Åpne hovedmenyen
N
ye kulturperioder kommer aldrig uventet eller ligger der pludselig foran det forundrede folk paa samme vis som en blank godveirsmorgen gjør det for den som vaagner efter en stygveirsnat; folket var selv med i stormen, var stormen. Og det som skedde i norsk aandsliv og kunst i det 13. aarhundrede, var længe forberedt, og blev ikke til paa én nat. Det gamle og det nye blir desuten ved længe at gaa jevnsides utover seklet og seklerne.

I Sturlungasaga fortælles ensteds om er bryllup paa Holar i det nordlige Island; det er en saga som blandt sagaerne indtar en særstilling som kilde, idet begivenheterne ialfald for de senere aar er nærmest samtidige med nedtegneren og saaledes ikke har gaat gjennem de mange munder eller er blit forvansket. En viss uslitt friskhet. Den kan saaledes endog gi sig til at avskrive breve, som bud reiser med; og da er man jo paa vei til at forlate selve mundtligheten. Ved sin ferskhet er den gaat klar av skablon, av den ættesagaens glans som stundom nærmer den til glansbilledet. Og dens skriftlighet sikrer, underlig nok, ogsaa den ældre del en tindrende oprindelighet. Man faar f. eks. mandedrap og kamp fremstillet slik som denslags foregik og hadde foregaat, i al sin usminkede raaskap, med virkelighetens sagnløse, grelle lys over scenerne, uten Valhallafestivitas, uten de senere tiders digtende forgyldning og beskrivende skablon, uten heltenes røde skarlakskjortler og det guldindlagte sverd: naar flokkene fylker sig mot hverandre, gjælder det at stille sig slik at der er let til sten, og høvdingen raader sine folk at spare paa stenen – ellers kaster fienden den tilbake; og der er en fast glose paa de saar som følger av det skyts – «steinshǫgg» heter det. Heltene er kvæg, som overmandet leies frem eller ut «til hǫggs», holdes av den ene, mens den anden bruker bilen og offeret hujer paa prest. Denne saga er nemlig ogsaa mindre hedensk end de andre viser tegn paa tiltagende kristentro, forsaavidt helten ikke længer fortrøster sig paa sin egen «mátt ok megin»: han synger salmer for et godt ord og ønsker at vandre heden beredt.

Denne Sturlunga-saga mindes ensteds i det første avsnit – i den saakaldte Thorgils og Havlides saga – en lystig type paa en prest, som lægger kvad og fortæller. Det er saadan i begyndelsen av 12. aarh., og han het Ingimund; var en saare avholdt og agtet mand i sit herred – «hinn mesti gleðimaðr», som ved festlige sammenkomster var ivrig for at skaffe underholdning. – Der stod altsaa, som sagt, et bryllup paa Holar, og like i begyndelsen var der litt mislyd i laget paa grund av en av gjesternes holdning; men saa blir denne – nemlig Thord. – snakket til rette og beroliget: her er bare venner tilstede og ingen fiender, sier man; og han kommer igjen i godlun – jeg oversætter hvad videre sker: «Efter det kom bordene frem, og man sat trangt paa bænker og paa forsæter. Der var baade godt og rikelig med traktemente, og de knuslet ikke; skortet heller ikke paa god drik. Da sa Ingimund prest at Thorgils skulde udbringe mindeskaalerne (mæla fyrir minnum[1]). Men han undslog sig, og vendte sig til Thord, bad ham si, hvis mindesbæger her først skulde drikkes. Thord var de rigtig oprømt og sa til Ingimund prest at en av hans bedstevenner fik indlede gildet, – sa, han skulde nok hjælpe til hvor han kunde bidra til at fremme festen. De drak nu glade; og drikken gjorde dem fort lystige. Thord var ingen stor turebasse; han hadde litt vanskeligheter med fordøielsen, som ofte kan være tilfældet med den som daarlig helse har; for manden var da tilaars, og om han end fremdeles var en kraftig kar, saa bar han paa er litet svakt punkt indvortes og var av den grund ikke saa svært god i matveien: han hadde nemlig litt tungt for at spise slagt, fordi han blev opblaast av det, saa der gik ustanselig svære rap fra ham, og kom derved til at ha litt ond aande. Thord var en mand med uttryksfuldt ansigt, med vakre øine, som laa godt i hodet; han var helt skallet foran og tyndhaaret for den øvrige del; hadde det med at skotte op og smaahugg ustanselig med hodet. – De drak nu tæt og fik noget paa, allesammen; blev pratsomme. Og de maa skrike, naar de vil slænge stubber over til hverandre. Men der er litet bevaret i folkesnakket om deres kaate ord. Det fortælles dog at Ingimund prest lutet sig over til sin sidemand, som spurte: og sa til ham:

Thord stønner
saa det drønner!

Det blev svær latter av det. Og efterpaa lekte de indpaa dette mange ganger. Og da saa det var over, kvad Thord imot dem:

Aanden er Ingimunds, den –
ei søt der han sat – kjend!

Og som følge av disse stiklerier tok festglæden iii at graane, og tilsidst dukket der op hele nidvers. Blandt andre blev da dette kvædet hil Thord:

Bulder i bolde høvdinge-strupe!
skin av jer godes skalle, den glupe!

Her lo Thord svært av visestubben og kvad straks imot:

Reiser sig vinder ved væggen der:
Stygvond blev skurken av rapen jer!

Nu smilte Thorgils, men svarte ikke spor borti stikleriet. Ingimund sa at nogen av fællerne paa deres bænk fik lage til en vise imot Thord. Da blev dette kvædet:[2] Det er ingenting, det vi raper, vi gjester paa stute-kjøttet. Nei, Thord det er kar til at rape over sit matfat, Thord, søn av Thorvald, søn av Kjartan! – Thord skottet bort ovenpaa den visestub, og han syntes at stemmen kom der ovenfra en mand paa en av forsæterne, en rusk av en kar med svært haar. Han hentet da husets frue for at snakke med hende, og spurte, og pekte, hvem han var, den haarlug-fyren, som sat paa forsætet ved Thorgils-bænken. Hun sa: Det er Olav Hildissøn. Thord mælte: Ikke kan vi to længer sitte her i dette lag! send ham væk til en anden gaard; ellers blir det til det at vi maa ride bort. Langt om længe gav hun svar, og da sa hun: Ære tykkes det os at ha dig her; men ikke kan jeg se mig nogen utvei til at faa sagt farvel til Thorgils’s følge nu. Og Olav mente nu visst heller ikke større vondt med sine ord. – Nu la andre merke til deres samtale; og Thorgils spør hvad det var de to hadde at prate om. Hun sa ham det; og bad forsigtig Thorgils om at faa Olav til at reise sin vei, saa gildet ikke skulde bli ødelagt for hende. Da svarte Thorgils: Slik blev der lovet Olav sikkerhet, at hos mig skal han være tryg; men fredløs er han om han er hos andre. Kort sagt: jeg sender ingen av mine mænd i døden. Og Thord faar gjøre med sit bortridt som han lyster. Olav skal ingensteds fare! Men vi skal prøve at la Thord faa være ganske i fred. – Da steg Thord unna bord; og det blaaste i ham rigtig ondt, men han sa ingenting. Da var det én som kvad dette:

Under laget det lange
lød der et brag – der brød en
væmmelig og voldsom
vind fra et bryst herinde.
Hu! Man holdt for næsen
haanden – fælt det aanded,
godens gab; det lugtet
gruelig i stuen[3].

Det er ikke fortalt, om Thord svarte paa denne vise. Men han og alle hans mænd gik ut; de fik tak i sine vaaben og klær, og red saa sin vei om natten til en anden gaard. Men som Thord steg ut blev følgende kvædet: Goden rapet, saa vi blev usams; stod hans haar tyndt i nakken, og hver mand ropte fy! – Det sies at med denne visestump blev Thord fulgt til dørs. Men det forlyder intet, om han ellers fik gaver eller ikke. – Thorgils sat nu tilbake og hans følge, og saa brudgommen samt presterne. Det forekom forresten Thorgils og hans mænd næsten litt vel braatt, det bortridtet til Thord og hans folk. Nu blev der festlarm og stor glæde, man gik til ordentlig moro og mange slags lek, baade dans-leker) glimer (ryggetak) og underholdning med sagn (sagna-skemtan), Man sat syv samfulde nætter i gjestebudet …»

«Sagna-skemtan» – det var dette, som bl. e. avløste nidstevene. Saa gjengir sagaen, hvad traditionen vet at berette om sagn, man dengang kortet tiden med i gildet: «Rolf fra Skálmanes fortalte sagaen om Rongvid Viking og om Olav Lidsmanna-konge og om Thraain Berserks hauge-indbrud og om Romund Gripssøn, og fremsa mange viser attpaa. Men denne saga var Sverre konge’s underholdning; han sa, slike «lygisǫgur» var de morsomste …»

I dette drastiske interiør av et gilde ser vi, hvorledes den gamle og den nye tid møttes paa Island, idet gildet holder paa at utarte til en ren Lokasenna (Lokes trætte) eller Hárbarðsljóð; men saa tar man rev i seilene og det ender i harmløs moro. Det foregik saa tidlig som 1120. Vi faar i Sturlungasaga paa flere omraader tonen i selskapslivet før og nu; og jeg tror, interiøret er typisk for Norden, selv om vi rigtignok faar huske, dette er Island, idet jo Norge med sit hof og livligere samkvem med Europa selvsagt var naadd noget længer i «kurteisi» – i beleven optræden. Formelt utvikler det sig i bryllupet til en regulær stevjing, med hele dens stillestaaende karakter, fuld av gjentagelse, stivnet – flytter sig ikke av flekken! bare varierer finterne i anledning av en gjests fordøielses-besværligheier, for at ende i et gammelt, kunstlet versemaal fra en forgangen tid; det virker saa goldt at det fører éns tanke hen paa intet mindre end «den lærde tids» saakaldte «leverrim». Selv om man siden i laget gaar over til en anden og bedre sort adspredelse, er det dog især et billede av den gamle tid vi faar, baade ved stevnenes drøihet og ved den knastørre formalisme, en holmgang paa haslet vold, resterne av vikingeolds yndlings-moro i gilde, den farlige mandjevning som hadde saa mange former.

Naar der kan gjøres saa meget utav en gjests egenheter paa det digestive felt, saa aner man hvad der kan komme ut av det, naar man begir sig indpaa det erotiske. En videre utvikling eller egen art av samme underholdning var den stevning som nævnes i den fromme og strenge biskop i Holar Jon Ogmundssønss saga (i Byskupasǫgur) fra omkring 1100 (han var født ca. 1050); det kaldes at kvæde «tvimenning», som selvfølgelig ikke betyr at man synger tostemmig. Der staar: «En lek var svært paa mode blandt folk som var uskjøn, nemlig at man kvad til hverandre – mand til kvinde og kvinde til mand – forsmædelige og skamløse og utilbørlige viser. Men det lot han dem lægge av og forbød dem aldeles at gjøre det. Kjærlighets-kvad (mansǫngr) eller -viser vilde han ikke høre kvædet eller vite av at man kvad. Dog fik han det ikke ganske avlagt.» Nei, den gode Jon Ogmundssøn gjorde nok ikke det. Men det er mulig, elskovsvisens indhold blev mindre haarreisende, mer høviske end ved skikkens begyndelse. Den gamle «mansǫngr» var i oldtiden strengt forbudt i loven; og den voldte kamp og drap mellem ætterne, saaledes som vi f. eks. ser det i Vazdœlasaga fra Nord-Island ener i Fóstbrœðra.

I bryllupsgildet paa Holar gik man altsaa over til romantiske heltesagn – «løgnsagaer». Men blandt den ny sort adspredelse nævnes mange slags leker, og blandt dem ogsaa dans – og dans betyr da ikke vort «dans», men visen som synges, og vel ogsaa kan danses eller trampes til. Den øker i popularitet og faar tilslut en vældig plads som underholdning ved festlige sammenkomster. I Sturlungasaga nævnes der omkring et aarhundrede senere mænd med tilnavn som tyder paa skikkens utbredelse f. eks. «Danza-Berg». Det tiltar, det utvikler sig til en ren syke; og her er atter Sturlungernes saga den gode kilde. Fra ca. 1250 nævnes det gang paa gang; hele grænder blev grepet av manien. Denne nye tid med den nye letfærdige tone er «folkevisens» grotid. Og skikken gaar haand i haand med andet leven. Der staar ensteds i Sturlungasaga om Kolbein’s forhenværende kampfæller, at de slog sig ned hos Helga nord paa Flugumyr og var «gemsmiklir», ɔ: fór med skøi og spektakel. Det er en ny egenskap – og ikke det samme som det gamle «gleðimaðr»; «gems» er bare kjæte, det er gaminagtig fjas, som ikke er harmløst. Saken tages op igjen utførligere, og sagaen betoner hvor de om vinteren laget danseviser («fóru með dansagǫrðir»), og disse var fulde av personlig spot – «flimtan», staar der. Snorres brorsøn Thord Sighvatssøn liker ikke det nye, delvis maaske fordi han blandt andre selv blir de kaate finters skive. I ethvert fald søker nu deres nye høvding Brand at snakke dem til rette og stanse farsotten; han advarer dem og sier at slik ondskap kan avstedkomme megen ulykke. Disse stubber render saa mellem herrederne; og det ender da ogsaa med at denslags kaster skygge over to nabogrænders forhold til hverandre. Efter jul er det aapent fiendskap mellem de to høvdinger Brand og Thord; og affæren ender med et svært og blodig opgjør. – Eller litt længer ut i samme saga – en ti aar senere – hvor det staar om en gaard nord i Skagafjord, der Thorgils Bødvarssøn har slaat sig ned for en stund: «I Vidvik var stor glæde og godt at være, leker og meget folk. Det var en søndag, at der var svær dans; og en masse folk kom dit…» I oldnorsk tekst lyder det som en festlig liten hymne, som en beskrivelse av livet ved det guldtækte Gimle. Og saa berettes om presten Haamund fra Holar, som hin sommerdag hadde hat gudstjeneste i Oslandsli og nu kom ridende til dans i Vidvik, hvor han laget disse visestubber, som slog an blandt folket. Men da presten kom tilbake til Holar, staar der, fik han en varm mottagelse av sin biskop, som simpelthen jaget ham ut av kirken, saa kun mægtige mænds mellemkomst tilslut fik saa nogenlunde formildet hans bisp. Men det staar dog uttrykkelig at denne efter affæren aldrig blev imot ham som før. – Eller endnu litt længer ut i sagaen: Der fortælles om en stridbukk av en høvding, Thord, som var efterstræbt av kong Haakon Haakonssøn’s mand paa Island dengang, av Gizzur jarl. Han hadde omsider maattet overgi sig og hadde faat dette tvetydige «grið til sættar» (grid for at komme til forlik). Han rider med sin fiende i dagevis fra gaard til gaard, og man kommer aldrig til saken, nemlig forliket; og han faar onde anelser. Tilslut spør han sin sidemand under ridtet, hvor han tror dette bærer hen: «Og med det samme nappet han i hesten og kvad høit denne dans: Minar eru sorgir þungar som blý (mine sorger er tunge som bly)». Det ender da ogsaa med et av de styggeste drap i hele den troløse, blodige Sturlungernes saga, idet høvdingerne opfører sig mer og mer som raa rakkerknegter. Denne Gizzur jarl, Haakon Haakonssøn’s repræsentant, tar bort i saaret efter første hugg og føler paa det med fingrene: aa, gi ham ett til, sier han, saa er vi sikre! … Men det er altsaa et kjendt, lyrisk dansestev, som den dødsmerkede citerer i sine sidste timer. Stevet er visselig av den sort «mansǫng» eller elskovsvise som bisp Jon Ogmundsson rusket efter dem for og forbød.

Det var «dansen». Men i hint bryllup paa Holar nævnte man ogsaa «lýgisǫgur» som underholdning. Det varsler ogsaa en ny tid med de finere seder, den slepne, belevne optræden. Da er vi ved det sentimentales grænseskille; da er det ikke saa langt sprang til ridderromanen, til den bristefrie forherligelse av hovedskikkelsen, til det eventyrlige ædelmods lytefrie prins, til Fritjofssagaer.

Men saa gives der mot slutten av Sturlungernes saga et andet interiør, som peker paa en anden side i den nye kultur. Det er i fortællingen om Thorgils, som ogsaa blev efterstræbt og under sin flakken kom til gaarden Rabnagjel, hvor han blev vel mottat. Om kvelden spurte man, hvad de fik lov at by ham av underholdning, sagaer eller «dans»: «Han spurte hvad slags sagaar han kunde faa vælge. Det blev sagt ham at her var at faa Thomas Erkebiskops saga. Og han valgte den, fordi han elsket ham fremfor alle andre hellige mænd. Sagaen blev saa læst, og helt dit, da man overfaldt biskopen i kirken og «kronen» (tonsuren) blev hugget av ham. Folk fortæller at Thorgils stanset op der og sa: «Det maatte være en storfager død!» Litt efter sovnet han…» Han var nemlig selv feig – døden nær. Men denne Thorgils valgte altsaa ikke dans; han svarte ifølge sagaen ikke engang paa det spørsmaal, om han ønsket «danz».

Beggeslags – «dansen» og den hellige læsning – varsler den nye tid.

I den gamle ættesaga er det egentlig ingen flek paa en mand at han er «ódæll» (kranglevorren) eller «uppivóðslumaðr» (hensynsløs, som trakker ned rundt om sig): «óvinsæll ok illa skapi farinn» heter det ogsaa, «ójafnaðar-maðr» – en vrimmel av gloser! Han forskjærtser ikke sin ret at være til for det. Og der mylrer av de skikkelser i sagaerne; de bringer altid ufred og bane tilslut. Straks i begyndelsen av Sturlungasaga møter vi et eksemplar av typen i en viss Maar; og jeg kan ikke negte mig at gjengi det levende interiør inde i stuen paa en gaard, hvor en slik er tat ind og der opfører sig ganske som hjemme og vel saa det. Der kommer fremmede til gaards for at faa tak i Maar, som de har noget utestaaende med og erstatningskrav paa. Husbonden Hneitir er ute paa tunet og steller med noget, mens Maar er i fuld gang med at forføre hans datter: «Márr lá útar i bekk, ok hafði lagt hǫfuð sitt i kné Rannveigar dottur Hneitisbonda», staar det – han laa og drog sig inde paa en bænk og hadde lagt sit hode i Hneitir bondes datter Rannveigs fang. Det staar saa, at han bare reiste litt paa sig, da han hørte fremmed mæle derute og satte den ene fot ned fra bænken… Der er, som sagt, en sand overflødighet i den gamle ættesaga av denslags skikkelser, som jo altid sørger for at gi fattigere sagaer handling og bevægelighet. De kan ogsaa indta en bredere plads, som f. eks. i Reykdœlasaga, en merkelig saga, trods det anekdotmæssige præg og skjønt der fattes noget av de bedstes lange aandedrag, fuld av fortrinlige enkeltheter, av gamle hedenske brokker, – ligner Glums saga her, som den ellers staar tilbake for, kunstnerisk set. I Reykdœla fylder en slik «ódæll» person næst største plads. Men i grunden er selve hovedskikkelsen Vémund Kǫgurr, hvis ætt kom fra Hordaland, ogsaa fuld av knep og fantestreker, saa sagaen i sin helhet blir bare en saga om «ójafnaðarmenn». Vémund overgaaes imidlertid av den anden skikkelse Thorberg, en helstøpt skurk, som gjør sig skyldig i den sjofelhet, for at komme en mand tillivs, at han faar én til i al stilhet at sætte ind hos vedkommende hans hoppe, hvorpaa saa Thorberg later som han kommer for at «ransake»! og det saaledes kan slaaes fast for gud og hvermand at vedkommende er hestetyv: slet rygte skapes rundt om en ganske sagesløs, intet anende mand. – En anden saga, men denne fra nordvest-tungen av Island – Hávarðarsaga Isfirðings – en saga om liv utenfor folkeskikken og i folketomme fjorder, fuld av levende interiører, men ogsaa den uten stor og energisk arkitektur, – det er i grunden ogsaa en saga om en «ódællmand, Thorbjørn fra Laugabol, som i denne sin egenskap naar det eventyrlige, et indbitt troll som vil det onde for det ondes skyld og derved næsten faar et skjær av farce over sig. Han spiller i aarevis ganske mester i grænden, holder kuet under sig sagaens menløse, litt tilaarskomne hovedskikkelse, hvis søn han har dræpt paa grund av dennes forhold til hans frille; og nu negter han faren kort enhver bot og ethvert forlik, render med avindsord og løgn for at stifte splid. – Man kunde bli ved at trække frem denslags skikkelser i det endeløse, der er et helt galleri av dem i den gamle ættesaga; og de stikker ogsaa hodet frem i kongesagaerne. Men der gives endog hele sagaer, som udelukkende og aapenlyse vies denslags typer til evig minde. Hœnsa-Thores saga fra det vestlige Island er en saadan. En ældgammel mandfolke-saga uten eros og uten egentlig større dimension, med et raskt, næsten vel raskt fortælle-tempo, men hele tiden med et fast tak om emnet, nemlig Hønsa-Thore’s skikkelse, den omreisende handelskar, som kjøpte og solgte i herrederne alt mulig – engang endog høns – og tilslut blir velstaaende og slaar under sig grændens store gaarder: egoist og tvær, hvor det ikke nytter folk at søke hjælp: bøn om hjælp opfatter han som en personlig fornærmelse; litt av en satan, som i medgjørlighet og omgjængelighet kun ser tegn paa svakhet og manglende æresfølelse – en fiks idé! man mindes begrebet moral insanity. Og med dette kiv-ætte sind kommer han til at leve i stadig krangel med naboerne om beite og om høi og alt. En ganske saglig tegning ar en i sit slags eneste enestaaende skikkelse.

I saga-old er en «ódæll» mand i og for sig ingen avart av et menneske. Han er litt brysom i omgang, det er saa; men han har fuld og ubeskaaret ret at være til. Til gjengjæld sørger han saa for drap og store tidender rundt omkring sig. Ættesagaen har ingenting imot ham; han er et faktum paa samme maate som bratte fjeld eller som stygt veir. Og det er ikke noget sjeldent syn paa saken, det som den ellers ofte eventyrlige og utviskede Finnboga-saga lar komme til orde ensteds gjennem Haakon jarl, der han taler om sin dræpte maag og hirdmand Alt Aftrkemba: at, skjønt den dræpte var kranglevorren og slem kar at ha med at gjøre, var der dog ingen mand som var ham kjærere og mer efter hans sind. – Ti det er med menneskene som det i det gamle sagasprog er med parataksen: sætningerne staar sideordnet og uten binde-ord; de staar tunge, steile, umedgjørlige ved hverandres side, støpt av egen «mátt ok megin».

Kongespeilet fra ca. 1230 søker at indprente folket levemaate; en kar som hin Maar i Sturlungasaga faar ikke længer ligge og strække sig uten at bli kritiseret. Det er Haakon Haakonssøn og den nye smak som gjør sig gjældende. Jeg gaar nemlig ut fra den vanlige tidsansættelse: at denne belærende dialog mellem far og søn om, hven ledes sønnen har at forholde sig som kjøbmand og hvorledes man tilslut blir hirdmand, er blit til under denne konge; det synes mig bedst stemmende med verkets aand, selv om skildringen i grunden tænker paa borgerkrigenes onde tid, hvor der var uaar paa folk – og det er det værste av alt, sier den; for der kan man ikke fly til naboen og kjøpe gode seder. – Maalet for en mands utdannelse er nu at bli «hoværskr» eller «kurteiss» – høvisk i seder; «kurteis» er glosen for den nye tid. Og derfor gir dialogerne et populært kursus i etnografi, geografi, zoologi, botanik o. s. v. – det nødtørftigste for en almindelig dannet mand, – paa det at han kan delta i samtaler og ikke virke som en uvidende tull fra landet. Men især lægges der vegt paa den ytre fremtræden. Vistnok har ogsaa sagaen skarpt øie for dette sidste; men her gives der regler like ut i det pedantiske og der lægges en umaadelig bret paa klærne, paa stillingen – hør her! Naar han stedes for kongen for at høre efter plads i hans hird, «skal du la dine hænder ligge slik at din høire griper om venstre haandled».

Og i sit forhold til kvinden er den ny tid chevaleresk. I ættesagaen som i kongesagaen vanket der for et godt ord kindhester fra egtemanden eller beileren: vi husker f. eks. Olav Tryggvason’s til Sigrid Storraade – den sagaen fremstiller som den egentlige grund til overfaldet ved Svolder: Fra Njaalssaga kjender vi den og andenstedsfra. Som motsætning, og prøve paa den nye tid, minder jeg f. eks. om Haakon Haakonssøn og hans dronning, som er Skules datter, nemlig den kveld ilbud melder kongen at nu har jarlen gjort oprør og git sig kongenavn. Det er den nye tone, det er riddertidens tone over den scene, da kongen saa søker til dronningens rum: «Kongen gik hen til dronningens seng; hun stod der i en silkeserk, og kastet en rød snørekaape over sig. Hun hilste kongen, og han svarte hende venlig. Hun tok en silkepute og bad ham sitte; men han sa at han ikke vilde det. Dronningen spurte da om han hadde hørt tidender. Det er ikke større tidender, svarte han: nu er der to konger i Norge. Hun sa: Kun én kan være ret konge, og det er I. Saa la gud og den hellige kong Olav det altid bli …» Og tilslut beretter sagaen at graaten kom over hende: og hun kunde ikke faa frem flere ord: «Kongen bad hende være ved godt mod», staar der (Munchs oversættelse).

Foranstaaende raske oversigt skulde bare antyde de store linjer i tidens ansigt paa overgangen til en ny kultur. Selvfølgelig kjendte ogsaa den gamle saga blide seder med harmløs skjæmt og ridderlige mænd. Ti sagaen kjendte eventyrlig meget til et menneskes sind – og ialfald saa den likesaa dypt som den nye tid gjorde. Er der ikke andet bevis, saa er der ialfald dette, paa det at sagaen blev til paa toppen av en herlig høikultur. Man kan gripe iblinde rundt i den: der vrimler av scener, fyldte med den store mildhet, f. eks. Gislasaga’s skildring av forholdet mellem mand og kone i hans sidste øieblik. Eller Egil Skallagrimssøns nænsomme forespørsel likeoverfor hende, som gik i kvide for den brutale berserks skyld. – Eller i Vazdœlasaga om Ingimund, som var utvandret fra Romsdalen, en overlegen karakter som minder om Njaal, og hans ætt, ellers haardføre, litt lavpandede mennesker: Der spør den ene av sønnerne sin bror til raads mot den berserkgang som iblandt sîger over ham; da svarer broren at han skaf ta sig av et utsat barn. Altsaa: ømhet mot et spædbarn kurerer mot berserkgang. – Eller i Vápnfirðingasaga (fra Nordøst-Island) en egte, ordknap saga, hvor ætten var kommet fra Strinden: Der sender en av parterne ovenpaa hovedkampen sin læge til sin saarede fiendes gaard for af hjælpe ham, og redder ogsaa hans liv. – Man kan bli ved at regne op, der er nok av eksempler. Jeg tør ikke ha nogen mening om hvorvidt disse træk ved hvert enkelt tilfælde er oprindelige i sagaen eller om det iblandt kan være en nidkjær prestelærd nedtegners eller bearbeiders tilsætning. Men noget og det meste er utvilsomt sagaens oprindelige eie.

Det er jo det, man aldrig faar glemme: at i aandsliv avløser tiderne ikke hverandre eller skjøtes mekanisk sammen paa lignende vis som ledningstraad i et lysanlæg. I en kulturs utvikling er der samtidighet og jevnsideshet; der er to og fleres strømme, og disse strømmes bakevjer, som tilsidst maaske fortrænger hverandre, eller gaar op i hverandre, forenes som bækker til én aa. Eller man kan si det saa: i enhver kultur er der altid mere end ett lag; saaledes nævner f. eks. allerede Heimskringla at Olav Kyrre indførte nye hirdskikke – «hirdskike efter utenlandske kongers sed», staar der.

Det nye arbeider sig frem umerkelig. Det er tilfældet med selve det oldnorske sprog i denne overgangstid, da sproget som mundtlighet og sproget som læsning første gang møtes. Man ser ensteds i Sturlungasaga, hvad man paa Snorres tid satte høiest som en mands kostbarheter: først nævnes «skriptir»; saa kommer «solsteinn» og et dyrt fintsømmet klæsplagg. Men øverst staar altsaa «skriptir». Og i det lille billede av Thorgils og helgensagaen (fra 1245), som jeg før har gjengit, heter det, at da han kom dit, hvor de hugg tonsuren av bispen, sluttet Thorgils at læse: Han sat altsaa og læste. I og med det begynder lumskelig og snikende en ny tid for prosaen. Det sætter simpelthen skille. Og det er desværre ingen opgang; det er forfald, idet synet trænger sig ind i ordets kunst – en utvikling som vi først nyder i sin fulde blomst idag, naar man f. eks. staar med sin avis og ser den igjennem: den menneskelige stemme spiller ingen rolle længer; øiet har helt indtat ørets plads. – Den revolution i sprogenes historie synes mig i det hele at være et ubehandlet kapitel, eller ialfald ikke tilstrækkelig paaagtet. Den forsømmelse gaar da ogsaa muntert igjen den dag idag ved de intetanendes, de smakkyndiges domme over stil; de glemmer bestandig den menneskelige stemme, som er uadskillelig fra al ordets kunst, fra talens tempo, fra sætningens rytme: De bare ser, de ogsaa!

Men dette er altsammen – berøringspunkterne mellem nyt og gammelt og de nævnte nye momenter – slet ikke nok til at forklare det store omslag.

Hvad er de egentlig indre grunde til at det nye saaledes paa alle felter kom til at bryte folket under sig? at det nyes indsig skedde likesom saa uten motstand? Hvad er med andre ord det svake, det passive i folket i dets møte med andre folk? Det er et kjæmpespørsmaal, som de bekjendte ti vise endnu ikke har svaret fyldestgjørende paa; og en lægmand vet selvfølgelig at han heller ikke kan det. Ti det naar bort i grundene til selve stammens forfald.

Der er selvsagt ikke bare én grund, men mange. Og det beror rent paa éns personlige skjøn og smak, hvilken man vil sætte øverst og som den vigtigste. Jeg tror, man ogsaa her faar begynde med antropologien. Derfor sker det ogsaa see umerkelig og lumsk; man vet ikke ordet av før det hele i grunden hare er en tynd skal, som pudses op for sidste gang gjennem slikt som Kongespeilets pedantiske regler for god tone.

Norges saga fra urold er en saga om kamp, om kampglæde. Nu, det er kanske de fleste folkestammers gamle saga. Men Norges er det tilvisse fremfor andres. Men især blir den det under borgerkrigene i det 12te aarh., da kongsemner randt op som sop paa en eneste nat. Nogen statstanke laa aldrig bak, naar de landet ved kysten eller dukket op i en bygd og reiste sine flokker; det var i grunden ikke andet and gaardbruker-sønner, som vilde ha sin teig igjen – og teigen var hele eller halve Norge. Og veien var dette uvettige og ustanselige slagteri paa landets bedste mænd, paa høvdingerne, som rigtignok bare er sveitehøvdinger; sagaen fra den tid melder især om det, hvorledes en av parterne saa sit snit til at hugge ned gjæve mænd for den anden – flokkene flygtet, «men birkebeinerne fik dog dræpt en del av dem hist og her», er den typiske vending. Likesom man hugg buskapen ned for hverandre. Likesom man plyndret og brændte. Det gjorde f. eks. Sverre i Sogndal i Sogn; for ingen danner her i grunden hæderlig undtagelse: «Hundrede gaarder brændte de der, og det var forhen en fager bygd-, staar det. Saa røken laa tæt over dalen den sommerdag. Han blev til og med litt betuttet selv. Bare læs det avsnit: Det gir forstand. Og det staar i den saga, han selv lot sætte sammen om sig, saa skildringen nok ikke er værre end virkeligheten. Han fik endog utlaant «Ribbalderne» av den engelske konge til denslags togter – hans egen saga, hans forsvarsskrift fortæller det: de var «rappe paa foten som vilde dyr», staar der, og «brød sig ikke om hvad ondt de gjorde». Det var selvfølgelig ogsaa derfor Sverre laante dem: de indfødte soldater var ikke haarde og grumme nok. Altsaa en trop flyvende rakkerknegter av fremmede leiesoldater sendes op gjennem de norske daler for at sætte skræk i bonden, slik som kurderstammer eller kabylerne foretar denslags idag. Vi staar os paa at se det som det er, og ikke sætte paa os folkehøiskolernes briller av mat glas. – Man fører i hin tid vistnok en sjelden gang «Norge» paa tungen og sankt Olavs kongestol: det er dog kun ættefeider det gjælder, lammende og ødelæggende for selve folket. Ti det gaar ikke ut paa bare det at seire. Det gaar ut paa at faa hugget ned for hverandre saa mange som mulig av de bedste mænd.

Bonden vedkommer os mindre her. Hans blad i Norges saga er saa som saa – straalende kan det neppe kaldes. Det er kanske atter at «skamskjende» ham, naar jeg minder om det; men jeg trænger hans billede her i denne oversigt. Kongesagaen nævner ham ustanselig med haan. Og især er Sverre’s saga slem: Han var altid feig i kamp, randt sin vei paa første ordet; og han var troløs: «Det viste sig som før, der var nogen uoprigtighet i bondekarernes sind», staar der i Sverre’s saga. «De kjærer sig nok ikke om hvem falder», staar der et andet sted at Sverre sier. Og hans mænd har økenavnet «vasikampr» paa dem («lurve-skjeggen»). – Den jevne, egentlige bondestand, almuesmanden, staar ganske likegyldig utenfor al striden, som regel uten «politisk» overbevisning. Hvad var i grunden ogsaa naturligere! Han var jo sikker paa – hvem av parterne der saa vandt! – at maate betale moroen, enten som brandskat, om han blev beseiret; eller som veitsle, om den flok, hvor han stod, blev de seirende og beholdt valen: Hvorfor skulde han saa attpaa vaage livet! Det er greit ræsonnement. Men likefuldt blir det maaske en smule uhistorisk, for at bruke et nøitralt uttryk, naar han nu er blandt de fremste, hvor det gjælder at feste for konger, han var med at hugge ned. Bonden stod imot Olav den hellige, han stod imot Sverre – mot de bedste hoder og trods alt videst skuende aander i kongerækken. – Men festligheterne nu er muligens i grunden bare de angergivnes botsøvelse.

Folket forøvrig levet under borgerkrigene mere eller mindre paa flytfot; det hadde ingen adgang til at vokse sig sammen med jorden – det er dets grundskade. Det var bare bonden, som gjorde det. Og høvdingskogen er uthuggen; der findes ikke emne til et mastetræ igjen. Store ætter forsvinder, som Blindheim-ætten paa Søndmøre (1228). Og det lyder søkt som fattigmandstrøst, naar Haakon Haakonssøn i anledning av møtet i Bergen 1223 lar sin historiograf si: «Saa har kyndige folk sagt at bedre utvalg av mænd aldrig i deres dage har været samlet i Norge.»

Ellers forekommer det mig at det er i sit forhold paa dette omraade, at Haakon Haakonssøn’s betingelse som høvding gjemmer sig, nemlig i hint svar til sine mænd som ganske ung (1214): han har instinktmæssig imot at reise nye flokker, imot ny borgerkrig, det vil si: imot fortsat nedslagting; der ligger almennorsk samfundsfølelse gjemt i det svar. Den første som stanset op og tænkte sig om, den første som var mer end en sveitehøvding. Og om man mener at Kongespeilet er blit til i hans tid, saa er det paafaldende drøie og litt søkte parti om borgerkriges fordærvethet just en speiling av samme angst. Denne angst var Haakon Haakonssøn’s kongstanke: nu faar den vetløse nedslagting ha en slut! Ellers blir her øde i landet, høvdingløst, – ellers dør folket!

Det maa forøvrig sies at det gik rasende hurtig nedover med stammen under borgerkrigen: paa en 30–40 aar efter slaget paa Re 1170 er det skedd. Der blev virkelig uaar paa folk. Hæren bestod delvis av sammenløpet rask; og tilslut leier Sverre Englandskongens rakkerknegter. Og naar jeg læser igjennem Sturla Thordssøn’s saga om Haakon Haakonssøn, skimter jeg ingen stor mand i hans følge, kongen selv iberegnet. Der er bare den haringen fra Kvinherred: Gaut fra Mel. Høvdingen, det gode hode, det var trods alt den gamle Skule. Den anden, kongen, var en spaan, som en bølgetop paa et øde hav løftet mot himlen og lot ride i aftensolens sidste, mystiske skjær. Men noget andet mystisk er der ikke ved hans kald, ved ham som kongsemne. Det er bare det, vi kalder svineheld. Han var liten og uoriginal, han eiet intet jeg, han var født til organ, bare organ.

Men ikke nok med uaar paa personligheter; slegten som moralsk stof synes at forfalde. I Sverre’s saga gjengives et optrin mellem ham og hans søn Sigurd Lavard, som syd i Bohuslen feigt hadde rømt ombord fra sin vaktpost ved valslyngen mot Baglerne: «Pak dig op i land og kom ikke for mine øine, før det blir dag!» sier Sverre. Vistnok blandt kongssønners annaler en enestaaende scene (1196). Fire-fem aar senere faar prinsen samme overhaling for feighet. Da gir Sverre ogsaa birkebeinerne samme slags skudsmaal: de er ikke længer som de gamle, sier han. – Og rent fysisk er der forfald. Kongerne dør unge paa sotteseng – Haakon Sverressøn – og paafaldende mange kongssønner dør unge fra Haakon Haakonssøn av: der har vi dennes søn Haakon unge (1257); to-tre aar efter dør en anden søn, den unge Sverre; og endnu en søn – Magnus – blir syk, «fordi han hadde redet for sterkt» (1260). Kongssønner kommer ogsaa til verden med legemsfeil, som Harald Gille’s søn Magnus, som var «vissen paa føtterne». Og Inge Krokryg kan vel ogsaa ba hat litt av sin svakhet helt fra fødselen.

Slegten er tydeligvis skjør. Paa alle omraader er motstandsevnen reducert; stammen er av en eller anden indre grund ikke længer, hvad man kalder, aktiv race. Her spiller naturligvis ogsaa ind blanding med fremmede elementer. Den begyndte rigtignok langt tilbake i den graa oldtid. Olav den helliges saga gjør saaledes et par steder i forbigaaende opmerksom paa at der laa fuldt av «saksiske» kjøbmænd i Viken. Men nu mylrer der av utlændingen og ikke bare i Bergen. Slikt meldes i forbigaaende, hvilket viser, hvor det var almindelig; tyskere med kogger lægger sig fore om vinteren helt inde i Sandefjord med sine varer (1225). De store byer behøver jeg ikke at nævne; vi faar jo et indblik i forholdene her fra Sverres saga, hvor han raser mot «suðrmenn» i Bergen, den tids tyske brændevins-skippere. Der er utlændinger allesteds. Og Haakon Haakonssøn’s yndlings-gesandt Henrik Sendemand er tysk av ætt. Der er tyskere, som er specialister i kastemaskiner («manger»); fra Brabant optræder en viss Sigar, som vil sælge salver til bruk for kongsmødrene ved jernbyrd o.s.v. o.s.v. Og vestover er forbindelsen endda livligere, fordi den jo er fra tiden før vikingetogene og mer indarbeidet. Med Harald Gille naadde hine stammer paatagelig ind i selve kongeætten. – Der er mange faktorer her som virker. Og det sker altsammen indenfra og snikende som ved enhver saadan biologisk proces; stammen blir porøs.

Men at den nye kultur seg ind saa hurtig, saa friktionsfrit, har ogsaa en anden indre grund, – og den er av mer aandelig art. Stammen var hvad man kalder begavet; den hadde let for det, det vil si: den var ogsaa – eller først og fremst – utrustet med stor lærenemhet. Det var noget av dens væsen. Man ser jo stadig fra oldtiden av, hvor ophold blandt fremmede folkeslag avsætter merke i norsk psyke. Jeg behøver bare minde om de høvdinger, som kom til Gardarike eller som opholdt sig blandt venderne, denne farlige opblanding av slaver og litt germaner: de bærer merke av det for livet. Olav Tryggvason lærte saaledes sin grusomhet blandt venderne, den som saa grimt slaar os imøte fra den haarreisende fremfærd under hans saakaldte kristendomsindførelse paa Haalogaland. Man faar nemlig et klart skimt av det andet og oprindelige under den motbydelige tortur-scene ved Sigurd Slembedegns, Magnus Barfot’s søns endeligt – fortalt i en eiendommelig og egte thaatt, som er underlig fri det gjængse saga-apparat og den begyndende middelalders tilløp til ridder-utstyr. Der fortæller Snorre at, da man omsider hadde fanget ham, blir det spørsmaal om avlivelsesmaaten: der var nogen som syntes enkelt drap var for billig sluppet. Og disse fik sin vilje: han skulde pines til døde. «Men høvdingerne og de fleste folk gik fra», staar der. Det eklet dem altsaa; og det tyktes dem naturligvis tillike en enfoldighet. Dette er et egte norsk træk: det andet, den aandssløve utskeielse, smaker av Harald Gille, Magnus Barfots angivelige søn, slik han bar sig ad mot sin angivelige brorsøn Magnus Blinde, Sigurd Jorsalafarers søn. – Om vor nationalhelgen Olav den hellige, som i sine unge aar ogsaa laa i viking langs de halvslaviske kyster, fik sin lille rem av samme hud derfra, tør man kanske ikke avgjøre. Men trods den fabelagtige evne til at ta efter fremmede, hævdet dog ætten sig dengang, racen var endnu aktiv. Men senere, fremfor alt da borgerkrigen hadde drevet sin storhugst blandt høvdingætterne, tok det receptive i deres anlæg bredere plads, for ikke at si: overhaand.

Der findes nemlig især et urgammelt norsk karaktertræk, som i høi grad letter det nye i dets indsig: Det er kaksens og lapsens svakhet for at ta sig ut, eller for at «være kar». Den lange fortælling i kongesagaen om Ringerikskaksen Sigurd Syr, som sætter sig ned ute paa akren og klær sig om for sin stedsøns skyld og saa kommer ridende tilgaards i fuldt skrud, saa det laver av ham: forgyldt sadel, korduanhoser med gyldne sporer, silkeklær og skarlakskappe, guldhjelm og indlagt sverd – gir jo et straalende billede av denne side, selv om det hele i virkeligheten er en senere tilføielse, kanske i enkeltheterne præget av Snorre’s egen samtid, av selve Haakon Haakonssøn’s ridderideal og snobberi i klædedragt. Det smaker av fugl, der dufter Europa. Derfor kom det ind i sagaen; og Snorre’s mine er alvor her. Men paa den anden side kan jeg ikke andet end se en snert fra ham til hans snobbede samtid under Haakon Haakonssøn i den lystige saga-thaatt, han sætter ind i Magnus Barfot’s saga, om franskmanden, ridderen Giffard, som bød kongen sin tjeneste, men uteblir ved det blodige slag med Svenskekongen ved Foxerne. Avsnittet, som ellers ingen rolle spiller i Magnus Barfots forresten saa paafaldende tynde saga, naar næsten eventyret i sin uhyrlige lystighet og spot over den feige, utenlandske ridder. – Vor historie har i det hele litt god raad paa Jean de Francer, av folk som glodde blendet paa det fremmede, og naar de rørte paa sig, la litt overdreven vegt paa at «syne sig», paa dette at ta sig ut i dets øine. Det er ellers et let forklarlig træk ved stammer, som kryper ut av taakeheimen og frem i solen: de blendes – og tar efter. Det er det umilde klima’s og de haarde livskaars usalige, men uutslettelige stempel; i sit ophav er det ulykkelige træk intet andet. Og findes hos os helt frem til den dag idag, gudbedre. Men møter vi nu denne servile beundring for Europa, dette usikre blik som skotter efter utlandets dom, pleier nogen ialfald smile og mumle litt om husmænd. Det var der ingen som gjorde dengang.

Dette karaktertræk har født en staaende skikkelse i norsk kongesaga, den forfængelige nar, affektationen legemliggjort. Allerede Islands ættesaga kjender ham; Eyrbyggjasaga har ham: Bolli hin pruði (den flotte), som var saa lapset at han hadde vanskelig for at bevæge sig – jeg har pekt paa ham i et tidligere arbeide og i en anden forbindelse. Men opover i vor kongesaga skimtes han, ret som det er, denne type som peker fremover til ham som blev typens fuldkommengjørelse, Skules bane og vor saakaldte storhetstids høvding. Sin utfoldelse begynder den først at faa i Sigurd Jorsalafarers far, Magnus Barfot, en utenlandsreisende vims, fuld av løse indfald, men uten evne til at organisere, en ustadig og flot rallare-natur, om end personlig tapper, en hul reklamemaker – kort sagt, det én pleier kalde: en nar. Men den store type blir dog hans søn Sigurd Jorsalafarer, naragtighetens type i vor saga, som forstod den ting at sætte indtog i scene uten at hans hjemmefødinger av hirdmænd falder i staver over alt det gilde, de ser. Da saaledes den stund nærmer sig at han skal besøke kong Baldevin i Palæstina, rider han henover de dyrebare tepper til hans palads som om han ikke hadde gjort andet hver dag i Norge, «bydende sine mænd at gjøre likesaa», staar der. Og da han senere skal besøke keiser Kyrialax av Grækenland, blir han liggende en hel maaned og vente paa bidevind, skjønt han har bør hver dag ind til Byzans, saa hans fine seil kan sættes skvær og komme til sin fulde ret: … «Kong Sigurd sa til sine mænd at de skulde ride stateligen ind i borgen uten at vise nogen forundring over alle de nye og sjeldne ting de saa …» Og længer nede: «Man fortæller at kong Sigurd lot sin hest sko med guld, forinden han red ind i borgen, og hadde stelt det slik at en sko faldt av paa strædet, uten at nogen av hans mænd skulde se sig tilbake efter den …» Enten nu de historier om ham i sine enkeltheter er laant andenstedsfra eller ikke: de gir typen fortrinlig og tilbunds. Og det staar om ham, da han kom tilbake til sit land: «Alle var enige om at ingen hadde faret en berømmeligere færd fra Norge end denne, som kong Sigurd fór.» Denne skikkelse blir ifølge kongesagaen for alle tider norsk fyrste-ideal. Han er det store, hemmelige mønster. Kongesagaen kommer stadig tilbake til ham, naar den skal gi en konge gode skudsmaal; han lever og spiller ind. Saaledes om Inge Baardssøn († 1217): «ingen konge i Norge har været mer vennesæl eller bedre mot almuen siden Sigurd Jorsalafarer døde …» Om Haakon Haakonssøn’s unge søn, som døde, heter det at han blev jordet i Hallvardskirken i Oslo, «der hvor kong Sigurd Jorsalafarer hviler.» Og ved hans datter jomfru Kristinas færd til Spanien er det kong Sigurd’s navnkundige Myklagards-indtog som lyser ute i horisonten; det staar da ogsaa bent frem: «Ingen visste at si at nogen utenlandsk jomfru hadde nydt saadan ære, og hæderligere færd mindes folk ikke at være gjort fra Norge siden den, Sigurd Jorsalafarer fór …»

Saa naar dette karaktertræk det fuldkomne i vor «storhetstid» under Haakon Haakonssøn, da denne folkesvakhet blir sat i system. Han er den type paa tronen, typen i bevisst og rolig utfoldelse, overalt gjennem hele sagaen møter vi hans svakhet for titler, for optog, for processioner, hans pragtsyke, hans selvbeskuelse. Men som den hverdagslige personlighet han i grunden er, ender det ikke i megalomant vanvid som hos mønstret Sigurd jorsalafarer; for det var muligens ikke ganske uten grund, naar vaarbelgerne kaldte ham «Haakon Søvn». Der er uforholdsmæssig lange avsnit om kroningen og stigende sans for ytre pomp, hvis betydning egentlig ligger i at andre ser det. Det kan stikke løierlig frem, f. eks. der han lar sin søn Magnus vie til konge (1261). Da har han sørget for at en utlænding er tilstede og ser paa; han er særlig godt placert under ceremonien: utlandets dom spiller ind. Og det staar uttrykkelig: «Under messen stod ridder Missel oppe i koret og undredes meget over indvielses-skikken: ti i Skotland er det ikke sedvane at krone konger» o.s.v. Den skotske ridder spiller i grunden hovedrollen; det er en opvisning i kultur; og kongen hovmoder sig allerede svakt og ynker klædelig det arme utland, som endda ikke er naadd saa langt at det kroner sine konger. – Han utveksler galante skrivelser med fremmede fyrster, mottar og sætter sammen smigerbreve; føler ustanselig Europa’s øine paa sig. Naragtigheten lyser ut av ham; men især utfolder den sig vildt gjennem de overordentlige gesandtskaper, som han har ute paa færd til alle verdens hjørner. Der gaar oftere til keiser Fredrik i Syd-Italien; han skikker store legationer med høker i gave til kongen av Kastilien. Og han sender sin datter Kristina avsted i det blaa at gifte sig med en prins eller konge i Spanien – han visste ikke saa nøie, med hvem, men én derute skulde hun ha! Man ser av sagaens vidtløftige skildring, hvor han har solet sig i Europas æresbevisninger. Og han sluttet høitidelig offensiv og defensiv alliance med kongen av Spanien. Ja, han sender et gesandtskap ut til sultanen i Serkland med en mængde falker i gave. – Det øker utover i hans saga, han er likesom uten midtpunkt i sig selv. Han flakser internationalt. Kort sagt altsaa: det vi kalder en nar. Sigurd Jorsalafarer sat i system.

Men denne usikkerhet utadtil, denne svake evne i selvvurdering og éns underkastelse likeoverfor hyldest fra Europa har ogsaa en indre, rent social-politisk aarsak. Det træk faar sin forklaring ut fra vort samfundslivs primitive grundvold. Sagaens gamle, vidunderlige kultur med det fint utviklede retsvæsen var nemlig bygget op paa den enkelte ætt; kultus om den og hvad den tilhørte, var i grunden den eneste religion, vikingetidens rationalister kjendte og bøiet sig for. Selv kongerne. Ingen hadde nogen intimere følelse av Norge som riksenhet: det var for dem bare deres store personlige ættegaard. Vi vet jo hvorledes f. eks. Harald Haarfagre stykket teigen ut igjen i smaat til sine tyve sønner. Og da der engang under Olav den hellige er uaar i Nord-Norge, ser vi at han uten at blunke forbyr dem sydpaa at sælge korn nord til Haalogaland – ganske som det var et fremmed land. Ætten var det som gjaldt. Der findes intet statsbegrep. – Jeg skulde tro at det er i lys herfra, de maa sees, de hyppige tilfælde av nordmænds landsforræderi, det som kanske uhyggeligst slaar os imøte, da Knut den mægtige dukker op med sin pengesæk: Hele folket er tilslut bestukket! Til grund for dette ligger just ættesynet, den stivnakkede selvstændighetstrang, selvraadigheten, som i sin tid ogsaa drev høvdinger nordvestover havet til Island; det bunder netop i mangel paa hin enhetsfølelse, samfølelse, som vi ogsaa kalder statsfølelse. Og det fører uvægerlig til det, som statens lov-codex benævner «landsforræderi», hvorav der endog ned til de sene tider ikke forekommer faa tilfælde i Norges historie. Individet og samfunds-følelsen, den enkelte og mængden, – det blev konflikten, hvis uløselighet den ene besegler med sin fredløshet. Det er muligens ingen speciel norsk konflikt, eftersom den jo er av almengyldig art og har gaat for sig maaske mere eller mindre i alle kultur-folks historie. Der kan ialfald være delte meninger om det. Men hvor det gjælder Norge, kan der ikke være tvil: Der blev det en central og evig konflikt i mændenes sind og sjælsliv. Denne overdrevne følelse av egen og ættens værd er den tap, hvorom rikets historie altid dreier sig. Den gjør sin gjerning den dag idag, vi møter den i de folkekaarnes sal. Den er vor histories tragik indtil nu.

Men samtidig er denne side ved folket og dets sociale kultur vilkaaret for den store personlighet. Var det ialfald! Det er en lykke for et folk at det fandt den saa tidlig i sin historie. Saaledes at striden og utviklingen like fra dets morgen i grunden kom til at dreie sig om noget væsentlig, et hovedproblem. Bare at opleve denne konflikt hver dag utviklet som intet andet. Det er simpelthen hemmeligheten ved at den tids skikkelser stod saa høit som de gjorde, og er saa klare i sine konturer. Samt at deres sagaers konflikter grep saa langt frem at de er levende endog den dag idag.

Nen eftersom nu riket Norge, selve statsbegrepet, arbeider sig frem, blev der famlende rotløshet; ti ogsaa det var og blev noget ytre, man hadde lært sig til. Man glodde haandfalden paa Europa, man mistet sit eget midtpunkt, man faldt sammen. Og blev tilslut det lette bytte for fremmede og fastere indarbeidede statsenheter, som fra gammelt visste hvad res publica var. De gamle nordmænd har nok været sjeldent begavet. Men ikke som statsmænd. Nei, som statsmænd ikke. Heller ikke Sverre; man kan skimte det f. eks. allerede i hans likegyldighet, naar det gjælder at sikre sig og nedlægge garnisoner i de byer, han møisommelig med sverdslag har erobret: ufravigelig lægger han for litet folk efter sig. Hvilket viser at han ikke eier omtanke engang for den almene krigssituation, for det én kalder strategi. Ingenstedsfra i Norge slaar stats-idéen som saadan én paatagelig imøte. Hadde den virkelig eksistert under Harald Haarfagre eller Olav den hellige og Sverre, ja under Haakon Haakonssøn, var vort nationale forfald selvfølgelig uteblit. Jeg tror, man godt kan være lægmand i historisk videnskap og dog ha ret, om man paastaar det. Ialfald maa saken ogsaa kunne sees fra den kant.

Saa forfalder ætte-idéen. Det sker vistnok langsomt. Men i dens forfald ligger forklaringen til al denne kulturelle usikkerhet, som steg for hver generation, til det endte med Haakon Haakonssøns løierlige kurtise av Serklands sultan. Fra 1200 og utover begyndte en tid av import og uselvstændighet, hvor lærde mænd og kunstnere utenfra førte an og gav indholdet. Det strømmet ind med oversættelser av franske ridderromaner om kjærlighet. Samtidig hermed og ikke uten i forbindelse med denne stigende import begyndte ogsaa den sproglige revolution, som er betingelsen for den middelalderlige ballade. Man behøver bare lægge Kongespeilet eller Strengleikar ved siden av en egte ættesaga, læse det høit og lytte, saa føler og hører man det tydelig; verber og substantiver bøies nok væsentlig likedan som i oldsproget, men sætningen er ikke længer den samme, – og det er jo dog den sidste som gir et sprog karakter. Ener ta slikt som Kristnis saga fra litt over 1200. Den er nok tør og ubegavet i sammenligning med de gamle sagaer, men det er allikevel ikke det som gir forskjellen: Der mangler det blanke øie, som speiler umiddelbart tingene; der er kommet latin paa pupillen. Allerede i Sverre’s taler er forresten dette tilstede. Og ogsaa i selve ættesagaen kan man føle overgangen; en saga som Fóstbræðrasaga (hvis nedtegnelse sættes til ca. 1250) bærer i saa maate allerede merke av stilens forfald.

Sverre’s litterære smak varslet ilde; jeg har før i en anden forbindelse nævnt, hvorledes han sværmet for «lýgisǫgur», hvad praktisk talt nærmest svarer til det vi kalder eventyr. Vi faar forresten i hans egen saga et skimt som stadfæster dette hans sværmeri, nemlig der han lar sin historiograf fortælle om alt det onde, han maatte døie paa sin Vermelands-færd: «Det var mest likt det som i gamle sagn fortælles, naar kongerne var ute for sine styvmødres ondskap», staar der; der har vi sikkerlig Sverre’s egen finger, samt beviset for hvadslags ordets kunst han var vokset op med ute paa Færøerne. Som vi vet, er styvmors-hatet et yndet motiv for en række eventyr og for en hel gruppe ballader. – Det er den første høvding vi møter, som brukte ordets kunst til virkelighetsfjern hvile, det vil si: som sovemiddel, saaledes som tilfældet f. eks. var ved Italiens ældste novellesamling. Og ingenting fortæller bedre, hvor Sverres geni har arbeidet, end at han trængte denslags – det som er blit litteraturens bestemmelse i vor merkantilt optagne tid for forretningsmanden efter endt dagsslit, til hvile for hjernen … Roccambole eller detektivromanen, hvilken genre jo intet har med kunst at gjøre, forsaavidt man ved kunst forstaar noget mere end læsestof, nemlig bl. a. i den ser et led i selve litteratur-historiens utvikling.

Nogen søker at holde igjen; de stanser op her. Og det er muligens islændingerne, som da gaar foran. Længst ute i Sturlungasaga faar vi saaledes et billede paa denne fare. Det kapitel handler om Sturla Thordssøn selv, Haakon Haakonssøn’s senere historiograf, da han kom til Norge fra Island og første gang søkte op kongen. Han faar tilslut anledning til at bære frem et lovkvad for kong Magnus (senere Lagabøter) og et om faren, Haakon Haakonssøn. Møtet ender med at han blir bedt om at sætte sammen farens saga og ogsaa kong Magnus’ (efter breve og hans egne vink). Det er en stemnings-vâr skildring, skjælvende fuld av dæmpet selvkultus og lykke; Sturla soler sig, det blir hele sagaens ømmeste avsnit, der er noget som minder om lignende situationer fra den italienske renæssanse 3–4 sekler senere, naar humanister smigres av fyrster, – eller f. eks. om Benvenuto Cellini, naar han gjør lykke ved en fyrstes hof, eller om Aretino i hans møte med kondottieren Giovanni dei Medici. – Men det indledes med en forklaring, hvorledes andre islændinger har baktalt ham hos kong Haakon – tiden var jo farlig fuld av rænker og troløshet, idet kongen gjennem intriger søkte at lirke Island over til sig som sit skatland og lydrike; og her hadde han gjort slemme erfaringer en hel menneskealder igjennem just med Sturlunge-ætten. Saa den vordende historiograf blir mottat kjølig og mut av gamlekongen. Da søker han sønnen, den senere kong Magnus. Men til en begyndelse er ogsaa han utilgjængelig. Han faar dog ialfald lov til at følge med paa dennes skib langs kysten. Saa er det en kveld, de ligger for vindstille, at folkene ombord paa kongens skib savner muntration: «Sturla hinn islenzki, villt þu skemta?» spør de; du Sturla islænding, vil du forkorte tiden for os? – Det fik de avgjøre, svarer Sturla. «Fortalte han da huldresagn, bedre og mer kyndig end nogen av dem, som der var tilstede, før hadde hørt», staar der. Man stimler til om ham der forut paa tiljerne. Saa dronningen spør, hvad dette er for slags ansamling der forut. Kongen ber hende ikke bry sig, men sove. Næste dag er det stille som før. Dronningen sender bud forut og ber Sturla komme agter i løftingen og ta med sig trollkonesagnene – det maa vel bety at hun trodde, han hadde nedtegnet dem og læste op. –– Dette er aar 1263; utviklingen gaar hurtig fremover i virkelighetsfjernhet: Nu er det ikke længer Sverre’s «lýgisǫgur», nu forlanger man ret og slet huldreeventyr. Denne scene ombord er et billede av tiden: Sturla Thordssøn fortæller trollkjærring-eventyr paa kongens langskib. En fase i folkets historie helder mot sin slut. Billedet lover ikke godt for dets fremtid.

Utviklingen lar sig heller ikke stanse ved islændingers eventyr om trollkjærringer. Og det ny træder én imøte allesteds. Prosaens ansigt blir efterhaanden ukjendelig ved bruk av litterær sminke og pudder. Allikevel betegner det ansigt overgangsstadiet til det nye sprog: forfaldet var med andre ord nødvendig for de nye vekster. I dette stilforfald gik vor storhetstids fyrste i spidsen ved sin snobbede beundring av det utenlandske og den slette smak. Der daler ned ustanselig med læsestof, fyldt av riddereventyr og romantisk kjærlighet. Rigtignok synes gamlekongens litterære smak, der han laa paa dødsleiet, pludselig at være uklanderlig. Det fortælles nemlig i hans saga at først lot han Bibelen og latinske bøker læse for sig, men det anstrengte den febersyke for meget. Saa gik man over til kongesagaerne, begyndte med Halvdan Svarte og drev paa utover; tilslut læste man Sverre’s saga, og han døde ved midnats tid, just som denne saga var læst til ende. En underlig storhet over scenen! Det er den oprindelige, egte smak som vender tilbake og uttar sin ret i hans sidste timer, – virker næsten som en avbigt for sit folks aasyn, dette lektyre-valg av en fyrste, som dog saa ivrig hele sit liv hadde sørget for importert litteratur. Det er Skule høvdings smak som et øieblik vender tilbake foran dødens terskel.

Den anden utgave av Haakon Haakonssøn er imidlertid den, vi faar gjennem det som er det avgjørende, nemlig gjennem hans livs virke, da han stod i sin manddoms alder og kraft. Og der er han Sigurd Jorsalafarers ætling og fortsættelse. Denne mand og den tid, han indførte, blev grundlaget for vor historie.

Men skal vi være retfærdige, saa ligger til syvende og sidst den egentlige grund til den kulturelle og litterære omveltning gjemt dypt i menneskenes eget sind. Det nye er kun, at den trang nu gjennem gotikken fandt uttryk, fordi den suverænt tar sig tilrette: Haakon Haakonssøn blev kun et organ for retningen. «Mansǫngr» lar det sig ikke længer gjøre at dysse ned gjennem dødsstraf; den sat fra nu av i høisætet, idet den nye omgangstone hadde slepet bort hver utilhyllet glose med samt kjenningens haarreisende tvetydighet og isteden lagt frivolitetens vat rundtom. Biskop Jon Ogmundssøn er for alle tider død, eros har sin dagslyse plads i alle sind. Haakon Haakonssøn laa kun paa sit dødsleie hin gang han søkte til sagaen, Skule høvding seiret ikke. Det er dette som er historie, det er dette som er tragik.

Ensteds i Sturlungasaga fortælles der om to unge søstre, døtre av Gudmund fra Tingvoldene paa Island; det skal være saadan fra aar 1200. De unge heter begge Thora – det ser næsten ut som om man paa den avsides gaard var saa indsovnet at man manglet fremfærd til at finde paa nye navn. Ellers er der i motivet en underlig vag likhet med Volsungsagnet, hvor ogsaa to kvinder ved en bæk – der de forresten tvætter sit haar – tales ved om sin elskede; men hos Brynhild og Gudrun ligger der, betegnende nok for hin gamle tid, en ubændig trang til mandjevning bak optrinnet, som jo i sammenstøtets hete kommer til at røbe det virkelige forhold – at Sigurd er helten og ikke Gunnar – og derved hitkalder det hat, som fører like lukt i katastrofen. – Her i Sturlungasaga er det ikke længer valkyrjer, som tales ved. Der var en aa i nærheten av gaarden, staar der, og dit gik de ofte. Saa var det en dag, de var deroppe og lekte sig ved aaen – jeg oversætter: «Da tok Thora den ældre saa til orde: Hvorlænge, søster, tænker du dette skal bli ved, at ikke kommer her mænd og ber om os? Eller hvad tror du der er os beskaaret? – Det tænker jeg ikke større paa, sier den yngre Thora, fordi jeg liker mig umaadelig godt, slik vi har det. – Det er nok saa, sier den ældre Thora, at her er det bra at være hos far og mor. Men ikke er det moro eller saa svært deilig at være her for det. – Det er nok saa, svarer den yngre Thora; men ikke er det saa sikkert at du likte dig bedre, om der blev nogen forandring i det. – Jaja, saa er alt bare bra da, sier den ældre Thora. La os finde paa noget moro her, – være litt fortrolig med hverandre om slikt, vi gaar og tænker paa om dagen: Si du mig, hvilken mand du helst vilde ønske skulde be om dig. For det tror jeg nok, jeg vet, at ikke blir vi sittende her hjemme ugift al vor dag. – Nogen sut for det har jeg ikke, sier den yngre Thora; for det er nok altsammen laget paa forhaand, og derfor gidder jeg ikke være ængstelig for det eller sitte tøise om slikt. – Det er sikkert nok, sier den ældre Thora, at det er forut avgjort, som mindre har at bety end et enkelt menneskes fremtid. Men allikevel vil jeg at du ikke desto mindre sier mig hvad du tænker venter dig, eller hvad du vilde ønske dig. – Det foreslaar jeg, sier den yngre Thora, at vi lar dette prat fare, fordi «engang faldet ord farer saa vide». – Her er da ingen fare, sier den ældre Thora, om vi lar falde nogen ord om det. Jeg skal si dig først, hvad jeg vilde ønske mig, hvis du saa siden vil si mig. – Du er den ældste av os to, sier den yngre Thora, og du faar saamen si det først, naar du allikevel ikke vil la dette tøis fare. – Det vilde jeg, sier den ældre Thora, at Jon Sigmundssøn kom ridende hit og bad om min haand, og jeg blev git ham. – Den yngre Thora svarer: saamen har du ikke villet slippe fra dig den, som er det bedste parti nu; og derfor var det, du først vilde vælge, fordi du saa at da blev valget vanskelig for mig! Nu er det meget sværere og ugreiere, det jeg skulde ønske: Det vilde jeg at Jora, biskopsdatteren, døde, og Thorvald Gizzurssøn fór hit og bad om min haand. – La os holde op med dette prat, sier den ældre Thora, og ikke nævne det mere. – Saa gik de hjem …»

Denne Jora er frille hos Thorvald. Saa berettes der kort i sagaen at hun dør. Og Thorvald er da ledig. De to nævnte mænd kommer saa ridende og har likesom et ærend længer vest i Borgarfjord. De tar ind paa Thingvellir-gaard. Og den dag de er redet videre vestover, prater de to søstre om gjesterne. Saa staar det at søstrene pleiet ligge i samme seng, og Thora den ældre sov ytterst ved sengestokken: dog da de kom vestenfra, Thorvald og Jon, saa var de igjen gjester paa Thingvellir-gaard. Da sa den ældre Thora til sin søster: Nu faar jeg stelle til for dem i vor seng i kveld, for han Thorvald og Jon. Men for det tilfælde at de ber om vor haand nu, saa faar jeg faa den som kommer til at ligge paa min plads; men du den som ligger ved væggen. – Hun visste det at Thorvald pleiet bestandig sove ytterst; og begge søstre vilde altsaa helst ha ham. – Hvorfor skulde du ikke frit raade for det, sier den yngre Thora, hvorledes du vil ordne med kvilet? Og det vil nok gaa som os forut er bestemt …» Saa heter det kort: «Om kvelden, da Thorvald og Jon skulde i seng, spurte Jon: Thorvald bonde, hvor vil du ligge: ytterst eller inderst? – Thorvald svarer: Jeg pleier nok sove ytterst, men denne gang skal du vælge. – Da vil jeg ligge ytterst denne gang, sier Jon. Og slik blev det. Og om morgenen fremførte de sit frieri, og det blev saa, at Thora den ældre blev gift med Jon Sigmundssøn, men den yngre Thora med Thorvald …»

Der er det! Det er den nye tid med de nye motiver: men her rundet av hjemlig jord og ikke fransk ridder-roman, endnu med sagaens sky knaphet over sig. Men eros er det, en lang thaatt om eros: Først uklar pikehigen … disse to lubne fugleunger – dog saa skarpt og forskjellig tegnet! – som just er kommet ut av redet og nu for første gang kjender luft under den flaksende, skjøre ving! Saa den ældres pludselige og forskende spørsmaal. Saa den yngres snedighet: blir nødt til at nævne Thorvald da, siden du knep den gjæveste frier selv. Men ham elsker de begge: og den ældste skjuler det, tror at hun narrer sandheten ut av den yngre: og saa blir det denne, som skjæbnen dog lar følge deres elskede helt hjem til hans gaard. Det er et oplagt ballademotiv. Det er bare det at det er for vanskelig, for psykologisk indfiltret for en dansevise.

Foran et saadant motiv indser vi nemlig begrænsningen i den nye tids kunst. Den magtet ikke det nye motiv. Balladen magtet det ikke. Men det er likefuldt et motiv for den nye tid.

Kjendsgjerningen er og blir derfor forfald. Men tragedien var at det nationale aandslivs mænd holdt paa det som ikke længer var at holde paa. Dragestilen var forældet, bronsealderens ornamentik forbi. Den gamle skaldskap forlængst gaat i frø. Tidens fylde var der.

  1. Fast skik at indlede drikkegilder med det. De var jo oprindelig en slags kultusakt – man ser af «minni»: til de hedengangnes ære.
  2. Jeg gjengir nu bare i ubunden form; metret begynder ogsaa at bli mer og mer kunstlet.
  3. Kaalund’s oversættelse.