Renald Skule
De sto ikj saa bra te me Skula i Selbu held i gammel Ti’n. De va i Ti, de va bere tri Skula, som for kring i Garaam aa pakka hop Unger ini saammaa Stoggo, der let bode Gris aa Hund aa Kat ophuld se. Ungend tura aa les, Kvindfælkja tura paa Rokja, Karend æksa paa Stabba aa banka ti Slaaend sine. Smaaungend skrek nepaa Gælvi, aa Litlgris’n skraapa aa gnald ni Tyndend aa ha villa haft se pu. Da villa de vaar’ Høu da, som skuld sta ut de, ialfald villa de naa vaar dyktøug Øraa ti Høui, som skuld beld hør paa de. Om Kveld’n ette Klokka seks va de lite Overhøring, som ’aam kalla de; men mesta taa Baandaam ha naa ti’ se’n Lur paa den Tia, saa at a ikj gjor saa my Maan Overhøringja heller.
Den likast taa di tri[1] Skulaam, som va i Selbu i di Tiaam, va’n Renald. De va ellest ind Fel me a; men de va naa’n Fel, som ’aam ikj saag saa my paa de den Tia: hend drak lite. Brendvin va de naa borti kvar i Kotto aa fo ti aa da, for brendt gjor naa kvar i Kjerring, aa drakk gjer naa kvar’n Kall; aa hend Renald, som skuld vaar me dem alle fraa Emsgara aa pi Nessi, kund naa alti fo Smak paa de hend.
No ja! Dem e’n 70, 80 Aar gammel no, dem som va me a Renald i Skula senast paa’n levd. Ind taa dem, ind Jo ni Moa, ha forteld me, kelles ’aam gjor me a Renald indgaang i Mebust. Ungend vidst at’n villa res’ ut paa Evjare aa fo se ti Brendvin; hend sat aa sov paa’n Stok, aa naar’n vakna, vidst ’aam ind la i Veg. Saa va de’n Jo aa ind te; dem va asta aa fik ti Knapnaali taa Draakaam, aassaa va ’aam 80 opvaa Skjytjkjeld’n[2] aa fand ti i Kelvrompe, som ’aam set fast atpaa Nakka paa a, me’n sov. Jaau saasnart’n vakna, la’n i Veg aa ha den da Stas’n paa. Naar’n kom utpaa Vershusbakkind net uta’n Libek, der møt’n Presta, som villa opgjennaam aa besøk Skula. Saa maat’n naa vende da, aa stig paa attend paa me hannaam opgjennaam Bygda att. Prest’n vart ikj var Kelvrompend hend, forend ’aam kom oppaa Mesbustgar’n, aa Skulind kom te aa ga førri Presta igjennaam Dæra. Men hend sa ikjnaa, bet ihop Taandaam aa villa bere lej. Skulind hend sprang naa saa hend aa snaad se aa skuld stell’ te de lite, aa den da Rompa ho slaang aa vingla saa net atpaa Nakka. Ungend, kan du vaattaa, vart redd, naar ’aam fik sjaa Prest’n kom og fik sjaa de da, for aam va Masjonsbaand[3] aa di toend, som ha set de paaa’n; men naar ’aam saag Prest’n va fuld taa Flir, letna ’aam naa mykji, for da skjønt ’aam naa, hend va ikj saa forgelli sur. Prest’n begjyndt aa overhøre Baanda, aa naar’n ha gjort fraa se de, sa’n: „Ja, Baanda e bra dem ette Terbora[4]), for aam ha svaarraa paa mange Spørgsmaal no dem; aa no ska du, som Skule e, svaarraa me paa itj aa,“ sa’n, aa vendt se aat a Renald. Hend Renald begjyndt naa aa spisse Øraam hend for aa hør ette Spørsmaali vel, for hend va naa mest vist paa, de vart i vanskele itj. „Du ska si me, kvend som ha forert de den da Stas’n, du hi atpaa Nakka,“ sa Prest’n. Skulind te aa glaas[5] atme Siaam, „hm! hm!“, saa Kelvrompa slaang. Da spratt Prest’n op aa storflira, hend beldt itj haald se lenger, aa alle Ungend hjelpa a te. „Indting vil e si da,“ sa Prest’n me de saammaa’n for, „e vil ikj møt de uti Bygd’n ti fer[6] Stas flergaang, for da bli du aavset. Du ha fortent de allerede; men du e saa gammel aa ha ver Skule saa lengje, at d’e ingind, som hi naa’r Raa for de held.“ Men lite ette at Kelvrompa va kom’n taa, aa Prest’n va rest, strøuk ind Renald utpaa Evjare aa drakk se otyst att hend.
Indgaang i Morset sett’n ind Jo Moa te aa vaar’ Skule, for da villa’n hem. Fuld va’n naa, aassaa ha’n faat to Osta, ind pund kvar Haanda, taa Morsetkjerringjind, som ind rangla i Veg me. Naar’n kom ni Elvmel’n bikka’n[7] aa’ aa vart liggjend aa saamna. Saa kom Prest’n da aa, aa fand ind liggjend der me’n stor Ost pund kvar Haand’n. Prest’n vekt op ind aa to’n me se oppi Gar’n att, aa spor Ungend: „Ker di hi Skulind dor’n?“ „Nei mi hi ingind Skule,“ svaarraa ’aam. „Ja di kund snart ha sleppi a no, for hend ha snart spekt[8] ihel no, ha ikj e kommi,“ sa Prest’n.
Ungend ha svert my Prettaa for se me a, for hele Dagind sat’n paa’n Stol aa sov, aa naar ’aam saag de va de naa ikj saa godt aa vaar still held. Saa tok ’aam i Snorbugt bortom Stolfot’n aa tverrykt te, saa bode Stol’n og Skulind drev bortivi Gælve; saa sett ’aam Naali ni Stolputa me’n va ut, aa naar hend kom aa sett se saa tongt, kan du tru, at’n rest se me’n Fart; saa sett ’aam Naali ni Bore, der ker’n sat aa sov, aa som ind doppa Nassind ni, aa va va de maanggaang at’n kjøur att Høue saa kvast, at’n drev attaende bortpaa Gælve; saa krita ’aam ut’n bode bak na framma, aa alle di Prettaa, aam kund optenkj, gjer ’aam a. Aa for kvar Gaang va’n asta aa ga ind en Drubb, de va ikjnaa Sporna, om kvend som gjor de, den treft naa alder, te aa so de; men de va ikj vondt, hend slo, sa ’aam, de va bere som ind Hanske tom bort paa Kjindbene.
Ini Stuggund pi Baarsgara va de i Skruvste bortme n’en Veggind. Bortme de sto Skulind aa høur ivi Leksa aat di Baandaam, som sat bortme der. Saa skruva ’aam fast Sikofta paa a, dem som attafori va, aassaa va ’aam samtaallaa fære, at to Gutunga bortme den nar Veggjind skuld ryk ihop aa taa Tak. Naar Skulind fik sjaa de, skuld’n naa asta aa skjel ’aam aat; men da sat’n fast aa fløyg se te saa hastøugt, at’n drev aa Høui aa rev sund Sikofta si.
Ind andur Gaang pi Baarsgara ha ’aam hengt i lita Klokke pund Sengja aat a, tert’n skuld kommaa aa leg se. Den da Kkotta ha ’aam i Snøre ti aa ni Kammerste pundi; der laag de naand taa Skulgutaam, ind so ni Moa aa flere. Mand’n ha hjelt ’aam te aa stelt de te hend. Naar’n Renald skuld te aa saamne, saa ringt aam paa Klokka, saa vart’n redd aa ment, de va Trøyldskap aa laag lengje aa lydd; men de vart stilt att lite, tert hend skuld te aa saamne att, saa ringt ’aam att. Saa steg ind te aa sto pi Sengind da, aassaa sa’n: „Naar vi fristes, lad os staa.“ Saa vart de stilt lengje taa Klokkend, alt tert’n Renald ha lagt se att, saa ringt de att. Da steg ind paa Kne pi Sengjind aa les Fadervaar, gjer Kors framaam Sengja aa vendt atsram paa Skraa’m sine te. Jaau da vart de stilt uthaangja[9] lengje, ser da fik ind saamne te’n røut[10] forend de ringt naa mer. Da vakn’n me di att, aa fløye se ni Stoggo me’n Fart, aa villa alder paa Lofte mer aa liggji for se sjøl.“
Dyktøug va’n te aa fo de te aa feste se ti Hukommels’n, de ker’n sa, fordi indno huse ’aam paa saa vel mange taa Spørsmaalom hass, dem som va me a i Skula. Saalles skuld’n forklar, ker Mirakel va indgaang: „Ind om e tok me i Staang aa hoppa ivi alle Hustakja her, vart de ikj Mirakel de?“ spor’n Baanda. „Nei de vart naa Spetakel aa ikj Mirakel de,“ fik ind te Svar. Ind and’n Gaang spor’n ind Gut, ker mange Bud ind ha. Nei de vidst ikj Gut’n. „Hi du mange Finger da?“ sa Skulind. Nei saa vidst’n heller ikj. „Saa maa du rekne ette da,“ sa Skulind. Ja Gut’n begjyndt naa aa plukka ti Fingraam. „Find du mange naa da?“ sa Skulind. „E find nie aa’n Stubb e,“ sa Gut’n – hend ha skerri taa se i held[11] Finger. –
Hend va buend frama Havernessi frami Bakka der, der ker ’aam kalle de Skulbakkind, aa de Namne ha de fill faat ette hannaam, kan e skjønne.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ No e de 12 Skula i Sok’n (Selbu).
- ↑ Skytje = Vebu, Veskjul (skytja).
- ↑ Masjonsbaand = de som gaar til Konfirmation.
- ↑ ette Terbora = ette som ventendes kan være.
- ↑ glaase = range taa Øugaam aa stire te Sies.
- ↑ saadan.
- ↑ gled han.
- ↑ spekt = frosset.
- ↑ uthaangja = væl saa lenge. – Skraa = Sko.
- ↑ røut, ryt = snorke i Somna.
- ↑ held = halv.