Söedyrenes Naturhistorie/Corona sqvamata
Hydra svamata. Müll. Zool. dan. 1 Fasc, Pag. 3, Tab. 4.
Man har henregnet det Dyr, vi her först ville tale om, til den af Gaertner opstillede Slægt Corina, som chweigger sætter i sin Familie Monohyla hydriformia, der svarer til Cuviers og Lamarcks Polypi denudati. Det er kun saare lidet og vaklende, hvad man veed om denne Slægt. Corina sqvamata er vel allerede af O F. Müller paa anförte Sted beskreven, men kun lidet udförligt, Nedenstaaende Bemærkninger ved denne Art turde derfor maaskee ikke være overflødige.
Stilken er cylindrisk, lang, tynd, og endes oventil i en af Form meget foranderlig Kölle. Paa Yderenden af denne sidder Munden, som, naar den aabner sig, er temmelig stor og straaleformig strihet eller foldet med B—10—12 brune eller mörkeröde Striber. Fölehornene, som i Antal variere fra 14 til 20—30 og derover, sidde adspredte omkring paa Köllen, ere smale og traaddannede, tykkest ved Roden, noget tyndere i Enden. Ved Basis af Köllen sidde til visse Tider de af Müller saakaldte Sqvamulæ eller Æg samnmenhobede i eet eller flere Partier. De ere fastbæftede ved en ganske kort Stilk, Det er ikke alene ved Köllens Basis at disse Æg findes, men man seer dem undertiden ogsaa paa flere Steder af Köllen selv lige op til Munden; ja Side:Söedyrenes Naturhistorie.djvu/10 Side:Söedyrenes Naturhistorie.djvu/11 Knop i Enden, fynes disfe ve] at have nogen Lighed med de Æg eller Knopper, fom komme frem imel lem dem; imidlertid, da de yttre, rigtignok kuli fvage, Bevægelfer, maae de anfees for Folehorn* Hos den Art, vi her omtale, kan alligevel Folehor aienes Betydning vanlkelig overfees; thi uden at tale om, at de ere 6-—8 Gange faa lange fom Æggene med deres Stilke, faa yttre de desuden faa tydelige og mangfoldige Slags Bevægelfer, og kunne faa ftaerkt forkortes, at der ikke længere kan være ringefte Tvivl ora, at de ere virkelige Folehorn., Denne Art Corina forekommer oreralt ved Oerne om Bergen paa Fucus natans, fiddende næften, lige i Vandlkorpen i ftorfte Mængde.