Streik/XV
Hvad var det, Folk stod og glodde paa?
En Flæk.
Bare en Flæk.
Bare en Flæk paa Langestrands Torv, — hvor der jo dog til hver eneste Dag var fuldt op af Flækker, uden at Folk for den Sags Skyld gav sig til at staa og glo.
— Ja, men denne Flæk var en Blodflæk.
Og Blodet var ikke af samme Sort som det, der jævnlig pleied at sætte Mærker paa den Del af Torvet, hvor-Slagterne havde sine Borde staaende.
Thi dette her var Menneskeblod.
Derfor stod Folk og glodde.
Der siges, at Drabsblod af Mennesker eier en særegen Evne til at bide sig fast.
Og hvordan det nu end hermed har sig eller ei, saa er det sikkert nok, at i Uger og Maaneder var der et rustbrunt Mærke at se paa det Sted, hvor Herregud i Kaalrabien stupte. —
— Men Solen bleged, og Regnet skylled, og Hestehove og Menneskefødder tramped henover, til det omsider Var visket ud.
Af Torvet i Langestrand, ja.
— Men der var en ung Mand, gjennem hvis Øie hin Blodflæk havde brændt sig ind i hans Sjæl.
Og Aar rulled forbi, mange Aar, og Minde efter Minde blev bleget, bortskyllet, nedtrampet i denne Sjæl, — dog ikke Blodsporet efter Streiken i Langestrand.
Han saa det for sig ved Dag og ved Nat, i vaagen og i Drømme; han saa det, saa ofte han vilde, og ofte saa han det, naar han ikke vilde se det.
Han saa det for sig som den første Gang i paa Langestrands Torv: dette brunrøde Bække-Fár af saadan etpar Fingerspands Længde med de to Bugtninger nedad den støvgraa Puksténs-Grund, — mundende ud i en liden Fordybning, hvori Strømmen havde samlet sig og størknet til en brunsort Blodlever, der syntes ham som Punktumet i et Spørgsmaalstegn.