Sus/11
Herman Ek stod midt i veisvingens mørke under tætte trær, stirred ned mod bækkens silrende leg — den blinked avsted ned i sænkningen under veien mellem saftfede borreblad og regndynket løv.
Det var netop gaat en skur over dette land; det lugted svalt og vaadt fra veien; sødpopel-emmen strømmed med rige bølger, som øged; fluer og myg begyndte saa vart at riste vinger.
Det var en mils vei eller vel det ud i fjorden fra Kristiania. —
Hver dag var som et nyt bad herude paa landet. Han var trygg. Han stod aldrig og stirred ind i speil.
— — Han svarte dem alle derinde netop det-, som skulde svares: «Jeg vil leve — jeg vil leve!» Meninger var organer, man ikke skulde rive i. Men menigmand skønte ikke det; han præked standpunkt og diskuterte meninger stærkt som en nyomvendt synder. Herman Ek gik herude paa landet og lo ved sig selv av menigmand: — de stræved jo med sig selv! for det var karakter-arvens stivsind de ikke fik bugt med, det var netop deres egen mening, dette her, som ikke vilde bli organ; Anton Sørbærg var i grunden ikke saa lidet av en menigmand han heller. Det var komik i det — de snurred i ring som legende hvalper alle tilhobe, som endda ikke havde lært, at halen var deres egen.
Han gik herude paa landet og kluklo ved sig selv:
«Jeg vil leve — jeg vil leve!»
Det var som Sørbærg sa for at ægge ham — det var det flydende og det skælvende som leved. Nu stod han fri og ledig; og denne ledighed gjorde alt, han foretog sig, til fest. Ogsaa naar han arbeided med sin jus, for det var ligesom ikke andet end en bisyssel indtil videre. —
Idag var han gaat ud, da bygen var over, for at se paa nybadet liv. Han stod og lugted og lytted sig væk ind in det vaagnende røre; sanserne seiled som lette lunete blad nedad livets brede stille strøm.
Han stod og vented. Han hadde nok set hede kind paa disse par dage alt og hede blik; men de var ikke hans — dame-kjolerne rasled forbi, endda det var, som de gled over hans bryst. Det var en kjole han vented ved hver veisving herude — han vented Tordis Hval bag hver sommerkjoles smekre fald; hun skulde vel i besøg paa assessorens villa iaar ogsaa en uges tid, før hun reiste hjem. — —
Han stod og lytted… Lette trin i klissen vei; rappe sko som knirked! — han fôr sammen — netop slik hadde han ventet hende! — —
«God dag student Ek!» ropte det frisk — hun lod som hun vilde gaa videre. «Tænk at vi skulde træffes her!» — Hun snakked saa høit! — —
Han pegte udover veien, spurgte om han fik lov …? Det skummed gennem hans aarer, han vidste ikke hvad det var; det skummed gennem hans aarer det samme som skummed gennem hendes! — —
— Han var bare kommet herud for at læse til examen, sa han; bodde hos en fisker.
— Hun var ogsaa kommet herud for et par dage siden, lo hun; skulde heller ikke reise hjem i hele — hele sommer, — «akkamei!» Saa lo hun igen: — det var et løierligt træf! — —
— Hun snakked saa larmende høit! — Han smilte, hadde ikke svar; ledte ikke efter det heller. Det var noget, som vendte sig indi ham; det var en skygge, som reiste sig tung lige ud av det, som skummed, kom susende: … Ormen sikler om lynge-busk, — tør nok altids stikke — hvisked det. Det var noget hun ligned; han ledte efter billedet, det skulde mod til at tænke det frem uden sky; — og det ægged. Det var «Freia», hun ligned! som vred sig og tagg prostens hanhund om gunst. Billedet vilde ikke væk; han skøv det fra sig, men skyggen i hans sind vilde ha det — tanken ledte det frem gang paa gang med ustyrlig strid ondskab.
«Jeg har tænkt saameget paa, hvad De sa sidst,» kom det tænksomt og forlegent.
«Slip mig!» skrek det dypt inde i ham; men stemmen satte sig fast i struben. «Hm; saa,» var det eneste han svarte; han svarte det fremmed, lod som han ikke mintes. Men hun saa ham ihærdig op i ansigtet, saa han tilsidst maatte nikke let.
— Hvad vilde hun! — Han kendte, at han var færdig med hende, færdig med den brune barnefletten, med næseryggen, med fregnerne! Han var færdig med hende, færdig — færdig! — hvad fan vilde hun! — —
De gik og stirred ned i regnfyldte vognspor som før. Han skønte, at hun vented, han skulde spørge; men han taug, saa hun blev tvungen til at snakke igen; han skotted bort paa hendes læber: hun nød at bli tvungen! — —
«Jeg var vist svært tosset den gang!» sa hun og saa op paa ham i graat og fryd.
«Naa — aa —!» — det var noget, han ligesom slet ikke hadde tænkt over før. Han saa henover de alvorlige stabbestene, som alt begyndte at tørke, udmod fjorden, saa paa lystsnekkernes vaade seil, fulgte de blanke damper-bølger, som rulled ind imod graa strande.
«Uf ja jeg var saa tosset, saa —!»
«Se hvor vakkert taagen ligger!» sa han og pegte; hvid taage rømte til skogs indover en aas langt der syd.
Hun svarte ikke; gav sig til at snakke om det, de hadde sagt den aften, han fulgte hende hjem fra ballet, om ægteskab, om tidens brydninger, om moral.
Han skotted paa hende: — hun logred for ham med gamle meninger! Ja enhver gjorde sin brug av meninger! — —
Hun merked, at han gik og hørte paa i stum kede, og trodde, hun ikke var radikal nok. Og saa fortalte hun, hvordan hun hadde lurt sig hjemmenfra pensionen ofte i vinter, været tilstede ved sedelighedsmøder og protesteret; — saa nu var hun blit for radikal for hønsegaarden hjemme bag stenskolten.
«De kender jo Anton Sørbærg, frøken; — og alligevel saa stærk i meninger!»
«Sørbærg ja!» stønned det. Det blev saa farlig stille efter det navn.
Men saa risted hun paa sig:
«Det er samme drift i ballets fifdame som i gade — — tøsen!» Hun sa det koldt og forfærdelig tonløst og stirred bent frem fyldt av sit eget mod; — netop slik havde han selv sagt det dengang! — — «Livet er tomt!» brød hun ud og saa paa ham.
Men der kom ikke noget svar. Hun stødte an i hans arm to gange, bad ikke om undskyldning, — han skønte saa vel, at det ikke var tilfældigt, men lod som det var det. Hun tog ham om haandleddet: «Nu vil jeg ogsaa vise Dem en taageklatt», sa hun og pegte.
Han saa nedover hendes lemmer under den lette sommerkjole; — som hun vred sig og gjorde sig til! — —
«Men —, skal vi ikke si du!» spurgte hun med ét og stansed op — blikket tindred i fryd over indfaldets dristighed. «Vi træffes vel oftere her — jeg blir jo udover sommeren, og det blir De ogsaa —.»
«Ja-a,» trak han paa det næsten uden at ville.
«Det er kanske lidt — eh —?»
«Nei langt fra! Det var jo fra Dem det maatte komme —.»
«Det var det jeg ogsaa mente,» lo hun; «— vi er jo kjendte fra barn av — —.» Hun tog ham i haanden; hun holdt ham længre end hun trængte. Han begyndte at gaa; men hun vilde ikke slippe.
«Der er en taageklatt til!» sa han og rev til sig haanden for at pege.
«Jeg er buden herud av min kusine — de skal nok redde mig ud av radikalismen i sommer hos Hartung’s. Du husker» — det var en hel hændelse i det du, saa stor, at det tog pusten og sprængte det, hun vilde si, — «du husker hende hin mindeværdige aften —?»
«Aaja,» kom det kort og let.
«Du er vist trist idag,» sa hun og ledte nøie i hans ansigt.
«— Tar feil!» lo han; «tar feil! — Saa det er hos Helene — hos Hartung’s — man skal bo?»
« Hos Helene ja — der er det «man» skal bo!»
Det var kommet vilje op i hendes blik; men han mødte det med et smil, som han kendte blev saa underlig blegt og ondt.
«De er en graasten der De staar!» brød det ud — det var samme ansigtet, som han ægged frem i hende balaftenen. «Kold som stabbestenen der!»
Hun skyndte sig indover veien mellem granerne; han hørte to dybe hixt. Han stod igen med smilet, som stivned efter hvert, og døde, da hun blev væk i en sving; — kom saa i samme skummende kok, som da han saa hende i veisvingens mørke — det var som brystet vilde sprænges. Han fik en tanke, sprang efter hende, men bare to-tre svære hop, stansed igen, vendte, rusled hjemover i den vaade vei forbi de alvorlige stabbestene. Og tankerne fløi i hans hjærne paa slump som sommerfugle. —
Han kunde ingenting ta sig til hjemme, gik ud og gik ind. Kvælden kom; han satte sig i fiskerstuens kammers — aften-dampenes brandrøde sol stod stille indpaa inderste bagvæg, hvisked i øret, titted i haar, slikked kind. Den blev væk; han sad og stirred som før ind i fjordens taagede nat: — hun stod der for ham, brystet som spændte, det runde haandled, lemmernes ellevilde linje under den tynde kjole …
— Naar skulde han bli fri for stridsindet, hjemmestuernes underlig vilde stridsind, som skabte skyhed av kærlighed og av trang til glæde! Altid var der orme under, som sikled og vilde stikke, yre av ondskap og gift! — —
Han sad udover natten og angred de syge hensyns saareste anger.