Side:Det norske rigsraad.djvu/8

VIII

		Side.
	gabøters død. – Denne har megen betydning for udviklingen af det kongelige raad. – Aristokratiet faar for en tid magten. – De nyeste anskuelser herom. – Aristokratiet begik intet feilgreb ved at optage Sverres program. – Dets ledere maa ikke undervurderes. – Et forbund mellem aristokrati og hierarki havde i 1280 ikke store udsigter for sig. – Aristokratiet var i sin optræden meget voldsomt. – Høvdingemødet i Bergen 1280. – Kroningseden. – Kongens verdslige raadgivere. – Raadets samtykke paaberaabes for første gang ved en regjeringshandling. – Den store retterbod af 1280. – Raadets optræden ved forhandlingerne om kong Eriks giftermaal. – Kongens høieste raad i 1282 og hertug Haakons stilling ved den i dette aar udstedte retterbod for Bergen. – Fællesskab i formynderstyrelsen. – Kongen og hertugen blive myndige. – Hertugens formodede selvstændighed. – Enkedronningens og kongens omgivelser bevare sin indflydelse over denne. – Kong Eriks »egentlige raad« i 1285. – Biskop Narve, abbed Erik og provst Erlend. – Spørgsmaalet, om »det egentlige raad« udelukkende har havt faste medlemmer, som vare udnævnte dertil en gang for alle. – Udtrykket vera i konungs garði. – Maaske har det egentlige raad i regelen havt tolv medlemmer, af hvilke igjen et mindre antal altid var personlig tilstede hos kongen. – Raadet har nu vundet i fasthed. – Baronernes selvskrevne ret til at være kongens raadgivere hindrer det dog fremdeles i at opnaa en fuldstændig udvikling. – Raadets deling mellem kong Erik og hertug Haakon. – Raadets optræden som samlet helhed. – Kanslerembedets deling. – Audun Hugleikssøn kongens secretarius. – Alf Erlingssøn jarl || style="vertical-align:bottom" | 43
IV.	}