Streik/XIV
Der blev med ét saa paafaldende taust over Torvet. Og i alles Blik stég en ængstelig Raadvildhed spørgende op.
Da var der en, som fandt det forløsende Svar i de to Ord:
«Pukstein, Gutter!»
Og som et vældigt Ekko lød jdet fra Hundreder og Hundreder af Struber:
«Pukstein, Gutter! — Pukstein, Gutter! — Pukstein — Pukstein — Pukstein!»
En Hærskare af Streikere styrted afsted nedover mod Kaien og kasted sig som en Bisværm over den store Puksténsdynge under Almealléen. Lommer pakkedes, Huer og Hatte fyldtes.
Imidlertid havde de militære gjort Holdt og taget Stilling foran Veierhuset ved Torvets nordøstlige Hjørne.
Byfogden og Politimesteren turde endelig atter vove sig ud; de kom, i fuld Uniform, eskorteret af Politibetjente og Konstabler, anskridende og hilste paa de to Løitnanter — én premier og én sekond -, som udgjorde Overbefalet.
Soldaterne præsenterte Gevær.
Byfogden — der altsaa for Anledningen var i Borgermesters Sted — bar en Bog under Armen.
«Haa haa! — han er da saa klok, han har Bønneboka med, lel!» var der en, som raabte.
«Forstaar du inte, at det er Svarteboka, da — Tosken? — Du kan da vel se, hu er mest likesaa svart som Byfogden og han Gamle-Erik sjøl!» retted en anden.
— Det bølgende Folkemylder øged for hvert Sekund; thi fra alle Gader kom nysgjerrige i flommevis skyllende til. Endog Barnepiger med Smaabørn paa Armen var at se i Stimlen.
Selv Borgerpatrioterne og deres Fruer og Frøkner voved at kikke ud af sine Vinduer; ja, der var saamen dem, som dristed sig til at gaa helt ud af Huset — nemlig de, der havde Altan.
— Puksténs-Tropperne var kommet tilbage i væbnet Stand, og Mængden tog paa at trække sig tættere sammen om den uniformerte Gruppe ved Veierhuset.
Da traadte Byfogden frem, slog til Lyd og opfordred til øieblikkelig Fjernelse.
Nei, det var forgjæves.
Saa greb han til «Svarteboka», lukked den op, rømmed sig etpar Gange og tog fat:
«I Kraft af min lovbefalede Myndighed og Pligt som høieste civile Embedsmand paa Stedet har jeg at foreholde eder, hvad Oprørsloven — den norske Straffelovs Kapitel 10, Paragraferne 9 til 12 — bestemmer angaaende Opløb og de Ulovligheder, som under samme maatte forøves, — saalydende:
Paragraf 9. Lægger nogen Forsamling den Hensigt for Dagen, i Forening med Magt at modsætte sig den offentlige Myndighed, at tvinge Nogen til at foretage eller undlade en Embedshandling, eller at øve Vold paa Person eller Gods, da skulle, saafremt de Forsamlede paa vedkommende Øvrigheds Opfordring adskille sig og begive sig roligen bort, de, som enten ere Anstiftere eller Anførere, dømmes til Fængsel eller Strafarbeide i femte Grad, hvorimod de øvrige for Straf skulle være fritagne. — Paragraf 10. Hvis de, som saaledes ere samlede, ikke paa vedkommende Øvrigheds Opfordring adskille sig og begive sig roligen bort, ansees Anstiftere og Anførere med Strafarbeide i femte eller fjerde Grad, og andre, Skyldige med Fængsel eller Strafarbeide i femte Grad. — Paragraf 11. Begaa de i foregaaende Paragraf omhandlede Personer Vold paa Personer eller Gods, ansees de, som deri gjøre sig skyldige, med Strafarbeide i fjerde eller femte Grad, og Anstifterne og Anførerne med Strafarbeide i tredie eller fjerde Grad. Vorder Ild paasat eller Røveri forøvet, skulle Gjerningsmændene ansees med Strafarbeide i første Grad eller paa Livstid. Sker Drab, dømmes Drabsmændene til Strafarbeide paa Livstid eller til at have sit Liv forbrudt. —
I Forbindelse med disse Lovens Ord forkynder jeg i Kongens Navn de tilstedeværende, at enhver, der vil være anseet som god Borger og tro Undersaat, straks skal forføie sig bort og gaa rolig til sit Hjem, samt at de, der ikke adlyde denne Formaning, maa tilskrive sig selv det Uheld, som maatte ramme dem, naar Nødvendigheden kræver, at den offentlige Sikkerhed maa haandhæves med væbnet Haand mod Oprørere og Voldsmænd.
— Saa have da alle vedkommende sig herefter at rette!»
— Der var forholdsvis roligt under denne Oplæsnings-Akt; enkelte Tilraab og Forsøg paa Latter havde ingen fængende Magt.
Men Paabudet virked ikke; tværtimod blev Kredsen smaat om sen trangere.
Endnu to Gange (jævnfør Langestrands Politivedtægter Kap. 1, § 7 og Grundlovens § 99) gjentog Byfogden den samme Lekse.
Men nu var Spektaklet kommet op; sidste Gang blev Byfogdens Stemme ganske overdøvet af Støi og Skraal. — «Ja tak, vi vêt det, naa!» — «Inte bry dei, Svarten!» — «Det er inte saa farli, som han truer tell, Gutter! — for Kongen er over i England, og de tør inte bruke skarpt, før de faar Ordre fra ham!»
— «Fæld Bajonet!»
Og halvhundre Bajonetter rettedes mod den boblende Folkemasse.
Men som skede det paa samme Kommandoraab, kom i selvsamme Øieblik en Puksténs-Byge susende mod Militæret.
Saa var Slaget paa Langestrands Torv i fuld Gang.
Byfogden og Politimesteren fik saavidt bjerge sig ind i en Gjørtlerbutik, hvis Eier beredvillig slog Slaa for Døren.
—Soldaternes Stilling var sletikke lystelig. Allerede i den første Puksténs-Omgang havde adskillige af dem faat Mên; og de forlangte Ordre til at gaa paa.
— «Anfald med Bajonetten! — fremad marsch!»
De jog en hujende, hylende Masse foran sig bortover Torvet. Men Puksténs-Bombardementet vedvarte. Der blev stadigt hentet frisk Ammunition fra Oplagsstedet nede ved Kaien. Kjærringer og Jenter hjalp til — bar Pukstén i Tørklær og Forklær.
— En ældre, sværtbygget Mand gjorde sig især bemærket. Hans Kast traf med en farlig Sikkerhed og Kraft, der han, retirerende for Bajonetterne, alt i êt vendte sig, greb ned i Trøielommen og afleverte en Sten. — Det var ingen anden end Herregud i Kaalrabien.
«Se til at faa Has paa den gamle Satan der!» raabte den øverstbefalende, Premierløitnanten.
Det var ikke mere end som saa, at han fik i udtalt, før et af Herreguds Projektiler traf ham i Hodet, saa han besvimet faldt om.
«Skytterlinje paa Stedet!» kommanderte Sekondløitnanten. 10 Soldater fik Befaling til at skyde Signalskud. — «I Veiret læg an! — giv Fyr!»
Og de gav Fyr.
Saa en ny Salve i Beredskab, dennegang med 4 skarpe Patroner.
— Der gik et Rykk gjennem Masserne ved Knaldet og Røgen, og en øieblikkelig Stilhed indtraadte.
Men saa tog Stormen atter Fart, Værre end før.
«Løst Krudt! — de tænker aa skræmme vors med løst Krudt! — haa haa haa! — Paa dem! - paa dem! — ta Geværerne fra dem!»
Foran i den fremstormende Hob kom Herregud i Kaalrabien. Hans Øine var underløbne, og der viste sig Skum i Mundvigerne.
— «Læg an! — giv fyr!»
Det smaldt.
Ole Augustinussen sank sammen, stupte forover paa Ansigtet og blev liggende uden at røre sig.
— «Der skjøt de ên—!» raabtes der.
«Aa, det er inte sandt?»
«Aa jogu er han dau!»
Og inden faa Sekunder vidste nogen og hver hele Kamppladsen over, at en Mand var skudt.
Det var altsaa Alvor, — de skjød med skarpt!
Og det var nok.
Thi da der nu blev kommanderet Anfald med Bajonetten, og Militæret rykked frem i Springmarsch, vendte Streikestyrken Ryggen til og opløstes i vild Flugt, idet enhver af alle Kræfter sprang for at redde sit eget Liv.
Og som ved et Trylleslag var Torvet ryddet.
— Saa en Razzia med fældet Bajonet gjennem Gaderne paa begge Sider af Broen.
— Dermed var Juni-Revolutionen i Langestrand knust og kvalt.
Politistyrken var allerede i travl Virksomhed med at høste og bjerge ihus en rigelig Efterslæt, — saa rigelig, at Laderne i Raadstuens Arrestafdeling var fulde og vel saa det, før Kvælden kom.
— Og Langestrands Bedsteborgerskab aanded atter frit. Det turde uden Frygt lade sine mandlige og kvindelige Repræsentanter overvære den Akt, at fire Konstabler løfted Herregud i Kaalrabien op paa en Dragkjærre og trak afsted med ham ind i Raadstuens Gaardsrum.
Politimesteren og Byfogden — begge med restitueret Embedsværdighed i Ansigt og Holdning — kom ud og stilled sig ved Kjærren, mens en tilkaldt Læge i en Fart fik konstateret, at den gamle Mand var død; han havde faat en Kugle i Brystet.
— Men Provst Carlsen, som ogsaa var kommet til, hæved høitideligt Haanden og lod den synke i Retning af Liget, idet han sagde:
«Syndens Sold er Døden.»