Sydpolen I/3
i faksimile.
FØRSTE KAPITEL
SYDPOLENS HISTORIE rediger
Livet er en bold
i tilfældets vold.
Brisbane, Queensland. 13. april 1912.
vidunderligste vekster, fraadsende i de herligste frugter og skriver i Sydpolens historie. Hvor uendelig fjernt synes ikke hint omraade at ligge fra omgivelserne her? Og dog er det bare 4 maaneder siden mine prægtige kamerater og jeg naadde det attraaede sted.
Jeg skrive Sydpolens historie! Hvis nogen hadde ymtet et ord om noget slikt for 4 à 5 aar siden, vilde jeg ha betragtet ham som uhelbredelig gal. Og dog vilde den gale faat ret. Den ene omstændighet har grepet ind i den anden, og alt er gaat saa rent anderledes end jeg hadde tænkt mig.
Den 14. december 1911 stod 5 mænd ved vor jordakses sydlige ende, plantet det norske flag der og gav omraadet navn efter den mand, som de alle med glæde vilde ha ofret liv og blod for — Kong Haakon den VII. — Saa var da sløret for altid revet tilside, og en av vor jordklodes største hemmeligheter hadde ophørt at eksistere.
Fordi jeg var en av de fem, som hin decembereftermiddag deltok i denne avsløring, er det faldt i min lod at skrive — Sydpolens historie.
Sydpolarforskningen er meget gammel. Allerede før vort begrep om jordklodens utseende hadde antat fast form, begyndte reisene mot syd. Vel naadde faa av hine fjerne tiders forskere ned til hvad vi nu forstaar ved de antarktiske egne, men hensigten og muligheten var dog tilstede og berettiger navnet sydpolarforskning. Den drivende kraft i disse foretagender var — som saa ofte ellers — haabet om vinding. Magtsyke personer saa i aanden sine besiddelser øket. Guldtørstige mænd drømte om uanede mængder av det lokkende metal. Begeistrede missionærer jublet høit ved tanken paa de mange fortapte faar. En beskeden bakgrund dannet den videnskabelig dannede verden. Men — de har alle faat sin andel: Politik, handel, religion og videnskap.
Bokens begrænsede omfang tillater mig ikke at gaa i detaljer og beskrive hver enkelt reise mot syd med den nøiagtighet, mange av dem fortjener. Naar man gir sig i kast med at skildre den antarktiske forsknings historie, gjør man klokt i at holde to slags ekspeditioner ut fra hinanden.
Til de første regner jeg de mange reisende, som uten sikkert begrep om vor sydlige halvkules utseende og forhold satte kursen mot syd. Komme hvad der komme vilde. Disse skal jeg bare flygtig beskjæftige mig med, for at kunne gi desto mere plads for den anden gruppe, de egentlige antarktiske reisende, som med kjendskap til jordklodens utseende satte kurs over de store verdenshav, for mot syd for der at ramme det antarktiske uhyre — i hjertet om det vilde lykkes.
Med takk og beundring skal de altid mindes de første sjømænd, som styrte sine skuter ut i storm og tykke og øket vort kjendskap til islandene sydpaa. Modige mænd!
Nutidens mennesker, som vet saa god besked om jordkloden, og som har alle moderne kommunikationsmidler til sin raadighet, kan vanskelig helt fatte, hvilken indsats av uforfærdet mod disse mænd gjorde paa sine færder.
Mot det mørke ukjendte styrte de sin kurs, stadig utsat for at bli opslukt og tilintetgjort av det store mystiske, ufattelige, som fandtes derute etsteds.
Liten var begyndelsen, men efterhaanden blev meget vundet. Den ene landstrækning efter den anden blev opdaget og underlagt menneskers magt. — Kjendskapet til vor klodes utseende blev stadig større og større og antok fastere form. Dyp bør vor taknemmelighet overfor disse første opdagere være.
Og endda hører man den dag idag folk spørre forundret: Hvad skal disse opdagelsesreiser tjene til? Hvad nytte har vi av dem? Smaa hjerner, svarer jeg altid mig selv, rummer bare tanken om det daglige smør og brød.
Henrik, prins av Portugal, fortjener altid at mindes som foregangsmand paa den tidligste forsknings omraade. Gang paa gang sendte han sine vel utdannede, dygtige sjøfolk ut for at gjøre opdagelser. Hans utrættelige arbeide skyldes den første krydsning av ækvator. Dette fandt sted ca. 1470 — ti aar efter hans død.
Med Bartolomeus Diaz tok verden et langt skridt forover i kjendskap til sydlige egne. Han seilte ut fra Lissabon i 1487 og naadde Algoa Bay. Utvilsomt passerte denne frygtløse sjømand paa sin reise 40° s. br. — et godt, langt hop mot de antarktiske egne.
Vasco Da Gamas reise i 1497 er for vel kjendt til at trænge omtale.
Dernæst kommer mænd som Cabral, Vespucci, de Gonnerville m. fl. Alle gjorde de sit arbeide. Alle bidrog de til at gi os nøiere kjendskap til den jord vi bebor.
Saa møter vi den gamle tids største sjøhelt — Ferdinand Magelhan. Han var portugiser av fødsel, men seilte i spansk tjeneste. Det var i 1519 han satte ut. Ham skylder vi opdagelsen av den første forbindelse mellem det Atlantiske og det Stille Ocean, Magelhanstrædet. Saa langt syd hadde ingen naadd før, — ca. 52° s. br. Det lykkedes et av hans fartøier — Victoria — at gjøre den første verdensomseiling og derved fastslaa, at jorden virkelig var rund. Fra den tid antok tanken om de antarktiske egne fast form. Noget maatte findes der syd. Om det var land eller vand, fik fremtiden avgjøre.
I 1578 støter vi for første gang paa den berømte engelske sjømandstype Sir Francis Drake. Skjønt han blev regnet for sjørøver, skylder vi ham allikevel en liten smule ære for de geografiske opdagelser han gjorde. Længst mot syd rak han 57° s. br. og beviste, at „Ildlandet” var en stor øgruppe og ikke en del av et stort antarktisk kontinent, som saa mange mente.
I 1599 løper den første virkelige antarktiske ekspedition av stablen, — men ved et rent tilfælde. Det var nemlig hollænderen Dirk Gerritsz,som med en liten flaate agtet sig paa plyndringstogt til Indien via Magelhanstrædet. Efter at ha passert gjennem dette stræde blev han paa 50° s. br. i det Stille Hav overfaldt av langvarig uveir og samlet sig ikke rigtig, før han befandt sig paa 64° s. br. under et høit snedækket land. Man har antat at dette var Syd-Shetland. Motstridende beretninger fra denne færd har imidlertid stillet det hele foretagende i et usikkert lys.
Sjøfolk hadde paa den tid saa primitive hjælpemidler til at bestemme høide og bredde, at der ofte raader stor usikkerhet med hensyn til beliggenheten av de landstrækninger de opdaget.
En kjøbmand, Anton y la Roche, siges i 1675 at ha opdaget Falklandsøene. Andre mener det var Syd-Georgia.
Den engelske astronom Halley foretok i 1699 den første virkelig videnskabelige reise mot syd. Av betydning for kjendskapet til de antarktiske egne blev heller ikke den.
Franskmanden Bouvet— 1738 — var den første som fulgte den sydlige pakis noget længere stykke. Han gav den første melding om de vældige, flattoppede, antarktiske isfjeld.
I 1756 vendte det spanske handelsfartøi „Leon” hjem og rapporterte høit snedækket land paa 55° s. br. i øst av Kap Horn. Sannsynligheten taler for, at dette var det, vi nu kjender under navnet Syd-Georgia. Franskmanden Marion-Dufresne fandt i 1772 Marion og Crozetøene.
Samme aar naadde Joseph de Kerguelen-Tremarec — ogsaa en franskmand — Kerguelen.
Hermed avsluttes den række ekspeditioner, jeg har fundet at maatte henregne under den første gruppe. Selve
„Antarktika” eller den 6te Verdensdel laa endnu uberørt og ubetraadt. Men menneskelig mod og kløkt var nu i fuld bevægelse for at løfte sløret og blotte de mange hemmeligheter, som skjultes indenfor den sydlige polarcirkel.
Kaptein James Cook — en av de dristigste og
dygtigste sjømænd, verden kjender — aapner rækken av de
egentlige antarktiske ekspeditioner. Det britiske admiralitet sendte ham ut med ordre til „at opdage det store sydlige kontinent eller paavise, at et saadant ikke fandtes.” Cook’s utrustning var efter den tids forhold udmerket. Hans to fartøier „The Resolution” og „The Adventure” var særdeles sterktbyggede fartøier. Det første paa 462 tons og 112 mands besætning stod under hans egen kommando. Det andet paa 336 tons og 81 mand under kommando av løitnant Tobias Furneaux. Erfaren som Cook allerede den gang var, hadde han under provianteringen stadig hat for øie at ta med saadan proviant, som efter hans mening var bedst skikket til, om ikke helt at forebygge, saa dog at bekjæmpe den uhyggelige sygdom, som til alle tider har været polarekspeditionernes værste fiende — skjørbuken. I ett og alt viser han ved sin utrustning en saadan omtanke og omhu, at man straks faar visshet om, at man her hadde truffet den rette mand for dette vanskelige foretagende.
Ekspeditionen forlot Plymouth den 13. juli 1772. Efter et kort ophold paa Madeira naadde den Cape Town den 30. oktober. Her fik han underretning om Kerguelen, Marion og Crozetøenes opdagelse. Ekspeditionen forlot Cape Town 22. november.
Den 10. december møtte de paa 50° 40' s. br. og 20° ø. l. den første is i form av et uhyre isfjeld — en veritabel isø. Isbjergenes antal tiltok den næste dag, sjøen gik høi, og storm med tæt taake gjorde navigeringen alt andet end behagelig. Samme dag passerte de den bredde, hvor Bouvet mente at ha set land. Bare drivis og fjeld hadde de møtt. Senere naadde han paa 59° s. br. en østlig længde av 10° hvilket er 300 mil av det land, Bouvet mente at ha set, og fastslog dermed, at vedkommende land — om det eksisterte — ialfald ikke hang sammen med det store sydlige kontinent.
Den 17. januar 1773 passertes for første gang den sydlige polarcirkel, — en stor merkedag i den antarktiske forsknings historie. Vistnok hadde Aristoteles med støtte av græske filosofer forutsat, at der fandtes en sydlig kold zone, men anset det for umulig at naa den. Men nu blev den naadd og aabenbaret sig helt anderledes end de hadde tænkt sig den, — aapent hav med et enkelt isfjeld hist og her.
Cook hadde nu fuldstændig distansert alle tidligere ekspeditioner, men hans forsøk paa at trænge videre syd blev stoppet av en stadig økende mængde isfjeld i forbindelse med hel, fast pakis. Ved 67° 15' s. br. og 39° 35' ø. l. blev derfor kursen sat mot nord. Aarstiden var allerede da saa langt fremskreden, at tanken paa videre fremtrængen maatte opgis. Imidlertid sattes kursen for de senest opdagede øer Kerguelen, Marion og Crozetøene for at undersøke forholdene omkring disse. Det lykkedes ham, atter ved en vending mot syd — like ned til 62° s. br. og 95° ø. l. (24. februar) at bevise, at disse øer intet hadde med det store sydlige land at gjøre.
Herfra seilte han saa langs den 60de breddegrad til 147° ø. l. (16. mars). Det var nu nødvendig for alvor at søke nordover. Den 26. mars kom ekspeditionen ind til New Zealand. Herfra undersøktes havet mot øst mellem 41° og 46° s. br. Den 3. november 1773 satte han atter kurs fra New Zealand mot syd. 60° s. br. blev passert i 177° v. l. Herfra styrte de sydøst og møtte den første is paa 62° s. br. (12. december). Polarcirkelen passertes den 20de paa 147° 30' v. l. I tre dager styrte de nu mot øst stadig indenfor polarcirkelen. Den 22. december naadde de 67° 31' s. br. Her blev de tvunget til, paa grund av de store anstrengelser og det stygge veir, at søke mot nord igjen. Fartøiet rak da 47° 50' s. br. og 123° v. l. Paa denne strækning lykkedes det Cook at vise, at der ingen forbindelse var mellem New Zealand eller Cap Horn og „Antarktika”.
Den 18. januar sattes igjen kursen mot syd, og polar cirkelen passertes for 3dje gang ved 109° 31' v. l. den 26. januar 1774. Ingen is var da at se.
Den 30. samme maaned naadde de 71° 10' s. br. og 106° 54' v. l., Cooks høieste bredde. En kompakt masse av drivis med svære, mægtige fjeld indimellem forbød ethvert forsøk paa videre fremtrængen mot syd. Herfra styrtes saa mot øst og nord. Syd for Afrika krydset de den første rute, og den sydligste jordomseiling var utført. Cook har saaledes vist, at der ingen forbindelse fandtes mellem de sydligst opdagede land eller øer og det store mystiske „Antarktika”. En sjømandsdaad av rang var utført, og med rette bærer Cook navnet av aarhundredets største navigator.
Saa haard, saa anstrengende hadde færden været, at Cook mente, at aldrig nogen mand vilde bli istand til at trænge længer mot syd end han hadde gjort, og at det store antarktiske kontinent altid vilde forbli ukjendt. Tar man hans hjælpemidler i betragtning, falder denne slutning helt naturlig. — Lang tid hengik nu, før den næste utforskningsekspedition mot syd satte ut.
Cooks reiser hadde ikke alene bragt rike videnskabelige resultater. Økonomisk set blev de av stor betydning. Hans beretning om de uhyre sælmængder rundt Syd Georgia gav støtet til en masse utsendinger av engelske sælfangere. I 1791 fandtes saaledes rundt denne øgruppe 102 fartøier — av gjennemsnitsstørrelse 200 tons, med 3000 mands besætning, og værdien av fangsten i det aar var over 4 millioner kroner.
Den næste hændelse, værd at omtale, er den engelske kaptein William Smiths opdagelse eller gjenopdagelse av Syd-Shetland. 19. februar 1819 saa han land paa 62° 40' s. br. og 60° v. l., men fik ikke den gang leilighet til at undersøke det nøiere. I oktober samme aar vendte han tilbake og fastslog da Syd-Shetlands beliggenhet. — Hvem der saa det først — Smith eller Dirk Gerritsz — spiller i grunden liten rolle.
Opdagelsen av Syd-Shetland ledet igjen til opdagelsen av det søndenfor liggende Palmers archipel. Av sælfangere som gjorde godt arbeide i disse egne kan nævnes: Pendleton, Palmer, Morrell m. fl.
Den næste videnskabelige ekspedition til de antarktiske egne og vel værd at omtale er den russiske under ledelse av kaptein Thaddeus von Bellingshausen. Denne ekspedition blev sendt ut av tsar Alexander den 1ste.
Ekspeditionens fartøier var korvetten „Vostok” — Bellingshausens skib — og „Mirni” paa 530 tons, ført av næstkommanderende, løitnant Lazareff. Det første hadde 117 mands besætning, det sidste 72 mand. Utrustning og proviantering var foretat med stor omhu. Ekspeditionen seilte fra Kronstadt den 15. juli 1819. Den 27.
december kom Syd-Georgia i sigte. Den 60. breddegrad
blev naadd paa 8° v. l. Intet fartøi hadde før trængt ind i disse egne. Den 26. januar 1820 passertes polarcirkelen, og den næste dag naaddes 69° 21’ s. br. Tæt is stoppet videre fremtrængen mot syd. — Efter at ha fulgt og paa flere steder trængt ind i pakisen mot øst satte de kurs for Sydney, hvortil ekspeditionen ankom 29. marts 1820. — Den 11.november stod ekspeditionen ut fra Sydney med kurs mot syd. Den 7. december naaddes 60° s. br. i 163° ø. l. Litt over 2 maaneder forblev de søndenfor denne bredde, og tilbakela en distanse av 145 længdegrader. Den 1. januar 1821 naaddes den høieste bredde paa denne tur, 69° 52’ s. br. og 92° 10’ v. l. — Paa 69° s. br. og 90° v. l. opdagedes det første land søndenfor polarcirkelen: Peter den Istes ø. — Paa 68° 43’ s. br. og 73° 10’ v. l. opdagedes Alexander den lstes land. Den 11. februar fuldendte ekspeditionen verdensomseilingen paa denne høie sydlige bredde, og med rette regnes kaptein Thaddeus von Bellingshausen blandt de største antarktiske forskere.
Den næste stjerne paa det antarktiske firmament er engelskmanden kaptein James Weddell. Hans første reise foregik paa en 160 tons sælfanger „Jane” av Leith — i 1819. Syd-Shetland blev nøie undersøkt og kartlagt. Æren av at ha opdaget Syd-Orkneyøene tillægges ogsaa ham.
Paa sin næste reise hadde han to fartøier. Selv førte han kommandoen over det under forrige ekspedition benyttede fartøi „Jane”, mens næstkommanderende Matthew Brisbane førte kutteren „Beaufoy” 65 tons stor. Ekspeditionen forlot England 17. september 1822. Den 12. januar 1823 kom Syd-Orkneyøene i sigte. En tid blev brukt til nøiere undersøkelse av disse. Den 22. januar satte begge fartøier kurs mot syd. Den 27. naaddes 64° 58' s. br. paa 39° 40' v. l. — Den 4. februar, da ekspeditionen befandt sig 100 kvartmil av Sandwich-øgruppen, bestemte Weddell sig til at søke saa langt syd som mulig. Den 16. februar passerte han 70° s. br., den 18de 73° s. br. Veiret var helt sommerlig og ikke et isfnugg at se. Den 20. februar 1822 naaddes den høieste bredde 74° 15' s. br. Den tidligere rekord — Cooks — var altsaa slaat med glans.
En ikke ubetydelig rolle i den antarktiske forskning spiller det engelske skibsrederfirma Brødrene Enderby. Disse hadde siden 1785 drevet sælfangst i de sydlige farvand. De næret stor interesse, ikke bare for det økonomiske, men ogsaa for det videnskabelige utbytte av disse færder, og søkte altid at finde dannede, videnskabelig interesserte førere til sine fartøier. I 1830 sendte firmaet John Biscoe med en ekspedition ut paa sælfangst i Sydishavet. Fangstekspeditionen bestod av to fartøier, briggen „Tula”, ført av Biscoe, og Kutteren „Levely”, ført av Smith. De skulde ikke bare drive fangst. Biscoe hadde ogsaa streng ordre av sine redere til at søke nyt land mot syd.
Han forlot England den 14. juli 1830. Den 21. december kom Sandwichøene i sigte. Herfra sattes kurs mot øst langs isen. Den 17. januar 1831 naaddes 60° s. br. paa 70° v. l., omtrent samme sted, Bellingshausen hadde naadd 11 aar tidligere. Den 22. krydsedes polarcirkelen paa 1° ø. l. Kursen holdtes stadig mot øst. Den høieste bredde blev naadd den 28. januar — 69° s. br. og
10° 43' ø. l.
Paa 66° 29’ s. br. og 45° 17’ ø. l. meldtes antydning til land. Det viste sig imidlertid at være en 100 fot høi ismur, sandsynligvis en del av den store antarktiske isbarriere. Paa 66° 25’ s. br. og 49° 18’ ø. l. saa de land — Enderby’s land. Paa grund av stormfuldt veir lykkedes det ikke Biscoe at række helt ind til det; men at det virkelig var land er der ingen tvil om. Biscoe gjorde mange forsøk, men maatte tilslut, den 4. april, gi op og sætte kurs for New Zealand. Skjørbuk hadde ogsaa herjet dygtig blandt mandskapet, og fartøierne var meget medtat av seilasen i isen. New Zealand maatte imidlertid opgis, og den 10. mai 1831 naaddes Hobart, Tasmanien.
I oktober samme aar var Biscoe avsted igjen. Adelaide-, Biscoe- og Pittøene paa Graham lands vestkyst blev kartlagt paa denne tur. Selve Graham land blev ogsaa set for første gang — „Tula” ankret igjen i Themsen 30. januar 1833. „Levely” derimot fandt sin grav paa Falklandsøene.
Kemp — en anden av Enderby’s skippere — rapporterte land paa 66° s. br. og ca. 60° ø. l.
Den 16. juli 1838 seilte atter en Enderby-skipper, John Balleny, ut paa fangst- og forskningsreise med skonnerten „Eliza Scott”, 154 tons, og kutteren „Sabrina”, 54 tons. Den 9. februar 1839 fandt denne ekspedition land paa 66° 37’ s. br. og 164° 30’ ø. l. Det var Ballenyøerne.
Saa kommer vi til den berømte franske sjømand,
admiral Jules Sebastian Dumont d’Urville. Han forlot
september 1837 med fartøierne „Astrolabe” og „Zelée”. De anløp først Magelhanstrædet, hvor endel videnskabelig arbeide blev utført. I januar 1838 sattes kurs mot syd, for i de samme egne, hvor Weddell hadde arbeidet, at trænge nær mere mot polen end nogen anden nation. — Louis Philippe land blev opdaget og fik sit navn. Joinvilleøene likeledes. Dette var 27. februar 1838. Stort mere blev ikke rukket det aar.
Den 1. januar 1840 møter vi atter de to fartøier i de antarktiske vande. De forlot Hobart den dag og satte kursen mot SO med den magnetiske 0-meridian som maal. Ekspeditionens hovedopgave var, efter lederens sigende, at utforske de jordmagnetiske forhold i nærheten av den magnetiske sydpol. Den 20. januar opdagedes land paa
66° 30’ s. br. og 138° 21’ ø. l. Med undtagelse av nogen
faa bartliggende øer, var det hele land fuldstændig snedækket. Landet fik navnet Adélie-land. Côte Clarie kaldte de en del av den vestenfor liggende isbarriere. Der er dog ingen sikkerhet for at Côte Clarie er fast land.
Den amerikanske marineofficer løitnant Charles Wilkes forlot Amerika den 18. august 1838 med en flaate paa 6 fartøier, 83 officerer, 12 videnskapsmænd og 345 mand. Den 17. februar 1839 laa hele denne mægtige antarktiske flaate forenet i Orange Harbour i den sydlige del av Ildlandet. Her blev saa arbeidet fordelt paa de forskjellige fartøier. Om resultatene av denne ekspedition er det vanskelig at uttale sig. Sikkert er det, at Wilkes land paa flere steder senere i tiden har været seilet over av flere ekspeditioner. Hvad grunden kan være til denne feilagtige kartlægning, er det umulig at ha nogen mening om. Det synes dog at fremgaa av
beretningen om hele denne reise, at foretagendet var alvorlig nok.
Saa skyter den lysende stjerne frem — den mand, hvis navn altid vil erindres som en av de dristigste polarforskere og som en av de dygtigste sjømænd, verden nogen sinde har frembragt — admiral Sir James Clark Ross. Da denne mand i høiere grad end nogen anden har aapnet veien til Sydpolen, finder jeg det rettest at ofre ham en mere indgaaende omtale end nogen av de øvrige forskere.
James Clark Ross blev født i London 15. april 1800. Hans far George Ross var kjøbmand i London. 12 aar gammel gik James i marinens tjeneste og tjenstgjorde til 1818 under sin onkel Sir John Ross. I 1819 fulgte han Sir Edward Parry ombord paa „Hecla” paa dennes berømte færd for Nordvestpassagen. I 8 aar tjenstgjorde han under Parrys kommando og deltok i flere arktiske ekspeditioner. En dygtigere læremester end Sir Edward Parry kunde Ross ikke faat. I 1827 finder vi James Ross forfremmet til commander. I 1829 følger han sin onkel John Ross mot nord for at finde Nordvestpassagen. Paa denne færd lykkes det ham den 1. juni 1831 at naa hen til og bestemme den magnetiske nordpols beliggenhet. I 1834 blir han forfremmet til kaptein.
I 1839 overtar han kommandoen over den britisk-antarktiske ekspedition. Selv fører han „Erebus”, mens hans gamle skibskamerat commander Frances Crozier faar kommandoen paa „Terror”.
Ekspeditionens to fartøier fortjener en nærmere omtale. „Erebus” var 370 tons stor og oprindelig bygget for at skyte bomber ut paa lang distanse. Den var derfor ganske overordentlig solid bygget. „Terror” — 340 tons — hadde tidligere været anvendt i arktiske farvand og var av den grund allerede før forsterket. Alle mulige forsigtighetsregler blev tat med hensyn til provianteringen. Ross hadde mere end en gang været i kamp med skjørbuken og visste godt hvilken frygtelig fiende den var. Al hermetik undergik en grundig undersøkelse før den blev godkjendt. Masser av grønsaker førtes med. Det personlige utstyr var det bedste som kunde opdrives. Det blev ikke overlatt til hver enkelt at vælge sit utstyr; alt blev undersøkt og bestilt av lederen selv, saa han visste nøiagtig, hvad han hadde ombord. Hvert skib hadde en besætning av 64 mand. Desuten en stab av de mest ansete videnskapsmænd.
Den 30. september satte „Erebus” og „Terror” seil. Allerede faa dager efter tapte de 2 fartøier hinanden av sigte i en storm. „Erebus” naadde Madeira den 20. oktober, og 4 dager efter ankom „Terror”. Den 13. november rak begge fartøier de Cap Verdiske øer, hvor en uke blev anvendt til magnetiske observationer. Derefter blev landinger foretat paa St. Paul og Syd-Trinidad. Lodninger og undersøkelser av havvandet blev foretat den hele vei. Den 31. januar 1840 ankret begge fartøier op paa St. Helenas red.
Paa veien sydover skiltes de paanyt, men møttes igjen i Christmas Harbour paa Kerguelen den 14. mai. To maaneder blev de her og gjorde magnetiske observationer. Den 20. juli var arbeidet avsluttet, og ekspeditionen forlot Christmas Harbour. Frygtelige stormer med oprørt hav adskilte snart de to fartøier. Først den 16. august møttes de igjen i Hobart.
Sir John Franklin, den vel kjendte og ansete
polarfarer, var den gang guvernør over Tasmanien. En bedre guvernør kunde Ross ikke ønske. Interessert som Franklin naturligvis var i ekspeditionen, gav han dem al den hjælp og støtte, som det var mulig at skaffe. — Et magnetisk observatorium blev oprettet og et udmerket arbeide utført. — Under sit ophold her mottok Ross underretning om, hvad Wilkes og Dumont D’Urville hadde utrettet midt oppe i de egne som admiralitetet hadde sendt ham ut for at undersøke. Disse nyheter bevirket at Ross forandret sin plan og bestemte sig til at søke langs den 170. meridian O, og om mulig at naa hen til den magnetiske pol.
Atter en tilfældig omstændighet i den lange kjæde. Hadde Ross ikke mottat disse oplysninger, er det meget mulig, at de epokegjørende geografiske opdagelser, han gjorde paa sin færd, endnu vilde ha latt vente paa sig i mange aar.
Den 12. november 1840 gik Sir John Franklin ombord paa „Erebus” for at ledsage fartøiene ut fra Hobart paa deres vei mot syd, og se sin ven Ross vel tilsjøs. Merkelig er livets gang! Der stod Franklin paa det fartøis dæk, som nogen faa aar senere skulde bli hans dødsseng. Litet ante han dengang, han stod ut fra Hobart gjennem „Storm Bay”, denne havbugt, som kranses av Tasmaniens blomstrende frugthaver, at han i storm og kulde, medtat av den frygtelige skjørbuk, paa høi nordlig bredde ombord i det samme fartøi skulde gaa døden imøte. Men saa blev det. Ombord paa „Erebus” fandt Franklin døden ca. 10 aar senere under sin søken efter Nordvestpassagen. Søsterskibet „Terror” fik samme skjæbne. Alle mand — 136 — blev væk.
Ved Auckland gjorde de en stop, og et magnetisk observatorium oprettedes. Ved Campbelløen stoppet de likeledes en kort tid for at foreta videnskabelige undersøkelser. Den 17. december forlot de denne ø, og nu sattes kursen mot syd. Det første isfjeld møtte de paa 63° 20’ s. br. Den 30. december krydsedes Bellingshausens rute i 64° 38’ s. br. og 173° 10’ ø. l.
Nytaarsaften dukkede en lang, tynd, hvit stripe op i horisonten og snart forstod de, at de hadde pakisen for sig. Nytaarsdag 1841 passertes polarcirkelen. Ulik sine forgjængere saa Ross i drivisen ikke en farlig fiende, som de tidligere ekspeditioner med sine svake, daarlige fartøier hadde været nødt til at gjøre. Ross hadde to solide skuter og saa snarere i isen en værdig motstander, som han med glæde optok kampen med. Den 5. januar gik han angrepsvis tilverks og trængte ind i pakken med sine to seilskuter — et forsøk, ingen endnu hadde vovet. Efter omtrent en times ramming og bokning i den svære, tykke drivis lykkedes det ham at komme ind i en række av smaa klarer som var forbundet med smaa kanaler. Det meste av denne is var aarsgammel, men der fandtes ogsaa enkelte gamle flak indimellem, som kunde være farlige nok at stifte bekjendtskap med en mørk stormnat. Da de var sluppet igjennem, saa Ross sig omkring med forundrede øine. Var dette den frygtelige is, hans forgjængere alle som én hadde beskrevet som noget saa skrækindjagende? Han syntes ikke, den var saa skrækindjagende. Tvertimot, snarere tiltrækkende. Nu skulde han ha et rigtig solid basketak med den.
Ved middagstid paa 66° 55’ s. br. og 174° 34’ ø. l. var det ikke mulig at se aapent hav længere. Bare is overalt. Gjennem lange, smale kanaler forcerte de sig frem, rigtignok ikke uten at faa mange kraftige og vold somme støt av den solide pak. Pingviner i mængder eskorterte fartøiene paa veien. Ikke længe efter begyndte den mørke vandhimmel at bli synlig i sydøst, men samtidig tætnet isen rundt om, saa fremkomsten blev meget langsom. Men ved at benytte alle muligheter lykkedes det dem den 9. januar kl. 5 fmd. at række ut i det aapne hav mot syd.
Ross hadde naadd Rosshavet, og den dristigste færd, vi vel kjender i den antarktiske forskning, var fuldført.
Faa mennesker nutildags forstaar rigtig at værdsætte denne heltedaad, dette glimrende bevis paa mandsmod og handlekraft. Med to tungvinte skuter — rene „kasser” efter vore begreper — satte disse folk midt ind i hjertet av en pak, som alle tidligere polarfarere hadde betragtet som sætet for den visse død. Det er ikke alene vanskelig for
os at fatte det. Det er likefrem umulig. Vi som bare
med et vink sætter skruen igang og vrier os ut av den første vanskelighet vi møter. Helter var de disse mennesker. Helter i ordets inderste betydning.
Det var paa 69° 15’ s. br. og 176° 15’ ø. l. Ross fandt det aapne hav. Dagen efter var ikke en eneste ishimmel at se. For en jubel han maatte føle, denne mand, da han saa, han var i aapent hav med fri vei mot syd!
Kursen blev sat for den magnetiske pol, og haabet om
snart at række derhen var brændende hos alle. Da — netop som de hadde vænnet sig til tanken om aapent hav kanske like til den magnetiske pol — da rapportenes der fra tøndevagten: „Høit land ret forut.” — Det første land, de fik øie paa, var hele 100 km. borte, og dette overbeviste dem straks om, at det var et mægtig bjergland de hadde med at gjøre. Landet reiste sig mere og mere eftersom de nærmet sig, og de prægtige takker og tinder traadte litt efter litt tydelig frem. Den høieste og mægtigste av dem fik navnet Sabine’s fjeld til minde om den mand, som fra første stund hadde staat ekspeditionen bi og bragt planen frem til fuldførelse. Et sterkt fremspringende forbjerg i den nye kystlinje fik navnet Kap Adare — et navn, som senere ofte nævnes i den antarktiske forskning.
Hvilket eventyrland maa ikke dette ha været for de første reisende, som møtte det! Mægtige fjeldkjæder med topper fra 7 til 10 000 fot høie, dels dækket av sne og dels helt nakne — høie og takkete, vilde og forrevne.
De magnetiske observationer angav polens beliggenhet 500 kvartmil av — langt inde bak de snedækte kamme. — Den 12. januar om morgenen var de kommet helt op under en liten ø, og Ross med nogen ledsagere rodde ind og tok landet i besiddelse. Øen fik navnet Possession Island. Dens beliggenheter 71° 56’ s. br. og 171° 7’ø.l. Selve hovedlandet kunde de ikke naa paa grund av det tætte drivisbelte, som laa langs hele kysten. En rykende storm tvang dem til at søke utover igjen. Den høie, krappe sjø, saa ubehagelig den end føltes, var dog til stor glæde for ekspeditionens medlemmer. Ti den var et tegn
paa, at havet var aapent og fremkomsten sandsynligvis let.
Den 14. hadde veiret bedaget sig saa meget, at de igjen kunde søke under land. Nu møtte dem et endnu vidunderligere syn end første gang — den mægtige fjeldkjæde, som strækker sig sydover fra Kap Adare med topper fra 12 til 14 000 fot. — Den 17. blev Coulman Island opdaget.
Ekspeditionen arbeidet sig stadig sydover. Selv den tykke ishavstaake, som ofte la sig over og skjulte alt, kunde ikke stoppe disse heltemodige folk. Den 20. januar nærmet de sig 74° s. br. og Mount Melbourne, et fjeld høiere og stoltere end noget av de tidligere, de hadde set.
Franklinøen blev opdaget den 27. januar paa 76° 8’ s. br. En landing blev gjort, øen tat i besiddelse, og rike prøver av alt hvad der fandtes blev bragt ombord.
Den 28. saaes for første gang de to høie topper — Mount Erebus og Mount Terror. Den første var en
vulkan i virksomhet; røk isprængt flammer skjøt op mot
himlen. Det maa ha været et vidunderlig vakkert syn: den flammende ild midt i det kolde, stivnede landskap. Kaptein Scott gav senere øen, hvorpaa Mount Erebus og Terror laa, navnet Ross Island, efter den dristige navigator.
Store var naturligvis forhaabningene ombord. Hadde de rukket saa langt syd, saa var der vel ingen grænse længer for hvor langt de kunde trænge. Men det hændte her, som harhændtsaa mange ganger før. Forhaabningene blev skuffet. Fri fra Rossøen og saa langt øiet kunde se mot øst strakte der sig en ugjennemtrængelig, høi ismur. „At seile gjennem den ismuren var likesaa umulig, som at seile gjennem klipperne ved Dover”, siger Ross i sin beskrivelse av den. Alt hvad de kunde gjøre var at søke at komme rundt den. Og nu begyndte den første undersøkelse av den del av den store antarktiske barriere, som senere har faat navnet Rossbarrieren.
De magnetiske observationer godtgjorde, at polen laa i nord og vest for den store barriere, og den eneste mulighet var at følge denne og se, om den muligens længer mot øst kunde finde paa at bøie av mot syd og saaledes endnu engang aapne muligheten for en fri navigering mot syd. Fartøiene nærmet sig barrieren saa klods de turde — 4 à 5 kvartmil av — og fortsatte saa sin kurs mot øst langsmed den. Ismuren var paa dette sted fra 2—300 fot høi, siger Ross, og hadde en fuldstændig flat overflate. I 5 dager fortsattes reisen mot øst. Paa enkelte steder syntes barrieren at staa i grund. Paa andre steder igjen var den tydeligvis flytende. Og herfor talte ogsaa de mange svære isfjeld som fra tid til anden drev forbi, — skjønne syn, men farlige naboer.
Den 2. februar seilte begge fartøier klods op under barrieren og naadde sin høieste bredde paa denne færd 78° 4’ s. br. De hadde da fulgt barrieren 250 kvartmil mot øst. Det østligste punkt de naadde var 167° v. l. den 5. februar. Forsøk paa at trænge videre østover var forgjæves, og de blev nødt til at vende for endnu engang at forsøke, om der var nogen mulighet for at række den magnetiske pol. Men det maatte snart opgis paa grund av den fremrykkede aarstid. Kursen blev sat mot nord, og den 6. april 1841 hadde de igjen den glæde at styre ind i de kjendte Tasmanske farvand.
Tre maaneder tilbragte saa ekspeditionen her. Satte alt i god orden, og tok den nødvendige hvile. Men nogen
leddiggang blev det ikke. Ross var ingen ynder av
denslags. De dyrket videnskapen i alle dens grener og utførte et glimrende arbeide. Magnetiske observationer tok de hver dag og samlet et rikholdig materiale. Desuten arbeidet de baade flittig og vel med studier av Tasmaniens interessante flora og geologiske forhold. — Den 7. juli finder vi ekspeditionen i Sydney, hvor den forblev til 5. august. Hovedarbeidet her blev lagt paa studiet av jordmagnetismen.
Den 23. november 1841 finder vi atter Ross paa vei mot syd. Hensigten var nu at finde en vei ned til barrieren østenfor det østligst naadde punkt paa forrige reise. Oceanografiske observationer blev utført hele veien. Skade er det, at det meste av dette materiale er værdiløst paa grund av de unøiagtige og upaalidelige instrumenter, man dengang raadet over.
Paa 58° s. br. 146° v. l. møttes den første is. Kursen blev sat ret mot syd, og den 18. december paa 60° s. br. tørnet de op i pakken.
Fremkomsten dette aar var paa langt nær ikke saa let som aaret i forveien. Nytaarsdag passertes polarcirkelen. Den 10. januar hadde vind og strøm sat dem tilbake til 65° 59’ s. br. Under sit lange tvungne ophold i drivisen forsømte Ross ingen leilighet til at opnaa de størst mulige videnskabelige resultater. De magnetiske observationer blev viet særlig interesse.
Denne reise var rik paa hændelser av alvorlig karakter. Forat mine læsere lettere kan fatte, hvad disse folk hadde at kjæmpe med, skal jeg — saa godt jeg formaar — oversætte enkelte steder i Ross’ egen reisebeskrivelse. I tyk taake hadde begge fartøier for at undgaa sammenstøt i det
krappe farvand forankret paa hver sin side av et stort
isflak. Den 8. januar sprang der op en kuling fra syd. Ved midnatstid gik stormen over paa N.V., og situationen blev meget alvorlig.
Alle vore trosser sprang, siger Ross, og vi gik i drift. Vi maatte i hast sætte seil, og for at holde følge i den tykke taake maatte vi stadig avfyre skud fra begge fartøier og gi hverandre signaler. I læ av et isfjeld — ca. 1 kvartmil i diameter — bakket vi til og fra hele dagen, mens vi ventet paa klarveir til at finde vor vei frem gjennem de bedste aapninger i isen. Men kl. 9 om aftenen øket stormen paa fra nord og tvang os til at minke vore seil til det mindst mulige. Havet vokste i ett nu til en frygtelig høide og vasket over de høieste fjeld. Vi hadde nu ikke længere styring paa fartøiene, men blev av den voldsomme storm sat ned paa den tætte drivis i læ. Like ved midnat var vi omgit av et hav av rullende isflak, haarde som granit, som av det oprørte hav blev kastet mot fartøiene med slik kraft, at mastene skalv og truet med at falde overbord for hvert støt. Undergang syntes uundgaaelig. Ved at bakke og fylde vore seil søkte vi bedst mulig at undgaa de sværeste ismasser; men det var ikke altid det lykkedes.
Allerede paa et tidlig stadium hadde „Erebus” faat sit ror saa beskadiget, at det var fuldstændig ubrukelig, og omtrent samtidig blev der meldt mig, at „Terror”’s ror var aldeles ødelagt og næsten revet bort. Vi hadde haabet at vi ved at la os drive længere ind i isen skulde undgaa virkningen av stormen. Men vi tok feil. Time efter time gik uten nogen forandring i den frygtelige situation. Utsigten til at fartøiene skulde holde ut den haarde behandling de fik, var meget liten. Naar de svære ismasser blev kastet mot siden, knaket og braket det slik i tømmer og dæk, at selv de mest staalsatte maatte fyldes med skræk. Jeg vilde begaa en grov uretfærdighet mot mine kamerater, om jeg ikke paa dette sted uttrykte min høieste beundring for deres opførsel under disse vanskelige og faretruende forhold. I et tidsrum av 28 timer var situationen saa alvorlig, at vi ikke et øieblik hadde haab om at overleve den. Men alle som én — baade officerer og mandskap — viste hele tiden den største aandsnærværelse, disciplin og utholdenhet, en opførsel en britisk sjømand værdig.
Stormen naadde sit høieste klokken 2 eftermiddag. Barometeret, som var faldt ned i 710 mm., begyndte saa smaat at stige. Endskjønt vi var blit ført mange mil ind i pakken, kunde vi dog ikke merke at sjøen hadde lagt sig noget. Skibene rullet fremdeles og vred sig under de voldsomme sammenstøt med de jernhaarde, tunge isflak, som de taarnhøie, fraadende sjøer med forfærdelig kraft kastet over hverandre og mot hverandre, saa de knustes med
dundrende brak. Den forfærdende storhet i dette skuespil kan
hverken tænkes eller beskrives. Endnu mindre hvad vi følte, mens det stod paa. Enhver især av os hadde søkt et tilflugtssted og ventet i ro paa Hans bestemmelse, som alene kunde frelse os og bringe os uskadte ut av den forfærdelige fare. Vi sat i aandeløs spænding og iagttok virkningen av de hurtig paa hverandre følgende støt. Mastene svaiet, saa vi hvert øieblik ventet at se dem gaa overbord; men vi var ikke istand til at gjøre noget for at bjerge dem.
Skjønt vindens styrke hadde avtat noget efter klokken 4 eftermiddag, kom dog bygene med slik kraft, at de la fartøiet helt over paa siden og truet med at blaase stormseilene bort. Heldigvis var disse aldeles nye; ellers kunde de aldrig ha holdt ut de frygtelige byger.
Paa denne tid var „Terror” kommen saa klods op under os, at hun var paa toppen av den ene bølge, mens „Erebus” var paa toppen av den næste i læ. Den dype dal imellem dem var opfyldt av en svær rullende ismasse. Og naar fartøiene seg ned i dalene, kunde bare de øverste mastetopper av det ene skib sees fra dækket paa det andet. Av dette vil man kunne gjøre sig en forestilling om hvor høie sjøene var, og hvilken farlig stilling fartøiene laa i.
Natten begyndte nu at sætte ind og kastet en mørk skygge over den oprørte scene, og dette gjorde vor situation om mulig endnu mere haabløs og hjælpeløs end før. Det hadde faldt tæt sne de sidste timer; men ved midnatstid holdt det op at sne, og vinden sprang om paa vest med den følge, at sjøen hurtig begyndte at lægge sig. Vistnok fik fartøiene endnu mange støt, saa kraftige at de vilde ha ødelagt ethvert almindelig fartøi, men de var dog svake i sammenligning med de tidligere og gav os haab om, at vi allikevel tilslut vilde komme frelst ut av det.
I nattens mulm og mørke var vi blit ført mellem en række av isfjeld, som vi om morgenen fik øie paa langt til luvart, og som hjalp til at holde den større drivis borte, saa vi fandt pakken langt mere aapen. Det lykkedes mig omsider at ro over til „Terror” i en av vore baater. Jeg var meget ængstelig for denne skute, for jeg visste, at den hadde faat langt værre skade end „Erebus”, tiltrods for den omhyggelige og dygtige maate, den var blit manøvrert paa og holdt paa plads den hele tid.
Det viste sig, at roret var fuldstændig ødelagt og skibet i stævnen saa bøiet og vridd, at det vilde bli meget vanskelig at faa anbragt vareroret, som vi heldigvis hadde i bakhaand. Under enhver omstændighet vilde dette bare la sig gjøre under meget gunstige omstændigheter. Den øvrige skade var av mindre betydning. Og det glædet os like saa meget som det forbauset os, at fartøiene efter den voldsomme medfart, de hadde vært utsat for, var næsten likesaa tætte efter som før stormen. Dette maatte først og fremst skyldes fartøienes sterke bygning, dernæst den solide maate, som vi hadde stuvet rammene paa.
Som vi ser var dette en temmelig farlig situation. Men det forskrækket ikke Ross og hans kjække ledsagere. Saasnart stormen var over, gjorde de skibene fast ved samme isflak — et paa hver side — og begyndte reparationene. Tømmermændene holdt paa uten stans i to dager. De reparerte „Erebus”s ror og gjorde et helt nyt til „Terror”.
Den 24. januar om aftenen var alt igjen i orden og seil sat paa begge skuter. Fremkomsten blev det daarlig med, for hele ispakken var i sterk drift mot nord og førte begge med sig. Efter alle anstrengelser, efter alle farer var de næsten paa samme plads som de hadde været 3 uker i forveien. —
Den 26. januar slaknet endelig isen og med en nordlig bris stod de sydover. Uten sorg tok de farvel med de isfjeld, de hadde drevet sammen med i saa lang tid. Den 28. januar fik de en observation, som gav 67° 39’ s. br. og 155° v. l. Et temmelig nedslaaende resultat maa det ha været. Efter at ha arbeidet sig gjennem 800 kvartmil is befandt de sig bare en halv grad søndenfor det sted, Cook hadde rukket uten at møte is.
Dette er bare et av de mange eksempler paa usikkerheten av isnavigeringen. Et aar aapent — et aar hermetisk lukket. Der var intet andet for end at tvinge sig frem mot S. V I den retning var der svak antydning til aapent hav. — Den 1. februar blev vandhimlen større og tydeligere, og netop som natten satte ind, rak de hen imot det aapne „Rosshav”. Det var atter et kritisk punkt at passere. Her paa grænsen mellem det aapne hav og drivisen danner der sig nemlig altid et belte av temmelig svær, tæt is. Er da sjøen i oprør, som tilfældet var denne gang, er beltet ikke hyggelig at passere igjennem. Hadde nu ulykken rigtig været ute og git dem stille paa dette sted, saa vilde atter en av de meget alvorlige situationer ha præsentert sig. Men heldigvis — vinden ikke alene holdt, men øket paa, saa de var nødt til at mindske seil. — Efter mange haarde knubs og støt rakk de endelig det aapne hav paa 67° 29’ s. br. og 159° v. l.
Opgaven var nu at komme baade syd og øst, saa de kunde række barrieren østenfor det sted, hvor de hadde forlatt den det forrige aar.
En tæt pakk strakte sig imidlertid mot S.O., og de blev nødt til at følge langs kanten av denne. Det var nu for langt paa aaret til at tænke paa at trænge ind i isen igjen.
Sterk vind og taake gjorde det imidlertid umulig at holde nogen bestemt kurs, og inden kort tid var fartøiene drevet vest av den 180. meridian i en bredde av 75° s. br.
Her smilte imidlertid lykken igjen de ihærdige reisende imøte i form av en frisk nordlig bris, som tillot dem at staa sydøstover. Og endelig den 19. februar forkyndte et kraftig isblink, at barrieren ikke var langt borte. Endnu engang skulde taalmodigheten prøves. Den nordlige bris sprang helt om paa syd og stoppet den raske fremgang.
Endelig — endelig — den 22. februar, med en god bris fra nord, lykkedes det dem at komme barrieren i sigte. Kursen blev straks sat mot øst, og haabet om at række barrierens østligste kap med aapen vei mot syd blusset atter op. Men denne seilads blev ikke langvarig. Ung og gammel is, frosset sammen til et uigjennemtrængelig hele, stoppet al videre fremgang og tvang Ross til at vende om.
Her rak Ross sin høieste bredde, 78° 9’ 30" og sin største østlige længde, 161° 21’ v. l. Barrieren var paa dette sted ca. 100 fot høi. Mot øst gik barrieren mot N.O., og paa enkelte steder var den ikke mere end 80 fot høi og man fik for første gang en rigtig god utsigt indover barrieren fra mastetoppen. —
Da Scott 60 aar senere opdaget Kong Edward VII’s land netop i disse egne, kan det ha sin store interesse at høre, hvad Ross saa fra mastetoppen. „Vi saa”, siger han, „at barrieren sagte og jevnt steg mot syd og gav os indtryk av antydning til meget høie fjeld, fuldstændig sneklædte. Men der er en slik uvisshet ved „antydning av land”, set paa større avstand, at jeg, trods mine kameraters og min egen næsten fuldstændige visshet for land i den retning, allikevel ikke vil risikere muligheten av et misgrep i en sak av saa stor interesse eller mulig heten av, at en av mine efterfølgere under heldigere omstendigheter skulde kunne bevise, at vort land var blot og bart „smørland”. Antydningen til skrugarer og forskjellige skyggedannelser, som kun kan forekomme paa en ujevn hvit flate, samt den høide det hævet sig til, er de væsentligste grunde til, at vi mener der maatte være land. Ikke den mindste flek av bar jord eller sten var at se noget sted. Jeg har derfor merket det paa mit kart
som „antydning til land”.
Dagen Ross gjorde disse opdagelser paa var en klar, fin dag, — den fineste de overhodet hadde hat. Resultatet av denne anden færd staar ikke i forhold til de mange og store farer, den maatte gaa gjennem. 6 kvart mil længere mot syd, nogen mil længere mot øst med konklusionen „antydning til land”.
En frisk sydøstlig bris sprang nu op og gav „Erebus” og „Terror” fin fart nordover langs iskanten i 30 kvart mil, hvor de atter naadde ut i det aapne hav. Hensigten var nu at følge løsisen mot nord og ta korteste vei til Falklandsøene. Fint veir begunstiget reisen mot nord, og den 1. mars passertes 180° og 70° s. br. Drivisen strakte sig i en tæt masse mot N.V., isprængt med isfjeld av uhyre størrelse. Temperaturen hadde steget til over nulpunktet, og veiret føltes helt sommerlig. Kursen sattes nu mere østlig, og den 6. mars 1842 passertes polarcirkelen efter et ophold av 64 dager søndenfor den. Den 9. mars var de paa 60° s. br., og kursen sattes ret mot øst. I tre dager var havet helt frit for is, og en god distanse blev tilbakelagt. Men den 12. mars sprang der op en frisk bris med snebyger. En del løsis kom samtidig tilsyne, og Ross hadde ved midnatstid bestemt sig til at lægge paa til dagens frembrud, da den største fare, som endnu hadde truet ekspeditionen, pludselig kom over dem, og i en hel time syntes tapet av begge fartøier med alle mand at være uundgaaelig.
Skjønt disse folk hadde oplevd litt av hvert av farer, var dog den som truet dem denne gang av en saadan karakter, at den fik dem til at glemme alle de tidligere. Da den var overstaat, tilstod endog de, som hadde tat situationen mest koldblodig, at de ikke hadde den fjerneste idé om, hvad de hadde gjort og hvordan fartøiene hadde klart sig ut av den.
„Vi saa pludselig et uhyre av et berg ret forut og klods indpaa”, sier Ross. „Der blev øieblikkelig brast op om styrbord med det haab, at vi kunde gaa til luvart av det. Men netop i samme øieblik som denne manøvre var utført, saa vi „Terror” bære like ind paa os. Jeg forstod øieblikkelig, at det var umulig for den baade at klare os og isfjeldet, og at et sammenstøt var uundgaaelig. Vi bakket op saa hurtig det lot sig gjøre, men chokket idetsamme den tørnet mot os, var saa heftig, at vi alle næsten uten undtagelse blev slaat overende. Vort bougspryd, vor topmast og en del av riggen blev revet bort. Riggen paa det ene huket fast i det andet, saaledes at de begge dannet en sammenhængende indfiltret masse, som nu hjælpeløs med stor fart drev ned mot iskolossen i læ. Situationen var desperat.
Fartøiene hugget og støtte mot hverandre i det svære hav. I læ nærmet sig uhyret mere og mere. Havet stod om det i et rykende rokk og kastet skumhvit sprøit jevnhøit med dets lodret faldende vægger. Fra tid til anden hævet „Terror” sig paa bølgetoppene saa høit at vi næsten kunde se dens kjøl. Næste gang var det vor tur. Samtidig som sækker og baater og alt hvad der kom imellem knustes, som nøtten i knækkeren. Tilslut slap vi som ved et under klar av hinanden, før vi var drevet ned paa det truende fjeld, og vi saa „Terror” til vor store glæde saavidt gaa klar av dets yttre ende. Men „Erebus” var fuldstændig vrak. Der var ingen mulighet for at faa sat seil og tvinge skibet frem. Heller ikke var der plads til at manøvrere paa, for vi var nu kommet saa nær isfjeldet, at sjøen, naar den slog mot fjeldet, brak tilbake paa os. Den eneste mulighet for at klare sig ut av denne skrækkelige situation var at gripe til det halsbrækkende middel at bakke os ut, et middel som intet kunde undskylde i en saadan storm og med et saa oprørt hav, uten det, at vi hvert øieblik ventet at bli knust til atomer mot isberget. Fartøiets heftige slingring og sandsynligheten for at mastene vilde gaa overbord, hver gang underræerne støtte mot fjeldsiden, som nu hang over os, høit over vore hoder, gjorde det yderst farlig at gaa op og kaste loss storseilet. Men ordren maatte gives, og den britiske sjømands heltemod stod sin prøve. Let og kjapt, som om ingen fare var paafærde, sprang folkene
op gjennem riggen og fik med stor møie kastet
storseilet loss men gjentagne ganger blev de først drevet ind fra raaen. I den voldsomme larm av storm og hav var det vanskelig baade at høre og utføre ordre, saa det tok hele 3 kvarter at faa manøvren utført — en manøvre som neppe nogen sjømand har levert make til under lignende forhold. Agterover gik det nu, mens baater blev vasket bort og underræerne skrapte langs fjeldets side, og vi rak i løpet av nogen faa minutter bergets vestligste ende. Det eneste, som frelste os fra at bli knust til støv mot uhyrets side, var den tilbakesættende virkning av sjøene, som blev kastet mot det. Ikke før var vi kommet klar av det, før en anden fare dukket op i form av et andet isfjeld like agtenom os — i den retning vi stod frem. Vanskeligheten var nu at faa fartøiet rundt og kursen sat mellem de to fjeld — en aapning som ikke var større end tre ganger fartøiets egen bredde. Men det lykkedes os allikevel, og efter i nogen minutter at ha seilt under vinden, stod vi gjennem den trange aapning mellem fjeldenes lodrette sider i det fraadende hav. I næste øieblik var vi i smult vand i læ av fjeldene.
For endnu bedre at forstaa situationen skal vi høre, hvad Davis, anden styrmand paa „Terror” beretter. Hele denne tid var vi sammen drevet ned mot isfjeldene, saa at vi, da vi kom fri fra „Erebus”, befandt os klods under et monstrum av et fjeld. En frygtelig kollision og død syntes uundgaaelig. Der var intet andet for os at gjøre end at forsøke at styre mot den mørke skygge, vi før var blit opmerksom paa. Muligens var det en aapning? For bagbords halser suste det avsted i den mørke nat. Vi passerte straks efter det første svære isfjeld, saa nær under det at vi blev fuldstændig oversprøitet av sjøen som vasket over det. Hvert øieblik ventet vi at tørne i is ret forut. „Haardt styrbord”, lød det fra utkiken. Da trodde vi alle, at ethvert haab var ute. „Haardt styrbord! Bras rundt!” Alle mand fløi til brasene, skjønt jeg antar, at der i det øieblik ikke var én ombord, som ikke hadde opgit alt haab. Hun fløi rundt som en top og passerte gjennem en aapning mellem to isfjeld ikke større end to ganger fartøiets bredde. Vi var frelst! Det næste rop var: „Hvor er „Erebus”? Vor egen fare hadde faat os til fuldstændig at glemme vore kamerater. Alles øine stirret ut i den mørke nat. Vi brændte av et blaalys, og straks efter fik vi svar. Da visste vi, at de var frelst — ingen av os hadde haab om det efter den frygtelige ødelæggelse „Erebus” hadde været utsat for.
Efter dette la vi paa for at avvente dagens frembrud. Saasnart det blev tilstrækkelig lyst signaliserte de til os, at alt var vel og at de selv var i stand til at utbedre sin skade. Vi svarte, at vi Gud ske lov kunde gjøre det samme. Vi kunde vist foreta 1000 sydpol-ekspeditioner uten at møte halvparten saa mange farer”.
Saa hurtig som mulig blev nu alle reparationer gjort, mens fartøiene for smaa seil stod undav.
Saasnart de var lappet saa vidt at de kunde manøvreres, satte Ross igjen kurs mot syd for paa 60° s. br. og 125° v. l. at undersøke de magnetiske forhold. Den 18. mars var dette arbeide utført. Og nu sattes kurs direkte for Falklandsøene, som de naadde den 6. april. Og hermed ender Ross’ anden reise til de antarktiske egne. De utstaaede farer var større, men resultatene mindre end paa første færd.
Under opholdet paa Falklandsøene blev fartøiene halt op paa stranden og reparert. Videnskabelige arbeider blev ogsaa utført under hele opholdet.
Den 17. december 1842 sætter Ross ut paa sin tredje og sidste antarktiske færd.
Planen var at følge den 55. meridian v. l. i haab om at møte en fortsættelse av Louis Philippe land. Langs denne kyst haabet man at opnaa en høi sydlig bredde. Skulde det vise sig at denne vei var stængt, saa vilde man forsøke at følge Weddells spor og ad den vei række den høieste bredde. Paa 61° s. br. møtte man det første isfjeld. Den 26. december naaddes pakisen paa 52° v. l., og man fortsatte saa mot vest for at komme mellem isen og land.
Joinvilles land kom i sigte den 28. december. Ombord paa „Terror” mente man at kunne se røk fra aktive vulkaner, men Ross og hans mænd mente nei. Ca. 50 aar senere blev virkelig aktive vulkaner opdaget av nordmanden Kaptein C. A. Larsen med „Jason”. Enkelte smaa geografiske opdagelser blev gjort, men ingen av større betydning.
Et forsøk paa at forcere gjennem isen mot syd endte med at man blev fast paa 65° s. br. Et andet forsøk var endnu uheldigere og bragte fartøiet op til 64° s. br. Tanken om at finde en vei langs Joinvilles land blev derfor opgit og det andet alternativ optat. Ekspeditionen satte kurs mot øst. Weddells spor blev krydset den 14. februar; men forholdene var anderledes nu end dengang. Isgrænsen laa nu paa 65° 13’ s. br., mens Weddell 550 kvartmil søndenfor denne bredde ikke saa tegn til is. Endelig paa 12° v. l. bøide isen sydover. Den 1. mars 1843 passertes polarcirkelen.
Nogen dager senere naaddes den høieste bredde paa denne færd — 71° 30' s. br. og 14° 51' v. l., og dermed avsluttedes Ross’s forsøk paa at naa Sydpolen.
Et fortrinlig arbeide var utført.
Vistnok var Sydpolen ikke naadd, men æren av at ha aapnet veien til den maa tilskrives Ross.
Den 2. september 1843 vendte fartøiene hjem, og sjelden eller aldrig har vel en antarktisk ekspedition bragt saa mange værdifulde resultater med.
„Pagoda” under løitnant Moore’s kommando var den næste til at søke mot syd. Hovedhensigten var magnetiske observationer paa høie bredder i det Indiske Hav.
Den første is blev møtt den 25. januar paa 53° 30' s. br. Den 5. februar passertes polarcirkelen paa 30° 45' ø. l. Den sydligste bredde, som naaddes paa denne færd, var 67° 50' s. br. paa 39° 41' ø. l.
Dette var den sidste ekspedition som besøkte de antarktiske egne i seilskib alene.
De følgende var utstyrt baade med seil og damp.
Den næste store begivenhet i de sydlige have er „Challenger”-ekspeditionen. Dette var en helt ut videnskabelig ekspedition, fortrinlig utrustet og fortrinlig ledet.
Denne ekspeditions arbeider er imidlertid saa vel kjendt over hele den civiliserte verden, at jeg finder det unødvendig at opholde mig ved den.
Til de mindre kjendte, men i sit arbeide ikke mindre dygtige folk, hører hvalfangerne rundt Syd-Shetland og i egnene søndenfor. Seilskutenes dage var nu forbi, og de kombinerte seil- og dampfartøier viser sig paa feltet.
Inden jeg gaar over til disse, maa jeg først med nogen ord nævne en mand, som saa at si hele sit liv hadde fremholdt for verden nødvendigheten og nytten av de antarktiske ekspeditioner, Geheimerath Prof. Georg von Neumayer.
Aldrig har den antarktiske forskning hat en varmere, noblere og mere høittænkende forsvarer end ham. Saa længe „Antarktika” bestaar, vil navnet Neumayer for altid være bundet til det.
Damphvalfangeren „Grønland” stod den 22. juli 1872 ut fra Hamburg under kaptein Eduard Dallmanns kommando bestemt for Syd-Shetland.
Flere interessante geografiske opdagelser blev gjort paa denne fangsttur.
Av andre kan nævnes „Balæna”, „Diana”, „Active” og „Polarstjernen av Dundee”.
I 1892 stod hele denne flaate mot syd for at drive hvalfangst i egnene rundt Syd-Shetland. De bragte alle en og anden nyhet med sig hjem. Med „Balæna” fulgte Dr. William S. Bruce. Det er første gang vi træffer ham paa vei mot syd, men det blir ikke den sidste.
Samtidig med den skotske hvalfangerflaate dukker den norske hvalfanger kaptein C. A. Larsen op i egnene søndenfor Syd-Shetland. Det er ikke for meget sagt om kaptein Larsen, at han av alle de fangstmænd, som har besøkt de antarktiske egne, ubetinget er den som har bragt de fleste og bedste videnskabelige resultater med sig hjem. Ham skyldes opdagelsen av store strækninger av Grahams lands østkyst, Kong Oscar II’s land, Foyns land etc. To aktive vulkaner og flere øgrupper bragte han os nys om. Av størst interesse var vel dog de fossiler han bragte hjem fra Seymourøen — de første fra de antarktiske egne.
Kaptein Evensen med „Hertha” naadde den 21. november 1894 69° 10' s. br. og 76° 12' v. l. uten ishindring. Alexander den lstes land blev set, og det lykkedes Evensen at komme landet langt nærmere end baade Bellingshausen og Biscoe. Men fangsten kaldte, og kaptein Evensen fandt, at det var hans pligt at søke den først og fremst. Derfor var han seilt herned. En ypperlig anledning gik tapt. Det er ingen tvil om, at kaptein Evensen, saafremt han hadde været fri, her vilde hat god anledning til at utføre et endnu finere arbeide end det han gjorde, — dristig, dygtig og foretagsom, som han er.
Den næste fangstekspedition som gjør sig bemerket i sydpolaregnene er „Antarctic” under kaptein Leonard Kristensens ledelse. Kristensen var en overordentlig dygtig mand, og han indehar den merkelige rekord, at ha
været den første til at sætte fot paa den 6te verdensdel, det store antarktiske kontinent — „Antarktika”.
Dette skedde i januar 1895. —
— — —
Et epokegørende avsnit i den antarktiske forskning indledes nu ved den belgiske antarktiske ekspedition ombord paa „Belgica” under ledelse av kommandant Adrien de Gerlache. Neppe nogen har hat en haardere dyst at kjæmpe for at starte et foretagende end Gerlache. Det lykkedes ham dog, og 16. august 1897 forlot „Belgica” Antwerpen.
Den videnskabelige stab var valgt med stor omtanke, og det hadde lykkedes de Gerlache at skaffe sig overordentlig dygtige folk. Næstkommanderende, løitnant G. Lecomte, en belgier, besat alle egenskaper for at fylde sin
vanskelige stilling. Man skal erindre, at „Belgica”s mandskap var saa kosmopolitisk som mulig: belgiere, franskmænd, amerikanere, nordmænd, svensker, rumænere, polakker o. s. v. Det var næstkommanderendes sak at holde alle disse folk sammen og faa bedst mulig arbeide av dem. Og Lecomte klarte det fortrinlig. Elskværdig og bestemt som han var, skaffet han sig respekt overalt.
Som navigatør og astronom var han uovertræffelig, og
da han senere overtok de magnetiske arbeider, indla
han sig her stor fortjeneste ved sit glimrende arbeide Lecomte var en bærende kraft i denne ekspedition.
Løitnant Emile Danco, ogsaa belgier, var ekspeditionens magnetiker. Desværre døde denne unge begavede mand paa et tidlig tidspunkt — et sørgelig tap for ekspeditionen. De magnetiske observationer blev da overtat av Lecomte.
Zoolog var rumæneren Emile Racovitza. Det uhyre materiale, som han bragte hjem, taler bedre for hans dygtighet, end jeg kan. Ved siden av en brændende interesse for sit arbeide hadde han egenskaper, som gjorde ham til den behageligste kamerat og interessanteste ledsager.
Henryk Arctowski og Antoine Dobrowolski var begge polakker. De førte tilsyn med himmel og hav, og utførte de oceanografiske og meteorologiske observationer.
Arctowski var ogsaa ekspeditionens geolog. En alsidig mand. Det var et anstrengende arbeide han hadde — altid at vogte vind og veir. Samvittighedsfuld, som han var, lot han aldrig nogen anledning til at øke ekspeditionens videnskabelige utbytte gaa tapt.
Frederick A. Cook fra Brooklyn var ekspeditionens læge — avholdt av alle. Som læge virket han udmerket ved
sit rolige væsen. Som ekspeditionens gang blev, fik Cook stort ansvar over paa sig. Men han greide det paa en udmerket maate. Paa grund av sine praktiske egenskaper blev han tilslut uundværlig. Man kan ikke komme bort fra, at den belgiske antarktiske ekspedition skylder Cook meget.
Ekspeditonens formaal var at trænge frem til den magnetiske sydpol. Allerede paa et tidlig tidspunkt maatte dette forandres, da tiden ikke strak til.
Et længere ophold i Ildlandets interessante kanaler forhalte avgangstiden til 13. januar 1898. Den dag forlot „Belgica” Staten Island og stod mot syd.
En række interessante lodskud blev tat fra Kap Horn til Syd-Shetland. Da dette farvand ikke hadde været undersøkt før, hadde disse lodskud selvfølgelig en overordentlig stor interesse.
Ekspeditionens hovedarbeide i geografisk henseende foregik paa nordkysten av Grahams land.
En stor sydvestløpende kanal, som adskilte det gjenværende parti av Salmar land fra hovedlandet — Dancos land — opdagedes. Strædet blev senere av de belgiske autoriteter git navnet „Gerlache-strædet”. Tre uker blev benyttet til at kartlægge dette og gjøre videnskabelige iagttagelser. Et glimrende materiale blev indsamlet.
Den 12. februar var dette arbeide færdig, og „Belgica” løp ut av Gerlache-strædet sydover langs kysten av Grahams land paa en dato, da alle tidligere ekspeditioner hadde hastverk med at snu næsen hjemover.
Den 15de passertes polarcirkelen med kurs S.V. Den næste dag fik man Alexander den Istes land isigte, men kunde ikke komme det nærmere end 20 kvartmil paa grund av uigjennemtrængelig pakis.
Den 28. februar hadde de naadd 70° 20’ s. br. og 85° v. l. Der blaaste da en kuling fra nord paa isen, og store kanaler aapnedes mot syd. Kursen blev sat mot syd, og paa maafaa pløiet man sig ind i den antarktiske drivis.
Den 3. mars naaddes 71° 30’ s. br., hvor al videre fremgang var haabløs. Et forsøk paa at slippe ut igjen var forgjæves. De var fanget i fælden. De fik da gjøre det bedste ut av det.
Mange har villet dadle Gerlache, fordi han daarlig rustet gik ind i isen paa et tidspunkt, da han heller burde søke ut, og de kan ha ret. Men la os ogsaa se saken fra en anden side.
Efter aarelange anstrengelser var det endelig lykkedes ham at faa ekspeditionen avgaarde. Gerlache visste med sikkerhet, at vendte han ikke tilbake med resultater, som behaget den store mængde, kunde han likesaa godt bli borte for bestandig. Da aapnet den tætte is sig, og lange kanaler førte mot syd, saa langt øiet kunde se. Hvem vet — kanske førte de like til polen? Litet at tape. Meget at vinde. Skitt la staa til!
Selvfølgelig var det ikke rigtig; — men forstaaelig var det.
13 lange maaneder hadde „Belgica” for sig her. Og hvad kom saa? Forberedelser for vinteren blev straks gjort. Alt hvad man kunde komme over av sæl og pingviner blit skutt og lagt i depot.
Den videnskabelige stab var altid paa færde, og et glimrende oceanografisk, meteorologisk og magnetisk arbeide blev utført.
Den 17. mai forsvandt solen for ikke at vise sig paa 70 dager. Den første antarktiske nat tok sin begyndelse. Hvordan vilde den forløpe? „Belgica” var ikke utstyrt for overvintring. Saaledes var det meget smaat bevendt med det personlige utstyr. Man hjalp sig ved at sy klær av køitepper. Og de utroligste patenter blev opfundet i
vinterens løp. „Nød lærer nøken kvinde at spinde.”
Den 5. juni døde Danco. Hjertet negtet at arbeide.
Samme dag oplevet man en isskruning av meget alvorlig karakter. Heldigvis gik den enorme skrugar under fartøiet og løftet det op uten at tilføie det nogen skade. Forøvrig forløp den første del av vinteren vel.
Senere snek sygdom sig ind og truet ekspeditionen paa det alvorligste. Skjørbuk og galskap — en av tingene kunde være fuldstændig nok. Isærdeleshet grep skjørbuken om sig og herjet saaledes, at der tilslut ikke fandtes én mand som ikke var sterkt angrepet av den forfærdelige sygdom.
Cooks optræden i denne tid vandt alles anerkjendelse, og han blev en meget populær mand blandt ekspeditionens medlemmer. Fra morgen til aften var han rundt hos sine mange patienter. Og da solen vendte tilbake var det ikke sjelden, at doktoren efter et anstrengende dagsarbeide ofret sin nattesøvn for at gaa paa jagt efter sæl og pingviner for at skaffe fersk mat, som de alle i høieste grad trængte til.
Den 22. juli vendte solen tilbake.
Det var ikke noget vakkert syn den møtte. Den antarktiske vinter hadde sat sit stempel paa alle. Gulgrønne uttærede ansigter stirret den imøte.
Tiden gik og sommeren kom. Man ventet daglig at se forandring i isen. Men nei. Den is, man letvint var sluppet ind i, skulde ikke bli saa let at slippe ut av igjen.
Nytaarsdag kom og gik uten forandring i isen.
Nu begyndte situationen for alvor at bli faretruende. En vinter til i isen vilde bety død og ødelæggelse i stor utstrækning. Sygdom og utilstrækkelig næring vilde snart gjøre det av med de fleste.
Cook hadde sammen med Racovitza uttænkt en meget listig maate at sage en kanal paa og gjennem den at række nærmeste raak. Forslaget blev forelagt ekspeditionens leder og antat av ham. Planen og arbeidsmaaten var vel uttænkt.
Efter tre ukers haardt arbeide dag og nat naadde de endelig raaken.
Cook var den ledende sjæl i dette arbeide og indla sig her saa stor fortjeneste av ekspeditionen, at jeg finder det retfærdig at omtale det. Dygtig og interessert til det yderste — saaledes er billedet av Frederick A. Cook fra hine dage.
Litet ante hans kamerater, at han faa aar senere skulde ansees for en av de største humbugmakere verden nogensinde har set. En psykologisk gaade, vel værd at studere for den som gidder.
Men endnu var „Belgica” ikke klar av isen. Efter at ha arbeidet sig ut i raaken et litet stykke blev man stoppet av absolut tæt pak, indenfor synsvidden av det aapne hav.
En hel maaned laa ekspeditionen her og høstet samme erfaring som Ross med „Erebus” og „Terror” paa sin anden reise. Det umaadelige hav satte paa og løftet den svære is høit i veiret for derpaa at kyle den ind mot fartøiets sider. Et helvede paa jorden var denne maaned. Merkelig nok slap Belgica” uskadt ut og dampet ind til Punta Arenas i Magelhanstrædet den 28. mars 1899.
Den moderne videnskabelige antarktiske forskning var dermed aapnet, og de Gerlache hadde for alle tider vundet sig en fremskutt plads blandt de antarktiske forskere.
Mens „Belgica” paa det haardeste arbeidet for at komme ut av isen, arbeidet et andet fartøi likesaa ihærdig paa at komme ind.
Det var den engelske ekspeditions fartøi „Southern Cross” under ledelse av C. Borchgrevink. Denne ekspeditions arbeidsfelt laa paa den motsatte side av kloden, og den arbeidet i Ross’s fotspor.
Den 11. februar 1899 stod „Southern Cross” ind i Rosshavet paa 70° s. br. og 174° ø. l., næsten 60 aar efterat Ross hadde forlatt det.
Et parti blev landsat paa Kap Adare, hvor det overvintret. Skibet overvintret ved New Zealand.
I Januar 1900 blev landpartiet hentet, og en utforskning av barrieren blev utført med fartøiet. Det lykkedes paa denne færd for første gang at bestige barrieren, som like fra Ross’s dage var anset for at være ubestigelig. Barrieren dannet en liten bugt paa det sted hvor landingen foregik, og isen skraanet jevnt ned mot sjøen.
Vi maa erkjende, at Borchgrevink ved at bestige barrieren har aapnet en vei mot syd og kastet den største hindring tilside for de efterfølgende sydpolsekspeditioner. Ekspeditionen vendte tilbake til civilisationen i mars 1900.
„Valdivia”-ekspeditionen, ledet av professor Chun fra Leipzig maa nævnes, skjønt den vel ikke i vore dager kan betragtes som nogen antarktisk ekspedition. Det lykkedes
paa denne færd at fastslaa engang for alle Bouvetøens beliggenhet paa 54° 26’ s. br. og 3° 24’ ø. l.
Isen fulgtes fra 8° ø. l. til 58° ø. l. saa nær som et fartøi tør indlate sig paa. Et glimrende oceanografisk materiale blev bragt hjem.
Den antarktiske forskning skyter nu rask vekst, og det 20. aarhundrede indledes med de glimrende utrustede engelske og tyske ekspeditioner „Discovery”- og „Gauss”ekspeditionene. — Begge var nationale foretagender.
Captain Robert F. Scott blev overdraget kommandoen over „Discovery”-ekspeditionen. I bedre hænder kunde den ikke være lagt. En mand født til at føre kommando og vel inde i de forskjellige grener av videnskapen.
Næstkommanderende var løitnant Armitage, som hadde deltat i den Jackson-Harmsworthske nordpolsekspedition.
De andre officerer var Royds, Barne og Shackleton.
Løitnant Skelton var ekspeditionens fotograf.
To læger var med — Koettlitz, tidligere deltager i den Jackson-Harmsworthske nordpolsekspedition og Wilson. Foruten læge var Wilson ekspeditionens tegner og maler.
Bernacchi var magnetiker, Hodgson zoolog og Ferrar geolog.
Alt i alt var der 50 mand ombord — sunde og friske paa sjæl og legeme.
Den 6. august 1901 forlot ekspeditionen Cowes. Til Simons Bay naadde den den 3. oktober. Den 14. gik det videre mot New Zealand.
Søndenfor Australien blev der gjort en sving ned i isen i specielt magnetisk øiemed. Isen blev naadd paa 62° s. br. og 140° ø. l. den 16. november.
Men da tiden allerede var langt fremskredet, blev kursen sat for New Zealand og Lyttelton naadd 29. november.
Enkelte reparationer var nødvendig. — Befolkningen var meget interessert i foretagendet, og da ekspeditionen forlot New Zealand den 24. december 1901, var fartøiet lastet med gaver i form av faar og friske grønsaker.
Ekspeditionens officielle plan var at bestemme saa nøiagtig som mulig natur og utstrækning av det sydpolar land den maatte finde og stadig at foreta magnetiske observationer. Om der skulde overvintres eller ikke blev det overlatt til lederen at avgjøre.
Paa forhaand var det fastslaat, at et undsætningsfartøi skulde opsøke og sætte sig i forbindelse med ekspeditionen det næste aar.
Omtrent paa polarcirkelen møttes den første is den 1. januar 1902. Efter nogen faa dagers arbeide i isen naaddes det aapne Rosshav paa 70° 25’ s. br. og 173° 44’ ø. l.
De landet paa Kap Adare den 9. januar. Alt blev fundet som „Southern Cross” hadde forlatt det. Derfra sattes kurs mot syd. Flere landinger blev gjort paa kysten og varder bygget.
Den 22. januar landet et parti under Mount Terror.
„Discovery” foretok derefter en meget interessant utforskning av barrieren mot øst. Lodskud og maalinger av barrieren blev utført hele veien.
Paa denne del av færden blev Kong Edward VII’s land opdaget, men den tætte drivis hindret ekspeditionen i at lande.
Paa tilbakeveien gik fartøiet ind i den samme bugt som Borchgrevink i 1900. Ballonforsøk blev gjort paa barrieren. Bugten fik navnet „Balloon Bight”.
Herfra vendte „Discovery” tilbake til Mc. Murdo Bay, døpt saa av Ross. En bekvem plads til vinterstation blev fundet og alt gjort i stand til at motta vinteren. Paa en av de mange utflugter, som blev foretat i høstens løp, var det man opdaget, at det land, ekspeditionen hadde sit vinterkvarter paa, var en ø, adskilt fra hovedlandet ved Mc. Murdo sund. Den fik navnet „Rossøen”.
Denne overvintring fandt sted paa langt høiere bredde end nogen tidligere. Den forløp bra. Symptomer paa skjørbuk viste sig rigtignok, men ved fornuftig behandling lykkedes det at kvæle sygdommen i fødslen.
Med vaaren begyndte slædeturene. Depoter blev utlagt, og den endelige marsj mot syd blev paabegyndt den 2. november 1902 av Scott, Shackleton og Wilson.
De hadde 19 hunder til at begynde med. Den 27. november passerte de 80° s. br. Det gik smaat med fremkomsten; den høieste bredde blev rukket 30. december, 82° 17’ s. br. Nyt land blev opdaget — en fortsættelse av Syd-Victorialand. Den ene top mægtigere end den
anden hævet sig mot syd.
Tilbakemarsjen blev en hel kamp for livet. Hundene bukket under den ene efter den anden, og folkene maatte selv trække slædene. Det gik bra saalænge alle var friske; men saa blev pludselig Shackleton arbeidsudygtig paa grund av skjørbuk, og der blev altsaa bare to mand til at trække slædene.
Den 3. februar rak de fartøiet igjen efter et fravær av 93 dager.
Imidlertid hadde Armitage og Skelton for første gang i historien naadd det høie antarktiske indlandsplataa i en høide av 9000 fot over havet.
De videnskabelige samlinger blev sterkt beriket utover sommeren.
Imidlertid var undsætningsfartøiet „Morgenen” gaat ut
fra Lyttelton den 9. december. Paa veien syd opdagedes
Rossøen, og den 25. januar fik man øie paa „Discovery”s mastetopper langt inde i isen.
Mc. Murdo sund laa isbundet hele det aar, og „Morgenen” vendte hjem den 3. mars.
Forberedelsene til den anden overvintring maatte nu gjøres, og en masse fersk mat blev skaffet tilveie, saa man kunde gaa mørket imøte uten frygt for skjørbuken.
Hovedslædeturen denne gang bestod i en færd op og ind paa isplataaet. Den blev ledet av Scott. Allerede tidlig begyndte man at gjøre forberedelser til at faa fartøiet ut av den altfor gode vinterhavn. Det var hensigten at sage en kanal ut til det aapne hav.
Det blev sorg, da „Morgenen” kom med ordre hjemmefra, at saafremt man ikke kunde faa „Discovery” ut, skulde den forlates.
Det var 5. januar 1904 „Morgenen” kom tilbake anden gang. Den var nu ledsaget av „Terra Nova”, en sælfanger fra New Foundland.
Saa haardt det end var, blev ordren om at forlate „Discovery” hurtig adlydt. Instrumenter, videnskabelige samlinger og andet av værdi blev bragt ombord i undsætningsfartøiene og alt gjort klar til avgang.
Da man var færdig hermed, begyndte isen at brække op, og den 3. februar var det aapne hav ikke mere end 6 à 7 kvartmil fra „Discovery”. Nu blev alle mand fra alle fartøier sat til at arbeide med issager og sprængstof, og den 12. februar var beltet ikke bredere end 3 mil. Den 14. brak resten saa hurtig ut, at alle fartøier laa sammen, inden man rigtig visste av det.
75 tons kul blev bragt ombord i „Discovery” fra undsætningsfartøiene. Dette synes underlig litet, naar to svære fartøier var sendt til ens assistanse. Men derved var intet at gjøre.
Mens undsætningen reiste hjem, drog Scott paa videre utforskninger.
Hadde han denne gang hat tilstrækkelig kul, vilde sandsynligvis den driftige forsker ha utført et endnu større arbeide end han gjorde.
Wilkes „Ringgolds Knoll” og „Elds Peak” blev slettet ut av kartet. Skjønt godt inden synsvidden av Kap Hudson kunde dog intet sees til dette land, selv i fineste klarveir.
Den 19. mars ankret Scott i Laurie Cove paa Aucklandsøene.
Med rike resultater vendte ekspeditionen hjem i september 1904.
— — —
Imidlertid hadde den tyske ekspedition under professor Erich von Drygalski utført et ypperlig arbeide paa en anden kant.
Ekspeditionens plan var at undersøke de antarktiske egne søndenfor Kerguelen, efter først at ha bygget en station paa denne ø og landsat en stab av videnskapsmænd som skulde arbeide der, mens hovedturen i isen foregik.
„Gauss”-ekspeditionens fartøi blev bygget i Kiel med „Fram” som mønster.
„Gauss”s fører var kaptein Hans Ruser, en indsigtsfuld og dygtig sjømand fra Hamburg-Amerikalinjen. Det var ikke første gang Ruser var sydover. Han hadde fulgt med „Valdivia” som første officer.
Drygalski hadde valgt sine videnskapsmænd med kjendskap og omhu, og sikkert er det, at en bedre videnskabelig assistanse kunde han ikke faa.
Ekspeditionen forlot Kiel den 11. august 1901 med Kurs for Cape Town. Et overordentlig rikholdig oceanografisk, meteorologisk og magnetisk materiale indsamledes paa denne del av færden.
Efterat at ha besøkt Crozetøene ankret „Gauss” op i Royal Sound, Kerguelen, den 31. december. En maaned opholdt ekspeditionen sig her, og satte saa kurs mot syd for at utforske egnene mellem Kemps og Knox land. Paa 60° s. br. møtte de allerede en masse isfjeld.
Den 14. februar hadde man et lodskud paa 3460 m. i nærheten av Wilkes Termination land. Fremkomsten heromkring var meget langsom, hindret av den tætte drivis.
Pludselig den 19. februar fik man et lodskud paa 264 m. i et isfrit hav.
Den 21. februar om morgenen fik man land isigte. Det var helt dækket av is og sne. En heftig storm overrasket „Gauss”, satte en masse isfjeld ned omkring og fyldte op med drivis imellem, saa der ikke kunde være tanke om at komme nogen vei. De maatte bite i det sure eple og forberede sig paa overvintring.
Observatorier blev bygget av is, og slædeturer blev foretat saa hurtig som terrænget tillot det.
Paa 3 1/2 dag rak de ind til land og opdaget der et ca. 1000 fot høit bart fjeld, 50 kvartmil fra fartøiet. Landet fik navnet Keiser Wilhem II’s land, og fjeldet Gaussfjeld.
Vinteren tilbragte de med observationer av alle mulige slag. Veiret var overordentlig stormfuldt og surt. Men vinterhavnen i læ av de store strandede berg viste sig at være god. Ikke en eneste gang var man utsat for ubehagelige overraskelser.
Den 8. februar 1903 kunde „Gauss” atter begynde at røre paa sig. Fra hun kom ut i det aapne hav og til hun naadde Cape Town den 9. juni blev videnskabelige observationer fortsat.
Nogen større iøinefaldende opdagelse var ikke gjort, men et videnskabelig arbeide var utført, som den tyske nation kan være stolt av.
Faa antarktiske ekspeditioner har vel været saa helt igjennem videnskabelig utrustet baade med materiel og personel som „Gauss”-ekspeditionen.
— — —
Den svenske antarktiske ekspedition under ledelse av dr. Otto Nordenskjöld forlot Göteborg den 16. oktober 1901 ombord paa „Antarctic”, ført av den før omtalte kaptein C. A. Larsen.
Den videnskabelige stab bestod av 9 specialister.
Efterat Falklandsøene og Staten Island var anløpet, sattes kurs for Syd-Shetland, som kom i sigte den 10. januar 1902.
Efter en del interessante geografiske observationer rundt Louis Philippe land sattes kursen ind i Weddells hav i haab om at komme sydover langs Kong Oscar II’s land. Men isforholdene var vanskelige, og man naadde ikke ind til kysten.
Paa veien tilbake blev Nordenskjöld med 5 mand landsat paa Snow Hill Island med materialer til observatorium og beboelseshus, samt proviant for den nødvendige tid. Efter landsætningen fortsatte fartøiet nordover ut i aapent hav for at fortsætte de videnskabelige undersøkelser der.
Den første vinter paa Snow Hill Island var ganske usedvanlig stormfuld og kold. Paa vaarkanten foretok Nordenskjöld flere interessante slædeturer med hunder.
Da sommeren saa kom igjen, ventet man at bli hentet av „Antarctic”. Men intet fartøi kom, og partiet var nødt til at forberede sig paa en anden overvintring.
Næste vaar foretok Nordenskjöld en slædetur for at utforske landet rundt Mount Haddington. Ved nærmere undersøkelse viste det sig, at fjeldet laa paa en ø.
Idet han nu forsøkte at arbeide rundt øen, støtte han en dag paa tre menneskelige væsener. — At det var mennesker var forresten ikke let at se, og om saa var, laa det nærmest at anta, at det var nogen av vore sorte brødre fra Afrika, som hadde fundet veien derned.
Det tok lang tid for Nordenskjöld i disse væsener at gjenkjende Dr. Gunnar Andersson, løitnant Duse og deres ledsager under overvintringen, en norsk matros Grunden.
Saken hang saaledes sammen:
„Antarctic” hadde gjentagne ganger gjort forsøk paa at række vinterstationen, men isforholdene var saa slemme, at de maatte opgi tanken om at række frem. Andersson, Duse og Grunden blev da landsat i nærheten, for naar isen la sig at søke at naa hen til vinterkvarteret med underretning.
De hadde været nødt til at bygge sig en stenhytte, og i den overvintret de.
Denne overvintring er noget av det interessanteste man kan læse om av hændelser i polaregnene. Daarlig utstyrt som de var, maatte de som Robinson Crusoe ta sin opfindelsesevne til hjælp. De utroligste patenter blev opfundet i vinterens løp, og da vaaren kom steg disse tre karer frem av sin hule — friske og sunde, klare til at ta fat paa sit arbeide.
Dette var saa dygtig gjort, at alle som har litt kjendskap til forholdene i polaregnene, maa beundre dem. Men eventyret fortsættes.
Den 8. november, da begge partier var forsamlet ved stationen ved Snow Hill, saa de to fremmede, som nærmet sig. Det viste sig at være kaptein Irizav og en av hans officerer fra det argentinske fartøi „Uruguai”.
Da man ingen nyheter hadde faat fra „Antarctic”, begyndte man at bli urolig, og den argentinske regjering sendte sit „Uruguai” ned for at se efter ekspeditionen.
Men hvor i al verden var saa kaptein Larsen med „Antarctic”? Dette spørsmaal laa nær for de overvintrende.
Samme nat — det lyder næsten utrolig — banket det paa hyttedøren, og ind traadte kaptein Larsen sammen med 5 av sine mænd. De bragte den sørgelige meddelelse, at gode, gamle „Antarctic” ikke var mere. Mandskapet hadde frelst sig i land paa nærmeste ø, efterat
fartøiet var sunket, medtat av isens behandling.
Disse hadde ogsaa maattet bygge sig en stenhytte og slaa sig gjennem vinteren paa bedste maate. Det har sandelig ikke været noget let arbeide. Og tungt har vel ansvaret hvilt paa den som hadde det, tænker jeg.
En mand døde, de andre slap vel fra det.
Meget gik tapt ved „Antarctic”s undergang av det ypperlige materiale, ekspeditionen hadde samlet; men mange gode ting bragtes ogsaa hjem.
Baade fra videnskabelig og populært standpunkt set, maa vel denne færd siges at være en av de interessanteste i sydpolaregnene.
— — —
Saa kommer skotlænderen Dr. William S. Bruce med „Scotia”.
Vi har møtt Bruce før. Først med „Balæna” i 1892, og siden i 1898 med mr. Andrew Coats paa Spitsbergen. Denne sidste færd var heldig for Bruce, ti den skaffet ham midler til hans ekspedition med „Scotia” til de antarktiske vande.
Ekspeditionen forlot Clyde 2. november 1902 under kommando av kaptein Thomas Robertson fra Dundee.
Bruce hadde sikret sig dygtige assistenter til det videnskabelige arbeide.
Efter et anløp av Port Stanley paa Falklandsøene naaddes drivisen den 2. februar 1903 paa 60° 20' s. br. og 43° 50' v. l.
Den 18. februar passertes polarcirkelen i isfrit hav, og først den 22. blev fartøiet stoppet paa 70° 25’ s. br. Dybden her blev fundet at være 5000 m.
Den fremrykkede aarstid tvang nu ekspeditionen mot nord for at søke vinterhavn. En saadan fandt de paa Laurie Island, en av Syd-Orkneyøene. Vinteren blev benyttet til et uophørlig videnskabelig arbeide.
I midten av februar staar atter „Scotia” mot syd, denne gang under heldigere forhold.
De hyppige lodskud viste temmelig jevne bundforhold, indtil 72° s. br. og 18° v. l. var rukket. Da grumset det hurtig op.
Den 6. mars saa man land — nyt land — sneklædt og bølgeformig stige op til en anselig høide. En tæt pakis langs land umuliggjorde ethvert forsøk paa landing. Den høieste sydlige bredde paa denne færd var 74° V s. br. og 22° v. l.
Landet fik navnet Coats land efter James og Andrew Coats, som i væsentlig grad hadde støttet Bruce.
I forreste række blandt vor tids antarktiske forskere staar den franske videnskapsmand dr. Jean Charcot. Ved sine to ekspeditioner 1903—05 og 1908—10 lykkedes det ham at lægge store strækninger av det ukjendte kontinent aapne. Nøiere kjendskap til Alexander den Istes land skylder vi ham; opdagelsen av Loubets, Fallières og Charcots land er likeledes hans verk.
Ekspeditionene var glimrende utstyrt, og det videnskabelige utbytte blev overmaade rikt. Hvad man særlig maa beundre ved Charcots ekspeditioner var, at han valgte et av de vanskeligste felter av den antarktiske zone at arbeide i. Isforholdene her er overordentlig vanskelige, og navigeringen ytterst risikabel. En kyst fuld av undervandsrev og et hav, oversaadd av isfjeld var hvad franskmændene hadde at kjæmpe med. En utforskning av slike egne kræver dygtige folk og gode greier.
Sir Ernest Shackleton! Dette navn har en frisk klang. Bare det nævnes, ser vi for os en mand, som lyser av ubetvingelig viljekraft og grænseløst mod. Han har vist os hvad en enkelt mands vilje og handlekraft kan utrette. Sin første erfaring i antarktisk forskning fik han som deltager i den britiske antarktiske ekspedition ombord paa „Discovery” under kaptein Robert Scotts kommando. Det var en haard skole han gjennemgik. Ombord var Scott, Wilson og Shackleton, som søkte sydover med høieste bredde som maal. 82° 17’ s. br. naadde de. Det var en fin rekord den gang. Medtat av skjørbuk maatte Shackleton reise hjem ved første anledning.
Kort tid efter sin tilbakekomst begyndte Shackleton at røre paa sig. Ingen hadde nogen tro paa ham. Shackleton? Var det ikke ham, som blev sendt hjem fra „Discovery” allerede det første aar? Jo, det kunde ikke negtes. „Hvad vil han ut for, nu igjen? Han har da klart nok vist, at han ikke duger til at arbeide der sydpaa!” Det kostet Shackleton en overmaade haard kamp at opdrive de nødvendige midler. Gjældbundet og upaaagtet forlot han England i august 1907 ombord paa „Nimrod” med kurs for Sydpolen. Med forbausende aapenhet erklærte han, at han vilde søke at naa selve polen. Saavidt jeg vet, var han den første som hadde vovet at erklære like ut, at polen var maalet. Denne friske aapenhet var det første, som slog mig og fik mig til at se nærmere paa manden. Senere fulgte jeg hans skridt med den største interesse. Litet paaagtet som ekspeditionen var, da den forlot England, var den snart glemt. Navnet Shackleton blev i det høieste forbundet med titelen „leutenant R. N. R.” eller reserveløitnant i marinen. ... Og tiden gik.
Da kommer med én gang en melding, som vækker vældig røre. Det var i sidste halvdel av mars 1909. Telegrafapparatene fik det travelt over hele verden. De tikket og tikket bokstav for bokstav, ord for ord og linje for linje, indtil det klart og tydelig stod skrevet, at en av
de vidunderligste bedrifter inden polarforskningen var
utført. Folk stod som fjetret. Var dette mulig? Kunde det være sandt? Shackleton, „leutenant R. N. R.”, hadde kjæmpet sig frem til 88° 23’ s. br.
Sjelden har en mand feiret en større triumf. Sjelden har en mand fortjent den bedre.
Ekspeditionens plan var at forlate New Zealand i begyndelsen av 1908 og gaa i vinterkvarter paa det antarktiske kontinent med nødvendig utstyr og proviant, mens fartøiet skulde returnere til New Zealand og atter hente det overvintrede parti aaret efter.
Overvintringspartiet, som bestod av ca. 12 mand, var delt i tre lag. Ett skulde gaa mot øst til Kong Edward VII’s land og utforske det. Det andet mot vest mot den magnetiske sydpol. Det tredje mot den geografiske sydpol.
I den plan, som Shackleton fremla for det geografiske selskap i London, siger han: „Jeg agter ikke at opgi de videnskabelige undersøkelser for en slet og ret rekordjagt; men jeg erklærer aapent og ærlig, at jeg vil anstrenge mig til det yderste for at naa den geografiske sydpol.”
Endvidere gik planen ut paa med fartøiet at undersøke Wilkes land. En omfangsrik plan.
Til trækdyr brukte Shackleton baade ponnier og hunder, hovedsagelig ponnier. Hundene blev mere anset som „reservedyr”. Shackletons erfaring var, at isbarrieren egnet sig bedst for ponnier. En motorslæde tok de ogsaa med. Forøvrig hadde de det vanlige polarutstyr: Slæder, ski, telter o. s. v.
Den 7. august 1907 forlot ekspeditionen England ombord paa „Nimrod” og ankom den 23. november til Lyttelton paa New Zealand, hvor de sidste forberedelser til den lange færd blev gjort.
Den 1. januar 1908 kastet de loss, og „Nimrod” blev slæpt sydover av damperen „Koonya”. „Nimrod” var dypt lastet, og slæpningen i det stormfulde farvand var alt andet end letvint og behagelig.
Efter en høist besværlig overreise naadde „Nimrod” pakisen den 15. januar. I sjøgangen mistet de en ponny, men en av hundene forøket bestanden ombord med adskillige nye eksemplarer av sin race, saa tapet var ikke farlig. Reisen videre foregik uten større hindringer. Pakis fandtes omtrent ikke. Isfjeld møtte de derimot i overflod. Paa 70° 43’ s. br. og 178° 58’ ø. l. naadde de ut i det aapne Rosshav. Shackletons antagelse, at strækningen langs den 180de meridian var lettest at komme frem i, holdt stik.
Den 23. januar kom Rossbarrieren i sigte. Den oprindelige plan var at følge denne mot øst og søke at landsætte overvintringspartiet i „Barrierbugten”. De fandt den ikke østover; derfor vendte de og stod vestover langs barrieren.
Da denne del av Shackletons færd falder nær sammen med „Frams” tredje reise mot syd, maa jeg gjengi flere stykker av Shackletons egen beretning: „Jeg visste, at „Barrierbugten” praktisk talt dannet begyndelsen av Kong Edward VII’s land, og at vi derfra let kunde naa det virkelig bare land med slæder. Stedet hadde ogsaa den store fordel at det laa 90 kvartmil sydligere end noget andet sted vi kunde række med fartøiet. En anden meget vigtig omstændighet var den, at fartøiet vilde ha langt lettere for at række dette sted end selve Kong Edward VII’s land, som vi kanske slet ikke kunde komme ind til, hvis isforholdene var ugunstige. Flere av mine kamerater fra „Discovery”-ekspeditionen ansaa ogsaa „Barrierbugten” for at være en heldig plads for vinterkvarter. — Men i polarforskningen gaar det ikke altid efter den lagte rute, og selv den bedste plan maa ofte forandres. Vi stod vestover langsmed barrieren, og efter kartet skulde vi være ved „Barrierbugten” klokken 6 om morgenen. Men ingen bugt var at se. Vi passerte Borchgrevinks bugt klokken 8 formiddag og fik da fuld visshet for, at „Barrierbugten” hadde ophørt at eksistere. Barrieren hadde kalvet, og milelange stykker av den var brukket løs og drevet ut i havet. Derved var „Barrierbugten” og Borchgrevinks bugt blit forenet til en svær opgrundet bugt, som vi gav navnet „Hvalbugten”.
Dette var en stor skuffelse for os, men samtidig maatte vi prise vor lykke, at „Barrierbugten” forsvandt før, og
ikke efter at vi hadde opslaat vor leir der. Det var
slemt nok at lete efter en havn, som var blit slettet ut av kartet; men mange ganger værre hadde det været, om vi hadde landet i bugten, mens den endnu eksisterte, og saa fartøiet, naar det kom tilbake næste aar for at hente os, hadde opdaget at hele bugten var forsvundet.
Bare tanken paa, hvad der kunde ha hændt, bestemte mig straks til ikke under nogen omstændighet at overvintre paa barrieren, men at bygge vort vinterkvarter paa godt og solid land.
Omtrent en halv kvartmil inde i bugten støtte vi paa fast is. Klokken var omtrent 12.30 om natten, og solen stod ret i ansigtet paa os. Vor forundring var stor, da vi indenfor den faste is, som strakte sig 6 à 7 kvartmil ut fra bunden av bugten, saa en række høie, runde isklipper hæve sig fra vest mot øst med daler imellem. Omtrent 4 kvartmil mot syd saa vi aapningen av en stor dal, men kunde ikke avgjøre, hvor den førte hen. Ret i syd for os steg steile, runde isklipper ret tilveirs til en høide av ca. 800 fot, og bak dem igjen kunde vi se spidse topper. Da solen nu stod lavt, kastet disse høidedrag skygger, som vi først en tid tok for virkelige fjeld. To mørke flekker i en av de fjerneste topper gjorde samme indtryk. Men en omhyggelig undersøkelse med kikkert overbeviste os om, at det var huler i snevæggen.
Mot øst hævet sig et langt snedækket høidedrag til en høide av omtrent 300 fot. Det hele lot til at være et snedækket land; men vi kunde ikke stoppe for at undersøke det; for svær, tæt pak i nord truet med at sætte ind i bugten og stænge os inde. Der var intet andet at gjøre end at søke ut saa fort som mulig.”...
De gjorde først et forgjæves forsøk paa at række Kong Edward VII’s land og styrte saa vestover. Paa tilbakeveien passerte de atter Hvalbugten. Shackleton fortæller, at isen i selve bugten nu holdt paa at brække op og snart vilde flyte bort.
Dette var den 24. januar. Den 3. februar naadde de Cap Royds paa Rossøen i Mc. Murdo sund, hvor Shackleton bestemte sig til at lægge sit vinterkvarter. I løpet av de første dager av mars maaned var stationen i fuld orden. Proviant og utstyr var bragt i land, husene bygget og fuldt indredet. Under dette arbeide var de flere ganger nødt til at stoppe paa grund av stormfuldt veir.
Det er meget interessant at læse, hvad Shackleton under kapitlet „Slædeutstyr” skriver om polarhunden som trækdyr: „Discovery”-ekspeditionen har levert et vægtig bidrag til løsningen av spørsmaalet om den bedste maate
at komme frem paa under slædereiser i antarktiske egne.
Ekspeditionens slæder og øvrige utstyr var udmerket. Men til trækdyr benyttedes hunder, og det viste sig, at disse aldeles ikke egnet sig til at brukes paa isbarrieren.
Paa „Discovery” hadde vi bare 20 hunder. De voldte et svare bryderi. Paa isen faldt de snart sammen og blev ubrukelige. Det er ogsaa vel kjendt av antarktiske forskere, at hunder ikke duger til trækdyr i disse egne. Den erfaring jeg høstet ved den anledning gav mig den idé, at manschuriske ponnier maatte kunne brukes som trækdyr paa barrieren. Jeg hadde hørt, at de skulde være særlig udmerkede som trækdyr i meget kolde og stormfulde egne. Det blev almindelig sagt, at disse ponnier kunde gjøre ca. 20—30 kvartmil om dagen med en slædelast av 600 kg. paa opkjørt vei. Vel var det en stor risiko at sende disse dyr fra det fjerne nord gjennem de tropiske egne og over et stormfuldt hav, over en veilængde paa henved 2000 kvartmil; men jeg mente, at det var værdt at gjøre et forsøk. En ponny gjør jo langt mere av sig end en hund. En ponny kan mindst levere 10 hunders arbeide paa 10 hunders ration og gjøre en længere dagsmarsj.”
4 ponnier døde i vinterens løp, og da vaaren kom var der bare 4 tilbake. 9 hunder hadde de med som „reservedyr”. Shackletons egne ord lyder saaledes: „Vor erfaring fra „Discovery”-ekspeditionen og specielt fra slædereisen mot syd, hvor vi hadde hat saa meget bryderi av vore hunder, bevirket, at jeg paa forhaand var mot anvendelsen av disse dyr til trækdyr. Vi tok dem derfor bare med som reserve for det tilfælde, at ponniene skulde falde sammen. Peary skriver i sine beretninger, at hunder kan kjøre lange distanser meget hurtig i de arktiske egne. Han nævner et tilfælde, hvor han hadde kjørt 90 kvartmil paa 23 timer; men det har sandsynligvis været paa slet, fin sjøis eller paa et jevnt isdækket land. Noget lignende vilde være en umulighet paa den antarktiske barriere.”
Som et lysende tegn paa Shackleton-ekspeditionens viljekraft og energi staar bestigningen av Mount Erebus allerede samme høst.
Saasnart hytten var bygget, drog et parti paa 6 mand avsted. Det lykkedes dem at bestige Mount Erebus og at komme op i en høide av 13 370 fot. Da denne bedrift var utført, gik ekspeditionen i vinterkvarter og gjorde alle nødvendige forberedelser til de slædefærder som skulde foretages, naar vaaren kom. Vinteren tilbragte de i en lun, god hytte, og helbreden var udmerket hele tiden. Alle ventet utaalmodig paa vaarens komme; da skulde de ta fat.
I maanedene august, september og oktober blev der arbeidet med depotnedlægning. Det sydligste depot blev lagt paa 79° 36’ s. br. og indeholdt ca. 80 kg. mais til bruk for ponniene. Motorslæden blev til liten glæde; den blev næsten ikke brukt.
Den 29. oktober 1908 brøt sydpartiet op. Det bestod av Shackleton, Adams, Marshall og Wild med 4 slæder, 4 ponnier og en samlet proviantmængde paa ca. 400 kg. — proviant for 91 dager. Vegten av den daglige proviant for hver mand var ikke fuldt 1 kg. Den bestod av: Pemmikan, kjæks, ost, chokolade, kakao, plasmon, sukker og havregryn. Desuten te, pepper og salt. Slædekjæksen var specielt lavet for ekspeditionen og indeholdt 25% plasmon.
Allerede første dag begyndte ponniene at falde sammen; to av dem blev aldeles avkræftet. To dager efter slet de sig løs og gjorde angrep paa provianten. Selv sæletøiet hadde de saa smaat begyndt at delikatere sig med. Meget snart fik man besvær med at hjælpe ponniene over de farlige revner i barrieren. Shackleton klager stadig over at isflaten var ujevn, og at ponniene derfor leverte daarlig arbeide. Den 21. november mellem 80 og 81’ s. br. blev den første ponny „Chinaman” slagtet og lagt i depot. Den tunge marsj hadde gjort det av med den, siger Shackleton. Ikke sjelden taler han om sneblindhet. Denne ubehagelige og generende sygdom synes at ha forekommet ganske hyppig.
Den 26. november passertes Scotts rekord paa 82° 17’ s. br. Den 27. november blev en av ponniene sneblind. Senere gik det likedan med de andre. Den 28. november blev ponny nr. 2 skutt omtrent paa 82° 40’ s. br. Der blev 3dje depot nedlagt. Shackleton mener, at det væsentlig var paa grund av sneblindheten at ponniene faldt sammen.
Den 29. november skriver han: „Vi er paa knap ration. Vi maa spare mest mulig for at komme længst mulig frem.” 30. november: „Vi startet klokken 8 idag morges. „Quan” (en ponny) er meget medtat og øiensynlig snart færdig. Begge ponnier er sneblinde. Vi har git dem skylapper. Haaber det vil hjælpe.” 1. december: „Opbrud klokken 8 formiddag. „Quan” blev svakere for hver time, og vi maatte praktisk talt trække dens slæde.” „Quan” blev skutt samme dag. Dette var paa 83° 16’ s. br.
Herfra maatte da tre av ekspeditionens medlemmer hale den ene slæde med en vegt av 300 kg., mens den fjerde ledet den sidste ponny. Den 4. december naadde de forbindelsen mellem barrieren og Syd-Victorialand paa omtrent 83° 20’ s. br. De støtte paa en del sprækker men kom over uten uheld. 7. december: „Startet klokken 8 formiddag. Adams, Marschall og jeg drog den ene slæde. Wild med „Socks” — den sidste ponny — fulgte efter med den anden. Vi gik op og ned ad smaa bakker, hvor sneen var meget løs. „Socks” sank ofte i til buken, og vi selv tro’ igjennem hele tiden; det var et svært slitsomt arbeide. Passerte adskillige sprækker tilhøire og saa endda flere til venstre. Det sterke lys tok svært paa øinene, saa vi hadde vanskelig for at se sprækkene.
Klokken 1 gjorde vi holdt og spiste frokost. Da vi
brøt op igjen, var lyset blit mildere, og under marsjen
gratulerte vi hverandre med dette. Da hører vi pludselig Wild rope paa hjælp. Vi stoppet straks og løp tilbake til ham. Slæden var faldt ned i en spræk med forenden, Wild prøvet av alle kræfter at holde den oppe. Ponnien saa vi ikke noget til. Vi fik snart hjulpet Wild ut av den farlige stilling; men „Socks” var tapt for altid. Wild hadde fulgt vore spor, og vi hadde passert over en spræk, som var helt dækket med sne. Vegten av ponnien var imidlertid for stor. Igjennem bar det; det hele var gjort paa et sekund.”
Paa ca. 84° s. br. stod altsaa ekspeditionen uten trækdyr og var henvist til at hale hele lasten frem ved egen kraft. Herfra hadde hver mand ca. 120 kg. at trække paa. Og nu kom den lange, tunge marsj op over „Beardmore Glacier”, hvor de stadig maatte gjøre flere vendinger med hver slæde.
Den 12. december skriver Shackleton: „Vor dagsmarsj har været 3 kvartmil . . . Dette viser bedre end jeg kan skildre det, hvad for et slitsomt arbeide vi har hat idag. Vi startet klokken 7.40 formiddag. Terrænget var forfærdelig: skarpkantet, blaa is, fuld av sprækker og revner, koss og fordypninger, — et terræng, saa vanskelig og ufremkommelig, at neppe nogen polarekspedition har støtt paa maken. Det tok svært paa slædene, og vi hadde hele tiden den største møie med at redde baade dem og os selv fra de farlige revner. Vi er baade gule og grønne efter alle de støt vi har faat; men heldigvis er endnu ingen av os kommet alvorlig tilskade. Vi har arbeidet op og op igjen idag over den samme strækning; vi har nemlig ikke kunnet ta mere end en slæde ad gangen — to maatte hale, og to støttet.
Paa denne maate gik vi først frem en kvartmil, vendte saa tilbake over sprækkene og tok den anden slæde. Alt i alt har vi rukket 3 kvartmil fremover, efter at ha gaat 9, og det over et terræng, hvor et fald betydde døden. Vi er dog 3 kvartmil nærmere maalet og har nu iaften slaat leir paa en ishaard sneflate. Ved hjælp av isøkser har vi faat jevnet ut en plads til at sætte teltet paa. Veiret er fremdeles ypperlig; men lave skyer ligger over den sydlige horisont. Vi haaber alle, at vi nu snart er over det værste terræng og finder bedre fremkomst. Faar vi bare godt terræng og føre, skal vi ikke være længe om at naa maalet.”
Jeg gjengir Shackletons beretning om hans marsj op til plataaet, for at læseren lettere skal forstaa, hvor forskjellig Shackletons arbeidsmetode var fra den, som vor ekspedition brukte.
13. december: „Avsted igjen klokken 8 morgen og endnu en gang op og ned ad bakke, over sprækker og staalhaard is i flere vendinger for at faa slædene frem. Da vi hadde gaat en kvartmil, kom vi til et sted, hvor enhver fremgang syntes umulig. I sydvest til syd saa imidlertid terrænget ut til at være litt bedre, og vi bestemte os til at ta den vei for at omgaa vanskelighetene. Paa veien tilbake efter en av slædene faldt jeg paa isen og støtte knæet. Jeg maatte gaa med bandage hele resten av dagen. Nu er knæet bedre, men enhver kan forstaa hvad det vil si, om en av os skulde komme alvorlig til skade under disse forhold. . . I ettermiddag kom vi over i bedre terræng og har kunnet hale begge slædene frem. paa én gang. Vi stiger stadig høiere. Hypsometeret — høidemaaleren — viste iaften 4370 fot over havet. Vinden fra syd er kold og haardere end vi har hat den hittil, og da vi maa slaa telt paa ishaard sne, har vi været nødt til at belaste teltdukene med proviantsækker etc.
Nye fjeld kommer stadig til syne i V.S.V. efter hvert som vi kommer op i høiden. Der er endnu bevægelse i bræen her, men meget langsommere end før i tiden. Vi er 5 kvartmil nærmere maalet.”
14. december: „Dette har været en av de haardeste dager. Vi har hele dagen gaat opover bræen i syd-sydvestlig retning. Det har snedd hele tiden, under meget høi temperatur, saa alting er gjennemvaatt. Vi er kommet over 1000 fot op idag; høiden over havet er nu 5600 fot. Efter dette at dømme maa fjeldene i vest være fra 10— 15 000 fot høie. Vi har hat en haard tørn og mange slemme fald paa isen. Like før vi slog leir faldt Adams gjennem noget løssne, men blev heldigvis spart for at falde videre ned gjennem en forfærdelig spræk. Det er meget anstrengende at trække slædene frem i denne høide, især naar vi glir paa den glatte is. Tidligere har her tydeligvis været en uhyre isformation, som nu holder paa at svinde bort . . . Iaften har vi godt haab om, at stigningen snart er over, saa vi inden kort tid kan naa op paa plataaet. Og da skal det bære sydover for alvor. Alt avhænger av provianten. 7 1/2 kvartmil idag.”
17. december: „Vi drog avsted klokken 7.20 morgen og slet hele formiddagen op over klar, blaa is med sneflekker hist og her. Vi har arbeidet fra klokken 7.20 formiddag til 6.40 eftermiddag med bare én times hvil for lunch. Det kan kanske synes som de 12 kvartmil vi har tilbakelagt i dagens løp ikke er meget; men de to sidste timer var stigningen meget skarp. Vi maatte ta én slæde ad gangen opover den steile skraaning, og saa brat var det, at vi maatte hugge trin i isen, hvor vi gik frem. Endda tungere blev det, fordi vi hadde en stiv bris fra syd like mot os. Den anden slæde maatte vi hale opover isbakken med bræline. Vi gjorde linen fast i slæden og drog saa avsted med den første slæde, indtil vi hadde strukket brælinen ut i hele dens længde. Saa stoppet vi og hugget ut et trin i isen til at faa fotfæste paa. Derefter halte vi slæde nr. 2 op til os. Paa den maate slap vi at gaa tilbake og hente den anden slæde. Vi arbeidet os opover paa denne maate, indtil vi naadde en forholdsvis flat og jevn plads, hvor vi kunde sætte op vore telter. Vi fører nu ingen varme klær med længere. Alt hvad vi kunde undvære la vi idag igjen i depot. Bare det aller nødvendigste tok vi med.
Efter aften strøk Wild avgaarde for at se efter plataaet.
Han kom tilbake med den glædelige nyhet, at dette endelig var isigte, og at morgendagen vilde bringe en ende paa vort slit. Han hadde ogsaa med sig nogen interessante geologiske prøver, hvorav nogen lignet kul i høi grad. Kvaliteten er kanske ikke rar; men at det er kul, er jeg næsten sikker paa. Hvis saa er tilfældet, vil denne opdagelse ha den største interesse for den videnskabelige verden. Wild fortæller, at der er seks lag av denne mørke stensort. Hvert lag har en tykkelse av 4—8 fot. Vi har desværre liten tid tilovers til at gjøre geologiske undersøkelser. Antagelig er dette den sydligste geologiske prøve vi faar, da vi oppe paa selve plataaet ikke kommer til at gaa like under noget fjeld.
Vi har vindbyger iaften, men veiret er straalende klart. Ifølge hypsometeret er vi 6100 fot over havet”.
18. december: „Næsten oppe! Høiden er iaften 7400 fot over havet. Dette har været en av vore haardeste dager, men saa er vi ogsaa endelig snart rukket op paa plataaet.
Vi startet klokken 7.30 formiddag og naadde i dagens løp 6 kvartmil fremover. Den virkelige veilængde vi har tilbakelagt, er 19 kvartmil. I hele formiddag gik vi opover aldeles glat is og maatte hale slædene op én for én i bræline. Klokken 12.45 eftermiddag slog vi leir og spiste lunch paa en snekam like ved en skrugar og midt imellem revner og sprækker, som det lykkedes baade Adams og mig at falde ned i. Om eftermiddagen fortsatte vi møisommelig at slite os opover og var meget trætte, da vi endelig slog leir. Vi sparer stadig ind paa rationene for at faa provianten til at strække til, og sulten plager os. Vi drømmer altid om mat. Vi sparer to kjæks hver pr. dag. Likeledes pemmikan og sukker. Vi fylder ut med ponnymais, som vi først bløter i vand. Ellers er den for haard.
Paa den maate har vi proviant igjen for 5 uker. Distansen herfra til Polen er henved 300 kvartmil, og samme avstand er det tilbake til depotet, vi la igjen igaar. Altsaa maa vi gaa paa smaa rationer for at naa vort maal. Vinden har været saa kold idag, at det har svidd i ansigtet, og vore læber har sprukket. Vi gaar fremdeles mellem revner, men jeg haaber det er slut med dem imorgen.
Paa vor vei idag dukket der atter op nye fjeld i syd-sydvest, nogen med bare, steile sider, andre avrundet og dækket med sne. Jeg antar, at disse fjeld i vest strækker sig sydover til ca. 86° s. br.”
19. december: „Endnu ikke helt oppe, skjønt vi iaften er 7888 fot over havet. Foran os ser vi fremdeles stigning. Vi hadde frokost klokken 5 og var avsted klokken 7 formiddag. Den vegt hver mand har at trække er ca. 100 kg. Vi holdt det gaaende til klokken 6 med en times lunch. Vi fik en meridianhøide, som gav os 85° 5’ s. br. Det ser ut som det er umulig at komme ut av revnene, og vi falder stadig ned i dem. Har maattet gaa mot en bitterlig kold sydlig vind i hele dag. Marsjen har været meget anstrengende, da vi har gaat opover hele tiden, og slædemeiene er i en elendig forfatning efter det haarde arbeide i isen. Løs sne hindret ogsaa vor fremgang paa flere steder, men vi har allikevel tilbakelagt 10 kvartmil og har nu teltet paa god sne mellem to revner. Nu tror vi sikkert, at vi skal række plataaet imorgen. Den bræ vi gaar opover maa være en av de største, om ikke den allerstørste, som eksisterer. Fokskavlene synes for det meste at peke mot syd, saa vi maa vel være forberedt paa motvind hele veien til Polen. Heldigvis har vi fremdeles fint veir; ellers vilde det omtrent være umulig at arbeide sig frem mellem alle disse sprækker. Der er bare liten bevægelse i bræen nu, og mange av revnene er fyldt med sne. Vi er 290 kvartmil fra Polen iaften. Vi tænker stadig paa den julemiddag vi skal holde. Da skal vi da sandelig spise os mætte.”
20. december: „Endnu ikke helt oppe, men nu er det ikke langt igjen. Vi begyndte marsjen klokken 7 formiddag. Har hat en stiv sydlig bris mot os i hele dag med en temperatur mellem ÷ 14 og ÷15° C. Vort skjæg var fuldt av is. Det har baaret opover i hele dag, og vi er nu i en høide av 8000 fot over havet.
Vor bredde er idag 85° 17’ s. br. Vi haaber stadig, at hver stigning skal være den sidste; men stadig væk dukker der op nye, og vi maa til at hale igjen. Det er et grulig slitsomt arbeide, og efterat vi nu har minsket vor frokost til en kjæks og en tallerken lapskaus, er vi svært sultne, naar lunchtiden kommer. Vi har da allerede halt i 5 timer, som oftest i en meget kold vind. Til lunch tar vi litt chokolade, te med plasmon, en kop kakao og 3 kjæks. Vi er idag 11 kvartmil længere fremme. Den sidste del av veien maatte vi gaa to ganger, da den var saa steil, at vi ikke kunde hale begge slæderne paa én gang. Men det gaar da fremover. Vi har bare 279 kvart mil igjen; da er vi ved Polen. Landet synes at bøie mot sydøst nu, og snart er vi bare nogen smaa, sorte prikker inde paa den uendelige vidde. Det er koldt iaften. Jeg er kok i denne uken og begynder iaften. Vi er allesammen ypperlig oplagt.”
21. december: „St. Hansdag og ÷16° C. Vi har forfrosset fingre og ører, og der har blaast kuling fra syd i hele dag. Vi har naadd 8000 fot over havet. Fra den tidlige morgen har vi arbeidet os sydover, og allikevel er hele vor distanse bare 6 kvartmil; for efter lunch har vi været nødt til at hale slædene op paa den vanlige maate over revner og skrugarer. Vinden har sikkert hovedskylden for den lave temperatur, og vi føler den saa meget værre nu som vi gaar paa knap ration. Høiden øker vanskelighetene; men sydover gaar det. Vi startet klokken 6 idagmorges og har arbeidet like til klokken 6 i eftermiddag. Den eneste teltplads vi kunde finde, var i en fyldt revne. Det er et herlig syn at se nedover bræen, vi er kommet op over. Fjeldene strækker sig ret øst— vest, og enkelte av dem er over 15 000 fot høie.
Vi er meget sultne nu, og kulden føles likesaa intens som det skulde være paa vaarkanten. Vort skjæg er en eneste klump hele dagen.”
22. december: „Jeg kan let indbilde mig selv, at vi er paa en tidlig vaartur. Temperaturen er ÷21° C, og en sur sydøstlig bris trænger gjennem væggene paa vort telt, som nu begynder at bli slitt. I hele dag har vi halt slædene over sprækker og skrugarer. Vi har bare rukket 4 kvartmil mot syd, men utsigtene er nu meget lyse, for vi maa sikkert ha naadd op paa toppen av bræen. Vi kan se at det jevner sig ut forover, og naar jeg undtar sprækkene kommer vi ikke til at møte nogen vanskeligheter imorgen. Vi haler nu op 200 kg. ad gangen over de steile skrænter og over de farlige snebroer. Vi benytter bræline hele tiden. Naar vi gaar tilbake for at hente den anden slæde, gaar vi altid med stram line mellem os, for terrænget er saa lumsk, at vi uten den mange ganger om dagen vilde stupe ned i det bundløse dyp. Vi har vort telt i en fyldt fjeldsprække iaften. Like bak os, saalangt øiet rækker, opskrudd is. Foran os — takket være Gud — ligger veien til Polen aapen.”
23. december: „8820 fot over havet, og fremdeles gaar det opover gjennem skrugarer og isskrænter mot plataaet. Efter nogen timers marsj saa vi, at terrænget begyndte at hæve sig steilere og steilere, og vort haab om at ha rukket plataaet var tilintetgjort. Revnene idag har været langt farligere end nogensinde før, da de har ligget skjult under et løst snelag. Gang paa gang har vi maattet hale hverandre op fra disse stygge hul. Vi begyndte klokken 6 idagmorges og har holdt paa like til klokken 6 i eftermiddag med vor vanlige lunchtime midt paa dagen. Vi kan ikke faa bløtt op ponnymaisen længere; vandet er for koldt. Følgen er, at den sveller ut efterat vi har spist den. Vi er meget sultne og snakker altid om lækre saker, som vi ønsker os. Tiltrods for det besværlige terræng har vi dog gjort 13 kvartmil idag og er nu paa 85° 41’ s. br. Gid vi nu bare imorgen var færdige med dette leie terræng, saa vi endelig kunde faa strække rigtig ut mot Polen.”
24. december: „Endelig en god dag. Vi begyndte marsjen klokken 7 formiddag. I begyndelsen faldt vi jo igjennem efter tur; men efter at ha sat kursen litt vestligere, kom vi ut i bedre terræng. Efter lunch satte vi igjen den ene slæde og fortsætter nu med bare én; ti overflaten har bedret sig ganske merkelig. Det har blaast en frisk bris fra syd med fok og ÷22° C, saa ansigtene vore stadig har været overtrukket med en ismasse. Ut paa eftermiddagen blev sneflaten bedre og bedre, og sprækkene forsvandt. Men opover bærer det stadig endnu. Fra toppen av en snekam saa vi nyt land strække sig syd-sydostover ned til 86° s. br. Svært utslitte var vi, da vi slog leir klokken 6 eftermiddag. Vi har ikke andre klær end dem vi staar og gaar i. Kulden føles heroppe langt skarpere end jeg hadde tænkt mig. Iaften er vi 9095 fot over havet, og fremdeles gaar det opover. Jeg haaber det snart vil bli flatt; for det er et haardt arbeide at hale slæden opover bakke i denne høide. Endnu ser vi ikke noget til den haarde overflate som kaptein Scott fortæller, han fandt paa sin færd indover plataaet. Overflaten her ser ut til at være dannet av jevnt snefald i stille veir. Vi nærmer os maalet. Kom frem 11 kvartmil idag.”
25. december: „Juledag, ÷25° med bitende sur vind fra syd og sterk snefok. Vi har arbeidet vor vanlige tid, men opover en av de steileste isbrinker, vi har møtt paa vor vei, — med revner paa enkelte steder ogsaa. Vi er nu paa 85° 55’ og i en høide av 9500 fot over havet. I eftermiddag saa vi ganske tydelig det nye land strække sig mot sydøst. Der er mange isbræer synlige i det. Forøvrig er det forholdsvis snebart. Da vi slog leir klokken 6 eftermiddag, øket vinden paa. Det er vanskelig at forstaa hvordan der kan ligge et løst snelag her, hvor det blaaser uavladelig. Den eneste forklaring er — at vi endnu ikke har rukket det virkelige plataa.
Efter aftensmaaltidet diskuterte vi situationen, og kom til det resultat, at vi maa vedbli at knappe av paa den daglige ration. Vi har næsten 500 kvartmil til Polen og tilbake hit. Vi har proviant for en maaned, men kjæks bare for 3 uker, saa vi maa drøie ut ukerationen til 10 dager. Vi vil ha én kjæks til frokost, 3 til lunch og 2 til aften. Det er den eneste maate vi kan greie det paa. Imorgen lægger vi fra os alt, som ikke er absolut nødvendig. Hvad klær angaar har vi jo allerede for længe siden gjort det; men nu kaster vi reservemeiene ogsaa og stoler paa de faste. Marshall tok vor temperatur iaften. Den var 2° under det normale.”
26. december: „La igjen en stor slump utstyr og strøk avsted klokken 7 formiddag. Vi har gjort 14 kvartmil, tildels gjennem løssne, og mot en lei vind. Det har gaat opover hele tiden, over den ene svære snekam efter den anden. Vor høide iaften er 9590 fot over havet. Alle disse snekammene ser ens ud. Sneen mellem dem er løs; men paa toppen er den haard. Hver gang vi kommer op paa en top, siger vi til os selv: Kanske dette er den sidste; — men det er aldrig den sidste. Altid dukker der op en ny. Vi mistet land av syne idag, og nu har vi bare den endeløse sneslette foran os. Om to dager har vi ikke mere mais igjen. Den knappe ration er ubehagelig; men det maa saa være. Skulde vi ta almindelige rationer, maatte vi opgi enhver tanke om at naa længer sydover.”
27. december: „Hvis en stor sneslette, som for hver 7de mil ender i en steil bakkekam, kan kaldes et plataa, saa er vi der endelig. Høiden er 9820 fot over havet. Klokken 11 formiddag møtte vi en av disse steile skraaninger, som vi hadde vor yderste møie med at komme over. Vi trækker nu 75 kg. hver. I eftermiddag kom vi igjen til en snekam, som var likesaa vanskelig at komme op paa som den i formiddag. Det verket baade i ryg og i ben, da vi endelig kom op. Vi har gjort 14 kvartmil. Overflaten her er ganske merkelig — bare smaa skavler, som løper mot syd-sydost. Den knappe ration faar os til at tænke paa plumpudding, den ubløtte mais skaffer os fordøielsesbesværligheter. Men det faar ikke hjælpe; — sydover gaar det. Bredden iaften er 86° 19’ s. br.”
28. december: „Vi har gaat opover i hele formiddag; men terrænget har skiftet uavladelig. Først hadde vi brede lag av løs sne, dernæst løs, dyp sne, som vi sank ned i til over anklene. Igaar gik vi over den sidste spræk. Vi er nu 10199 fot over havet, og plataaet blir stadig jævnere, men ikke destomindre var arbeidet i eftermiddag meget haardt. Den store høide og den lave temperatur, ÷26° C, besværliggjør aandedrættet i høi grad, og hele arbeidet blir derved meget tungere. Vi er paa 86° 31’ iaften. Vi agter at spurte over de sidste 60 kvartmil,
idet vi lægger alt i depot efter os. Jeg haaber med godt
veir at række Polen den 12. januar og komme tilbake til vinterkvarteret den 28. februar. Vi er saa trætte efter hver times haling, at vi kaster os paa ryggen for at nyde 3 minutters hvile. Vor distanse idag er 14 kvartmil paa 10 timer. Den knappe kost tar paa. Vi glæder os til det er over. Adams hadde slem hodepine igaar. Jeg er plaget av det samme idag. Terrænget blir flatere, og jeg haaber, at vi skal greie 15 kvartmil imorgen.”
29. december: „Jeg skrev igaar, at jeg haabet, vi skulde række 15 kvartmil idag; men saa vekslende er forholdene, at det er umulig at forutsi noget en time i forveien. Sult og kulde bevirket, at vi ikke greide mere end 12 kvartmil. Vi er nu 10310 fot over havet. Det har hele tiden gaat opover, og halingen har været uhyre anstrengende. Det begynder at se alvorlig ut, for vi maa øke rationene, hvis vi skal tænke paa at komme frem, og vi maa risikere at lægge vort sidste depot 70 kvartmil fra Polen og saa spurte frem derfra. Vor slæde er meget medtat, og i løssneen her er det grænseløst tungt at ta sig frem. Baade Adams og jeg har lidt av hodepine idag. Sandsynligvis er det en slags „fjeldsyke” vi har faat paa grund av den store høide, vi arbeider i. De andre har hat næseblødninger, og det har hjulpet dem. Legemlig anstrengelse er altid haard i store høider, og vi ligger jo i sælen hele dagen. Jeg har en forfærdelig hodepine. Det kjendes, som mine nerver blev snodd rundt en korketrækker og saa trukket ut. Marshall tok idag vor temperatur. Den var ca. 34.4°C. Trods alt gaar det dog sydover. Vi er bare 198 kvartmil fra Polen. Vi trækker nu bare 75 kg. hver; men det kjendes tungere end de 125 kg., vi begyndte med. Det vil bli et haardt arbeide at naa Polen.”
30. december: „Vi gjorde bare 4 kvartmil idag, da vi maatte stoppe klokken 11 formiddag.”
31. december: „Nytaarsaften og den haardeste dag vi har hat. Vi har trukket opover bakke gjennem løs, dyp sne og motvind, ÷22° C. Vi er 10477 fot over havet, og denne høide gjør tilværelsen sur. Jeg har hat en skrækkelig hodepine i hele dag, og vi kjender alle virkningene av den knappe kost; men vi gaar stadig sydover. Vi er nu paa 86° 54’ s. br., men vi har bare tre ukers proviant og kjæks for 2 uker til de 500 kvartmil, vi har igjen. Vi vil gjøre vort bedste. For træt til at skrive mere iaften. Gjorde 11 kvartmil idag.”
1. januar: „Mit hode verker, saa jeg kan ikke skrive. Vi har gjort 11 kvartmil, og vor bredde er 87° 6 1/2’ s. saa vi har slaat alle rekorder baade nord og syd. Vi er alle medtat paa grund av utilstrækkelig ernæring. Vi er bare 172 kvartmil fra Polen. Vor høide er 10755 fot over havet.”
2. januar: „Forfærdelig slit idag. Vi drog afsted klokken 6.45 formiddag i et temmelig godt terræng. Men sneen blev snart saa løs og dyp, at vi sank i til over anklene. Vi har steget hele tiden og er nu 11 034 fot over havet. Vi har ikke gjort mere end 10 kvartmil idag. Det er 26° kulde, og blæsten gaar tvers gjennem os. Hver eneste bevægelse er anstrengende i den store høide. Især leter det paa, naar vi glir. Hodet plager mig mest. Wild synes at greie det bedst av os. Gud skal vite, vi gjør hvad vi kan; men utsigtene er ikke lovende, hvis terrænget fortsætter som det er, og plataaet blir høiere; for da strækker ikke provianten til.
Jeg kan ikke tænke mig, at det skal mislykkes. Jeg maa overveie forholdene og tænke paa deres liv, som jeg har med mig. Jeg skjønner, at hvis vi gaar for langt, blir det umulig at række tilbage over dette terræng, og alt hvad vi har utrettet vil da gaa tapt for verden. Vi kan nu med sikkerhet fastslaa den geografiske sydpols beliggenhet paa verdens høieste plataa, og vort geologiske og meteorologiske arbeide vil bli av høieste værdi for videnskapen. Men alt dette er dog ikke Polen . . . Men vi kan ikke mere end gjøre vort bedste; vi har de sterkeste naturmagter mot os. Denne iskolde søndenvind med snefok gjørt os livet surt, og efter 10 timers arbeide i saadant veir er to kjæks, en kop lapskaus og en kop kakao ikke tilstrækkelig til at tø en op. Jeg maa overveie situationen nøie imorgen. Tiden begynder at bli knap; provianten likesaa.”
3. januar: „Avsted klokken 6.55 formiddag i ÷22° C. Det har ikke lykkedes os at gjøre mere end 5 kvart mil i formiddag i dette slemme terræng. Forholdene noget bedre i eftermiddag. Gjorde da 6 kvartmil. Vor bredde er 87° 28’; høiden 11 220 fot over havet. Imorgen maa vi risikere at lægge et depot og gjøre et forsøk paa at række frem; men allikevel, hvis dette terræng fortsætter, vil det ta to uker at greie det.”
4. januar: „Enden er nær. Vi kan ikke fortsætte mere end tre dager til, for vore kræfter svinder hurtig. Knap kost og kuling fra syd med snefok og en temperatur av÷26° C. har tydelig latt os merke, at vi har præstert vort yderste. Ved middagstid var vi saa medtat av kulde, at tre av os hadde en temperatur under 34.4° C.
Vi strøk ut klokken 7.40 formiddag efter at ha utlagt et depot paa denne uendelige slette. Alene de fortvilede forhold kunde retfærdiggjøre et saa risikabelt skridt. Jeg indhentet paa forhaand mine kameraters samtykke. Bambusstaven — en av vore teltstave med en liten flagbit paa — saa sørgelig liten ut. Vi tapte den av syne efter 1/2 times marsj og har nu bare vore spor at gaa efter paa tilbakeveien. Vi har gjort 12 1/2 kvartmil idag, og det kjendes tungere at trække de 35 kg. pr. mand, vi har nu, end det var at trække de 125 kg., som vi begyndte med. Jeg tar dette for et tydelig bevis paa de stadig svindende kræfter. Det værste vi har at kjæmpe mot er høiden — 11 200 fot — og den bitende blæst. Vore ansigter er meget medtat av frosten, og vore hænder og føtter er altid paa nippet til forfrysning. Jeg har et svare stræv med at klare to fingre paa venstre haand. De blev slemt maltraktert under arbeidet med motorslæden i vinter. Vore støvler er næsten utslitte, og vi maa stoppe ret som det er for at grave sneen ut av saalene. Jeg er av den mening, at vi selv under sommerarbeide oppe paa dette plataa trængte en daglig ration av mindst 3 kg. pr. mand, og vi er paa knap ration med 1 kg. pr. dag. Vi la fra os vore ekstra underklær for tre uker siden for at spare vegt, saa vi er nu altid i de samme klær dag og nat. Naar vi tørner ut av vore vaate soveposer om morgenen, blir vort vindtræk øieblikkelig hvitt av rim, og vort haar og skjæg blir en isklump i dagens løp. Vi haaber nu at række 100 kvartmil fra Polen. Under disse forhold kan vi ikke haabe mere. Jeg er overbevist om, at Polen ligger paa det plataa, vi har opdaget, milevidt fra ethvert synlig land. Temperaturen iaften er ÷30° C.”
5 januar: „Motvind igjen og snedrev, ÷28° C. og umulig føre. Vi har gaat over skarpe fokskavler med et tyndt lag løssne over, som har gjort det yderst vanskelig at komme frem. Allikevel har vi klart 13 kvartmil. Men vi har været nødt til at øke dagsrationene. Vi maatte gjøre dette, hvis vi i det hele tat vilde tænke paa at komme videre. Vi startet klokken 7 formiddag og holdt paa til klokken 6 eftermiddag. Vi er nu alle i ett telt, og dette gjør, at vi ikke faar teltarbeidet saa hurtig fra haanden som før; det er nemlig for trangt. To av os maa staa utenfor om aftenen, til alt er bragt i orden inde, og dette er en kold fornøielse. Sulten har et haardt tak i os, og proviantforsyningen er meget knap. Mit hode smerter forfærdelig. Jeg ønsket i begyndelsen, at min værste fiende hadde min hodepine; men nu har jeg sluttet med det. Selv min værste fiende kan jeg ikke ønske en saa grufuld pine. Vi finder det meget vanskeligere nu at holde det gaaende hele dagen, og vi orker ikke at fortsætte mere end ca. 3 dager til. Endnu har ikke temperaturen været over ÷18° C. en eneste gang, siden vi kom op paa plataaet, skjønt det jo er høisommer. Vi har gjort vort bedste, og vi faar være glade til, at vi har rukket saa langt.”
6. januar: „Dette er vor sidste dag sydover med telt og utstyr. Imorgen faar vi klemme sydover saa langt som mulig med litt mat i lommen og plante flagget der. Idag har vi hat ÷32° C. med kuling og snefok. Ikke destomindre har vi gjort 13 kvartmil gjennem løssne. Imorgen skal vi spurte sydover med flagget. Vi er iaften paa 88° og 7’ s. br. Det blaaser haardt. Jeg er ikke istand til at beskrive mine følelser nu, da vi maa gjøre vendereise. Det er bare én ting, som hjælper mig over min skuffelse, og det er den bevissthet, at vi har gjort, hvad vi kunde. Det er naturkræftene, som har hindret os i at naa helt frem. Jeg kan ikke skrive mere.”
7. januar: „Hylende, rykende storm hele dagen med en temperatur fra ÷30° C. til ÷40° C. Det har været umulig at komme ut av teltet, som er fuldstændig nedføket. Vi har ligget i soveposene i hele dag og bare følt varme i kroppen hver gang vi har spist. Den fine foksne trænger gjennem væggene paa vort daarlige telt og dækker vore poser med et fint lag. Adams har hat krampeanfald av og til. Det er haardt at ligge her og spise op provianten uten at komme videre. Vinden blaaser med en styrke av 40—50 meter i sekundet. Kan omtrent ikke sove. Jeg haaber stormen lægger sig til imorgen. Saasnart den er over, gaar vi saa langt syd som mulig, planter flagget og vender saa tilbake. Vi er meget ængstelige for at sporene som leder til depotet skal fyke igjen, for det er vort eneste merke paa tilbakeveien. Vi hadde ingen landemerker her paa denne store sneslette. Det er en alvorlig risiko, vi løper; men har vi sagt a, faar vi ogsaa si b og stole paa, at forsynet vil hjælpe os.”
8. januar: „Atter en hel dag i soveposen. Vi lider svært av frost i hænder og føtter. Av sult ogsaa. Vi ligger her og skjælver. Fra tid til anden forfryser en av os en fot. Han maa da trække den op av posen og stikke den ind paa sin nabos fot, som er i en likesaa medtat tilstand. Vi maa længere sydover, selv om vi tærer paa provianten og blir svakere time for time her i kulden. Vi har 40° kulde, og vinden blaaser tvers igjennem vort tynde telt, og foksneen finder veien selv ind til vore poser, som er vaate nok i forveien. Krampe har vi ret som det er, og foksneen har lagt sig saa paa teltet, at vi neppe har plads herinde. Jeg føler, at marsjen imorgen blir vor sidste mot syd. Vi er paa knap ration, og det er meget vanskelig at holde sig varm i denne høide — 11 600 fot over havet — mellem de magre maaltider.”
9. januar: „Vor sidste marsj mot syd er tilende. Vi har gjort hvad vi har kunnet. Resultatet er 88° 23’ s. br. og 162° ø. l.
Vinden la sig klokken 1 imorges. Klokken 4 satte vi avsted med Dronningens flag, en messingcylinder med frimerker og brever, fotografiapparat, kikkert og kompas. Klokken 9 formiddag rak vi 88° 23’ s. br. efter en rask marsj. Føret var haardt efter den sidste storm. Det var underlig at gaa uten at ha vor græsselige byrde, slæden, at hale paa. Vi heiste Hendes Majestæts flag og dernæst vort eget og tok plataaet i besiddelse i Hendes Majestæts Navn. Mens vort flag foldet sig ut i den iskolde bris, som gik til marv og ben, rettet vi vor ypperlige kikkert mot syd, men kunde ikke se andet end den uendelige hvite sneslette. Der var intet brud i plataaet, som strakte sig mot Polen, og vi føler os overbevist om, at maalet, som vi ikke kunde naa, ligger paa denne slette. Vi stoppet bare nogen minutter her, pakket saa Dronningens flag sammen, og vendte om. Vort magre maaltid spiste vi underveis.
Vi kom tilbake til teltet klokken 3 eftermiddag; fortsatte saa to timer mot nord, men var saa dødstrætte, at vi maatte slaa leir.
Saa bærer det da endelig hjemover igjen. Hvor skuffet vi end er, saa har vi dog den trøst, at vi har gjort vort bedste.”
Tilbakemarsjen blev en kamp for livet, som rimelig kunde være, saa utslitte som de var av savn og lidelser. Heldigvis fandt de igjen alle sine depoter, ellers hadde døden været likesaa sikker som amen i kirken. Den 4. mars naadde de alle fire tilbake til vinterkvarteret efterat de saa at si hadde kapsprunget med døden i de sidste uker. Aldeles avkræftet som de var av sult og slit i den voldsomme kulde, blev de nu rammet av en ny ulykke — sygdom. De blev angrepet av dyssenteri og led meget. Men ved overmenneskelige anstrengelser
lykkedes det dem ogsaa at beseire denne nye fiende.
En grænseløs beundring for disse fire helter maa enhver gripes av, som læser disse dagboksoptegnelser. Et klarere bevis for, hvad mænd kan utrette, naar de sætter hele sin kraft og vilje ind, findes neppe i historien. Et monument har disse mænd reist, ikke bare over sig selv og sin bedrift, men ogsaa til ære for sit fædreland og hele den civiliserte menneskehet.
Shackletons stordaad er det stolteste avsnit av den antarktiske forsknings historie.
Distansen frem og tilbake utgjør 1530 kvartmil eller 2830 kilometer. Dertil brukte de 127 dager —73 dager frem og 54 dager tilbake. Den daglige gjennemsnitsmarsj blir ca. 12 kvartmil eller ca. 22 kilometer.
Men ikke alene mot syd gjorde denne ekspedition et mægtig fremstøt. Dens arbeide strakte sig ogsaa mot nord, og det blev utført paa en maate, som maatte vække beundring over hele verden.
Det andet partis opgave var at bestemme den magnetiske sydpols beliggenhet. Den 5. oktober drog dette parti avsted. Det bestod av 3 mand: Mawson og Mackay og lederen professor Edgeworth David. De hadde hverken ponnier eller hunder, og var altsaa henvist til bare at bruke sine egne kræfter. Det lyder næsten utrolig, men det lykkedes disse mænd tilfods over sjø- og landis, sprækker og revner, haard sne og løs sne at arbeide sig frem til den magnetiske sydpol og gjøre observationer der. Og hvad der var endnu bedre: de rak alle tre tilbake i god behold. Den samlede distanse, de tilbakela, var 1260 kvartmil.
Professor David siger i sin ypperlige beskrivelse av denne færd: De første 740 kvartmil var vi nødt til at hale vore slæder frem i to vendinger. Den samlede vegt var da noget over 500 kg., som efterhaanden letnet til noget under 500 kg. Paa den første halvpart av de resterende 520 kvartmil var vegten ca. 335 kg. Siden svandt den ned til 225 kg.
Vi brukte 122 dager paa denne færd; herav tilbragte vi 5 dager i teltet paa grund av storm og 5 andre til forskjellig smaaarbeide. Vi utførte selve turen — 1260 kvartmil — paa 109 arbeidsdager eller med en gjennemsnitsmarsj av 11 ½ kvartmil om dagen. Til nedlægning av to smaa depoter i ganske kort avstand fra stationen brukte vi motorslæden, ellers hadde vi ingen hjælp, men trak vore slæder selv hele veien. Føret paa sjøisen var ganske godt i begyndelsen; men senere blev vi meget brydd av opskrudd pakis og høie, svære sneskavler. I slutten av oktober, hele november og en del av december gjorde tøveir vort arbeide usigelig anstrengende. Desuten maatte vi altid paa den sidste del av vor færd over sjøisen være forberedt paa, at en storm kunde brække isen op og føre os tilhavs. Og der er ingen tvil om, at vi, da vi naadde land, var ute i sidste øieblik. Herom vidnet de store, aapne raaker. Drygalskibræen skaffet os ogsaa uhyre vanskeligheter. Endskjønt den bare var 20 kvartmil bred, tok det os allikevel 14 dager at komme over den, saa opfyldt var den av svære, mægtige sprækker.
Endelig var det en vanskelig opgave at finde en brukelig vei op til plataaet. Vi gjorde forgjæves forsøk paa at forcere os op Nansen- og Bellingshausenbræen. Uhyre aapne gap og svære revner holdt her paa at ende vort arbeide, samtidig som dyp, løs sne paa mange steder i høi grad sinket vor fremgang. Paa plataaet var vanskelighetene mange. Den store høide besværte i høi grad aandedrættet. Terrænget var ofte meget vanskelig med store bølgedannelser og høie sneskavler. Vinden var kold og gjennemtrængende, ofte med stormstyrke. Vore læber, fingre og føtter var medtat av frost. Utilstrækkelig næring hadde vi ogsaa. Til syvende og sidst hadde vi den skuffelse at finde, at Polen laa længere inde i landet, end vi hadde beregnet, hvilket tvang os til at forcere vor hjemreise for at række fartøiet i tide. Gjennemsnitsmarsjen paa denne færd hjemover var fra 16 til 20 kvartmil pr. dag.
Efterpaa er det jo let at snakke; men der er ingen tvil om, at hadde vi hat kjendskap til den store sælmængde langs kysten, og hadde vi hat et godt spann hunder, saa kunde vi sandsynligvis ha gjort denne tur paa den halve tid.”
Det fremgaar klart og tydelig av den korte skildring, professor David gir av sin færd, at disse tre mænd har hat svære vanskeligheter at kjæmpe med. Det maatte være en stolt dag for ekspeditionens to partier, da de møttes igjen paa „Nimrod”s dæk og kunde fortælle hver andre, hvad de hadde utrettet, hver paa sin kant. Mere end nogen anden hadde disse mænd formaadd at løfte det slør, som hvilte over Antarktika.
Men en liten flik stod endnu tilbake.
Til utarbeidelsen av kapitlet „Sydpolens Historie” er følgende kildeskrifter benyttet:
Rob. Hugh Mill: The Siege of the South Pole.
Sir Ernest Shackleton: The Heart of the Antarctic.