Utborden og Barnemordersken i Stegen
Den 31te Marts 1688 udgik der et kongeligt Reskript til Statholderen i Norge, at i tvilsomme Livssager maatte Exekution ikke ske, førend kongelig Resolution var erholdt. Dette Reskript var foranlediget den merkelige Kriminalhistorie, som idet følgende skal fremstilles. Om denne Begivenhed, som kaster et skarpt Lys over de nordlandske Retsforhold i det 17de Aarhundrede, har man tre af hinanden uafhængige Beretninger, som gjensidig støtter og udfylder hinanden. Alle disse tre hidsættes, skjønt den sidste, der er et Brudstykke af Petter Dass’s Nordlands Trompet, jo saa ofte tidligere har været trykt. Det har dog været nødvendigt at tage den med, da den paa Hr. Petters jevne og forstandige Maade fortæller, hvilke Forholdsregler der blev taget mod det hele Opstyr.
En sandfærdig Beretning om et Spøgelse og dets selsomme Adfærd, passeret i Stege Gjeld i Nordland i Lødingens Menighed paa en af Prestebols Jorder ved Navn Skaalvold, forfattet ved Dag og Datum, som følger.
Anno 1683 boede paa ovenmeldte Gaard tvende bedagede gudfrygtige Ægtefolk, Lars Olssøn og Anne Olsdatter, hvilke en rum Tid der havde levet og samme Aar begge to i Herren hensovede. Anno 1684 er Jorden bygslet af en Ungkarl ved Navn Nils Jenssøn, som blev forseet med en smuk Mands Datter der i Menigheden ved Navn Synneve Andersdatter, begge to gudfrygtige Mennesker og af mine bedste Tilhørere paa det Sted. Hvilke strax efter de var bosatte og flyttede til Gaarden fornam om Natten noget smaat Tuskeri, som de dog intet agtede. Thi den Drøm om Nissegodrengen (her kaldet God-Bonden) har endnu hos den gemene Mand sine Levninger. Anno 85 begyndte det jo mere og mere; men Manden holdt det endda gedulgt, i Forhaabning, det skulde vel aflade. Anno 86 begyndte det med Banken og Slag paa Husene at grassere, saa de fattige Folk kom derover i ikke ringe Forskrækkelse. Omsider oplod Manden sig og søgte Raad hos mig som sin Sjælesørger; men jeg det baade troede og ikke; lovede dog, at naar Tjenesten skede ved den Kirke, skulde jeg komme ind til ham at forblive en Nats Tid og erfare, hvad det havde sig der. Dom. 25 Trin. (25 Sønd. eft. Trefoldighed) blev Tjenesten der forrettet, reiste saa om Søndags Aftenen hjem med Manden til Skaalvold og kom der i Skumringen eller Tusmørket ved Afdags Tider, som var paa den Tid, Spøgelset begyndte sin Allarm. Men efter to Timers Forløb fornam vi slet intet dertil. Imidlertid dugede Kvinden Bordet, og som vi sad færdig til at gaa tilbords, hørte vi et Slag nede i Gaarden, hvorpaa vi strax løb derhen, men som vi var kommen derhen, hørte vi det banke oppe i Gaarden, og der vi kom derhen, bankede det længer hen i Gaarden, saa det ligesom vilde fixere os og komme os til at løbe efter sig, hvorfor vi gik ind og fik Mad. Efter Maaltiden holdt vi Aften-Chor. Imidlertid hørte vi intet til Spøgeriet, endog det pleiede mest at buldre tilforn, naar de læste og sang og frygtede Gud. Som det nu lakkede til Sengetid, begyndte det igjen at banke paa Stuen, som vi var inde. Slagene var saa selsomme. Det lød i Førstningen dumt, som man vilde lægge en Hynde paa Væggen og slaa til med en Kølle; dog gav det saadant Indtryk, som Huset skulde skjælve, og holdt det ved den ganske Nat. Manden, som var færdig at rømme Gaarden, animerede jeg med Guds Ord og raadede ham til at gjøre Bøn Aften og Morgen i Forsikring, det ei kunde skade et af hans Hovedhaar uden Guds Tilladelse; men forlade sig til, at Djævelen skulde fly, om han blev stadig i Troen, Bøn og Paakaldelse. Hvoraf han samlede Mod til sig og sled Vinteren igjennem med saadan Fristelser.
Anno 1687 om Pintsetider, da Solen gaar over vor Horizont al Natten og fast liden Forskjel paa Nat og Dag, blev det ganske borte en fjorten Dages Tid, saa alting var stille, og Folket takkede Gud for sin Befrielse; thi de haabede nu at blive det kvit. Men strax efter den Tid begyndte det ligesom før, og som det lakkede mod de mørke Nætter, tog det jo mere og mere til, ei alene med Banken paa Husene, men endogsaa med Kasten paa Gaarden, ja endog i Stuen, lukkede Døren op og kastede ind Træ, Sten og hvis forekom, ja undertiden slog Folkene og kastede efter dem med Kjeppe og Sten og andet. Undertiden klorede og skrabede paa Døren og Vindueslugerne, ligesom det havde Kløer, og allermest, naar de holdt Chor, eller og naar de læste i Postillen de Søndage, der ei var Tjeneste. Manden kom til mig igjen, ganske forsagt; men jeg atter igjen paa mit Embeds Vegne trøstede hannem og bad, at han vilde have Taalmodighed, indtil jeg med det første skulde komme til hans Hus igjen og forblive nogle Dage. Han lod sig og overtale og blev ved Gudsfrygt Aften og Morgen. Jeg brugte og Kirkens Bønner, at Gud ei vilde lade dem fristes over Formue etc. Og er det at merke, nu larmede det allermest i Stuedøren, hvor der laa to smaa Haandkværne (thi dette Lands Skik er saadan, at de om Morgenen maler det Mel, som de vil tære om Dagen) saa Folkene havde ikke Fred, naar de skulde male, men slog dem med, hvad løst laa i Gaarden, kastede dem i Ansigtet og paa Ryggen; men fik ingen Skade.
Dom. 21. Trinit. holdt jeg der atter Tjeneste, og som jeg stod færdig at følge Manden, kom mig en uformodentlig Forhindring paa, saa jeg maatte reise hjem, tog dog saadan Afsked, jeg skulde inden faa Dage være hos hannem Om Aftenen, som Manden kom hjem, begyndte det ligesaa i Døren med Kasten og Buldren, og som det holdt op en liden Stund, begyndte det at raabe: “Nille-Moder ! Nille-Moder!“
NB. En Tøs af det Navn Nille Jensdatter havde tjent baade de forrige afdøde Folk i en rum Tid som ogsaa været hos disse Folk indtil nu for ¾ Aar, hun qvitterede Tjenesten og tjente hos en anden Mand en halv Mil derifra.
Manden spurgte fremdeles: “Hvad vil du? Hvad vil du Nille-Moder?“
Resp. “Jeg vil have Sue (eller Die).“
“Er du født her?“
Resp. “Ja.“
“Hvo er din Fader?“
Resp. “Mads Titing.“
NB. Haver været en Husmand paa samme Gaard, der de gamle Folk levede, men før min Tid ved Døden afgaaen.
Manden spurgte fremdeles: “Hvo er din Moder?“
Resp. “Nille-Moder.“
“Hvor gjorde hun af dig, da du var født?“
Resp. “Hun dræbte mig.“
“Hvorledes dræbte hun dig?“
Resp. “Hun strøbte mig med sit Haarbaand“ (Flettebaand).
“Hvor gjorde hun af dig ?“
Resp. “Hun grov mig ned udi Brandshelleren“.
NB. Er en stor Høi med Stenhob eller Stenurd strax vestenfor Gaarden.
Manden blev herover ganske forfærdet og sendte Bud til sine Naboer, Jon Kirkebygger, Peder Olsen Skjelstad og Peder Stoby, som Nille tjente hos. De hørte om Morgenen selv samme Ord, og vilde Spøgelset ikke tale, uden naar de malede paa en eller begge Haandkvernene, og som Peder Stoby stod og saa digt under Kvernen, sagde Spøgelset: “Hvad gløtter du efter?“
Nogle Dage derefter begyndte det atter at raabe: “Nille-Moder! Giv mig noget Mad!“ Manden sagde: “Hvad vil du have?“ Resp. “Smaa Børn æder gjerne Kurv“ (d. e. Pølse; thi saaledes kaldes den blandt den gemene Mand). En anden Gang, som de sad tilbords, raabte det atter igjen: “Giv mig Mad!“ Manden sagde: “Jeg vil forsøge at lægge et Stykke Fladbrød under Kvernen,“ som han og gjorde. Spøgelset spurgte: “Hvad skal jeg gjøre med tørt Brød? Smaa Børn kan ikke æde tørt Brød alene.“ Da forsøgte Manden og lagde et Stykke Smør paa Brødet. Strax forsvandt det altsammen.
Manden lod mig det strax forstaa; men for adskillige Forhindringer kunde jeg ei saa Tid til at komme did før Domin. 25de Trinit., da jeg strax lod Tøsen for mig kalde og i Enrum hende examinerede, formanede til Bekjendelse, om hun vidste sig skyldig, dog forgjæves. Men det merkede jeg, at naar Lovens haarde Bogstav blev hende foreholdt, mistede hun saasom Mælet, saa jeg føie Svar kunde faa af hende. Hvoraf jeg sluttede en svar Samvittighed. Gav saa Befaling til hende, hun 3die Dag derefter skulde møde mig paa Skaalvold, som var den 16de November, hvilket og skede.
Da vi var komne did om Aftenen, hørte vi føie til Spøgelset, men Folket i Gaarden sagde, at det kastede og slog efter sig, der de gik hen og røgtede Kvæget. Om Aftenen holdt vi Kor, og siden formanede jeg hende med adskillige Motiver til en alvorlig Bekjendelse, hvoraf hun strax blev saa bevæget, at hun begjærede at tale med mig i Enrum. Derpaa gik jeg med hende ud i Gaarden alene, da hun aabenbarede for mig sin Gjerning, scil. at hun, desværre! var skyldig i Barnemord, som hun for 14 Aar siden havde begaaet lige efter Spøgelsets Anklagelse. Hvorpaa jeg trøstede hende, at Naaden i Himmelen var dog større end Synden paa Jorden, saafremt hun ofrede Gud et angerfuldt Hjerte i en stadig Tro til Jesu Fortjeneste etc.
Om Morgenen tidlig ved 4 slet, som var den 17de November, stod vi op, og da begyndte Spøgelset sin gamle Vane med Kasten og Buldren i Døren, saa det slog til den, som malede, med Træ, Sten og andet, hvad det sandt, i alles vores Nærværelse og Paasyn. Jeg befalede, at Nille skulde gaa til Kvernen og male, og stod jeg selv hos hende med Lys i Haanden og lukte den ytre Dør igjen. Men Døren blev opladt, og det kastede til hende med Mandens Skindstak og Skind-Ærmer, som laa inden lukt Laas. Hvor de kom ud, er Gud bekjendt. Med hvert lukkede det Døren igjen; jeg tog i Døren og holdt den; men det tog i Døren med mig og vilde rykke den løs af Haanden, dog ei med den Styrke, at den kunde slide den fra mig. Jeg lod en anden holde Døren, som det gjorde ligesaa med. Manden og de andre, som gik ud og ind, slog det til med Kjæppe og Sten. Jeg selv forsøgte at gaa ud og fik et Slag i Nakken af en gammel Hose. Saa lod jeg lukke den ytre Dør sterk igjen og kastede ud gjennem Stuedøren alt, hvad det havde kastet ind i Stuen, som strax kastede det tilbage igjen paa Gulvet. Omsider kastede jeg en Stang ud i Døren af en Favn lang, og vilde se, hvad det vilde gjøre med den, og som jeg da lukkede Stuedøren igjen og holdt endda med Haanden i Klinken, hørte jeg, hvor det larmede og slog efter Hønsene, som sad paa sin Gavl oppe under Røstet. Strax løb jeg til, tog Lyset i Haanden og lukkede Døren op, da blev Stangen borte, saa hverken jeg eller de hosværende over 9 Mennesker kunde se den eller finde den. Derpaa gik jeg strax ind og holdt i Døren med den ene Haand, da hørte jeg igjen Stangen buldre, og gik ud, og sandt den liggende paa Gulvet, endda at røre sig, thi jeg saa hastigt oplukkede Døren. Nogle af Folket vilde slaa Vand ud i Døren, men det stænkede deres Øine fuld af Støv, med flere saadanne Optøier, som det øvede. Nu var det i Dagens Tid, og som jeg med de andre da oplukkede Yderdøren, og gik ud i Gaarden, hørte vi det hylede tvende Gange som en liden Hund, derpaa blev vi stille staaende digt ved Døren. Strax derpaa raabte det igjen: “Nille-Moder!“
Jeg spurgte: “Hvad vil du hende?“
Resp. “Jeg vil plukke hende sønder.“
“Est du et Guds Barn?“
Resp. “Nei.“
“Er du en fordømt Aand?“
Resp. “Ja.“
Est du født her?
Resp. “Ja.“
“Hvo er din Fader?“
Resp. “Mads Titing.“
“Hvo er din Moder?“
Resp. “Nille Moder.“
“Er det længe siden hun fødte dig?“
Resp. “14 Aar.“
“Hvor gjorde hun saa af dig?“
Resp. “Hun dræbte mig med sit Flettebaand.“
“Hvor lagde hun dig hen?“
Resp. “I Brandshelleren.“
“Der vil jeg imorgen komme op og lede efter dine Ben.“
“Du finder mig ikke.“
“Kan jeg ikke Tegn finde, der du blev lagt?“
Resp. “Jeg vil raabe Nille-Moder.“
“Hvorfor kan jeg ikke finde dine Ben?“
Resp. “Jeg ligger i Søen.“
“Hvor est du kommen did?“
Resp. “Nille-Moder kastede mig i Vaar ud for Nøstebjerget i Havet samme Tid, jeg rev hendes Øie ud, og tærede af hende i 14 Dage.“
Dette befandt sig saa; thi det ene Øie mistede hun i samme Tid og laa 14 Dage som et Stykke Træ og vantrivedes, saa hun saa ud som et Vaarvrag. Hendes Tanke var, at Spøgelset skulde dermed lade af; thi gik hun og tog de overbærende Ben, som endda laa i det Stykke Skind, som hun havde baaret dem hen udi, og hemmeligen en Nat kastede i Søen digt ved Mandens Nøst.
Derpaa talte jeg til Nille, som selv stod og hørte derpaa. “Vedst du dig skyldig i alt dette?“ Hun svarede: “Ja, Gud bedre mig saasandt.“ Jeg bad fremdeles, hun selv skulde tale til Spøgelset, hvilket hun ogsaa gjorde, sigendes: „Søde Sønnen min, hvad vil du mig?“
Resp. “Nu er Nille-Moder her.“
Hun sagde videre: “Lyv ikke paa mig.“
Resp. “Kys mig!“ etc.
Jeg sagde: “Nille, du hører nu selv, at Gud vil ikke længere have din Synd skjult. Bekjend i Jesu Navn, hvad dig er videre om Hjertet.“
Hun svarede: “Er jeg skyldig, da begjærer jeg at dø og lide for min Synd.“
Spøgelset: “Lad sætte Jern paa hende!“
Jeg sagde: “Det skal ikke ske; hun har nu utvungen bekjendt sin Synd og Jesus, Guds Søn, som har friet alle Syndere med sit dyrebare Blod, skal ei og heller lade sin Naade være spildt paa hende, saa din fule Aand skal ei saa det, du leder efter, at føre hende i Desperation, men hun skal med Guds Hjælp dø et Guds Barn.“ Resp. “Jeg taler ei mere idag.“
Nu stod Kvinden og rettede Mad til, raabte derfor Spøgelset endnu: “Giv mig noget Suppe!“
Jeg svarede: “I Helvedet er din Mad beredt! Pak dig nu her ifra! thi du haver ei videre at bestille.“
Resp. “Nei.“
“End naar hun er død, vil du da ei bort?“
Resp. “Jet, jet, jet.“
Hvad det var, forstod hverken jeg eller andre, som bedre var vant med Maalet.
Siden hørte jeg ei mere til Spøgelset, men Nille fulgte mig i Baad ud til Fogden, som holdt Tiende-Bytte der en Fjerding Vei ifra ved Legnes, hvor hun gjorde samme Bekjendelse i hans og Almuens Paahør, Ord for Ord, som er meldt. Derpaa er hun henført til Lensmanden, indtil Ting kunde holdes og sættes.
Imidlertid holdt Spøgelset ved, og talede endnu nogle faa Ord undertiden. Engang raabte det til Mandens lille Barm “Elisabet-Mor, kom hid! jeg vil give dig Spil. Tvi være min Moder, som dræbte mig, ellers kunde jeg have spillet med ligesom du og end været større.“ En anden Gang sagde det: “Jeg vil være hos og se paa min Moders Blod, naar hun rettes.“
Omsider fik hun sin Dom af Sorenskriveren til Døden, hvilket værdige Hr. Lagmand, velædle og velbaarne Hans de Fine, confirmerede, og Hr. Amtmand, velædle og velbaarne Christian Kruse, som da var her paa Stedet, anbefalede til Exekution; men som Amtmanden paa sin Hjemreise drog op paa Skaalvold, hørte han Spøgelset tale samme Ord, ja, og der den velbyrdige Herre talte det haardt til, svarede det uhøfligen, og der Amtmanden reiste bort, slog det tvende Ruder ind i Vinduet, der han gik af Døren. Røsten lød hel kleinlig og lespede som et Barn, der kunde have talt et halvt Aar.
Den 16. December blev hun rettet, men anden Dagen før saa Kvinden i Huset Spøgelset staa i Gaarden i menneskelig Skikkelse, men ganske smalt og høit, at det ragede over alle Huse. Den næste Nat før, saa Manden det selv tilhest og stævnede ud til Retterpladsen. Det var saa forskrækkelig stort, at det syntes at række op i Skyerne. Tilforn havde det nogle Gange sagt: Det kunde ikke lade sig se; thi det var som en liden Mus, undertiden saa stort, at dersom de fik det at se, blev de alle forfærdede. Ellers gik hun meget vel beredt til sin Død, saa jeg kunde ikke noksom udsige hendes Tros Stadighed og Pønitentses Alvorlighed.
Efter Revselsen var Spøgelset borte i ti Dage, og man hørte der slet intet til; men efter den Tid begyndte, det paany, saavelsom at tale om flere, som har begaaet samme Misgjerning, sigende sig ei at vige bort, førend alt det Blod blev hevnet. Hvad herom videre med Tiden kan aabenbares med sin endelige Udgang skal ogsaa rigtig blive forfattet; men dette er saaledes passeret, som jeg selv har med mine Øine seet og med mine Øren hørt; saa sandt hjælpe mig Gud.
- Laskestad Prestegaard d. 29. Decemb. Anno 1687.
Den hele Vinter siden continuerede denne malus genius[1] i sine forrige Discurser og det end siden saa aabenbarligen, at han talede om høilys Dag, saa hvor man gik i Gaarden, kunde man høre Røsten, men nu var alle forbuden at videre tale med ham eller svare, saa han grasserede hen, til det led saa langt paa Foraaret, at Nat og Dag blev lige lys. Saa blev han ganske borte og man hørte aldrig mere til ham i saa Maade.
Efter en Afskrift i Samlingen Lützoviana paa det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Denne Fremstilling er forfattet af Hr. Arne Hartvigssøn, der først var personel Kapellan, siden Sogneprest til Laskestads Prestegjeld i tilsammen 68 Aar, nemlig 1676–1744, i hvilket sidste Aar han døde opimod 90 Aar gammel.
Hans de Fine, Kongl. Majestæts Commissarius i Bergen og Lagmand over Nordlandene og Finmarken, Jens à Møinichen, Sogneprest til Bodø Prestegjeld og Provst over Saltens Provsti, Christen Jenssøn Hveding, Sorenskriver udi Saltens Fogderi, – gjøre hermed vitterligt, at Hans høie Excellences naadige Befaling af Dato 7. April 1688 er os indhændiget, lydende i efterfølgende Maade:
- Hilsen med Gud!
Eftersom Hans Kongl. Majestæt haver fornummet, at den Kvindesperson, som udi Nordlandene af et Spøgelse skal være angivet at have myrdet sit Barn, derefter er bleven paagrebet uden videre Bevislighed eller Oplysning i Sagen, alleneste efter egen Bekjendelse, at hun bemeldte Ugjerning havde begaaet, dømt fra Livet og endeligen henrettet, – da er allerhøiestbemeldte Hans Kongl. Majestæts allernaadigste Villie og Befaling, at de samtligen Hans Kongl. Majestæt om samme Sags rette Beskaffenhed en udførlig Relation allerunderdanigst skulle gjøre, og Hr. Lagmand med Sorenskriveren derforuden forklare, hvad Fundament de til denne afsagte Dom haver havt. Befaler dennem imidlertid udi guddommelig Beskjærmelse.
- Kjøbenhavn d. 7de April Anno 1688.
U. F. Gyldenløve.
- Udenpaa var skrevet:
Ædle, hæderlig og høilærd, saa og velforstandig Hans de Fine, Lagmand over Nordlandene, Magister Jens à Møinichen, Provst, og Christen Jenssøn Hveding, Sorenskriver der sammesteds, venligen tilhænde.
Da haver vi os underdanigst forsamlet paa Stegen den 18de Juli samme Aar samme Hans høie Excellences naadige Befaling at fuldbyrde, hvor da befandtes, at et Kvindfolk ved Navn Nille Jensdatter, som længe haver været i Bygderygte om (ɔ: for) sit onde Levnet udi Menigheden med Letfærdighed og Barnemord, hvorom hun ofte af hendes Sjælesørger haver været advaret og formanet i mange Aar, dog forgjæves, indtil nu udi November Maaned sidst forleden, da Presten paany efter mundtlig Conference med Provsten haver taget hende for sig igjen, hvor hun efter lang Imellemtale omsider, der hun fornam, at Presten stundede til det Sted, hvor Fosteret skulde have været nedgravet, rent ud gik til Bekjendelse sig at have avlet Barn og myrdet det. Hun sagde og fremdeles: “Det gjør ikke gode at gaa did; thi Benene tog jeg derfra i Vaares og kastede i Havet.“ Hvilken Bekjendelse hun atter igjen vedgik for Presten og Medhjelperne tillige, og siden ophermede (d. e. gjentog) det samme for Fogden i Mænds Nærværelse. Hvorpaa hun da er paagreben og ført for Retten, hvor hun, efterdi ingen flere Prov haves kunde (thi Manden, som hun havde avlet Fosteret med, var alt længe tilforn død) af Sorenskriveren og Lagrettet er dømt at lide for sin Misgjerning: Hvilken Dom er confirmeret af Lagmanden efter nærmere Udforskning og erholden Presternes og Dannemænds Vidnesbyrd af Dato 18de November 1687, hvorefter hun af Lagmanden postvis er bleven examineret, som og af hende i alle Maader er bleven vedgaaet, saa lydende:
„Eftersom vor velædle Hr. Lagmand Hans de Fine er af os undertegnede et sandfærdigt Vidnesbyrd begjærende om Nille Jensdatters beklagelige, syndagtige Levnet udi Ledingens Menighed, da er dette baade os og den ganske Menighed vitterligt, at hun for 14 Aar siden, da hun tjente sal. Lars Olssøn paa Skaalvold, lagde sig i Daskeri med en Ægtemand, navnlig Mads Titing, Husmand sammesteds, af hvilken hun blev gjort svanger, som overalt var Rygtet i Menigheden. Men som hendes Forsæt var at myrde Fosteret, har Djævelen hjulpet hende at skjule Synden, indtil han fik Mord til Hor; thi Barnet er strax efter Fødselen strikket med hendes Flettebaand, og denne ynkelige Gjerning saaledes nedstukket og bleven upaatalt, endel fordi de Folk, hun var hos, var hende nær beslægtede, endel fordi ingen vilde gribe hende an, fordi hun var nu af med Fosteret og alting var skeet i Dølgsmaal. Dog formaaede Presten faa meget for Bygderygtets Skyld – thi baade Store og Smaa vidste det –, at ermeldte Mads Titing maatte rømme Menigheden efter Recessen, som og skede. Thi drog han til næste Menighed, kaldes Foldens Fjerding i Bodø Gjeld og sig der nedsatte. Men som Satan allerede havde faaet saa stor Indgang hos dennem, har de tilladt ham videre Fremgang, saa at denne Mads Titing har gaaet over et Fjeld 1½ Mils Vei til ermeldte Nille Jensdatter og igjen øvet sit forrige Horeri, at hun er bleven med Barn paany, hvilket ogsaa var et almindelig Bygderygte. Men hun selv det baade forsvor og negtede; thi hendes Forsæt var at henmyrde dette som det forrige. Imidlertid lod Presten hendes Madmoder skarpeligen tilsige, at hun skulde have flittig Opsigt med hende, saafremt, om andet skede, hun ei vilde anklages som Medvidere, hvilket og skede; og træffede hun hende i Fødselen, som ogsaa var i Dølgsmaal. Hun havde alt beredt en Strikke til dette Foster, som det forrige, men blev paa denne Maade forekommet af Madmoderen, saa det maatte for Lyset; var dog saa forbunden, at det strax ved Døden afgik. For 3 Aar siden døde sal. Lars Olssøn, hendes Husbonde, og en Fremmed ved Navn Nils Jenssøn kom igjen til Gaarden, hos hvilken samme Nille igjen blev i Tjeneste. Da begyndte hun sit forrige Levnet paany med en Fin, som samme Mand havde leiet til Sommerarbeide, saa han fandt dem ofte ubluelig tilsammen og maatte derover strax skikke Finnen fra sig. Herover er hun altid formanet af sin Sjælesørger, hun mere skulde tænke paa det evige end det timelige, og dersom hun vidste sig skyldig i saadanne misdædiske Gjerninger, hun da i Jesu Navn skulde bede Gud om en sand Bekjendelse og redde sin Sjæl fra den evige Fordømmelse. Guds gode Aand har ogsaa omsider hos hende arbeidet, saa hun utvungen og godvillig er gaaet til en sandfærdig Bekjendelse, ligesom Bygderygtet var og end grovere, saa det maatte størle Haaret paa et retsindigt Guds Barns Hoved, som hørte hendes mordiske, utugtige, ubluelige og meget forargelige Levnets Adfærd, hvorover hun nu og er overleveret i Øvrighedens Hænder at lide Dom for sine Misgjerninger. Vi vil ønske hende et bodfærdigt og troende Hjerte, at hun i Sandheds Bekjendelse maatte dø og frelse sin Sjæl fra den evige Død. Dette altsammen er baade os og den ganske Menighed vitterlig, hvilket vi hermed velædle Hr. Lagmand meddeler til Oplysning om ermeldte Nilles syndagtige Levnet og Adfærd og med vore Hænder og Bomerker saaledes i Sandhed bekræfter og til med høieste Ed være gestændig.
Laskestad Prestegaard d. 18. November 1687.
| Hartvig Arntsøn, | Arne Hartvigsøn, |
| Pastor loci. | V: Pastor loci. |
| Anders Jacobssøn. | Nils Siverssøn. |
| Peder Olssøn. | Nils Jenssøn paa Skaalvold. |
| Peder Nilssøn. | Nils Jenssøn. |
Dette Vidnesbyrd bekræfter ogsaa den daværende Kongl. Foged S:r Michel Storm, som ikke kunde udføre Sagen i sin Tid til Dom og Exekution, efterdi intet Foster fandtes eller Oplysning i Sagen og Personer i de Tider halvstarrig benegtede Gjerningen. Efter disse Bevisligheder tilligemed Kvindfolkets egen frivillige Bekjendelse have Under- og Overdommeren funderet sine Domme, hvorved forklares, hvad Fundament de til sine afsagte Domme havt have. Hvilken Dom siden af Amtmanden er paaskreven at fuldbyrdes ved Exekution. Og som dette ogsaa af Amtmanden d. 6. December er bleven Provsten berettet, saavelsom at Amtmanden selv havde talt med det Spøgelse paa Skaalvold, der havde opraabt indbemeldte Kvindfolk og flere, som skulde have omkommet deres Børn, haver Provsten tilskrevet Biskopen i Throndhjem, saavidt hannem derom vitterligt var af Amtmandens og Præstens mundtlige Underretning i følgende Maade at fornemme Bispens Betænkende:
Venerabilis Domine Pater, Fautor Suspiciende, Doctor Christophore Schletter![2]
En sær Casus haver sig tildraget i Stegens Præstegjeld udi Lenes Kirkefjerding paa en Gaard strax ved Kirken ved Navn Skaalvold. Forleden Vinter har der spøget paa Gaarden med Slag og Banken paa Væggene. Hr. Arne lod sig finde paa Steden, hørte det ogsaa, som andre før hannem havde berettet, formanede Folket paa Gaarden til Gudsfrygt og at de intet skulde frygte for Satans Spøgeri, men med Bøn og Sang staa hannem imod. Paa Vaaren blev det stille igjen, og hørte man intet dertil Sommeren over. Nu i Høst haver det begyndt igjen og talt med lydelig Røst og spæet som et Barn og lader Røsten sig høre ude i Forstuen under en Haandkvern, som Tøserne staar og maler paa. Den haver først klaget og klynket, siden raabt: “Nille-Mor, Nille-Mor!“ hvorpaa samme malus genius efter Tilspørgsel, hvo han var, og hvad det var for en Nille-Mor, han raabte paa, har svaret sig at være en fordømt Aand, avlet af Nille-Mor og Mads Titing, og af Moderen ombragt og henlagt under en Berghelle.
Et Kvindfolk, Nille, der paa Gaarden, som havde avlet et Barn med bemeldte Mads Titing, herom tiltalt, vilde ikke vide af flere Fostere end det, hun havde bragt for Lyset og havde staaet Skrifte for. Spøgelset tvertimod stod fast paa sit. Hr. Arne confererede med mig, og gav jeg hannem min Betænkende, at han først privatim skulde handle med hende, efterdi Mads Titing var død, og hvis hun ikke vilde lade sig overtale til Omvendelse, man da kunde føre hende til det Sted, hvor Fosteret havde været henlagt, og give flittig Agt paa alle hendes Gebærder. Hr. Arne holdt hende sin Salighed for. Hun endda negtede obstinat alting Malus genius svarede: “Min Moder snoede mig om i Vaar, og da rev jeg det ene Øie ud paa hende.“ Hun derimod: “Det er vist, jeg fik Men paa mit ene Øie, men det hændes saa mange andre.“ Thi, som mig berettes, har en Perle sat sig paa det ene Øie, at hun derpaa har mistet sit Syn. Hr. Arne stundede med hende til Stedet at ville lede efter Fosteret. Der rørte Samvittigheden hende, saa hun rent ud bekjendte, at det gjorde ingen Nytte at gaa did, thi hun havde taget Benene fra Stedet igjen forleden Vaar og kastet dem i Havet, og samme Tid havde hun faaet det Men paa sit Øie. Fosteret havde hun avlet med Mads Titing for 14 Aar siden og kvalt det med sit Haarbaand, og da var hun ikkun 13 Aar gammel. Kvindfolket er af den verdslige Øvrighed taget fast, hændt Dom over at miste Livet, Dommen confirmeret af Lagmanden, Exekutionen beordret af Amtmanden, Satan derimod ad fallendum artificiosus[3] holder sig immer for der paa Steden og haver holdt en lang Samtale med Amtmanden, lader som han ynker hende, at hun nu skal dø. Han forbyder, at man maa se efter ham, men lader Røsten høre for alle, som er tilstede, siger endnu flere saadanne Fostere der omkring at være henlagt. Han begjærede Brændevin af Amtmanden og Mad af Folkene i Huset, truer med at infestere[4] Husfolket om de ikke vil give hannem, kaster med Sten og Ler af Skorstenen og gjør megen Ustyr. Men ellers kommer mig en Tanke ind. Hvo ved, om Mennesket har gjort den Gjerning eller Satan har indbildt hende det per phantasiam, som han for nogle Aar siden indbildte nogle Kvinder i Finmarken, at de havde omkommet Iver Christensføns Skib af Bergen, hvorpaa de paa deres egen Bekjendelse bleve brændte, og Skibet kom velbeholden og uskadt til Bergen. Dette haver og Lagmanden foreholdt hende, men hun staar fast ved sin Bekjendelse. Dernæst tænker jeg: Skulde man gjøre Fanden den Ære og paa hans Aabenbarelse henrette et Menneske, at han kunde føle sig i hendes Blod? Han, som selv har forført hende, selv forholdet hende og selv villet forskrække hende maaske til at tage Livet af sig selv, og som han nu ikke venter Sjælen, tørster han efter Blodet! Jeg har talt med Amtmanden, som nu først for 2 Dage siden kom hjem, i den Mening, at man vel, før Mennesket blev henrettet, burde angive Sagen for Hans Kongl. Majestæt og Consistorio og derpaa vente decisionem tam theologicam qvam juridicam.[5] Jeg falder ellers i Tanker om et Kvindfolk hvilken, naar hun drager den ene Kvern, som staar bag Stuedøren i Forstuen, da høres Røsten, men naar hun vises hen til den anden Kvern, som staar i Indgangen i Forstuen, hvor man kan se hende igjennem Stuedørsgløtten – thi Fanden vil altid, at Døren skal staa paa Gløt – og en anden vises hen at male paa den Kvern, som staar i Vraaen bag Døren, høres ingen Røst Amtmanden i sin Samtale med Spøgelset haver befalet hannem, at han skulde gjøre sig det grummeste, han kunde, hvorpaa han hørte strax et Lyd som et hvinende Væsel, brølende Oxe og murrende Bjørn, med Spørgsmaal, om han nu ikke blev bange, hvorpaa Amtmanden svarede: Nei, han skulde gjøre sig endnu grummere. Derpaa blev givet Gjensvar: “Nu kan jeg ikke mere.“ Amtmanden spurgte, hvor længe han vilde blive der. Herpaa svaredes: “Saa længe Amtmanden er her.“ Amtmanden svarede: “Du skal have Tak, at du vil varte mig op.“ Han sagde: “Jeg vil følge med Amtmanden til Søen.“ Amtmanden svarede, at han ikke havde hans Tjeneste behov, han skulde pakke sig der fra Stedet. Herpaa svarede han, at han vilde blive der. Amtmanden sagde: Han skulde Derfra. Den svarede: Han vilde ikke. Amtmanden svarede: „Jeg skal vel skaffe dem hid, der skal føre dig herfra.“ Den spurgte: “Hvad skal det være for nogen?“ Amtmanden svarede: “Det skal du vel saa at vide.“ Derpaa murrede den forbitret og skar ligesom med Tænderne. Den Relation gjør jeg efter velædle Hr. Amtmands og Hr. Arnes mundtlige Beretning, forventende herudinden Venerandi Domini Patris Betænkende med Ønske, at Gud vil selv tvinge Satan under os og lægge hannem under sine Christnes Fødder.
- Bodø Prestegaard d. 8. December 1687.
J. à Møinichen.
Siden dette Brevs Dato er Provsten anderledes berettet om bemeldte Kvindfolks Alder, at hun paa de Tider var langt over 13 Aar gammel, saasom det befindes, at hun paa de Tider, hun blev rettet, var imellem 30 og 40 Aar.
Efter denne Beskaffenhed foretog sig Provsten sin Visitation udi haardeste Vintertid og strengeste Veirligt til Søes at forrette og visiterede udi samme Menighed d. 12. Januar 1688 og raadede Almuen at staa Fristeren imod, ikke at tro paa hans Opraab, men alene at frygte Gud, trøste sig paa Christi Værdskyld, og hvo der havde syndet at omvende sig i Troen til Christum og fremvise et nyt Levnet i Hellighed og Retfærdighed. Han raadede og Bonden paa Skaalvold til ikke at vige fra sin Gaard for Satan, men forblive paa Stedet og trøste sig med Guds Beskyttelse. Han fornam og af Prestens, Bondens og andre troværdige Folks Beretning, at det første Spøgelse var forsvundet, men atter igjen et andet udi et andet myrdet Barns Person at være kommen igjen, som opnævnte mange Folks Navne, som skulde have dræbt deres i Letfærdighed avlede Børn, somme et og nogle flere, hvilke og alle tilforn have været i Bygderygte, hvorom og Provsten gjorde sin Advarsel til Almuen, og formanede de beskyldte til at give Gud Æren og frelse deres egne Sjæle. Siden denne Tid er en fornummet at være bortdød med stor Jammer og Anger og ingen Trøst at have villet annamme af nogen. Hvad med de øvrige er at anfange, sættes i al Underdanighed til Hans Majestæts allernaadigste Villie.
Aarsagen til at denne Forretning ikke tilforn er fuldbyrdet, undskylder Lagmandens lovlige Reise til Finmarken udi sin Bestillings Forretning, hvorfra han nu nylig er hjemkommen og Sagen strax foretaget i al Underdanighed.
Denne vores allerunderdanigste sandfærdige Relation om Sagens rigtige Beskaffenhed efter Hans høie Excellences naadige Befaling nedlægges i allerdybeste Underdanighed for Hans Kongl. Majestæts vor allernaadigste Arveherres og Konges Fødder af
allerunderdanigste
Arveundersaatter og Tjenere| Hans de Fine. | J. à Møinichen. |
| (L.s.) | (L. S.) |
| Christen Jenssøn Hveding. | |
| (L. S.) | |
Efter en Kopi af Indberetningen som findes i Biskop Gunnerus’s Protokol i Rigsarkivet. Den Tid, denne Samling af Aktstykker var i den lærde Nordlandsprest Gunnar Bergs Forvaring gjorde Professor B. M. Keilhau et Udtog af den, som han meddelte som Anhang til sin Reise i Sin og Vest-Finmarken. Hans Afskrift er dog ingenlunde nøiagtig, men vrimler af Feillæsninger.
Jens Mortensen à Møinichen (f. 9. Mai 1642 † 15. September 1712) var en Svigersøn af Biskop Erik Bredal, blev 1666 Sogneprest til Bronø, 1676 til Bodø og Provst over Salten og forflyttedes 1696 til Sogneprest til Nykirken i Bergen. Han var en af Tidens strengeste Prester. Engang satte han en Gut i Halsjernet udenfor Kirken saa han døde deraf. Men det maa vel være lykkedes ham at godtgjøre, at Guttens Død skyldtes andre medvirkende Omstændigheder, siden han beholdt sit Embede.
Hvad Amtmanden Laurits Kruse angaar, fik han i det nævnte Reskript af 31te Marts 1688 en alvorlig Skrabe: “Iligemaade haver Statholderen Amtmanden at tilkjendegive, at Kongen ingenlunde er tilfreds med, at han imod Provstens gjorte Protestation og Vicestatholderens Forbud har ladet Exekution ske førend han det allerunderdanigst havde tilkjendegivet, og Kongens Villie derom fornummet; med alvorlig Besaling herefter i saadanne dubieuse Tilfælde med Exekutionen at indeholde, indtil han Kongl. Resolution derom haver erlanget.“ (Wessel. Bergs Reskr. I, 172)
Jeg kan vel erindre for nogen en Tid,
adspredtes et Rygte til Helgeland hid.
at næst ved den Laskestads Fjerding
en Djævel opdag’des, som talede ramt
adskillige Hændelser uhørligt og grumt
alt om en udlevede Kierring;
da samme Slags Djævel fik Munden paa Gang,
var mange, som skjøtted ei, Veien var lang,
forlysted sig did til at drage,
at høre paa Satans Prædiken og Tant,
da dog den forbandet bedragelig Fant
ved Folk vel om Næsen at tage:
der blev da fortælled forfærdelig Ting,
alt Landet opfyldtes med Sladder omkring,
hvorom jeg ei Pennen vil røre.
Hvad skal man vurdere Beelzebubs Snak,
hvorvel den vanvittige Pøbel og Pak
vil laane til saadant sit Øre?
Den talende Aand fik Tilhørere nok,
da Folket fra Vaagen og Skraaven i Flok
fra Fiskeri reiste tilbage.
Dem syntes, de vilde fornye sin Mynt
at høre, hvor Sproget faldt tykt eller tyndt,
og smage den fremmede Kage.
De komme til Hus og fortalte os det,
formenendes, alting var herlig og net,
slig fremmed en Prest til at høre;
men de fik en anden Forklaring herpaa,
da Presten paa Prædikestol kom at staa,
man kasted dem andet for Øre.
Vi lod dem alvorlig med Trusel forstaa:
hvis nogen herefter arbeidede paa
sin Fødder did hen til at røre,
han skulde skatteres ret lige ved den,
der kaster Vor Herre af Tankerne hen
og har med Afguder at gjøre.
Hvad sker her? Det dryed en Maaned à tre,
der Fanden fik ingen Tilhører at se,
han skjæmtes at prædike mere
Man hørte, det Rygte med Tiden forsvandt;
thi Fanden derefter ei Leilighed sandt;
saa skal man den Abe fixere.
Petter Dass’s Nordlands Trompet (Rektor Erichsens Udgave, Kra. 1874. S. 107 f.)