Åpne hovedmenyen
H. Aschehoug & Co. (s. 113-144).

EKSAMEN
H
usk eksamen, gutter! Bare fjorten dage

til!

— Kjære dere, hvordan skal dette gaa — eksamen for døren ....

— Aldrig naar vi ut til eksamen paa dette viset!

Eksamen, eksamen! Det gik paa livet løs nu i junidagene med eksamen hængende hett over alle hoder, saa det lumret omkap med de 20 varmegrader gjennem solruterne! Sprængt paa blev der gjennem alle pensa, agterut var de, og frem maatte de for al pris —! Undtagen i rektors historie, som nøiagtig var naadd boken ut til 1ste juni, saa de sidste timerne kunde brukes stille og rolig til oversigtige repetitionstimer — uten egentlige lekser.

Værst av alle var Svenningsen. Sint og vond hadde han været hele tiden i det sidste — som rimelig kunde være — og nu drev han paa med læsebok og grammatik, med lekser saa lange som dagsreiser fra time til anden. Tysktimen gik som et uveir, Svenningsen tordnet, «eksamen» lynte i luften, og altid en totre stridgraatende nede paa fuksebænken. Karaktererne haglet ned, 6 her og 5 der, og slut paa det hele var en lekse til næste gang, saa der ikke var utgang at se paa den!

Otar Ingebrigtsen fik sin tause, indbitte og temmelig haardknokede rundjuling en dag Svenning endte timen med at gi syv sider grammatik, hvorav fem lange remser til puging — og Otar rent uvilkaarlig, glemmende alt av bare forfærdelse, skrek høien lydt fra sin bænk:

— Han er gæl’n han!

Svenningsen røk bare ret i ham uten ord.

Og saa grænseløst forfærdet var Otar Ingebrigtsen over sig selv at han glemte at skrike — det eneste middel mot Svennings juling, — endda han efterpaa fremviste en betragtelig haardot samlet op av gulvet efter kampen.

— Gi den til Svenning som seiersskalp! raadet Simon Selmer.

Sørgeligst gik det med Manddraberen i disse hete dage. Ondt hadde han jo altid for at holde trop, men nu, med overnaturlige lekser i alle dagens seks fag, i et helseløst stormridt gjennem al kundskapens brokede mangfoldighet, var han rent forfjetret, og mistet det vesle han visste i rædsel, bare navnet eksamen nævntes. Og Svenningsen var ikke barmhjertig. Søren Manddraber tutet og jamret, men Svenning maatte bare oplyse om at man ikke tok eksamen ved at perse taarer; han vilde foreslaa Søren at stille sig i tjeneste hos byens vandverk i denne tørketid — fremfor at dumpe til eksamen og bli sittende igjen i klassen et helt aar til!

Og Manddraberen stred med lommekluten for næsen og hiksten i halsen, og kunde absolut ikke lære «Angst, Axt, Bank, Braut . . .», end sige reglerne for konjunktiv!

Nede i skolegaarden i friminuttene gik de rent stilfærdige allesammen. Men saa erklærte Morten Johnsgaard en dag at det dog — saa vondt det var — ikke gjaldt selv livet!

Og fra Paal Gundersen forlød det at det var da hverken middelskole-eksamen eller artium, saa skidt, — om en bare hanglet igjennem . . .!

Men Søren Manddraber tok sig ikke trøst av dette. Han tænkte paa at hive sig i sjøen, og hadde kanske gjort det ogsaa, hvis ikke Anton Bech en dag hadde sat mod i ham ved at love ham hjælp og bistand med hvisking i det mundtlige og — om det lot sig gjøre — med fuskelapper i det skriftlige.

Dette var Søren Manddrabers eneste livshaab.

— – Svend Bidevind gik under alt dette og bare undret sig over at han egentlig slet ikke grudde sig til eksamen.

Han turde næsten ikke tilstaa det for sig selv, men han næsten glædet sig!

Dumpe kunde han ikke. Slik hadde kandidat Lange drevet ham i matematikken, at han nok skulde klare den. Og de andre fag maatte han kunne greie saa nogenlunde — saa det ikke blev stryk altsaa! Paa ett punkt var han tryg med sig selv paa at han vilde ha 1. Det var i historie for rektor. Og slik stod det for ham, at med en 1’er for rektor Holst var han berget, om det blev saa baade 3’ere og 4’ere for de andre. Og saa med denne eksamen var aaret forbi, en lang, lang sommerferie, og derefter nyt «skoleaar», ny klasse, ny begyndelse paa alle kanter, baade utvendig og i det indvendige menneske! Dermed var dette aars synder og sorger slettet ut. Han visste jo nok at han ikke undgik sin drabelige ordens- og kanske opførselskarakter for aaret — i karakterseddelen tilslut; men ellers, selve eksamen var der noget ved — noget spændende — og desuten var den egentlige skolegang forbi! ett fag om dagen, forresten var det alt som for ferier at regne!

Pugingen var i fuld gang i klassen. Hver morgen paa skolen forlød det fra den ene og den anden: Kommet 30 sider i historien! Læst hele den norske grammatikken! Repetert fra mennesket til de énhovede! O.s.v. Nogen hadde slaat sig sammen i klumper og partier og læste ute, enten oppe i bymarken eller paa en pakbod — nidpuget og hørte hverandre. Søren Manddraber var to timer om dagen oppe hos Anton Bech og fik gjennemgaat tysken og matematikken.

Men denslags kunde ikke Svend Bidevind. Han prøvde etpar ganger at være med i bymarken; senere sat han alene i Næss’s have. Men alt dette bare forstyrret ham. Først og fremst de andre guttene; men ogsaa naar han var alene. En humle, et vindsus i bjerketoppene, ja bare selv følelsen av at være ute; det passet ikke. Læse maatte man gjøre inden fire vægger, hvor bøkerne var hjemme; ute var til for moro skyld, ferier, fri, lek ...

Og saa sat han dagen lang paa værelset sit og læste og grov sig frem fra fag til fag; han skrev op for hver dag hvormeget han hadde læst, beregnet hvorlangt han hadde igjen — og han saa sig selv som Stanley gjennem det mørke fastland, fast og sikkert arbeidende sig frem dagsreise efter dagsreise. Det holdt haardt mange ganger; han var saa underlig uvant med at læse slik — og utenfor sken solen . . . . .!

En ren lettelse selv for Søren Manddraber var det, da rektor endelig en dag kom med eksamenstabellen, hele programmet trykt, skriftlig og mundlig, helt fra artianerne og nedover til smaaskolen, som hadde etpar smaa uskyldige rubrikker med «læsning», «regning», og «religion» ute i de sidste eksamensdagene.

En lettelse var det — for saa visste man hvad man hadde at holde sig til, naar det bar løs, hvilke fag kom først og altsaa maatte puges færdig først — o.s.v.

Det var i geografitimen dette kom, og da tykke Wiers hadde slaat ut med haanden som farvelhilsen til rektor — han var saa tyk at det faldt ham svært at reise sig, saa gammel og god var han ogsaa at haandbevægelsen var rektor og enhver anden fuldstændig nok — var der en rasling med det trykte papir, en mumling og brumming mellem guttene, eftersom de læste programmet, saa tykke Wiers klasket næven i katederet:

— Vil dere lægge væk de lappene deres straks og holde skravlene igjen paa flyende flekken!

— Aa, men det er jo eksamenstabellen! løt det bønlig.

— Hjælper ikke. Flere byer i Spanien, gut!

Det var Morten Johnsgaard som blev hørt, og han hadde benyttet leiligheten under rektors avbrytelse til at faa sig hvisket nogen oplysninger fra første bænk.

— Vanelcia.

– Va — hvad for noget?

— Nei — Valencia!

— Du kjender da Valencia, gut! Det er der de hiver sneball med appelsiner. Vet du ikke hvad valencianerne gjorde i 1811, da de ikke hadde flere kanonkuler igjen til at skyte paa franskmændene med? Jo, far, det var gutter det, ser du! De stoppet kanonene sine med appelsiner, gjorde de, baade raatne og umodne — saa det sprutet og sved i øinene paa franskmanden. En spansk sjømand fortalte mig engang at en av appelsinene traf Napoleon i flabben, mens han stod og maapte — røk ret i vommen paa ham, og blev der saalænge til han døde av den paa St. Helena. Tror du paa den historien, Morten Johnsgaard far?

— N — æ!

– Ikke jeg heller. For det første fordi keiser Napoleon aldrig maapte, for det andet fordi han aldrig i sit liv var utenfor Valencia Saa det maa være løgn. Hvad utfører de fra Valencia?

— Appelsiner.

— Naa, det kom du let til. Flere byer i Spanien?

Morten Johnsgaard visste ikke flere byer, og turde ikke klemme ivei med den han saa Simon Selmer si med læberne. Han skjønte det nemlig ikke, og det kunde bli saa rent galt!

— Hvordan skal det gaa dig til eksamen, gut!

— Jeg har ikke naadd til at repetere geografien endnu, klynket Morten.

– Men leksen din til idag da, din slubbert!

— Men vi har saa svinagtig meget geografi iaar! lød det nede fra klassen.

— Ja, stemte en i med, — det er ikke til at faa læst altsammen.

— Jasaa, Otar far, saa du faar det ikke læst?

— Umulig! Aa, kunde vi ikke faa slippe noget?

— Aaja, faa slippe noget! roptes der

— Jo, kjære guttene mine, jo da! Saameget dere vil.

– Aa!

— Men saa faar dere fem altsaa.

— Da — saa! Hø!

— Det er nu én ting jeg synes hr. Wiers gjerne kunde la os slippe, sa Anton Bech.

— Naada?

— Det er alle statene i Nordamerika.

— Er du gæln, Bech far! Statene i Nordamerika! Tror du det gaar an at «slippe» dem! Jo, det skulde se net ut. Hvorfor ikke «slippe» statene i Europa ogsaa da? De er ikke saa vigtige som de skaper sig de; far, mange ganger — hverken Frankrike nu med alt sit ministervrøvl, eller Tyskland, siden Bismarck blev sat paa porten, eller de andre. Statene i Nordamerika! Pas dig du, Bech far, før du vet ordet av det er de mindre værd at «slippe» end alle statene tilsammen baade i Europa og Asien! Hø! Slippe!

— Men de er saa vanskelige.

– Vanskelige ja! Jo, det synes nok som dig nogen hver, baade han fyren Salisbury i England og Spaniolen. Men ikke er det værdt at slippe dem lei, tænker jeg

— Vi kan jo ta dem igjen til næste aar!

— Aa, la os faa slippe dem da! Slippe dem! Slippe! lød det nedover klassen.

– Vi har saa forfærdelig meget til eksamen iaar, saa!

— Er dere gælne, gutter! Jeg skal si dere hvad dere skal gjøre, jeg.

— Ja, si det! Si os noget!

— Spør de andre karene dere har – ham i tysk og ham i latin og ham i bibelhistorie, spør dem om ikke de kan la dere slippe litt for dem — fordi dere har saa meget geografi at lære! Spør dem, og hør hvad de svarer!

En misfornøiet mumlen!

— Ja, tror dere kanske det nytter at lære tysk og bibelhistorie og alle andre denne verdens ting, saa længe dere ikke kjender denne verden selv? Først geografi, gutter, saa resten. Først faar en lære stuen sin at kjende, saa kan en begynde at pynte den op og gjøre det koselig i den? Det er min mening, ser dere, og jeg er ikke dum!

Tykke Wiers var i sit perlehumør idag, og guttene moret sig.

– Men det nytter ikke at si dette til de andre lærerne.

— Nytter det ikke! Hils fra mig dere, og si som jeg har sagt.

— De vil ikke likevel.

— Tror dere det nytter mere at spørre mig! Er dere gælne, gutter!

— Ja, for De er meget snillere end de andre! sa Simon Selmer.

Dette skulde Simon helst ikke sagt. Pludselig gik humøret og lystigheten av tykke Wiers’s ansigt.

— Hvad sa du, Simon Selmer far? spurte han tordenhøit.

— Jeg sa — jeg sa bare — at De — er snillere . . .

— Simon Selmer! Gaa efter rottingen!

— Men . . .

— Gaa efter rottingen, sier jeg. Den ligger i 6te middel. Simon Selmer maatte gaa. Wiers sat i ventetiden mørk paa katederet og trommet med fingrene og sa ingenting. Endelig kom Simon Selmer tilbake med et spanskrør i næven.

— Kom med den! Saa — staa der – længer frem. Saa!

Et rap suste igjennem luften og smaldt i Simons ryg.

— Jeg skal lære dig hvor snillere jeg er!

Et rap til — to tre — fire.

— Her faar du den snilheten at føle, din {rettelse|aban|Laban}}! Gaa og sæt dig.

Tutende og vaandende sig gik Simon paa plads.

— Flere byer i Spanien, knegt!

— Sevilla. Granada. — Cadix.

— Hvem har lært dig det imens? Svar! Hvem har hvisket?

Morten Johnsgaard kjendte tykke Wiers, naar vinden bar imot, og han var vond; det var bare at si fra straks.

— Paal Gundersen hvisket! sa han ynkelig.

— Fem skal du ha. Gaa og sæt dig.

Det var ikke ofte at tykke Wiers’s timer var sørgmodige; men naar det hændte, var det med eftertryk.

— Fem skal du ha! brølte han til den ene efter den anden, og da timen var slut, tok han hat og frak paa selv uten hjælp, hvilket var tegn paa hans dypeste unaade.

Næste time var norsk med overlærer Sømme. Han kom sirlig og fin, hvit i skjortebrystet, langt guldkjede, store mansjetknapper og lange, hvite hænder. Han satte sig tilrette og fandt Wiers’s spanskrør paa katederet. Han tok det mellem to fingrer og spurte:

— Hvem — hvem av dere var det idag?

— Mig, svarte Simon Selmer og reiste sig.

— Dig, Simon, Petrus — eller klippen! Jasaa! Saa den vrede Moses har slaat paa dig med sin stav! Gav du vand fra dig?

Klassen brølte av latter.

Det blev stille med ett. Døren ut til gangen sloges pludselig op paa vidt gap, og midt i den stod tykke Wiers.

— Undskyld, hr. overlærer!

— Jeg ber, hr. Wiers!

— Dere kan slippe de nordamerikanske stater, gutter! sa Wiers, vendte sit mægtige legeme og gik. En av guttene maatte lukke døren efter ham.


Saa var da endelig eksamen inde!

Norsk og tysk skriftlig hadde de hat. Den norske stilopgave lød: «En morsom dag», og den blev klart noksaa bra, selv av Søren Manddraber, som ellers sat og smaagraat hele tiden over sin morsomme dag! I tysk stil hadde han faat hjælp. Det hadde lykkes Anton Bech at faa praktisert en lap med gloser o. a. nedover fra mand til mand og frem til Søren. Men det hadde været saa farlig, saa nær paa at bli opdaget etpar ganger, at de ikke turde gjenta det eksperiment.

Nu var det matematiske opgaver, og Søren Manddraber sat og holdt sig paa maven av gruelse, mens de ventet paa Lange med opgaverne. Ellers sat de idag nogen hver med mavepine, ikke mindst Svend Bidevind. Anton Bech trøstet Manddraberen med at det nok skulde gaa; han hadde fundet ut et middel!

Opgaverne kom, Lange gik; gamle Bugge hadde inspektion, og spaserte op og ned paa gulvet mellem bænkene, som var flyttet langt fra hverandre. Alle guttehoderne sænkedes over opgavelappen; en lang stund var der saa stille at man kunde høre en naal falde mellem hvert av gubben Bugges fottrin. Saa begyndte én at skrive. En andes løftet hodet eftertænksomt mot taket; en tredje sukket. Efter et kvarters forløp skrapte det i pennene hele klassen over. Søren Manddraber snufset og smaaskrev, rev sig i haaret og tænkte vældig. Hans øine søkte opover mot Anton Bechs ryg, som i rolig flid bøide sig over pulten.

Da etpar timers tid var gaat, reiste Anton Bech sig i sætet og saa sig om. Agtpaagiven fulgte han gubben Bugges gang frem og tilbake. Han tok forsigtig frem et bitte litet stykke papir og begyndte at beskrive det med smaa, tætte tal. Det hele gik for sig med stor langsomhet. Hver gang Bugge paa sin vandring kom i nærheten, la han lappen væk. Endelig var den fuldskrevet; hans forsigtighet blev endnu større. Han tok penneholderen av sit penneskaft; han rullet papirlappen sammen tæt, tæt, brettet den paa alle kanter, presset den og sat stille en stund. Saa puttet han den ind i metalpenneholderen og satte skaftet paa; efter endel forbedringer og halen ut og ind var lappen endelig vel forvaret, ganske usynlig inde i metalhylsteret.

Saa pudset Anton Bech næsen med megen vælde.

Et øieblik efter hørtes et knæk nede paa bakerste bænk. Søren Manddraber reiste sig:

— Aa! jeg har brækket penneskaftet mit!

— Din klodrian! sa Bugge og saa paa den ubrukelige stump som Søren holdt iveiret; han stod litt og saa sig om efter nogen raad, da Anton Bech reiste sig og gik frem med sit papir til katederet.

— Færdig!

— Se, se, allerede sa Bugge, — læg fra dig deroppe.

— Saa kan Søren faa min pen.

— Udmerket! Og gubben Bugge tok selv Anton Bechs pen og bar den ned til Søren.

— Se her, min ven, nu er du hjulpen! sa han venlig

– Mange tak, sa Soren Manddraber.

— – Ved ett-tiden hver skriftlig dag samledes de alle utenfor skoleporten og sammenlignet kladdene. Klyngevis stod de bortover pladsen og oppe i græsbakken bak skolebygningen, hver klasse for sig. Men i hjørnevinduet hos baker Hansen ret overfor skolen sat de syv artianere samtidig med sine opgaver; de var

9 — Svend Bidevind.

svært vigtige, naturligvis, drak brus, spiste kaker, etpar av dem sat endog med en halv øl og viste den frem i vinduskarmen til de almindelige gutters misundelse! de røkte ogsaa cigaretter derinde. Kom nogen av lærerne forbi, forsvandt øllet naturligvis fra vinduet, og tobaksdampen. gik indover i baker Hansens værelse.

Svend Bidevind var aldrig med i disse konferanser. Han løp like hjem for hver gang. Spurte de ham hjemme hvordan det var gaat, lød det faste svar: — Aa, jeg tror saa passelig! Og nogen kladd hadde kan aldrig at vise frem.

— Nei — jo — naturligvis skrev jeg kladd, men jeg skrev saa anderledes ind — og — kladden, nei den blev ganske ulæselig tilslut — saa kastet jeg den!

Aanei, det var bedst ikke at vite noget selv! Der var likesom noget, som et grep om maven, opunder brystet, som holdt ham tilbake fra at faa høre feilene. Han visste for hver gang at han maatte ha greiet sig, at han ikke hadde skrevet i 6. Og saa fik det staa til — paa karakterseddelen kom det jo for en dag.

Undertiden kunde det jo komme over ham som en angst — om han hadde skrevet spændspikende galt! Det hadde hændt før at han hadde været saa sikker selv paa en stil, saadan henimot 2. Og saa hadde den vist sig at være rædselsfuld baade til 4 og 5!

Men allikevel, her var uvissheten dog bedre; den indebar jo et haab, og det var haabet som skulde bære gjennem al det mundtliges spænding og bekymringer!

Det mundtlige kom, og Svend Bidevind var glad. Søren Manddraber |var| berget gjennem det skriftlige. Søren blev en fællessak for hele klassen. Om det saa var de andre daarligdommene nede paa Sørens bænk, de som slos om fukseværdigheten med ham, saa gik de omkring og interesserte sig faderlig for ham. Det var nogen svære, bomsterke karer som bare skulde faa unnagjort middelskole-eksamen til næste aar, og saa fluksens stryke tilsjøs! Jens Kock, Sivert Smørkake og etpar andre. Og Søren var ussel og liten og graat saa gudsjammerlig. Han skulde desuten bokveien frem i denne verden, helt ut over gymnasiet, artium og universitetet; det var hans fars, klokkerens uryggelige vilje med vesle Søren.

Første mundtlige fag var historie. Søren Manddraber var her ganske overlatt til sig selv; ti for rektor turde ingen hviske. Søren var grøn i ansigtet.

Men Svend Bidevind kom i søndagsklærne, nye graa sommerbukser med to blanke knapper ved knærne, fine vrang- og ret strikkede sorte strømper, vest og rundjakke, ren snip, rigtig skjortebryst med mors svingfuldeste sløife, og om haandleddene et par av fars manschetter halvanden gang sammenrullet i trøieærmet. Nyklippet og vandkjæmmet stod den lyse luggen ret tilveirs, der han sat nede paa pladsen sin, tidlig ankommet, med hodet paa skakke og blikket bidevinds op mod rektor Holst fremme ved eksamensbordet. Foran ham laa nordenshistorien, verdenshistorien og den tykke gloseboken, hvori han selv under repeteringen nu hadde notert op sine oversigtstabeller, kongerækker og fremfor alt en nøiagtig gjennemgaaelse av alle koalitionskrigene mot Frankrike fra 1701 til 1815.

Rektors eksamination gik jevnt dæmpet deroppe. Hvert 20de à 30te minut skrapet stolen, den færdige gik, den næste kom. Langsomt, men sikkert gik det rækken nedover.

Svend Bidevinds formand i nummerrækken, Paal Gundersen, blev kaldt frem; det var for Svend Bidevind som aapnet der sig en kold avgrund for ham paa den side Paal hadde sittet — nu, han gik frem.

Paal Gundersen blev hørt om Fredrik 3 og enevoldsmagtens indførelse.

Svend Bidevind pustet lettere. Saa blev han forhaabentlig hørt i verdenshistorien, naar formanden fik Nordens. Svend Bidevind kunde nordenshistorien godt nok; men den var saa kjedelig. Saa trang, likesom snever i omraadet, og saa ensfarvet.

Paal Gundersen greiet sig. Nansen og Svane og Gabel og 1660. Saa gik rektor litt tilbake, til krigen med Svenskerne, Karl X Gustav, freden til Roskilde, stormen paa Kjøbenhavn. Her tullet Paal Gundersen svinagtig! Tosken! Hadde han bare læst «Gjøngehøvdingen»! Ikke husket han Kronborg, ikke Hollænderflaaten og admiral Opdam - ikke engang stormnatten, da Svenskerne trak skjorten over klærne snenatten.

Før Svend Bidevind i sin hete iver for Paal visste ordet av det, lød rektors dæmpete

– Nok!

Paal Gundersen skjøv stolen bakover, reiste sig og gik.

I samme nu stod Svend Bidevind ved stolen og bukket.

— Værsaagod! sa rektor uten at se op fra sine papirer, og Svend Bidevind satte sig. Det var en underlig følelse at ha rektor saa nær indpaa; de sat der likeoverfor hverandre ved det lille bord — som til en passiar!

Et øieblik gik blodet svimlende til Svend Bidevinds hode. Nu skulde han høres til selve eksamen! Og nu var det eneren skulde vindes for rektor. Nu var det! Om det gik galt! Om der var et punkt ... og han tullet sig væk!

En god stund sat rektor og noterte i papirene. Svend Bidevind saa alle navnene staa nedover; ved hvert navn indtil hans stod et merke; det var karakteren. Men den var ikke skrevet med tal, men med nogenslags hemmelige tegn.

Endelig saa rektor op

—Nu — er det dig, Svend! Men — er du ikke ganske frisk?

— Jo—o da, — tak!

— Drik litt vand, tænker jeg; du ser ut til at trænge det!

Rent genert drak Svend Bidevind vandet, som han slet ikke trængte til! Skjønt, godt gjorde det nu likevel!

— Nu. Vi var ved Karl X Gustav, som døde — naar?

— 1660, svarte Svend Bidevind nedslaat. Det blev Nordens allikevel altsaa.

– Og efterfulgtes av?

— Formynderregjeringen for Karl XI.

Saa gik det fremover med tørre spørsmaal og tørre svar som vanlig i nordenshistorien. Over slaget ved Fehrbellin begyndte det imidlertid at lysne i horisonten, der blev tale om den store kurfyrste av Brandenburg, om Preussen, Fredrik I, videre frem til Fredrik II, den store, og her sette man sig rolig tilrette; Svend Bidevind fik situationer at forklare, la ut og fortalte om Maria Theresia, om Katharina II, om Frankrik med Voltaire, Ludvig XV og marskalk Soubise, om England og den store Pitt, — alt som den mangfoldig skiftende og mægtige ramme om den store preusserkonges skikkelse. Det som lignet et smil skinnet frem i rektor Holsts store, ransakende øine, mens han bare hadde at sitte stille og høre paa Svend Bidevinds lavmælte, ivrige veltalenhet. Med nogen undselig forsigtighet anbragte alt i et Svend Bidevind saa et træk om kongen selv, saa et om William Pitt – som ikke stod i boken, og rektor spurte:

— Hvor har du dette fra? Jeg skulde tro du har været borte i Macaulay?

— Ja, svarte Svend Bidevind og slog øinene ned.

Svend Bidevind var blit hørt i tre kvarter, da rektor sa «nok».

Eneren var utvilsomt reddet! Og Svend Bidevind gik hjem i festlig humør; ja, han spiste lutefisk og ølsuppe til mandags middagen som var det oksestek og saftsuppe! Og fortalte vidt og bredt om eksaminationen.

Saa gik det slag i slag fremover gjennem det mundtlige. Søren Manddraber hadde gjort en miserabel begyndelse i historien. Han lot Karl XII tape slaget ved Poltava mot Napoleon; Kristian Kvart hadde slos med bisp Absalon ved Femern og meget andet rart. Under pavedømmets forfaldsperiode staar der i boken at «to skamløse kvinder hadde bemægtiget sig pavestolen! de av- og indsatte paver efter tykke». Dette kunde Søren ganske bra, men da han sluttet med at de to skamløse «av- og indsatte paver efter tykkelsen», da kunde selv rektor Holst ikke bare sig; han brast i en aabenbar latter og sluttet eksaminationen. Siden var Søren ved hvisking og fingersprog blit hjulpet over den rene skandale.

Svend Bidevind gik fra fag til fag med en følelse av at danse over dem paa slap line — som en Blondin over Niagara. Under ham bruste det med tysk, norsk grammatik, matematik, religion, fysik og alt rart, blandet med dunkle rædsler for 6’ere og 5’ere. Men — han berget sig iland hver gang og gik hjem uten at se sig tilbake, uten som de andre at overveie og spekulere paa hvad karakter han hadde faat. Etpar av de modigste i klassen utrustet en eftermiddagsekspedition en dag ind paa det tomme lærerværelse, hvor eksamensprotokollene laa; men de opdaget kun de mystiske og uforstaaelige tegn og ingen tal, — og Svend Bidevind var glad til.

Det kom nok for en dag — paa karakteroplæsningen!


Det var den 9de juli, blændende solblank formiddag. Opover skolebakken var der en høitidelig, søndagsklædt færdsel. Der kom byfoged Bech med frue, og Anton imellem sig; paa hjørnet traf de sammen med klokker Sørensen i sid, sort bonjour og metalglinsende floshat; ved haanden hadde han sin lille Manddraber. Længere nede kom kæmner Ingebrigtsen med sine fem gutter; han medførte ogsaa hustru og tre døtre i side mammelukker og krumkam. Kæmner Ingebrigtsen kom altid med fuld eskorte, selv dennegang, da de fem saa inderlig tyndt hadde tigget om at faa slippe at ha med jenterne! Der kom fruer med parasoller og sorte silkekjoler, madammer med hvite, stivede skjørter og wienersjaler i spids nedefter ryggen; byens to prester med hvitt slips og bløte silkehatter, embedsmænd og grosserere, skippere i stive, blaa pjekkerter og med mægtige næver, skomakere og skræddere i fuld puds, blanke støvler og børstede hatter.

Det var som kirkegang paa en søndagsformiddag. Men det var en tirsdag — og karakteroplæsning.

Guttene gik mellem mødre og fædre, tanter og bedsteforældre, vandkjæmmede og høitidelige, og var det ikke fordi der var alle aldere og størrelser iblandt dem, kunde man tro det var konfirmationsdag.

Svend Bidevind kom med far og mor. Han hadde bestaat en kamp hjemme, for begge søstrene hadde tigget sig lov av mor til at faa være med, og det vilde han aldeles ikke. Som om der ikke var snak nok mellem guttene om at han «lekte med jenter», var «en jentedalt» osv.

Oppe i skolebakken møtte de skrædder Johnsgaard og kone med Morten imellem sig. Længere oppe støtte ogsaa kjøbmand Selmer til med Simon og hans to yngre brødre. Simon hadde fløiels trøie med blanke knapper.

– Det er nu bare glæden for Dem, hr. Selmer, sa skrædder Johnsgaard, at gaa til denne høitid. De er vel nummer én alle Deres tre!

— Aa, svarte hr. Selmer smilende, — paa Simon er jeg jo sikker i saa maate. De to andre karene mine er vel mere tvilsomme.

— Saa Simon er saadan duks han! sa Svend Bidevinds far.

— Ja, hr. amtmand, han pleier oftest være den første blandt sine.

Svend Bidevind knep læberne sammen, – saa absolut sikker skulde nu Simon Selmer ikke være; det turde hænde at Anton Bech gjorde ham den nummer-én-pladsen stridig nok! Og Simon sin norske stil kom sletikke op imot Antons! Han hadde læst dem begge, Svend Bidevind,

— Det er jo en stor fornøielse, hr. Selmer, sa amtmanden.

— Ja, ja! sa hr. Selmer og vendte sig til Svend Bidevind; han syntes vel han maatte si litt han ogsaa — om amtmandens søn —: Og nu skal det smake at faa ferier, Svend, ikkesandt?

— Jo tak! svarte Svend Bidevind.

— Ja, det er nu en herlig tid den skoletiden, sa hr. Selmer, — med de lange ferier. Og dem faar en jo hvadslags karakter en saa opnaar til eksamen!

— Ja, smaalo amtmanden, — det er som Guds regn det, den falder over retfærdig og uretfærdig!

Svend Bidevind gik og ønsket at hr. Selmer skulde forstaa at far nu mente at gjøre nar av ham — for hovenheten hans! Aa, hvor han ønsket at Anton Bech skulde bli nummer én!

— Oppe i gymnastiksalen var der pyntet med grønne kranser. Midt paa den inderste trævæg, over rektors talerstol, hang skolefanen. Entrestængerne var skubbet ind i en krok, hvor hesten, bukken og stigen ogsaa stod; alle ribbevæggene var overhængt med kranser, og bommen var heiset til taks. I to rader med en aapen midtgang imellem stod skolebænker opstillet. De begyndte alt at fyldes. Paa øverste bænk sat allerede kæmner Ingebrigtsen med sin kone og sine otte barn. Ellers hadde de fleste sat sig beskedent paa de nederste bænkerader.

Amtmanden lot sin kone og Svend Bidevind sætte sig midtveis i bænkeradene. Selv gik han helt op til lænestolene ved katederet, hvor lærerne og byens autoriteter hadde sine faste pladser. Byfoged Bech sat der alt med Svenningsen, Bugge og Lange.

Men kjøbmand Selmer med sine tre poder gik stoltelig op og tok plads paa første bænk ved siden av kæmner Ingebrigtsen, men paa den andre siden av midtgangen.

Der var en gaaen og kommen, søken efter plads, hilsen og nikken, men alt dæmpet, høitidelig, aldeles som i kirken!

Guttene selv sat stumme og trykkede. Det var som om deres egen gymnastiksal pludselig var blit nogenslags tempel — alt andet end det vanlige leven og spektakel med gymnastiklærer Olsen. Og al den megen hvisken mellem forældrene og venlige tale til dem selv om ferier o. lign. gik dem forbi. Feriestemningen var endnu dæmmet op av den ventede karakterseddel; endnu hadde absolut skolen sit faste tak i dem, der de sat og grudde sig!

Der kom artianerne, alle i én flok, efter avtale, med duskluerne under armene — helt frem til lænestolene, hvor de gratulertes av dem deroppe i hele forsamlingens paasyn. Forældrene — hver paa sin kant nede imellem bænkene – reiste sig halvt op derved, skinte i øinene og nikket og smilte med, ettersom der nikkedes og smiltes deroppe . . .

Tykke Wiers kom anstigende. Han brøt høitideligheten ved at gaa og snakke ganske høit med garver Svendsen, som gik sammen med ham opover, frygtelig genert. Ellers avbrøtes høitideligheten av og til ellers ogsaa; f. eks. da fru Beeren kom med sine to hvitluggede tvillinggutter fra første smaaklasse, og den ene av dem ropte høit og lydt om at han «vilde sitte paa den kassen der», — pekende paa talerstolen.

Ind trippet de, store og smaa, salen fyldtes, der mumledes og hviskedes . . .

Saa stod rektor Holst paa katederet. Klokken var præcis 10½, som der stod i indbydelsesskriftet.

Der blev dødsstille i salen, og pedel Ibenfeldt nede ved døren hadde sin møie med paa taaspidsene og hviskende at faa bragt nogen efternølere til sæte.

Rektor Holst stod litt paa vanlig vis, vuggende sig i knærne og med de store øine ransakende utover. Da efternølerne og pedel Ibenfeldt var kommet til ro, og stilheten var absolut, rømmet han sig og begyndte.

Rektor Holst holdt aldrig lange taler. Det gik kort, dæmpet og urokkelig alvorlig gjennem det almindelige om skolen og over til artianerne, som fik sin formaning og sin tale om at de nu «skulde ut i livet». Og artianerne stod og pillet paa silkeduskene med sænkede hoder.

Saa bar det nedover klasserne.

For hver ny klasse sa rektor etpar ord om dens flid og fremgang i almindelighet, og saa læstes karaktersedlene op; én for én kom guttene frem efter nummerne, stod foran talerstolen, mens hovedkarakter, ordenskarakter og opførselskarakter læstes op over det mere eller mindre syndige hode.

6te middel med middelskole-eksamen fik jo sine ekstra bemerkninger.

Svend Bidevind hadde ondt i maven.

— 5te middelklasse! læste rektor.

Et øiebliks stilhet. Svend Bidevind bøide sig over sin smertende mave, — endnu hadde han jo nogen frist, først de almindelige ord, saa Simon og Anton og ...

Han fór sammen: Rektors stemme uttalte hans navn, uten spor av almindelige ord . . .

Han sanset sig ikke straks; det fór igjennem ham, om rektor skulde ville — i alt folkets paahør — gi ham en straffetale for alt galt iaar . . .

— Nu Svend, ropte rektor Holst igjen og saa ransakende nedover bænkene. Amtmanden oppe ved lænestolene reiste sig og saa strengt ned mot Svend Bidevinds plads.

Med svigtende knær, hvit av angst, næsten sjanglet Svend Bidevind opover midtgangen.

Rektor stod med karakterseddelen i haanden. Han saa et øieblik over den ned paa Svend Bidevind, der var stanset foran ham. Saa læste rektor:

— Hovedkarakter udmerket godt 1,35. Opflyttes i 6te middelklasse som nummer 1.

Rektor rakte seddelen ned. Svend Bidevind tok den ikke.

— Nu vims! sa rektor, — du faar ta seddelen din!

Papiret rystet i næven paa Svend Bidevind. Han glemte at bukke som de andre, blev staaende litt og stirret paa rektor.

Men rektor læste rolig videre:

— Simon Selmer!

Da Svend Bidevind vendte sig for at gaa, møtte han Simon Selmers sure fjæs — og i det samme fik han et glimt av hr. Selmer paa førstebænken.

Da først gik det op for Svend Bidevind at han var blit nummer en — !

I et eneste, vældig skinnende smil gik han nedover til mor.