Svar til en kjölig svensk Unionsvän

SVAR
TIL
EN KJÖLIG SVENSK UNIONSVÄN
AV
BREDO MORGENSTIERNE
(Särtryck ur Svensk Tidskrift 1892. 8.)
————————
UPSALA 1892
ALMQVIST & WIKSELLS BOKTR.AKTIEB.
Sit ut est aut non sit.[1]
Harald Hjärne.

Under Titelen: »Frågor till en norsk unionsvän» har Hr Professor Hjärne i nærværende Tidsskrifts 7de Hefte i Anledning af min Artikel »Unionsspörgsmaalet fra norsk Synspunkt» leveret et nyt Indlæg i Striden om dette Spörgsmaals Lösning. Da den ærede Forfatter saavel i Titelen som delvis i selve Artikelen har givet sin Fremstilling Formen af Spörgsmaal direkte rettede til mig, har jeg fundet det rigtigst ikke at unddrage mig for en fortsat Deltagelse i Diskussionen, skjönt jeg rigtignok ikke tror, at en saadan mellem Professor Hjärne og mig vil kunne, blive synderlig frugtbar. Dertil mangler vi, saavidt jeg forstaar, altformeget Kontakt med hinanden, en fælles Platform, fra hvilken Striden kunde föres. Skulde overhovedet den ærede Forfatters Anskuelser repræsentere det svenske Folks Standpunkt i denne Sag, vilde jeg anse enhver yderligere Bestræbelse for endnu at bevare de bristende Unionsbaand for spildt Möie. Heldigvis foreligger der — selv bortseet fra hvad man privat kan have Grund til at formode — tilstrækkeligt af offentlige Udtalelser, som tyder paa, at der i Sverige er en udbredt Opinion for ikke at indtage et saadant non-possumus[2]-Standpunkt.

Forat man med Udbytte skal kunne dröfte Midlerne til Unionens Bevarelse, maa man se Sagen fra et unionelt Synspunkt. Lad være et svensk-unionelt eller et norsk-unionelt, men dog altid et unionelt. Det vil sige, man maa som en fælles Forudsætning være enig om at betragte Unionen som en förste Rangs Interesse hver for ens eget Fædreland. Alene da kan ens patriotiske Sindelag og ens nationale Önsker og Bestræbelser væsentlig komme til at dækkes af saadanne Fölelser for Unionen, der gjör en villig til at bringe Ofre og vove en Kamp for den. Derimod er det klart, at man ikke er villig hertil, hvis man betragter Unionen som en anden Rangs Interesse for ens Fædreland. Da vil man nödvendigvis som Professor Hjärne i det höieste blive, hvad jeg i Overskriften har tilladt mig at betegne som en kjölig Unionsven, der med filosofisk Ro ser paa Unionens »förmultnings»-proces og tröster sig med, at man efter Exempler fra andre Lande kan leve omtrent lige lykkeligt og vel uden som med Union. Jeg vil ikke tvistes med den ærede Forfatter om Berettigelsen af denne Synsmaade. Det vilde lidet hjælpe. Jeg vil endog erkjende, at jeg paa Professor H.’s Præmisser vilde komme til omtrent samme Konklusion som han. Han ser nemlig saa skeptisk paa den nu bestaaende Unions reelle Værd som Forsvarsforbund, at han endog betvivler Norges Villighed til under en Krig, der nærmest maatte true Sverige, at deltage med sine Stridskræfter i det fælles Forsvar. Da han selvfölgelig ikke antyder, hvad der jo ogsaa i sig selv vilde være ligesaa fornærmeligt som grundlöst, at det norske Folk skulde være mindre villigt end det svenske til att opfylde sine unionelle Forpligtelser, maa han og de »eftertänksamme svenske man», hvortil han henviser, antagelig mene, at der omvendt heller ikke kunde gjöres Regning paa Sveriges aktive Deltagelse i Forsvaret, hvis Faren nærmest truede Norge. Er det kommet hertil med de to Folks Opfatning af sit Forhold til hinanden, indser jeg rigtignok heller ikke, hvorfor nogen svensk eller norsk Statsmand skulde »lægge to Pinder i Kors» for at hindre den formelle Oplösning af en Forening, der allerede er i Bund og Grund saa raadden. Men jeg vil rigtignok tilföie, at det er förste Gang jeg har seet en saadan Anskuelse udtalt, og at jeg særlig föler mig forvisset om, at den Tanke aldrig er opkommet hos nogen Normand, att der, saalænge den nuværende Union bestaar, kunde være Tale om at unddrage sig Pligten til under en Krig att deltage i det fælles Forsvar.

Jeg benytter Anledningen til i denne Forbindelse at berigtige en Misforstaaelse af mine Ord om den norske »Landværnsparagraf», hvori Professor H. gjör sig skyldig. Han siger at jeg beroliger svenske Læsere med, at den norske Krigsminister i Tilfælde af Krig »trygt vilde kunne sætte sig ud over Grundlovens § 25». Jeg har sagt nöiagtigt det modsatte heraf. Jeg skal ikke indlade mig paa, hvad en norsk Krigsminister i heromhandlede Tilfælde vilde anse sig berettiget til at gjöre. Men hvad jeg i min forrige Artikel fremholdt var, at »de bedste Grunde taler for den Mening», at hvert af Rigerne uden att krænke den gjensidige Forsvarspligt er berettiget til enten i sin Allmindelighed eller ved Dispositioner beregnede paa det enkelte Tilfælde at tilbageholde en Del af sine Stridskræfter i Lokalforsvarets Tjeneste, saaledes att Grl. § 25 maa ansees som en fuldt ud lovlig og forsaavidt for alle Vedkommende, altsaa ogsaa for en norsk Krigsminister bindende Bestemmelse. Meget kunde visselig tale for »försvarspliktens legala reglering», og Modstanden herimod vil efter alt at dömme neppe komme fra de norske Unionsvenners Side. Men dels synes den praktiske Betydning heraf i höi Grad overvurderet, idet der i Betragtning bl. a. af de to Rigers udstrakte Grænser og mange Angrebspunkter rimeligvis aldrig kunde blive Tale om at betage noget af Rigerne Adgang til af militære Hensyn at tilbageholde en Styrke svarende til det norske Landværn som Depoter og i Lokal forsvarets Tjeneste. Og dels synes Spörgsmaalet om en saadan Befæstelse af Unionsbaandene paa et nyt Punkt ikke at staa i nogen nödvendig eller endog kun rimelig Sammenhang med Gjennemförelsen paa Udenrigspolitikens Felt af den »fuldkomne Jævnlighed» mellem de to Folk, som allerede den Kgl. Proposition til Rigsakten opstillede som Unionens Program, og som det saaledes ikke skulde synes for tidligt nu at realisere.

Jeg vender efter denne lille Digression tilbage til Paavisningen af, hvilke Fölger for Opfatningen af de unionelle Reformkrav det nödvendigvis maa have, naar man med Separatisterne i Norge og Prof. Hjärnes Meningsfæller i Sverige alene, betragter Unionen som en sekundær Interesse resp. for det norske og svenske Fædreland. Fra dette Udgangspunkt er det fuldt naturligt, at det er Prof. Hjärne den ligegyldigste Ting af Verden, om den nuværende unionelle Ordning tilfredsstiller de Krav, som fra norsk Side nödvendigvis maa stilles til en Forening mellem suveræne og som saadanne ligestillede Stater. Det faar blive Normændenes egen. Sag, siger han: »Om Unionens betydelse för Norge må norrmännen själfva anställa vederbörlig undersökning» — — »Att enligt nuvarande anordning Norges konstitutionella garantier, hvad utrikespoliken angår, äro så godt som inga, må vara bedröfligt från »Ligeberettigelsens» synpunkt, men utgör intet skäl att tillfoga Sverige samma slags olägenhet.» Det er klart, at Prof. H. efter denne Maade at se Sagen paa, maatte blive fuldblods Separatist, hvis han i Tanken stillede sig paa norsk Standpunkt. Som Normand maatte han komme til at synge om kap med Björnson om den »Pagt, som vi forpestes i». Jeg formoder nemlig ikke, den ærede Forfatter mener, at Norge skulde have nogen somhelst större Opfordring end Sverige til af Hensyn til Unionen at ofre noget af de konstitutionelle Garantier. Hvorfor i Alverden skulde Norge gjöre det? Hvilken Grund skulde Normændene have til at holde paa en »bedröflig» unionel Ordning, som det svenske Folk for sit Vedkommende vilde anse uacceptabel, hvis det var Sverige »bedröfligheten» rammede?

Og skulde nogen endnu betvivle, at den nuværende Ordning i Virkeligheden er »bedröflig» for Norge i en Grad, som i Længden gjör den fuldkommen uholdbar, er Prof. H.’s Udtalelser vel skikkede til at aabne ens Öine i saa Henseende. Efter at han har talt om »Sveriges uteslutande ledning af utrikesärendena» og forklaret, at Sverige i sit Forhold til fremmede Magter har den Fordel fremfor Norge, »att tills vidare endast Sverige har att tillgå internationelt fullt erkände och bemyndigade representanter å omse sidor», opkaster han det Spörgsmaal, hvad der vil være fordelagtigst og tryggest for Sverige enten at imödekomme Norges Krav paa en unionel Organisation af Udenrigsministerembedet eller »att utan vidare tal om en dylik afträdelse sköta vårt förhållande till främmande makter på ett sätt, som kan vara egnadt att vinna deras förtroende till vår korrekta hållning i den nuvarande europeiska krisen?» Efter at have udtalt sig for det sidste Alternativ föier Forfatteren til: »Unionsfrågan såsom sådan bör underordnas en klok utrikespolitik, och icke tvärtom.» Unionsspörgsmaalet kan blive et europæiskt Spörgsmaal og »för att möta en dylik eventualitet har Sverige behof af helt andra hjälpmedel än dem, som den norska diplomatien inom eller utom vårt utrikeskabinett kan prestera.» Jeg vil nödig krænke den ærede Forfatter; men mon jeg skulde være alene om at finde en vis Cynisme i disse Udtalelser, noget, som smager af at lade Retsspörgsmaalet aflöse af Magtspörgsmaalet? For Prof. H. er Diplomatiet, Udenrigskabinettet, Udenrigspolitiken altsammen »vår» og »vårt»; det er svenske Interesser det gjælder at varetage, og Sverige maa gjennem disse Institutioner söge at virke hen til at staa i den gunstigst mulige Stilling ligeoverfor Norge. I dette Öiemed skal altsaa Norge yde sit Bidrag til den fælles Udenrigsstyrelse! Nu kan man ganske vist gaa ud fra, at Rigernes Udenrigesminister og Diplomater fuldt vel forstaar sine Pligter som Rigernes fælles Embedsmænd og Repræsentanter og som Fölge deraf har en Opfatning af sin Opgave, som er vidt forskjellig fra den af Professor H. antydede. Men blot at noget saadant offentlig kan udtales af en anseet svensk Mand, viser, at den nuværende Ordning for Norge rummer Farer, der, forekommer det mig, for enhver uhildet Mand maa godtgjöre Berettigelsen af de fremkomne Reformkrav. Og, hvad det her særlig gjælder: i deres Öine, som anser disse Krav for uopfyldelige fra svensk Side, maa den norske Separatisme staa som den eneste konsekvente norske Unionspolitik. Eller som jeg tidligere har havt Anledning til at fremhæve: de der siger: Lad os skilles, og de der siger: Sverige maa nödvendigvis beholde Overledelsen af Udenrigspolitiken, kommer, trods sine forskjellige Udgangspunkter, til at række hinanden Haanden og gjöre fælles Front mod begge Rigers Unionsvenner, der siger: lad os holde paa Unionen og forat bevare den undergive den unionelle Bygning saadanne Udbedringer, der kan gjöre den beboelig for begge Folk.

Det er derfor heller intet nyt af Aaret, at den Retning, Prof. H. repræsenterer, ser skjævt til det unionsvenlige norske Parti, der i den indre Partipolitik betegnes som Höire, og strækker Haanden halvt ud mod vort separatistiske Venstre. Det er neppe nödvendigt at levere noget indgaaende Forsvar ligeoverfor Beskyldningerne mod vort Höire for Aar for Aar at have ændret sin Holdning i alle foreliggende Unionsspörgsmaal og for at ville overtale Sverige til at rage Kastanierne af Ilden. Hvad det sidste angaar, turde en og anden, der har staaet Begivenhederne nær, finde Grund til at spörge, om ikke Forholdet mellem Sverige og det norske Höire med adskillig större Ret kunde betegnes som det omvendte. Og hvad Forandringerne i det norske Höires Unionspolitik angaar, vil enhver Læser, der har fulgt Begivenhederne, vide, at dette Partis Unionsprogram i Principet altid har været ét og det samme, og at hvad der har vexlet og med forandrede Tidsomstændigheder nödvendigvis har maattet vexle, alene har været Inddragningen i den aktuelle Politik af Arbeidet for dette Programs Gjennemförelse i efter Omstændighederne större eller mindre Udstrækning. Kun den Hovedforandring er indtraadt — og for den bærer det norske Höire intet Ansvar — at det som indtil Januar 1891 var det fælles norske nationale Unionsprogram, fra da af alene blev det norske Höires Unionsprogram, men svigtedes af det nuværende Regjeringsparti, hvis Förere og Presse mere og mindre aabent har skrevet Unionens Oplösning paa sin Fane.

Just i denne Splittelse ser imidlertid Prof. H. en Grund for Sverige til at holde sig tilbage, til ikke ved en Tilslutning til det ene norske Parti at kompromettere sig lige overfor det andet, og til ikke at gjore nogen Indrömmelse, forinden Partierne i Norge er blevne enige om, hvad man fra norsk Side önsker.

Dette tager sig jo overmaade godt ud. Men neppe nogen, der for Alvor holder paa Unionen og vil arbeide for dens Bevarelse, vil lade sig bestikke af dette Ræsonnement. Det kunde lade sig höre, saa længe det endnu kun var Modaliteter det gjaldt. Men naar Stillingen er bleven den, at det just er om selve Unionens Bevarelse Striden staar, synes den af den ærede Forfatter anbefalede Neutralitet og passive Afventen af Stridens Udfald at tyde paa en alt andet end varm Interesse for det, der er Stridens Gjenstand. Den svenske Mand, som under de nuværende Omstændigheder intet andet har at sige end dette: lad Partierne i Norge först blive enige, saa skal vi se til, bör være sig bevidst, at han dermed tillige siger: det faar gaa som det kan med Unionen, det er ikke Umagen værd at söge at redde den.

Og omvendt: De der anser dette for at være Umagen værd, de vil være temmelig uimodtagelige for disse akademiske Betragtninger om Faren ved at engagere sig med det ene af de to Partier etc. De vil simpelthen sige: her er jo intet Valg; her tales ikke om norske Höiremænd og norske Venstremænd; den indre Partistrid er os ganske uvedkommende; men her tales om, hvem der vil være med at opretholde Unionen og hvem ikke. Med de förste allierer vi os; de sidste bekjæmper vi. Dette er sund Realpolitik.

Men er det da Umagen værd at arbeide for Unionens Bevarelse? Dette Spörgsmaal faar naturligvis forsaavidt en forskjellig Belysning seet fra norsk og fra svensk Side, som selve Unionsvilkaarene for Tiden er forskjellige for de to Riger. For Norges Vedkommende maa Spörgsmaalet stilles saa: Kjöbes ikke Fordelene ved Unionen for dyrt ved definitivt at maatte lægge Overledelsen af nogle af de vigtigste norske Statsanliggender i en anden Stats Haand? Kan en suveræn Stats Værdighed og Interesser i Længden forsones med en saadan Ordning? Dette er alvorlige Spörgsmaal, til hvis Belysning jeg i min forrige Artikel har sögt at yde et Bidrag.

Og naar jeg under Behandlingen af disse Spörgsmaal har vovet at »rette en varm Appel til alle svenske Mænd, der vil tænke stort og ædelt», saa har intet været fjernere fra min Tanke end — saaledes som Prof. H. har opfattet mig — at appellere til svensk »Ædelmod» for at opnaa Indrömmelse af de norske Krav. Hvad jeg har appelleret til, er den Fordomsfrihed og det Höisind, som forstaar at sætte sig ind i andres Tankegang og ikke bebreider andre, at de handler, som man selv i deres Sted vilde handle.

Fra svensk Side stiller Spörgsmaalet sig saa: har Unionen noget Værd, hvis Sverige maa opgive sin Overledelse (Prof. H. betegner det endog som Eneledelse) af Udenrigspolitiken og flnde sig i en Fællesudövelse af Myndigheden paa dette Felt omtrent som i Österrige-Ungarn? Dette er jo ligefrem et Spörgsmaal om, hvad svenske Interesser tilsiger, intet andet. Det er en ganske unödig Gjerning af Prof. H. at polemisere mod den Mening, at Sverige, det være sig af »adelmod» eller af nogen som helst anden Grund skulde gjöre Ofre for Unionen i Strid med svenske Interesser. Nogen saadan Mening har, mig bekjendt, aldrig været udtalt, og ihvertfald ved jeg mig selv fuldstændig fri for den. Spörgsmaalet er ikke om af Hensyn til Unionen at tilsidesætte svenske Interesser; men Spörgsmaalet er, hvilke svenske Interesser er de störste, enten de som knytter sig til Unionens Bevarelse, eller de der knytter sig til Bevarelsen af status quo med Hensyn til Ordningen af Udenrigsstyrelsen.

Dette er jo et svensk Spörgsmaal, som jeg vilde savne Opfordring til at udtale mig om, hvis det ikke just var den af mig antydede Ordning af Udenrigsstyrelsen, som af Prof. H. angribes som i saa höi Grad uforenelig med svenske Interesser, og hvortil han knytter de til mig rettede Spörgsmaal.

Jeg skal derfor tillade mig i störste Korthed at gaa ind ogsaa paa denne Side af Sagen.

Som det ligger i det allerede anförte, er det ligeoverfor de unionelle Ordninger af Udenrigsstyrelsen, hvorom der kunde være Tale, ikke nok at paavise, at en saadan Ordning vilde være mindre fordelagtig for Sverige end den nu bestaaende, eller at en saadan Ordning i og for sig var behefted med Mangler eller kunde lede til en eller anden Vanskelighed eller Ulempe. At Indvendinger af denne Art vil kunne rettes mod en hvilken som helst unionel Organisation af Udenrigsstyrelsen, er paa Forhaand klart nok. Saalænge man kunde faa Normændene til at finde sig i, at den fælles Udenrigsminister var udelukkende svensk Embedsmand, alene Medlem af det svenske Statsraad og alene ansvarlig for svenske Statsmyndigheder, var jo dette baade det for Sverige bekvemmeste og indeholdt de i og for sig — bortseet fra norske Interesser — enkleste og fuldkomneste konstitutionelle Garantier. Jeg er meget fjernt fra at være blind for de Betænkeligheder, som fra svensk Side — ikke mindst under de nuværende politiske Forholde i Norge — kan reises mod at give den norske Regjering og det norske Storthing Medindflydelse paa Udenrigspolitiken. Og om jeg end ingenlunde, saaledes som Prof. H. refererer, har foreslaaet en fælles Udenrigsminister »utan bestämda konstitutionella garantier», er det dog visselig saa, at det konstitutionelle Ansvar ikke kan funktionere saa enkelt og effektivt, hvor to skal være sammen om Udövelsen deraf, som hvor den enkelte Stat er alene derom.

Men at disse Indvendinger ikke danner nogen afgjörende Grund mod at söge Unionen reddet gjennem en unionel Organisation af Udenrigsstyrelsen, er selvsagt. Var de en afgjörende Grund derimod, vilde dermed Beviset være fört for, at en Statsforbindelse mellem suveræne og som saadanne ligestillede Stater enten var en Umulighed eller — da Österrige-Ungarn viser det modsatte — ialfald medförte saa store Ofre og Ulemper, at disse ikke opveiedes ved de Goder, som en saadan Forbindelse kunde skjænke.

At Ofrene og Ulemperne ved den af mig antydede unionelle Organisation af Udenrigsministerembedet skulde opveie Fordelene for begge Riger ved den svensk-norske Statsforbindelse, synes det mig umuligt at paastaa. Og særlig finder jeg ikke de af Prof. H. reiste Indvendinger af nogen særdeles stor Vægt.

Prof. H. anker over, at denne Organisation i min Artikel ikke tilstrækkelig er udfört i sine Detaljer, og opkaster en Række Spörgsmaal angaaende disse. Jeg skal herom bemærke, at det laa og ligger helt udenfor min Opgave at levere et bestemt formuleret Forslag til en unionel Reform. At fremsætte et saadant er ikke Enkeltmands Sag, og indlod man sig derpaa, vilde man risikere at skade istedetfor at fremme Sagen, idet de Feil og Ufuldkommenheder, der ved et Forslag istandbragt paa denne Maade ikke vilde være til at undgaa, istedetfor retfærdigen at lægges Forfatteren til Last, af mange vilde opfattes som nödvendigen klæbende ved Reformen selv.

Forövrigt forekommer de i min Artikel givne Omrids mig tydelige nok, til at man med nogenlunde Bestemthed kan opgjöre sig en Mening om Reformens Virkemaade, og de Tvivl, mine Antydninger har fremkaldt hos Prof. H., synes ialfald tildels kun lidet berettigede.

Hvor den ærede Forfatter saaledes spörger, om Udenrigsministeren »skall forvandlas till en norsk gemensam minister, mot hvilken Sveriges riksdag kanske aldrig kan göra ett röttsligt ansvar göllande», saa har jeg dog klart nok udtalt, at ifölge den Ordning, som jeg har betegnet som den efter min Mening fuldkomneste, Udenrigsministeren skulde kunne »sættes under Tiltale i hvert af Rigerne». Videre spörger den ærede Forfatter, om i Unionsdomstolen »den norska halfvans friande utslag skulle förtaga kraften af den svenska halfvans fällande utslag». Ja naturligvis, ganske som omvendt samtlige svenske Stemmers Votum for Frifindelse vilde hindre, at en svenskfödt Udenrigsminister blev straffedömt udelukkende ved norske Stemmer. Dette har jeg i min Artikel udtrykkelig udtalt, og det stemmer ganske med Ordningen i Österrige-Ungarn. Det har da heller aldrig faldt mig ind, at denne Side af Sagen skulde være egnet til i Sverige at vække nogen alvorlig Betænkelighed. Som politisk Magtmiddel pleier man jo nemlig i det moderne Statsliv ikke at tillægge Straffedomme nogen særdeles stor Betydning. Og gjaldt det virkelige politiske Forbrydelser, vilde man vel neppe risikere, at den unionelle Domstol delte sig i to lige stærke Partier efter Medlemmernes Nationalitet.

Hvad endelig det rent parlamentariske Ansvar angaar, er det naturligvis overmaade let paa Papiret at opkonstruere Tilfælde, hvor en strengt gjennemfört Parlamentarisme ikke vilde kunne virke ligesaa automatisk lige overfor to Staters Fællesminister som lige overfor en enkelt Stats Ministre. Dette gjælder saaledes baade de österrigsk-ungarske Fælles ministre og de preussiske Ministre, som tillige er tysk Rigskansler eller tyske Statssekretærer. Men heldigvis har det praktiske Statsliv kun lidet at opvise af herfra stammende Vanskeligheder. Der foreligger da ingen Grund til at antage, at Vanskelighederne skulde blive större, hvis Sverige og Norge fik en fælles Udenrigsminister. Og de Vanskeligheder, der maatte opstaa, vilde i Virkeligheden ikke være andre end de, der allerede nu, om end kanske noget mere i det skjulte, er tilstede. Eller er der nogen som betvivler, at allerede nu den som fælles virkende Udenrigsminister staar i et vist Afhængighedsforhold til begge Rigers Nationalforsamlinger, og at en alvorlig og udbredt Misfornöielse med hans Embedsförsel fra det norske Storthings Side under givne Omstændigheder vilde kunne gjöre hans Stilling uholdbar? At en Forandring i Udenrigsministerembedet fra ikke blot at virke, men ogsaa at organiseres som en Fællesinstitution skulde rumme Farer for værre Konflikter end de, til hvilke Spiren allerede nu under et ugunstigt Sammenstöd af Omstændigheder vil kunne være tilstede, er det vanskeligt at forstaa. Naar Prof. H. i denne Forbindelse taler om »Höire» og »Venstre» og en eventuel fælles Udenrigsministers Stilling som Tilhænger af det ene eller det andet af disse Partier, er dertil at bemærke, at det vil være en fælles Udenrigsministers Opgave at staa saavidt muligt udenfor den indre Partipolitik, en Bestræbelse, som ogsaa spores i Lande med mere udpræget parlamentarisk Statsliv end det svenske og norske, men som naturligvis særlig maatte gjöre sig gjældende, hvor Udenrigsministeren skulde staa som Representant for to Staters fælles Udenrigspolitik.

Overhovedet paaligger — med Österrige-Ungarns Exempel for Öie — Bevisbyrden den, der paastaar, at Organisationen af et fælles Udenrigsministerium vilde stöde paa uovervindelige Vanskeligheder eller medföre væsentlige Ulemper. Prof. H. erklærer sig jo enig med mig i, at Delegationer ikke gjör synderligt hverken fra eller til. Volder ikke den unionelle Organisation af det österrigsk-ungarske Udenrigsministerium nu nogen væsentlig Ulempe, og leder den ikke nu til nogen ubehagelig Konflikt, vilde den heller ikke gjöre det, om man hjalp sig uden Delegationer. Heri maa den ærede Forfatter være enig med mig, naar han yder min Kritik af Delegationerne sin Anerkjendelse. Thi denne min Kritik var just en Kritik ikke af Delegationernes Brugbarhed som Led i en unionel Ordning, men af deres Nödvendighed for en saadan Ordning. Men er vi enige om, att det rimeligvis vilde gaa ligesaa fortræffeligt med det österrigsk-ungarske Udenrigsministerium uden Delegationer som nu med saadanne, saa synes man at maatte kunne blive ligesaa enige om, at det sandsynligvis vilde gaa ligesaa fortræffeligt i Sverige-Norge med en fælles Udenrigsminister med eller uden Delegationer. At der ligesaalidt hos os som i Österrige-Ungarn vilde blive Tale om, som Prof. H. antyder, nogen »tur» for det ene eller det andet Rige til at »förse ämbetet med en lämplig innehafvare»; men at Embedet blev at betro til den dertil bedst skikkede uanseet hans Nationalitet, er det vel overflödigt at tilföie.

Maatte alt hvad der findes af gjensidig Agtelse og Sympathi mellem de to Folk og af Forstaaelse af en fast Forenings Betydning for de to Riger, som »Gud selv hvælvede sammen», mödes i Bestræbelserne for at udjævne alle Tvistigheder og sikre denne Forening en lykkelig og betrygget Fremtid!

At jeg muligens ikke vil se mig istand til at deltage i en fortsat Diskussion af disse Spörgsmaal i »Svensk tidskrift», finder jeg det rigtigst at gjöre opmærksom paa, forat i Tilfælde min Taushed ikke skal blive mistydet.

  1. Wikikildens note: «La det være som det er, eller la det ikke være».
  2. Wikildens note: «Vi kan ikke».


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.