Sne/10
Da det blev mørkt og Lampen var tændt i Dagligstuen, kom Præsten ind fra Kontoret med Aviserne. Johannes havde været oppe ved Gabrieles Dør; og hun raabte, at hun vilde komme ned strax.
Fru Jürges løb endnu ind og ud, indtil Johannes i Spøg tvang hende ned i Sofaen; og der sad hun og saa fra den ene til den anden, mens de to læste Aviserne og af og til talte et Par Ord.
Fru Jürges lyttede til Stormen, som nu var voxet til et tungt, jævnt Drøn. Men mere spændt lyttede hun til de Toner, som ingen anden kunde høre. Der summede en Musik i hendes Hoved paa Baggrund af Veiret udenfor, en Musik, som bævede i alle hendes Nerver og klemte hende for Brystet, somom hun hvert Øieblik ventede, at noget skrækkeligt skulde ske.
„Det er mærkeligt, hvilken Indflydelse Veiret har paa nervøse Mennesker som Mor,“ sagde Præsten halvveis til Johannes; „jeg kan formelig kjende her i Stolen, hvorledes det rykker i hende, hvergang Vinden tar et Tag. Det er meget ubehageligt; men jeg er vis paa, hun kan ikke hjælpe det.“
„Stakkels Mor,“ sagde Johannes, „du er da ikke ræd, Taget skal fyge af? — kom, sæt dig hen til mig, her er saadan en lun Krog.“
Fru Jürges flyttede sig ind til sin Søn, men kjendte ingen Beroligelse, thi hendes fine Øre havde ud af Daniels Ord lyttet sig til den spændte Stemning, som ogsaa var i ham — og i dem allesammen. Trykket af Uveiret forbandt sig med de stridende Tanker, som tumlede i dem, fyldte ligesom Luften, saa at hver Lyd blev tung og fik Betydning.
De hørte alle tre Døren til Bispekammeret ovenpaa og Gabriele, som steg ned ad Trappen. Idet Johannes lagde Avisen fra sig, saa Faderen op fra sin, deres Øine modtes, og Fru Jürges forstod, at noget var aftalt mellem dem.
Gabriele var bleven forundret selv, over at hun græd; og hun havde da roligere sat sig hen til Vinduet og tænkt. Foran sig havde hun det gamle Hus, som Vinden sled i, og bagenfor steg Fjeldene med Skov, der sortnede altmere, som hun sad der og tænkte.
Hun tænkte paa den stakkels Fru Jürges og begyndte at ane, hvorledes hun maatte være forpint, og hvorledes Musik — saa lang Tid savnet kunde overvælde hende saaledes. Men derfra tænkte hun ogsaa paa det Liv, denne Kvinde havde levet, paa selve dette Hus og denne Kreds, som hun nu selv stod i Begreb med at gaa ind i, paa hele den Aand, som her formede Livet, som havde formet et Liv saaledes som Fru Jürges’s.
Gabriele vilde klamre sig til sin Kjærlighed. Og hun tænkte sig sin Johannes saaledes som hun havde lært at sætte Pris paa ham — saa stadig og trofast mellem alle de andre, der flød hid og did. Hun fik saadan Lyst til at løbe ned og sætte sig hos ham og tale fuldt ud med ham om alt det, som fyldte hende.
Men saasnart hun huskede, at Johannes var i Kontoret med Faderen, stansede Gabrieles Tanker foran denne Fader og det gik op for hende: — ganske sikkert maatte hun ikast med ham, hun maatte rive Johannes ud af Beundringen for denne blinde Overlegenhed — saa ond og saa snever. Hun tændte Lys og ordnede sig; og gik saa nynnende ned ad Trappen, somom hun vilde vise sig selv at hun var ganske rolig — ikke det ringeste ophidset, men endmindre ræd.
Alligevel førte hun med sig, da hun traadte ind i Stuen, ligesom en liden Hvirvel fra Stormen udenfor; og hverken Johannes’s Glæde over at se hende igjen — frisk og smuk, eiheller Præstens næsten overdrevne Elskværdighed kunde forhindre, at Fru Jürges ængstelig skottede hen til denne underlige Svigerdatter, der mer og mer truende voxede op foran hende.
Præsten prøvede ved smaa Bemærkninger fra Avisen at faa Samtalen igang — saaledes som han vilde have den; men der var ingen, som bed paa. De Forlovede talte sagte sammen — Gabriele havde trukket Gyngestolen tæt hen til Sofaen —; og Fru Jürges bøiede sig fremover en af Aviserne paa Bordet og læste, for ikke at forstyrre de Unge.
Men efter Aftensbordet havde Daniel Jürges besluttet, at nu skulde Slaget staa; og han sagde til sig selv: det er bedst at tage Tyren ved Hornene:
„Du har igrunden Ret — Johannes! — det Kald duer ikke for dig. Kapellan i Kristiansand er ingen Fremtidspost; og jeg er desuden bange, at Gabriele vilde finde det langt fra Hovedstaden til at begynde med — ikke sandt?“
Johannes var faret sammen og blev ganske rød:
„Jeg har jo hellerikke tænkt paa at søge den — kjære Far!“
„Nei, nei — men vi maa begynde at se os om. Du er nu — Gud ske Lov — kommen saa langt, at du kan søge.“
Gabriele smilede: „Og naar man hører, at en theologisk Kandidat søger, saa ved man strax, hvad det er, han søger. Det er naturligvis Guds Rige, som man jo skal søge først.“
„Dette er ikke Ting, man spøger med — Frøken Pram!“ sagde Præsten kort og vendte sig for første Gang mod hende i al sin Værdighed.
Men Gabriele svarede uden at blinke: „Det er helleringen Spøg, men et saare alvorligt Citat.“
„Aa, jeg ved godt, hvor De har det fra,“ svarede Præsten roligt smilende; „jeg kunde næsten tænke, det maatte være det Slags sygelige Paradoxmagere, som havde lært Dem denne Ringeagt for Præstestanden.“
„Ringeagt,“ sagde Johannes og vred sig; — „jeg tror ikke, man kan sige, at Gabriele nærer, hvad man kalder Ringeagt —“
„Nei— det er snarere Afsky,“ afbrød Gabriele rolig; „men derfor synes jeg ikke, vi skulde tale om den Ting netop her.“
„Jo netop her — netop her i dette Hus, hvor der bor en af disse Afskyede! — her skal vi tale om den nye Tid og dens Opfatning af Herrens Tjenere.“
Daniel Jürges reiste sig op i sin fulde Høide, og Gabriele følte sit Hjerte banke, idet hun saa op til ham fra Gyngestolen. Johannes vilde gjøre Miner til Faderen; men i Virkeligheden turde han ikke; og Fru Jürges tog paa at skjælve, saa Avisen raslede mellem hendes Fingre.
Præsten gik et Par Gange op og ned, for at dæmpe sig og ordne Ordene, der altfor rigelig vilde trænge frem; men just, da han stansede foran Gabrieles Stol og skulde til at begynde, sagde hun: „— siden Johannes slet ikke tænker paa at blive Præst —“
Hun stansede, da hun følte, at alle tre saa paa hende, og hun vedblev: „Ja — for ikke sandt — Johannes! — det har du jo lovet mig!“
Der gik nogle Trækninger over Johannes’s Ansigt, og hans ellers saa klare Øine fik ikke Fæste nogetsteds, medens han søgte efter Ord. Men med en Anstrængelse gjenvandt han sit rolige Udtryk og sin faste Stemme:
„Vi har — som du selv ved — Gabriele! aldrig talt om dette fuldt ud og i Alvor. Men det er sandt: der er et Løfte — ialfald noget, som kan ligne — eller opfattes som —“
„Nogle Ord af stor Skrøbelighed,“ afbrød Præsten, „som det forekommer mig lidet værdigt og rimeligt at bygge paa —“
„Nei nei! misforstaa mig ikke!“ raabte Gabriele ivrig; „det er ikke min Mening at holde ham ved et Løfte — enten der nu er noget eller ikke. Men jeg er vis paa, at han vil ikke, han kan ikke ville gaa hen og blive Præst — vel? Johannes! du vil naturligvis ikke blive Præst i Statskirken — svar?“
Hun bøiede sig mod ham — halvt smilende, men ogsaa lidt ængstelig; dette var aldrig faldet hende ind; men da hun saa, hvorledes han nu igjen krympede sig, fortsatte hun koldt: „Ja, se det er en anden Sag; saa maa her tales jo før jo heller.“
„Gabriele! — jeg beder dig, døm mig ikke for haardt, — jo Far! — undskyld, men lad mig tale; — jeg siger: døm mig ikke for haardt; thi du kunde have Grund, — jeg indrømmer det —“
Gabriele stansede ham: „Hvad vi to har talt sammen, kommer ikke nogen anden ved. Men hvis jeg har misforstaaet dig — eller om du er kommen paa andre Tanker, saa lad os tale ud og komme til Klarhed; og hvis du synes, at det er nødvendigt eller behageligt for dig, at din Far taler med, saa —“
„Jeg vil saa usigelig gjerne, at I to — Far og du — skulde komme til at forstaa hinanden,“ sagde Johannes.
„Din Far har ikke let for at forstaa mig og min Udvikling,“ svarede Gabriele og holdt sine Øine roligt fæstede paa sin Forlovede; „thi unge Kvinder nutildags er noget helt andet, end de var dengang, han færdedes i Verden. Der er voxet op en ganske ny Art med andre Anskuelser, en anden Smag — ja jeg tror næsten med andre Følelser. Jeg ved saa godt, at alt dette er Forandringer, som Mændene af den gamle Skole finder at være den sande Kvindeligheds Ruin; og det gjør, at de har saa vanskeligt for at taale os. Det kan gjøre os ondt; men det kan ikke være anderledes, — og igrunden er der vel helleringen af os, som ønsker det anderledes.“
Johannes havde gjerne villet stanse hende; thi han vidste, at disse Ord bare gjorde ondt værre. Der lagde sig ogsaa et stramt Smil om Faderens Mund, idet Gabrie1e forklarede, at Verden var ganske forandret; mens han var borte og ingenting vidste.
„Tilgiv — lille Svigerdatter!“ — begyndte han med en Venlighed, som gyste i Fru Jürges; — „tilgiv, om jeg ikke kan tilbagetrænge et Smil. Thi for det første har jeg nu seet to unge Kvinder voxe op under mine Øine, uden at jeg nogensinde har havt vanskeligt for at forstaa dem. Og dernæst er der noget næsten altfor morsomt i denne Ungdommens — jeg mener nu den nye uforstaaede Ungdoms Freidighed. De bilder sig ind, at disse Tanker, som nu suser dem gjennem Hovedet, er noget splinter flunkende nyt; mens de i Virkeligheden ikke er andet end den samme Vaarvind, som engang har blæst hen over os alle. Nei det nye — det virkeligt nye —, det er kun denne Freidighed, — og den har der aldrig været noget Sidestykke til — det indrømmer jeg! — denne Freidighed, hvormed de trækker os — os Voxne Nathuen ned over Øinene og beder os gaa tilsengs et Øieblik, mens de vender op og ned paa Himmelen og Jorden.“
Johannes lo og fik et Glimt af Haab om, at Samtalen kunde vendes af i et spøgefuldere Løb; men Gabriele sagde tørt: „Der er imidlertid en Ting, som disse Voxne fra nu af skal nødes til at overlade den freidige Ungdom, og det er Retten og Evnen til at have en Overbevisning og til at følge den i sit Liv. Lad os derfor vende tilbage til Johannes’s Præstekald. Svar mig aabent, hvorledes det har sig: vil du være Præst?“
„Det undrer mig, at De spørger paa den Maade,“ svarede Præsten, før Johannes fandt Ord; „naar De har forbundet Deres Skjæbne — eller ialfald gjort et alvorligt og forpligtende Skridt henimod Forbindelsen med en ung Mand, der har uddannet sig —“
„Aldrig har det faldet mig ind for Alvor, at Johannes kunde ville være Præst.“
„Men De maatte dog vide og føle, at han var en troende oprigtig Kristen?“
„Jeg ved, Johannes er for oprigtig til at være en Hykler,“ svarede Gabriele og rakte sin Haand henimod ham, medens hun vedblev at se op til Præsten.
„Nuvel! — og naar han saa i levende og oprigtig Tro kom til Dem og sagde, at Kaldet var udgaaet til ham at vidne for den Herre, som ham kjøbte —“
„Saa vilde han komme til mig og sige: Farvel Gabriele! — jeg har faaet andet at tænke paa end Elskov og huslig Lykke. Den, som vil tage Korset op og følge Mesteren efter, han kjender hverken Fader eller Moder, — han har hverken Hus eller Hjem.“
Johannes trak sin Haand tilbage og stirrede paa hende; men Daniel Jürges smilede atter rolig og sikker:
„O! — jeg hører ham fremdeles — Deres Læremester! Vi kjender denne ensidige og sygelig Hævden af Forbilledet i Kristi Person; men — Gud være lovet! — som Kristne vide vi og —“
Gabriele afbrød ham: „Hvis De vil gjøre den gamle Volte —- Hr. Pastor! at vrænge Forbilledet ind og Forsoneren ud, saa skal De ikke uleilige Dem for min Skyld. Jeg ved godt, at det er en smal Sag for de Skriftkloge at snakke saa længe, indtil der bliver den skjønneste Overensstemmelse mellem det korsfæstede Forbillede og de dekorerede Efterfølgere — jeg kan det hele: det er bare Korset, som skifter Plads.“
Fru Jürges gjorde uvilkaarligt et lidet Hop i Sofaen, og Johannes reiste sig og bøiede sig over Gabriele: „Vær dog ikke saa strid — Gabriele! jeg bønfalder dig!“
Men Præsten Jürges selv blev blussende rød; thi han havde seet et lidet Kast med Hovedet, som Gabriele gjorde henimod Stiftsprovstens Portrait, og han følte sin længe bekjæmpede Nidkjærhed blusse op i sig.
Men Johannes, som var gaaet forbi Gyngestolen, kom hen til ham og sagde:
„Kjære Far! lad os ikke blive for ivrige. Gabriele har en egen Maade — jeg finder den ikke rosværdig, og jeg kan forstaa, den irriterer dig; men hun mener det kanske ikke saa haardt; lad os heller høre mere specielt, hvad det er, hun for Alvor har imod den præstelige Virksomhed.“
„Og det spørger du? — du ved dog saa godt, at jeg anser hele Statskirken med en Konge i Spidsen og hele den officielle Gudsdyrkelse for det mest bespottelige Vrængebillede af Kristi Liv og Lære! — det ved du — Johannes! — og det troede jeg rigtig, at du var enig med mig i.“
„Nei nei — Gabriele!“ raabte Johannes ivrig; „du gaar altfor vidt; du kan ikke ville sige, at jeg skulde have givet dig Anledning til at formode, at mine Anskuelser vare — end ikke paa langt nær saa vidtgaaende som dine —“
„Men du har altsaa været og er altsaa inde paa det samme?“ — spurgte Præsten.
„Nei! nei! — Far! misforstaa mig endelig ikke! — men du ved selv, der gives jo — der er jo i vore Dage Tale om visse Reformer — kirkelige Reformer, som — det nægter jeg ikke — ialfald til en vis Grad vinder mit Bifald. Der er saavel i Kirkens ydre Forhold som ogsaa i selve Menighedslivet flere Punkter —“
Saaledes blev han ved og opnaaede efterhaanden at finde den Tone, som Professoren havde lært ham, naar det gjaldt at bygge Bro fra gammelt til nyt uden at falde ned. Men der var ingen, som gav Agt paa hans Tale.
Præsten begyndte at tænke paa, at det paa en vis Maade var heldigt, at Gabriele drev det saa vidt udover alle Maal og Grænser. Om der muligens i Johannes var begyndt et snigende Frafald, saa kunde han itide skræmmes tilbage. Og sin Vrede overfor den unge Dame søgte han at dæmpe ved at mindes, hvem hun var, hvor meget der fulgte hende og hendes Navn, og hvor alt skulde blive lyst og godt, naar hun først var knækket. Men det maatte ogsaa til! — og han ønskede bare, at der ikke skulde behøves altfor haarde Midler.
Men Gabriele havde en pinlig Følelse, mens hendes Kjæreste talte. Det blev mer og mer aabenbart, at han ikke var den samme her i Huset som inde i Byen. Det, som før bandt dem trods al Uenighed, kunde hun ikke længer faa Tag paa; han kom bort fra hende, og hun følte det smerteligt, at Johannes gled over til den modsatte Side.
Men saaledes som hun var, faldt det hende ikke ind at trække ham til sig igjen lempeligen og ved at komme ham lidt tilhjælp; hun afbrød ham tvertimod i hans behændige Arbeide midt ude paa Broen og sagde mismodig: „Det hænger ikke sammen, hvad du der siger — Johannes!“
Han stansede og gjorde — lidt utaalmodig en Vending mod hende. Men Faderen, som havde brugt Tiden til at neddæmpe sit Sind, tog nu Ordet paa en ganske ny Maade — roligt, næsten indrømmende. Det var nu hans Agt at føre Samtalen fra denne store Almindelighed ind paa mere specielle Stridsspørgsmaal, hvor der var mere Brug for Lærdom og Beviser end for store Ord.
„Lad saa være,“ sagde han, „at det er som Johannes siger, at Kirken trænger til sine Reformer. Husk Kirken er et gammelt Hus, — kanske ikke helt fri for sine Skrøbeligheder. Men saalænge Guds Ord prædikes purt og rent — og det har jeg da endnu ikke hørt benægte selv ikke af vore vildeste Kristusfiender —“
„Purt og rent!“ afbrød Gabriele; „det vil sige, at de Skriftkloge trækker frem, hvad de behøver, og stikker Resten under Stolen.“
Fru Jürges hoppede helt hen i det borteste Hjørne af Sofaen; og Johannes sagde lidt ærgerlig: „Nei Gabriele! nu ved du slet ikke, hvad du siger.“
„Din Kjæreste gjør ellers Indtryk af at vide god Besked om, hvad hun vil sige,“ sagde Præsten venligt.
„Naturligvis,“ svarede Gabriele; „jeg mener ogsaa, hvad jeg sagde.“
„Skulde De da ikke ville være saa snil at nævne os et Exempel, hvor disse Skriftkloge, — som formodentlig i Deres Mund skal betegne Statskirkens Præsteskab? —“
„Betegner ikke de Skriftkloge det herskende Præsteskab i det nye Testamente?“ spurgte Gabriele krigersk.
„Nu ja, derom ville vi ikke stride,“ sagde Præsten, „skjønt der vel kunde være adskilligt at bemærke til det ogsaa. Men sig os heller — nævn os et Exempel, hvor der i vor Kirkes Lære er trukket noget utilbørligt frem og noget stukket under Stol?“
Gabriele gyngede frem og tilbage, mens hun svarede: „Det vilde lidet nytte, om jeg kom frem med mine Exempler. Thi Skriftklogskaben er saa gammel og snedig, at det, som er for et almindeligt sundt Menneske som at løbe Panden mod Væggen, det er for Theologien en aaben Port saa gladelig.“
„Da vi nu imidlertid Staar foran Dem — to af disse Skriftkloge — en gammel og en ung,“ sagde Præsten fremdeles mildt og roligt, „som i al Oprigtighed tror, at vor Kirkes Lære er den sande og uforfalskede Kristendom — udgaaet af Herrens egen Mund, optegnet og bevaret af Kirkens hellige Mænd, — vil De saa ikke, istedetfor at bryde Staven over os i store og almindelige Ord, heller nævne os noget bestemt, paavise om det saa kun var et eneste Punkt, hvor Kirken trækker frem og putter tilside, bortforklarer eller omgaar noget i Kristi Lære —“
„— noget væsentligt“ — vilde Johannes indskyde; men Faderen fortsatte til Gabriele uden at agte paa ham:
„Finder De ikke selv, — efter hvad De har sagt —, at dette er etslags Pligt for Dem, hvis ellers Pligt er et Ord, som findes i Tidens reviderede Ordbog?“
„Naar De tar det paa den Maade,“ svarede Gabriele, „skal jeg komme med mine Exempler, forat De ikke skal faa det vendt saaledes, at jeg farer med løst Snak. Men husk ogsaa paa, at jeg paa Forhaand ved, at det intetsomhelst Indtryk vil gjøre paa Dem, der er oplært og afstumpet i Ufeilbarligheden, det er kun for mig selv, disse Exempler har Værd. Det første er det Bibelsted, hvorpaa I har bygget Barnedaaben —“
„Jeg kunde næsten tænke det,“ sagde Præsten og smilede til sin Søn, „det er næsten altid der, det begynder.“
„Ja jeg ved jo,“ raabte Gabriele, „at I staar med Lommerne fulde af Fortolkninger; men jeg finder nu, der maatte ganske anderledes Hjemmel til, for at gjøre et Sacrament af en i og for sig saa meningsløs Ceremoni som det at døbe smaa Børn. — Men nu kommer et Ord, som er stukket under Stol; — jeg kan det udenad: I skulle aldeles ikke sværge; hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stol, eiheller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, eiheller ved Jerusalem, thi den er den store Konges Stad; eiheller ved dit Hoved; thi du kan ikke gjøre et Haar sort eller hvidt. Men Eders Tale skal være ja — ja, og nei — nei! — hvad der er over dette, er af det onde. Naar man nu ser, hvad I har gjort ud af det lille Ord: lad de smaa Børn komme til mig; saa maatte man dog vente — ja være vis paa, at et Ord saa tydeligt, saa udtømmende, saa ganske ualmindeligt energisk som dette om Eden — at det maatte være opbevaret og opretholdt paa det mest samvittighedsfulde i denne Kirke, hvor Kristendommen er saa ren og uforfalsket! men jeg skal fortælle Dem — mine Herrer!“ — og Gabriele reiste sig i Stolen, „jeg skal fortælle, hvorledes det gaar for sig i denne kristelige Stat — midt for Kirkens Øine — ja i den; — det gaar saaledes for sig, at der vrimler af Eder, lige op til en saadan Bespottelse, at der kræves Ed som en Betryggelse af selve de Borgere, som skulle styre Statens og Statskirkens Anliggender. Kristi Kirke forlanger, at den, som ikke vil bryde Kristi eget klare Ord ved at sværge, han faar ikke Lov til at befatte sig med Kirkens Anliggender. Kommer der en, som ikke vil sværge, fordi han ikke tror — væk med ham. Og kommer der en, som ikke vil sværge, netop fordi han tror, — væk med ham ogsaa. Kun de, der ere saa sløve eller forhyklede, at de ikke betænker sig paa at bekjende sin Kristentro ved at forhaane den, som ikke blues ved at spytte Mesteren i Ansigtet og kalde det Ærbødighed — kun disse kan denne kristelige Stat bruge! Og Præsterne! — de dækker over og beskytter af al Magt denne Skjændsel, fordi de ved og føler, at hele Mekaniken er indrettet paa samme Maade med Spilfægteri og Stikken under Stol — helt oppe fra Toppen og helt ned til Bunden! — Og alt dette! — det sker ikke under Indrømmelse af, at det desværre staar lige daarligt til baade med Liv og med Lære, — nei! — frækt trodses der paa, at dette — just dette er den sande, den uforfalskede, den ægte Kristendom! — Og I ved det! — du ved det — Johannes! — du kan umuligt være kommen saa langt, som jeg ved, du er, — uden at have seet det uhyre Bedrageri med alle disse Kristne og al denne Kirkehumbug! —— du kan ikke skuffe mig saa græsseligt; sig det! — — sig, at du vil ikke være med, før vil du bide Tungen af dig!“
Da hun stansede, fór Stormen just henover Huset med et saa vældigt Tag, at det formelig rystede, og Fru Jürges var næsten halvdød af Skræk. Johannes stod ganske raadløs midt paa Gulvet og famlede efter, hvad han skulde sige. Forgjæves søgte han i Farten efter det, han havde lært at sige om Eden, for at vinde Tid; men det eneste, som vilde fremstille sig for ham, var Spørgsmaalet i Pontoppidan: er det da slet ikke tilladt at sværge? — og Svaret: jo, naar øvrigheden paa Guds Vegne kræver det. Men Skriftstederne, hvor var de? — det var ham ikke muligt at huske dem i dette Øieblik; men der var naturligvis mange; og det vilde han netop til at sige, da Faderen brød løs med sin vældige Stemme, der overdøvede Uveiret og rungede for deres Øren. Han kunde ikke længer smaaligt dvæle ved Gabrieles Exempler; men idet den længe indestængte Nidkjærhed brød frem, tog han Bladet fra Munden og sagde hende den fulde Sandhed uden Skaansel; medens hun laa tilbage i Gyngestolen — ubevægelig med Hænderne for Ansigtet. Han udtømte over hende Herrens Vrede over Tidens Frafald i Ord saa veltalende og kraftige, at det mindede Johannes om de gamle Profeters Sprog.
Det var et Opgjør, et Udbrud af alt det, som havde samlet sig op i ham, fra hun betraadte hans Hus — hun, denne Udsending fra den nye Tid, som han hadede, — hadede med hele sit Livs Trods, med alt det uforsonlige Raseri, som havde hobet sig op i ham, mens han havde været med paa at stampe mod Tiden, som pressede sig frem, indtil alt, hvad der havde været ham kjært, var vendt til Bitterhed; — hvad der udgjorde hans Haab i Ungdommen, havde han selv maattet være med at knuse; — alt var blevet Galde og arrigt Nag, thi formastelige Hænder havde udstrakt sig mod det hellige — formastelige Hænder — formastelige —
Han stansede og tog sig til Hovedet; det var et Øieblik blevet sort for hans Øine. Han ventede, indtil Blodet igjen kom i Løb og fortsatte strængt og med høi Værdighed:
„Thi inderst inde er Vantroen ikke andet end ondt og lavt, feigt og hovmodigt blandet sammen. Og naar den i vore Dage vil give sig Skin af at sky Spilfægteri, for at søge Sandhed og Ret for store og smaa, saa er det ikke andet end det modbydeligste Spilfægteri. Thi selve Kristusfiendskabet bestaar i at ville hæve det lave op og det høie ned, sig selv i Høisædet og alt, hvad der er høit og helligt, ned i Skarnet under sin Fod. Men sandelig! Gud lader sig ikke spotte!“
Gabriele sprang op; hun vilde sige ham imod. Præsten stansede, og der blev et Øieblik saa stille inde i Stuen, at de hørte Gyngestolen vugge et Par Gange, før den stansede. Men Gabriele fandt ingen Ord.
Hele Stemningen fra imorges efter Prækenen kom over hende, men med en saa forøget Voldsomhed ved det Oprør, som allerede var i hendes Sind, at da hun skulde til at forklare ham, hvor dybt og uretfærdigt han krænkede hende, følte hun, at hvis hun slap sig løs, vilde hun komme til at lægge hele sit Sjæleliv aabent for denne Mand; og det var han ikke værd; fordi han ikke vilde forstaa.
„Sig ham det du — Johannes! — sig ham, at det ikke er sandt!“
Gabriele rakte Hænderne mod ham, forat han skulde gribe dem og komme til hende; men Johannes foldede sine som til Bøn. De sidste Øieblikke havde suset forbi med Stormens Fart, og noget af Stormens Vildhed var faret i dem alle. Johannes følte, her var ingen Forsoning mulig; han maatte vælge, og i sin Vaande begyndte han at bede halvhøit.
„Svar mig, hjælp mig!“ — raabte Gabriele utaalmodig og gjorde et Skridt imod ham. Men Præsten Jürges traadte imellem og stansede hende:
„Forstyr ham ikke! — lad ham søge Hjælp og Raad der, hvor det alene er at finde. Og vælg saa — min Johannes; om du vil forraade den Herre, som dig kjøbte, og følge Korsets Fiender —“
„Nei nei!“ — raabte Gabriele, „Spørgsmaalet er for dig: vil du være ærlig og tilstaa, at du langtfra er nogen sand Kristi Efterfølger — langtfra! — og at du ikke med aabne Øine vil gaa ind til et Liv fuldt af Løgn og Bedrag.“
„Johannes — min Søn!“ sagde Præsten, og hans Stemme blev skarp som før — inde i Kontoret; „jeg ser, du vakler —“
Men da løste Johannes sine foldede Hænder og rakte dem mod Faderen: „Jeg slipper Jesum ei!“
„Fy!“ — sagde Gabriele; hun vendte sig hurtigt fra ham og strøg Forlovelsesringen af Fingeren. Fru Jürges saa den trille hen over Bordet og raabte: „Vil du slaa —“
Vil du slaa op med ham, — vilde hun sagt; men følte i det samme, at Ordet ikke passede i dette Øieblik; og hun blev derfor siddende og stirre paa Lampefoden, hvorunder Ringen var løbet ind.
Gabriele stod ogsaa et Par Secunder og stirrede forladt ind i Lyset; men pludseligt tog hun sig sammen.
„Godnat! — allesammen!“ — sagde hun og gik mod Døren.
Johannes vilde ile efter; men hans Fader holdt ham tilbage:
„Lad hende sove paa det. Ikke mere iaften; imorgen er det — Gudskelov! ogsaa en Dag. Jeg sagde dig — Johannes! der maatte kraftige Midler til; lad os takke Gud, at det er over, og at du seierrig bestod i Prøvelsen. Imorgen ville vi formilde denne strænge Aften og jeg — jeg skal intet Nag bevare, — det lover jeg dig. I min Præken skal jeg give hende de gode Ord, hun kan behøve efter Tugtelsen og senere hos Fogdens —“
Fru Jürges løftede en Haand: „Hun tar sit Tøi paa.“
„Sludder Mina!“ sagde Præsten ærgerlig; „hvor skulde hun gaa hen nu?“
Men Johannes løb hen og rev Døren op. Der stod Gabriele allerede indhyllet i sin Pelskaabe ifærd med at stige i de forede Galoger.
„Men Gud! — Gabriele! — hvor vil du hen? — du maa være ganske fra dig selv,“ raabte Johannes og skalv nu endnu mere end Moderen; „kom dog ind igjen og tag det ikke paa denne Maade.“
Gabriele gjorde sig fri for hans Hænder og sagde bedrøvet:
„Vi har ikke mere noget at sige hinanden. Du var ikke den, jeg troede. Farvel! — og lad mig gaa.“
Hun havde allerede Haanden paa Dørklinken.
„Frøken Pram!“ — raabte Præsten ganske ude af sig selv; „Deres Opførsel er af en saadan Beskaffenhed —“
Gabriele vendte sig roligt om, somom hun kom til at huske noget og gik med en Sikkerhed, som næsten virkede beroligende paa dem alle i denne urimelige Situation, et Skridt henimod Fru Jürges og rakte hende sin Haand:
„Tilgiv, at jeg forlader Dem paa denne Maade; jeg gaar over til Lensmanden. Det vilde ikke være mig muligt at blive her inat, og imorgen reiser jeg hjem. De maa ikke være vred paa mig. Farvel!“
Dermed bøiede hun sig hurtigt ned og kyssede den lille Dame; og før nogen vidste Ord af det, var hun ude af Døren. Den løse Sne stod som en Sky om hende, idet hun forsvandt, og Vinden trykkede Døren i med en Fart.
Johannes greb efter sin Frak.
„Nei — nei!“ sagde Præsten.
„Jo, jeg vil!“ svarede Johannes og saa sin Fader ind i Øinene.
Daniel Jürges tumlede tilbage for dette Blik, og først nu fattede han, hvad der var tabt.
Men Fru Jürges, i hvis Hoved denne skrækkelige Dag havde havde blandet stort og smaat endnu vildere end sædvanligt, stod og brændte for at Johannes endelig ikke maatte glemme de store Pelsstøvler. Tilslut tog hun Mod til sig og trak dem frem af Krogen.