Sagn om Hr. Peder Dass

J.M. Cappelens Forlag (Anden Samlings. 117-120).

Denne aandfulde Folkedigter, født paa Helgeland 1647 af en landflygtig skotsk Fader og siden lige til sin Død 1708 Præst i sin Fødeegn, lever og fortjener at leve i Nordlændingens Erindring som ingen anden Præsts, og hans Digte, fornemmelig „Trompeten“ er endnu denne Almues kjæreste Læsning. Som bekjendt hører han ogsaa til de Præster, hvem der tillægges magiske Evner, og flere Fortællinger er i Omløb om hans hemmelige Kundskaber og vidunderlige Luftreiser. En indfødt Nordlænding har fortalt mig de følgende Smaatræk.

„Hr. Petter“, (som han stedse kaldes), drev paa Fiskeri og „Lofot-Brug“ saa ivrig som nogen af Nordlands Jægteskippere. En Høst, som han var i Forlegenhed for en Dreng, kom pludselig en fremmed Karl, som ingen kjendte, til ham og blev da strax sat i Arbeide ved Fiskeriet sammen med de andre Drenge. Da Juleaften kom, skulde Drengene hente sin „Dagsror“ (det vil sige de Procenter af Fortje- nesten eller Udbyttet, som Drengene fik foruden sin faste Løn). De øvrige Drenge gik da ind til Præsten og fik, hvad de skulde have, men den fremmede Karl blev staaende ude alene. De andre sagde til ham: „Vil ikke Du ogsaa gaa ind til Far og saa Dagsror?“ „Aa“, sagde han, naar Svartkoste-Manden kommer, faar nok ogsaa jeg min Del“. I samme Øieblik kom Hr. Petter og kaldte paa ham, og han maatte følge med lige ind i Storstuen. Siden saa ingen den Fremmede mere, men Pigen, som gjorde rent, blev var, at midt paa Storstuegulvet var der tegnet en Kridtring, og saa skjønte man, at han var sat ned igjennem den, og forstod ogsaa med det samme, hvad det havde været for en Dreng.

Ofte reiste Hr. Petter selv til Bergen paa en af sine mange Jagter, og stod da i Byen sammen med de andre Helgelændinger og handlede Fisk, ligesom de fra Morgen til Aften. Engang traf det sig, at Kongen var i Besøg i Bergen og en Løverdagskveld lagde Mærke til den Præst, som stod og strævede blandt Bønderne paa Bryggen. Kongen fik da Lyst til at sætte ham i Bet. Morgenen derefter, just som Kirkefolket samledes, sendte han Besaling til Hr. Petter, at han strax skulde præke i Domkirken. Da trak denne Kjolen paa, gik i Kirken og holdt en Præken, som Kongen endnu aldrig havde hørt Magen til. Men alligevel havde Kongen et Horn i Siden til Præsten, fordi denne havde greiet sig saa godt. Da nu Kongen en Tid efter gjorde en Reise helt nord til Finmarken, leverede han en af Fogderne et Brev til Hr. Petter, som dog ikke skulde leveres ham før sent om Julekvelden. I Brevet stod det skrevet, at Præsten skulde holde Fropræken i Kjøbenhavn om Julemorgenen. Da manede Hr. Petter flux til sig sin forrige Tjenestedreng, den samme, som han havde jaget ned imellem Kridtringen, satte sig paa hans Ryg og reiste afsted gjennem Luften. Da de vare komne midt paa Stathavet, slap den Onde Hr. Petter med de Ord: „Hvad sagde Apostelen Petrus, da han var i Havsnød?“ „Hold Mund“, svarede den anden, „og bær mig did, du skal!“ Endnu to Gange til slap den Onde Præsten, idet han gjorde samme Spørgsmaal og fik samme Svar; sidste Gang tog han ham ikke op, før i det Øieblik, han rørte ved Havfladen. Men Hr. Petter forsnakkede sig aldrig, og altsaa kom han i rette Tid paa Prækestolen i Kjøbenhavn.

Paa Hr. Petters gamle Dage traf det sig engang udpaa Forsommeren, at der kom en umaadelig Mængde af Aamer (Larver) i Ageren Det saa ud, som om disse Skadedyr skulde fortære Sæden aldeles. Da kaldte Hr. Petter hele Almuen til Kirken og holdt Bededag med den, men da saa Kirkefolket kom ud igjen, var Luften saa fuld af Smaafugle, at man neppe kunde komme frem for dem, og alle Aamerne bleve opspiste inden Aften.

Den mærkeligste af alle Fortællinger om Hr. Petter er dog Sagnet om Helgelændingernes Sorg ved hans Død. Thi da skulle alle Jægteskipperne have sat et Stykke sort Vadmel paa hver Side af Jægtens Seil. Endnu i Mandsminde vedblev man at anbringe denne sorte Lap i Seilene, men det var kun de Gamle, som vidste, at „svarte Raanokken“ fra først af var sat der for Hr. Petters Skyld.

Ligesom Hr. Peder Claussøn, havde ogsaa Peder Dass den Skjebne, at intet af hans Skrifter kom i Trykken i hans levende Live. Sagnet fortæller, at han engang sendte et helt Kvarter med Haandskrifter til Bergen for at lade dem trykke, men at Jægten forliste paa Stathavet.

Disse Sagn ere mig fortalte af Pastor A. C. Bang, nu Catechet i Tromsø. Se om Peder Dass forøvrigt Welhavens Afhandling: „Digteren fra Alstahoug, Peder Dass“ (Nord. Uviv. Tidsskr. 1856, S. 110 fgg., Saml. Skr. ), Brandt og Helweg Danske Psalmedigtning 2, 351–352, A. C. Dass’s Fortale til Udgaven af Nordlands Trompet af 1768 o. s. v. At Peder Dass kan have truffet sammen med en Konge er tænkeligt, thi Christian den femte besøgte, som bekjendt denne Stad under sin Norgesreise 1685; Fabelen om Kongens Finmarkstour indeholder maaske en dunkel Erindring om, at Christian den fjerde i 1599 omseilede disse Kyster. Hr. Peders overnaturlige Kunster skyldtes, som man nok kan vide, at han skulde have studeret i Vittenberg, og Sagnet veed ogsaa at fortælle Enkeltheder fra hans foregivne Ophold her. Der blev, heder det, kun tolv Disciple optagne i den sorte Skole, og af dem skulde den Onde som Læremester have som Løn den sidste, der var inde for at prøves. Det var dennegang Hr. Peder, som imidlertid narrede sin Lærer ved at sende sin Skygge i sit Sted. Derfor havde han siden ingen Skygge selv i det hedeste Solskin. Om hans virkelige Ungdom, der henrandt først i Nordland, dernæst i Bergens Skole og tilsidst ved Kjøbenhavns Universitet, meddeles nogle Smaatræk i den nysnævnte Udgave af Trompeten. Han var først i Huset hos en Moster, som ikke syntes om, at han idelig hang over sin Bog, og derfor engang i Ærgrelse jog ham ud for at hugge Ved isteden for at læse. Hendes Mand bebreidede hende dette, og mindede hende om, at Peder Dass skulde blive Præst. „Han!“ svarede Mosteren, „ja bliver der Præst af ham, saa bliver der en Smørtønde af min R.“


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.