Sydpolen II/4
FRAMS REISER rediger
AV LØITNANT THV. NILSEN rediger
FRA NORGE TIL ISBARRIEREN rediger
en større reparation og i Kristiania hadde tatt ombord proviant og utstyr, avgik vi fra sidstnævnte by den 7. juni 1910. Efter planen skulde der først foretages et oceanografisk togt i det nordlige Atlanterhav paa ca. 2 maaneder; derfra returneres til Norge, hvor „Fram” skulde doksættes og det resterende utstyr samt hundene tages ombord.
Dette oceanografiske togt var i mange henseender heldig. Først og fremst blev vi vant til fartøiet og fik sat alt i sjøstand til den forestaaende lange tur; men det bedste ved det hele var, at vi fik en ypperlig erfaring med hensyn til vor hjælpemaskin. Denne var en 180 effektive hestekræfters Dieselmotor, bygget for solarolje. Av sidstnævnte hadde vi fyldt ca. 90000 liter. I denne forbindelse kan nævnes, at vi brukte ca. 500 liter i døgnet, og at „Frams” aktionsradius saaledes er henimot et halvt aar. Den første dags tid eller to gik det noksaa bra med motoren; men siden gik det langsommere og langsommere, og den stoppet tilslut av sig selv. Den gik siden under navn av „kikhosten”. Dette hændte flere ganger paa turen, stemplene maatte stadig tages op og rengjøres for et tykt lag bek. Da muligens hele vor sydpolstur vilde avhænge av, at motoren funktionerte godt, blev følgen, at det planlagte togt blev helt opgit, og kursen efter ca. 3 ukers forløp sat for Bergen, hvor vi byttet oljen med ren parafin og samtidig fik motoren grundig efterset.
Siden har der aldrig været noget iveien med maskinen.
Fra Bergen gik turen til Kristianssand, hvor „Fram” blev doksat, og som før nævnt blev det resterende utstyr samt hunder og hundemat sat ombord der.
Av levende væsener var der ved avgangen fra Norge ombord: 19 mand, 97 hunder, 4 griser, 6 brevduer og 1 kanarifugl.
Fra Kristianssand blev vi endelig ferdig tirsdag den 9. august 1910, og ved 9-tiden om aftenen blev ankeret hævet op og motoren sat igang. Efter den travle tid var vist alle noksaa fornøid med at komme ut. Da avgangen ikke var offentliggjort, var det kun lodsen og enkelte faa bekjendte, som fulgte med et litet stykke utover. Det var et henrivende veir, og i den lyse nat stod alle mand længe oppe for at se paa landet, som ganske langsomt forsvandt. Alle 97 hunder var bundet rundt hele dækket. Paa dette hadde vi ogsaa kul, olje, træmaterialer og lignende; saa det var ikke stor pladsen at bevæge sig paa.
Fartøiet forøvrig var absolut fuldt. For at ta et eksempel:
I forsalongen hadde vi placert 43 slædekasser, som blev fyldt med bøker, julepresenter, undertøi og deslike. Desuten 100 fuldt ferdige hundesæler, alle vore ski, staver, snetruger o.s.v. Mindre ting blev stuvet bort i lugarene, og vi hadde litt hver alle mand. Naar jeg, hvad forresten temmelig ofte skedde, klaget over, at jeg ikke skjønte, hvor det eller det skulde lægges hen, pleide chefen gjerne at si: „Pyt, det er da ikke saa farlig, ta og læg det i køia Deres.” Dette gjaldt alt mulig fra parafintønder og nyfødte hvalper til skrivematerialer og karter.
Forat hundene ikke skulde ligge i vandet, naar fartøiet tok overvand, blev der over hele dækket lagt løse lemmer, ca. ½ fot fra dette. Lemmene bestod av umalte bord, som desuten hadde den fordel ikke at bli saa varme, naar tropene skulde passeres, som det mørke, tjærede dæk vilde bli. Over hele fartøiet blev der ogsaa for hundenes skyld strukket solseil. Alt dette vanskeliggjorde naturligvis fartøiets manøvrering, men det fik ikke hjælpe. Hundene maatte for enhver pris passes godt paa, da slædeturen til Sydpolen stod og faldt med dem.
Nedover Nordsjøen hadde vi pent veir, helt til vi kom i kanalen; men som sluppet ut av en sæk kom her sydvesten med den uundgaaelige tætte taake i sit følge. Vi blev derfor nødt til at gaa ind til Downs og ankre. Om aftenen kunde vi fra rheden høre musikken fra badehotellene, og der var vist mange, som ønsket sig en tur iland; men da vi maatte være klar til at gaa paa et øiebliks varsel, blev vi nok pent nødt til at sitte ombord.
Ved Downs blev vi liggende fra 15. til 18. august. Da veiret paa denne dag saa ut til at bedres, lettet vi og gik utover. Natten var stille, men allerede ut paa morgenen fik vi sydvest med taake igjen, og vi maatte nok engang bite i det sure æple og ankre ved Dungerness. Her blev vi liggende et døgns tid og lettet igjen. Det gik overordentlig smaat ut kanalen i stille eller motvind; men endelig den 26. august kunde vi si at være ute i Atlanterhavet.
En dag i kanalen slap vi ut duene, efterat de hadde været indestængt i to uker. En av duene hadde lagt egg og vi trodde, de vilde bli ombord. Men nei! Da dørene til de tre duehus blev aapnet, pudset de sine fjære, spiste en del mat og fløi ut. De steg først ret tilveirs, blev mindre og mindre, indtil pludselig alle seks satte avsted i nordøstlig retning. Det var heller ikke længe, før de var ute av sigte. Senere har vi faat høre, at duene var fløiet direkte til Kristiania, hvor vi hadde faat dem. Et vittig hode skrev paa et av duehusene med store bokstaver „Til leie”. Huset blev ogsaa straks efter utleiet til en av de firføttede damer, som var i velsignede omstændigheter.
Av grisene blev en slagtet hver lørdag, og til steken søndag middag blev der servert norsk akevit.
Det var en av grisene, som het „Springeren”, den skulde efter sigende være meget klok, kunde gjø som en hund og vrinske som en hest. En dag, da grisen blev vasket, var der kommission paa den, og jeg var en av kommissionens medlemmer. Stuerten gjorde sit bedste for at faa den til at gjø, og alle paastod, det var egte hundeglam; jeg for min del syntes, det var endnu egtere grisehyl, men det er mulig, at mit umusikalske øre ikke har
været istand til at opfatte forskjellen mellem hundebjef og
Ekspeditionens oceanograf.
det for anledningen var tæt taake, gjorde grisen forresten udmerket nytte som taakelur.
Kanarifuglen „Fridtjof” har været med os hele tiden og er endnu — juni 1912 — ombord.
Den første uke, efterat vi var kommet ut av kanalen, var vi ikke stort heldigere med vinden; men i begyndelsen av september fik vi omtrent paa Gibraltars bredde nordostpassaten, som fulgte os til Madeira, hvor vi ankom den 6. september. Propelleren maatte eftersees, hvorpaa vi blev liggende her i tre dager, og maskinistene hadde fuldt op av arbeide. Til hundene blev der anskaffet to hester, som blev fordelt paa to maaltider, og som efter hundenes opførsel at dømme maatte være en kjærkommen avveksling i deres ensformige kost. Fra Madeira var det meningen at gaa direkte til vinterstationen, hvorfor det var av største vigtighet at ta ombord saa meget vand som mulig. Vi fyldte derfor et par oljetanker, som var tømt underveis, og alle vore vandtanker, desuten ca. 6 tons i storbaaten, saa vi alt ialt hadde ca. 35 tons vand, da vi gik.
Under opholdet paa Madeira blev ekspeditionens deltagere delt i to partier for landgangens skyld. Det ene parti gik iland den første dag, kjørte opover fjeldet i tandhjulsbane, indtok lunch paa et hotel og kjørte om eftermiddagen nedover i kurvslæder. Den samme historie gjentok sig næste dag for det andet parti.
Planen for den 3dje Fram-ekspedition hadde været — undersøkelse av de ukjendte egne omkring Nordpolen —; men paa grund av pengemangel blev som bekjendt planen utvidet til ogsaa at omfatte Sydpolen. Ved hjælp herav haabet vi at skaffe saa mange penger, at den egentlige plan kunde utføres. Av mandskapet ombord var det kun mig, som paa forhaand var blit underrettet om utvidelsen, og det var egentlig meningen ikke at si det før efter avgangen fra Madeira; men da chefen ikke vilde tvinge nogen til at gaa med, blev alle mand kaldt op paa dæk et par timer før vi skulde gaa. Alle mand blev da spurt, om de vilde gaa med sydover, hvis ikke kunde de faa lov at reise hjem .? .?
Det var ganske morsomt at se paa de forskjellige forbausede ansigter. Flere hadde vistnok undret sig over, hvad vi skulde med hundene, huset og mange andre ting paa veien til San Francisco; men at vi skulde gaa sydover istedetfor nordover, hadde nok ingen drømt om. Nok av det; alle uten undtagelse blev begeistret og svarte selvfølgelig „Ja”, hvilket forøvrig var noksaa rimelig. Et kart over den sydlige halvkule blev vist dem, saa de kunde faa litt anelse om, hvor vi skulde gaa hen. Efter en liten stund at ha drøftet „sidste nyt”, fik man et par timer til at gjøre færdig korrespondansen.
Klokken 9 eftermiddag den 9. september lettet vi for sidste gang anker og forlot Madeira, og straks efter at være vel klar av landet, fik vi nordostpassaten igjen; den stod mere eller mindre frisk til ca. 11° n. br.
Efter avgangen fra Madeira overtok jeg „dagvagten”; fra 4 til 9 formiddag; Prestrud og Gjertsen delte den øvrige del av døgnet.
For om mulig at faa litt mere fart paa fartøiet, riggedes der op et læseil og en skyskraper av to solseil; det var ikke megen forøkelse, men litt har det vel hjulpet.
Vi begyndte efterhaanden at komme ind i en bestemt
rutine. Seilmaker Rønne var hele dagen optat med at sy telter, sko til landpartiet o.s.v. o.s.v., og han var beskjæftiget hermed helt til vi kom til Rossbarrieren. Bjaaland, skimakeren vor, satte alle slædene istand og passet skiene til hver mand, saa alt var klart og kunde benyttes i det øieblik, „Fram” fortøiedes langs isen. I de slædekasser, hvor kokeapparatene placertes, arbeidet L. Hanssen, som foruten at være sjømand ogsaa er blikkenslager, smaa tanker til petroleum; det viste sig nemlig, at de beholdere, petroleumen opbevartes paa, ikke var sterke nok til at benyttes paa slædeture. 2den maskinist og smed Nødtvedt var fuldt optat med alt mulig smedearbeide, saa Sundbeck og Kristensen maatte gaa vagt om vagt, hvilket i tropene kunde være temmelig anstrengende. Av det øvrige mandskap blev diverse arbeider utført, saa at alt ved ankomsten til barrieren var klart til øieblikkelig bruk. Dernede vilde det bli mere end nok at gjøre med ilandbringelse av utstyr og proviant, bygning av vinterstation, utlægning av depoter og lign., og da vilde det være for sent at foreta reparationer. Tre ganger hver dag blev dækkene spult med sjøvand, og den mængde hunder generte os ikke det mindste, ikke engang paa de varmeste dager under ækvator. Skindklær og uldtøi, mindre utstyr, bibliotek, apotekervarer o.s.v. blev pakket ned og fortegnelse tat over samme. Man forstaar saaledes, at alle mand til alle tider var fuldt optat; men saa hadde vi ogsaa den fordel, at vi ved vinterstationen ikke behøvde at gaa over hele fartøiet og lete efter det, som skulde iland. Vi hadde kun at bringe alle merkede kasser fraborde, og naar det var gjort, var „Fram” klar til at gaa, uten at vi behøvde at være ængstelige for, at noget skulde være efterglemt. Nedover i nordostpassaten hadde vi naturligvis deilig veir, hundene begyndte litt efter litt at vænne sig til varmen, vi begyndte at ta av os overflødige klær og gik tilsidst med mindst mulig. Jeg kan ikke si andet end at jeg var litt ræd for, at det skulde bli svært varmt i lugarene; men mot forventning var det tvertimot ikke saa værst. Det kom sandsynligvis av, at varmen ikke fik tid til at trænge gjennem fartøiets tykke sider; om dagen var det ialfald kjøligere under dæk end oppe i fri luft. Som engang før nævnt hadde vi strukket solseil over hele fartøiet. Naar solen var paa det sterkeste, blev der desuten ophængt alt, hvad vi kunde finde av gammel seilduk og lignende, saa hele fartøiet paa slike dager saa ut som et filletelt. Den høieste temperatur, som observertes, var 29° C. I passaten saaes stadig flyvefisker, men der blev mig bekjendt aldrig fundet nogen paa dækket; de, som er kommet ombord, er naturligvis øieblikkelig blit tat av hundene.
Paa ca. 11° n. br. mistet vi nordostpassaten og kom derved ind i det saakaldte „stille belte”, et belte, som strækker sig langs ækvator mellem nordost- og sydostpassaten. Her blir man som regel overfaldt av heftige regnskyl; for seilfartøier i almindelighet og for os i særdeleshet er dette sterke regn velkommen, da alle vandtanker blir fyldt. Kun en dag var vi saa heldig at faa regn; men da der samtidig kom en sterk vindbyge, fik vi ikke fyldt det vand vi ønsket. Alle mand var oppe og bar vand, enkelte i oljeklær, andre i Adams dragt, chefen i en hvit tropedres og, saavidt jeg erindrer, trætøfler; da disse er noksaa glatte, og „Fram” ret som det var, tok en uforutset overhaling, faldt han en gang overende og blev sittende paa den nederste del av ryggen netop paa et sted av dækket, hvor en av hundene netop hadde været urenslig, samtidig med at han fik alt det vand han bar, over sig. Men „det sker jo alt for fædrelandets skyld”, saa det fik ikke hjælpe. Vi fik fyldt ca. 3 tons vand og hadde da tankene fulde eller ca. 30 tons, som vi maatte nøje os med, da bygen drog væk. Senere paa turen fyldte vi en pøs fra tid til anden, men det forslog aldrig noget, og hadde vi ikke været saa forsigtige som vi var, saa hadde vi neppe rukket frem med vor vandbeholdning.
Fra Madeira til isbarrieren hadde vi over fire maaneder, og det gjaldt at spare vand paa alle hold. Ingen ombord fik saaledes lov til at vaske sig i fersk vand, men kun i sjøvand, og rensligheten lot som følge herav noksaa meget tilbake at ønske. Naar motoren gik, fik vi varmt sjøvand, og ved hjælp av litt sæpe holdt vi os saa rene som det var mulig. Suppe til middag blev kun servert hver søndag. Det eneste ferske vand, de menneskelige væsner ombord brukte, var til kaffe, the og drikkevand; resten gik til hundene, som paa de varmeste dager fik op til 3 à 4 liter, samt til kanarifuglen til badevand.
Nu faar jeg forsøke at si litt om vore firføttede venner. Fra Grønland var der kommet ca. 100 eskimohunder til Kristianssand, hvor de en maaneds tid opholdt sig paa en holme, hvor de blev fodret med hestekjøt og alt det vand, de ønsket: Et par hunder døde, og da „Fram” gik, blev der alt i alt tat ombord 97 dyr, som blev bundet overalt paa dækket. Enkelte var mere eller mindre sinte og grinete; men da de skjønte, at vi ikke vilde dem noget ondt, blev de straks snillere og blev efterhaanden alles kjæledægger.
Nedover Nordsjøen hadde de det meget godt, da veiret var fint; skuten gik stille, og det var tørt paa dæk. Men da vi nedover kanalen fik motvind, skvæt paa dæk og regn, begyndte halene at hænge og hundene blev grætne. Det viste sig, da vi nærmere lærte dem at kjende, at væte var det værste, de kunde utsættes for. Naar det var vaatt paa dæk, blev de staaende og vilde ikke lægge sig ned; de stod helt til de sovnet, benene gav et knæk, og de faldt overende. I saadant veir slos de, gjødde og holdt alt mulig spektakel; men naar solen efter et par regnveirsdager atter tittet frem, og dækket blev tørt, faldt der ro over alle, og hele dækket var fuldt av utstrakte sovende dyr.
Efterat hundene var sluppet løs og blev bedre kjendt, fandt de sig smuthuller, som de krøp ind i; især var bestiklugaret en yndet plads, og der kunde være op til 20 stykker om nættene. Naar det senere paa turen
regnet, kunde man ikke se en hund paa hoveddækket, og hvis en utenforstaaende da var kommet ombord, vilde han vist være blit meget forbavset, hvis vi fortalte, at vi hadde hunder med os.
Hundene blev inddelt i otte spand, og der var to mand til at passe hvert spand. I begyndelsen gav vi dem mat og vand særskilt, om morgenen mat og om eftermiddagen vand; da det blev varmere i veiret, fik de vand to ganger om dagen. Saalænge hundene stod bundet, var jo dette en let nok sak; men da de gik løse, tok det mer tid. Alle hunder skulde bindes paa sine respektive pladser to à tre ganger om dagen, derefter bespises og endelig løses igjen. Efterhaanden blev det naturligvis forenklet, og da vi var vel ute av sydostpassaten og varmen, fik de mat og vand samtidig og det kun en gang om dagen. Denne tid blev saa til syvende og sidst sat til kl. 1 eftermiddag. Frivagten, som i almindelighet blev purret ut klokken 1¼ blev nu purret en halv time tidligere, saa at alle mand kunde delta i fodringen; denne gik derved meget raskt fra haanden og ganske av sig selv. Ved denne ordning opnaaddes ogsaa mere tid til alle vore andre gjøremaal.
Hundene lærte ogsaa snart at kjende tiden for foringen. Kl. 12 middag blev de bundet av vagten, saa dette var unnagjort, naar frivagten kom op for at hjælpe til. Naar der da blev slaat otte glas paa skibsklokken, begyndte de en forferdelig hylekoncert og viste alle tegn paa glæde over det forestaaende maaltid. De gik til sine respektive pladser, hvor de stod og ventet, til de blev bundet; det var nødvendig at sætte dem fast under fodringen, væsentlig ogsaa av den grund, at vi i modsat fald ikke kunde vite, hvem som hadde faat mat. De fik bare tørfisk, men saa meget, de vilde. Efter et par maaneders forløp blev de magre, og vi var ræd, de ikke skulde staa reisen over. Nu vilde tilfældet, at vi hadde faat ombord 9 tønder fett og ved en feiltagelse var der kommet 56 kasser Margarinsmør for meget. Chefen mente, at hundene blev magre paa grund av mangel paa fett, og et par gange i uken blev der derfor kokt „dænge” til dem; den bestod av kokt tørfisk, fett og maismel rørt sammen. Hundene var aldeles vilde efter dette stof, og de begyndte snart at skjønne, paa hvilke dager det vanket; vi hadde ogsaa den glæde at se hundene komme sig for hver dag. Nede i isen fik de sælkjøt, saa meget de vilde, og da vi kom til barrieren, var de i bedre stand end da de kom ombord.
Da hundene hadde været ombord omtrent en maaneds tid, blev der forarbeidet mundkurver til dem av seilduk, og en vakker dag blev de sluppet løs. Det var nyt for dem. Flere vilde vist ikke tro de var løse og blev liggende paa sine pladser. De fleste gik derimot straks rundt for at snuse til sine medreisende og for at se paa lokalitetene. Ret som det var røk de i haarene paa hverandre, og undertiden slos de op til 20 stykker i en flok; men mundkurvene sat godt paa, og de fik aldrig gjort hverandre noget. Dette varte nogen dager; men da de skjønte, de ikke kunde saare sine motstandere, blev de roligere, og tilsidst blev det slut med hele slagsmaalet. Mundkurvene blev efterhaanden tat av de mest medgjørlige, og om ikke ret længe kunde allesammen gaa uten; men der blev naturligvis passet godt paa dem. Om litt blev de saa dresserte, at vi bare behøvde at snakke til dem for at faa dem til at være rolige, „shut up” eller „hold kjæft”, sagt i en passende streng tone var gjerne nok; et andet meget virksomt middel var at slaa en taugtamp haardt i dækket. Da de blev sluppet løs, var vi vidne til mange rørende gjensyn mellem gamle venner, som hadde staat bundet adskilt fra hverandre; de slikket hinanden, logret med halen og viste alle tegn paa glæde, de holdt sammen i tykt og tyndt og var i det hele tat uadskillelige.
Paa reisen mistet vi fire hunder. En fandtes død en morgen uten at vi kjendte aarsaken til det; en døde ved avkræftelse i barselseng, og to gik overbord en nat i sterk slingring; vi savnet ikke disse, før ut paa dagen, da de skulde fodres. Til gjengjæld fødte alle 12 tisper unger paa turen, alt i alt ca. 80. Da vi ikke hadde bruk for og heller ikke kunde beholde saa mange, blev alle nyfødte piker kastet overbord, og vi beholdt kun smaaguttene, ca. 20 stykker. Da vi ankom til barrieren, hadde vi 115 hunder.
Som regel er ikke disse hunder kannibaler, naar de faar mat nok; men et par av dem dræpte dog nogen av hvalpene, mens disse var ganske smaa. Sandsynligvis er det kun gjort i et utslag av mordlyst, da de dræpte hunder ikke blev spist.
Alle hunder hadde navn, og hver hund kjendte sit eget navn. De lød paa alt mulig fra „Liket” og „Dødsengelen” til „Uranus” og „Neptunus”.
Den 4de oktober passertes ækvator. Der var naturligvis flere, som ikke hadde været her før; av hensyn til hundene kunde vi dog ikke foreta den traditionelle opvisning, men maatte indskrænke os til en mindre kaffefest paa dækket. Grammofonen blev for første gang ophængt og benyttet. Gjertsen optraadte som solodanserinde, og undertegnede „sang” etpar stubber. Senere spilte Prestrud og Sundbeck duetter paa mandolin. Publikum var naturligvis yderst velvillig og gav sit bifald tilkjende.
Sydostpassaten var ikke saa frisk, som vi hadde ventet, og motoren blev holdt gaaende den hele tid.
I begyndelsen av november kom vi ned i det saakaldte vestenvindsbelte eller „de hylende 40 grader”, og fra nu av gik det ganske strykende østover. Vi var meget heldig med vinden der og hadde kuling av god vind næsten 7 uker itræk. I den svære sjø fik vi føle, hvad det er at være med „Fram”; hun slingrer ustanselig, og der er ikke et øiebliks ro. Hundene farer frem og tilbake paa dækket, og naar en av dem slingrer ind paa en anden, blir det optat som en personlig fornærmelse, og slagsmaalet er i fuld gang. Men „Fram” er dog allikevel et første klasses sjøfartøi, og næsten aldrig kommer der vand ind paa dæk. Hadde dette været tilfældet, vilde ikke hundene paa langt nær ha greid sig saa godt som de gjorde.
Den 11. november passertes Kap det gode haabs meridian.
Herfra blev kursen sat paa Kerguelen, som laa midt i vor vei; det var hensigten at gaa indom der for at faa fersk mat til vore dyr og til os selv, og for at fylde vandtankene med ferskt vand. Paa denne ø skulde desuten et norsk hvalfangerselskap holde til, og vi haabet ved hjælp av dem at faa sendt post hjem. Utpaa aftenen den 28. november var vi under landet; vi søkte ikke ind om natten, men holdt det gaaende utenfor til næste morgen. Saasnart det lysnet av dag, satte vi kurs for den bugt, som antokes at være bedst for landing. Da vi var klods indunder landet, blæste der pludselig op en storm fra nord, som stod ret paa. Hvor længe denne vilde vare, var ikke godt at si, og da tiden var kostbar og veien lang, blev der ikke snakket længe om, hvad der skulde gjøres; kursen blev med en gang sat østover uten tanke paa landgang. Skulde det bli slut med vor vandforsyning, kunde vi jo i nødsfald sætte kurs ret paa isen og ta, hvad vi behøvde.
Julaften tilbragtes ombord paa en overordentlig hyggelig maate; vi var paa ca. 56° s. br. og 150° l. ø. Gr. og hadde et mere end almindelig pent veir. Hele formiddagen holdt chefen og jeg paa med at dekorere forsalongen med flag, guirlander av papir, kunstige blomster, kulørte lygter og lignende, saa det hele saa ut som et fepalads; for at gjøre det saa naturlig som mulig blev alt lys utestængt. Klokken 5 eftermiddag blev motoren stoppet og alle mand invitert til julemiddag, som bestod av det bedste, huset formaadde, og for at flest mulig skulde kunne delta i festen, var undertegnede alene paa dæk. Da alle hadde sat sig, lot chefen grammofonen, som var ophængt i hans lugar, synge en julesalme, som efter sigende virket overmaade høitidelig. Efter middagen gik alle mand ned i agtersalongen, hvor der blev servert kaffe avec og cigarer. Imidlertid hadde Lindstrøm pyntet et juletræ, som blev placert i forsalongen. Bordet blev avdækket, og efter kaffen gik alle mand tilbake til forsalongen, hvor der vanket toddy og utdeling av presenter. Av disse hadde vi i Norge faat ca. 300, og der var alle mulige slags, fra dukker som ropte „mama” eller „papa”, naar de blev klemt paa maven, til parfumer og buksesæler. Tiden til klokken 10 aften blev tilbragt paa den hyggeligste maate, da festen avblæstes, og maskinen atter sattes igang.
Veiret i „de taakede 50°” vekslet mellem kuling, stille, taake, snetykke og lignende. Som regel var maskinen her stadig klar til bruk, hvis vi skulde være saa uheldig at komme for nær isfjeld. Heldigvis møtte vi dog ingen av disse, før tidlig paa morgenen den 1. januar 1911, da vi saa enkelte typiske antarktiske fjeld, det vil si, fuldstændig taffelformige. Vi var da paa vel 60° s. br. og skulde saa smaat nærme os pakisen. Den 1. og 2. seilet vi sydover uten at se andet end spredte isfjeld og hyppigere tiltagende isklumper, som ogsaa tydet paa, at der ikke var langt igjen. Ved 10-tiden om aftenen den 2. kom vi i slak drivis; veiret var taaket, og vi holdt det derfor gaaende nogenlunde i kurs mot Hvalbugten, som var bestemt til at være vor basis.
Paa flakene i isen laa adskillig sæl, og vi foretok jagt paa dem, efterhvert som vi gik frem; saasnart den første sæl blev skutt og bragt ombord, fik alle vore hunde sit første kjøtmaaltid siden Madeira; de fik al den mat de vilde, og spiste saa meget de orket. Ogsaa vi fik vor andel av sælen, idet vi fra nu av spiste fersk sælbif, idetmindste hver frokost; den smakte ypperlig for os, som i næsten ½ aar hadde været henvist til hermetik alene. Til biffen blev der altid servert friske tyttebær, som naturligvis gjorde sit til at gjøre den saa yndet. Den største sæl, vi fik i pakisen, var ca. 12 fot lang og veide mellem 400—500 kg. Enkelte pingviner blev ogsaa skutt, mest adéliepingviner; de er overordentlig fornøielige og saa nysgjerrige, som dyr kan bli; naar der var nogen i nærheten, som saa os, kom de straks nærmere for bedre at kunne betragte de ubudne gjæster. Blev de da altfor nærgaaende, var vi ikke sene om at ta dem; ti deres kjøt og specielt leveren smakte storartet. Albatrossene, som hadde fulgt os gjennem hele vestenvindsbeltet, var nu borte, og i deres sted kom de vakre snepetreller og antarktiske petreller.
Gjennem næsten hele pakisen hadde vi mere eller mindre tæt taake, først nat til 6. fik vi sol og fint veir, og vi saa da midnatssolen for første gang. En vakrere morgen, kunde man vanskelig tænke sig; tindrende klart, overalt saa langt øiet kunde se var der tæt is, vandkanalene mellem isflakene glimtet i solen, og iskrystallene glitret som tusen diamanter. Det var en ren fornøielse at gaa paa dækket og indsuge den friske luft, og man følte sig som et fuldstændig nyt menneske. Jeg tror, at alle mand ombord fandt denne gange i pakisen at være det mest interessante ved hele turen; alt hadde naturligvis ogsaa nyhetens interesse. De, som ikke hadde været i isen før, hvoriblandt jeg, og som for første gang var paa jagt, sprang omkring efter sæl og pingviner og moret sig som barn.
Klokken 10 aften den 6. var vi allerede ute av isen efter nøiagtig 4 døgns gange; vi hadde været svært heldige, og „Fram” gik meget let gjennem isen.
Efter at være kommet ut av pakisen, fortsattes kursen gjennem det aapne Rosshav til Hvalbugten, en bugt, som efter tidligere beskrivelse skulde findes paa ca. 164° v. l. Ut paa eftermiddagen den 11. fik vi forut se sterke isblink. Det var den lysende stripe, som sees over en større opsamling av is; det kan nærmest sammenlignes med den lysning, man altid vil se over en stor by, som man nærmer sig om natten. Vi visste straks, at det var lysningen over den mægtige barriere, Ross-barrieren, opkaldt efter Sir James Clark Ross, som første gang saa den i 1841. Barrieren er en flere hundrede mil lang og ca. 100 fot høi ismur, som danner den sydligste grænse av Rosshavet. Vi var naturligvis svært spændt paa at se, hvordan den tok sig ut; men paa mig virket den ikke saa imponerende, som jeg hadde indbildt mig. Muligens kom det sig av, at jeg gjennem de forskjellige beskrivelser hadde gjort mig likesom fortrolig med den. Efter samme beretninger hadde vi ventet at finde en forholdsvis trang aapning indtil Balloon Bight, hvad de forhaandenværende fotografier tydet paa; men da vi den 12. gik langs barrieren, kunde vi ingen aapning finde. Paa 164° v. l. var der derimot en stor avbræk i muren, saa det dannet et kap (Vestkap); herfra og over til den anden side av barrieren var ca. 8 kvartmil, og sydover, saa langt vi kunde se, løs bugtis. Vi holdt østover utenom denne drivis og langs den østre barriere til over midnat; men da Balloon Bight ikke kunde findes, vendte vi tilbake til det ovennævnte avbræk eller kap, hvor vi blev liggende hele formiddagen den 13., da isen var for tæt til at vi kunde gjøre nogen fremgang. Efter middag slaknet imidlertid isen og begyndte at drive ut; samtidig gik vi indover, og saa langt inde som mulig, fortøiet vi „Fram” langs den faste iskant paa vestsiden av den store bugt, vi var kommet ind i. Det viste sig, at Balloon Bight og en anden bugt var gaat sammen til en stor bugt, ganske som Sir Ernest Shackleton beskriver det, og som av ham blev kaldt Hvalbugten.
Efter at ha fortøiet her gik chefen med et par stykker paa en rekognosceringstur; det begyndte imidlertid at sne temmelig sterkt, og saavidt jeg vet opnaadde de ikke andet end at se, at barrieren i bugtens sydligste ende skraanet jevnt nedover mot sjøisen; men mellem denne og skraaningen var der aapent vand, saa de ikke kunde komme længere. Vi laa og drev i den stadig opbrækkende is hele natten, i hvilken tid adskillige sæl og pingviner blev skutt. Ut paa morgensiden den 14. blev det aldeles klart, og vi hadde en ypperlig oversigt over omgivelsene. Helt over paa østsiden av bugten saa der ut til at være mere aapent vand; vi gik derfor langs den faste iskant og fortøiet langs den østre barriere ved 3-tiden om eftermiddagen. Det kap av barrieren, vi laa under, fik navn av „Manhue” paa grund av dets likhet med en mands ansigtsprofil. Under hele vor gange langs isen blev der skutt sæl, saa vi allerede ved ankomsten til vor endelige fortøiningsplads hadde et godt oplag av kjøt.
Jeg for min del var litt uheldig paa en av disse jagter. 4 sæl laa paa iskanten, og jeg hoppet ned med gevær og 5 patroner; patroner i reserve tok jeg ikke, da jeg selvfølgelig selv ansaa mig for en vældig jæger og mente, at et skud pr. sæl var fuldstændig nok. De tre første „fik ikke suk for sig”; men den fjerde ante uraad og „sprang” avgaarde, saa fort den kunde. Jeg skjøt min fjerde patron, men den traf ikke, som den skulde, og sælen avsted i vild flugt med en lang blodstripe efter sig. At la en skadeskutt sæl gaa, hadde jeg ikke lyst til, og da jeg bare hadde en patron igjen, og sælen vendte halen til mig, vilde jeg se at komme paa klods hold for at være sikker. Jeg sprang derfor alt det jeg kunde, men sælen var fortere, og den regulerte selv distansen. Efterat ha sprunget halvveis til Sydpolen, fik jeg ved at opbyde mine sidste kræfter avfyrt det sidste skud. Om projektilet gik opover eller nedover har jeg ingen anelse om. At jeg ved tilbakekomsten blev møtt av lutter haanlige smil og maatte døie adskillig spot, sier sig selv.
Som tidligere nævnt avgik vi fra Norge den 9. august 1910 og ankom til den endelige fortøiningsplads den 14. januar 1911. Paa denne reise var vi bare indom
Madeira. Fra Norge er det 16 000 kvartmil, en distanse,
Frams seilmaker.
hadde vi tilbragt 127 dager i aapen sjø, og dermed var den første del av turen gjort.
VED BARRIEREN
Straks efter at ha fortøiet gik chefen, Prestrud, Johansen og jeg op paa barrieren paa en rekognosceringstur. Opstigningen fra sjøisen til barrieren var fin, en ganske jevnt skraanende bakke. Allerede en kvartmils vei fra fartøiet fandt vi en god plads til den første hundeleir, og en kvartmil endnu længere syd blev det bestemt, at huset skulde staa. Det var i en bakkeheldning, hvor det vilde være mindst utsat for de sterke sydostlige vinde, som efter tidligere beskrivelser ventedes. Oppe paa barrieren var det absolut stille, og ikke et liv rørte sig; hvad skulde de forresten leve av? Den deilige skitur fortsattes endnu et stykke sydover, indtil vi efter et par timers forløp atter var ombord; her hadde man i mellemtiden været i fuld gang med slagtning av sæl, av hvilke forøvrig flere hundrede laa spredt paa isen.
Efter den temmelig lange sjøreise og med den trange plads ombord maa jeg si, det smagte godt at faa fast grund under føttene og faa røre litt paa sig. Hundene var vist ikke mindst fornøid; naar de kom ned paa isen, væltet de sig i sneen og sprang omkring ellevilde av glæde. Under hele opholdet blev tiden i stor utstrækning benyttet til skiture og sæljagt, og en behagelig avveksling var det.
Søndag den 15. gik med til opsætning av telter ved første hundeleir og ved „Framheim”, som vinterstationen blev kaldt. Der blev benyttet et spann hunder, som naturligvis var uvante til at kjøre, nogen la sig ned, andre slos, enkelte vilde ombord, og kun faa forstod situationens alvor, og at det var slut med deres gode dager. Mandag bragtes alle hunder fra borde, og de følgende dager fortsattes med provianten.
Ilandbringelsen av kassene foregik paa den maate, at sjøpartiet bragte et passende antal kasser fra proviantrummet op paa dækket, saa kjørerne hadde nok i en vending. Naar slædene kom ned til fartøiet, blev kassene sendt ned paa isen utover en „sliske”, saa det hele gik meget hurtig for sig. At sætte kassene op paa isen, før slædene kom tilbake, vilde vi ikke gjøre, da vi ellers, i tilfælde av at isen skulde gaa op, vilde bli nødt til at hive alt ombord igjen, eller endog være utsat for at miste det. Om nættene fik idetheletat intet lov til at bli paa isen.
Før vi kom til isen, hadde vi gjort regning paa 50 % „liggedager”, d. v. s., vi hadde efter tidligere beskrivelser gjort regning paa saa stygt veir halvparten av tiden, at „Fram” vilde bli nødt til at forlate sin fortøiningsplads. Med hensyn til det var vi langt heldigere end ventet, og kun et par ganger blev vi nødt til at gaa. Det hændte første gang nat til 26. januar, da vi fik en liten kuling fra nord med nogen sjø, saa fartøiet hugget temmelig haardt mot isen. Drivende flak kom nedover paa os, og for ikke at bli overrasket av isfjeld, som pludselig kunde komme stikkende frem ved barrierepynten „Manhue”, tok vi fortøiningene ombord og gik. Da landpartiet derfor lørdag morgen som almindelig kom i susende fart nedover, saa det til sin overraskelse, at „Fram” var væk. Utpaa dagen blev det vakkert veir, og vi forsøkte at gaa tilbake ved middagstider; men der var saa fuldt av drivis, at vi ikke kunde komme ind til den faste iskant. Om aftenen ved 9-tiden saa vi fra tønden, at isen slakket op; der gjordes nok et forsøk, og ved midnatstider var vi atter fortøiet.
Dagen gik dog ikke tapt for landpartiets vedkommende. Fredag hadde nemlig Kristensen, L. Hansen og jeg været paa en skitur og skutt 40 sæl, som blev kjørt op til stationen, mens vi var ute.
Kun et par ganger til maatte vi forlate vor plads, indtil vi den 7. februar, da næsten al is var gaat ut av bugten, kunde fortøie langs den lave, faste barriere, hvor vi laa rolig, til vi gik for godt.
Der var adskillig dyreliv omkring os. En mængde hval kom klods ind til fartøisiden, hvor de blev staaende stille for at se paa de ubudne gjester. Paa isen kom sælen helt bort til skibet, likesaa større eller mindre flokker pingviner for at se paa os. Disse var idetheletat nogen ualmindelig nysgjerrige tingester. To keiserpingviner, som paa vor sidste fortøiningsplads ofte var borte for at se paa, naar vi skulde sætte ned et isanker eller rette paa en trosse, mens de satte hodet paa skakke og skravlet, gik under navn av „havnefogden og madammen”.
En masse fugl, skua gulls, snowy petrels og antarctic petrels fløi omkring fartøiet og gav os ret som det var en god „rypestek”.
Nat til 4. februar ved 1-tiden kom vagtmanden Beck ned og purret mig og fortalte, at et fartøi kom ind. Jeg skjønte jo straks, at det var „Terra Nova”; men jeg maa tilstaa, at jeg ikke gad tørne ut for at se paa det. Vi heiste imidlertid flagget.
Straks man hadde fortøiet gik efter Becks utsagn endel iland, antagelig for at se efter huset. De fandt det imidlertid ikke, og kl. 3 kommer Beck ned igjen og sier, at „nu kommer de herombord”. Jeg blev altsaa „pokka nødt” til at tørne ut og hilse paa dem. Det var løitnant Campbell, lederen av Scotts andet landparti, og løitnant Pennell, „Terra Nova”s fører. De gjorde naturligvis en masse spørsmaal og hadde øiensynlig svært vanskelig for at tro, at det virkelig var „Fram”, som laa her. Vi var først blit tat for en hvalfanger. De tilbød sig at ta post med til New Zealand; men vi hadde ingen post færdig og maatte med tak avslaa tilbudet. Senere paa dagen var endel av „Terra Nova”s officerer til frokost paa „Framheim”, og chefen, Prestrud og jeg var hos dem til lunch. Ved 2-tiden om eftermiddagen gik „Terra Nova” igjen.
Fredag den 16. februar gik endel av landpartiet paa den første tur for at lægge ut depoter; vi ryddet op, fyldte sne paa vore vandtanker og gjorde fartøiet sjøklart. Hermed var vi færdig utpaa aftenen den 14de.
FRA HVALBUGTEN TIL BUENOS AYRES
Det saakaldte sjøparti bestod av følgende 10 mand: Th. Nilsen, L. Hansen, H. Kristensen og J. Nødtvedt, H. F. Gjertsen, A. Beck, M. Rønne, A. Kutschin og O. K. Sundbeck. De fire førstnævnte dannet den ene vagt, fra 8 til 2, og de 5 sidstnævnte den anden, fra 2 til 8. Last but not least kommer K. Olsen, kok.
Efter at ha gjort os sjøklare lot vi gaa fortøiningene paa isbarrieren kl. 9 fm. den 15. februar 1911. Hassel, Wisting, Bjaaland og Stubberud var nede for at se os vel avgaarde. Da isen i løpet av de sidste dager var gaat op helt til bunden av bugten, gik vi saa langt syd som mulig for at ta et lodskud; den mindste dybde, vi fik, var 285 m. Bugten fortsatte i en skrugar østover og senere i nordlig retning, saa at vi paa det sted, hvor vi blev stoppet av barrieren, opnaadde det sydligste punkt, som kan opnaaes av fartøi, saalænge barrieren er som nu. Største bredde 78° 41’. Da „Terra Nova” var her, var dens og vor bredde 78° 38’.
De to sidste dager før avreisen hadde det været stille, og en seig, tyk issørpe laa over hele bugten; den var saapas seig, at „Fram” ganske stoppet farten, saa vi maatte holde det gaaende forover og agterover, til vi kom ut i en rende. Paa isflakene laa der hundredevis av sæl,
men da vi hadde endel sælkjøt, lot vi dem til en avveksling
være i fred.
Før chefen begyndte utlægning av depoter, mottok jeg følgende ordre:
Herr premierløitnant Thv. Nilsen!
Ved „Fram”s avgang fra isbarrieren overtar De kommandoen ombord. Ifølge den plan, vi i fellesskap har lagt:
1. avgaar De direkte for Buenos Ayres, hvor de nødvendige reparationer gjøres, proviant tages ombord og mandskapet kompletteres. Efter at dette er bragt iorden,
2. avgaar De fra Buenos Ayres for at utføre oceanografiske observationer i det sydlige Atlanterhav. Ønskelig vilde det være, om De kunde række med to tversnit at undersøke forholdene mellem Amerika og Afrika. Forøvrig maa jo disse undersøkelser være avhængig av de herskende forhold, samt den tid, De har til raadighet. Naar tiden kræver det, vender De tilbake til Buenos Ayres, hvor de endelige forberedelser gjøres for endelig
3. avgang til isbarrieren for at avhente det landsatte parti. Jo før De kan trænge ind til barrieren i 1912, jo bedre. Jeg opgir ingen tid, da jo alt beror paa omstændighetene, og overlater jeg til Dem at handle efter bedste skjøn.
I hvad der forøvrig maatte berøre ekspeditionens interesser, gir jeg Dem fuld handlefrihet.
Skulde De ved tilbakekomsten til barrieren finde, at jeg ved sygdom eller død er forhindret fra selv at overta ekspeditionens ledelse, saa overgir jeg denne i Deres hænder, og ber Dem paa det indstændigste at søke ekspeditionens oprindelige plan — nordpolarbassinets undersøkelse — utført.
Med tak for den tid, vi har tilbragt sammen og med ønsket om, at vi, naar vi atter møtes, har rukket vore respektive maal, er jeg
Deres hengivne
Roald Amundsen.
Da Sir James Ross i 1842 for første gang var paa disse kanter, satte han paa 160° v. l. og ca. 78° s. br.: Antydning til land. Senere i 1901 gav Scott dette land navnet „King Edward VII Land”. En av „Terra Nova”s opgaver var ogsaa at undersøke dette land; men da vi den 4. februar var sammen med „Terra Nova”, fortalte man der ombord, at de paa grund av isforholdene ikke hadde kunnet komme iland. Da aldrig nogen hadde været iland, tænkte jeg det maatte være interessant at gaa bort og se, hvordan det tok sig ut. Følgelig blev kursen sat nordostover langs barrieren. Utpaa natten blev det tæt sjørøk, saa vi kun av og til saa barrieren over hodet paa os. Ret som det var, var vi klods indpaa et høit isfjeld, saa vi maatte gi haardt ror for at gaa klar. „Fram” styrer imidlertid udmerket, naar hun er i trim og dreier som en tap; desuten var det stille.
Eftersom dagen skred frem, klarnet det mere og mere op, og ved middagstider var det aldeles klart. Det syn, som da møtte os, var paa styrbord side den høie barriere og ellers rundt omkring ca. 50 større og mindre isfjeld. Barrieren gik fra ca. 100 fot ved sjøen opover til antagelig 1200 fot.
Vi fulgte barrieren et stykke bortover, men henimot „Cap Colbeck” møtte vi drivisen, og da jeg ikke hadde lyst til at komme mellem denne og barrieren, holdt vi utover i nordvestlig retning. Desuten er der ved en saadan propeller, som vi har, det aber, at akslen vil slite sterkt i lagrene, saa at disse fra tid til anden maa støpes om. Dette maatte nødvendigvis gjøres, før vi kom ut av pakisen, og jo før jo heller. Efterat vi altsaa hadde gaat langs barrieren i ca. 1½ døgn og ikke hadde set noget bart land, sattes kursen n.v. i aapent vand, og kommet et stykke ut, fik vi et hæng av østlig vind, saa seilene kunde sættes. Vi saa snelandet og lysningen over dette hele natten.
Datum var endnu ikke skiftet; men da det allikevel maatte gjøres, blev den skiftet 15. februar.
Et fartøi, som stadig seiler østover, stiller uret frem hver dag, 1 time for hver 15de grad; et, som seilet vestover, stiller det stadig tilbake. Paa 180° er det ene kommet 12 timer frem, det andet 12 timer tilbake, differensen altsaa 24 timer. Naar man derfor skifter længde, maa man nødvendigvis skifte datum, saaledes at man, naar man gaar fra øst til vestlig længde, vil faa den samme dag to ganger, og naar man gaar fra vest til øst længde, maa springe over en dag.
Den 16de om middagen blev propelleren tat op, og allerede den 17de om aftenen var sjauen undavgjort. En rekord, tiltrods for kuldegrader. Prægtige folk til at arbeide, de maskinister.
Natten til den 16de saa vi desværre midnatssolen for sidste gang. Samme nat saaes noget mørkt paa bagbord baug; det saa i belysningen nærmest ut som en holme. Loddeapparatet blev gjort klar, og vi, som hadde vagt, saa os i aanden naturligvis som de store opdagelsesreisende. Jeg gik allerede og spekulerte paa, hvad navn den mest passende kunde faa; men ak, „opdagelsen” blev tydeligere, og navnet? tja, det blev temmelig prosaisk. „Den døde hvals holme”. Det viste sig nemlig at være en svær opblæst hval, som laa og drev, og som der sat fuldt av sort fugl paa.
Ganske langsomt gik det nordvestover for seilene alene. Den 17. om morgenen saaes isblink i luften paa styrbord boug, og ved middagstider var vi borte ved selve pakisen; denne var her aldeles tæt og opskrudd, saa der var ikke tale om at forsøke paa at gaa gjennem den. Vi blev derfor nødt til at følge isen vestover. Ret agter saa
vi i luften samme lysning som over den store isbarriere,
Skipper, Frams islods.
.
mot nord og nordvest. — Desuten maa de masser av tæt opskrudd is, som samler sig her, tyde paa, at den støtte paa en hindring, sandsynligvis barrieren. Da vi gik ut i 1912 laa isen nøiagtig paa samme sted og paa samme maate.
Kursen gik stadig vestover langs pakisen, og først den 20. kunde vi vende næsen nordover igjen. Til en avveksling fik vi nu en liten kuling fra S.O. Med snetykke; saa det gik noksaa bra. „Fram” gaar i det hele taget lettere gjennem vandet nu end paa nedturen, hun er sandsynligvis blit ren i bunden av det kolde vand og efter al skubbing mot isen; desuten har vi vel ikke mere end tredjeparten saa meget inde nu, som da vi forlot Norge.
Nat til 21. maatte vi igjen tænde nathuslampene i kompasset, og nu blev dagene fort kortere. Det kan muligens være bra, at der paa landjorden er mørkt om nættene; men paa sjøen burde det altid være lyst, specielt i disse farvand, som er temmelig ukjendte og hvor der er fuldt op av drivende isfjeld.
Klokken 4 eftermiddag den 22. gik vi ind i drivisen paa 70,5° s. br. og 177,5° ø. l. Isen var meget høiere og styggere end da vi gik sydover, men da der saalangt vi kunde se baade øst- og vestover var fuldt av is, som forresten var temmelig slak, maatte vi gjøre et forsøk, hvor der var mest sandsynlighet for, at vi kunde komme gjennem.
Sælen, som søndenfor isen fulgte efter os i mindre flokker, var nu næsten helt forsvundet, og merkværdig nok saa vi kun litet sæl i pakisen. Heldigvis fik allikevel Gjertsens vagt 3 sæl, og i en ukes tid kunde vi nu nyde sælbif, ogsaa populært kaldt „krokodillebif”, tre ganger om dagen. Sælbif og friske tyttebær. Delicioso.
Det gik forholdsvis bra gjennem isen; om natten fra 11 til 1 maatte vi forresten slakke farten, da det ikke var mulig at styre klar paa grund av mørke, og ut paa morgensiden fik vi saa sterkt snefald, at intet kunde sees, og motoren maatte stoppes. Da det ved 9-tiden klarnet op, var vi kommet ind i en dam, som vi heldigvis noksaa let fik vridd os ut av og kom ut i en bugt. Denne dannedes av over 100 isfjeld, som tildels laa indpaa hverandre og hadde stuvet isen tæt sammen. I vest saaes utløpet, som vi styrte for, og allerede klokken 10 eftermiddag den 23. februar var vi ute av isen og i aapent vand. Vor bredde var da 69° S. og længde 175,5° O.
Det er ganske merkelig, hvor meget stille der er i Rosshavet. I de to maaneder, vi har været der, har vi næsten ikke hat en ordentlig kuling. Klokken 2 nat den 25., da jeg blev løst av paa vagt, har jeg saaledes skrevet i dagboken . . . . . . „Det er stille, ikke en krusning paa vandet. Paa dæk gaar de tre mand, som danner vagten. Av og til høres borte paa vandet pingvinenes skrik kva! kva! men ellers ingen anden lyd end motorens regelmæssige tøf, tøf, 220 ganger i minuttet. Ja, den motoren, den gaar ufortrødent, den har nu gaat i 1000 timer uten at være rengjort, mens den paa vort Atlanterhavstogt ifjor stod pal fast efter 80 timers gange. . . Ret over os har vi Sydkorset, rundt omkring straaler de prægtige sydlys, og i mørket sees det lysende omrids av et isfjeld.”. . .
Den 26. passertes polarcirkelen og samme dag steg baade luftens og vandets temperatur til over 0°.
Det var med sorg i hjertet, at vi spiste vort sidste stykke „krokodillebif”; men jeg haabet, at vi skulde faa endel albatrosser. Disse fugler saa vi, straks vi var ute av isen. Det var forresten mest den brune albatros (sooty albatross), disse hvileløse fugler, som gjerne kredser alene omkring skuten og som er saa vanskelige at faa fat i, da de sjelden forsøker at bite paa det flesk, der brukes som agn. Da jeg som dæksgut for første gang saa disse fugler, blev det mig fortalt, at de kaldtes „pastorene”, og at de hadde sit navn, fordi de er ugudelige presters sjæle, som hernede maa vente til dommedag uten at faa ro.
Saa nogenlunde i vor kurs til Kap Horn skulde der findes to øgrupper, Nimrod-gruppen paa ca. 158° v. l. og Dougherty-øen paa ca. 120° v. l. De staar begge i engelske karter betegnet med D (Doubtful). Løitnant Shackletons fartøi „Nimrod” lette efter begge, men fandt ingen av dem; den sidste skulde forresten være set to ganger. „Frams” kurs blev derfor sat paa Nimrod-gruppen. En stund gik det ogsaa bra, men saa fik vi en ukes tid nordlige vinde, altsaa imot, og da vi endelig igjen fik god vind, var vi saa langt i S.O. av dem, at der ikke var mening i at seile N. V. igjen for at se efter tvilsomme øer; det vilde sikkert ha tat uker. Følgelig blev kursen sat for Dougherty-øen. Vi hadde vestlige vinde i ca. to uker og hadde kun to à tre døgns seilads til nævnte ø, da vi ganske pludselig fik kuling av N. O., som varte i tre dager og endte i en orkan fra samme kant. Da denne var over, var vi efter bestikket kommet ca. 80 kvartmil S. O. av øen; den voldsomme efterdønning, som varte i dagevis, gjorde, at der ikke kunde være tale om at forsøke paa at gaa mot den med motoren. Vi saa næsten heller ikke et himmellegeme hverken nat eller dag, og der gik uker mellem hver gang en observation kunde faaes, saa vi kunde for den saks skyld gjerne være baade en og to grader feil i bestikket. Disse øer faar vi altsaa ogsaa indtil videre betragte som tvilsomme.
Moral:
Gaa ikke paa opdagelsesreise, min kjære ven, dertil duger du ikke.
Straks efterat vi var ute av Rosshavet og kommet ind i det sydlige Stille hav, begyndte det paa den gamle galei, d. v. s. „Fram” begyndte den evige slingringen fra den ene side til den anden. Naar det var paa det værste og kopper og tallerkener danset fandango ute hos kokken, ønsket denne altid „Gid vi var i Buenos Ayres”. Det er forresten ikke altid saa greit at være kok under saadanne omstændigheter; men allikevel er han altid i godt humør og synger og plystrer hele dagen. Hvor godt „Fram” forstaar den kunst at slingre, viser følgende lille episode.
En eftermiddag sat et par stykker og drak kaffe paa en verktøikiste, som stod utenfor „byssa”. Nu vilde uheldet, at surringen under en overhaling gik løs, og kisten for langs dækket. Pludselig stoppet den op mot en hindring, og en av dem, som sat der, for op i luften, gjennem døren til byssa og gjorde det nydeligste tigersprang „i susende fart” forbi kokken, indtil han tilslut havnet paa maven i den anden ende av byssa, fremdeles med et godt tak om koppen, som for at ha noget at holde sig fast i. Det ansigt, som han satte op efter denne vellykkede luftfart, var overordentlig komisk, og de, som saa paa det, fik sig alle en hjertelig latter.
Som før nævnt gik det noksaa bra en tid efterat vi var ute i det Stille hav, god vind i 14 dager itræk, og jeg haabet saa smaat, at vi atter var ute i det saakaldte vestenvindsbelte. Intet er imidlertid fuldkommen i denne verden, saaledes heller ikke her, idet vi hver dag hadde isfjeld og stadig var plaget av tætte snebyger eller taake; de første var naturligvis at foretrække, da det ialfald var sigtbart mellem bygene; men taake er og blir det værste. Det hændte, at alle mand var oppe hele natten for at være klar til hurtig manøvre, og der var aldrig mindre end to mand paa utkik forut. Motoren var ogsaa stadig klar til øieblikkelig igangsætning. At alle var klar naarsomhelst, vil et litet eksempel vise:
En søndag eftermiddag, da Hansen, Kristensen og jeg hadde vagt, begyndte vinden at skralle, saa vi maatte gaa baut. Det blaaste ganske friskt, men jeg hadde allikevel ikke lyst til at purre frivagten, da den kunde trænge den søvn, der var anledning til at faa, og Hansen og jeg skulde se at faa fartøiet rundt. Kristensen stod tilrors, men hjalp til, naar han kunde slippe rattet. Idet skibet luffet op i vinden og seilene temmelig voldsomt begyndte at slaa, kom pludselig hele frivagten springende op paa dæk i sine bare unævnelige og til at hale. Tilfældet vilde ogsaa, at et isfjeld i samme øieblik kom stikkende frem av taaken og ret for baugen. Det var da heller ikke mange minutter, før vi var over paa den anden baug, og frivagten blev ikke længe oppe. At være saa tyndt klædt i den kolde, taakete luft var vel heller ingen fornøielse. Saapas let sov man altsaa, og der skulde ikke stor støi til, før man vaagnet. Da jeg senere spurte en, jeg tror det var Beck, hvordan de kunde finde paa at komme op, svarte han, at de trodde, vi holdt paa at seile paa et isfjeld og skulde forsøke at komme unna.
Det har hændt, at jeg om natten har set isblinket saa langt som 8 kvartmil, og da har det ingen nød; men vi har ogsaa midt paa dagen seilet klods forbi isfjeld, som er set nogen faa minutter, før vi har været indpaa dem. Da veien er lang, har vi ogsaa som regel seilt, hvad vi kunde, men 2 à 3 nætter maatte vi la farten gaa ned til et minimum, da vi ikke kunde se stort længer end til nakken av klyverbommen.
Efter 2 à 3 ukers seilads begyndte isfjeldene efterhaanden at avta, og jeg haabet, det snart vilde være slut; men søndag den 5. mars, da det var nogenlunde sigtbart, saa vi ved middagstider en hel del store fjeld forut. En av frivagten, som netop kom op, utbrøt: „Ka fan er det for nokke svineri, Dere er kommet oppi?” Han kunde kanske ha grund til at spørre, ti i løpet av eftermiddagen passerte vi ikke mindre end henimot 100 fjeld: „Den store, hvite flok”. Det var store, taffelformede fjeld, alle av samme høide, ca. 100 fot eller omtrent saa høie som tønden paa „Fram”. Fjeldene var ikke det mindste slitt, men saa ut til at være kalvet ganske nylig. Som nævnt var det noksaa sigtbart, vi fik til og med en observation den dag (61° s. br. og 150° v. l.), og da vi hadde en god kjører av vestenvind, snodde vi os noksaa elegant forbi det ene isfjeld efter det andet. Sjøen, som om formiddagen var saapas stor, at skvættet av den stod over toppen av fjeldene, avtok efterhaanden, og da vi ut paa aftenen var vel i læ av altsammen, var det saa smult, som vi skulde være i havn. I løpet av natten passertes endel fjeld, og den næste dag saa vi kun ca. 20 stykker.
Efter de forskjellige beskrivelser om seilads i disse farvand er der delte meninger om, hvorvidt vandtemperaturen vil falde, naar isfjeld nærmer sig. At den falder jevnt, eftersom man nærmer sig pakisen, er sikkert nok, men om den falder for et eller enkelte spredte isfjeld, er vel nærmest avhængig av omstændighetene.
En nat klokken 12 hadde vi en temperatur i vandet av 1,2°, klokken 4 formiddag 1,0° og klokken 8 0,9°. Klokken 6 formiddag passertes et isfjeld. Klokken 2 middag var temperaturen atter steget til 1,1°. I dette tilfelde vilde man vel si, at temperaturen gav et varsko, men som regel har den paa høie bredder været konstant baade før og efter at vi har seilt forbi et isfjeld.
Julaften 1911, da vi paa vor anden tur sydover saa de første egentlige isfjeld, faldt vandtemperaturen paa 4 timer fra 2° til 0,4°, hvor den holdt sig, mens fjeldene passertes, derefter steg den igjen noksaa fort til 1,7°.
I vestenvindsbeltet tror jeg, man med nogenlunde sikkerhet kan se, om man nærmer sig is. I midten av november 1911, mellem Prins Edwards-øene og Crozet-øene (ca. 47° s. br.), faldt temperaturen. Utpaa morgensiden bemerket jeg til en: „Vandtemperaturen falder, som vi skulde nærme os isen.” Om eftermiddagen samme dag seilte vi like forbi en is (ganske litet fjeld), temperaturen steg atter til det normale, og vi møtte ikke mere is før julaften.
Lørdag den 4. mars, dagen før vi hadde den store samling av fjeld, sank temperaturen temmelig fort fra 1,1° til 0,3°. Vi hadde da ikke set is paa næsten 24 timer. Vandet fik samtidig en mer end almindelig grøn farve, og det er mulig, vi var kommet ind i en kold strøm. Temperaturen holdt sig lav til søndag morgen, da den klokken 8 formiddag steg til 0,4°, klokken 12 kloss ved et fjeld til 0,5°, og en kvartmil i læ av dette end yderligere til 0,6°. Den fortsatte fremdeles at stige og var 0,8° klokken 4, da fjeldene var tættest, klokken 8 aften 0,9° og klokken 12 midnat 1,0°. Hadde det været taake, vilde vi ganske sikkert ha trodd, at vi fjernet os fra isen, istedenfor at nærme os den; ganske rart var det forresten ogsaa, at vandtemperaturen ikke skulde holde sig mer konstant ved en saa stor opsamling av is; men som nævnt kan det jo ha været strøm.
I løpet av uken efter 5. mars blev fjeldene sjeldnere; men det samme veir vedvarte. Farten var upaaklagelig, og i et etmaal (fra middag til middag) hadde vi saaledes en distanse av 200 kvartmil, eller ca. 8½ knops fart i gjennemsnit, d. v. s. det bedste etmaal, „Fram” indtil da hadde hat. Vinden, som hadde været vest og nordvestlig, gik efterhaanden nordlig og endte i en orkan fra nordost søndag den 12. mars. Hvad jeg den 13de har skrevet i dagboken om denne, skal jeg her gjengi:
„Ja, nu har vi da oplevd den første orkan paa „Fram”. Lørdag den 11te gik vinden paa N. O. som almindelig med kuling og regn. Barometeret hadde staat jevnt mellem 744 og 745 m/m. Om eftermiddagen begyndte det at falde og var klokken 8 743 m/m., uten at vinden frisket noget. Yttre klyver blev dog tat. Til klokken 12 midnat faldt barometeret til 737 m/m., mens vinden øket til sterk kuling. Vi berget derfor fok, gaffelstorseil og indre klyver og hadde nu kun mersseilet og en stormsnip tilbake. Vinden øket efterhaanden paa til storm. Klokken 4 søndag morgen var barometret yderligere faldt til 728 m/m.
og klokken 6 blev mersseilet gjort fast.”
Toldopsynsmand, islods.
.
For dem, som vet, hvad en gaarding paa et seil er, kan jeg bemerke, at vi foruten de almindelige merse gaardinger hadde 6 — seks — ekstragaardinger rundt hele seilet, saa naar det var git op, var det saa at si fast gjort. Vi fik ogsaa git op seilet uten at det gik istykker, men det tok os over en time. Denne forsigtighetsregel med saa mange gaardinger maatte brukes, da vi var for litet mandskap.
Vinden øket og havet vokste, men det var ikke meget vand, som var kommet ind paa dæk. Klokken 8 morgen var barometerstanden 719 m/m. og klokken 9 718,5 m/m., da det endelig stanset og stod stille til henimot middag, i hvilken tid det blaaste en forrykende orkan. Skyene var brune, chokoladefarvede, og jeg kan aldrig huske at ha set en saa styg himmel. Vinden drog sig litt efter litt over paa nord, og vi slørte avgaarde for to stormsnipper. Havet kom tilslut i et sterkt oprør, og vi hadde sjøen tvers. Nu viste „Fram” sig i al sin glans som verdens bedste sjøskute. Det var merkelig at se, hvordan hun opførte sig. Voldsomme braat kom væltende høit op til luvart, og vi, som stod paa broen, vendte ryggen til for at ta mot sjøen, naar den kom, med en eller anden bemerkning om, at „uf! den er fæl den, som kommer der”. Men det, som ikke kom, var sjøen. Nogen faa meter fra fartøiet kikket den over rækken og gjorde sig klar til at vælte sig ind over „Fram”. Men denne gjorde i sidste øieblik et vrik paa kroppen og var i et sekund oppe paa toppen av sjøen, som krøp under fartøiet. Kan nogen undre sig over, at man blir glad i en slik skute? Saa gik det med lynets hurtighet fra bølgetoppen og ned i bølgedalen, et fald paa 13 à 15 meter. Naar vi saaledes „dat” ned, hadde vi samme fornemmelse, som naar man med de amerikanske expresselevatorer „dætter” ned fra 12te til 1ste etage, „som om alt indi en vil op”. Det gik saa fort, at vi saa at si blev løftet op fra dækket. Saadan gik det op og ned til utover aftenen og natten, da vinden efterhaanden løide av og det blev stille. At uveiret ikke vilde bli av nogen lang varighet, kunde man næsten gaa ut fra, da det kom saapas fort paa, og den engelske regel
Long foretold, long last,
Short notice, soon past
kunde man jo si holdt noksaa godt stik. Naar det er sterkvind, slingrer „Fram” ikke saa meget som almindelig, naar undtages en læ overhaling av og til; heller ikke var det overvættes meget vand, som i dette voldsomme hav kom ind paa dæk. Frivagten gik ned som vanlig, og som en ganske rigtig bemerket, kunde, vi gjerne gaa tilkøis alle mand, hvis vi ikke maatte holde utkik efter is. Heldet vilde ogsaa, at orkandagen var den første dag siden vi forlot isbarrieren, at vi ikke saa is, enten det nu var, fordi sjøsprøitet, som stod høit i luften, umuliggjorde al utsigt for os, eller der ikke fandtes is. Nok av det, vi saa ingen is, og det var jo hovedsaken. Utpaa natten fik vi et glimt av fuldmaanen, hvilket gav rormanden anledning til at rope „Hurra”. Dette kunde han sandelig ha god grund til, da vi i lang tid hadde gaat og ventet paa maanen, som jo skulde hjælpe os med at holde utkik efter is. I et saadant veir merker man under dækket intet over det almindelige. Her hører man næsten intet til vinden, og i agtersalongen, som ligger under vandets overflate, er aldeles lunt. Kokken, som residerer under dæk, regner ogsaa „stygt veir” efter fartøiets bevægelser, og ikke efter storm, taake eller regn. Paa dækket er vi ogsaa temmelig like glad, hvordan det blaaser, naar det bare er sigtbart og vinden ikke imot. Hvor litet man hører under dækket kan forstaaes av, at da det igaar
formiddag blaaste orkan, gik kokken som sedvanlig og plystret sine to strofer av „The whistling Bowery Boy”; mens han holdt paa med den første, kom jeg forbi og fortalte, at nu blaaste det orkan, om han hadde lyst til. at se, hvordan det tok sig ut. „Jasaa”, sa han, „jeg kan skjønne, det blaaser, for byssa har aldrig trækt saa godt, kulbetene flyr op gjennem røikhatten”, og plystret den anden strofe tilende. Han kunde imidlertid ikke dy sig, men maatte op og se. Det varte dog ikke længe, før han kom ned igjen med et „Gud bevare mig, aa det blaaser, aassaa saan’t himlane hav; nei, da var det nok baade varmere og lunere nede hos kjøtgrytene”.
Til middag, som almindelig spistes under munter passiar, hadde vi grøn ertesuppe, mørbrader med en akvaviter til og karamelpudding, saa man ser, kokken har faat god rutine i at aapne bokser, selv i orkan. Eftermiddagen nød vi vor almindelige søndagscigar, mens Kanarifuglen, som er blit Kristensens kjæledægge og hænger i hans lugar, sang i vilden sky.
Den 14. mars saa vi det sidste isfjeld paa hele turen. Alt ialt har vi set og passert 500 à 600 fjeld.
Vinden holdt sig stadig fra N.O. i en halvanden ukes tid, og jeg begyndte saa smaat at tro, at vi skulde bli liggende hernede og agere den flyvende hollænder. Det var alle mulige tegn paa vestenvind, men den kom ikke. Nat til 18de klarnet det op; lette cirrusskyer dækket over himmelen, og om maanen var det ring. Dette sammen med den svære dønning og det sterke barometerfald tydet paa, at noget var i vente. Søndag den 19. mars var vi da ogsaa inde i en cyklon. Ved at manøvrere efter reglene for at undgaa en cyklon paa den sydlige halvkule, gik vi ialfald godt klar den ene halvcirkel. Søndag eftermiddag ved 4-tiden var barometret nede i 700 m/m., den laveste barometerstand, jeg har hørt tale om. Fra klokken 12 til klokken 4 eftermiddag var det stille med svær sjø. Straks efter blaaste det op til storm fra N.V., men den løide i løpet av et par dager ganske langsomt av til kuling fra samme kant.
Søndag den 5. mars: 100 isfjeld, søndag den 12. mars: orkan og søndag den 19. mars: cyklon, i sandhet tre hyggelige „hviledager”.
Forsalongen har paa turen været omdannet til seilloft, hvor Rønne og Hansen driver forretning hver paa sin vagt. Agtersalongen benyttes som fælles spisesalong, da der baade er lunere og bevægelsene er langt roligere end forut.
Fra midten av mars saa det ut, som jevndøgnsstormene skulde være forbi; ti like til Buenos Ayres hadde vi ganske pent veir. Kap Horn passertes den 31. mars i det mest henrivende veir, løi bris av vestenvind og ikke en sky paa himmelen og kun en ganske svak dønning fra vest. Hvem skulde nu ane, at der gaves saa vakkert veir paa disse kanter? Og det i mars maaned, den mest stormfulde i aaret.
Gjertsen og Kutschin har hele tiden samlet plankton; den sidstnævnte smilte over hele ansigtet, naar han ved leilighet kunde faa et eller to „rumpetrold” i haaven.
Fra Falklandsøene og op blev „Fram” vasket og malt, saa vi ikke saa altfor „polaragtige” ut, naar vi kom til Buenos Ayres.
Som et kuriosum kan meddeles, at den sne, vi fyldte vore vandtanker med, paa isbarrieren, ikke smeltet, før vi kom op til La Plata-floden, hvilket viser, hvor konstant temperaturen holdtes i rummet paa „Fram”.
Første paaskedag ved middagstider var vi ved mundingen av La Plata-floden, uten at se land forresten. Utover natten blev det henrivende veir, kuling fra syd, maaneskin og stjerneklart, og turen gik opover floden paa lod og stjerneobservationer, indtil klokken 1 anden paaskedags morgen, da vi hadde fyrskibet „Recalada” i La Plata-floden ret forut. Vi hadde da ikke set noget fyr, siden vi den 9. september forlot Madeira. Klokken 2½ samme morgen fik vi lods og klokken 7 aften ankret vi paa reden i Buenos Ayres.
Vi hadde da næsten været en gang rundt jorden og ankeret i over 7 maaneder ikke været ute.
Turen fra isen var beregnet paa to maaneder, og vi hadde brukt 62 dager.
OCEANOGRAFISK TOGT
Ifølge programmet skulde „Fram” ut paa et oceanografisk togt i det sydlige Atlanterhav og efter den ordre jeg fik, skulde dette rette sig efter de forhaandenværende omstændigheter. Jeg hadde gjort regning paa et ca. 3 maaneders togt. Fra Buenos Ayres maatte vi gaa i begyndelsen av oktober for at være tidsnok nede i isen.
Da vi var for faa mand til at manøvrere fartøiet, til at ta lodskud o. s. v., blev følgende 4 matroser paamønstret:
H. Halvorsen, A. Olsen, F. Steller og J. Andersen.
Endelig nogenlunde klar gik „Fram” fra Buenos Ayres den 8. juni 1911, aarsdagen efter vi forlot Horten paa vort første oceanografiske togt i det nordlige Atlanterhav; det var nok ingen ombord, som 8. juni 1910 drømte om, at vi aaret efter skulde paa lignende togt i det sydlige.
Lodsen hadde vi med os til Montevideo, hvor vi ankom ut paa eftermiddagen den 9de, men paa grund av tiltagende kuling (pampero) blev vi liggende tilankers her i 1½ døgn, da lodsen ikke kunde bli avhentet. Lørdag eftermiddag den 10de blev han hentet av en stor taugbaat, hvor det norske konsulats sekretær var ombord. Denne spurte om vi ikke kunde komme ind i havnen, da man „gjerne vilde se fartøiet”. Jeg lovet at komme indom paa tilbakereisen „hvis vi fik tid”.
Søndag morgen den 11te lettet vi og gik ut i det nydeligste veir, man kunde tænke sig. Litt efter litt forsvandt landet, ut paa aftenen ogsaa fyrene; vi var atter ute i Atlanterhavet og straks efter var alt i den gamle gjænge.
Da vi ikke hadde nok preservert proviant ombord, og for at spare mest mulig paa beholdningen, fik vi med endel levende fjerkræ og ikke mindre end 20 levende sauer, som hadde „tilhold” paa „gaarden” paa bagbord side av fordækket. Sauer og høns gik om hverandre, og det duftet altid av det deiligste høi, saa vi hadde baade sjøluft og „fjeldluft”. Tiltrods for al denne deilige luften, var 3 à 4 stykker plaget av influensa og maatte holde køien nogen dager.
Jeg hadde beregnet at være tilbake til Buenos Ayres i begyndelsen av september og om mulig at faa en station hver dag. Distansen var efter en foreløbig beregning ca. 8000 kvartmil, og jeg satte da av følgende plan:
At gaa omtrent O t N med fremtrædende nordlige og nordvestlige vinde til den afrikanske kyst, og der faa fat i sydostpassaten; hvis Afrika ikke kunde naaes før, da at vende om den 22. juli og med sydostpassaten sætte kurs for St. Helena, hvor vi kunde være før 1. august; herfra igjen med samme vind til South Trinidad (11. eller 12. august); fremdeles med østlige og nordostlige vinde en sydvestlig kurs indtil omkring 22. august, da observationene blev at avslutte og Buenos Ayres søkt at naaes til fastsat tid.
Som nævnt, saa forsøkt. Paa grund av flodvandet fra La Plata blev der ikke straks begyndt med at ta vandprøver, og med motvind N.O. laa vi derfor bidevind utover nogen dager. Vi fik ogsaa en ganske frisk kuling paa os, saa lodningen av den grund heller ikke kunde paabegyndes før den 17de.
Til at ta vandprøver benyttes en winsch med f. eks. 5000 m. lang loddestreng, paa hvilken en eller flere vandhentere hænges. Vi brukte tre ad gangen for at spare tid. Skal nu f. eks. vand og temperatur tages fra 300, 400 og 500 m. hænges først apparat III (i tegningen) paa, ca. 20 m. fra enden av strengen, hvor der hænges en mindre vegt (a); derpaa fires ned, til meterhjulet, over hvilket strengen gaar, viser 100 m., apparat nr. II sættes fast og der fires atter 100 m., da apparat I sættes paa og der fires 300 m. d. v. s. til meterhjulet viser 500 m. Øverste apparat I er da nede paa 300 m., nr. II paa 400 m. og nr. III paa 500 m. Under apparat I og II hænges et saakaldt glidelod (ca. 8 cm. langt og 3 cm. diam.) Paa vandhenterne er i et dertil indrettet rør indsat vendetermometre (b).
Selve vandhenterne bestaar av en messingcylinder (c), ca. 38 cm. lang og 4 cm. i diam. (ca. ½ liter vand) indsat i en ramme (d). Omtrent paa midten av cylinderen er der tapper, som hviler i lagere i rammen, saa cylinderen kan svinges 180° (vendes op og ned paa).
Cylinderen er, naar den under nedfiringen staar paa hode, aapen i begge ender, saa vandet kan strømme
gjennem. I dens øvre og nedre ende er imidlertid lok, der
Frams 2den maskinist.
.
dreier sig om hængsler og er forsynt med pakning. Naar nu apparatet utløses, svinger cylinderen rundt, og de nævnte lok stænger da automatisk for cylinderens ender. Det vand, som derved paa den bestemte dybde blir stængt inde i cylinderen, blir altsaa under ophivninger staaende i denne og samles paa flasker. Under utløsningen brækker kviksølvsøilen i vendetermometret, og vandtemperaturen blir avlæst for samme dybde, som vandet er hentet fra.
Utløsningen av vandhenterne foregaar paa følgende maate: Naar alle apparatene er firt ned paa de ønskede dybder, blir de hængende nogen minutter, for at termometrene kan bli indstillet paa den rigtige temperatur, før kviksølvsøilen brækkes. Derefter sendes et glidelod nedover strengen. Naar loddet støter mot øverste apparat, trykkes en fjær sammen, en hake (e), som har holdt cylinderen, slipper løs, og denne tørner helt rundt (app. I.) Idet den gjør dette, stænger som før nævnt lokkene for endene av cylinderen, som blir fastslaat i sin nye stilling ved en hake i bunden av rammen. I samme øieblik blir ogsaa det glidelod, som hænger under apparat I, utløst og fortsætter nedover til apparat II, hvor det samme gjentar sig. Likeledes ved apparat III. Naar alt er gjort, hives ind.
Ved at holde fingeren paa strengen, kan man, ialfald i nogenlunde rolig veir, kjende, naar loddene støter mot vandhenterne; forresten pleiet jeg gjerne at se paa uret, da det tar omtrent ½ minut for loddet for at gaa ned 100 meter.
De nødvendige data indføres i en bok.
Om morgenen den 17de blev altsaa seilene opgit og „Fram” begyndte at slingre endnu værre end med seilene sat. Der blev først forsøkt at ta lodskud med 30 kg. lod og bundhenter. Paa vel 2000 m. gik loddelinen (pianostreng) av, saa at lod, bundhenter og over 2000 meter streng uhindret fortsatte sin vei tilbunds. Jeg hadde tænkt at ta vandprøver paa 4000, 3000, 2000 o. s. v. meter, og vandhentere blev sat paa fra 0 til 2000 m. Dette tok imidlertid 6 timer. Næste dag blev der paa grund av den svære sjø ikke mere end nogen faa prøver fra 0 til 100 m. tat. Tredje dag blev der igjen gjort forsøk med bundhenter. Vi fik da bund paa og prøver fra ca. 4500 m.; men til indhivning av bundhenter og til at ta vandprøver og temperaturer medgik otte timer, fra 7 formiddag til 3 eftermiddag, altsaa tredjeparten av døgnet. Paa denne maate behøvde vi mindst ¾ aar til den planlagte rute; men da tiden desværre ikke var til raadighet, sluttet vi med en gang baade med at ta bunden og med at ta vandprøver fra større dybder end 1000 meter. For resten av turen blev der da tat temperatur og vandprøver fra følgende dybder: 0,5, 10, 25, 50, 75, 100, 150, 200, 250, 300, 400, 500, 750 og 1000 meter, ialt 15 prøver fra hver station, og fra nu av gik det slag i slag med en station daglig. At hive op to vandhentere paa samme line fra 750 og 1000 meter gjorde vi tilslut uten større vanskelighet for haand. I førstningen gjordes det med motor og loddeindhivningsapparat; men det gik for sent og senere brugtes bare en let haandwinsch. Om ikke ret længe blev vi saa drevne, at hele historien bare stod paa to timer.
Disse to timer var de av døgnets 24, som vi likte bedst. Alle slags morsomme historier blev fortalt, specielt fra opholdet i Buenos Ayres, og hver dag var det noget nyt. Her er en liten stub:
En av deltagerne var blit kjørt overende av en automobil i en av de trange forretningsgater; automobilen stoppet, og der samlet sig naturligvis straks en skare nysgjerrige. Vor ven laa overende og spekulerte paa, om han ikke burde være død eller ialfald ha brukket et ben, saa han kunde faa skadeserstatning. Idet han saaledes laa og blev befølt av publikum, husket han pludselig paa, at han hadde 50 centavos (ca. 80 øre) i lommen. Med saa mange penger kunde det være det samme med hele skadeserstatningen; op sprat derfor vor ven som en viskelærsbal, og i et nu var han forsvundet i mængden, som stod og maapet efter den „døde” mand.
Farten blev paa dette togt saavidt mulig regulert, at det blev ca. 100 kvartmil mellem hver station, og jeg maa si, vi var ualmindelig heldige med veiret. Som kartet viser, fik vi to forholdsvis paralelle snit med nogenlunde jevn distanse mellem stationene, saa jevn ialfald, som det gaar an at faa med et fartøi som „Fram”, der igrunden har forlitet baade seil- og maskinkraft. Stationenes antal blev ialt 60 og vandprøvene 891. Av planktonprøver blev der hjemsendt 190. Den videre undersøkelse av prøvene i Norge vil vise, om det indsamlede materiale er blit til nogen nytte, og om der er blit noget utbytte av togtet.
Med hensyn til veiret paa turen, saa har det hele tiden været jevnt godt; en liten kuling av og til med sjø og slingring forekom jo, forresten var det mest frisk bris. I sydostpassaten seilte vi i 4 uker itræk uten at bruke motoren, som da fik en grundig overhaling. Samtidig hadde vi god anledning til at pudse paa fartøiet, hvilket i høi grad trængtes. Alt jern blev banket fri for rust, og hele fartøiet malt baade under og over dæk. Selve dækkene blev smurt med en blanding av olje, tjære og terpentin efter at være renskurte. Hele riggen blev efterset. Paa rheden i Buenos Ayres maltes omtrent hele fartøiet om igjen, master og rær, skibssiden utenbords og alt indenbords, baade dækshus, baater og de forskjellige spil (ankerspil, motorer, pumper og lign.). I motorrummet var baade motoren og alt verktøi skinnende blankt eller nymalt; alt det sidstnævnte hang i reoler paa sine bestemte pladser, og den orden og renslighet, som hersket, gjorde, at det var en ren fornøielse at gaa derned. Al denne istandsætning og oppudsning hadde tilfølge, at da vi kom ind til kaien i Buenos Ayres, skinte „Fram” som hun vist aldrig har gjort, siden hun var ny.
Paa turen blev ogsaa rummene rengjort, al proviant omstuvet og nøiagtig fortegnelse tat over samme.
Et helt sæt seil blev fuldstændig utslitt paa denne reise; men hvad kan man vente, naar der er seilmanøvre hver eneste dag, opgivning, fastgjøring og sætning av seil baade i stille og kuling? Denne manøvre hver dag mindet mig om korvetten „Ellida”, naar det var „alle mand op til manøvre”. Som regel blev det forresten bare opgivning av seil eller vending og opgivning av seil, da der altid maatte loddes til luvart, forat lodlinen ikke skulde komme under bunden av fartøiet og slaa apparatene istykker. Vi har derfor heller ikke mistet mere end et termometer paa ca. 900 lodninger.
Paa grund av al denne seilslitning har Rønne hele tiden, baade i sjøen og i Buenos Ayres, været optat med at sy og lappe seil, da der av dem, som bruktes, ikke var mere end likene igjen, og da vi paa den kommende tur til isbarrieren maatte ha absolut første klasses saker i „The roaring forties”.
Den 30. juni 1911 er en merkedag i „Fram”s historie; den dag skar vi nemlig vor kurs fra Norge til isbarrieren, og „Fram” hadde saaledes fuldført sin første jordomseiling. Bravo, „Fram”! Det er godt gjort av dig, specielt efter den daarlige attest, du har faat som seiler og sjøskute. Vi hadde i den anledning en bedre middag, og „Fram” blev av samtlige tilstedeværende gratulert med vel utført job.
Om aftenen den 29. juli passertes St. Helena. Det er første gang, jeg har set denne historiske ø. Ganske underlig var det at tænke paa, at „aartusenets største aand”, som en forfatter har kaldt Napoleon, skulde ende sit rastløse liv paa denne i det sydlige Atlanterhav saa ensomt beliggende ø.
Den 12. august, da det lysnet om morgenen, fik vi de smaa øer Martin Vaz isigte forut, og litt senere ogsaa South Trinidad (i 1910 passertes denne ø den 16. oktober). Der blev tat en kontrol av kronometrene, som forøvrig viste sig at være rigtige. Fra 12 til 2 eftermiddag, mens vi laa stille og tok vore daglige oceanografiske observationer, kom en seiler op i nord og laa bidevind sydover. Den holdt ned paa os og heiste flag og vi vekslet den almindelige hilsen; det var en norsk bark paa vei til Australien. Vi saa forresten ikke mere end 4 à 5 fartøier paa hele reisen, og temmelig langt borte var de ogsaa.
Helt siden vi gik fra Madeira i september 1910 hadde vi ikke været plaget av dyr eller insekter av nogetsomhelst slags; men da vi første gang var i Buenos Ayres, kom mindst 72 million fluer ombord for at se paa fartøiet. Jeg haabet, de vilde gaa iland ved „Fram”s avgang, men nei, de fulgte med, indtil de litt efter litt avgik ved en rolig død paa fluepapir.
Nuja, fluene kunde det være saa sin sak med; men der kom noget, som var værre, nemlig rotter, vor rædsel og skræk og for fremtiden vor dødelige fiende. De første steder, jeg fandt deres visitkort, var i min køie og paa bordet i forsalongen. De generte sig sandelig ikke. Hvad jeg sa ved den anledning, bør helst ikke staa paa tryk, intet uttryk kunde forresten være for sterkt til at gi sin ærgrelse luft ved en saadan opdagelse. Vi satte op fælder; men hvad nyttet det, naar lasten udelukkende bestod av proviant?
En morgen observerte Rønne, som sat og sydde seil, en „skygge”, som fløi forbi benene paa ham og efter sigende ind i forsalongen. Kokken kom brølende: „En rotte i forsalongen”. Nu blev der liv. Døren blev stængt, og alle mand paa jagt. Alle lugarer blev tømt og undersøkt, likeledes pianoet, alt blev snudd op og ned paa; men rotten var forsvundet som en „aand i en fillehaug”.
Ca. 14 dagers tid senere kjendte jeg sterk liklugt i Hassels lugar, som stod ledig. Det viste sig ved nærmere lugten og eftersyn at være den døde rotte, en stor, sort en, som desværre har været hanrotten. Det stakkars dyr, som var sultet ihjel, hadde forsøkt at opholde livet ved at fortære et par morskapsbøker, som laa i en tillaaset skuf i kommoden. Hvordan rotten er kommet ind i denne skuffe, skjønner jeg ikke.
Ved rengjøringen av proviantrummet fandtes reder med flere rotter i; seks stykker blev slaat ihjel, men likesaa mange undkom, saa nu har vi vistnok en hel koloni. Der blev utlovet en belønning paa 10 cigarer for hver rotte; fælder forsøktes atter; men det hjalp altsammen like litet. Da vi for anden gang var i Buenos Ayres, fik vi en kat ombord; den holdt vistnok styr paa rottene, men den blev skutt ved barrieren. I Hobart skaffet vi os et par fælder, hvori endel blev fanget; men helt kvit blir vi dem neppe, før vi faar losset ut det meste av provianten og derefter røkt dem ut.
En hel del møl har her ogsaa været; foreløbig har de ikke gjort andet end at spise et par huller i mine fine bukser.
Paa hele oceanograftogtet hadde vi et fiskesnøre hængende ute; men det hang der en hel maaned, uten at der var tegn til fisk, tiltrods for at den mest delikate hvite fille hang paa kroken og skinte. En morgen, kom som sedvanlig den ivrigste fisker op og kjendte paa snøret. Jo, sandelig, endelig var der da en, og en svær en maatte det være, da det næsten ikke var mulig at hale snøret ind alene. Der blev brølte paa assistanse. „Hei, du . . . . . kom og hjælp mig, en svær fisk!” Hjælpen kom fluksens og begge halte det, de kunde. „Ah! en fin glinsende fisk, det skal bli deilig at faa fersk fisk til middag.” Tilslut kommer da fisken ind over rækken; men ak, det viste sig, at den var uten hode, og at det var en almindelig stokfisk (tørfisk) paa omtrent ¾ meters længde, som av en skøier var hængt paa kroken om natten. At alle ombord fik sig en hjertelig latter, sier sig selv, ogsaa fiskerne, som tok alt fra den gemytlige side.
Som fiskefartøi er „Fram” idetheletat ikke videre heldig. Den eneste fisk, vi har faat, er, foruten ovennævnte stokfisk, en virkelig levende fisk, som imidlertid faldt av kroken, da den skulde hales ind. Fisken var efter øienvidners beretning. . . . . . seks fot lang og en fot bred.
Nu fisker vi ikke mere.
Den 19. august avsluttedes de oceanografiske observationer, og kursen blev sat for Buenos Ayres, hvor vi ankret paa rheden klokken 12 midnat den 1. september.
I BUENOS AYRES
At komme til Buenos Ayres paa vaaren 1911 var ikke bare fornøielse, specielt, naar man ingen penger hadde. „Fram”-ekspeditionen var vist ikke videre populær paa den tid, og den kontante pengebeholdning bestod av omtrent 40 pesos (vel 60 kroner); men det skulde ikke hjælpe meget. Provianten var svundet ind til næsten intet, og vi hadde ikke saa meget, at vi kunde forlate havnen. Det var blit mig fortalt, at der var avsat en sum til „Fram” under opholdet i Buenos Ayres; men denne hverken saa eller hørte jeg noget til, saalænge vi var der, og den var vist temmelig imaginær.
Hvis vi idetheletat skulde være istand til at gaa ned
og hente landpartiet, maatte der penger til; seilduk og
Frams 3dje maskinist, senere 2den maskinist
olje et minimum; alt dette maatte skaffes. I værste fald kunde jo det oceanografiske togt sløifes og vi ligge stille i Buenos Ayres; men da man ikke godt kunde la vore kamerater vansmegte paa isen, vilde man i Norge være blit nødt til at sende saa meget, at vi kunde gaa derned; men dermed vilde det ogsaa være slut med hele ekspeditionen, da „Fram” isaafald hadde faat ordre til at gaa tilbake til Norge.
Som sedvanlig var imidlertid „Fram” ogsaa ved denne leilighet svært heldig. Et par dager før vi forlot Norge, hadde nemlig vor udmerkede landsmand i Buenos Ayres herr godseier Pedro Christophersen telegrafert, at han vilde forsyne os med den proviant, vi maatte trænge, naar vi fra Madeira anløp Buenos Ayres. Han visste rigtignok ikke den gang, at turen blev utstrakt til ogsaa at omfatte Sydpolen, og at „Fram” ved ankomsten til Buenos Ayres var næsten tom istedenfor fuldt lastet; men det forhindret ham ikke i at hjælpe, som han gjorde. Jeg avla straks en visit hos ham og hos hans bror, den norske minister; de var heldigvis begge meget begeistret over chefens ændrede planer.
Da jeg ved en litt senere leilighet ytret min forbauselse over ikke at høre noget hjemmefra, blev det mig fortalt, at ekspeditionen vistnok ingen penger hadde, og godseier Christophersen lovet mig, da han hørte, hvor slet stillingen var, at betale alle vore utgifter i Buenos Ayres samt forsyne os med proviant og brændsel. Nu var vi altsaa ovenpaa med en gang og behøvde ikke at sørge for den dag imorgen.
Av det norske La Plata-samfund fik alle ombord endel penger til personlige utgifter, og vi blev invitert til deres fest paa frihetsdagen den 17. mai.
Anden gangs ophold i Buenos Ayres blev meget behagelig; alle var elskværdigheten selv, og man holdt sogar festlige tilstelninger. Vi fik ombord proviant, sendt fra Norge paa herr Christophersens regning, vel 50,000 liter petroleum, skibsrekvisita og lignende, saa vi hadde nok for et aar. Dette var dog ikke alt. Straks før vi gik, sa herr Christophersen, at han vilde sende ned en hjælpeekspedition, hvis „Fram” ikke kom tilbake til Australien inden en bestemt dato; men som enhver vet, blev dette heldigvis ikke nødvendig.
De tre uker, vi laa ved kaien i Buenos Ayres, var vi optat med at faa alle saker ombord og med at gjøre fartøiet sjøklart. Hermed var vi færdig onsdag eftermiddag den 4. oktober, og næste morgen var „Fram” klar til at fortsætte sin anden jordomseiling.
I Buenos Ayres laa vi ved samme kai som den tyske antarktiske ekspeditions fartøi „Deutschland”.
A. Kutschin og 2den maskinist J. Nødtvedt reiste hjem, og matros J. Andersen blev avmønstret.
FRA BUENOS AYRES TIL ROSSBARRIEREN
Paa turen fra Buenos Ayres til barrieren blev vagtene fordelt som følger: Fra 8 til 2: Th v. Nilsen, L. Hansen, H. Halvorsen og A. Olsen. Fra 2 til 8: H. Gjertsen, A. Beck, M. Rønne og F. Steller. I maskinen K. Sundbeck og H. Kristensen. Tilslut K. Olsen, kok. Ialt 11 mand.
Man pleier at si: „Vel begyndt er halv fuldendt”; det ser næsten ut til, at hvis det begynder slet, vil det gjerne fortsætte paa samme maate. Da vi om morgenen den 5. oktober gik ut fra nordre bassin, var det motvind og først efter et døgns gange kunde vi faa sat lodsen fra os ved „Recalda” fyrskib. Det blev efterhaanden stille, og smaat gik det utover La Plata-floden, til vi ut paa natten til den 7de var klar landet, og fyrene forsvandt i horisonten.
Vi burde egentlig, straks vi kom ut, været i „vestenvindsbeltet”, og trækket av skyene og barografen blev vist undersøkt 24 ganger i døgnet, men det var og blev stille. Endelig efter flere dagers forløp fik vi litt frisk sydvestlig vind med haglbyger, og dermed trodde jeg naturligvis, at begyndelsen var gjort; men desværre, det varte kun en nat, og dermed var den fornøielse over.
Fra Buenos Ayres blev der medtat 15 levende sauer og 15 levende smaagriser, for hvilke der paa agterdækket blev bygget to huse; da imidlertid en av grisene fandtes død om morgenen efter den nysnævnte sydvestlige kuling, antok jeg, det var paa grund av kulden, og der blev fluksens bygget et hus for dem nede paa mellemdækket (i arbeidsrummet), hvor der var bra varmt. Hernede var de hele turen; men da der blev gjort rent hos dem to ganger i døgnet og tørt strø lagt paa gulvet i huset, var de ikke til nogen større gene; huset var desuten hævet over en halv fot fra selve dækket, saa det til alle tider kunde holdes rent under huset. Grisene trivedes saa godt hernede, at man næsten kunde se dem vokse; ved ankomsten til barrieren hadde vi ikke mindre end 9 ilive.
Sauene hadde tæt hus med presenning over taket, og de blev fetere efterhvert; da vi regelmæssig slagtet en hver lørdag, til vi kom til pakisen og fik sælkjøt, hadde vi god anledning til at se det. Av disse hadde vi 4 igjen, da barrieren var naadd.
Det gik elendig med os i oktober, stille og østenvind og bare østenvind; det er den daarligste maaned med hensyn til distanse, vi endnu har hat, siden vi forlot Norge, og det tiltrods for, at „Fram” hadde været i tørdok, var ren i bunden og let lastet. Er det klos bidevind med nogen baugsjø, kommer vi næsten ikke av flekken; kuling av god vind maa der til, hvis vi vil frem. Der var en, som paastod, at det gik saa daarlig, fordi vi hadde 13 griser ombord, en anden fordi der blev fisket saa meget fugl, av hvilke jeg en dag fik ikke mindre end 14 albatrosser og 4 kapduer. Idetheletat er der nok av, lad mig kalde det overtro, tilsjøs. En bestemt fugl gir fint veir, en anden storm; meget vigtig er det, hvilken vei hvalen svømmer eller springeren hopper; av største betydning for sælfangsten, om den første sæl sees forut eller agterut o. s. v., o. s. v. Nok om det.
Oktober maaned gik ut og november ind med en frisk kuling fra SSV, saa vi gjorde 9,5 knobs fart; det lovet godt for november, men det blev nærmest med løftet. Nordenvind eller søndenvind, helst østlig av nord eller syd, ustanselig, og jeg tror ikke, jeg tar munden for fuld, naar jeg sier, at vi i „vestenvindsbeltet” med østlig kurs i omtrent to tredjedeler av veien har ligget bidevind over den ene eller den anden baug. Kun tre dager paa tre maaneder har vi hat ren vestenvind, en vind, som jeg hadde gjort regning paa i 75 % av turen fra Buenos Ayres til bortover mot Tasmanien.
I begeistring over nævnte vestenvind har jeg sogar klokken 2 formiddag den 11. november skrevet i dagboken: „Det er kuling av vestenvind, og vi gjør 9 knops fart med fok og mersseil. Sjøen er ganske stor, og det bryter paa to sider av fartøiet, saa alt rundt om os staar i et eneste skum. Tiltrods derfor kommer ikke en draape vand paa dæk, og dette er saa tørt, at vagten som fottøi benytter trætøfler. Jeg for min part gaar med et par tøfler av filt, som ikke taaler væte. Sjøstøvler og oljeklær ligger klar i bestiklugaret, om det skulde bli regn. Paa en vagt som i kveld, da maanen ogsaa er saa elskværdig at skinne, er alle, som er paa dæk, i et straalende humør, plystrer, skravler og synger. En kommer med en bemerkning om, at „den sjøen tok hun fint” eller „naa flyr’a ordentlig, get”. „Fint” er næsten for svakt uttryk, om „Fram” maa man si „let og elegant” — „hvad mere kan man ønske sig?” o. s. v. . . .
Men hvor længe var Adam i paradis? Vi var der ialfald ikke mer end tre dager, saa var det samme elendighet igjen. Hvad jeg har skrevet, naar det er motvind eller stille, vil jeg nødig gjengi. Ve den, som da kommer med en bemerkning om, at det er fint veir.
Heldig for os er det, at „Fram” nu seiler saa meget lettere end i 1910, ellers hadde det vist blit halvaaret, før barrieren var naadd. Hadde vi vind, benyttet vi den til det yderste, men vi har da heller ikke undgaat at rive enkelte ting istykker; et par ganger sprang de nye klyverskjøter, og en nat seilte vi av ytre vaterstag paa klyverbommen. Mersseil og fok har paa hele reisen hverken været fastgjort eller revet.
Den sidste gang klyverskjøtet sprang, var det sterk kuling av sydvest med svært hav, alle seil stod med undtagelse av mesan, da fartøiet ikke vilde styre med denne paa. Paa det dobbelte klyverskjøt var der sat en ekstra hjælpeende, men tiltrods herfor sprang skjøtene, og klyveren revnet med et forferdelig smeld. Inden et minut var gaffelstorseil og gaffeltopseil halt ned, for at fartøiet kunde falde av, og klyveren halt ned. Denne blev øieblikkelig slaat fra og en ny bændt. Rormanden fik naturligvis skylden for dette, og det første han sa til mig var: „Æ konkje hjælpe det, ho vrei sig paa en sjøtop.” Vi gjorde da 10 mil, og mere faar vi vist ikke.
„Fram” væltet ordentlig paa sig den dag. Litt tidligere paa eftermiddagen, da frivagten var gaat ned til middag og netop holdt paa med desserten, som for anledningen bestod av syltede pærer, følte vi, at det vilde bli en mere end almindelig sterk overhaling. Skjønt vi selvfølgelig bruker slingrebrætter paa bordet, hoppet tallerkener med kjøt, poteter osv. over slingrebrættene, som de gav en god dag i, og ind i Becks lugar. Jeg fik tat en av ovennævnte pærer i luften, mens tallerkenen med resten fløi sin kos. Naturligvis en vældig lattersalve, der som paa et givet tegn stanset, da der fra dækket over os hørtes et voldsomt rabalder; jeg skjønte straks, det var en tom vandtank, som var gaat løs, og med munden fuld av pære brølte jeg — Tanken! og fløi op paa dæk med hele frivagten i hælene paa mig. En sjø var væltet ind over agterdækket og hadde løftet tanken op av sine surringer. Alle mand kastet sig over tanken og laa og holdt paa den, til vandet var strømmet av dækket, da den atter blev penset paa plads igjen. Efterat det var gjort, gik frivagten ned og tændte sine piper, som om intet var hændt.
Den 13. november passertes klods forbi den nordligste av Prins Edwards-øene og den 18. forbi Pingvin-øen, den sydvestligste av Crozetøene. I nærheten av disse saaes en masse fugl, endel sæl og pingviner og sogar et litet isfjeld. Jeg gik under land for at faa en kontrol med kronometrene, som ved observation og peiling av øene viste sig at være rigtige.
Kerguelen, som kursen derefter blev sat paa, kom vi for langt nord til at se, da vinden i to uker blev sydostlig og sydlig, og vi kom hver dag litt nordlig av ost paa grund av driften under bidevindsseilads. Da vi i 1910 var paa samme kanter, blaaste det kuling efter kuling, men den gang kom vi ikke ind til Kerguelen paa grund av vindens styrke, sidste gang blev vi forhindret fra at nærme os øen paa grund av vindens retning. Idetheletat kan anden tur ikke sammenlignes med første; at der paa to forskjellige aar paa samme tid paa aaret kan være saadan forskjel i „the roaring Forties”, hadde jeg aldrig drømt om. I „the foggy Fifties” var det stille med fint veir, og der var ingen taake før paa 58° s. br.
Med hensyn til tilbakelagt distanse er november maaned 1911 den bedste, „Fram” har hat.
I december maaned, som begyndte med 1,5 knops fart, stille, dønning imot og med motoren i fuld fart, hadde vi god vind i tre dager, resten stille og motvind; den første halvpart av maaneden fra NO og O, saa vi kom altfor langt syd; allerede paa 150° ø. l., var vi paa 60° s. br. I uken omkring jul stille og løi fra SO, saa vi fik snige os østover til 170° ø. l. og 65° s. br., da vi klos i kanten av pakisen fik en kuling fra NNO, altsaa ret paa isen.
Fra Buenos Ayres til pakisen blev der, som før nævnt, fanget adskillig fugl, mest albatrosser og vel 30 skind blev præparert av Ludvig Hansen. Den største albatros, vi fik, var 12 fot mellem vingespidsene, og den mindste fugl var en sort landfugl, ikke stort større end en kolibri.
A propos albatrosser. I en kuling er det baade morsomt og interessant at se deres elegante flugt. Uten en bevægelse av vingene seiler de snart med vinden, snart mot; i det ene øieblik berøres vandflaten med vingespidsene, i det næste gaar det ret tilveirs som en pil. Et interessant og lærerikt studium for en aviatiker.
I kuling, da de gjerne i mængder svæver omkring fartøiet, daler de ned efter alt, som kastes overbord; men det er selvfølgelig for stor fart til at fange dem. Dette maa gjøres dagen derpaa, naar vinden er løid av.
Fuglen fanges med et triangel av jern, helst indlagt i træ, saa det kan flyte paa vandet. I topvinkelen, som er meget spids, files jernet skarpt som en kniv, og paa alle sider hænges flesk. Naar dette kastes i kjølvandet, sætter fuglen sig paa vandet for at spise. Overnebbet er krumt som en rovfugls, og idet albatrossen aapner nebbet og biter over flesket, rykkes til, saa trianglet sætter to smaa hak i overnebbet, og fuglen blir hængende. Hvis snøret skulde brække, vil hele historien simpelthen falde av, saa fuglen ingen skade lider. Man maa derfor under indhalingen, selv om fuglen flyr med, forsøke at holde snøret godt stivt, ellers vil det gjerne falde av. En fugl, som flere ganger kan være halt halvveis ind, biter straks paa igjen.
Nat til 12. december saaes et ualmindeligt vakkert sydlys; det varte over en time og bevæget sig i retningen vest — øst.
Den 14de blev der overalt vasket hvitmaling;
temperaturen var + 6°, solen skinnet, og vi gik i skjorteærmene.
Hele uken før jul hadde kokken det travelt med at bake julekaker og smaakaker; jeg maa sandelig si, han er flink, og dagen før julaften slagtedes en gris, „Tulla”, et av de smaa svin. Svinehyrden A. Olsen, hvis specielle kjæledægge grisen var, maatte holde sig borte under operationen, forat vi ikke skulde se, hvor bevæget han var.
Tidlig paa morgenen julaften saa vi de tre første isfjeld; det var hele dagen absolut stille og disig luft.
For at feire dagen stoppet vi motoren klokken 5 eftermiddag, og efterpaa var der middag, hvortil, alle mand var nede. Vi hadde desværre ingen grammofon til at synge for os som i 1910; som surrogat spilte „orkesteret” „Glade jul, hellige jul”, da man hadde sat sig. Orkesteret bestod av Beck paa violin, Sundbeck paa mandolin og undertegnede paa fløite. Jeg blaaste mine kinder op mest mulig, og det vil ikke si saa litet, for at de andre skulde se, hvor flink jeg var. Nogen videre musikalsk nydelse tror jeg neppe det var; men publikum var hverken kræsent eller festklædt. Dragten var for de flestes vedkommende „lusevar” (islandsk uldtrøie). Middagen bestod av suppe, svinestek med friske poteter og tyttebær, Lysholms 10 aar gammel akevit og norsk bokøl, samt rødvinsgele og kransekake med — champagne. Deres Majestæter Kongens og Dronningens, godseier Pedro Christophersens, kaptein Amundsens og „Fram”s skaal blev drukket.
Salongen hadde jeg saa smaat dekorert med kunstige blomster, aaklær og flag for at sætte litt mere farve paa. Efter middag cigarer og utdeling av julepresenter. L. Hansen spillet paa trækspil, og Gjertsen og Rønne danset „folkedanse”; den sidste var som sedvanlig saa morsom, at vi alle sammen sat i en ustanselig latter.
Klokken 10 var det slut, motoren blev sat igang, frivagten gik tilkøis, og vagten paa dæk; Olsen gjorde som sedvanlig paa denne tid av døgnet rent grisehuset. Dermed var julen over for denne gang.
Som engang før nævnt var Sir James Ross hernede omkring 1840-aarene. Ikke mindre en to aar itræk seilte han fra det Stille hav og ind i Rosshavet med to fartøier uten hjælpemaskine. Jeg gik derfor ut fra, at naar han saa let kunde komme igjennem, maatte der være et eller andet sted mellem Syd-Victorialand og barrieren (eller land) paa den anden side, hvor det var litet eller ingen is. Det var derfor min hensigt at gaa ned mot vestre pakis (den, som ligger ved Syd Victorialand) for derefter at styre langs denne, til vi var inde i Rosshavet eller ialfald, til der fandtes et sted, hvor var let at komme igjennem. Det er vel mulig, at Ross har været svært heldig med hensyn til tiden, og at han kun har seilt i klarveir. Det hadde imidlertid ikke vi tid til, men maatte benytte den vind, som tilbød sig, selvom det ikke var sigtbart.
Allerede klokken 5 eftermiddag den 28. december paa 65° s. br. og 171,5° ø. l. blev det meldt, at vi var nede mot pakisen. Jeg blev noksaa forbauset, da de senere aars ekspeditioner ikke har møtt pakisen før paa 65,5° s. br., eller ca. 100 kvartmil længere syd; der hadde heller ikke vist sig noget tegn til, at vi skulde være saa nær isen. Vinden hadde de sidste dager været sydostlig, men for øieblikket var det stille, og vi holdt derfor østover langs kanten med isen paa vor styrbord side. Ved midnatstider frisket vinden fra nord, og det var saavidt vi laa bidevind langs iskanten til middag den 29de, da isens retning blev mere sydlig. Den nordlige vind, som efterhaanden øket til kuling, kunde forsaavidt være bra, hvad farten angik; men den maatte uvægerlig bringe taake og sne i sit følge; det kom ogsaa saa tæt som en væg, og i et par dager seilte vi aldeles i blinde.
Ut fra den egentlige pakis ligger længere strimler av drivis og spredte, løse klumper, des flere jo nærmere isen. I to dager seilte vi da bare efter isklumpene, jo flere der blev set, jo østligere blev der styrt, til de begyndte at avta, da kursen atter forandredes mere sydlig. Paa denne maate gik det i 48 timer fra 65° s. br. og 174° ø. l. til 69° s. br. og 178° ø. l., en distanse av ca. 250 kvartmil uten at vi kom ind i pakisen. Engang var vi nær gaat i fælden, men kom heldigvis ut igjen. Vinden var saa frisk, at vi gjorde op til 8,5 knops fart; naar vi med saadan fart seilte gjennem en løsere strimmel, for vi undertiden op paa isflak, som gik under bunden av fartøiet og kom op langs siden med underflaten op.
Ut paa eftermiddagen den 31te blev strimlene tættere og tættere, og da begik jeg den feil at fortsætte med at seile østover; istedenfor skulde jeg holdt undav og styrt ret syd eller vestlig av syd med denne is paa vor bagbord side. Jo fenger vi kom frem, jo mere sikker blev jeg paa, at vi var kommet ind i østre pakis. Det maa imidlertid erindres, at vi paa grund av taake og tæt snedrev ikke hadde set noget paa over to døgn; observationer blev der naturligvis intet av, farten hadde variert mellem 2—8,5 knop, og der var styrt alle mulige kurser. At bestikket under saadanne omstændigheter ikke blev saa korrekt, sier sig selv; det viste sig ogsaa ved en observation den 2. januar 1912, at vi var litt længer øst end beregnet. Utpaa kvelden den 31. december lettet taaken for en stund, og vi saa kun is overalt. Kursen blev da sat ret syd. Vi var kommet helt ned paa 69,5° s. br., og jeg haabet snart at være klar altsammen; i 1910 kom vi ut av isen paa 70° s. br., og var denne gang paa samme længde som da.
Nu begyndte det imidlertid for alvor at gaa smaat, og det gamle aar gik ut og det nye ind paa en mindre behagelig maate. Taake saa tæt, at jeg tør paastaa, vi ikke saa mere end 50 meter fra fartøiet; mens det burde været midnatssol; is og snesørpe saa tæt, at vi til sine tider laa stille. Kulingen var desværre løid av, men vi hadde endnu en liten bris av nordlig vind, saa baade seil og motor kunde benyttes. Vi gik bare paa maafaa, av og til var vi saa heldig at komme ind i store aapne klarer, endogsaa hele indsjøer; men saa var isen igjen absolut tæt sammenpakket. Egentlig is kunde det vel forresten neppe kaldes, men nærmest en ca. 2 fot tyk snesørpe, som var seig som en deig; det saa ut som om det hele netop var brukket op av en eneste tæt masse. Flakene laa klos indpaa hverandre, og man kunde se, hvordan det ene flak passet ind i det andet. Isen holdt sig mere eller mindre tæt, helt til vi var nede paa 73° s. br. og 179° v. l.; den sidste del stor gammel drivis.
Herfra og til Hvalbugten saaes enkelte spredte strimler og isfjeld.
Litt sæl blev skutt i isen, saa vi hadde nok fersk mat og kunde spare paa sauer og griser til landpartiet kom ombord. Jeg var sikker paa, de vilde sætte pris paa fersk svinestek.
Kartet over Rosshavet er nærmest tegnet til veiledning for senere ekspeditioner. Det er vistnok sikkert, at det bedste sted at gaa gjennem isen paa er mellem 176° ø. l. og 180°, og at den bedste tid er omkring første februar.
Følg f. eks. ruten sydover 1911—1912; allerede paa 65° s. br. møttes som nævnt isen, og vi var ikke klar før paa ca. 73° s. br.; mellem 68° og 69° er linjen avbrutt, og det var her, jeg skulde styrt sydover.
Følg derefter ruten fra Hvalbugten 1912. Kun paa ca. 75° s. br. saaes endel is (omtrent som i 1911), som fulgtes. Efter den tid saaes absolut ikke mere is, hvad kartet ogsaa viser. Paa ca. 1½ maaned er altsaa al den is, som vi møtte for sydgaaende, drevet ut.
Den stiplede grønne linje viser, hvordan jeg antar, isen laa; den stiplede røde, som kursen burde været.
Midnatsolen saaes ikke før nat til 8. januar 1912, søndenfor 77° s. br.; den var da allerede 9,5° høi.
Nat til 9. januar kom vi op under barrieren i et overmaade surt veir. Sydvestlige og sydlige vinde hadde staat paa et par dager med ganske pent veir; men denne nat blev det tæt snedrev og efterhaanden stille, derpaa kuling fra SO med bitende sno og paa samme tid en hel del drivis. Maskinen gik ganske langsomt, og fartøiet holdt mot vinden for at være klar til manøvre. Ved midnatstid rev det litt i luften, og en mørk rand, som viste sig at være barrieren, blev synlig. Fuld fart i maskinen og seilene blev sat, saa vi kunde komme opunder og i læ av den lodrette væg. Litt efter litt blev isblinket over barrieren lysere, og om ikke ret længe var vi saa klos under den, at vi kun hadde plads nok til at gaa baut. Barrieren gaar her ost-vest og med sydostlig vind gik vi derpaa østover langs den. Frivagten, som var gaat ned klokken 8, da vi fremdeles var i aapen sjø, kom op klokken 2 og ser den længe eftertragtede isvæg klos ved.
Nogen timer gik det paa denne maate, men saa blev naturligvis vinden østlig, stik imot, dermed var det baut i baut til klokken 6 eftermiddag samme dag, da vi var ved Hvalbugtens vestre pynt.
Isen laa helt ut til „Vestkap”, og vi seilte over bugten
slak is eller aapent vand; men nei, like langt ut laa den faste is. Det viste sig, at vi ikke kunde komme længere syd end 78° 30’ d. v. s. 11 kvartmil nordligere, end vi kom ind ifjor og ikke mindre end 15 kvartmil fra „Framheim”, naar bugtens retning tages i betragtning.
Vi var altsaa nu tilbake paa samme sted, som vi forlot 14. februar 1911 og hadde saaledes været rundt jorden: den tilbakelagte distanse paa denne rundreise er 25,000 kvartmil, hvorav kommer 8000 paa det oceanografiske togt i det sydlige Atlanterhav.
Ikke mer end 4 timer blev vi liggende i læ av østre barriere; vinden, som saa ofte var os imot, var sig sit princip tro til det sidste. Den blev naturligvis nordlig og stod ret paa bugten; drivisen fra Rosshavet kom ind og ved midnat gik det utover igjen.
Jeg hadde tænkt at sende en mand op til „Framheim” for at melde, at vi var kommet; men veirforholdene tillot det ikke. Desuten hadde jeg kun et par private ski ombord og kunde derfor ikke sende mere end én mand. Det bedste vilde jo ha været, om flere gik ifølge.
Utpaa formiddagen den 10de lettet det efterhaanden og klarnet op, vinden løide av, og det gik atter indover. Da barometret likeledes steg jevnt og fint, gik Gjertsen ved 1-tiden paa ski opover.
Senere paa kvelden kom en hund springende utover paa sjøisen, og jeg tænkte, det var en, som var kommet ut i Gjertsens skispor; men det blev mig senere fortalt, at det var en av de halvvilde hunder, som sprang omkring paa isen og som ikke viste sig ved huset.
Vinden frisket imidlertid igjen, vi maatte atter ut et
pent veir og god vind. Klokken 4 eftermiddag den 11te kom Gjertsen tilbake med Prestrud, Johansen og Stubberud. Naturligvis glæde over gjensynet og alle mulige spørsmaal fra begge sider. Chefen med sydpartiet var endnu ikke kommet. De blev ombord til den 12te, fik sine brever og en hel del aviser, „Morgenbladet”, med sig og gik iland igjen; vi fulgte dem med kikkert saa længe som mulig for at ta dem ombord igjen, hvis de ikke kunde komme over sprækkene i isen.
De næst følgende dager laa vi fast ved isen eller gik ut, alt eftersom veiret artet sig.
Klokken 7 eftermiddag den 16de blev vi temmelig forbauset ved at se et fartøi stevne indover. Jeg for min del gjættet paa „Aurora”, Dr. Mawson’s fartøi. Det gik meget smaat, men tilsidst faar vi sandt for dyden se det japanske flag; jeg hadde ingen anelse om, at den ekspedition var ute igjen. Fartøiet kom helt ind, hvor vi laa, gik to ganger forbi os og fortøiet langs den løse is. Straks efter gik 10 mand forsynt med hakker og skuffer op paa barrieren, mens resten fløi paa vild jagt efter pingviner, og lyden av geværskud hørtes hele natten. Næste formiddag kom „Kainan Maru”s fører ombord, med almindelige bokstaver het han Homura, men med japanske „sagekrakker” noget som: [japanske tegn]. Samme dag blev et telt sat op paa kanten av barrieren, og kasser, slæder og lignende sat paa isen. „Kainan Maru” betyder, efter hvad jeg har hørt „skibet, som aapner syden”.
Prestrud og jeg gik ombord senere paa dagen for at se, hvordan de hadde det, men traf hverken lederen av ekspeditionen eller føreren av fartøiet. Prestrud hadde kinematografapparatet med, og der blev desuten tat en del fotografier.
Lederen av ekspeditionen har skrevet et eller andet sted, at Shackleton hadde mistet sine ponnier, fordi ponniene ikke blev holdt i telt om natten, men maatte ligge ute. Han mente, at ponniene skulde ligge i telter og folkene ligge ute. Efter dette skulde man tro, de var svære dyrevenner, men jeg maa tilstaa, jeg fik ikke det indtryk. I nogen smaa kasser hadde de sat ind pingviner for at ta dem levende med til Japan! Rundt paa dækket laa døde og halvdøde fugler „skua gulls” i haugevis. Paa isen tæt ved fartøiet laa en sæl med hele buken opsprættet og indvoldene delvis paa isen, mens sælen fremdeles var ilive. Hverken Prestrud eller jeg hadde nogetsomhelst vaaben, hvormed vi kunde dræpe sælen, og vi bad dem derfor om at gjøre det, men de bare gliste og lo. Et stykke bortpaa isen kom to stykker med en sæl foran sig; de drev den frem med to lange staker og stak til, naar den ikke vilde gaa. Faldt den ned i en spræk, brøt de den op igjen som naar man hjemme bryter sten; der var ikke saa meget liv i den, at den kunde undgaa sine plageaander. Alt foregik under latter og kommers. Ved ankomsten til fartøiet var dyret næsten død, og det blev liggende til det utaandet.
Den 19de fik vi kuling av SV og en masse is gik ut. Japanerne holdt paa omtrent hele natten med at gaa rundt mellem flakene og pille op folk, bikjer, kasser o.s.v., da de hadde sat noksaa meget paa isen i løpet av dagen. Efterhvert som isen drev ut, gik „Fram” ind, helt til 78° 35’ s. br., mens „Kainan Maru” stadig drev længere
ut, indtil han tilsidst forsvandt. Vi saa heller ikke
fartøiet mere, teltet med et par mand blev derimot paa barrieren, saalænge vi var i Hvalbugten.
Nat til 25de blev det kuling av vest, og vi drev i snetykke saa langt ut, at det først utpaa eftermiddagen den 27de blev mulig at bane os vei indover gjennem en mængde is. I løpet av disse to dager var saa meget is slaknet op, at vi kom ind helt til 78° 39’ s. br. eller næsten til „Framheim” og heldig var det. Da vi stod indover i Hvalbugten, fik vi se et stort, norsk orlogsflag vaie paa barrieren ved „Manhue”, og jeg visste da, at sydpartiet var kommet. Gik derfor saa langt syd som mulig og blaaste i vor kraftige sirene; det varte heller ikke længe, før otte mand i strak karriere kom nedover. Stort jubelmøte. Første mand ombord var chefen; jeg var saa sikker paa, at han hadde naadd maalet, at jeg ikke engang spurte om det. Først efter en times forløp, da saa meget andet var drøftet, spurte jeg: „Ja, De har naturligvis været paa Sydpolen???”
Et par dager blev vi liggende; paa grund av den korte distanse til „Framheim” blev proviant, utstyr o.s.v. kjørt ombord. Hvis ikke isen de sidste par dager var drevet ut i saa store mængder, vilde det sandsynligvis ha tat os en à to uker for at kjøre ombord det samme kvantum.
Klokken 9½ eftermiddag den 30. januar 1912, i tæt taake, tok vi ind fortøiningene og viftet et sidste farvel til den mægtige barriere.
FRA ISBARRIEREN TIL BUENOS AYRES VIA HOBART
Allerede dagen efter vor avgang fra isbarrieren var alt det ombordtagne bortstuvet, saa det saa ikke ut, som om der var kommet dobbelt saa mange mand, flere hundrede kasser og utstyr ombord, eller at vi var kommet ind i noget fuldstændig nyt. Forandringen merkedes kun paa dæk, hvor 39 kraftige bikjer holdt leven dagen lang, samt i forsalongen, der var blit som ny. Denne, som i et aar hadde været øde, tom og uhyggelig, var blit fuld av folk, var lys og venlig, og det var en sand fornøielse at være der, især nu, da alle hadde noget at fortælle, chefen fra sin tur, Prestrud fra sin og Gjertsen eller jeg fra „Fram”s.
Der var imidlertid ikke svært megen tid til at skravle.
Chefen begyndte straks med at skrive telegrammer og
Stubberud Johansen Prestrud
I HOBART
foredrag, som efterhaanden blev oversat til engelsk av Prestrud og mig, mens Chefen igjen renskrev det hele paa skrivemaskine. Jeg var desuten hele tiden optat med at tegne karter, saa alt ved ankomsten til Hobart var klappet og klart; tiltrods for at reisen var forferdelig lang, gik tiden allikevel med.
Med hensyn til pakisen var vi overmaade heldige. Nøiagtig paa samme sted, hvor vi i 1911 møtte isen, laa den ogsaa nu, d. v. s. paa ca. 75° s. br. Vi gik langs kanten av den en ganske kort tid, og dermed var det slut. Nordenfor 75° saaes kun enkelte smaa isfjeld.
Det gik forferdelig smaat nordover, hvor smaat vil
kanske forstaaes, naar jeg citerer min dagbok for 27.
februar. . . . . „Saa smaat som det gaar paa denne tur har det dog allikevel ikke gaat før; av og til greier vi en gjennemsnitsfart av to mil i etmaalet. De sidste fire dager har vi tilbakelagt en distanse, som før vilde ha været liten paa en dag. Snart en maaned har vi holdt det gaaende og er endnu kun mellem 52° og 53° s. br. Kuling av nordenvind hører snart sagt til dagens orden o.s.v. . . . . . .” Intet er imidlertid saa galt, at det ikke er godt for noget; ti tiden kom godt med til alt det, som skulde gjøres.
Efter 5 ukers „kamp” kom vi endelig til Hobart og ankret paa den ypperlige havn den 7. mars.
Med vor ferske proviant fra Buenos Ayres slog det akkurat til; de sidste friske poteter tok slut et par dager før ankomsten, og den sidste gris blev slagtet to dager efterat vi hadde ankret i Hobart.
I Tasmanien blev „Fram” liggende i 13 dager, som væsentlig gik med til eftersyn av propelleren og rengjøring av motoren; desuten blev merseraaen, som omtrent var av paa midten, spjelket, da der ikke var nogen anledning til at faa ny.
Den første uke var det stille ombord, da der paa grund av omstændighetene ingen forbindelse var med land; men de sidste dager var fartøiet fuldt av besøkende, saa vi var ikke saa forferdelig lei over at komme avsted igjen.
21 av vore hunder blev forært til Dr. Mawson, som for tiden er leder av en australiansk ekspedition, og kun de hunder, som hadde været med til Sydpolen samt endel hvalper, ialt 18, blev ombord.
Mens vi laa i Hobart, kom Dr. Mawson’s fartøi „Aurora” ind. Jeg var ombord der en dag og har saaledes været ombord i alle de nuværende antarktiske ekspeditioners fartøier. Paa „Terra Nova”, den engelske, den 4. februar 1911 i Hvalbugten; paa „Deutschland”, den tyske, i september—oktober 1911 i Buenos Ayres; paa „Kainan Maru”, den japanske, den 17. januar 1912 i Hvalbugten og endelig paa „Aurora” i Hobart. Ogsaa endelig „Fram” da, som jeg selvfølgelig synes bedst om.
Den 20. mars lettet „Fram” anker og forlot Tasmanien.
Det gik svært smaat i begyndelsen, da vi i næsten tre uker hadde stille, tiltrods for at det var mars maaned
i det sydlige Stille havs vestenvindsbelte. Først
paaskedags morgen, den 7. april, frisket vinden fra NV og dag efter dag blaaste det avvekslende kuling og storm, saa det gik strykende helt til Falklandsøene, tiltrods for at mersseilet, paa grund av raaens skrøpelige tilstand, var revet i næsten 5 uker. Jeg tror de fleste gjerne vilde fort avsted; turen var jo forsaavidt over, og de, som hadde familier hjemme, ønsket naturligvis at komme hjem jo før jo heller; kanske var det derfor, det gik saa bra.
Den 1. april fødte Fru „Snuppesen” otte hvalpe, av disse dræptes fire, mens de resterende, to av hvert kjøn, fik lov at leve.
Skjærtorsdag den 4. april var vi paa 180° længde og skiftet datum, saa vi hadde to skjærtorsdager i en uke; det
blev mange helligdager i et kjør, og jeg kan ikke si, de
virker videre opkvikkende, og godt var det, da tredje paaskedag endelig kom som hverdag.
Den 6. mai passertes Kap Horn i et ganske pent veir; vi hadde rigtignok en orkanagtig snebyge, men det varte ikke stort mere end en halv time. Temperaturen var i nogen dager indtil et par grader under nul, men saasnart vi var ute i Atlanterhavet, steg temperaturen fort.
Fra Hobart til Kap Horn saaes ingen is.
Efter at ha passert Falklandsøene fik vi motvind, saa den sidste del av turen blev ikke noget at skryte av.
Nat til 22. mai passertes Montevideo, hvortil chefen var ankommet nogen timer tidligere. Herfra og opover La Plata gik det paa grund av motvind saa smaat, at vi ikke ankret paa reden i Buenos Ayres den 23. før om eftermiddagen, omtrent nøiagtig paa samme tid, som chefen gik iland i Buenos Ayres. Da jeg næste morgen kom i land og møtte godseier P. Christophersen, var denne i et straalende humør. „Det er rent som et eventyr,” sa han, og det var jo unegtelig noksaa morsomt. Chefen var naturligvis ikke mindst fornøid.
Den 25de, argentinernes nationaldag, fortøiedes „Fram” ved samme kai, som vi forlot den 5. oktober 1911. Ved avreisen var der nøiagtig 7 mennesker ombord for at si adjø, men saavidt jeg kunde se, var der flere, da vi kom; og saavidt jeg kunde skjønne av aviser og lignende, var den 3dje „Fram”-ekspedition i løpet av et par maaneder vokset ganske betragtelig i popularitet.
Tilslut skal jeg anføre et par data. Siden „Fram” den 7. juni 1910 forlot Kristiania, har vi været 2½ gang rundt jorden; den tilbakelagte distanse ca. 54 400 kvartmil; den laveste barometerstand i samme tid 700 m.m. i mars maaned 1911 i det sydlige Stillehav og den høieste 783 m.m. i oktober maaned 1911 i det sydlige Atlanterhav.
Den 7. juni 1912, to-aarsdagen efter avgangen fra Kristiania, reiste samtlige deltagere, undtagen chefen og jeg, til Norge, og den første halvdel av ekspeditionen var lykkelig og vel over.