messa (20de Juli). – Af denne Sammenstilling ser man, at der i Tidens Løb er indtraadt Ændringer i Festkatalogen. Naturligvis kunde disse blot besluttes af den lovgivende Myndighed i de enkelte Lagthingsdømmer; men den partikulære Udvikling, som saaledes her fandt Sted, stod netop derved i Samklang med de tilsvarende Retsforhold i hele den øvrige Kristenhed (jfr. Hinschius IV S. 280–82). Selv i endnu langt sildigere Tid anerkjendte den kanoniske Ret Biskoppernes Beføielse til i samraad med Stiftets Indvaanere særskilt for dette at indføre Høitideligholdelse af visse andre Dage ved Siden af de almindeligt feirede Fester (c. 1, Dist. III de consecr.; c. 5 X de feriis, II 9).
Sammenligne vi nu, som Forf. ved Hjælp af Ferd. Piper’s Skrift „Die Kalendarien und Martyrologien der Angelsachsen“ (1862) har gjort, de norske Festfortegnelser med de engelske, saa bliver Resultatet følgende: Allerede blandt de otte større Høitider, som samtlige norske Retsbøger have fælles, og som altsaa dog vel maa have tilhørt den norske Festrækkes oprindelige Bestanddele, befinde sig to særskilt norske, nemlig Seljumannamessa og Ólafsmessa hin fyrri. Enten nu den første af disse er bleven indført under Kong Olaf Tryggvesøn eller Olaf den hellige (jfr. L. Daae, Norges Helgener, S. 156–60), saa er det i ethvert Fald sikkert, at Olafs Hellighed først erklæredes et Aar efter hans Død, d. e. i Aaret 1031, og at Høitideligholdelsen af den 29de Juli som hans. Dødsdag i det tidligste blev lovlig fastsat i Aaret 1035. Naar derfor Gul.loven udtrykkelig betegner sine fjorten Festdage af høiere Orden som indførte paa Mostrarthinget af Kong Olaf og Biskop Grimkell, saa er denne Angivelse ialfald for Olafsmessens Vedkommende urigtig. Desuden lade de to Fester sig under ingen Omstændighed føre tilbage til England. Det sidste gjælder naturligvis ogsaa
