Åpne hovedmenyen
H. Aschehoug & Co. (s. 89-112).
◄  Fusk
Eksamen  ►

SLAGSMAAL

J
eg sier ingenting jeg. jeg bare spør

hvordan du har faat akkurat min regning – naar du ikke har skrevet den av!

Det var Simon Selmer ute i skolegaarden. Anton Bech stod foran ham, utfordrende.

– Det skjeller dig altsaa ikke, ser du, Simon

– Aanei, det er vel det heldigste det, kan jeg tænke.

– Jeg spør dig altsaa hvad du mener med det? At det er det «heldigste» altsaa. Netop det er det jeg spør om, skjønner du.

Simon Selmer saa sig med et smil om i guttekredsen. Hele klassen stod tæt omkring de to.

— Og jeg svarer altsaa at det vist er det heldigste at en ikke gransker mere efter i den saken.

— Han har gransket rektor altsaa.

— Ja. Jeg merker det.

— Hvordan merker?

— Han er saa forkjellig rektor du!

— Hvordan forskjellig?

— Aa — hadde det været en av os andre og ikke den søte kjælegutten hans, saa tænker jeg der var blit andet av!

— Hvad andet?

— Du spør saa meget, synes jeg.

— Anton Bech stod med næverne i bukselommerne, ganske rolig uten at se sig om. Han bare saa Simon Selmer ret i fjæset og svarte:

— Ja jeg spør til du svarer altsaa. Til du tør svare.

— Tør — haa!

— Ja tør. Hvad mener du med at der var blit andet av?

— Jeg mener det jeg mener, jeg.

Anton Bech rykket ham nu like under øinene.

— Ja ser du, dette er vel nok. Men jeg spør dig altsaa om du tror jeg har fusket?

— Jeg tror ingenting jeg. Jeg bare vet at du har hat min regning i boken din.

— Og naar jeg sier — og rektor sier at det er en tilfældighet?

— Saa sier jeg dertil at det er en merkelig tilfældighet.

— Hvordan merkelig?

— Høist merkelig.

Hele gutteflokken lo høyt. Anton Bech trak den ene næven op av lommen.

— Nu sier du meningen din bent ut

— Svært saa du interesserer dig for min «mening» da! Kjære!

— Jeg finder mig bare ikke i at du gaar her og mumler om mine regnestykker længer. Har du ikke faat forklaring god nok av rektor, saa faar du den ikke av mig. Men denne historien skal være forbi den. Derfor sier du meningen din bent ut, saa blir det vel en endskap paa det.

— Aa, du ypper slagsmaal altsaa?

— Ja, jeg gjør det. Det tar jeg hele klassen til vidne paa, at om du ikke ret frem sier at du tar rektors forklaring fuldt og helt for godt, saa møtes vi paa Nagelkaien i eftermiddag klokken 4.

— Jeg er ikke ræd for at komme.

All right!

Dermed snudde Anton Bech sig rundt og gik gjennem guttekredsen op mot skoletrappen.

Det hadde alt ringt ind. 

— Slagsmaal, gut!

— Ordentlig da, ser du!

— Klokken 4 altsaa, paa Nagelkaien!

— Men bare klassen. Ingen andre.

— Naturligvis.

Klassen gik i ivrig flok opover mot trappen.

— Tænker han faar, Zeloten, jeg.

— Aa — det er ikke saa visst.

— Godt av juling hadde han da ialfald, Simon. Hvad har han med at blande sig mere opi det!

— Men jamen er det nu rart likevel da!

– Tror du rektor hadde staat og bedt om forladelse, hvis han hadde fusket da gut!

– N—næ — æ . . . . .!

Svenningsen var rasende oppe i klassen fordi de kom saa sent ind. Blidere blev han ikke i timens løp, for slik uopmerksomhet, — skriving av lapper og forsendelser mellem guttene —!


Der hadde ifjor vinter engang før været «ordentlig» slagsmaal mellem Anton Bech og Simon Selmer. Det var i anledning av Nikken Pølsepind. Simon Selmer hadde faat juling dengangen. Det fik han vel nu ogsaa. Simon var tyk og tung, temmelig sterk. Men Anton Bech var nu allikevel den sterkeste gutten i klassen da. Skjønt Simon Selmer var ram i knep!

Dette med Nikken Pølsepind var gaat slik for sig:

Nikken Olsen — «Pølsepinden» — var Anton Bechs byfiende. Hvorfor spurte ingen om; det var bare saa. Anton Bech kunde selv ikke ha svaret paa nogenslags spørsmaal om hvorfra det skrev sig. Faktum var at naar han møtte Pølsepinden nord i byen, skulde han slaas med ham. At si, naar han eller Nikken var sammen med nogen. Møttes de alene, behøvdes bare etpar skjeldsord i forbigaaende — som:

— Vent bare, din tosk! eller:

— Er det julingen fra sidst du gaar og tygger drøv paa idag?

Var en av dem i flok derimot, var saken given; de andre guttene stillet sig i ring, og slagsmaalet bar løs mellem de to.

Undertiden naar Anton og guttene fra klassen kom drivende nordigjennem byen, hændte det at Nikken Pølsepind blev set i det fjerne, skyndsomt skjulende sig i et portrum eller forsvindende om et hjørne. Saken var at Nikken regelmæssig var den som fik juling. Anton Bech pleiet da høilydt at beklage sig til de andre over den tapte leilighet til at jule Pølsepinden.

Men inderst inde var han glad for det. For det første, fordi der jo allikevel var saa sin spænding hver gang, — ingen kunde jo vite hvad nyt knep Nikken Pølsepind hadde lært sig siden sidst, eller hvad kamerathjælp han kunde ha bak sig fra folkeskolen; for det andet, fordi — — naa ja, der var noget underlig blekt noget over Nikken Pølsepinds ansigt, hvergang han skulde til, — og noget eget likesom forundret spørrende i hans øine, naar han stod op efter julingen. Alt i alt noget som mindet Anton Bech om et digt han engang hadde læst, om en jæger som hadde skadeskutt en hjort i skogen, og skulde hen og skjære halsen over paa den – – han kom sig næsten ikke til med kniven for noget i dyrets øine.

Imidlertid, Nikken Pølsepind var og blev fienden, ingen visste hvorfor, men det var altsaa en given sak baade blandt guttene i Antons klasse og folkeskoleguttene. Det var et byfiendskap i fuld orden, og det nyttet ikke at spørre mere om den ting.

— – Saa var det juleaftens middag, at fru Bech fortalte ved bordet at madam Øien hadde været i kjøkkenet og klaget sig saa ynkelig over nød og fattigdom til julen, fordi manden var arbeidsløs; og saa hadde fru Bech git hende Antons hverdagsbukser — som forresten var baade hele og brukbare endnu. Det hadde især været daarlig med klær til sønnen, Nikken, som næsten ikke kunde vise sig paa skolen længer for bare filler.

Saa gik juledagene til tredje dag, som endelig var hverdag.

Guttene fra klassen møttes. Anton Bech hadde sine nye klær paa, og i vestelommen laa femogtyveøren han hadde faat av onkel Fredrik. Idag skulde den springe i kaker.

Imidlertid kom Otar Ingebrigtsen med en foruroligende snak om at folkeskoleguttenes snefæstning nede paa Langkaien var større end klassens i Bechgaarden.

Hele flokken ruslet nordover. Og ved Langkaien stod ganske rigtig folkeskolefæstningen uforskammet høi! Skiddenblank var den av isvand og mange næver, ja rent uindtagelig saa den ut. Og folkeskoleguttene myldret om den.

Langsomt nærmet klassen sig, til de stod i halvkreds tæt om fæstningen. Mellem etpar av de fremragende gutter paa begge sider begyndte det at ulme med haansord og utfordringer. Anton Bech stod stille og hørte paa, da pludselig Simon Selmer og etpar andre begyndte at dulte ham i siden:

– Anton! der er Pølsepinden? Ser du ham ikke! Paa han da.

Men Anton rørte sig ikke. Saa begyndte de andre at rope:

– Du Nikken! Skulde du ikke jule nogen i jula? Her staar han Anton Bech og er ræd for dig!

– Ræd! ropte Anton; — kom bare an, Pølsa!

Nikken blev ved at kitte med kramsneen paa fæstningsmuren og vilde tydelig ikke til, endda hans egne ertet og drev paa, mens Anton kom nærmere og nærmere. Saa sier pludselig Anton:

– Pølsepinden er bange for at fordærve de fine bukserne sine, — for dem har han arvet efter mig.

Alle guttene lo, for de kjendte jo straks igjen Anton Bechs bukser. Men de visste ikke ordet av før Nikken Pølsepind var i synet paa Anton med et næveslag i næseroten, saa Anton tumlet bakover, og blodet sprat ham av næsen.

Og slik fór Nikken løs med slag i slag saa lynende fort og saa uvant rasende, at Anton ikke sanset sig før han laa overende med Pølsepinden skrævs over sig, dængende ham i ansigtet av al glædelig lyst.

Nu vet enhver at midt inde i et slagsmaal kan der komme som en stans, en stilhet, som ingen vet om uten de to selv. Nikken pustet hett og hidsig like ned i den blodige næse paa Anton; han holdt op at slaa, og begge pustet ut.

I dette sekund kjendte Anton at han lettelig kunde velte Nikken Pølsepind av sig, komme ovenpaa og gi ham rundelig igjen; især da han saa at Pølsepinden stridgraat av sinne, og var rent sanseløs. Men han blev liggende ganske stille. Han lettet litt paa den ene haand, og fik den ned i vestelommen til femogtyveøren.

— Hold op, din tosk!

Og Pølsepinden holdt op. Saa fik Anton listet femogtyveøren ned i næven paa Pølsepinden, og saa laa de litt stille, den ene oppaa den anden. Saa med ett vippet Anton Nikken av sig og stod op. De andre ropte og skrek en hel del, men Pølsepinden løp opover gaten, og Anton stod og tok blodet av næsen med sne. Han sa ingenting. Men siden den dag slos han aldrig mere med Nikken Pølsepind.

— Nu, denne historie med femogtyveøren kom paa sæt og vis ut blandt guttene i klassen.

Saa hadde Simon Selmer skrevet paa en lap i timen ned til Vilhelm Gabrielsen at Anton Bech hadde git Nikken Pølsepind 25 øre for at fri sig fra juling. Denne lappen fik Anton Bech fat i, og saa hadde han og Simon Selmer holdt sit store slagsmaal paa Nagelkaien.

Dette var ifjor vinter. Da fik Zeloten altsaa juling; men det var jo halvandet aar siden nu; siden den tid kunde jo mangt ha forandret sig.


Alt klokken halv fire var en stor flok av klassen samlet paa Nagelkaien. Det var en stor, svær, plankelagt indebygning, enslags gaardsrum med trægulv mellem Nagels to pakboder. Langs pakbodvæggene stod en dobbelt rad tomtønder, og paa dem satte de sig paa rad, dundrende med støvlehælene i tomtønderne, saa det klang. For enden av pladsen gik baattrappen ned i fjæren. Henne ved trappen holdt Søren Manddraber og nogen andre til med hyssing og skjælagn. De fisket krabber, mens de ventet.

Alle kaiene i byen var bekvemme for guttemøter paa denne tid; de stod tomme næsten allesammen. Men især Nagelkaien, fordi den laa saa langt unna, helt ytterst sør ibyen. Og saa var Nagel sin bryggemand, han Hans Bentsen, en sjelden koselig kar.

Endelig kom Simon Selmer. Han var i følge med Otar Ingebrigtsen. Litt blek var han; men han lot som ingenting, satte sig paa en tønde og lo og snakket. Da Søren Manddraber og de andre borte i trappen hørte at Simon var kommet, begav de krabbefisket og kom indover.

Klokken i kirketaarnet langt inde i byen slog fire. Og just da kom Anton Bech. Han hadde følge med Svend Bidevind.

— Det er svært saa de to hænger sammen i det sidste! sa Morten Johnsgaard til Vilhelm Gabrielsen.

— Har du ikke skjønt det i det sidste? sa Vilhelm Gabrielsen; — at Bidevind faar hjælp i stilene av Anton Bech!

— Jo, naturligvis.

Anton Bech gik fremover til tønden, hvor Simon Selmer sat og sparket.

— Du faar si fra for sidste gang — om du vil ta i dig at jeg har fusket!

— Jeg. har ingenting sagt. Ellers tar jeg ikke noget i mig.

— Slikt noget skidtsnak om at du ingenting har sagt, gjælds ikke. Jeg spør altsaa . . . .

– Hold kjæft med den spørringen din! ropte Simon Selmer og sprang ned av tønden; i det samme puffet han Anton Bech i maven.

Anton Bech tok et skridt tilbake. Han slængte trøien av sig og stod i skjorteærmene. Guttene samlet sig tæt omkring.

— Nu kan du komme an! sa Anton Bech.

Men Vilhelm Gabrielsen traadte frem av flokken og sa høitidelig:

— Det skal være vedtat først at det ikke gjælds at spænde krok, ikke at skalle og ikke at sætte knædult.

— Ja, sa Morten Johnsgaard, som stillet sig ved siden av Vilhelm — og kommer dere i tak, skal dere dele overtak og undertak!

—Næ — det faar komme an paa det! ropte Otar Ingebrigtsen.

— Ja, det syns jeg ogsaa! stemte etpar andre i med. Anton og Simon Selmer stod med dirrende næver og saa paa hverandre, mens de andre trættet en stund om overtak og undertak. Alt i ett lød Vilhelm Gabrielsens gjentagne:

— For det skal gaa ordentlig for sig! Det skal gaa ordentlig for sig!

— Ja naturligvis skal det det, men overtak og undertak . . . . .

— Nu faar det begynde! ropte Otar Ingebrigtsen. — Saa stiller vi os alle i ring utenom. Naturligvis skal det gaa ordentlig for sig, fusking gjælds ikke. Saa — nei. længere tilbake — saa. Nu tæller jeg til tre.

— En — to — tr . . . .

— Nei, nei, vent da, gut! Svend Bidevind for frem, — Simon har en sten i næven! Gjælds det kanske?

Sprutrød maatte Simon Selmer slippe fra sig en rund sten fra hver haand.

— En — to — tre!

Saa røk de i hverandre. Simon Selmer med hodet sænket foran sig og armene over det, næverne gik som et dampskibshjul. Men Anton Bech drev et næveslag nedenifra og opunder og midt i det sænkede ansigt. Det knepet kjendte han! Det var øvede karer begge to, og slagsmaalet gik hidsigere og hidsigere; de slog med høire og verget sig med venstre haand, og noget skikkelig næseslag kom ingen av dem til med. I hidsigheten for de omkring, saa gutteringen utenom maatte vige og forandre plads uavladelig.

Pludselig datt Anton Bech forover. Som et lyn var Simon Selmer over ham.

— Nei, det gjælds ikke! skrek en stemme. Det var Svend Bidevind som sprang frem og vilde rykke Simon tilbake. Men før han naadde til, hadde Otar Ingebrigtsen tak i trøien hans:

— Vil du hjælpe, kanske? Din tosk!

— Det gjælds ikke, han bare gled, skrek

Svend Bidevind i fuldt sinne, slet sig løs og

vilde frem igjen. Saa var baade Otar og Vilhelm Gabrielsen paa ham; Morten Johnsgaard la sig imellem . . . . . . .

Bare et øieblik hadde Anton Bech Simon over sig. Han fik hevet sig rundt, og nu sat han selv overskrævs paa maven til Simon. Og der holdt han ham.

Men i et nu var det røket saa rasende op omkring dem at ingen saa efter hvordan de stelte sig, — slik trætting, skrik, duking, og tilslut stod hele flokken i et eneste rasende slagsmaal, nogen slog, andre spændte, nogen slos par om par, andre bundtevis, inderst inde i klumpen mellem alle benene laa Svend Bidevind og vesle Søren Manddraber og brølte og skrek, kløp i læggene paa de andre og kunde ikke komme ut, — og over alt levenet hørtes Vilhelms Gabrielsens uavladelig:

— Det skal gaa ordentlig for sig! alt mens han skiftet slag med Morten Johnsgaard . .

— Aanei, aanei da guta! Aa e detta for spettakel da!

Hans Bentsen, bryggemanden til Nagel, kom farende over kaien. Han forsøkte at trænge sig ind imellem guttene, han ropte og befól, men intet hjalp og ingen hørte. Hans Bentsen blev rent fælen, sprang ut paa gaten og kom et øieblik efter tilbake med to-tre mand.

Der blev stilt med ett. Alle guttene slap hverandre, stod pustende og pæsende, nogen blødende, andre smaajamrende sig, én holdt sig over næsen, en anden i siden og ut under benene paa dem alle krøp Svend Bidevind og Søren Manddraber frem. De saa fæle ut. Søren hulkgraat og holdt sig paa maven; Svend Bidevind silblødde av næsen, over høire øie hadde han et ildrødt, glødende merke.

Men alle stod rake som lys.

Blandt de mænd Hans Bentsen hadde faat med sig ute fra gaten, var der én med guldrand om huen. Han var kjendt nok.

Det var politi Loe.

— En skikkelig mands barn og hæll’ slikt leven! sa politi Loe, — saa en høre dokk heile byen over! Kæm e’ det ut av dokker?

Politi Loe saa sig om i kredsen, tok op sin notisebok og skrev etpar av navnene op.

— De behøver ikke at melde andre end mig og Simon Selmer, sa Anton Bech, han traadte frem. — Det er vi som har slaas.

— End du som er søn til byfogden! Og saa skjæms du ikje? sa gamle Loe og rystet paa hodet.

— Bare meld mig De, saa . . . . .

— Aa, æ tænke vi tek dokk alle ihop! Se till aa pelle dokk ut av kaia her og det strakst! End skikkelig mands barn!

Politi Loe drev flokken foran sig og ut paa gaten.

— – Et stykke oppe i byen kom adjunkt Svenningsen imot hele optoget, gutteflokken fra 5te middel og konstabel Loe efter.

— Kjære, hvad er dette?

Alle guttene stod med luerne i næverne. Men Loe skred frem, tok til luen og meldte det hele:

— Æ tænke det kan væra nok at skolens vedkommende fær det at vite, mente Loe med haanden til den guldrandede luen.

— Ja tak, min kjære Loe, det er aldeles nok!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Da Svend Bidevind kom hjem, blev der stor forfærdelse over hans hovne næse og et grønblaat mærke over høire øie. Han maatte tilslut rykke ut med hele historien. Mor syntes, det var rigtig stygt og uskikkelig altsammen. Men far lo i skjegget:

— Ja, ser du, gutten min, sa far, — den julingen var dig altsaa av skjæbnen bestemt. Saa kan du ta al anden tilgivelse, baade min og rektors, med saa meget bedre samvittighet!

— Ja, sa Svend Bidevind næsten høitidelig og saa op paa far med store, alvorlige øine — eller rettere sagt med et stort og et litet; for det høire øie var blit temmelig smaat under den grønblaa flekken.


Dagen efter, i anden time, stod rektor i klassen og holdt en tordentale om «skam for skolen», «politiet paa halsen», «optøier i byen» osv. osv.

— Til straf sitter hele klassen igjen fra 2—3.

Svenning hadde sladret! Ja, han var nu altsaa lumpen da! Altid!

Da Svenningsen kom ind i tysktimen kl. 12, var den store beslutning fattet og vedtat enstemmig av hele klassen. Den som svigtet, hadde slik juling ivente altsaa som han aldrig hadde set maken til. Ideen var Simon Selmers, og var straks blit ivrig optat av Anton Bech. De var godvenner igjen nu, naturligvis! Avgjort var avgjort .... Hele klassen var godvenner igjen!

Svenningsen hilste som vanlig. Klassen bare reiste sig, alle med mørke miner og en dæmpet mishagsmumlen.

Svenningsen begyndte at høre. Hver og en bevarte sin sure mine, svarte kort og knapt. Den ene efter den andre.

Svenningsen lot som han intet merket.

Han begyndte som han pleiet, at si vitser, var spydig, saa over Søren Manddraber, saa over Hans Otterbech. Ingen lo. Bare mørke, mugne miner. Selv ikke da Søren Manddraber i al enfoldighet oversatte:

«Die Schweisstropfen traten vor seinen Stirn» med

— Sveitsertroppene traadte frem for sin stjerne.

Svenningsen holdt et svare hus med dette, lo og haante. Men guttene trak ikke paa smilebaandet. Etpar av dem maatte jo holde lommetørklædet for ansigtet for ikke at vise at de lo.

De saa godt at Svenningsen blev rasende tilslut.

— Klokken 2 kom adjunkt Svenningsen ind i klassen for at passe paa den mens den sat igjen.

Der var ikke et liv. Svenningsen lette baade høit og lavt, ute i skolegaarden, i gymnastiksalen. De slyngler maatte være gaat hjem allikevel!

I fuldt raseri trak han frakken paa sig og gik. Skoleporten smeldte efter ham.

Ikke før var han væk, før hele gutteflokken myldret ind. Og den gjensitningstimen gik med leven og moro paa al vis. Nogen benyttet leiligheten til at faa haspet av regnestykkerne eller den latinske stilen ved hjælp av en av de flinkeste; andre rotet oppe i katederet, i protokollen og dagboken. En hel flok hentet luerne ind fra gangen, la dem i rad mot den ene væggen og slog lueball. Morten Johnsgaard hadde ball med.

Da klokken slog tre, gjorde de sig alle istand, mens Hans Otterbech blev sendt ind til rektor.

— Om de kunde gaa nu?

Rektor kom tilbake med Hans Otterbech, rent ute av sig:

— Men, kjære gutter, er ikke herr Svenningsen her?

— Nei, ingen hadde set noget til herr Svenningsen.

— Hm! Høist besynderlig. Dere har sittet ganske alene da?

— Ja.

Rektor saa ikke lys ut. Han bet sig i læben:

— Ja, nu kan dere gaa da.


Dagen efter hadde de ikke tysk. Men Svenningsen kom alt i første time, som var overlærer Sømmes norsktime, farende ind i klassen, rød i toppen.

— Undskyld, hr. overlærer, at jeg forstyrrer et øieblik! Jeg tør spørre dere, gutter, hvor dere blev av igaar?

Guttene saa med uskyldig forundring paa hverandre og op mot hr. Svenningsen.

— Svar straks! Her gik jeg og ventet paa dere, klassen var tom!

Simon Selmer reiste sig:

— Kanske hr. adjunkten mener med det samme det var ringt klokken to?

Ja, javist, naturligvis!

— Ja, da tror jeg vi et øieblik var nede i gaarden.

— Sludder, jeg saa efter i skolegaarden!

— Ja — nei, i |gaarden| altsaa!

Overlærer Sømme, som ikke forstod nogen sammenhæng, lo nu høit. Men Svenningsen sendte ham et rasende blik:

— Var dere — dernede allesammen? Hele klassen?

Simon Selmer saa sig spørrende om til guttene:

— Ja, jeg vet ikke — der var noksaa mange . . . .

— Jeg var der! reiste Anton Bech sig.

— Jeg var der!

— Jeg var der!

— Jeg var der!

Det lød som skud i skud ned over bænkeradene, én efter én reiste sig og ropte sit:

Jeg var der! indtil alle guttene stod opstillet i rad og rækker nedover.

Overlærer Sømme skjønte vel at her maatte være noget paafærde; men han maatte snu sig ind mot vægtavlen, og pudset næsen med megen larm — tre-fire ganger.

Svenningsen stod et øieblik og saa utover den staaende klasse. Saa bukket han kort til overlærerens ryg:

– Undskyld! Og saa for han paa dør

Én efter én satte sig igjen. Der bølget en dulgt triumf nedimellem guttene. Svend Bidevind hadde, da han kom paa skolen, tilfældig opfanget nogen ord mellem rektor og Svenningsen ute paa gangen. Rektor hadde været meget misfornøiet. Etpar ord som «forgalt — her kommer jeg kl. 3 og finder guttene alene!» osv. blev av Svend Bidevind referert i klassen straks til tegn paa at hevnen over Svenningsen fuldt ut hadde lykkes.

Skrape av rektor — simpelthen altsaa!