Richie & Glükstad (s. 71-73).

Jeg sidder ved mørknende Vinterkveld
I min stille, ensomme Vraa,
Mens Stormen kommer fra Skog og Fjeld,
Og Snedriv mod Ruderne slaa.

Klart Ilden blusser i aabne Kamin,
Rundt om paa Væggene gaar
Med underlig Vexlen dens blaffende Skin,
Og Tankerne Vinger faar.

Saamangen Erindring staar frem for min Aand,
Jeg Fortiden lever igjen,
Ak, Minderne kuer ei Dødens Baand
Gud ske Lov! jeg har dem igjen.


Saa mangen en Sorg, saa mangen en Fryd
Under dette Tag mig har mødt.
Min Taare! o stands ei, kun frit udbryd,
At græde det er saa sødt.

Min Harpe jeg tager fra Krogen frem,
Ak Støv har sig over den lagt,
Den har ikke lydt i mit ensomme Hjem,
Siden hun blev til Graven bragt.

Saa vil jeg da engang end høre dens Klang,
Jeg vil tolke min Sorg og mit Savn,
Mit Hjerte er tungt, min Barm er trang,
Jeg vil lettes i Tonernes Favn. — —

Hvad suser, hvad hvisker i Tonernes Væld,
Der bæver fra Strengene blødt?
O, himmelske Vinger omvifte min Sjæl,
En Engel omslynger mig sødt.

Du blide, du elskte, du henfarne Viv!
Jeg føler, jeg ved, det er dig,
Du kommer at skjærme det svage Siv,
Som bøier i Høststormen sig.


Og jeg er det bævende, svage Siv.
Og Stormen er Sorg og Savn.
Hav Tak, du gode, du elskede Viv,
Som kom fra din himmelske Havn.

Vel kan jeg ei skue dig Engel saa kjær,
Thi Himlen ei Mennesker saa,
Men henrykt jeg føler du er mig saa nær,
Du ved min Side mon staa.

Tæt om mig du slynger Din venlige Arm,
Og slutter mig fast i din Favn,
Mit Hoved hviler sig ved din Barm,
Der svinder al Jordens Savn.

Du trykker et langt, et lægende Kys
Saa ømt paa min Pande hed,
Da oprinder for mig Himmelens Lys.
Jeg føler dens Salighed. —

Hav Tak, du gode, du elskede Viv,
Som kom til den Sørgende ned,
Du kvæget har det knækkede Siv,
Du har givet mit Hjerte Fred.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.