end de 40 Potter, og det er bekvemt at kunne faa mindre end den hele Portion. Vi havde en Ven i Byen, en Handelsmand, hed Johannes Nielsen, atter en af min Tantes Sødskende, en brav Mand, som med Glæde satte baade Snapseglasset og Vinflasken paa Bordet. Mig glædede han dog ikke dermed, da Vin ikke kvæger mig, og Brændevin havde jeg dengang aldrig smagt[1].
– – Der blev altsaa sendt Bud efter Hotellets Læge og efter Hotellets Rang kunde det ikke være mindre, end at han var Facultetets Spidse[2]. Ogsaa havde han altid den Interesse, at han var en Broder af Henrik Steffens, ogsaa selv en høit anseet Mand, men hvad der mest imponerede mig ved ham, var dog et vidunderligt fint Kalvekryds med en stor Diamantbrystnaal. – –
Saasom vor Pose var stoppende fuld af Begeistring over Norge, dets Fjelde, dets Mænd og dets Kvinder, og alle dets øvrige op over alle Lande ragende Egenskaber, var Welhaven dobbelt henrykt over at see os igjen, og han var dobbelt veltalende, da han netop selv var vendt tilbage fra den Reise til Spirilen-Sø, som han saa smukt har beskrevet i en af sine Bøger[3]. Vi fik det alt friskt mundtligt med et Foredrag og en Mimik, som kun han var i Stand til. Og hans Frue rettede sig endnu mere i det Høisæde, hun gjorde af sine egne Been, og truede endnu mere med at vælte Themaskinen med de Armbevægelser, der behøvedes for at sætte Vind i Talens Vin-
- ↑ Beskrivelsen af Reisen paa Mjøsen og videre til Christiania udelades. Paa Veien var Forf. saa uheldig at forslaa sig.
- ↑ Den senere Stadsphysicus H. Steffens var ikke, som man efter disse Ytringer kunde formode, Universitetslærer.
- ↑ „Vasdrag og Skovmarker“, optaget i Welhavens 1851 udgivne „Reisebilleder og Digte“.
