Slutningsbemærkninger om de Hamarske Krøniker

Gustav Storm

Slutningsbemærkninger om de Hamarske Krøniker

Historisk Tidsskrift, tredje Række, første Bind, 1890 (s. 369-375).

Det har vistnok været mig en Skuffelse at se, at Prof. Daae efter min Artikel om de Hamarske Krøniker (S. 277–308) ikke har ladet sine Tvivl om Hamar-Beskrivelsens Ægthed helt fare. Da imidlertid alting skal have sin Ende – og saaledes ogsaa denne Diskussion –, skal jeg denne Gang ikke optage Hr. Daaes nye Ankeposter i hele deres Bredde til Drøftelse; det vilde være at fylde Tidsskriftet med hvad der har mere literærhistorisk end egentlig historisk Interesse.

Til Hr. Daaes yderligere Bemærkninger om den „liden Historie om Biskop Mogens“ skal jeg kun pege paa den mærkelige Skildring af paa den ene Side Hamarbiskopens Forsvarsmidler og paa den anden Side Hr. Truids Angrebsmidler: Biskopen anskaffer sig „Dalpile“ fra Sverige, lader forfærdige Horn-Armbrøst „saa store, at ingen dem alene kunde spænde foruden Jærnpinde^[1], som paa den Tid var brugeligt“, han lader samle Kastesten og udlægge Fodangler; men Hr. Truid kjøber „Krud og Lod“, lader gjøre Fyrpile (Brandpile) og fører med sig „Hageskytter med dobbelte Hager“ osv. Denne gjennemførte Modsætning mellem gammeldags (middelaldersk) og modern Krigsudrustning forekommer mig betegnende for Forfattelsestiden, og jeg kan ikke tro andet, end at den, som har opfattet og skildret dette Forhold, maa have staaet Begivenhederne meget nær, ligesom jeg ogsaa tidligere har peget paa de mange Træk, som synes at stamme fra Øienvidner. Det bliver mig da mindre væsentligt, om enkelte Udtryk i et Verk, som kun er bevaret i senere Afskrifter, skulde være forvansket.^[2]

Jeg skal heller ikke indlade mig paa en yderligere Apologi for Sjøormen. Det vil ganske vist, som ogsaa Prof. Daae medgiver, bero paa et meget subjektivt Skjøn, hvor stor Lettroenhed man kan tiltro det 16de Aarhundredes Mennesker; dog kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at henvise dem, som staa paa Hr. Daaes Standpunkt, til de mange underlige Sjø- og Landdyr paa Olaus Magnus’s store Kart fra 1539 (Sjøormen endog i 3 Udgaver og paa to Steder i fuld Virksomhed mod Skibe og Mennesker), og til at disse Underdyr blev troende optagne i Sebastian Münsters Kosmografi (1543), der fik europæisk Udbredelse.

Ligeledes tror jeg ikke at behøve at give en videre Forklaring af, hvad Prof. Daae nu lægger saa megen Vægt paa, at „Beskrivelsen“ bruger Præteritum om de Bygninger, som virkelig existerede i 1553. Jeg har allerede tidligere (S. 129–131) vist, at baade Domkirken og Hamars Gaard (Bispegaarden) samt dennes Taarn var forfaldne i Tiden om 1553, og kan derfor virkelig ikke finde noget underligt i, at den Forfatter, der vil skildre disse og andre Bygninger i en fjærn Fortid og i deres fulde Pragt omkr. Aar 1300, om denne Tids Forhold bruger Præteritum; denne Anke synes mig at hænge sammen med, at Hr. Daae overhovedet ikke vilde anerkjende Betydningen af Udtrykket „i den Tid“ (se ovenfor S. 301).

Vigtigere anser jeg det at imødegaa min ærede Collegas Bemærkninger om Slægtskabsforholdet mellem Hamar-Beskrivelsens og Mag. Jens Nilssøns Bispekrøniker, thi her finder jeg en principiel Modsætning mellem min Collegas og min Opfatning af den historiske Kildekritik. Jeg har ovenfor (S. 308) brugt det Udtryk om Prof. Daaes positive Hypothese, at denne selv forudsætter Hypotheser. Dermed har jeg naturligvis ikke villet udtale nogen Anke over, at han opstillede Hypotheser, men villet gjøre opmærksom paa, hvor svag den Hypothese er, der selv trænger til nye – ubeviste og ubevislige – Hypotheser. Hr. Daae har formodet, at „Beskrivelsen“ er uægte, men for at forklare dens Oprindelse maa han gribe til Hypotheser om tabte Verker, hvorom intet vides, og fører saaledes Undersøgelsen ud i det rent uvisse. Dette anser jeg for en betænkelig Methode i historisk Kildekritik, thi dennes Tendens skulde være at indvinde Visheder, men ved at bygge Hypotheser paa andre Hypotheser opnaar man kun at forøge Uvisheden.

I den 2den Afhandling søgte jeg at vise, at „Hamar-Beskrivelsen“ er en af Kilderne for Mag. Jens’s Bispekrønike, idet jeg gik ud fra de omtrent ligelydende Bemærkninger om Biskop Karl Sigurdssøn. Naar to Beretninger i to Krøniker næsten ordret falder sammen, maa enten den ene være afskrevet af den anden eller begge stamme fra samme Kilde. Jeg havde søgt at vise (S. 290), at Beskrivelsens Bemærkninger om de senere Biskoper stammede fra Gravskrifter i Kirken; disse Gravskrifter er, saa vidt de er bevarede^[3], paa Latin, men da netop de norske Udtryk om Biskop Karl i begge Krøniker er beslægtede, kunde jeg ikke komme til andet Resultat, end at „Beskrivelsen“ har oversat den latinske Gravskrift og Mag. Jens har udskrevet Beskrivelsen – med nogle Tilsætninger. I disse – at Karl havde tjent i Kong Hans’s Cancelli, og at denne havde givet ham Thotens geistlige og kongelige Rente – kunde jeg derfor kun se uægte Tillæg. Naar Prof. Daae har gjort opmærksom paa, at Karl virkelig har tjent i Kong Christian d. 1stes Cancelli (hvilket jeg havde overseet), og at maaske allerede denne kan have givet ham Thotens „kongelige Rente“, kan dette efter min Overbevisning ikke forandre min Opfatning, thi det har ogsaa jeg vist, (S. 294–96), at Mag. Jens foruden Beskrivelsen benyttede andre skriftlige Kilder (især Diplomer). Mit Resultat styrkes nemlig ved, at Mag. Jens’s Krønike ogsaa i andre Punkter stemmer med Beskrivelsen (se ovenfor S. 297–98), og disse lader sig naturligst forklare som Laan fra Beskrivelsen.

Prof. Daae anker over, at jeg „ikke har taget Hensyn til endnu en tredie Angivelse af Hovedpunkterne i denne Biskops Liv“, nemlig den som findes anbragt under hans Billede i Koss Kirke paa Thoten. Prof. Daae antager nemlig, at denne Indskrift stammer fra tabte Optegnelser paa Thoten om ældre Prester, at Biskop Jens Nilssøn under en Visitats har seet og nedskrevet disse, forsaavidt Biskop Karl angaar, og at dette ligeledes er – i en noget ændret Form – gaaet over i Beskrivelsen. Derved vilde Prof. Daae vinde et Argument for en tabt Fælleskilde. Men denne Anke maa jeg anse for ganske ubeføiet. Billederne af de ældre Prester i Thotens Kirke er, som Antikvar Nicolaysen i 1863 har gjort opmærksom paa^[4], ikke ældre end fra 17de Aarhundrede, og disses Indskrifter heller ikke ældre og desuden, som ogsaa Prof. Daae medgiver, overmaade feilfulde. En Undtagelse her gjør Indskriften ved Karl Sigurdssøns Billede, men det kommer ganske simpelt deraf, at den stammer fra „Hamar-Beskrivelsen“. Den lyder:

„Aar 1483 fik jeg Ridder Carl, Hr. seiers Søn af Grefseng, Toten med al kongelig og prestelig Regiment av Kong Hans, holdt her Capellan, var Biskop i Hammer og Slotsherre paa Agershuus, døde Aar 1488 og førtes til Hammer“.

Indskriften har for det første tilfælles med Hamar-Beskrivelsen Aarstallet 1488 (medens Mag. Jens intet Aarstal har); dernæst kjender den som denne ikke Karls Ophold i Kancelliet (som kun findes hos Mag. Jens), og endelig stemmer Ombytningen af „Rente“ med „Regimente“ med en bestemt Haandskriftgruppe af Hamar-Beskrivelsen (den 3die), den, som stammer fra Biskop Hans Rosings Tid og altsaa ikke er ældre end Slutningen af 17de Aarhundrede^[5]. Hvorledes Prof. Daae kan sige, at Indskriften i Thotens Kirke staar nærmere Jens Nilssøn end „Beskrivelsen“, forstaar jeg kun under Forudsætning af, at han ikke har benyttet de tilgjængelige Aftryk af „Beskrivelsen“, end mindre de her i Christiania tilgjængelige Haandskrifter.

Biskop Hermans Ligsten er som bekjendt endnu bevaret og er nu flyttet tilbage til Domkirken; dens Indskrift, som han har sat sig i levende Live, ender QUI OBIIT ANNO MD ORATE PRO EO AM. Ligstenen laa endnu 1623 i Kirken (se ovenfor S. 116), og Michel Andersen har der læst hans Dødsaar MCCCCCXIII (ɔ: 1513). Naar nu allerede „Beskrivelsen“ har samme Aarstal for Biskop Hermans Død, har man vel Ret til at slutte, at ogsaa Compilatoren af „Beskrivelsen“ har læst som Michel Andersen. Hvorledes man kunde læse saa bagvendt, skal jeg ikke indlade mig paa at forklare; men at det er skeet, synes mig tydeligt. Og da har man Ret til at hævde, at Gravstenen har foranlediget, at Biskop Karl og Biskop Herman byttede Plads i Listen. Hr. Daaes Argumentation for, at denne Feil forudsætter en senere Tid end 1553, hvilket ogsaa skal gjælde den efter hans Mening paafaldende korte Omtale af Biskop Karl Jenssøn, synes mig lidet rammende, da vi hverken kjender Forfatteren til denne Liste eller hans Kundskabsstandpunkt, eller om han overhovedet stræbte efter at skrive Biskopernes Historie. End mere misvisende synes mig Hr. Daaes Forundring over, at Christian d. 2den ikke omtales i – Biskopslisten; hvorledes vil da Hr. Daae forklare, at heller ikke Mag. Jens siger et eneste Ord om Christian d. 2den?

Hr. Daae „tror ikke, at Mag. Jens blot har forefundet de tomme Navne paa Hamars Bisper og selv er Forfatter af alle de meddelte Fortællinger, men derimod at han har havt for sig en Series med endel tilføiede Notitser, hvilke han har afskrevet med Tilføielse af endel nye.“ Om denne Hypothese skal jeg ikke disputere med min ærede Collega, da ogsaa jeg er tilbøielig til at antage (se S. 296), at Mag. Jens kan have havt en Hamarsk Medarbeider eller ialfald en Hamarsk Hjemmelsmand; men jeg kan ikke se andet, end at Spørgsmaalet om Afhængigheden af Hamar-Beskrivelsen bliver uberørt af Uvisheden, om Mag. Jens selv er Forfatter eller bare Compilator. Hvis man gaar ind paa Hr. Daaes Hypothese, bliver Forskjellen jo kun, at vi faar et ukjendt Mellemled mellem Mag. Jens og Hamar-Beskrivelsen, og istedenfor at jeg efter mit Standpunkt kun tør anse det bevisligt, at Hamar-Beskrivelsen var kjendt i Oslo 1598, kunde jeg ved at gaa ind paa Hr. Daaes Formodning vinde et Argument for, at den allerede tidligere var kjendt og benyttet paa Hamar. Jeg undrer mig ellers noget over, at Prof. Daae nu er kommet til det Resultat, at den eneste norske Bispekrønike fra Reformationsaarhundredet skulde være forfattet paa Hamar, naar han tidligere kunde finde det saa overmaade usandsynligt, at det ældste topografiske Særskrift skulde være forfattet der.

20de Novbr. 1889.

Efterskrift. Efter at dette var skrevet, er jeg kommen over et Haandskrift af Hamar-Beskrivelsen, der maa regnes til en ældre Redaktion end alle de tidligere kjendte, idet nemlig her Bispelisten stanser allerede med Nils Claussøn (Siningius 1608–1617). Ogsaa dette Haandskrift (som forøvrigt er en Afskrift fra c. 1740 og afbryder midt i Sjøormehistorien) har imidlertid Feil og Udeladelser, som forudsætter gjentagen Afskrivning. Jeg faar ved dette en ny Bestyrkelse paa min Mening, at Originalen er adskilligt ældre end c. 1600, og iallefald maa det nu ansees for sikkert, at Beskrivelsen ikke er forfattet i Nils Glostrups Tid. Det nyfundne Haandskrift vil give Anledning til flere Detalj-Berigtigelser, hvilket jeg imidlertid fremdeles anser det rigtigst at vente med, indtil en ny Udgave foreligger.

28de Novbr. 1889.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. „Jarminde“ hos Berg (S. 281) er Skrivfeil; Haandskriftet af 2den Gruppe har her det rette.
2. Dog skulde det undre mig, om ikke tyske Landseknegte allerede før Midten af 16de Aarhundrede havde ført Ordet „losament“ eller „losement“ (i Betydningen „Krigskvarter“) med til Norden, naar man ser, at dets Stamord loger findes i Tyskland allerede i 13de Aarhundrede som „loschiren“ (leire sig).
3. af disse kjendes nu 3, hvoraf de to kun delvis er bevarede.
4. Aarsberetning f. 1862, S. 5.
5. Se f. Ex. Aftrykket hos Holberg (Dannemarks Riges Historie II 173) og det dermed identiske hos Chr. Hammer (S. 22).