans, en drift hos en iagttagende og forskende mand. Han saa ut som han levet i olympisk ro, altid herre over sig selv, altid med ironiens smil paa læberne; men det var bare en tilsyneladende ro. Han var stedt i kvide paa grund av disharmonien og manglen paa enhver likevegt mellem sit hjertes tomhetsfølelse og rastløsheten i sin aand, som ofte ørsket som i en bevisstløs rus. Brokkerne fra den middelalderlige verden, som han hadde knust, og de fra antikken, som han hadde gravet frem igjen, faldt ned omkring ham, førend han selv hadde fundet det skapende princip for en ny verden og magtet at omsætte i eget og sammenhængende materiale alle levningerne fra fortiden...“
Men fremfor alt, mener jeg, gjælder det at fastholde, at der stod en mørk skybanke bakenfor den virkelighetens tindrende morgenhimmel, som heter «renæssansen». Skybanken, mener jeg videre, var den lettroende middelalders uro, dens mangel paa midtpunkt, dens evne til angst. Vi kan ganske enkelt si: dens tro paa spøkeri. Den blev. Den gik i arv. Den evne, som den dag idag er en uutrivelig trevl i hvert normalt menneskes psyke, ikke mindre hos den som rakrygget staar imot end hos den som gir sig over i den, da det heter „fred med sin gud“. — I det religiøse hadde forlængst symptomer paa øket angst vist sig ute i Europa; det var jo snart et aarhundrede siden Huss blev brændt, fordi han lette efter en tryggere lære. Og i Machiavelli’s aarhundrede dukker da Luther op, og senere Calvin og de andre; Luther og Zwingli søkte at frigjøre samvittigheterne fra dogmetroens angst, men vi vet jo hvordan det endte: sindene dumpet ned i det som værre var, ned i djævletroen; ialfald endte det slik med den mest middelalderlige av dem alle, med Luther. — Og dette gjenfærd i sindet blir ikke mindre mægtig der, hvor enkeltmenneskene hadde frigjort sig, i de stunder det kom listende. Livsangst blir heller ikke mindre, fordi der leves vildt; jeg har før nævnt hvor let Savonarola hadde for at faa omvendt vivører.
Den religiøse opløsning besørget jo pavehoffet selv med al ønskelig grundighet. Alexander VI har som en anden mystisk hovedskikkelse forstaat at trække til sig alle frasagn om forbrydelser og utskeielser. Og deri har historien visselig ikke gjort ham nogen uret. Men der var jo ogsaa forbrydere paa pavestolen før ham, og særlig hans to nærmeste formænd: bare navnene Sixtus IV (1471—1484) og Innocens VIII (1484—1492) er tilstrækkelig, de klinger slet ikke stort bedre end Alexander VI’s navn. Under dem hersket der det vildeste moralske anarki i Rom; alt er til salgs, selv saligheten; man betaler efter fast takst forbrydelserne, fra simpelt tyveri til fadermord og blodskam; og pengene gaar til paven personlig og til hans kardinaler; siden blir jo avlad sat i system for hele kristenheten. Man møter løftebrud, mened, al optænkelig art kjøns-utskeielse, gate-bacchanaler; og Tiberen fløt med kadavere — det hørte hver kveld saa at si med til renovationen at kaste lik i elven. Men over hele Italien var gift og dolk paa færde, og i pavens Rom utklækkedes skurkestrekerne. — Det som driver disse hellige kirkens mænd er ustillelig pengetørst. Tidens pengetørst maa ha været enestaaende, den drift tar luven fra selve mordlysten: Naar der f. eks. er sat en sum paa en dødsfiendes hode og han blir tat til fange, bruker man prisen paa hans hode som kontanter ved opgjør og forlik. Det gjør saaledes Orsini-ætten, Alexander VI’s fiender; da de hadde sat en pris av 40 000 dukater paa pavens ven Urbino-hertugen, som de er saa heldige at fange levende, og der ved fredsslutningen blir paalagt dem at utrede til paven 50 000 dukater, leverer de ham Urbino-hertugen som valuta i varer og i klingende mynt bare de resterende 10 000. (En anden sak er det at Alexander VI straks efterpaa lar sin hjerteven Urbino-hertugen punge ut med sit hodes pris, de 40 000.) Rikmænd kastet man i Engelsborg’s fængsel og beskyldte for de værste forbrydelser for at presse penger ut av dem; man kunde endog benytte det samme offer gjentagne ganger. Og naar en kardinal ved sine indkomster var blit formuende, dør han ikke sjelden av gift, og paven, som indfinder sig punktlig til dødsøieblikket, soper leiligheten tom for penger, sølvtøi, gobelin’er og hvad der ellers er av værdi, og bringer det med sig hjem til Vatikanet, hvor man saa stænger alle dører for audiens, sitter i dagevis og tæller tyvekosterne. Giustinian, den nævnte gesandt fra Venezia, sender depecher hjem om en slik affære, som han vet indbragte Alexander VI vel l50 000 dukater: en kardinal er død under mistænkelige symptomer, og den skjelm av en gesandt indfinder sig øieblikkelig paa visit hos paven for at snuse, men han blir selvfølgelig ikke mottat da. Først to-tre dage efter blir han tilsagt i audiens; da sitter forresten paven endnu og tæller, men med den krænkede uskylds mine: „Se“ sier han, „det er bare 23 832 dukater efter ham, — og saa er hele hyen her fyldt av det rygte at vi har faat i kontanter fra 80 til 100 tusen dukater!“ — Med den slags interiører i minde kan man jo ikke forbauses over at folket f. eks. ved pavevalg satte summer paa kandidaterne ganske som ved spil under hestekapløp og at endog bankerne aapnet egen avdeling for denslags transaktioner. — I privatlivet møter vi endog hos dem, som staar langt over flertallet, raseret religiøs bevissthet, hvor letfærd og gudsfrygt har indgaat den behageligste forbindelse, trods deres forsikring om det motsatte. En slik type er f. eks. Francesco Vettori (gesandt i Rom bl. a. 1513—15), hvis breve til vennen Machiavelli gir et levende indblik i opløsningen; allerede det, han fortæller om sin leilighet paa Gianicolo-høiden, gir ett billede av komplet utviskelse: Den hænger sammen og staar i direkte forbindelse med en kirke; og i denne leilighet glir kurtisaner og løsagtige personer ut og ind.
Dette er opløsningen paa det religiøse omraade; skillet mellem synd og gudsfrygt er utvisket, det gaar i ett for samtiden; det er som det heter i en ræsonnerende monolog i Machiavelli’s komedie Mandragora, hvor en har betænkeligheter ved at gaa med paa en skabrøs affære; staar og veier for og imot: „... Det værste er at dø og komme i helvede. — Der er død saa mange andre før dig, og der er saa mange bra folk i helvede: Behøver du at skamme dig ved at komme dit? ...“ Eller munkens monolog i femte akt! Den maaler endnu bedre tidens forvildelse. Han har da ordnet med egteskapsbruddet, og gaar ovenpaa en søvnløs nat endnu i spænding, hvordan det vel er løpet av, mens han understaar sig at klynke over troens forfald i samtiden: „... Jeg søkte at fordrive timerne paa forskjellig vis. Jeg fremsa morgenbønnen, læste et levnet i helgenboken, gik saa ind i kirken og tændte en lampe, som var sluknet; byttet slør paa en madonna, som gjør underverker. Hvormange ganger har jeg ikke sagt disse munkene at de skal holde hende ren og pen! Og saa kan de undres paa at her mangler gudsfrygt! Jeg mindes, der engang var 500 hellige billeder: og idag er der ikke engang 20! Det er vor skyld, som ikke har forstaat at holde deres ry ved like. Vi pleiet før i tiden hver kveld efter endt aftenbøn at gaa i procession og hver helligdag la synge æreshymner ...“ Og han slutter sin monolog: „Nu gjør man ingenting av dette: og saa kan folk undres paa, at det hele kjølner av! ...“ Denslags utgydelser i en saadan stund har passeret det bevisste hykleris grænse: Der er intet skille længer mellem løgn og sandhet.
En slik opløsning skaper til den anden side panik og svovelprædikanter, som maler fanden paa væggen; man gjør heftige forsøk paa at skake de letfærdige op. Men vi har jo set at end ikke disse fanatikere er ganske urokkelige i sin tro: selve Savonarola vaaget ikke at gaa paa ild for sin lære, da franciskaner-munken utfordret ham til jernbyrd. —
Opløsningen findes ogsaa i selve staternes politiske forfatning, idet der var en uendelighet av instanser eller „raad“, residua fra gamle regjeringsformer, som var blit sittende tilbake og nu laa og snyltet ind paa hverandre, idet kompetanse-omraaderne ikke var klart optrukket. Ikke mindst var dette situationen i Firenze, hvor resterne laa lagvis op paa hverandre som ved antikke ruiner, saa enhver avgjørende optræden stækkedes; bare dette forhold maatte jo i enhver energisk personlighet skape tørst efter orden og vilje. Og den ansvarlige instans er vanskelig at finde: der er f. eks. en vanmægtig „gonfaloniere“, som skulde svare til Venezia’s doge, men — han vælges hver maaned! Og til sine tider blev det just ikke nogen særlig eftertragtet stilling, nemlig da, naar et ansvar for et politisk skridt utadtil skulde overtas: han blev jo da simpelthen en slags gidsel for det troløse, offer-uvillige folk, som nok beder tyndt om at bli styret, men staar færdig til at dolke dem som styrer. Ti i det ligner Firenze Venezia, at det er en by av kræmmere. Men paa ett punkt ligner det ikke Venezia: det slites op av indre kjekl og kiv. —
Opløsningen træffer vi fremdeles i den enkelte smaa-fyrstes politik. En mer træffende karakteristik av en slik fyrstes liv og regjeringsprincip kan ikke findes end Siena-fyrsten Pandolfo Petrucci’s ord til Machiavelli, da denne 1505 blev sendt fra Firenze for at faa et bestemt og klart svar, om hans politik er mot eller med Firenze og Frankrike; Machiavelli gjengir i sine depecher deres samtaler. Først vil fyrsten intet svar gi, han undviker i almindelige talemaater: Det var slet ikke saa, sa han, at han i dette tilfælde hadde tømmerne eller sporerne; for sporer hadde han nu overhodet aldrig hat, — og tømmerne drar han i, det vesle han orker. Men da saa Machiavelli nogen dage efter trænger ind paa ham, sætter ham tilvægs, kommer der fra ham dette støn: „Jeg vil si dig hvad kong Federigo sa til en utsending fra mig i samme saks anledning, og det var: jeg regjerer dog for dagen, og bedømmer affærerne time for time, for ikke at ta feil! — Ti disse tider er mægtigere end vore hjerner...“
Opløsning møter vi i felten, hvor leiehærene vingler viljeløst, straks solden ikke kommer paa den avtalte dag; da har hæren nemlig mistet maalet for sin stridbarhet; da rakner den op, plyndrer paa egen haand, brandskatter. Og mangesteds var de en stat i staten, som hindret dens konsolidering. Særlig var schweiziske leietropper vanskelige at haandtere; de tok under krig stundom mot betaling fra begge parter. Det gjør de f. eks. 1511, da pave Giulio II raser i Nord-Italien: De franske har en stund held med sig og venter nu bare paa deres indgripen; men de kommer ikke, idet de kræver paalæg i sold. Paven benytter sig øieblikkelig av situationen, gir bud og hverver dem isteden; men da de vel er naadd ned paa sletterne, snur de pludselig og sætter ind igjen i Alperne. Fordi de nemlig i mellemtiden ogsaa hadde tat imot sold fra Frankrike! — Eller under Leo X 1517, da denne og Della Rovere slos om hertugdømmet Urbino: Man deserterte over til hverandre; krigen tok aldrig ende; der var leietropper i begge hære, endog av samme nation, som f. eks. spaniere, og de varte sig jo for at dræpe sine egne. Det var den skjære farce. — Men ogsaa andre end kondottierer gaar over; det hændte f. eks. 1525 med selve Frans I’s feltherre, konnetablen av Bourbon, som gik over til Karl V, fordi han var misnøid med avancements-forholdene i den franske hær, hvor kongelige maitresse-hensyn spillet hovedrollen ved forfremmelser.
Men heller ikke inden staternes egne hære er der disciplin. De breve, som skikkes Machiavelli fra krigskommissæren Don Michele, beviser det for Firenze’s vedkommende. Selv om han aabenbart har raadets foragt, som ikke gider svare paa hans snakkesalige, brautende skrivelser, saa er dog allerede i og for sig ansættelsen av denne lavpandede soldater-type som øverste og ledende autoritet for Firenze’s militær-distrikt av den art at det gir indblik i opløsningen: Det er en fortvilet utvei. Han er ellers selv en pragtfuld type paa tidens feltherrevæsen: bare en maskine, moralsk fuldstændig forvildet, krypende og smiskende opad, grum og haard nedad, en tykhudet korporal-sjæl av fandenivoldske leveregler — man har endog hans yndlings-ordsprog bevaret: at man skal sørge for at urinen er klar og gi en god dag i doktoren, eller som det kort og uhøvisk lyder paa hans soldater-sprog: „Piscia chiaro, e incacca nel medico!“ — Denne opløsning blandt folket i felt maa man jo ha lov til at gjenfinde ogsaa under selve hærens aktion: Man forfølger nemlig i den tid sjelden sine seire. Energien mangler likesom, slipper ialfald op paa halvveien; i grunden synes kampen blot at ha været kjekl, og man slutter straks fred, og helst „evig forbund“. —
Opløsningen træffer vi just og fremfor alt ved de høitidelige avtaler og ved fredsslutninger. Det er vistnok ikke langt fra det rigtige at si at den eneste fyrste i tiden, for hvem tilsagn pleier gjælde noget, er den franske konge: i dem sitter der endnu trods alt et kvintin ridderlighet. Ellers er haandslag og dyre eder skjøre og flygtige som brændt papir. Man behøver her bare minde om Borgia’erne; Cæsar’s fremfærd f. eks. i Romagna er merket udelukkende av denslags svik: ikke før kapitulerer en fyrste mot løfte om sikkerhet paa liv og lemmer, saa maa han enten fly over hals og hode for at redde livet; eller han blir puttet i fængsel og underkastet al optænkelig art tortur, som tilfældet var i hans motbydelige forhold til den sekstenaarige Astorre Manfredi i Faenza — han blev tilsidst strupt og kastet i Tiberen. — Og mens man staar i den hjerteligste alliance, driver man underhandlinger til motsat hold; især driver, som antydet, paverne av Medici dette, Leo X, men mest Clemens VII; da saaledes Leo 1513 gjennem indrømmelser og tilsagn om hjælp hadde faat istand forbund med Frankrike (Ludvig XII), ifølge hvilket han skulde hjælpe det til at ta Milano, er han samtidig midt oppe i hemmelig akkordering med fienderne, nemlig Spanien, Tysklands keiser, Venezia, ja endog med Milano, — for ogsaa at ha de dører aapne.
Den samme Leo viser ogsaa en himmelropende mangel paa taknemlighet; det er som om denne tidens luft av troløshet har forpestet de primitiveste sjæls-egenskaper. Jeg tænker f. eks. paa, da han 1517 blander sig op i Siena’s forhold og forjager Petrucci Borghese fra magten, saa han mister alt hvad han eier: og den æt hadde jo dog ikke alene lagt sig i sælen for hans valg til pave, men endog arbeidet for huset Medici’s tilbakekomst til Firenze. En utaknemlig optræden, som forresten siden skapte den farlige sammensvergelse mot Leo X.
Tidens opløsning møter man nemlig i sin uhyggeligste form i dette private forhold mand og mand imellem. Man behøver ogsaa her bare nævne Borgia’erne. Hos dem utarter det jo til den skjære rabies i snikmordstørst, det er som de slaaes av en smitsom syke; folk flydde, der var endog dem som døde av skræk; selv Medici følte sig utryg i deres nærhet. Men der er især en form for svik i tiden, som virker næsten skablonmæssig i sin tilbakevenden, nemlig dette at rydde sin haandlanger og bolde forkjæmper av veien, naar man gjennem hans voldshandlinger har naadd sit maal, enten det nu sker snikmorderisk, fordi man anser ham for farlig, eller aabenbart for alles aasyn, idet man nu ønsker at to sine hænder for blod og skaffe sig ry for mildhet. Selvfølgelig er dette Cæsar Borgia’s yndlings-metode; han gjorde saa blandt andet med sit redskap i Romagna, Ramiro, som efter endt blodig dagsverk blev fakket og kastet i et taarn-fængsel: Dagen efter fandt man ham parteret i to. Men det var jo ogsaa andres metode. I 1450 kvalte saaledes Milano-hertugen Sforza’s redskap og høire haand, Brandolini, en revolt i Piacenza i blod; da nedslagtningen vel var over, og rædslen hadde gjenoprettet orden, indfinder hans herre sig, kaster ham i taarnet: Næste dag ligger han med overskaaren strupe. Og folket priser Sforza for hans mildhet.
Svik og slump er tidens herrer. Ingensteds sikkerhet for liv og lemmer. Ingensteds tyngde i karakteren. Overalt uberegnelighet. En direkte følge av dette er en stor og almen utryghet. — Hertil kommer saa de tunge farsotter, som uventet gjør sit herjende indtog i byer og slaar alt ned; de gjør sit til at øke dette træk ved tiden. 1500 utover er de svære pest-aars sekel, Cellini gir et billede av det i sin selvbiografi. Endvidere er det, som man vet, i dette sekel at syfilisen har sin store tid; kondottierer, konger, kardinaler lider av lues; og man staar jo nærmest vergeløs mot syken. Ogsaa den side gir Cellini os et billede av i sit selvportræt. — Saa en dag skakes sindene op ved rygtet om en by eller en grænd, hvor alt jevnedes med jorden, og hvor der ikke var
Alt dette smitter sindene, det nærer hin dyriske arv fra middelalderen: angsten som saadan, følelsen av mangel paa verdensstyrelse, av verdens-usikkerheten. Og man har ikke egentlig det indtryk at verdensfornuften tiltar utover seklet. Lægger man øret til renæssanse-menneskets bryst, naar han er i enrum, hører man et hjerte gaa i angst.
Denne syke ytrer sig f. eks. som svovelprædikanters uhygge-syner og profetier. Machiavelli fortæller, rigtignok halvt spøkefuld, i et brev fra 1513 til sin ven Francesco Vettori om en slik ganske likevegtsløs franciskaner-munk, som i Santa Croce-kirken savler skjørhjernet dommedags-snak og maler op forvirrede verdenssyner: som om mennesket tok sig frem gjennem en ren bisværm av djævler, som fyldte rummet mellem himmel og jord. — Symptom paa denne angst-syke er vel ogsaa, at det er i dette sekel hekseprocesserne for alvor tar fat. Efter min mening er syken den inderste grund til en underlig panik, som kan reise sig midt i slaget. Machiavelli’s ven, den nævnte Vettori, skriver saaledes i et brev fra 1526 om et slag ved Siena, hvor de pavelige og florentinerne hadde en hær paa hele 5000 fotsoldater og 300 ryttere: De blir jaget paa vild flugt av — 400 mand, som rykker ut fra Siena: panikken smitter, saa hver eneste én smør haser, fra sit artilleri og alt; ingen forfølger, men de blir ved at løpe; de flyr ti kilometer, de føler sig ikke trygge, før de faar kastet sig ind i en liten by og stængt portene. „Det tykkes mig ligne“, skriver Vettori, „nogen historier jeg har læst om i Bibelen, da en frygt paakom mændene, som flydde uten at vite for hvem.“ Og længer nede i brevet skriver han: „Jeg har oftere hørt si at frygt er den største herre som findes.“ Da Machiavelli svarer og beder om nøiere besked, skildrer han atter panikken detaljert, og lægger saa til: „... Jeg har nok hørt at en hær flygter bare ved skrik, men at den flyr ti kilometer uten at nogen forfølger, det tror jeg ikke man nogensinde har læst om eller set...“
Det er en art vanvid. Og disse sindstilstande gaar som farsotter i tiden. De opstaar nok ifølge sjælelige love, men de smitter efter patologiske, lik farsotten. Det nye siden middelalderen er at nu i renæssansen er enkelte blit sig angsten klart bevisst og grunder over den. Machiavelli var blandt dem.
Det var heller intet tilfældig lune av historien at denne varg-old, da tillike alle aandskræfter drives op til den høieste grad av ydelses-evne, blev kunstens sekel: Alene i den fandt jo svake hjerner den hvile, de trængte; kun ved den omgik de alvoret. Likesom Boccaccio’s damer og herrer under pesten i Firenze. Faa stanset og løste gaaten. — Og jeg har det indtryk at denne art naiv livsangst i renæssansen, altsaa ikke den som følger av at der leves vildt, — at den har kulturhistorikerne for litet understreket; man har isteden talt om glad livsutfoldelse, om en straalende tid og lignende. De har derfor ikke tilstrækkelig faat øie paa, hvor sindene pendler. De pendler ikke egentlig mellem „hedendom“ og „kristendom“ med dertil hørende dogmer. Men de pendler mellem noget som ligger bakenfor dette, mellem dyrisk livsangst og omgaaelsen av livsalvoret, eller, som det ogsaa heter: kunst. Den aand, som staar midt oppe i dette og dog beholder hjernen klar og kold, som ikke pendler, — han hører til historiens giganter; nævner man endog skikkelser som Alexander den store eller Cæsar i samme aandedræt med ham, blir man forlegen og smiler man.