Hvor tiden haster!
Hvor tiden haster, Postumus, Postumusl
fra år til år, — og rynkernes fæle hær
og aldrens ublu krav, så lidt som
døden, den uovervindelige,
din fromhed stanse kan, om så hver en dag
du bød tre hundred tyre som offer frem
på Plutos altar: ubønhørlig
bort han til skyggernes land skal føre
forvist og dig! did alle, som næres her
af jordens skjød, skal seile ad sorten strøm, —
om jordegods som drot vi eier
eller en leilændings kår kun frister.
Forgjæves Martis blodige val vi skyr
og bølgens brott på Hadrias hæse hav;
mod lumske høstvind vi forgjæves
ængstelig søger vort legem skjerme:
Kokytos’ dystre flod med dens træge væld
vi skal dog engang skue, som Sisyfos
og Danaos’ døtre, der de evig
træller, til straf for sin svare brøde.
Fra gods og gård, ja selv fra den elskte viv
du skilles skal, og ikkun en trist cypres
af alt, hvad her på jord du planted,
følge dig vil, når din frist er omme!
Mer flot end du, din arving skal hente frem
fra hundredlåset gjemme din Kækuber; —
dens blod, et gudemåltid værd, skal
stænke dit gulv med sit dyre purpur!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |