Spøgelset paa Erstad i Hammers Prestegjeld
Der findes i Retsakter fra Slutningen af det 17de Aarhundrede oftere Tegn til, at Utborder har været paa Færde; men deres Magt kom neppe nogensinde tiere til at udvikle sig i den Fylde som i den nys fortalte Kriminalhistorie fra Nordland. Provst Jens à Møinichen skulde saaledes efter sin Forflyttelse til Bergen opleve en anden Spøgelseshistorie, som havde stor Lighed med Spøgeriet paa Stegen, skjønt ikke han selv, men hans Søn Rektor Erik à Møinichen var den, som fik den nærmeste Befatning med den.
Fra gammel Tid af havde Hammers Sognekald ved Bergen været henlagt under Bergens Kathedralskoles Rektor. Med Undtagelse af en kort Tid i Slutningen af det 17de Aarhundrede vedblev dette Forhold at bestaa indtil Prestegjeldets Deling i 1749. Erik à Møinichen, der var Rektor i Bergen og Sogneprest til Hammer 1708–1728, skildres vel som en alt andet end duelig Skolemand, men han maa dog have været ret oplyst for sin Tid: mellem Henrettelsen i Stegen og den nedenfor sortalte Begivenhed ligger der kun 23 Aar.
I Aaret 1711 spurgtes der i Bergens Omegn, at det spøgte paa Gaarden Erstad i Hammers Preste- gjeld. Som Stedets Sogneprest fik Rektor Møinichen Befaling af Biskopen, Mag. Nils Smed, til at undersøge, hvorledes Sagens Sammenhæng var; thi det var ikke frit for, at den havde vakt en uhyggelig Opsigt. Møinichen reiste da strax derhen for at forrette Kirketjeneste den paafølgende Søndag. Med det samme fik han ogsaa Anledning til at underholde sig med Spøgelset i egen Person. Sagens endelige Udgang kjendes ikke. Men Rektors Indberetning med Følgeskrivelse til Biskopen er endnu bevarede. Brevet til Biskopen er dateret Hammers Prestegaard den 22. Oktober 1711 og lyder saaledes:
- Høitærede Fader i Christo!
Deres Høiærværdighed fortryder ei paa, at jeg denne Gang ei mere omstændelig kan udføre denne indlagte Sag, hvilken og udi alle sine Punkter ei tør betroes Pennen. Endnu haver jeg ei faaet megen Tid til at meditere til imorgen, og end, efter at indlagte var sluttet, faar jeg hver Time flere Omstændigheder at vide, hvilke alle uden Forsømmelse efter pligtig Lydighed skal refereres. Imidlertid med al Velsignelses Ønske over Deres Høiærværdigheds Familie bedes om Gunst og Bevaagenhed for alt det, som retsindigt kan findes hos
Deres velædle Høiærværdigheds ydmyge Tjener
Erik à Møinichen.
Med denne Skrivelse fulgte følgende Beretning:
Anno 1711 den 21de Oktober forføiede jeg mig med Monsieur Leonhard Grøtcher, en Skoleperson Hans Jespersen, Peter Klokker, Kirkeværgeren Lars Tveiten og Medhjælper Ole Nilssøn Neder-Tveiten til Baste Erstad udi hans Stue for den Nat at observere alt, hvad de Mænd paa bemeldte Erstad tilligemed deres Vidnesbyrd for Thinget havde bekjendt om den Aand, som foregaves udi bemeldte Baste Erstads Stue om Aftens- og Natte-Tide at lade sig høre. Vor Ankomst var til Stedet præcis Klokken 6 om Aftenen, og forefandt vi mange andre af Grander og Naboer, der vilde forvente Udgangen af denne Akt.
Efter Spørgsmaal og Gjensvar fik jeg af de nærværende Bønder saa og de i Huset boende at vide:
1. at det udraabte Spøgelse (hvilket de samtligen holdt for at være det efter Sigende myrdede Barns Aand og gode Aand) alt fra den 17de Oktober næstafvigte indtil denne Tid hver Aften lydelig havde holdt Samtale med hver den, som vilde det adspørge;
2. at Natten mellem den 20de og 21de Oktober havde Aanden havt en lang, stærk og grusom Trætte med den Tøs Sygni, som haver sit Leie under Bordet, da den formente Aand med sterk Stemme havde paastaaet, at bemeldte Tøs var hans Moder og havde myrdet hannem; Tøsen derimod med Standhaftighed havde benegtet det i 2de stive Timer, indtil Klokken omtrent 9, da haver Tøsen med Vemodighed gaaet til Bekjendelse og sagt, at det var sandt, som Aanden sagde. Imidlertid denne Disput varede, haver de da nærværende hidset den formente Aand til, at dersom hun var Moderen, da skulde han strenge hende hart til Bekjendelse.
3. At Aandens indstændige Begjæring hver Nat var, den maatte
a) optages fra det Sted, hvor de overblevne Ben endnu var,
b) af ingen anden optages end af Moderen, som det havde henlagt,
c) af Hr. Jonas endelig at maatte døbes,
d) at maatte saa christen Jord. Naar de Ting fyldestgjordes, vilde han forlade Huset og ei før.
4. Ole Tveiten den yngre skal have tilspurgt ham om Soldaterne, som er øster i Landet, deres Tilstand. Derom vidste han ei at give noget grundelig Svar, uden at sige dem om en, som var død for et helt Aar siden; og om de Soldater, som ei var nær deromkring i Nabolaget, vidste han ingen Beskeden.
5. Han havde lovet, at Pestilentsen ei skulde komme til Norge.
6. Havde Aanden begjæret ved Daaben at kaldes Anne.
Der jeg alt dette havde udhørt, holdt jeg Aftenbøn med de nærværende; thi de varede mig af at Aandens Time var nu snart – Da var Klokken 6½.
Herpaa vilde jeg blevet ved Bordenden siddende; men Ole Nilssøn Tveiten sagde, at dersom jeg blev der siddende, da fik vi den Nat intet at høre. Thi der havde han stedse sit Tilhold og gav derfra Svar. Jeg derfore forføiede mig paa Gulvet at sidde hos de andre paa de der udbredte Halmstraa. Lysene slukkede vi alle ud, og efterat vi et Kvarter af en Time forgjæves ventet havde, begyndte Manden i Huset, Baste Erstad, at tilspørge Aanden, om den ei vilde komme iaftenT) Bad hannem og med disse Ord: “Kom nu iaften, din Stakkel, som du haver lovet! Nu skal Du faa Hjælp, som du har saa længe bedet om! Nu er Presten kommen, han skal hjælpe dig!“
End blev intet Svar hørt. Ole Nilssøn Nedre Tveiten sagde: “Lader os alle tie stille. Thi han taler ikke, naar han hører, at der støies eller larmes.“ Derpaa taug alle stille.
Strax derefter hørte vi alle, hvorledes det pikkede saa sagtelig paa Væggen ved Døren hos Skorstenen, ligesom En vilde med smaa Fingre tromme. Derpaa sagde Baste Erstad og unge Ole Tveiten: “Det var ret: Hold dig lystigt Snak nu ogsaa noget med os!“ Herpaa hørtes en grædelig, grov, dog noget sagte Suk, ligesom et Menneske, der jamrer sig, og de første Ord, der kunde merkes, var disse: “Mama min, Mama min!“ Baste sagde: “Hvad vil du hende, din Stakkel?“ Svar: “Hun har dræbt mig.“ Ole Nilssøn spurgte: “Vil du snakke med mig?“ Han svarede: “Jeg vil snakke med Presten.“ Jeg, som var informeret af de nærværende, at han vilde handles med gode Ord og at man ei maatte tale haardt til ham, sagde: “O din Stakkel, har hun handlet saa ilde med dig?“ Han svarede: “Ja.“ Baste Erstad bad, at han vilde gaa fra Døren og Skorstenen og flytte sig op i Bordenden i sit gamle Sted, og der spille paa Bordet, som han pleiede, og der holde sin Samtale. Han svarede: Nei, han turde ikke. Baste spurgte: “Hvorfor?“ Svar: “De er mig i Veien.“ Baste sagde: “Nei, der er jo alting ryddet af Bordet. Her ligger jeg, og alle de andre sidder paa Gulvet.“ Han svarede: “Presten skal sidde for Bordenden.“ Jeg sagde: “Vil du snakke med mig, og svare mig?“ Svar: “Ja.“ Jeg spurgte: “Hvor længe er det, siden din Moder dræbte dig?“ Svar: “15 Aar.“ Jeg spurgte: “Hvor har du været saa længe.“ Svar: “Hos Gud Fader, Søn og Hellig-Aand.“ Jeg: “Kjender du og Gud Fader, Søn og Hellig-Aand.“ Svar: “Ja.“ Jeg: “Hvad heder da Guds Søn? Hvad er hans Navn?“ Dertil svarede han ikke. Derpaa sagde de nærværende Mænd: “Han taaler ikke mange Spørgsmaal.“ Jeg svarede: “Han er træt, den Stakkel! Lad ham hvile sig.“ Derpaa hørtes en Graad, ligesom En vilde sagtelig hvisle og pibe. Lidt derefter spurgte unge Ole Tveiten: “Kjender du de fremmede, som er her komne i Aften?“ Svar: “Ja.“ Ole sagde: “Hvo ere de?“ “Presten.“ Ole: “Hvem flere?“ Svar: “Peter.“ Ole: “Hvad heder han mere end Peter?“ Svar: “Klokker.“ Jeg sagde: “Hvad heder jeg ?“ Svar: “Rektor.“ Jeg spurgte: “Hvad er mit Fornavn og Døbenavn?“ Derpaa vidste han ei at svare. Jeg: „Hvad heder de to, som er komne med mig iaften?“ Det vidste han heller ikke. Jeg: “Hvorfor kan du ei vide det, som er en Aand?“ Svar: “Gud Fader vil ikke, at jeg skal sige det.“ Jeg: “Kjender du da Gud?“ Svar: “Ja.“ Jeg: “Hvem er det, som heder Jesus Christus?“ Svar: “Gud Fader.“ Jeg: “Det var ikke ret!“ Ole Tveiten sagde: “Kjender du Prestens Fader ?“ Svar: “Han er Prest til Nykirken.“ Jeg spurgte: “Hvad heder han?“ Det vidste han ikke.
Iblandt mange andre Ting, som vi spurgte om, var: “Hvormed dræbte din Moder dig?“ Svar: “Med en Liste.“ Jeg spurgte: “Var det en blaa eller rød Liste?“ Svar: “En hvid Liste.“ Jeg: “Hvad begjærer du?“ Svar: “At vorde døbt og komme i christen Jord.“ Jeg: “Hvormeget er igjen af dig, efterdi du vil vorde døbt? Er dit Hoved helt?“ Svar: “Nei, bare Panden er tilbage.“
I det samme erindrede jeg, at Mændene havde berettet mig, hvorledes han hver Aften formanede, at de ei skulde gjøre hans Fader, den gamle Ole Tveiten, noget Ondt, saafremt de ei vilde faa Skam derfor. Derfor spurgte jeg: “Af hvad Aarsag er du saa god mod din Fader, og du dog vil have Livet af din Moder?“ Svar: “Han er uskyldig i min Død og har bekjendt sin Synd og faaet Forladelse. Men min Moder har dræbt mig.“ Jeg: “Naar Gud vil forlade hende den Synd, vil du da og ikke forlade hende:?“ Svar: “Ja.“
Udi alt det denne foregivne Aand talede, var ligesom en meget dum, langsom og ukjendelig Bondetale, ikke meget articulat, saa man maatte grandgivelig give Agt paa, hvad der svaredes. Imellem hver Hvilestund hannem gaves, da pikkede der paa Væggen, blev kastet med, hvad der fandtes paa Skorstenen (eller som den kaldes Kaabeovn) og blev Kirkeværgeren Lars Tveiten paa Hovedet rammet tvende Gange, og jeg en Gang paa Foden. Men naar nogen forbød ham at kaste, da holdt han hver Gang strax op. Jeg spurgte, om han kunde tale noget andet Sprog end Norsk. Han taug stille. Jeg: Om han ei vidste at nævne Guds Navn paa noget andet Tungemaal? Intet Svar.
Nogle af Mændene formente, at det skulde være ret, at Benene bleve døbte. Men jeg lovede siden at svare dem derpaa, – hvilket og siden skede med at overtale dem fra deres vrange Tro og Sakramenternes Misbrug.
Der mig nu syntes dette Spil at vare for længe, og jeg ei kunde med al min Bøn formaa Aanden til at gaa fra Ildsteden og Døren op til Bordet i sit sædvanlige Sted, bad jeg alle Folk sidde stille, det de og gjorde. Herpaa stod jeg op og gik til Skorstenen. Da sagde Aanden: “Du finder mig ikke.“ Jeg greb til en Sted, hvor jeg havde sat mit Fyrtøi og begyndte at slaa Ild. Saasnart han merkede det, sagde han med lydelig Røst: “God Nat!“ Som jeg derpaa igjen vilde slukke Lyset og sagde: “Er han god, da kommer han vel igjen.“ Da sagde Mændene: “Nei, naar han engang har sagt God Nat, saa kommer han ikke mere den Nat.“
Da var Kl. 8½.
Nu jeg reiser bort, tager jeg en Dreng med mig, navnlig Steffen Pederssøn Rytland af 18½ Aar, den jeg for visse Aarsager haver Mistanke til. Thi foruden andet sad han i Skorstenen al den forløbne Tid, men siden, der jeg begyndte at flaa Lys, flyttede han sig derfra til Døren. Iaften, medens bemeldte Dreng er hos mig paa Hammer, ventes, hvad formente Spøgelse vil gjøre. Imorgen Aften, saasnart Prædiken og al Gudstjeneste er ude, vil jeg med Hr. Jonas og Peter Klokker 3 alene være der i samme Stue. Hvad da og videre passerer, skal efter al Sandfærdighed notificeres.
Hammer d. 22de Oktbr. 1711.
Test.
Erich à Møinichen,
Rector scholæ Bergensis.
Originalskrivelse i det norske Rigsarchiv. (Bergens Bispearchiv 8).