Sne/8
Det var ligesom ingen rigtig Paaskemorgen, de vaagnede til. Himmelen laa mørk og lavt nede paa Fjeldene; og Vinden drev endnu sin uhyggelige Leg med pludselige Kast og lange sugende Drag, der kom og sled sig forbi og lod en øde Fornemmelse bag sig.
Det passede ikke — Opstandelsens glade Budskab til Naturens skjælvende Angst foran Vaaren, som skulde fødes; og uden at de vidste, hvad det var, kom Almuen sigende ud af Kirken — mere tom og forknyt end nogensinde. Ogsaa Gabriele var i en uvant nedtrykt Stemning; men hun troede selv, at det kom af Prækenen.
Hendes tilkommende Svigerfader havde talt til hende; saa tydeligt havde det været, at hun næsten generede sig overfor Menigheden. Det var — havde han sagt — fremfor alt foran Opstandelsens Under, at den Kristne kunde iagttage og maale Vantroens Hovmod og onde Vilje. De klyngede sig jagede af den onde Samvittighed til usle Menneskepaafund, som de kaldte Videnskab; fordi de ikke vilde bøie de stive Halse, fordi de vilde have Fred for dette Guddommelige, der udstraalede fra Graven hin Paaskemorgen — Fred og Mørke til at søle sig i utøilede Drifter, Sansernes vilde Orgie og alt det andet, som hun nok vidste, der endnu blev sagt og skrevet hist og her. Men hun havde ikke hørt det paa længe, og det gjorde hende saa ondt at høre det her og idag.
Paa denne Maade kunde de jo ikke mødes idet Fællesskab, som den fælles Kjærlighed til Johannes ellers vilde gjort naturligt. Thi hun var ingenlunde tilsinds at lade dette sidde paa sig, at hun af Hovmod og ond Vilje ikke var en Troende. Ingen skulde have Ret til at sige dette til hende — eller til nogen. Og naar den Mand, som hun skulde komme saa nær, naar han kunde begynde med dette, saa var det ligesaa godt, at hun strax forklarede ham, hvor lidet hun for sin Part vilde taale en saadan Dom.
Desto fastere vilde hun holde paa sin Johannes; thi det vidste hun fra ham selv, at de unge Theologer havde lært at smile lidt over Fædrenes Tordentaler; og det var i en helt anden Tone og med ganske andre Midler, at Johannes pleiede at bekjæmpe religiøse Modstandere. Desuden var hun overbevist om, at han var en altfor retskaffen Karakter til en saadan Ondskab.
Gabriele fik imidlertid ikke Anledning til at tale med ham strax, da hun blev forestillet for Fogdens Damer paa Tunet udenfor Kirken. Præsten skulde imorgen præke i Annexet paa den anden Side af Elven; og de blev derfor indbudne til at spise Middag hos Fogdens. Men Gabriele saa, — og det gjorde et pinligt Indtryk paa hende, at Johannes stod tilsyneladende fuldstændigt enig og hørte paa Fru Fogdinden, der udbredte sig over den deilige og kraftige Præken, — rigtig et Ord i rette Tid! — sagde hun.
Fogden var ogsaa traadt til — hilste og gratulerede — buldrende og spøgefuld som han var; og da hans Frue prøvede at lægge en Dæmper paa ham ved at tale om det tunge Veir, forsikrede han høit og ufortrødent, at hans Barometer Fanden tude mig ikke havde staaet saa lavt siden Stormen den l5de Januar.
Da de var færdige med Fogdens, skulde Johannes og Gabriele efter Aftale gjøre Visit hos gamle Lensmand Olsen; men hellerikke paa Veien fik Gabriele talt med sin Forlovede, fordi de var i Følge med Lensmandens to Døtre: — den Gamle selv sad hjemme i sin Stol og kom aldrig mere ud, saalænge der laa Sne.
Johannes gik og talte med de to unge Piger; og Gabriele forundrede sig over, hvor græsseligt kjedsommeligt det var — det, de sagde. Der var ogsaa noget fremmed i Johannes’s Tone — en tør, lidt beskyttende Overlegenhed, som hun ikke kjendtes ved; — og de to Damer, — som forresten var mindst lige saa gamle som hun selv —, de gik og mumlede nogle korte ærbødige Svar uden at se op fra Snekanten ved Veien.
Alt gjorde hende mere forstemt. Og da de vare komne det lille Stykke Vei gjennem Skoven, forekom Lensmandsgaarden hende saa trist indunder det mørke skovgroede Fjeld — i den tunge, sukkende Tøveirsvind, at hun gjerne kunde sat sig til at græde i Sneen.
Idet de gik ind i Gaarden, som var fuld af uryddig Sne, Kvister og Vedlæs, vendte Johannes sig til hende og hviskede: „Ser du nu Forskjellen mellem hjemme og her? — synes du endnu her ser hyggeligt ud?“
Dette irriterede hende ogsaa — i den Stemning, hun var i; denne hans firkantede Tilfredshed med alt sit eget begyndte at prikke i hende; og da hun kom ind i Lensmandens Stue, var hun i et rigtigt Krigshumør.
Men han afvæbnede hende strax — den gamle Lensmand i Stolen.
Saasnart han forstod, hvem det var, lagde han sine store Hænder paa Stolearmen, og før nogen vidste Ord af det, stod han opreist paa sine daarlige Ben og bukkede ærbødigt for Gabriele.
„Nu blev mit Hus velsignet,“ sagde den gamle Kavaler; „naar Ungdom og Skjønhed værdiges at besøge Alderdom og — og — og Podagra for Fanden!“ —sagde han tilslut og lo; „det duer ikke at være høitravende for gamle Bamser. Værsaagod sid ned — Frøken! — jeg er stolt over at kunne byde en Datter af Jørgen Pram velkommen i mit Hns.“
„De kjender Far"“ — raabte Gabriele og blev ganske varm om Hjertet.
„Aa ja! — vi har handlet Skov sammen — baade med Deres Farfar og med Deres Hr. Far — Marie! tag mig Skrinet i Chatollet! — saa skal De se — Frøken!“ — og efter at have vexlet et hurtigt Haandslag med Kandidaten, satte de to — Lensmanden og Gabriele — sig til at studere gamle Kjøbekontrakter og Breve fra Huset Pram. Og Gabriele glemte ganske sin Misstemning over denne muntre gamle Mand, som kunde saa mange Historier om hendes, og som øiensynligt var saa lykkelig over at fængsle hende et Øieblik ved sin Sygestol.
Gamle Olsen var ogsaa meget lykkelig. Hans gamle Kjenderøine frydede sig ved denne Dameskikkelse, hvis Skjønhed var saa ulig og langt anderledes fin end det, han havde seet i sine Dage; og det, at hun tilogmed bar dette store Pengenavn, der havde en Klang som en Guldøxe i Skovene, gjorde hans Henrykkelse fuldstændig.
Madame Olsen sad derimod forgjæves og gjorde Miner til sin Mand, mens hun og Døtrene underholdt Præstens Søn med det mest udsøgt kjedsommelige Bygdesnak. Hun forstod saa godt, at Kandidaten ikke ligte den lystige Maskepi mellem den Gamle og hans Kjæreste, og tilslut sagde hun: „Nei — nei — Olsen! — du faar huske, du er en gammel Knark; det gaar ikke an, du sidder og fjaser med Frøkna og fortæller a baade ligt og uligt.“
Johannes syntes ogsaa meget snart, at Visiten var lang nok, og mente, de maatte hjemover til Middagen. Men Gabriele vilde, at Lensmanden skulde fortsætte, der de blev afbrudt, og fortælle, hvad de kaldte Fogden i Bygden.
Madamen raabte høit af Forargelse og saa paa Kandidaten. Johannes vendte sig utaalmodig og tog sin Hat; men Gabriele hviskede til Lensmanden:
„Sig det i en Fart.“
„Vi kalder ham: Fanden tude mig,“ hviske Lensmanden tilbage; men idetsamme blev han saa lig Fogden i Stemmen, at Gabriele lo høit; og saaledes skiltes de meget fornøiede med hinanden, og Gabriele lovede at komme igjen snart.
Madame Olsen var noget aandsfraværende under Afskeden, fordi hun brændte efter at faa kaste sig over sin Mand for hans upassende Opførsel; og Johannes var stiv og kold.
Men saasnart de kom ud paa Veien, tog Gabriele hans Arm og trykkede sig ind til ham; for Vinden fik altmere Magt og feiede henover Markerne; mens store Klatter af Sne løsnede oppe i Træerne, faldt ned mellem Grenene, splittedes og fulgte Vinden som smaa hvide Skyer, der dalede raslende ned over de to unge, som hurtigt ilede ind i Skoven.
„Nei, for en morsom gammel Herre — den Lensmand!“
„Kjære! — finder du ham ikke snarere modbydelig?“
„Modbydelig! — langtfra! — det faldt mig ikke ind.“
„Nei det saa jeg til min Forbauselse; — du, som ellers er saa fin paa det.“
„Naa — du mener, at han er lidt grovkornet; men det klær ham; han er nu ialfald en ren Kavaler sammenlignet med Fogden.“
„Nei men Gabriele — det er virkelig en slem Vane, du har faaet til at dømme Folk i en Fart efter et Øiebliks Samvær. Fogden er en grundigt dannet Mand, en dygtig Jurist og —“
„Fanden tude mig,“ sagde Gabriele og lo.
„Fy! — at du vil tage saadan Snak i din Mund — Gabriele!“
„Aa, vær ikke ræd; det smitter ikke. Men jeg holder nu paa min Lensmand.“
„Ogsaa naar jeg siger dig, at han har været Menigheden til stor Forargelse ved sine — sine — ja rent ud sagt: ved sin Mangel paa Sædelighed.“
Gabriele lo: „Du behøver ikke at vride dig saa ynkeligt — Johannes! man kan meget godt se paa Lensmanden, at han har lidt af den Mangel.“
Johannes stansede og vendte sig helt om imod hende, og hans klare Øine saa fast og alvorligt ind i hendes.
„Kjæreste Gabriele! lad fare den Tone, jeg beder dig saa mindelig. Jeg ved jo nok, det er ikke din naturlige, — det er denne Omgang i Byen — dette Slæng —“
„Jeg skal sige dig oprigtigt — Johannes! — jeg trængte til lidt af den Tone. Jeg kom fra Kirken saa oprørt over din Fars Præken — saa trist og tung; og nu har denne gamle Synder kvikket mig op — ikke ved sin Syndefuldhed — det ved du godt, men ved at meddele mig noget af et menneskevenligt Sind, som hverken har forsomt eller fordømt Livet og dets Glæder; — og det gjorde mig godt, — det stemte mig forsonlig.“
„Hvad er det, du siger: forsonlig? — og oprørt? — var du oprørt over Fars Præken?“
„Ja, og det blev ikke bedre, da jeg saa dig tage imod Fru Fogdindens Lovtaler.“
„Men det var en udmærket Præken — jeg forsikrer dig, — en af Fars bedste.“
„Mener du det? — Johannes.“
„Det vil sige, lidt gammeldags var den jo, men —“
„Det var en meget slet Præken, Johannes! en ond og styg Præken! men lad os ikke tale mere om det nu; jeg bliver bare ivrig —“
„Jo, du maa sandelig forklare mig, hvad du mener.“
Gabriele trak sin Arm ud, og nu saa hun ham stivt i Øinene:
„Du ved meget godt, hvad jeg mener.“
„Nei — ja det vil sige, jeg kan tænke mig, at du synes, Far var noget haard mod den moderne Vantro — og — og“
„— og mod mig, sig det kun; ja, Johannes! — det burde han ikke gjort.“
„Men kjære Gabriele!“ sagde Johannes overbærende; „du har nogle ganske besynderlige Forestillinger om Præster; man mærker, du kjender dem hovedsageligt af at have hørt dem blive udskjældte paa Afstand. Du aner kun lidet, hvorledes en alvorlig Ordets Tjener, som arbeider i Frygt og Bæven —“
„Johannes! tør du se mig ind i Øinene og paastaa, at din Far ikke tænkte paa mig idag?“
„Jeg kan jo ikke paastaa noget om en andens lønlige Tanker —“
„Nei, jeg mener: tør du sige, at du selv ikke tror, din Far tænkte paa mig, talte saaledes netop af Hensyn til mig, for at ramme mig? — tør du det?“
„Ja isandhed! jeg tør!“ — svarede Johannes, og hans Øine fastholdt hendes uden at vige.
„At en Præst, som har præket i tyve Aar, skulde henføres af Texten uden saadanne Bihensyn til en Tilhører, naar det ellers passer saa paafaldende? — vil du virkelig, at jeg skal tro det?“
„Ja du skal ikke blot tro det; men du skal ogsaa gjøre Far en Afbigt i dit Hjerte, fordi du har kunnet mistænke ham. Det er jo netop det herlige ved Guds Ord, naar det forkyndes med en aandelig Myndighed som Fars, at det finder Vei til hver enkelt, somom det var talt direkte til ham.“
„Nei Johannes! det er noget Snak; thi blandt hele Almuen, som sad der, var der ikke en eneste, til hvem de kunde finde Vei de Ord om de videnskabelige Tvivl og alle de nyeste Tanker, han hentydede til; jeg ved ikke, om Fogden og hans Damer —“
„Du maa alligevel tillade mig,“ afbrød Johannes; „at holde fast ved Guds Ords Magt i en værdig Tjeners Mund; og det gjør mig ondt, at du kunde tro, min Far vilde benytte Prækestolen til en personlig Henvendelse, der kunde være dig pinlig — opnørende tror jeg, du kaldte det.“
„Ja naar du er saa sikker paa det — Johannes! saa faar jeg vel give mig,“ sagde Gabriele; „jeg har kanske gjort din Far Uret. Men en Ting er sikker: en styg og hovmodig Præken var det!“
„Kjære Gabriele! — du forstaar ikke Far endnu; du har ligesom ikke endnu opfattet ham i hele hans Storhed. Det er naturligvis det forvirrende, at han lever her som en beskeden Præstemand blandt Bønder — han, som i Virkeligheden er en af Landets største Begavelser. Hver Gang jeg kommer hjem, overvælder han mig.“
„Ja jeg kan mærke det,“ sagde Gabriele spøgende og de fortsatte Gangen sammen; „du er ikke blot overvældet; men du synes mig at voxe og laane Myndighed bare af at være nær ham. Jeg tror næsten, jeg faar være ligesaa ydmyg som Frøknerne Olsen.“
Det var dem begge velkomment, at de slap ud af denne Samtale; men de beholdt alligevel en uklar Fornemmelse af, at de ikke var rigtig færdige endnu.
Vinden havde øget paa til en liden Storm; og da de kom ud af Skoven, feiede Sneen ned af Kirketaget og hvirvlede henover Kirkegaarden, som var lukket med Gitterport og forladt for idag; kun Sneen var nedtraadt af Mennesker og Heste, og Kirken laa gjenlukket med Lemmer for Ruderne.
Men da de holdende tæt sammen begyndte Veien over Markerne mod Præstegaarden, syntes Johannes det var hans Pligt at komme med det, han havde bestemt sig til at sige hende om Samtalen igaaraftes, — desuden maatte sligt forebygges for en anden Gang.
„Din — ja hvad skal jeg kalde det? — din mangelfulde Opfatning af Far, gjør ogsaa, at du forløber dig mod ham i Samtaler — som igaaraftes.“
„Nei — hvad siger du — Johannes! — jeg syntes netop, jeg holdt mig saa ualmindelig from og medgjørlig.“
„Da ved du vist ikke af, at du sagde, Far kom med Barnesnak?“
„Misericordia!“ raabte Gabriele og lo; „sagde jeg virkelig det? — men jeg var saa træt, og det var ikke frit, han irriterede mig.“
„Han var dig kanske en Smule overlegen — hvad?“ spurgte Johannes og smilede.
„Svært,“ svarede Gabriele kampfærdig; „han mindede stærkt om de Præster, Fætter Jørgen kalder Kirkeblærer.“
„Fy Gabriele! — at du vil citere din Fætter Jørgen! men du maa virkelig forsøge at sætte dig ind i, at Far er en overlegen Personlighed; allerede hans Kundskaber, saa ualmindeligt omfattende —“
„Aa — han ved jo bare ondt — om alt og alle; aldrig har jeg hørt saa meget ondt om Menneskene som den korte Stund igaaraftes.“
„Fordi Far kjender den indre Hulhed i meget af det, du beundrer, og ser visse Personer i et andet Lys —“
„I et svovelgult — afskyeligt —“
Vinden blæste hendes Kjole om Benene paa ham, saa de maatte stanse; og atter var de hver paa sin Kant glade over Afbrydelsen. Der var noget iveien idag; de kunde ikke gjenfinde sin gode kammeratslige Tone, som ellers saa let bar dem over Meningsforskjel.
Johannes fik ikke Fred, førend han kunde faa hende til at anerkjende Faderen; og han undrede sig over, hvor meget mere end han troede, der alligevel hang ved hende af „Slænget“.
Og Gabriele følte paa sin Side, at hendes lille Theolog groede hende over Hovedet; og det gjorde hende dobbelt stridig overfor Faderen, som var Kilden til hans Styrke.
„Se Sneen fyger af Ljosetind! — vi faar Storm,“ sagde Johannes.
„Hu! — synes alt, vi har den,“ sagde Gabriele; „kom lad os skynde os i Hus.“