Sus/12
Det var en hed forsommer-aften, med damperes blanke sjø, med slappe duvende seil; det var en forsommer-aften med solens sugende vent i vest og underligt jag i luft ud fjordløbet.
Herman Ek sad ved kammersets aabne vindu; han syntes, at fjorden randt som en elv, og syntes, at aaserne var med i et stort skred, som gled udfor i øgende hast, til de blev væk dernede i det blaa. Det var udover alt vilde, i rastløs skynding; og han kendte det med ét saa rislende glad, at han var med, at hjærteblodet randt imod hav og imod sol; det var den samme extases stumme inderlighed som oppe i fosseskummet eller indpaa moen, som nu bar mod ukendt land med synslinjer uden grænse; men det var ikke rodløs længsel længer. Han ante, at han var med i det store liv, det kom som et syn, at han vilde lære inde i sig at ta i eie! ta i eie! — han ogsaa, den yngste fra de nøgne stuer! — —
— Og spaebladet sang ned i haven saa fremmed og fjernt.
«Naa vasker du a dig jora!» trued det med ét, det var fiskermadamen.
Han reiste sig, stirred fremfor sig; — det skræmte øret som ugleskrik under aftenstille trær! Der var skingrende brest i stemmen hendes, som bare skinsygens sinne kunde gi! Og hans sanser lugted muld. Sønnen sprang derude efter nabodatteren med jord i næverne — han vilde sværte hende til neger, skrek han. Det var som hjemme! de arrige vaardage med stræv i haven og sprukne hænder, elskov og trætte, ris efterpaa og hixt under tæppet! Det stinked hverdag av et hjem! — det var en slik aften stridsindet vaagned hos broren, dengang moren for kurtisens skyld jaged ham ind for at vaske sig, og sendte prostens datter hjem! — —
«Naa vasker du a dig jora!» kom det barskere dernede. Han greb efter hasperne, trak ind alle vinduer; ruterne klirred.
Men moren kom slæbende med gutten om hjørnet, ind gangen; han skrek paa trods, at han ikke vilde! — nu spired de rare viljer! — —
Herman Ek smældte døren i av al kraft. Inde i køkkenet hørte han, at gutten fik ris; han skrek av sinne, løb saa ud igen i haven, ærted bedstemoren og tog spaen fra hende. Moren kom sættende efter, gutten bandte, at han ikke vilde. Hun kom slæbende med ham forbi vinduet igen — han maatte ind i køkkenet engang til. — Han vasked sig ikke! — «Nei fan steikje!» skrek det hæst, da han klamped ud gangen efter ny tugt.
«Nu vasker han av sig jora ja!» hvisled Herman Ek stammende ud til hende i gangen, knytted haanden i ustyrlig sinne. «Helvedes kærring!» Sinnet dæmmed for ordene. Han gik rundt værelset, soped blomsterpotterne ud av vinduskarmen — de laa i skaar udover gulvet —; spændte døren i. «Jeg bor ikke en time mer her!» skrek han og sprang ud av gangen.
Fiskermadamen stod igen og stirred efter ham, maalløs. —
Han tog veien ind i skogtykningen, ledte efter stier mod assessor Hartung’s villa; han vilde finde Tordis Hval inde i smaaskogens stilhed. Han blev aldrig andet end en fugle-unge, som var faldt ud av et daarligt rede; han ledte efter ly med spædbarnets længsel — han vilde saa gerne krype! — idag skulde hun ta hævn, hun skulde gøre med ham, hvad hun vilde; bare han fik være nær hendes stærke fang, hendes høie bryst! — —
Det lysned av fjorden; han løfted grene og keg. Bag en Odde stak et damehode frem. Det var ikke Tordis Hval.
Men det var en anden dette, som gav ly, en anden, som vented fugle-ungers husvilde sind. Hodet sad og stirred ind i aftenhimlens gult; det lyse haar flød, og knuden i nakken samled det. Det var saa stille om det hode; han vidste ikke noget andet, som var saa stilt, uden aurikelblomstens duft.
Han blev saa forunderlig glad i hodet, fordi det var saa stilt. Han glemte alt; det var en anden, som gav ly! sang det i ham — hans sind vilde stryge sig mod aurikelblomstens dunhud! — —
Han traakked vart bortover sanden; — skræmte han kanske? — —
«Nei,» svarte det sky, og den lyse kjole trak sig tættere indtil.
Det blev blød stilhed. Hendes tanke var vid og klar og underlig sløv — det var som hun stirred ud imod linjen mellem himmel og hav.
«Jeg synes det er saa længe siden jeg saa Dem, frøken Hartung —!»
«Har De sovet nu, student Ek?» Og saa blev hun rød og smilte: «Ja nu maa De vel ha sovet! — jeg spørger saa dumt.» Saa blev hun rød igen; hun blev det, naar hun lo, ligesom av flauhed eller som latteren fyldte hende mer ubændig end god tone gav lov at vise.
«— Og saa skulde jeg træffe Dem igjen her, paa en odde ude i Kristiania-fjorden!»
Hun saa ind i vesthimlens gult: «Jeg syntes aftenen var saa deilig.» Det var som vuggevise-tone gled i ordene.
Hun saa bort paa ham. Han hælded sig til en stor sten.
Det var saameget blaat i det blik; han hadde aldrig set saa meget deilig lyseblaat paa én gang. Mørke bryn bued sig stærkt over det — det laa indunder og tindred fred og hjælp. Og panden var glat og kinden rund — ingen rynke, ingen stribe; hun vidste ikke av strid, hvor vilje trængtes — det var bare det sørgmodige alvor i hver mundvig, som minned om graatefærdigt barns gæp, som ligesom hvisked saa stilt, at hun engang hadde hørt, nok at det var mennesker, som stred, — men de var saa langt langt borte.
Han sad og saa, det varte længe, før han svarte.
«Aaja, naturen den er deilig nok; — men naar menneskerne ikke er glade —».
«Jamæn jeg synes, der er noksaa mange, som ler her om dagen alligevel.»
«De er ikke glade for det, om de ler. Tror De, at Deres bror løitnanten er glad, naar han ler?»
«Det ved ikke jeg. Men det er saa godt at ha den troen.»
Han svarte ikke, lytted til stemmen – den var uden de uglade viljers brustne klang; skulde han kalde nogen sin svane, saa maatte det bli en som hun. Han stirred udover fjordløbet: — hvad hadde man med andre menneskers kvide! det kunde være nok at vide, at der var kvide. Han tænkte paa gamle parkers rige trækroner, som runded sig imod lys himmel og ingenting vilde; han kendte et slægtskab, som var vagt paa en maade, men det var gammelt nok. Hun kunde mætte fugleynglen fra gamle reder, som tiden hadde skræmt, med den fred de trængte saa saart! — —
«Vil De høre en vise?» spurgte han med ét.
Hun saa sky bort, sa tak.
Og saa sa han frem visen fra moen.
«Det var nydeligt!» sa hun — det blev blankt over det blaa blik. «Hvad heder det?»
«Moen, heder det.»
«Si det én gang til!»
Han sa det én gang til.
«Det var nydeligt! — Og saa synes De, det er slik angst at leve — naar der er saadan sang i Dem?» Hun reiste sig og gik.
Det arbeided sig koldt op i ham, da han stod og saa efter hende; han vilde, det skulde tie, — mintes haarets yndige fald og blikkets blaa fred, — tagg og trygled sit grumme mod. Men det reiste sig langsomt og ustanselig; det kom sygt som skinsyge, det kom utæmmeligt og bredt som Fossum-stuernes minne. Han stod der yr av ondskap og gift.
«Din sentimentale tøs!» hvisled det koldt som nordenvind i frossen kvist; han var saa ræd, at det tog pusten, da det naadde frem over hans læber.
Det var som en stille gys, som skalv sig ud gennem hvert lem; han blev deilig hed om øiet av anger og sorg, han kendte sig som et barn efter de ord.
Han blev siddende langt udover natten her hvor hun sad, satte sig paa samme sten, stirred mod samme aas. Det var som solens stille milde flom gennem legemet dette, naar han sad i fjæresand, mat efter bad. — Og resten av natten drev han omkring under de mørke graner, satte sig og drev; fra stubbe til stubbe.
— — Det var som hun hadde aabnet hans syn for hans egen sjæl, en anden end den som før hadde levet. Og denne sjæl var ikke som andre sjæle. — —
Han tog sig i, at han gik og tænkte paa sin far og det stille blik med speiling av far efter far indover; han kendte sig saa underlig langt tilbage i tiden. Og det var ingen sygdom — det var netop de saare hensyn som hæltes; det var kulturblodets trygge strøm, som pibled frem, og morens iltre viljer, som hadde hat tidsproblemernes stof under sig, smøg stille væk og gemte sig.
Det var slægtskabet med hende, det var hun, som hadde fundet denne ny sammenhæng med faren og det gamle, hendes sinds trygge tro, hendes tankers blege uskyld — de var som hvide stedmorsblomster i vugg. — —
Der var fred allesteds som i stille høstkvælder under gamle alléer.