Sus/4
Det var underlig stilt og tomt om Herman Ek, da han naadde ind i selve dalen og i godt føre, væk fra nøgne skolter og ugreit elveløb. Bare mars-nattens knirk og pib under meien, som skred over nyfrost i halvtinte veibakker; og slik sagte dur under slædekarmen.
Han sad og lytted og saa; han hvisked for sig linjer av det, som var blit til i lugaren:
Dig var det jeg saa,
naar jeg laa i sandhaugen graa
inde paa furu-moen,
og tyttebær-bladet sken.
Dig var det jeg saa …
«Dig var det jeg saa …» Digtet var saa langt; det gjorde ham saa underlig tørst og skælvende, som naar han skrek «Tordis Hval» imod fosseskummet — han kunde ikke fri sig for det.
Hendes ansigt tegned sig for ham: underlæben var lidt indklemt og trang, saa ansigtet blev lidt sødladent og de store hvide tænder viste sig lidt, naar hun snakked og lo.
Han sad med hodet fuldt av tanker. Han hadde hele fem mil at køre inat for at naa Fossum.
— I høst var han kommet ind til Kristiania som student nitten aar gammel.
Det nytted ikke by den ældre bror Richard Nedre-Foss, et av de brug bedstefaren endte med at eie, han, som var begyndt som skipper paa en buxerbaad; han hadde forlængst svaret kort og godt, at han kom saavist aldrig tilbage til Norge, saalænge gamla leved. Det nytted ikke by Herman det heller — han vilde først ta artium ialfald og anden-examen. Han hadde lært av sin bror; han var stille strid i sin vilje, gled ud av dalføret lige for morens øine sleip som tømmerstokken under sorgløse klask. Hun kunde ikke stanse; men hun gemte et haab: nu laa livet som student lokkende og fyldigt som leden udover til havs en godveirsdag; men det kunde hænde, at havet vilde miste sin skiftende sydende sol, at de vilde bli kolde de blankskurete jagende næs, — saa hun og Nedre-Foss-bruget alligevel tilsidst vilde faa igen sin Herman. Hun hadde ikke andet at gøre end at føre ham videre mellem bygdefristelsernes skær.
Han var reist med sit barne-sind lige derind. Hun hadde lært ham at holde sig unna dølernes durende danselag, hvor der vanked saa mangt, hun hadde lært ham mistanken til larmende glæde, saa han blev ilde ved og kendte det som anger, naar jente-latter skingred, og søgte væk av sig selv — den hadde kostet saamangen hans hjem! Det var de mange samvittigheders trygge sti hun viste ham — det var det som trængtes.
Morens metode var altsaa den rigtige alligevel — hun sendte dog tilsidst den yngste av sine sønner trygt fra sig ind til det moderne Sodoma, at vandre de syge hensyns sti. —
— Han hadde faat uro i kroppen tidlig denne vaar inde i Kristiania. Det saa ud, som moren skulde faa ret; han kendte sig tung og meningsløs vinteren udover; der var ingenting at ta sig til. Det var som han laa og drukned, som havets vælde lukked sig over ham hver aften for sidste gang, og han gik haabløst tilbunds, dalte og dalte. Men en dag han sad paa hyblen, blev brystet levende, det kom lydløst over ham som en stille søndags morgen, naar den stod udenfor det graa gardin og vilde ind. Han maatte skyve stolen fra bordet for at faa rum for alt det, som pirked og lo — det vilde tilsidst rent ta veiret fra ham.
Og saa blev det hele til tanke paa spændte pigebryst og brune fletter og fine fregner over fin næseryg. Han klapped bøgerne sammen, stormed ud — der var ingenting, som hadde ret at være til uden den tanken! Den kom i følge med lugt av gran og sus fra mo; han gik hele dage og nynned slaatter og saa mo og skog, som blunked i sol.
Saa kom brevet fra moren. Det var saa tungt at læse, at han brugte dage; han maatte holde hjemmets nye sorg fra sig, slippe den indpaa sig bare stundevis, til sindet vænned sig, til stykket var ædt ud.
Men det var saa underligt: som sorgen naadde ind, pibled det rigere frem fra moen, ustanselig som opkommens strøm — han hørte sang fra hjul i dyb gul sand, han saa tætte græstufser i veikanten, mauren som slæbte barnaal, tyttebærlyngen som stured, øiepar som titted sky. Det gled ud i tone, der var hverken sorg eller glæde — der var bare stille vage slaatter.
Og med disse slaatter skælvende over det, som var hændt hjemme, reiste han vestover med kystbaaden; de anden-examens-fag som stod igen, fik staa — han vilde overta Nedre-Foss til høsten alligevel! — —
I hele eftermiddag hadde han holdt sig ned ved bryggen i kystbyen. Han gik der i vaarsøle og blindende sol, vred sig mellem de blaa bække, vared sig for hustagenes plaskende skred. Han vilde træffe Tordis Hval der; for der var det smaabyens unge damer spaserte, ned den bakken og langs den bryggen; de gik og titted efter farmasøiten; — og saa de ikke ham, saa var der altid haab om et dampskib, men selv om der ikke var mer end et bølgeklask indtil bryggetømret eller et skrik i usmuret blok, det var altid som et lufttræk mod det stille liv bagom den rødlige stenskolt med flagstangen paa, der smaabyen laa i ly, pannetækket, med smaa hvide træhus. Han gik der, til det bare berget blev glorødt av solen, som gled i hav derude mellem to blaasorte takkede skær.
Men hun hadde ikke været blandt dem, som spaserte her idag.
Han drev der, til blaakold skygge la sig i berg og over havn; da rusled han opover. Han var vaad og træt og sulten, — men alt det samled sig til lys hvile i hver sans.
Bort i byen tændtes lygter, og almuskolens skraalende unger paa hjemvei gjorde de sidste skøierstreger for dagen. Derude stønned havet i lange aandedræt, knuste sig i skummende sinne mod veirslidte holmer, listed sig helt indpaa havnen med siklende smask opunder skutebaug.
Han spurgte en mand, hvor sorenskriver Hval bodde. Og manden under lygtepælen pegte. I det samme gled to damer forbi; han hilste paa den ene, fremmed og koldt. Hun var glad og munter som paa sæter-turen — kinderne var bare ikke saa runde som da. Hun saa, hvor manden pegte.
Nu vilde han gaa, mens hun var ude! Han skyndte sig — det var som stikkende ild i ham. Han ringed paa, spurgte, om sorenskriverens var hjemme; kom ind, vilde bare bede, om han fik ta hilsen med hjem til Fossum; kunde ikke slaa sig ned i aften — skydsen stod og vented, hadde det saa travelt — flere ærinder, naturligvis, for mor! — —
Han snakked urolig, skvatt og kasted sig, svarte paa det, som ikke var spurgt om, spurgte om det, som alt var svart paa, saa ikke paa en eneste, taalte ikke blik. Visiten var som en kastevind gennem stue og gang, saa gamle sorenskriveren stod forsagt bort i en krok og gabte; … kedeligt, at han hadde slik braahast, da! … Adjø—adjø! … Det var nok en lettelse, da han var vel ude; han var sikker paa, sorenskriveren maatte ta sig en pibe i kurvstolen, før han kom sig.
Han drev om paa gaderne igen. Hans skælvende længsel var brændt op til ingenting; det var det gamle: han tog ikke i eie med den hede trang han længted. Det var stunderne indpaa moen, som hadde gjort ham saa meningsløst seig til at længes; men han stansed lige før han naadde det, han vilde. — —
— Nu sad han opover dalen og lytted til slæde-karmens dur og saa hende igen: — denne gangen maatte hun tro, at en uendelig sorg jaged ham! — — Han sad og hvisked op igen og op igen linjerne, at det var hende han saa i alt.
Men som skifterne nærmed sig hjemmet, sænked tankerne sig ned i et saar, det var minnet om morens stride tørre ryg alle de gange hun hadde gaat sin vei fra dem, som var glade. Det syn var hans blødende samvittighed; han sad og længted med angerens brand efter at gøre noget godt igen mod den ryg — vidste ikke selv hvad. Og det vifted hedt efter ham og om ham med sorte vinger.
For det var noget, som gemte sig og tæred indenfor denne ryg — den vidste saamange smerter! Han mintes ryggen sætertur-dagen paa vei til prosten — det var som unævnelig, stille armod dengang slæbte sig frem til ly i fremmed gaard. — —
Men da han naadde forbi brugene ind i den store moen, var det som han skred ind i en høi kirke, som fanged ham med sin saare helg. Al anden tone var fusk, pianoet hjemme, orglet i kirken, militærmusiken paa Karl Johan, — ingensteds var tonen slik som livet. Moens yre og saare tone, det var livets egen tone, skabt lige ud av det, som leved yrt og saart derinde.
Og hjemmets store nye sorg kom. Mylrende fuldt kom det. Han kørte forbi de smaa ruter av gammelt glas, hvor ingen titted og ingen fulde skraalte. Hjem! hjem! — han vilde kende, om det døde inde i sig leved! — —
Udpaa morgenen var han fremme. Han blev staaende foran gangdøren og lytte; skydsen blev væk syd i svingen — tæt trav paa krasende is. Han satte kofferten ned; der var saa fuldt av smaa tanker, som kribled og krisled inde i ham; — og rundt om ham samled de sig — han var som en far som kom hjem til barneflokken, det var som de hang sig og tynged i frakkekanten. Han snudde og gik den nøgne rognetræs-allé nedover mod fjøsbygningen; det var det nye minnes gru, som drog ham.
— — Søster Signe! — ogsaa hun var kommet væk!
— — Han reiste. Sigvart reiste. Hjemmet tømtes. Ensligheden la minnets skygge om de brune huse. Høsten; vintren. Dørene stængtes, sindene stængtes, alt stængtes. De lange dage og de længre nætter. Sammen med kokkepigen og moren, synkende og skrumpende som havens fine stedmorsblomst, naar den staar sammen med de magre skrænters simple smaa. Moren luked som før hver liden vilje, som pibled op av sig selv; hver glæde, som ikke hun hadde plantet, var ugræs, som maatte nappes op, før det fik rødder. Og saa napped hun lidt efter lidt op selve glædens rod.
— — Det samled sig i haug og dynge — nyt lag for hver dag. Det blev stor dynge paa en ensom vinter. Aa denne vesle vevre moren med de utallige skælvende rynker om øiet, som hadde prøvet at sutre og gæte sin vilje ind i hver unge, — hun hadde gjort mer ondt end nogen ante! Moren var det tunge i alt, som de tænkte; moren var det døde i alt, som de leved.
— — Men søster Signe hadde ikke moens sus, som bad bløde bønner over det, som var dødt; hun blev siddende ved vinduskarmen i de tomme stuer, skotted med det mørke ansigt, som lyste saa underlig fint med skin fra farens lyttende øie: — kom der ikke et nyt menneske syd i veisvingen?
— — Men der kom intet nyt menneske syd i veisvingen. Og sneen tinte i vaarsolens bakkehæld, safterne kom i trær; hun stjal sig ud let som en kat denne alléen nedover til fjøset, spøgte med budeien om kærlighed, lo dagligstuens tyngsel væk i støiende sorgjaget latter. — Ved siden av stalden, der gik drengen og stelte hesterne; — og latterens støi stilned, og vaarens saare trang tog hende. Han saa det alt, i vaarlysets dæmrende fylde, saa de skumle kroker i høiløen, glædens yre krampegreb, … den rædde stilhed, … livstrangens korte støn …
— — Aften efter aften! Det lammed hende som grænseløs hulk, det rev hende med som rus uden sans. Til for fjorten dage siden, da hun skønte, hvad følgen var blit, og rømte gal av angst, — rømte ud i moen først, rømte videre nedover dalen, til smaabyen, rømte over til Amerika tilsidst, sammen med drengen, den samme vei som Richard tog alene … «tak vi skal ikke ha kurtise!» — —
— Det var slikt brevet fra moren fortalte; det var søster Signes grove feiltrin, som vilde lægge far og mor i graven.
Han stod og stirred paa de lave trange døre, som hadde lukket op og lukket igen efter hendes glæde; — ja glæden, den var som aftenvindens lune den, naar den hvid og hvislende kasted sig ind i hvælvede blad, lige før alt gik til ro, stakket og kold og ligeglad! — —
Han saa det for sig gang paa gang. Han trak i stalddøren; den var laast. Han trak i fjøsdøren; den var laast. Hans sind var som en skræmt smaafugl inde paa mørkt loft, fløi rundt rundt og slog sig saar mod samme kanter.
Han traakked vart opover alléen. Men han stansed igen foran gangdøren. Han gled rundt hjørnet ned i haven, steg sagte paa nattefrosne ispytter omkring vandspringet, som endda gemte sig trist i vintrens halm og matter, der Richard stod og sa «fan steikje». Konvolvulusens skelet vandt sig tør og grissen om de gamle snører; — minnet om den brune fletten grøssed gennem ham; — men Tordis Hval trodde slet ikke, at han bar paa en sorg dengang — de kom ned igen fra sæterturen med hyl og spektakel, de hadde hat det saa deiligt, sa hun, saa fortjusende deiligt! — og han lo med dem — han hadde kysset Tore Prammands datter imens, sa han; — «jeg er vaad paa munden endda!» Hun bare lo. — Han titted ind i det nøgne lysthus, med is paa bordpladen og graa sne under den hvide bænk; — «gør ikke ondt lel! gør ikke ondt lel!» sa det og lyste skælmsk fra fregnet fjæs.
Det minned blødt, og det minned hvast — det var som han smøg sig mellem tistler, endda minnerne sang.
— — Videre! rundt til alt, rundt om hjørnet igen! … Hvorfor jaged han hjem til de nøgne brune tømmervægger! Hvorfor gik folk paa kirkegaarden og dryssed blomster over raadnende kød? — kunde nogen si ham det! Han vidste ikke ud eller ind, da han banked paa, og døren blev aabnet. Det drog, det drog, hjemmets saare minne, hjemmets nye sorg; det drog ham op gennem trapperne, det drog ham ind paa forældrenes værelse. Det drog ham i storm, han maatte holde sig igen med magt, saa han ikke kom springende ind; det døde inde i ham leved stærkere end alt! — én længted jo ustyrligere efter det hjem, hvor én hadde lidt, end hvor én hadde lekt!
— Det var underligt — men det var nu vist engang saa. — —
Det var moren han først tog i haand.