Sølvet
Gjemt i gjerrig jord får ei sølvet skinne:
derfor vægtigst barre for dig, min Krispus,
har ei værd, kan ei ved et gavnligt virke
glans du den give.
Gjennem slegt-led vil Prokuleius mindes
for det fadersind, han mod brødre viste;
ja, på aldrig svigtende vinger høit ham
Fama skal føre!
Kan for grådig attrå vort sind vi styre,
mer vi lov er værd, end om fjerne Gades
vi til Libyen bandt, og os begge Pøner
tjente som trælle.
Fæle vandsot voxer, når lysten føies;
tørsten flyr ei, jages ei sottens spire
ud af sygnet blod og fra gusten hud de
vandige væsker.
Dyden ei tyrannernes lykke priser,
vinder end de atter sin tabte trone;
mængden ulig, den ei med falske fraser
folket forfører:
riget, magtens krone og ærens laurbær
vil som lod og eie den ikkun skjænke
ham, hvis sind og syn ikke sølvets dynger
dårende drager.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |