Sorg
Naar Sorgens Klokker ringe,
med Sukkenes Gjenlyd fra dit Bryst,
da fører en iiskold Vinge
din Sjæl til en natlig Lyst.
Der er en bitter Kvide,
som holder det bævende Hjerte lukt;
selv Sukkene kan ei vide,
hvorhen de skal tage Flugt.
De ilte med Angstens Styrke
i Nattens Time mod Himlens Lys,
og atter i Hjertets Mørke
nedsank de med Tvivlens Gys.
Ak, da er Verden øde,
og høstlig skummel er Vaarens Dag;
den reneste Sjæleføde
er vammel og mat af Smag.
De fredede Minder smile
ei mere, som før i en rolig Stund;
de komme som hvasse Pile
tilbage, og saare kun.
En Tone fra bedre Dage,
ja, Duften blot af en yndet Blomst,
kan true dit Bryst og nage
med manende Atterkomst.
Og lig en bævende Fange,
som intet Øie vil kjendes ved,
vandrer Du sky og bange
i Menneskers Flok og Fjed.
Tilsidst maa Sukket friste
paany den higende Himmelgang.
Naar Hjertet af Sorg vil briste,
da seirer din Sjæletrang.
Din Harme, imens du lider,
den bitre Trodsen af Støvets Mod,
maa slukkes for alle Tider
i Andagtens Taareflod.
Da er der Fred at finde,
da falder der Lys i Hjertets Vraa,
og Livet, som sank derinde,
skal lutret igjen opstaae.