Studier over Norges administrative inddeling i middelalderen
P. A. Munchs Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge i Middelalderen, fra 1849, er fremdeles den eneste haandbok, vi har í Norges historiske geografi, og den er, som det ofte har været fremhævet, nu meget forældet. Diplomatariet, Norske Regnskaber og Jordebøger, Norske Gaardnavne og flere andre publikationer har bragt frem en mængde nyt stof, som Munch ikke kjendte, og arbeider som f. eks. Tunbergs Studier rörande Skandinaviens äldsta politiska indelning, Magnus Olsens Hedenske kultminder i norske stedsnavne o. fl. har bragt nye synspunkter. Styffes Skandinavien under unionstiden er endnu i den siste utgaven (fra 1911) meget litet tilfredsstillende, og det er derfor et paatrængende behov for norsk historisk forskning aa faa en tidsmæssig haandbok paa dette omraade.
Behovet føles like sterkt i Danmark og Sverige, og det vilde ligge meget nær aa søke det tilfredsstillet ved skandinavisk samarbeide – planer for et slikt samarbeide har da ogsaa været foreløbig drøftet mellem nordiske historikere, men indtil videre er de dog stillet i bero. Slike omraader som Skaane, Halland, Blekinge, Gotland, Baahuslen, Herjedalen og Jemtland kan naturligvis best behandles ved samarbeide mellem danske, norske og svenske forskere, og en fælles plan for arbeidet vil gjøre det lettere brukbart for alle de som skal ha nytte av det.
Hovedopgaven for en norsk historisk geografi vil være aa klarlægge landets inddeling, og mens der er lagt adskillig arbeide i undersøkelsen av de geistlige inddelinger, er den verdslige inddeling endnu næsten ubearbeidet.
De vanskeligste problemer møter os her ikke overfor de større omraader, fylkerne – uagtet der ogsaa her er nok av uklarheter – men ved de mindre – hereder, skibreder, tinglag – og det første rationelle grundlag for studiet av disse er lagt av Tunberg i hans behandling av heredet i Norge, idet han har tat for sig de bevarede heredsnavn og fastslaat hvilke omraader man faktisk har kaldt hered. Det viser sig her straks aa være en betydelig forskjel mellem heredets forekomst i de to østlandske lagdømmerne, Eidsivatings- og Borgartingslagen, hvor ordet hered indgaar som ledd i tilsammen 31 bygdenavn, og i Frostatingslagen, hvor det overhode ikke forekommer paa denne maaten, og i Gulatingslagen, hvor det rigtignok forekommer 10 ganger; men av disse ti navnene ligger 1 i Hallingdal og 5 i Valdres; bare 4 navn paa vestlandet: Aarlandshered, Kvinnhered, Samlandahered ved Hardangerfjorden, aapenbart utløpere av navnetypen i Valdres og Hallingdal (hvis forbindelse med vestlandet som bekjendt fortrinsvis gik til Hardangerfjorden), og endelig det isolerte »Herred« paa Lister – et navn som ikke er belagt fra ældre tid og vel tør antas for tvilsomt[1].
Disse navnene peker altsaa ganske tydelig paa en utbredelse fra øst til vest og paa at »hered« i Norge væsentlig og oprindelig er en østlandsk inddeling. Tunberg gaar imidlertid endnu længer, idet han mener, at »hered« som statslig inddeling i Norge bare hører hjemme i Baahuslen – nærmest ved »heredets« oprindelige utbredelsescentrum, Danmark og Sydsverige – bare her mener han, at heredet er stort nok til aa kunne ha dannet egen tingkreds; mindre hereder – paa størrelse som et sogn, eller endnu mindre – mener han – men uten nærmere begrundelse – maa ha været for smaa til aa ha kunnet »göra anspråk på en särskild jurisdiktion«. Utenfor Baahuslen vil han ganske enkelt oversætte herað med bygd.
At dette er urigtig, tror jeg lar sig tydelig vise, idet det uttrykkelig nævnes en del heredsstevner[2] med tilhørende heraðsstefnubœr paa forskjellige steder paa Oplandene, navnlig i Gudbrandsdalen, saaledes paa Jørstad i Faaberg (DN III 120; V 84, 170, 196), paa Nord-Hove i Aalen i Faaberg (DN III 515; II 762; V 445), paa Gildisvǫllr i Ringebu (DN 11803; V 279), paa Garlaus i Fron (DN III 240; IV 161).
Samme betydning som heraðsstefnubœr har – ifølge Eidsivatingsloven I 33 – ogsaa det enkle stefnubœr, som kjendes fra Lund i Kisa i Ullensaker (DN II 403) fra Holter i Nordlæm i Nannestad (DN V 286), fra Mælum i Brøttum paa Ringsaker (DN I 796), fra By i Veldre (DN III 797), fra Haug i Nes paa Hedemarken (DN III 171), fra Lund i Nes paa Hedemarken (DN V 148), fra Løken i Løten (DN III 134), fra Dal i Romedal (DN II 709), fra Fjæstad i Romedal (DN II 724), fra Arneberg i Romedal (DNIII 710), fra Os eller Ting-Os i Strøm i Odalen (DN V 446), fra Klokkergaarden paa Eidskogen (DN V 505), fra Hove i Nordherad i Lom (ɔ: Sjaak) (DN, III 783), fra Toksen i Sødorp i Fron (DN III 866), fra Hov i Søndre Land (DN II 768), fra Garder i Vesttorpen i Nordre Land (DN II 219), fra Framstad i Gran paa Hadeland (DN II 456), fra Løken i Handal i Gran paa Hadeland (DN III 169), fra Løken i Vangsbygden i Norderhov (DN II 296), fra Sanden i Haug paa Eker (DN V 372), fra Huseby i Myrarhvarf i Røken (DN I 860), fra Efteløt i Sandsvær (DN II 619), fra Evju i Efteløt i Sandsvær (DN III 544, X 221), fra Hassel i Sandsvær (DN III 932), fra Megarden i Nore i Numedal (DN V 435), fra Bakke i Hedrum (DN II 739, 770) o. s. v.[3]
Med andre ord: i den samme del av landet, hvor »hered« indgaar som et nogenlunde hyppig navneled i bygdenavn, finner vi omtalt heredsstevner, heraðsstefnubœr og stefnubœr, hvad der tydelig angir heredet som tinglag; utenfor østlandet forekommer de derimot ikke. Det kan desuten være værd aa lægge merke til, at stefnubœr’ene gjennemgaaende er centrer for temmelig smaa omraader, paa størrelse med et sogn eller saa omtrent; det fremgaar av næsten alle de steder, hvor de nævnes. At Tunberg har uret i, at en tingkreds maa være temmelig stor, fremgaar ogsaa av en slik ting som at f. eks. de fire fjerdingene, Rakkestad var delt i, hadde egne ting (DN II 282).
Dog har der ogsaa – ialfald i senmiddelalderen – paa Oplandene været større tinglag (þinghá), som omfattet flere hereder, saaledes Holleid þinghá i Nordre Gudbrandsdalen (Nordre Fron, Hedalen og Bredebygden i Vaage; NG IV 1, s. 118 f.), Staf þinghá i Søndre Gudbrandsdalen (Øier, Faaberg og muligens mere; DN I 556; II 794; III 772), Gausdal þinghá (DN V 333), Greaaker þinghá paa Søndre Hedemarken (DN I 637; II 709). De var av omtrent samme omfang som de sørlandske þinghá’ene, som synes aa ha faldt saa nogenlunde sammen med skibrederne (Helgevig þ. paa Lister, DN IV 882, 966 f.; Fede þ. paa Agder, DN IV 948; Akredal þ. sammesteds, DN VI 424).
Gaar vi nu med den viden, vi her har faat, til lovene, vil de vundne resultater i det store og hele bli bekræftet.
Selve ordet heraðsþing brukes i de ældre lovene bare i Borgartingslovens kristenret (II 26; I 17; III 23; II 9), hvor det bestemmes at det kan sammenkaldes av bispens aarmand eller i skilsmissesaker av konen for aa faa vidnesbyrd om egteskapet; desuten en gang i et av de bevarede brudstykker av den gamle østlandske lovboken (NgL II 523). At ordet forekommer et par ganger i de paa Island beregnede lovbøkerne fra 13 aarh. Hákonarbók og Jónsbók, er uten betydning for Norge. I landsloven forekommer det tre ganger i landsleiebolken, i kapitlene om fjárfœling, om sæterferder og om veisyn (VII 37, 40, 46); men som Taranger har paavist i sin oversættelse av landsloven, er to av disse stedene utvilsomt optat fra den ældste østlandske lovboken som vi bare har smaa brudstykker av, og det samme gjælder med stor sandsynlighet ogsaa om det tredje sted. I en udatert retterbod for Viken vedtat paa ting ved Elven og paa Haugating ved Tønsberg (NgL II 485), gjør Magnus Lagabøter heredstinget til instans for spørsmaal om bygging av ødejord. To steder i Eidsivatings kristenret (I 33 og 42) angir ogsaa – uten aa nævne ordet heredsting – heredet som tingkreds.
Alle andre steder hvor hered nævnes i lovene, kan det utvungent oversættes med bygd, som Tunberg vil. Med andre ord vi finner heredet som tingkreds – altsaa som statlig inddeling – paa hele Østlandet, i Borgartings- og Fidsivatings-lagen, og kun der. Alt dette viser tydelig, at heredsinddelingen maa være meget gammel, ældre end rikets samling og altsaa ogsaa ældre end den kristelige sogneinddeling, og dette har ogsaa bestandig været lært, ogsaa av de ældre forskere hvis opfatning av heredet er saa grundforskjellig fra Tunbergs, som jeg i hovedsaken følger. Man ser det ogsaa av heredernes sterke avhængighet av naturforholdene; det er naturlige grænser og ikke hensyn til folkemængde, rigdom og lignende sociale forhold, som har bestemt heredsinddelingen, baade vestenfjelds hvor det uttrykkelig sies (Gul. 88), og i det egentlige heredsdistriktet av landet. Men vi ser altsaa ogsaa, at levninger av heredet som tingkreds holder sig endnu i de siste par aarhundreder av middelalderen.
Om heredsinddelingen oprindelig har tjent ogsaa andre behov end de judicielle og administrative som knytter sig til tinget – f. eks. militære behov – vet vi ikke; men der er ingen spor av det og ingen særlig grund til aa tro det. Karakteristisk er det imidlertid, at heredsinddelingen hører hjemme i en del av Norge, hvor den militære skibredeinddeling aldrig fik rigtig fast fot; selv i de vikske kystdistriktene kan det være meget tvilsomt om skibredeinddelingen nogensinde blev fuldt gjennemført; og for størstedelen av omraadet forsvandt den ialfald igjen baade hurtig og sporløst.
En undtagelse er der imidlertid – det nuværende Smaalenene. Der er skibredeinddelingen helt gjennemført, og skibrederne vedblir aa danne de administrative enheter, tildels helt op imot vore dager. Paa den andre siden er det paafaldende – som ogsaa Tunberg har bemerket (s. 75) – at heredsinddelingen helt mangler her; mellem Vette hered i Baahuslen og Oslohered mangler ethvert sikkert spor av heredsinddeling. Nu er imidlertid, som vi straks skal se, skibredeinddelingen her aapenbart meget gammel, ældre end kristendommen, og det ligger derfor nær aa slutte, at den i virkeligheten repræsenterer den gamle heredsinddeling, bare tilpasset efter særlige behov og med et nyt navn, men i virkeligheten akkurat det samme. – Interessant er det ogsaa aa lægge merke til, at denne inddeling punkt for punkt krysser sogneinddelingen, som her sikkerlig er yngre.
Sognenavnene i Smaalenene er følgende:
| Trøgstad, | oprindelig gaardsnavn. | |
| Baastad, | –»– | |
| Askim, | –»– | |
| Spydeberg, | –»– | |
| Hovin, | –»– | |
| Heli, | –»– | |
| Skiptvet, | –»– | |
| Rakkestad, | –»– | |
| Degernes, | –»– | |
| Os, | –»– | |
| Eidsberg,[4] | –»– | |
| Trømborg, | –»– | |
| Hærland, | –»– | |
| Rødenes, | –»– | Ældre navn: Ørsmark. |
| Rømskogen, | oprindelig distriktsnavn. | |
| Aremark, | –»– | |
| Ømark, | –»– | |
| – Id, | oprindelig gaardsnavn; sandsynligvis. | |
| Enningdalen, | uviss oprindelse. | |
| Berg, | oprindelig gaardsnavn. |
| Asak, | oprindelig | gaardsnavn. | |
| Rokke, | – | – | |
| Skjeberg, | – | – | |
| Ingedal, | – | – | ; sandsynligvis. |
| Ullerø, | – | distriktsnavn. | |
| Hvaler, | – | – | |
| Borge, | – | gaardsnavn. | |
| Torsnes, | – | distriktsnavn. | |
| Varteig, | – | gaardsnavn. | |
| Tune, | – | – | |
| Glemminge, | – | – | |
| Onsø, | – | distriktsnavn. | |
| Raade, | – | gaardsnavn. | |
| Rygge. | – | – | |
| Moss, | – | elvenavn. | |
| Vaaler, | uviss oprindelse. | ||
| Svindal, | –»– | ||
| Tomter, | oprindelig | gaardsnavn. | |
| Hobøl, | – | – | |
Der er altsaa 28 oprindelige gaardsnavn (hvorav to litt tvilsomme); 1 oprindelig elvenavn; 3 som kan være baade gaardsnavn og bygdenavn, og 7 oprindelige distriktsnavn (de tre[5] skogdistriktene omkring hver sin sjø, en øgruppe og tre halvøer, altsammen omraader som ganske tydelig og naturlig skiller sig ut fra landet omkring). Den normale sognenavnstypen her er altsaa gaardsnavn. de andre typerne er undtagelser som let kan forklares. Helt anderledes er skibredenavnene i Smaalenene dannet:
| Varna, | oprindelig | distriktsnavn. | Kaldes senere Rygge. |
| Raade, | – | gaardsnavn. | |
| Vaaler, | uviss oprindelse. | ||
| Vemme, | oprindelig | distriktsnavn. | |
| Freyland, | – | – | |
| Heggen, | – | – | |
| Skaun, | – | – | |
| Tune, | – | gaardsnavn. | |
| Onsø, | – | distriktsnavn. | |
| Aamord, | – | – | |
| Skjeberg, | – | gaardsnavn. | |
| Ingedal, | – | – | ; sandsynligvis. |
| Id | – | – | – |
Her er altsaa 7 oprindelige distriktsnavn, tre tvilsomme og tre sikre gaardsnavn.
Nu vil det paa forhaand stille sig som rimelig, at de omraader som ved sit navn uttrykkelig angir sig som større eller mindre, særskilte distrikter, gjennemgaaende vil bære vidnesbyrd om en ældre selvstændig eksistens end kryssende inddelingsomraader, benævnt efter gaarder. Slike navn som Trøgstad sogn eller Eidsberg sogn angir jo ikke nogetsomhelst om et bestemt omraade, men bare at kirken laa paa Trøgstad eller Eidsberg gaard. Dertil kommer at slike navn som Varna, Vemme, Freyland, Heggen, Skaun eller Aamord øiensynlig er ældgamle og rækker langt tilbake i forhistorisk tid, mens sogneinddelingen ikke bare selv maa være fra kristen tid, men desuten er ganske blottet for vidnesbyrd om aa bygge paa en ældre inddeling, hvad skibredeinddelingen her altsaa aapenbart gjør.
Nogen topografiske undersøkelser gjør denne slutningen ganske sikker: »Onsøfjerdingen« i Raade sogn hører til Onsø skibrede; nu har vandet i sen forhistorisk tid, kanske endnu i vikingetiden, gaat adskillig længere op baade fra Krogstadfjorden og fra Skinnerfloet, saa at Onsøen, som vel oprindelig var helt omskyllet av vand, bare var landfast ved et lavt og smalt eid ved den nuværende Raade station. Dengang maatte nødvendigvis »Onsøfjerdingen« høre til Onsø; først efterat vandet var faldt kunde man falde paa aa lægge den over til Raade. Med andre ord: skibredeinddelingen bygger her paa forhistoriske naturforhold, sogneinddelingen paa nutidens og er altsaa yngre.
Vemme skibrede omfattet Hovin, Spydeberg, Heli og Skiptvet sogn. Ingen naturlig grænse skiller mellem dem; det er sammenhængende bygd hele veien, mens de derimot er skilt fra omverdenen ved Glommen mot øst og øde skogaaser baade i nord, vest og syd. – Lignende er forholdet med Freyland skibrede, som omfattet Baastad, Trøgstad og Askim; ogsaa her gaar bygden i et, avgrænset tydelig mot nabobygdene; bare mot syd, mot Heggen (Eidsberg) kan grænsen kanske delvis sies aa være litt vilkaarlig.
Skjeberg skibrede bestaar av Skjeberg og Ullerø sogn, som gaar helt i et og er tydelig avgrænset baade mot vest, nord og syd; i sydøst derimot er den nuværende sognegrænsen mot Ingedal helt vilkaarlig, uten støtte i naturforholdene, og sognegrænsen i middelalderen løp som nu – det vet vi med sikkerhet. Skibredeinddelingen løp imidlertid litt anderledes, idet gaardene Guslund, Rønneld og Prangerød hørte til Skjeberg sogn, men til Ingedal skibrede, og netop mellem disse gaardene og resten av Skjeberg sogn strækker det sig en ikke høi, men brat og uveisom skogaas, en av de mest utprægede naturlige grænselinjer i det ellers saa flate terræn; navnlig for gaardene Rønneld og Prangerød er det ved første blik paa kartet tydelig, at de har sin naturlige kommunikation nedover til Ingedals hovedbygd.
Id skibrede omfattet Id og Enningdalen, Asak og Rokke sogn og den østligste del av Berg, dalføret omkring den lille bækken som falder i Iddefjorden litt utenfor Rød (liderne Remmen, Østgaard og Torp); resten av Berg hørte til Ingedal skibrede, som desuten omfattet Ingedal sogn og som nævnt en del av Skjeberg. Paa grænsen mellem Ingedal og Id skibreder kan man imidlertid, saavitt jeg skjønner, ikke si med sikkerhet om skibredegrænsen eller sognegrænsen er den naturligste. Og for de øvrige skibreder i Smaalenene har vi ikke middelalderlig materiale til aa følge skibredegrænserne i enkeltheter. –
Ved siden av de gamle skibredenavnene er der i Smaalenene ogsaa en del andre ældgamle bygdenavn, saaledes Eid (det nuværende Askim, altsaa en del av Freyland), Tesal (den vestlige del av Raade), Lysedal (Hovin sogn i Vemme), Jalund (Jeløen i Varna) og en del grændenavn; men de betegner allesammen mindre omraader end de, det her gjælder, og krysser aldrig den større inddelingen.
Efter det, vi har anført, kan det neppe være tvil om, at skibredeinddelingen i Smaalenene gaar tilbake til forhistorisk tid, mens sogneinddelingen ikke kan være ældre end 12–13 aarh.
Kanske har de senere skibreder oprindelig været særlige riker, som det heter om Varna i Snorres Ynglingasaga, som her aapenbart bygger paa Ynglingatal[6].
Skibrederne i Smaalenene stemmer saaledes med den heredsdelingen vi har funnet over resten av Østlandet, deri at de i sine grænser bygger paa naturforhold, ikke paa folkemængdens aritmetiske forhold el. l., at de omfatter forholdsvis smaa omraader og at de aapenbart – omend kanske med et andet fællesnavn end netop »skibreder« – gaar tilbake til forhistorisk tid; i akkurat de samme henseender avviker de fra skibrederne længere vest, i det sydlige Vestfold, i Grenland og paa Østagder. Det tør derfor være fuldt berettiget i skibrederne her aa se akkurat det samme som i heredene andensteds paa østlandet[7].
Med hensyn til alderen av denne inddeling kan man kanske komme et stykke videre ved den iagttagelse, at der er en paafaldende forskjel i skibredernes størrelse i indre og ytre Smaalenene. Mens saaledes Varna skibrede (Rygge hered) omfatter et omraade paa ca. 86 matrikelnumre, er der i det distrikt som nu svarer til Vemme skibrede (Spydeberg og Skiptvet) 218 matrikelnumre, i Freylandir (Trøgstad og Askim) 278, i Skaun (Rakkestad) 249 og i Heggen (Eidsberg) 225. Maalt efter kvadratkilometer blir forskjellen omtrent den samme: paa de 6 (eller hvis Marker regnes for to skibreder, 7) indre distrikter falder ca. 2320 km.2, paa de 9 ytre 1663; det vil si de indre er gjennemgaaende omtrent dobbelt saa stor som de ytre.
Ifølge tabellen over norske oldfund (hos Helland, Oldfundene og Norges folkemængde) skiller nu Smaalenene sig skarpt ut fra de andre østlandsamtene ved aa ha langt flere fund fra ældre jernalder end fra yngre (397 mot 201); det er derimot av samme type som kystamtene fra Nedenes til Stavanger. Men fordeler vi fundene paa de enkelte hereder i Smaalenene, viser det sig, at det egentlig bare er i kystdelene av amtet, denne typen fins, men der til gjengjæld saa meget mer utpræget. I indlandsdistriktene (Rakkestad fogderi + Vaaler, Aremark og Ømark) er nemlig forholdet 82 og 100, altsaa flere fund fra yngre jernalder; i kystdistriktene derimot (resten av amtet undtagen Haabøl som ikke bør regnes hit) er det 309 og 95. – altsaa over tre ganger saa mange fund fra ældre jernalder som fra yngre[8]. – Med andre ord, fundene viser os en vældig tilbakegang i de ytre distrikter fra ældre til yngre jernalder – vistnok baade absolut og navnlig i forhold til de andre.
Amanuensis Jan Petersen har gjort mig den store tjenesten aa gjennemgaa oldsakssamlingen for aa kontrollere og supplere den av amanuensis G. Mørck forfattede tabellen hos Helland, og hans resultater svækker rigtignok denne slutningen adskillig[9]. For det første er der gravet mere systematisk i de ytre bygder end i de indre, og det er derfor aa vente, at tallene fra de ytre skal være større. Dernæst er dels nye fund kommet til, dels er en hel del saker (bryner o. l.) saa umulige aa datere, at de ikke kan tas med ved optællingen, og mens talforholdet i de ytre bygder ifølge Petersen blir omtrent som hos Helland, bare endnu mer tilspisset – nemlig 376 og 93 – blir det derfor i de indre bygder noget anderledes, nemlig 71 og 10; altsaa ogsaa her overvegt for ældre jernalder, men rigtignok meget svakere end i de ytre (i de ytre er forholdet 404,3 : 100; i de indre 177,5 : 100). Sterke forbehold maa derfor tas ved slutningene; men det indtryk blir dog sittende igjen, at de ytre bygdene i ældre jernalder var langt tættere befolket end de indre, men at denne overvegten var langt mindre markert i yngre jernalder.
Naar vi nu husker paa, at de ytre skibrederne bare er halvparten saa store som de indre, ligger det nær aa slutte, at inddelingen maa være kommet istand paa et tidspunkt, da de ytre var relativt meget tættere befolket end de indre – altsaa i ældre jernalder, og til et saa fjernt tidspunkt føres vi vel ogsaa av navneformerne. Har vi nu hat ret i den ovenfor opstilte identificering av heredene over resten av østlandet og skibrederne i Smaalenene (og Baahuslen), saa føres vi altsaa til aa anta, at ogsaa heredsdelingen maa gaa saa langt tilbake – et resultat som vinner en smuk bekræftelse ved aa sammenstilles med Magnus Olsens paavisning av, at Fǫð – Lysakerelven – har dannet grænsen mellem Aker og Bærum alt før vikingetidens begyndelse.
Det er imidlertid klart, at det i ældre jernalder umulig kan ha været tale om nogen inddeling av landet som paa nogen maate kan sammenstilles med de senere skibreder; en slik inddeling forutsætter Jo ganske anderledes baade store og faste statsdannelser end vi kan tænke os i ældre jernalder. De smaalenske – og baahuslenske – -oprindelige hereder maa derfor paa et senere tidspunkt være omgjort til skibreder; men dette maa igjen være foregaat paa et tidspunkt, da denne del av landet endnu ikke var statslig sammenknyttet med landet paa vestsiden av fjorden og inde ved fjordbunden; det vil si, det maa være foregaat under de danske kongers overherredømme her i det 9–10 aarh. eller kanske endnu litt tidligere.
Ebbe Hertzberg har i sin avhandling om ledingen forsøkt aa sandsynliggjøre, at det vikske ledingvæsen er indført av de danske overkonger. Ad en anden vei er jeg kommet til det samme resultat for Smaalenene og Baahuslens vedkommende, derimot ikke for resten av Viken – en ny antydning til de mange andre, som peker paa at det danske overherredømme væsentlig indskrænket sig til disse landskaper, men der til gjengjæld satte sit præg paa forholdene for aarhundreder.
Fra skibredesystemet paa østsiden av Oslofjorden kan der ogsaa kastes lys over skibredeinddelingen paa vestsiden[10]. Her utgjør det senere Brunla len (ɔ: Brunlanes, Hedrum, Tjølling, Sandeherred og Tjømø) i den senere del av middelalderen én skibrede, Numedals skibrede (se HT 5 R II s. 1–36). Resten av Vestfold derimot – det senere Tønsberg len eller Jarlsberg fogderi – var delt i fem skibreder: Slagen, Arendal, Vaale, Raabygge og Sande (eller Anger eller Engra).
Misforholdet mellem størrelsen av disse skibrederne er ganske overordentlig. Efter den nuværende matriklen falder det 657 gaardsnumre paa Numedal skibrede, 1486 paa de andre fem tilsammen, eller gjennemsnitlig 297,2 paa hver. I ældre tider maa imidlertid dette misforholdet ha været endnu mer skrikende: gaardsnavnene i Numedal skibrede peker paa meget tæt og meget gammel bebyggelse; gaardsnavnene i nordre Vestfold viser os forholdsvis sent ryddede skogbygder, med overveiende -stad og rud-navn. Efter Hellands statistik (Oldfundene og Norges folkemængde) er der i Numedals skibrede gjort 672 fund fra ældre og yngre jernalder, i de fem nordlige 261 tilsammen eller gjennemsnitlig 52,2 i hver. Numedals skibrede maa altsaa ha været mange ganger rikere og folketalrikere end de nordlige, og »vernepligten« tilsvarende meget lettere.
Det er med andre ord utænkelig at Vestfold er blit skibredeinddelt paa en gang; det maa ha foregaat til forskjellig tid i det nordlige og det sydlige, altsaa paa et tidspunkt, da nordre og søndre Vestfold ikke utgjorde ét rike.
Med hensyn til de fem nordlige skibrederne saa er hovedkilden en jordebok over Tønsberg len i Relationen fra den store landkommissionen av 1661 (i riksarkivet); ifølge denne omfatter Slagen skibrede det meste av Sem hovedsogn, hele Borre hovedsogn, Slagen anneks, det meste av Nykirke og Undrumsdal – Arendal skibrede hele Stokke hered, Andebu hovedsogn, Nøterø, deler av Høijord og Kodal[11]. – Vaale skibrede hele Vaale og Botne hovedsogn, det meste av Hillestad og en del av Nykirke – Raabygge (eller Rœbygge eller Rørdal) skibrede Ramnes og Hof hereder og deler av Høijord og Hillestad - Sande skibrede Sande, Skoger og Strømmen. – De spredte oplysninger, vi kan samle sammen fra middelalderlige diplomer peker med bestemthet paa at denne inddelingen fra 1661 er den gamle middelalderlige.
Det første, man lægger merke til, er at skibrededelingen gaar tvers paa sognedelingen; de topografiske undersøkelser, jeg har gjort i Vestfold, har git mig det bestemte indtryk, at skibredeinddelingen svarer nøiere til naturforholdene end sogneinddelingen og at den forsaavidt skulde kunne antas for aa være ældre; men bestemte holdepunkter av lignende art som i Skjeberg eller Onsø har det ikke lykkedes mig aa finne der.
Værdifuldere er da den iagttagelse at skibredenavnene aapenbart er meget gamle. Navnlig de to folkenavnene som er bevaret i Rábyggja (Ryg-, Røf-, Rœ-byggja) og Engra skipreiða og som ellers ikke kjendes, synes aa maatte føre os meget langt tilbake, hinsides sogneinddelingens og kristendommens tid.
Og dermed melder sig ganske usøkt hypotesen om naar nordre Vestfold blev inddelt i skibreder. Efter Gudrød Veidekonges død delte hans to sønner Vestfold mellem sig; Olav (Geirstadalv) og efter ham hans søn Ragnvald Heidumhaar fik den vestre (ɔ: søndre) delen, Halvdan Svarte og efter ham Harald Haarfagre fik den østre (ɔ: nordre). De fredsæle kongene i søndre Vestfold hadde ikke behov for nogen nyordning av militæradministrationen i sit rike, erobringskongene i nordre Vestfold maatte i sit land kræve saa megen folkehjælp som de forholdsvis fattige bygdene kunde yde. Som mønster for sin militære nyordning kunde de ta bygdene tvers over fjorden, hvor danekongene raadde eller hadde raadd, eller kanhænde danekongenes eget rike, hvor skibredeinddelingen og dermed hele den militære administration sikkert gaar tilbake til det 9 aarh. eller længer.
Er denne hypotesen rigtig – og den vil sikkert kunne støttes videre ved indgaaende arkeologiske og topografiske detaljstudier – er vi naadd et godt stykke længer i forstaaelse av de forhold som forberedte Harald Haarfagres erobring av Norge.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Hovshered i Lund (Stavanger amt, N.G. s. 35) kjendes ogsaa bare fra nutiden.
- ↑ Ordet heredsting forekommer derimot, som vi straks skal komme tilbake til, neppe i andre kilder end i lovene.
- ↑ I samme betydning som stefnubœr nævnes stefnustaðr, i Rakkestad (DN I 793), Lom (III 782), Trøgstad (III 828) og Enebak (VIII 194). Overhode synes stefna (og dets sammensætninger, som bygðarstefna) i rent teknisk betydning (= þing) aa være et østlandsk ord (se f. eks. DN I 594; III 496, 719; V 908; X I89; II 673), jfr. dog stedsnavnet Stevnebø paa Hisøen i Gulen; ikke langt fra Gulatinget.
- ↑ I MA. delt i to: E. og Folkenborg, ogsaa et gaardsnavn.
- ↑ Eller rettere 4, naar vi tar hensyn til Rødenes ældre navn Ørsmark.
- ↑ Stedsnavnene viser, at kongeriket Varna har hat sit tingsted ved Lyby, sit hedenske kultsted straks søndenfor ved Ryggihof og Vang og sin krigshavn endda litt længer syd, ved Ror og Rosnes ved Kurefjorden.
- ↑ Lignende forhold som i Smaalenene finner vi ogsaa i Baahuslen, hvis ældste inddelinger overhode er av ganske samme art som i Smaalenene. Identiteten mellem skibrede og hered bevises her likefrem av selve navnene: Foksahered skibrede, Tungahered skibrede og Vettahered skibrede.
- ↑ Merkes kan det ogsaa, at alle de 153 helleristningene fra Smaalenene er funnet i kystheredene.
- ↑ Hans utredning – som jeg herved takker paa det hjerteligste for – er trykt nedenfor som tillæg.
- ↑ Ved bunden av fjorden blev skibrededelingen aldrig gjennemført; Mariakirken i Oslo var rigtignok fra det 14 aarh. av forlenet med de to skibrederne paa Follo, østre og vestre, men selve mangelen paa navn for disse viser at de aldrig var klart utformede distrikter; P. A. Munch vil gjøre Skaugumshered til skibrede (vistnok paa grundlag av DN V 325, som imidlertid ingenting beviser; jfr. dog DN V 462, som vel gjælder dette distriktet), likesaa – uten nogen hjemmel – Oslohered; Eker, Sandsvær og Lardal kaldes i to enkelte (utrykte) diplomer (i riksarkivet) av 8⁄5 1591 for skibreder (likesaa Sandsvær i Norske Rigsregistranter IV 98), men det beror aapenbart paa senere tiders misforstaaelse av hvad en skibrede var.
- ↑ Ifølge Lorens Berg, Andebu (s. 61.) er Høijord delt mellem Arendal (11 gaarder) og Raabygge (18 gaarder); Kodal mellem Arendal (5 gaarder), Sandehered (7 gaarder) og Hedrum (18 gaarder).