Tilfredshed
Ei med guld og elfenben
i glans fra hvælvet loft min bolig pranger;
marmorbjelker bæres ei
af slanke søiler fjernt i Libyen hugne;
ingen Attalus hans gods
til arv jeg tog som ran fra nære frænder,
ei lakonisk purpur-uld
for mig i venners fruerstue spindes.
Men et ærligt vennesind
og sang og skjemt skal her dig altid møde;
rigmænd vrager ei min vin,
og jeg om mer ei trygler himlens guder.
Takket være gavmild ven,
som glad Sabiner-bonde her jeg hilser
dag, som gryr, og dag, som går,
og månen, når fra ny til næ den haster.
Du, som ænser ei din grav:
som nær din egen ligfærdsdag dig tinger
marmor for et nyt palads, —
som der, hvor havet vildt mod Bajæ larmer,
bygger ud en kunstig strand,
ei mer tilfreds med den, naturen danned,
— rykker op med vold det skjel,
som retten satte mellem dig og grande,
— ja, som jager grisk fra gård
din ven med viv og børn og hjemmets guder,
ser og ynker ei de små,
af laser dækked knapt, på moders arme, —
husk, at ingen rigmands borg
sin stolte herre venter mere sikkert
end os alle livets mål,
den grumme Orkus: stunder du vel længer?
Jorden åbner ligt sit skjød
for kongesøn og stodder; selv Prometeus
magted ei med list og guld
at vende Karons båd. Som fordum stolten
Tantalus, så Tantals æt
han tvinger ned; og — kaldet eller ei — han
rækker hånd til fattig mand,
som villig går fra livets strid til hvile.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |