Sus/5
Du æ væl udlærde du no?» sa det nedfra prammen, der laa og vented med den vesle graa manden, som skulde ro ud til dampskibet.
— Det var nok mange aar til det, mente Herman Ek.
«Enddaa maange aar! — Nei herregud i jessu namn, kor maange lærdoma aa vittlyftiheite de lyte gjønogaa likavæl, de embætsmæn! — Ja da kosta slikt du! Aa hove ska da te og!»
Saa blev det stilt nede hos Tore Prammand. Herman laa og stirred udover dalen og elven og mod moen — alt tindred i sol og morgendugg som et stort ansigt, som netop hadde graat.
Himlen var blit lysere de sidste dage, fordi disen trak sig over og visked ud; og de varme skyr var blit rødere, som laa der halvt nedom rette grantopper indpaa heierne og ikke vilde ordentlig frem paa det blaa. Og skogen i dalbunden var blit mørkere, mere rig i det grønne, alligevel mindre saftblank; men endda var granen og furuen bortpaa moen fyldigere i den rige grønhed.
Det var fuld sommer. En uges regn midt i juni, koldt og surt, og saa pludselig, paa solgangsvind henover glatte skær og ind kystbyvaagen, var sommeren kommet seilende op dalføret fra syd; en kunde være tryg, der var fuld sommer!
Og elven var forlængst begyndt at falde, saa tømmer og bark og kvist laa igen op i volden og gærded mellem eng og elv, fra de dage egentlige flommen var; men endda saa stod granen sommesteds udi helt op til stakken langs næssene.
— Op i bakken under seminarie-bygningen saa Herman lærer Stenshoug, han kom stavrende nedover i skjortærmer. De kaldte ham «Fjældfrasen» som smaa, og likte ikke at være i stuen, naar han kom. Men nu ivaar var Herman ofte stanset nedfor trappen paa vei fra og til moen, hadde sat sig ned og pratet om det, som var oppe i tiden, — der var hvile i det, for gamle Stenshoug var saa bred og vidste saavel, hvad han skulde mene.
Førstelærer Stenshoug, konstitueret som bestyrer iaar, var rent radikal engang, saa det blev svare til spektakel i kystby-avisen, da han blev fast ansat ved skolen, og sorenskriver, sa de, stod nok bag; men ansat blev han nu alligevel — det var sagfører Ek, som støtted ham av al magt, det undred folk sig over, og det var han, som hjalp ham til førstelærerposten i vaar. Den hadde han faat for længe siden, mente dølerne, hadde han bare giftet sig op igen — han hadde slik storartet evne til at ta bondegutten paa; Stenshoug var strid og vilde ikke, saa det blev anskuelserne han maatte lægge i vatt som et brændt barn, pleied han si, før han avancerte. Men da tog han sig op igen strax; — saa nu var det ikke andet for end at le av ham og late, som han vilde morre med sine anskuelser; han fik si omtrent hvad han vilde om samfund og stat og kirke — gamle Stenshoug var nu saa rar! —
— Herman Ek skotted op; han traakked tungt i bakken idag.
«Dovne sluskane!» sa han med svær stemme og satte sig i sanden, letted av sig den store straahat og tørked med den svære røde lommekluten over den brede pande og ned det brede kindben og om den brede mund, som krused sig i sanselig-syrligt grin mod ene viken, — den var raa ogsaa og minned om et dyresvælg, da han aabned den helt og gned med kluten bortover de stærke tænder. Busket og røslig mand paa femti aar, glatraket; men haaret var langt og stridt og stod til alle kanter, det var hvidt nu, med rødskær i bunden, som viste, hvad farve det hadde hat.
«Stenshoug æ nere fø ta imot sonen?» skotted Tore Prammand stilt op. Det var Sigvart Stenshoug, som skulde komme hjem fra Kristiania idag; det var han, Herman ogsaa laa og vented paa i fjæresanden.
«Dessa ongane — dessa ongane, Tore far!» sa Stenshoug og vifted med lommekluten; — én vidste aldrig, hvorlænge én hadde dem! — —
Han kom ligesom saa tung idag, truende som kold sky foran uveir.
«Naa reiser snart hestehandleren med datter din indpaa moen ogsaa, siger folk!»
Saa snudde han sig mod Herman og lo:
«Ungdom er bendelorm i kur!» pusted han. «Heh — stykke for stykke mister de, led for led, saan suksomsive, — hjælper ikke, hvor de biter sig fast de stakkars krypene; en vakker dag, der slipper alligevel det led, hvor tanken paa hjemmet sad. — Uf jeg gaar i slik spænding for Sigvart idag, gut! — Ha-ha. Jaja!»
Det skalv under de flirende ord, det sprætted og skar fra hvert smil, som glimted. «Det er bondetampen, som voxer som en buske, med aarring truværdig udenpaa aarring. Men jeg skal se det paa timen,» lo han igen, «se det paa auane hans.» — Det kom saavist aldrig i verden igen, var det led væk — hjemmet blev et vondt minne, som forgifted blodet. — —
Herman Ek veied ikke ordene; men de flød ligesom paa en mægtig fiom, som dured dumpt, endda langt væk. Han ante i stor uklar angst, at noget løb jævnsides inde i ham selv — det blev aldrig aarringer, naar ikke arven fra far og mor vilde mænge sig, mens han var barn! Det kom som et syn, han sad og skalv og misted mæle.
«Heh — den ækle barnesængen, de stygge febersynerne med den hæslige angsten, — det er noget at minnes, det!» tørked han sig over tænderne igen med lommekluten og vifted bort i luften. «Det stanker av et hjem, ser du, — stanker utaalelig hverdag!» Han saa stærkt paa ham — det var, som han vælted en stenrøs over hans bryst. «Men jeg skal se det paa timen,» slog han om og lo stille, «se det paa auane hans. Jaja. Jaja.» Der laa ondskab og gotted sig i hans selvgode brede ryg: «Det er en stor tid vi lever i!» la han sagte til.
Herman Ek reiste sig: — Stenshoug var et uhyre der han sad! — — Han gisped efter veir. «Der er baaden!» skrek han.
Den kom dampende med tætte dunk fremfor gran-næsset, vælted blank sjø til begge strande.
Og Tore Prammand rodde ud.
Sigvart Stenshoug vifted med studenterluen til land, han stod i prammen med ransel paa ryg. Han var magret, saa den brede munden med de skarpe læber var øget, og kindbenene stod mer frem under den lave trange pande.
Han sprang i land med luen i haanden; det blege grisne haar la sig i hvirvler bortover hodet eller reiste sig stridt til veirs — det var som knitrende baal i sollys.
«Du far, idag vil jeg holde foredrag om nyttemoral op i seminariet!»
«Saa du er den gamle slabbedasken alligevel!» sa Stenshoug og slog ham med stokken over læggene. «Jeg tænkte ogsaa det, det var lidt av bondetampen i dig!»
Herman Ek gik sidst, saa Sigvart i den smale nakken; han likte saa den nakken, hadde slik lyst til at lægge haanden sin der. Det var i grunden denne nakken han mest hadde tænkt paa, siden han reiste fra ham i Kristiania.
Hjemme-minnernes storm stilned strax i vaares; det blev slappe lumre døgn, som la dis over Fossum-stuernes graa vægge, det blev som før daadløs hvile i lyng og sand. Det suste forbi alt, Signe og broren, Tordis Hval, øiepar som titted; paa moen blev det aldrig det det var, sorg eller glæde — det blev sus, bare sus.
Men nu var det, som noget begyndte at ske, i det samme han der kom i land, dette lyse hodet var som rift i skylaget, der kom vift fra sval solgangsvind, som tog taage og alt, som tungt var.
Han vilde ikke gaa ind paa moen idag.
Det blev et opstyr og et veir, som naar nordenvinden kom paa det styggeste ovenfra heierne, tog møner og kasted om trær.
Det var ikke bare elever, som hadde været tilstede om eftermiddagen ved Sigvart Stenshoug’s foredrag; fruerne paa Fossum-gaardene var der, prostefruen og fru Ek og enken efter den gamle kaptein. Sagfører Ek stod ogsaa en stund ud i gangen og skotted op til katedret — Herman sad nedenunder.
Fruerne samled sig i klynge paa veien, snakked høit, saa det svarte mellem husene.
Og op i vinduet laa «Fjældfrasen» selv i skjortærmer og nikked og lo: «Se naa fik vi liv i daukøttet, Sigvart! — hi-hi-hih!» — det var uvorren moro! — —
Herman Ek sa farvel og gik. Han drev frem og tilbage paa veien og saa paa fruerne — dette var noget av det uveir, som laa og trued koldt i gamle Stenshoug’s blik! — — Han drev i surrende uro og utryg vent; der var dirrende trods i luften, det var ikke længer feiende solgangsvind; — hvad var det egentlig, som var sket? — —
Han drev forbi fruerne flere gange. De pusted sig op som smaaspurv mod frost og var forfærdede, simpelthen forfærdede: — det maatte da være maade paa alt! — der kom en dag, da disse unge elever skulde ta ud som lærere og gi fra sig, hvad de her hadde lært! — Moren kunde ikke gaa engang — hun tripped som en høne, stak den tynde ryg mellem de tykke fruer; det var ikke hver dag hun gav sig til at tænke paa noget saa stort som et helt samfund, — saa det svimled for hende, da hun skønte, hvorlangt hendes forfærdelse i grunden rak: — denne juplingen! … denne skidtungen! … paa en offentlig anstalt! … De svarte hverandre, det var som spurve-skvadr … Dette her maatte der sættes en stopper for!
Og gamle stuepigen hos prosten ropte ind i snakket, at han Sigvart Stenshoug nu altid hadde hat en skrue løs, lige fra barn av, — han knipsed endda i fingrene og plystred til katten, sa pus-pus og mjaued til hunden — det hadde aldrig været greie paa ham i nogen ting; hun kunde fortælle de rareste ting slik om den gutten! — — Ja den gutten kunde aldrig bli gammel, spaadde hun, det hadde hun da paa følelsen saa bestemt. — — Og fruerne mente det samme; det var det uglade stik i blikket og den rastløshed i holdning, som gjorde, at de maatte tro det.
— — Saa det var noget alle hadde ventet, at han skulde bli radikal. Men at seminariet …! — —
De flytted sig nordover veien, gik ind til den hvidslipsede prost, som sad rolig udenfor det hele som vorherre, for at snakke videre; — de gav sig nok ikke, før han loved at sætte en stopper for slikt! — —
— Ja dette var som nordenvinden!
Herman Ek drev sydover veien igen. Men han vilde ikke træffe Sigvart Stenshoug, — det kom med ét over ham; han likte ikke længer denne gutten han heller, som spaserte i rus der under seminariet ud og ind veien, med det lyse hodet paa nakken, og trodde han var forfærdelig radikal.
Han svinged op til den hvide grinden nedfor sagfører-gaarden. Der stod to døler, Tore Prammand og hestehandleren, som altid snød, skotted efter Sigvart udpaa veien og snakked sagte.
«Da æ væl dei reine lutherska lærdoma, so vette føredregne paa skulane in i Kristiania, væl?» spurgte hestehandleren stilt, da Herman tog i grinden — det gotted sig lurt under rødblege bryn.
«Jøssøs ja!» — de turde nok ikke andet! — — Han skyndte sig unna opover haven; det var, som han misted bund under sig, da de spurgte, han hadde vadet sig saa langt langt ud! — —
— Det var bare sagfører Ek, som tog det med ro. Han sad stille paa kontorkrakken, stirred ud mod moen, som laa i sommeraftenens graalys, og tænkte paa, hvor han skulde faa sagt Herman det pyntelig, at han fik være forsigtig ligeoverfor de Stenshoug’erne.
«Det er Herman?» sa han godslig og vred sig paa krakken; han var blit endda stillere i stemmen, siden det med Signe hændte.
«Er det dig far!» svarte Herman sagte indfra dagligstuen.
«Du var der, du ogsaa.»
«Ja.»
Herman satte sig i sofaen; — det var som der laa blød aftentaage i stuen. Faren reiste sig langsomt og kom frem i døren:
«Du Herman, da jeg saa det sorte fine hodet dit og det tænksomme ansigtet der inde under katedret, saa tænkte jeg ved mig selv: du er for fin kar til det der!»
Det blev stille igen. Herman sad raadløs, uden svar, lytted til ordene lang stund og saa paa ham; og faren saa igen. Det var ikke bare faren, som sa dette; der var mange her, som vared, en hel gammel slægt bagover — sønnen saa far efter far indover i de stille tænksomme øine. Det var, som han stirred ned i sit eget dyb av saare hensyn.
Men saa kom moren ind i det samme, fra præstegaarden. Han reiste sig.
«Jeg synes, Sigvart har ret i hvert ord!» sa han høit.
Faren kom indenfor tærsklen:
«Det kan saa være, ogsaa! — Men Stenshoug’erne er stærke folk, som sluger mennesker, tygger og maser dem sønder og sammen, ser du, som rovdyr, saa der ikke er et helt stykke igen, naar de spytter dem ud. De kan ikke for det, for det er stærke folk, Stenshoug’erne; — men det gælder bare at passe sig.»
Sønnen lytted raadløs igen.
— «Og saa er der ting, du ikke kender til!» kom det hviskende.
«Desuden kan du ikke mene det, Herman, at Sigvart har ret,» skar moren i, skælvende av energi.
Han kendte, han blev hvid langs læberne, snapped efter pust; — her skulde kilen ind! — —
«Stuart Mill er verdens største tænker!» tramped han i gulvet.
«Hvordan kan du snakke slik!» hugg hun i; men saa sagtned det og løb ud i tonløs utryghed: «Det er aldeles urigtigt;» — det var som hun klapped og strøg et skræmt dyr.
«Hvordan kan du snakke slik! — som ingenting har læst av Mill.»
«Naa da — naa da!» stagged faren godslig og prøved smaale, han trak sig unna ind i kontoret.
«Jamæn det ved vi jo!» svarte hun og satte sig opgit ved vinduet.
«Det ved «vi» slet ikke!»
«Der er saamange fornuftige bra folk, som mener det, at det maa da være noget i det lel, synes jeg.»
Herman blaaste og satte sig i sofaen. Det vred sig ræd paa krakken inde i kontoret. Og moren snudde sig, blev siddende og se forsagt ud i haven; sat saa ligesom for sig selv:
«Det er saa rart med den begeistringen, naar én er ung — da ser vel alt anderledes ud.»
Saa blev det stille.
«Vi vil jo dit bedste, baade jeg og din far, med dette,» sa det igen om lidt ud imod ruten. «Og jeg tror nok det,» snudde hun sig ind i stuen med røde øine, «at vi kan si, vi har hat vort stræv med dere barna, baade jeg og din far. Saa vi fortjente noget andet,» voved hun endda stærkere, fordi hixten dæmped ordene — viljen i stemmen øged og døde som fossesus i vind.
«Du kvæler mig mor!» skrek han og sprang op; — mors-sindets lange stride fangearme strakte sig efter ham og vikled sig og vandt sig, — tæt — tæt —! — — Han blev staaende og stirre paa hende, stille; — det var mer end Stuart Mill hun stred mod! … og saa var der ting, han ikke kendte til, sa faren. — —
Med ét skød det op i hende, hun sprang frem i døren til kontoret, skrek ind: «Nei, det blir ikke fred, før Stenshoug kommer væk! — begge to, far og søn!»
Faren spratt i veiret, ledte og stirred hvid langt frem i noget.
«Hvorfor —, hvorfor holder du paa dem!»
«Jeg er bundet, har du hørt. Jeg er bun—det!»
«Hvad slags avtale er nu det da ?» spurgte det stikkende blidt. «Der er kanske ting, jeg ikke kender til?»
Han sank tilbage i sinnet, sa sagte: «Ser du ikke, at Herman staar her!»
Han skakked paa hodet og blunked — det var som noget sved i øiet.
Det var som hun sukked over en vished.
Men ryggen rettet sig til nyt stridsind; det kokte op i Herman:
«Jeg vil være sammen med hestehandleren, som snyder,» kom det langsomt og stille. «Jeg vil være sammen med Furutveits-kaxen, som drikker. Jeg vil være sammen med Stenshoug, far og søn. Jeg vil ikke overta Nedre-Foss!»
Han slog døren fast i efter sig.
Faren gik stilt i dører og i trapper flere dage i træk, ledte sky efter sønnen for at sanke ind et blik.
Men sønnen smøg og gemte sig unna med smil og blik; han var ude hele dagene, kom oftest for sent til maalene, saa han fik spise alene.
Han mangled mod til at leve sammen med bygden alligevel; der laa ligesom sky i hans blod for Furutveits-kaxen og hestehandleren og alle de andre, som moren hadde varet ham for i opvæxten. Og han likte ikke længer Stenshoug’erne, hverken far eller søn; men han sad ligefuldt timer i træk hos dem paa seminarie-trappen i klemmende gru; han hørte paa Sigvart, naar han blev ivrig, slog ud med de lange arme og spriked med de magre fingre, — uvorrent slængte han ud noget ondt og giftigt om det, som bestod, og ledte saa sugende med det uglade onde stik i blikket for at finde noget endda værre, endda giftigere. Det var bare stygg vanvittig lyst til at rive i stykker hvad fandtes! Ja, de Stenshoug’erne var nogen uhyrer! — der var ligesom ikke haab om ly mer i livet.
Men han var sammen med dem hver eneste dag.
Og om aftenen gik han og gemte sig i de stille stuer. Det var ligesom far og mor, ja kokkepigen med, til sidst gled unna for ham; det var som væggene vented i angst paa høsten og paa de modne viljer. —
— Og høsten kom, kølig og klar. Vedbenden fik røde bær, og den sidste konvolvulus visned, hængekøien mellem granen og rognen blev tat ind, og plommetyvene nedfra brugene begyndte.
Morens ryg piled omkring strid som aldrig før — det var som der stod hede av viljen indenfor den; men viljen var stum endda. Sønnen følte det: her var ting i hjemmet, han ikke kendte til. —
Men selv vidste han i grunden slet ikke længer, hvad han vilde.
En morgen, hun var gaat nord i svingen, blev han staaende igen i spisestuen, lige indpaa vindus-ruten, og stirre mod moen, saar og stille. Han turde ikke røre sig, saa væggene merked, han var til; han stod, stod — han trodde, han hadde staat i timer paa samme flæk og stirret.
— — Viljen var som brand i tørt græs — der vilde ingenting voxe mer, hvor den hadde hærjet. Livet var stanset.
Mareridtets angst tog ham, ustyrlig, rivende: — han gik her og døde!
Han stanged hodet lige i ruten, saa glasskaarene klirred og sang nedover konvolvulus-espalieren, … var han gal? — —
Faren lukked paa kontordøren, saa ind.
«Det var vist nogen, som hev,» svarte Herman.
Faren blev staaende i døren. Sønnen stirred gennem en anden rute.
«Du—eh Herman,» pusted det stilt over skuldren — det var faren, som var kommet helt ind. «Du gik gerne ned til prammen for mig idag? — jeg venter en pakke med baaden.»
«Ja,» svarte han og saa paa ham, øinene mødtes igen. Der var løsende trylleri i ord — det var som viljens sviende brand slukned. Faren stod der saa underlig bleg og fin, kridhvid i de skarpe ansigtslinjer, uden sanselig livslyst; han hadde set ham slik før ogsaa, av og til mod aften, naar han sad alene inde i kontoret og stirred taus og trist paa aasen — det var som han sad og lytted skræmt til en stille røst langt langt borte. Det var ligesom selve døden.
Han strøg sønnen over ryggen og gik. Herman lytted efter ham: det var sygepleierens utrygge varhed i hvert trin — det var gamle slægters kultur, som hadde holdt ud et helt liv inden disse vægge alene med morens energi, med det unge skipperblod. — —
Han gled ud i gangen. Derude blev han igen staaende og stirre gennem gangdørens glas.
— — Disse sagte pust fra sind, som vilde ham vel, disse bløde fangearme, som famled sky efter ham og kærtegned, holdt han ikke ud! nu fik det være forbi! Hvad fan hadde han med stuer, hvor han hadde lidt og aldrig lekt!
— — Han vilde væk, ud av alle de kærtegns lange, endeløst lange ækle spindeltraa, som klinte sig fast, som han slet mange gange for dag, men som fulgte, hvor han stod og gik, — ud av de syge hensyn! Nu fik det være forbi! — —
Det kom som yr rus; som en vind var han inde hos faren paa kontoret, snakked stakaandet:
«Jeg maa reise!»
«Hvad vil du da?»
«Reise — —! studere — —! — ved ikke selv!»
Faren saa paa ham igen med de rædde gløgge øinene og nikked, nikked flere gange og langsomt: — skipperblodet var kommet over barna, saa de ikke var til at styre, alligevel. — —
«Du vil altsaa ikke overta Nedre-Foss da?» var det eneste, han sa. —
— Herman Ek gik ind paa moen, blev staaende og stirre igen — sanden var vaad av høstregnet. Han stirred strid og fri. Han voxed, blev stor, saa han ikke hadde plads mellem aas og aas. «Hu-hi-huh,» sa det — det var som hver sans gøs for umaadelige vinger; men det var vel den sidste sus ovenfra heien og ulændte fjæld, det blev saa underlig dødsens stille efter; endog moen misted sin magt.
— — Nu fik det være forbi! Han brydde sig ikke om, hvad det var som sved i farens øie, hvad det var som tæred indenfor morens tørre stride ryg, han brydde sig ikke om de ting han ikke kendte til; det forsvandt som gamle blad og tør kvist forsvinder i knitrende baal paa agrene en sollys vaardag. Faren og moren blev dværger, som tusled omkring under haugen sin, ørsmaa og stumme, paa underlige vredne tussete ben. — —
— — Nu var det forbi! nu begyndte hans eget liv! — —
Han gik bare og vented, vented paa dagen da de skulde reise, han og Sigvart Stenshoug, — vented paa livet, hvor tankerne kæmped frit, hvor store sind reves.
Høsten øged.
… Stille. Stille. Mørke nætter og regn gulned blade. De sad dryssende løse for hvert lidet pust som hesteblomstens hvide frødun.
Det var mere høst paa Fossum, end det hadde været nogensinde.