Sne/9
Til Middag var der et Par af Bygdens Folk, som havde lang Kirkevei; og Samtalen bestod derfor mest i at dække over Pauser med betimelige Spørgsmaal. Dette besørgede Præsten og Johannes, og Bønderne svarede kort og samtykkende.
Gabriele følte det trættende i disse Spørgsmaal, som slet ikke interesserede dem, der spurgte; og det vidste de, som svarede, meget godt; men begge Parter spillede denne Komedie i Følelsen af, at paa Bunden var de uenige om alt.
For at bringe lidt Liv i dette Dødbideri, prøvede Gabriele et Par Gange et muntert Ord og en liden Latter. Men det mislykkedes fuldstændigt. Johannes gjorde Grimacer til hende, og Bønderne lod velopdragent, somom de ikke bemærkede, at Kandidatens Forlovede var daarlig i Hovedet — hun var jo til Gjengjæld saa umaadelig rig —; men Præsten dækkede over og førte Samtalen i Sikkerhed bag Fattigkommissionen og andet alvorligt Bygdesnak.
Imidlertid holdt han Øie med sin tilkommende Svigerdatter paa en ganske anden Maade end igaar. Han var lige elskværdig og venlig — næsten kjærlig mod hende; men alligevel var der i den hurtige Vending af hans Blik, saasnart Gabriele aabnede Munden, noget spændt — en lille Smule Usikkerhed hos den sikre Mand.
Det var ogsaa saaledes. Daniel Jürges følte noget, som svagt mindede om hans første mislykkede Forsøg i Hovedstadens Avis. Ligesom dengang kom der en beskjæmmende Følelse over ham, at noget var voxet op i Verden, mens han var borte; — at der var en Tankegang, som gik — ikke blot vildfarende til andre Maal, men som fra først til sidst gik helt andre Veie uden Respekt — uden at bryde sig det ringeste om ham og hele den Kreds af Tanker og Grundsætninger, som han satte Pris paa og beherskede.
Og det var dog en ren Ubetydelighed, som havde skræmt ham saaledes op. Det var hellerikke selve Ordene, som igaaraftes vexledes mellem hende og Johannes om Barnet og Vaskevandet. Men det var denne Koldblodighed, hvormed hun til Slutning ligesom bagfra havde væltet hans sikre Stilling ved at stille det gamle Ordsprog paa Hovedet, — denne lune Maade, hvorpaa hun vippede ham uden engang at sige ham imod, men vendt mod Johannes, somom hun overfor sin Forlovede i al Gemytlighed gjorde sig lystig over et gammelt Vrøvl af en Præst fra Hovedstadens Avis.
Dette havde pint ham fra igaaraftes; og det havde lagt sig i hans Præken, som oprindelig ikke skulde være saa skarp; og det vedblev at nage ham som noget, der maatte afgjøres. Var det ingenting, maatte han have Vished; men skulde her være en Styrkeprøve, saa var han beredt og ikke tilsinds at vige.
Pludseligt var han kommen til at tænke paa Johannes, — om han skulde være i Ledtog med hende? — ikke saa, at det faldt ham ind, at Johannes skulde dele hendes Anskuelser; men det kunde dog hænde — hvad har ikke Ungdom og Elskov udrettet! — det kunde jo tænkes, at hun lempeligt fik trukket lidt fra hist og her i Sønnens Beundring, fik ham med paa et lidet Smil af „den Gamle“, — lokkede ham til at indrømme mere end det sømmede sig for en vordende Præst, — de var ikke saaledes grundfæstede de unge Theologer som i hans Tid.
Fra dette slog ned i ham, fik han ikke Fred, og strax efter Bordet, da de var blevet af med Gjæsterne, trak han Johannes med sig ind i Kontoret; han vilde have Vished strax.
„Sæt dig — Gutten min! vi har jo ikke talt et alvorligt Ord sammen, siden du kom hjem. Denne Kjærligheden tager dig ganske fra mig — hvad?“
„O Far! hvor kan du tænke! — naar jeg sidder her igjen i det kjære Kontor, hvor jeg kan huske dig fra Barndommen siddende der i Stolen som Midtpunkt for alle mine Tanker, — som den, hvis Øie fulgte mig og hvis Bifald var mit Maal, — o da føler jeg med Skam, hvormeget jeg endnu har at afbede for denne Vinter, hvor jeg har været saa stærkt opfyldt af andet — og af en anden.“
„Det maa vi finde os i — vi gamle; Ungdom slutter sig til Ungdom; og med Kjærlighed flytter Beundringen; — vi maa være glade, om vi sidder igjen med Agtelsen.“
„Jeg ved, hvorfor du taler saaledes til mig — Far! og jeg fortjener det maaske; jeg burde strax talt Gabriele tilrette igaar, da hun saa beklageligt forglemte den Agtelse, hun skylder —“
„Naa — naa! — jeg mente jo ikke saa meget en enkelt Ting;— det var mere en almindelig Betragtning —“
„Jeg ved nok, ingen kan være mindre nøieregnende end du i slige Ting — kjære Far! men netop derfor skulde vi andre passe saa meget desto bedre paa. Men tilgiv! — da du saa mageløst elskværdigt slog det hen i Spøg —“
„Det var jo kun et forfløient Ord —“
„Jeg burde dog taget det anderledes — og strax; men jeg var feig — desværre! — først idag har jeg faaet sagt Gabriele, hvor galt hun bar sig ad.“
„Du har talt til hende om det?“ — spurgte Præsten hurtigt.
„Naturligvis! — jeg har talt alvorligt med hende,“ svarede Johannes med en streng Mine.
Præsten vendte sig mod Vinduet, blæste Røgen tyk og langsomt fra sig og følte sit Sind lettet for en pinlig Ængstelse.
Ude i Gaarden fór Stormen voldsomt hen over Sneen, som laa fugtig og sammenkladdet, saa at intet fulgte med, uden hvad der løsnede i Tagrender og paa Gjærderne. Det gamle Hus var krøbet sammen under Sneen og laa ligesom og trykkede, hvergang Vindkastene fór lige mod de skrøbelige Vægge.
Daniel Jürges tænkte ikke paa alt sit Hø, som han iaar havde forvaret i det gamle Hus, paa det at det kunde være vitterligt for hele Bygden, at Præstegaarden nødvendigvis behøvede dette Hus. Men han tænkte derimod paa Guds Godhed, som havde ladet ham beholde sin Søns fulde Hengivenhed. Og da han saaledes i dette var bleven beroliget, vendte han sig med mere Fortrøstning til det næste.
„Og hvorledes tog hun det?“ spurgte han og saa paa sin Søn.
„Ja Gabriele er jo saa ærlig — igrunden et saa prægtigt Menneske! — hun sagde — og jeg er ganske vis paa, at det er sandt — hun sagde, hun vidste ikke af, at hun havde forløbet sig.“
„Saa—aa!“ sagde Faderen og kneb Øinene lidt sammen; — „et forkjælet Barn fra et rigt Hus, — ukjendt med den Tugt, som findes i et kristeligt Hjem. — Din Forlovede har meget at lære — Johannes!“
„Ak ja — Far! og det er du, som maa være Læremesteren; mit Haab staar først og fremst til dig. Hun er igrunden saa aaben og bundærlig —“
„Aaben — siger du og ærlig — bundærlig! Der gives ganske vist en Aabenhjertethed, som følger med en klar og retskaffen Karakter. Men naar vi ser nøiere efter, finder vi, at der er mange Arter af Aabenhed.“ — Præsten tog smilende en Pakke Aviser paa Bordet og fortsatte: „Ligefra Bismarcks brutale Aabenhed, som har sit gode Rygstød i en solid Magtstilling, og nedover forbi smaa politiske Bygdetyranner helt ned til Halvdannelsen, som efter at have slugt totre af de mest moderne Sandheder raa, optræder med al ønskelig Aabenhed og bekjender sin ærlige Foragt for det, den ikke forstaar — ja jeg mener naturligvis ikke, at noget af dette passer paa din Kjæreste; men det skulde undre mig, om du ikke selv, naar du tænker efter, kommer til den Slutning, at noget af denne Ærlighed, du beundrer hos hende, muligens — for en Del kan have sin mindre rene Kilde i den absolute Frihed for enhver Hensyntagen, hvori Frøken Pram øiensynlig er opdraget?“
„Naar du fremstiller det saaledes — Far, saa kan jeg jo ikke nægte, at hendes nærmeste Omgang —“
„Ja hendes Omgang! — saaledes som du skildrer mig den i dit Brev, den maa jo netop have opelsket denne Form af Aabenhed; men den er farlig; thi den ligger lige paa Randen af Dømmesyge og Selvforgudelse.“
Johannes begyndte at blive urolig; han troede ikke, at Gabriele havde gjort et saa slet Indtryk; han ventede, til et heftigt Kast af Vinden var faret om Hjørnet, og sagde derpaa stille og i en Tone, som naar han holdt Bøn:
„Jeg har inderlig bedet Gud baade om Visdom og Sagtmodighed til at lede denne unge Kvinde; og jeg har ment, at naar hun saa og mødte den ægte kristelige Overbærenhed, som ikke bliver træt —“
„Naturligvis! vi ville møde og modtage hende med al Kjærlighed; og det har vi ogsaa gjort — ikke sandt? — baade Mor og jeg?“
„Jo Kjære! misforstaa mig ikke, somom der var Skygge af Beklagelse i mine Ord. Men det gjør mig bare saa ondt, naar jeg nu synes at — høre i dine Ord og i din Stemme et Mishag — en Misstemning mod hende, som det var mit inderligste Ønske skulde være dig en kjær Datter.“
„Det skal hun med Guds Hjælp ogsaa blive,“ svarede Præsten og reiste sig, for at stoppe sin Pibe. Han gik rundt Bordet til Johannes, hvor Kontortobakken stod, og sagde alvorligt og stille: „Her sidder vi nu — min kjære Johannes! — ikke blot Fader og Søn, men og som to Medarbeidere i Herrens Vingaard; lad os da i Ydmyghed og under Bøn betænke, hvorledes just det Stykke Arbeide, vi nu staa foran, retteligen bør udføres — os alle til Gavn og til Guds Riges Ære.“
„Amen“ — sagde Johannes og blev siddende taus og tankefuld, mens Faderen stellede med Piben.
Mens Stormen øgte udover Eftermiddagen, trak mørke, blaagraa Skyer sammen i Øst og Syd; og det lagede sig til et rigtigt Uveir. Men i Kontoret blev der lunt, mens Mørket af Veiret og den svindende Dag gjorde Bøger og Møbler utydelige og trak Øinene mod den røde Stribe fra Ovnen, som flakkede henad Gulvtæppet. Saaledes sad de en Stund, idet Præsten blæste de første Skyer af Piben; Johannes havde sat sin Cigar paa Spidsen af Pennekniven og trak smaa korte Drag.
„Overbærenhed — siger du! — javist ville vi være overbærende“ — saaledes begyndte Præsten —, „det vil vi saa gjerne for vor egen Skyld, fordi vi derved fyldestgjør en kristelig Trang til at tilgive og tage alting op i den bedste Mening. Men vi skylde ogsaa at tage Hensyn til den Person, vi har for os; og vi tør ikke for vor Samvittighed — hvormeget vort Hjerte end kunde være tilbøieligt til det — vise en Overbærenhed, om hvilken den indre Stemme siger os, at den vil være til Skade og ikke til Gavn. Der findes — ikke sandt, Johannes? — vi møder ofte Tilfælde, hvor Overbærenheden er et Smuthul for vor Pligtfølelse, og vi bør vogte nøie paa os selv.“
„Det er sandt nok,“ svarede Johannes, som atter blev urolig; „men naar jeg ret betænker Gabrieles Natur og Udvikling, saaledes som jeg nu kjender hende, og jeg tør sige mit Kjendskab til hende —“
„Nu tør jeg nok sige, at jeg kjender hende,“ sagde Præsten næsten strængt; „og min Mening er den, at skal Strømmen bøies og vendes, maa en stærk og fast Dæmning sættes jo før jo heller. Er det endnu ikke afgjort mellem Eder, at du vil blive Præst?“
„Men Far! — du vil da vel ikke nu — saadan pludselig —? — du var af en anden Mening i dit Brev —?“
„Jeg har forandret Mening. Det er altsaa ikke afgjort?— nuvel! saa maa det slaaes fast heller i Dag end i Morgen.“
Johannes sprang op: „Jeg beder dig — Far! driv ikke for stærkt paa. Gabriele er uberegnelig og ikke let at lede; og husk, hvor uvant hun endnu er til at bøie sig. Hendes Anskuelser ere for stærkt udprægede til saaledes med et Slag at forandres; og der vil — efter mit Skjøn — vindes ulige mere ved at overse eller ialfald foreløbig lade upaaagtet, hvad hun saaledes — tildels meget ungdommeligt — kommer frem med.“
„Det beror ganske paa, i hvilken Grad man selv føler Sympathi med disse Anskuelser,“ svarede Præsten kort og saa ud i Gaarden.
„Men Far! — du kan dog ikke tro, — du kan da ikke tvivle et Øieblik om mig?“
„Ny Tid, nye Mennesker; og du er ung, — ung og nyt, det passer sammen.“
„O hvorfor vil du krænke mig saaledes?“ raabte Johannes bedrøvet; „tror du, jeg var istand til at svigte —“
„Svigte er ikke Ordet — ikke Tidens Ord; men Ordet for Tidens Aand er at gaa paa Akkord, at slaa af paa begge Sider. Men der er et andet Ord — min Søn! — og vi gamle faar ofte Lyst til at minde Jer om det — I unge Theologer! — husk der staar skrevet: den, som ikke er med mig, er mod mig! Det kan se smukt ud, være humant — tidsmæssigt — hvad du vil for mig — dette med Sympathi og Forstaaelse, men kristeligt — kristeligt talt — anstændigt for en Jesu Efterfølger! — nei og atter nei og i al Evighed nei!“
Han havde atter grebet Avispakken og slog med den i Bordet, mens hans Nidkjærhed blussede op i ham som et Vindkast, og Johannes stod foran ham og skalv i Knæerne.
„O tal ikke saa! — tvivl ikke om mig! er der Vankelmodighed i mit Sind, saa støt mig, led mig — du, som er stærk; gaa foran, jeg følger dig; som du vil, saaledes skal det være.“
Faderen strøg sig over Panden og sagde igjen med sin dybe rolige Stemme: „Jeg tvivler ikke paa dig — min Johannes! men jeg kjender Tiden og dens Brøst. Med Guds Hjælp er der ingen Skade skeet; men nu er du gjort opmærksom. Husk: den Ondes Lister mangfoldig; han begyndte med at lægge sit onde Raad paa den unge Kvindes fristende Læber; — han har ikke glemt sine Kunster den Dag idag.“
Johannes gik hen og satte sig igjen — endnu næsten skjælvende. Saa stærk og ihærdig han var, saa fandtes der dog noget, som kunde knuge ham sammen og trykke ham iknæ, og det var Tanken om at blive sat udenfor Kredsen, ikke længer faa være med i Ringen af de Udvalgte, hvilke i Kraft af Sandheden, som de eiede havde Ret paa Jorden og bagefter Ret til Himmelen efter Guds naadige Vilje: — at han — og det af selve Faderen — et Øieblik kunde mistænkes for at holde sig med de Vantros Skare, det aabnede for ham en saadan Skræk, at Gabriele næsten syntes ham en farlig Fristelse.
Hans store Seier blev ham for første Gang formørket; og han sad ængstelig og overveiede, hvorledes dette skulde gaa.
Om han selv — delt mellem sin Kjærlighed og sin Fremtid paa den ene Side og sin Fader og — og sin Fremtid, thi Fremtiden var igrunden ogsaa paa den anden Side, — om han saaledes midt imellem begge skulde nødes at slippe med den ene Haand? — og da med hvilken? —
Men i Faderen gik endnu Bølger efter de heftige Ord; og hun voxede for hans Tanker — denne unge Pige, somom hun var kommen — udsendt af selve den onde Tid, for at prøve Styrke med ham; og han følte glad og taknemmelig, hvorledes Ordene allerede lagde sig tilrette for ham — Sandhedens Ord — Guds evige uforanderlige Sandhed.
„Spiller hun?“ spurgte Præsten lidt efter, da de hørte Musik fra Stuen.
„Gabriele spiller aldeles udmærket,“ svarede Johannes glad.
Men Faderen sagde bare: „Saa vil hun snart spille sig ind i din Moders Hjerte.“
Der var nu næsten noget fiendtligt i Tonen; og Præsten mærkede det selv; derfor sagde han paa sin hjertelige varme Maade: „Tro nu endelig ikke — min kjære Johannes, at jeg har noget imod din Gabriele; det er jo bare en Overgang; indtil vi kommer paa det rene med hinanden; det maa til, og du vil selv takke mig, naar det er overstaaet.“
Johannes svarede ikke; men fortsatte sine Tanker, som urolige begyndte her og der og filtrede sig sammen til Raadløshed; medens Vinden buldrede gjennem Huset og førte med sig de spinkle Toner fra det gamle Klaver. —
— Efter Middagen, da Gjæsterne reiste, og Herrerne forsvandt i Kontoret, havde Gabriele seet sig omkring i de to Stuer, som brugtes til dagligt. Hun prøvede halvt ubevidst at flytte paa en Stol hist og her, for at faa det mere efter sin Smag; men hun indsaa snart, at det maatte være som det var. De tunge, solide Møbler maatte staa netop saaledes — tørt og langs Væggene —, forat alt kunde være paa sin faste Plads og Stuen iorden og firkantet. Alligevel var der lunt og koseligt, Gulvtæpperne laa endnu inde; og Gabriele kunde forstaa, hvorledes den, som var født og vant til dette uforstyrrelige Velbehag, kunde føle Længsel fra en Verden, som lidet Hensyn tar, tilbage til en Krog saa trofast afstængt som denne.
Der hang et stort Billede af Stiftsprovst Jürges med store Ordenstegn paa Samarien, flere Fotografier af Daniel Jürges i forskjellige Aldere, gamle Daguerreotypier, og Morten Luther, — Gabriele gabede.
Fru Jürges vippede ind og ud, saalænge der blev taget af Bordet; men da der ikke var mere at gjøre, og da hun havde en frygteligt ond Samvittighed, fordi den nye Svigerdatter saa lidet behagede hende, tvang hun sig selv til at tage Plads i Sofahjørnet, medens Gabriele sad i Gyngestolen og ærgrede sig saa smaat over Johannes, som var forsvunden.
Fru Jürges maatte — syntes hun — føre en Samtale, og der var ingenting, hun mindre duede til; dobbelt haandfalden følte hun sig uden Strikketøi, fordi det var Helligdag.
„Hvor gammel er d — d-“
„Kjære — sig du til mig,“ bad Gabriele; „jeg vilde saa gjerne, De skulde synes om mig; — min Mor har fortalt mig saa meget om Dem fra Deres Ungdom. — Jeg er forresten fireogtyve Aar.“
„Han er syvogtyve — jeg mener Johannes — han er syvogtyve Aar.“
„Det passer jo godt,“ sagde Gabriele og lo.
„Ja,“ svarede Fru Jürges, og der blev en lang Pause.
„Synes d— du ikke, der var pent i Kirken?“
„Nei — jeg syntes der var fælt, — rigtig en af de styggeste Kirker, jeg har seet,“ svarede Gabriele; „eller synes De, det er vakkert med de hvidkalkede Vægge og de knaldende blaa Bjælker?“
„Nei—ja jeg ved ikke; den er nylig pudset op, og Daniel siger, den er meget lysere end før.“
Gabriele taug og tænkte, at dette gik galt. Og der var dog noget i den gode Dames Ansigt, som paa en besynderlig Maade trak hende til sig — et Udtryk, som stundom kunde komme i Johannes’s Ansigt, og som hun holdt saa meget af.
Hun vidste godt, at Fru Jürges havde spillet, og hun havde fra Barndommen hørt de Legender, der gik om hendes Spil, om Ole Bull, som havde bandet paa, at hun skulde til Liszt, og om den eiendommelige Ynde, der havde været over hendes Skikkelse.
Men hendes Moder havde ogsaa forklaret hende, hvor Fru Jürges var bleven forandret og alvorlig; og Gabriele havde høitideligt maattet love hverken at spille eller tale om Musik.
Men det brød hun sig ikke det mindste om, som hun sad der og følte, at alt, hvad hun sagde og gjorde, bare fjernede hende mer og mer fra denne Kvinde, som var Johannes’s Moder, og hvis Sjæl hun ligesom anede naar de store Øine saa paa hende som op fra en stor Dybde. Hun maatte prøve Musiken.
„Spiller De aldrig mere — Frue!“
„Aa jo — af og til.“
„De spiller!“ raabte Gabriele glad; — „og jeg som havde hørt — det vil sige, jeg troede, at De aldrig mere spillede. Men hvor er Deres Noder? — jeg har ingen seet.“
„Jeg spiller ikke længer efter Noder,“ svarede Fru Jürges og blev rød som en liden Pige.
„Jeg beder omforladelse,“ sagde Gabriele oprigtigt; „jeg ved jo, De behøver ikke Noder, som vi andre Stympere. Men jeg mente bare, for at følge med, maatte her ophobe sig en Masse Noder —“
„Nei De misforstaar; jeg spiller bare for Børnene og for Daniel — for Jürges.“
„Kun Deres gamle Repertoire? — er De bleven staaende ved de Ting, De spillede i Deres —“
Fru Jürges gjorde en liden forvirret Bevægelse med Hænderne og afbrød Gabrieles Spørgsmaal: „Jeg spiller mest saadanne Sange og Melodier, som Daniel synes om —“
„Sange og Melodier! min Gud!“ —raabte Gabriele; „og De — De, som alle siger, var Musik helt igjennem, — De hverken spiller eller hører nogen Ting? — aldrig ordentlig Musik? — men hvor kan De dog holde det ud?“
„Det gaar ikke an for Menigheden — ialfald tror jeg ikke, det gik an der nordpaa, hvor vi var saa længe, at der spilles andre Ting i Præstegaarden; og desuden havde vi det saaledes der, at Dagligstuen laa lige ved Kontoret, saa jeg kunde ikke øve mig; og saa — da vi kom hertil — ja saa ved jeg ikke rigtig — saa —“ hun stansede ganske hjælpeløs og saa paa Gabriele, somom hun vilde undskylde sig og formilde en stræng Dommer.
Og saaledes syntes ogsaa den unge Dame at opfatte det; thi hun sagde alvorligt og næsten strængt: „Tror De, det er Ret saaledes at forsømme sig selv? Tilgiv mig, jeg ved, det ansees ikke for passende at tale som jeg, men det oprører mig, det oprører mig, — jeg kan ikke hjælpe det. — Er De vred, fordi jeg siger det?“
„O nei — Kjære! — jeg er ikke vred, — o nei! — jeg er vist ikke vred; — du har kanske Ret — jeg ved ikke —“
Hun taug og sad nervøst og pillede med sine ledige Fingre i Fryndserne paa Bordtæppet. Og Fru Jürges følte, at det kun havde været en altfor rigtig Forudfølelse, som lige fra det første havde holdt hende tilbage fra denne unge Pige. Det var netop al den Tyngsel, alt det uforstaaede Nag, som altid hang over hende, som skar sig frem i Gabrieles Ord og skræmte hende længer og længer bort.
Men Gabriele sad paa sin Side og tænkte, at dette gik galere og galere. Og paa samme Tid følte hun den mest brændende Lyst til at springe op og kaste sig om Halsen paa sin stakkels nye Moder. Men hun var bange, det vilde være at skræmme Sjælen ganske ud af Livet paa den lille blege Skikkelse, der sad indeklemt i Sofaen, somom hun helst vilde krybe i et Hul.
„Skal jeg spille for Dem?“ sagde Gabriele pludseligt og strøg af sig sine Armringe.
Fru Jürges fór iveiret og fulgte efter ind i den anden Stue, hvor Instrumentet stod.
„Er det laaset? — jeg kan ikke faa det op —“ sagde Gabriele.
„Det blev vist laaset, da Stemmeren var her.“
„Hvor er Nøglen!“
„Jeg tror — jeg ved ikke rigtig —“
Gabriele begyndte at lede i nogle tomme Blomsterglas og mellem andre Smaating paa Etagèren.
„Aa — Frue! ved De ikke, hvor Nøglen er! nu fik jeg saadan Lyst til at spille; — det ser saa morsomt ud — det gamle Klaver.“
„Jeg tror, — det kan hænde; — jeg skal se om den ligger i Sybordet.“
Nøglen laa velforvaret i et Rum i Fruens Sybord; og Gabriele forstod meget godt, at den var gjemt der; men hun greb den triumferende; thi nu havde hun sat sig i Hovedet, at hun vilde spille. Det var det sidste Forsøg. Kunde noget frit menneskeligt endnu finde Vei gjennem al denne Ængstelse, saa maatte det være Musik.
Fru Jürges trippede urolig bagefter og vred sine blege Hænder om hinanden, foldede de lange Fingre sammen, løste dem igjen og kunde ikke holde dem i Ro.
Da Gabriele aabnede, blev hun staaende — forunderligt greben af den gamle Duft, som steg op, og af det fine, gammeldagse Udstyr, de spinkle Tangenter, hvis Elfenben var gulnet ligesom Pladen, hvor Erard stod i et Mylder af sirlige Snirkler og Sving. Hun slog nogle Akkorder an og vendte sig smilende: „Jeg synes ikke, Menigheden kunde skræmmes ved denne Klang“ —
Derpaa gjorde hun Løb op og ned og undrede sig over Lyden — saa spæd, imod hvad hun var vant til, men saa ren og troskyldig.
Fru Jürges stod lige bag hende og vred sine lange Hænder, mens hun iagttog disse fremmede Fingre, som løb op og ned paa den kjendte Vei, hvor Tonerne laa gjemte under det gulnede Elfenben.
Da Gabriele ikke fik noget Svar paa sine Bemærkninger, men kjendte, at Fruen stod lige bagved, gav hun sig til at spille, hvad der faldt hende ind. Hun spillede godt og ordentligt, men havde aldrig drevet det vidt i den finere Udførelse. Men hun var selv saa musikalsk, at hun altid var vel værd at høre spille.
Og idag orde hun sig Flid uden at genere sig. Thi hun vidste, at den, hun spillede for, meget snart vilde se hendes Begrænsning; og da hun saaledes ingen Fordringer gjorde for sin egen Part, vilde hun heller spille, hvad hun kunde af gammelt og nyt, for dog tilslut ved Toner, hun selv elskede og forstod, at trænge igjennem og forstaaes af denne Kvinde, som hun saa gjerne vilde komme til at elske.
Og derfor spillede hun snart et Stykke omigjen, snart videre den Række af Nummere, som hun ellers kunde være saa kjed af mangengang; men som her fik baade ny Lyd i den gamle Strengeklang og ny Mening, fordi disse Toner skulde sendes saa langt afsted og gjenfinde en, som var bleven tilbage. Og dette greb Gabriele altmere, mens hun spillede, og gjorde Stemningen saa varm og Anslaget saa fint, at hun selv begyndte at lytte, glemte Stormen, som buldrede udenfor, og kun tænkte paa hende, som hun vilde spille sig ind i.
Men i hende var der en Kamp — en Uvilje, som fortvivlet vægrede sig mod at slippe den opdæmmede Tvang løs; men det kunde ikke nytte — hun følte det selv; og medens Tonerne behændigt slyngede sig under de sikre Hænder, sank Fru Jürges ned i en Stol, gav sine Hænder Hvile og lod Musiken risle sig fra Nakken ned igjennem hele Legemet — som en Angst — som en Vellyst — som en opgivet Synken nedigjennem Luften — somom hun drak med hver Fiber og Trevl dette tonende Væld, som var hende Livets Vand; — saa længe — o hvor længe hun havde tørstet!
Og efter det første skjælvende Gjennembrud kom Nydelsens Ro efterhaanden, og først og fremst en ubegrænset Beundring over dette Spil, der forekom hende aldeles mesterligt. Det faldt hende ikke ind, at hun selv nogensinde havde kunnet spille saaledes, og Gabriele, som allerede var saa overlegen, blev næsten overnaturlig.
Men mer end Spillet og Klangen begyndte det at gribe hende dybest inde, hvad det var, som talte til hende fra denne Musik saa ny og fremmed — saa paatrængende sikker, naar den borede sig indi hendes lønligste Tanker.
Thi hun opdagede snart, at det, som fra først af stødte hende, at der spilledes ligesom paa den yderste Rand af Tonarten, det var ingen Usikkerhed, og der kom ingen Feil, og Motivet løb lige rent og klart frem igjen som et blinkende Jern henover Isen. Denne Musik færdedes ligesom paa klare Buer spændte over alt det, hun kjendte, uden at flyde i de gamle Strømme og uden at falde ned. Og da hun havde gjort sit Øre fortroligt med denne sære Dristighed, der syntes saa trodsig og ubekymret som en Spot og en ondskabsfuld Leg, begyndte Billeder at forme sig for hendes lukkede Øine saaledes som i Ungdommen — og som de endnu kunde glide uklare forbi hende i vaagne Nætter — nynnende omigjen og omigjen et gammelt Motiv.
Der kom noget kjendt strømmende til hende fra hendes eget Klaver, der klang saa frit og freidigt gjennem Foraarsstormen, som ruskede ude i Haven og lod lange Grene af Slyngrosen banke hemmelighedsfuldt paa Ruden.
Det var hendes lykkelige Pigedrømme, som kom, — fra hin Tid, da Livet var digtet om til lykkelige Drømme for unge Piger; hvis Musik var fuld af Nattergale og Valdhorn, der i lange Toner løftede Taageslør foran Oberon, naar han gled gjennem Lundene som en længselsfuld Melodi, forsvandt og løste sig i blide Harmonier, dukkede frem igjen og susede bort som Elskovens Suk i Skovens Kroner.
Under store Lindetræer, som blomstrede og duftede saaledes som Lindene duftede det Foraar, da hun indøvede Webers store Concert — der saa hun det Hus, hun havde drømt om saa tidt, at hun vidste, hvor Klaveret stod. Og udenfor under Hyldetræer i Maaneskin sad de to paa en Bænk, og Postvognen nærmede sig og kjørte videre, mens hun stod igjen og viftede med noget langt, som bølgede lysegraat med en lavendelblaa Skygge i Folderne. Naar Postvognen, som var gul, forsvandt i Skoven, hvor Veien bøiede — hun vidste, at den gik til Weimar — tog Postillonen Valdhornet og blæste de deilige Toner, som altid fyldte hende med lykkeligt Vemod; — han tog Hornet og blæste —
Men der kom ingen Lyd, og Gabriele vendte sig om:
„Nei undskyld! det var ikke Meningen at vove mig paa Deres berømte Yndlingsnummer. Jeg tror, det var den yndige Klang i Pianoet, der lokkede mig ind i Webers Concert.“
Fru Jürges smilede svagt, men aabnede ikke Øinene; og Gabriele forstod at hun endelig havde fundet Veien, vendte sig stille mod Instrumentet og spillede videre.
Og den drømmende gamle Dame forblev i sit Maaneskin; men Valdhornet blæste ikke de Toner, hun ventede. Der blev igjen en Uro, en flygtende Hast i Billederne, somom Skoven blev tom uden Alfer og flagrende Gevandter. Og snart var der helleringen Skov; hun saa ingenting, men hun hørte nogen hviske, at Drømmene vare døde; men hun maatte ikke sige det til nogen.
Fru Jürges følte sit Hjerte sønderrives i disse dristige Toner, der trængte sig frem, for at fortælle hende, at Skoven var tom og Drømmen død. Hendes Væsens Inderste var voxet sammen med denne Musik, som nu uden Overgang og uden Forberedelse blev skaaret istykker af en ny, der kom i al sin Deilighed med blinkende Sværd som selve Fortvivlelsen.
Pludseligt følte Gabriele et Par kolde Hænder over sine; hun reiste sig forskrækket og saa den lille Fru Jürges i en Fart slaa Laaget igjen, laase og putte Nøglen i Lommen.
„Jeg ved, hvem det var, du spillede,“ sagde hun aandeløst og stirrede paa Gabriele; „lov mig, at du aldrig vil gjøre det mer — lov mig det.“
Gabriele vidste ikke, hvad hun skulde gjøre; og stammede ganske forvirret: „Holder De ikke af den nyere Musik?“
„Nei — nei: — jeg taaler den ikke — jeg kan ikke taale den,“ svarede Fru Jürges og fór pludseligt ud i Kjøkkenet.
Gabriele stod et Øieblik — uhyggelig og fortumlet. Derpaa skyndte hun sig op paa sit Værelse — opad Trappen, over Gangen, hvor Stormen buldrede, og da hun havde laaset Døren, sank hun ned i Bispens bløde Stol og brast i Graad.