Synnøve Solbakken/1
I en stor dal kan der være et til alle sider fritliggende højt sted, som solen bærer stråler på, fra det den går op til den faller. Og de som bor tættere under fjællene og sjældnere får sol, kaller da hint sted en solbakke. Den hvorom her skal fortælles, bodde på en sådan, hvorav gården hadde sit navn. Der la sneen sig sist om høsten, der brånet det også først om våren.
Gårdens ejere var haugianere, og kalltes læsere, fordi de hadde det travlere med at læse i Bibelen æn andre folk. Mannen het Guttorm og konen Karen; de fik en gut som døde for dem, og i tre år kom de ikke på den østre side av kirken. Efter dette tidsforløp fik de en jænte, som de kallte op efter gutten; han hadde hett Syvert, og hun blev døpt Synnøv, da de ikke fant noget nærmere. Men moren kallte henne Synnøve, fordi hun så længe barnet var lite, hadde for vis at lægge „min“ til, og det da syntes henne at falle lettere. Hvordan det var og ikke var: den tid jænten blev større, kallte alle henne Synnøve efter moren, og de fleste sa, at i manne-minne var ikke så fager en jænte vokset der i bygden som Synnøve Solbakken. Hun var ikke gammel, før de hvær prækensøndag tok henne med i kirke, skjønt Synnøve i førstningen ikke visste bedre æn at præsten stod og skjændte på Slave-Bent, som hun så sitte like nedenfor prækestolen. Dog vilde faren hun skulde være med — „for at få vanen“, sa han; og moren vilde det samme, „da ingen visste hvorledes hun imidlertid blev passet hjæmme“. Var der på gården noget lam, kid eller nogen liten gris som vantrivdes, eller en ko som noget ondt kom over, blev det altid git Synnøve til ejendom, og moren syntes vite, at fra den stund kom det sig; faren trodde ikke rigtig det kom derav, men det var i alle fall det samme hvem av dem ejde fæet, når det blot trivdes.
På den andre siden av dalen og tæt under det høje fjæll lå en gård som het Granlien, så kallet, fordi den lå midt i en stor granskog, den eneste i vid omkreds. Ejerens oldefar hadde været blant dem som lå i Holsten og væntet Russen, og fra denne færd bar han mange fremmede og forunderlige frøsorter med hjæm i tornistret. Dem plantet han rundt sine hus; men i tidens længde var én efter én gåt ut; kun nogle grankongler, som sært nok var kommet iblant, hadde sat stærk skog, og skygget nu husene til alle sider. Holstenfareren hadde hett Torbjørn efter sin bestefar, hans ældste søn Sæmund efter faren, og således hadde på den gård ejerne skiftevis hett Torbjørn og Sæmund — op i uminnelige tider. Men det ord gik, at i Granlien hadde blot annen hvær mann lykken med sig, og det var ikke han som het Torbjørn. Da den nuværende ejer, Sæmund, fik den første søn, tænkte han mangehånde derved, men turde dog vanskelig bryte slægtens skik og kallte ham derfor Torbjørn. Grunnet han da over, om ikke gutten kunde opdrages slik, at han kom forbi den skjæbne-sten snakket hadde lagt i hans vej. Han var ikke rigtig viss på det, men han syntes mærke stridigt sinn hos gutten; „det skal plukkes ut“, sa han til moren, og såsnart Torbjørn var blet tre år, satte faren sig stundom hen med et ris i hånden, tvang ham så til at bære alle vedtrær tilbake på sin plass, ta op igjæn den kop han hadde kastet, klappe katten som han hadde kløpet. Men moren gik gjærne ut, når det sinn kom over faren.
Sæmund undredes ved, at alt som gutten blev større, var der mere at rette hos ham, og det uagtet han stedse blev strængere medfaren. Han holdt ham tidlig til boken, og lot ham gå med på marken for at kunne ha et øje med ham. Moren hadde stort hus og småbarn; hun kunde ikke mere æn klappe og formane sønnen, hvær morgen hun klædde ham på, og tale sagte med faren, når helligdagene samlet dem. Men Torbjørn tænkte, når han fik hugg, fordi a-b sa ab og ikke ba, og fordi han ikke hadde lov at gi lille Ingrid ris, som faren gav ham: „Det er dog underligt, at jeg skal ha det så slemt, og alle småsøsknene mine skal ha det så godt.“
Da han var mest omkring faren, og han ikke turde tale synderligt til ham, blev han ordknap, skjønt ikke fåtænkt. Engang unslap det ham dog, mens de drog på det våte høj: „Hvorfor er alt højet tørt og inne derover på Solbakken, og her er det vått?“ — „Fordi de har oftere sol æn vi.“ — Det var første gang han la mærke til, at den solglans der borte, han titt hadde sittet og glædet sig ved, stod han selv utenfor. Siden den dag fallt hans øjne oftere på Solbakken æn før. „Sit ikke der og gap,“ sa faren og gav ham et puf; „ herover må vi slite det vi kan, både liten og stor, skal vi få noget i hus.“
Sæmund skiftet tjenestegut, da Torbjørn kunde være omkring de syv-otte. Aslak het den nye, og han var nok allerede vid-rejst, skjønt han blot var unggutten ænda. Den kvæll han kom, var Torbjørn gåt til sengs, men den næste dag han sat og læste, slog én døren op med et sådant spark som han aldrig hadde hørt før, og det var Aslak, som kom drivende med et stort fange ved, — slængte det med fart ned på gulvet, så skierne føk til alle sider. Selv hoppet han højt i vejret for at trampe sneen av sig, og for hvært hopp ropte han: „Det er koldt, sa trollbruden, hun sat i is til bæltet!“ Faren var ikke inne, — men moren sopte sneen sammen og bar den stilltiende ut. „Hvad glaner du efter?“ sa Aslak til Torbjørn. „Ikke efter noget,“ svarte denne, ti han var rædd. „Har du set den hanen som du har bak i boken der?“ „Ja.“ „Han har fullt av høns omkring sig, når boken er lukket i — har du set det?“ „Nej.“ „Så se efter!“ Gutten gjorde så. „Du er en tosk!“ sa Aslak til ham. — Men fra den stund hadde ingen den magt over ham som Aslak.
„Du kan ingenting,“ sa Aslak en dag til Torbjørn — denne piltet som sædvanlig efter ham for at gi agt. ,Jo, jeg kan til den fjærde part.“ „Pytt! Nej, du har ikke engang hørt om trollet, som danset så længe med jænten, til solen rant, og det revnet som en kalv der har spist surmælk!“ I sine levedager hadde Torbjørn ikke hørt så meget kunskap på én gang. „Hvor var det?“ spurte han. „Hvor? — Ja det — jo, det var borte på Solbakken der!“ Torbjørn stirret. „Har du hørt om ham som solgte sig til fanden for et par gamle støvler?“ Torbjørn glæmte at svare, så forundret var han. „Du tænker vel på hvor det var — he? — —
Det var også borte på Solbakken der, rigtig like ned i den bæk
du ser! — — — Vorherre bevar os! Det står dårlig til med
din kristendomskunskap,“ sa han videre. „Du har vel ikke engang hørt gjeti henne Kari Træstakk?“ Nej, han hadde ingenting hørt. Og mens Aslak nu arbejdet fort, fortalte han ænnu fortere, — og det var om Kari Træstakk, om kværnen som malte salt på havsens bund, om fanden med træsko på, trollet som fik skjægget fast i en træstamme, de syv grønne jomfruer som nappet håret av Skytterpers lægger, mens han sov og umulig kunde vågne — og altsammen foregik borte på Solbakken. „Hvad i Guds navn går der av gutten?“ sa moren den næste dag. „Han har nu ståt på knæ der borte på bænken og set utover til Solbakken, fra det blev lyst.“ ,Ja, idag har han det travelt,“ sa faren, som lå og hvilte sig den lange søndag. „Å, folk siger at han har fæstet Synnøve Solbakken,“ sa Aslak; „men folk siger også så meget,“ la han til. Torbjørn forstod det ikke rigtig, men blev dog ildrød over det hele ansigt. Da Aslak gjorde opmærksom herpå, krøp han ned av bænken, tok sin katekismus og satte sig hen at læse. Ja, trøst dig med Guds ord du,“ sa Aslak; „du får henne så ikke allikevel.“
Da det led så langt frem i uken, at han tænkte de hadde glæmt det, spurte han moren ganske sagte (ti han var unselig ved det): „Du — hvem er Synnøve Solbakken?“ „Det er en liten jænte, som en gang skal eje Solbakken.“ „Har hun ingen træstakk da?“ Moren så forundret på ham: „Hvad er det du siger?“ sa hun. Han følte det måtte være noget dumt, og tidde. „En har aldrig set vakkrere barn, æn hun er,“ la moren til, „og det har hun fåt i løn av Vorherre, fordi hun bestandig er snill og bra og flittig til at læse.“ Nu visste han det med.
En dag Sæmund hadde været i marken sammen med Aslak, sa han om kvællen til Torbjørn: „Du skal ikke oftere være sammen med tjenestegutten.“ Men Torbjørn agtet ikke videre på det. Så lød det en stund efter: „Dersom du finnes oftere sammen med ham, går det dig ikke godt!“ Da sneg Torbjørn sig efter ham, når faren ikke så det. Denne kom over dem, der de sat og talte sammen; da fik Torbjørn pryl og blev jaget in. Men siden passet Torbjørn Aslak op, når faren ikke var hjæmme.
En søndag faren var i kirke, gjorde nok Torbjørn ugagn hjæmme. Aslak og han kastet sneball på hværandre. „Nej, nej, du kvæler mig,“ bad Torbjørn; „lad os kaste sammen på noget annet.“ Aslak var straks færdig, og så kastet de først efter den spinkle gran borte ved buret, så efter burdøren, og ændelig efter burvinduet, — ikke dette selv, sa Aslak, men listen omkring det. Torbjørn traf imidlertid ruten og blev blek. „Pytt, hvem får vite det? Kast bedre!“ Han så gjorde, men traf nok en. „Nu vil jeg ikke mere.“ I det samme kom hans ældste søster, lille Ingrid ut. „Kast efter henne, du!“ Torbjørn var straks færdig, jænten gråt, og moren kom ut. Hun bad ham holde inne. „Kast, kast!“ hvisket Aslak. Torbjørn var het og ophisset; han gjorde så. „Jeg mener du går fra vettet, jeg,“ sa moren og rænte mot ham. Han foran, hun efter — gården rundt; Aslak lo, og moren truet. Men der fik hun ham fat oppe i en snedrive, og gav sig i færd med rigtig at dænge ham. ,Jeg slår igjæn, jeg, det bruker de her.“ Moren holdt forundret inne og så på ham. „Det har en annen lært dig,“ sa hun så, tok ham stilltiende ved hånden og førte ham in. Hun sa ikke et ord mere til ham, men stelte godt for hans småsøsken, og talte med dem om, at nu kom far snart hjæm fra kirken. Da begynte det at bli dygtig hett i stuen. Aslak bad om lov til at besøke en slægtning, — det fik han straks; men Torbjørn blev meget mindre, da Aslak var gåt. Han hadde frygtelig vondt i maven, og var så klam i hænderne, at han svedte boken, når han tok i den. Bare mor ikke vilde sige noget til far, når han kom hjæm; men at be derom fik han ikke over sig. Alt han så på, skiftet utseende, og stueuret sa: Bank, bank — bank, bank! Han måtte op i vinduet og se på Solbakken. Den alene lå tilsnedd, stille, og perlet i solen, som bestandig; huset stod og lo ut av alle ruter, og der var visselig ikke en eneste itu. Røken for forfærdelig glad op av pipen, så han kunde forstå, at de også der kokte for kirkefolket. Der gik bestemt Synnøve og så ut efter far sin, og skulde slet ikke ha hugg, når han kom hjæm. Han visste ikke hvad han skulde ta sig for, og blev på én gang så kjærlig mot sine søstre, at det var ingen ænde på det. Ingrid var han så god mot, at han gav henne en blank knap, som han hadde fåt av Aslak. Hun tok ham om halsen, og han tok henne om halsen: „Kjære vesle Ingrid min, er du sint på mig?“ — „Nej, vesle Torbjørn! Du kan gjærne kaste så meget sne på mig som du vil.“ Men dér trampet en sneen av sig i svalen! Det var ganske rigtig faren; han syntes mild og god, og det var ænnu værre. „Nu?“ sa han og så sig omkring, — og det var forunderligt, at ikke stueuret ramlet ned. Moren satte maten frem. „Hvordan står det til her?“ spurte faren, idet han satte sig og tok skeen op; — Torbjørn så på moren, så tårerne kom ham i øjnene. „Å — jo,“ sa hun rent utrolig langsomt, og hun vilde sige ænnu mere, det så han nok. Jeg gav Aslak lov til at gå ut,“ sa hun. — Det var nu den gang, tænkte Torbjørn; han tok på at leke med Ingrid, som om han ikke tænkte på nogen værdens ting. Så længe hadde faren aldrig spist, og Torbjørn gav sig tilsist i færd med at tælle hvær bit; men da han kom til den fjærde, vilde han se hvor meget han kunde tælle op mellem den fjærde og femte, og således gik det i stykker for ham. Ændelig rejste faren sig og gik ut. Ruterne, ruterne! — klirret det for ørene på ham, og han så efter om de var hele, de som var i stuen. Jo, de var hele allesammen. Men nu gik også moren ut. Torbjørn tok lille Ingrid i fang, og sa så blidt, at hun måtte forundret stirre på ham: „Vi to skal leke gulldronning i enge, vi!“ Det vilde hun da gjærne. Og så sang han, mens benene skalv under ham:
Vesle blomme,
enge-blomme,
hør nu litt på mig!
Og vil du være kjæresten min,
så skal du få en kåpe fin
av fløjel og gull,
av perler full.
Ditteli, dutteli, deja —
og solen skinner på heja!
Gulldronning,
perledronning,
hør nu litt på mig!
Jeg vil ej være kjæresten din,
jeg vil ej have kåpen fin
av fløjel og gull,
av perler full.
Ditteli, dutteli, deja —
og solen skinner på heja!
Men som nu denne lek var best i gang, kom faren in og satte øjet visst på ham. Han trykket Ingrid tættere i fang og fallt slet ikke av stolen. Faren vændte sig bort, sa ingenting; en halv time gik, han hadde ænnu intet sagt, — og Torbjørn vilde næsten begynne at være glad, men turde ikke. Han visste ikke hvad han skulde tro, da faren selv hjalp til at klæ ham av; han begynte så småt at skjælve igjæn. Da klappet faren ham på hodet og strøk hans kinn; det hadde han ikke gjort, så langt tilbake gutten kunde huske, og derfor blev han så varm om hjærtet og over den hele krop, at frygten rant av ham som is for solstik. Han visste ikke hvorledes han kom i seng, og da han hverken kunde gi sig til at synge eller rope, la han hænderne stille overkors, bad Fadervor seks ganger fremlængs og baklængs, ganske sagte, — og følte, idet han sovnet in, at der var dog ingen på Guds grønne jord han holdt slik av som far sin.
Den næste dag vågnet han i en forfærdelig angst, fordi han ikke kunde skrike; ti han skulde nu allikevel ha pryl. Da han slog øjnene op, mærket han til stor lettelse, at han bare hadde drømt det, men mærket også snart, at en annen skulde nætop ha pryl, og det var Aslak. Sæmund gik op og ned ad gulvet, og Torbjørn kjænte nok den gang. Den noget lille, men undersætsige mann så en og annen gang under de buskede bryn således hen til Aslak, at denne nok følte hvad der lå i luften; Aslak selv sat oppe på bunden av en stor tønne, ned ad hvilken hans ben dinglet eller krøket opover. Han hadde som sædvanlig hænderne i lommen og huen på hodet trykket let ned, så at det tykke, mørke hår stak i dusker frem under skyggen. Den litt skjæve munn var ænnu skjævere, det hele hode holdt han litt på skakke, og så til Sæmund fra siden av under halvt tillukkede øjenlåk. „Ja, gutten din er gal nok,“ sa han; „men værre er det, at hæsten din er trollskræmt.“ Sæmund stanset: „Du er en gap!“ sa han, så det drønet i stuen, og Aslak lukket øjenlåkene ænnu tættere til. Sæmund gik på ny; Aslak sat en stund stille. „Jogu er den trollskræmt, jo!“ og skottet efter ham, for at se hvad virkning det hadde. „Nej, men den er skogrædd, er den/' sa Sæmund fremdeles gående; „du har fællt træ over den i marken, din uvorne slusk, og derfor kan ingen længer få den til at gå rolig der.“ Aslak hørte en stund på dette. Jaja! tro det, du. Troen skjæmmer ingen... Men jeg tviler på den gjør hæsten din god igjæn,“ la han til og skubbet sig i det samme længre in på tønnen og dækket for ansigtet med den ene hånd. Sæmund kom ganske rigtig hen til ham og sa sagte, men uhyggelig nok: „Du er en ond...“ „Sæmund!“ lød det borte fra åren; det var Ingebjørg, konen, som tysset på ham, likesom hun sat og tysset på den minste, der var bange og vilde skrike. Barnet hadde tiet før, og nu tidde også Sæmund; men han? stak dog sin for en så undersætsig mann meget lille næve like op under næsen på Aslak og holdt den der en stund, idet han lutet sig frem og brænte ham med øjnene i ansigtet. Derpå gik han som før, og så hen til ham en og annen gang i hast. Aslak var meget blek, men lo dog med det halve ansigt over til Torbjørn, idet han holdt den side ganske stram, som vændte mot Sæmund. „Vorherre give os et godt tålmod!“ sa han om litt, men bøjde i det samme albuen op, som for at avbøte et slag. Sæmund stanset tvært, og skrek med al sin stemme, idet han satte foten i gulvet, så Aslak gav sig: „Nævn ikke ham — du!“ — Ingebjørg rejste sig med spædbarnet og tok ham mildt i armen. Han så ikke til henne, men lot dog i det samme armen falle. Hun satte sig, han gik atter op og ned; men ingen sa noget. Da dette varte en stund, måtte Aslak til på ny. ,Ja ... han har vel meget at bestille på Granlien — han!“ „Sæmund! Sæmund!“ hvisket Ingebjørg; men før det nådde frem, var Sæmund alt raset hen til Aslak, som satte foten for. Den blev brutt ned, karen grepet i den og trøjekraven, løftet og således sat imot den lukkede dør, at fæl-lingen gik ut, han ut igjænnem den på hodet. Konen, Torbjørn, alle barnene skrek og bad for ham, og hele huset stod i én jammer. Men Sæmund ut efter ham, husket ikke på at lukke døren ordentlig op, men spænte resterne til side, tok ham annen gang, bar ham ut av svalen, ut på gården, løftet ham højt og kastet ham med al magt ned igjæn. Og da han mærket, at der var for megen sne til at han kunde slå sig til gagns, satte han knæet på hans bryst og for ham like op i ansigtet, løftet ham tredje gang, bar ham til et mere snefrit sted, som en ulv der drar en sønder-reven hund, slap ham atter, værre end før, knægik ham ... og ingen kunde vite hvorledes dette hadde ændt, dersom ikke Ingebjørg var styrtet imellem med spædbarnet i armen: „Gjør os ikke ulykkelige!“ skrek hun.
En stund efter sat Ingebjørg i stuen, Torbjørn klædde sig, faren gik atter op og ned, drak nu og da litt vand; men hånden dirret slik, at vandet fløj over koppen og klasket i gulvet. Aslak kom ikke in, og Ingebjørg gjorde om litt mine til at gå ut. „Bliv inne,“ sa han — som var det ikke til henne han talte, og hun blev inne. En stund efter gik han dog selv. Han kom ikke in igjæn. Torbjørn tok sin bok og læste uavladelig, uten at se op, skjønt han ikke samlet én sætning.
Et stykke længre frem på formiddagen var huset i sin gamle orden, skjønt alle hadde en følelse over sig som efter et fremmed besøk. Torbjørn våget at gå ut, og den første han møtte utenfor døren, var Aslak, som hadde læsset alt sit tøj på en kjælke; men kjælken var Torbjørns. Torbjørn stirret på ham; ti han så stygg ut. Blodet var klæbet fast til ansigtet og smurt vidt ut over, han hostet og tok sig ofte for brystet. Han så en stund stilltiende på Torbjørn, og så brøt han stærkt frem: Jeg liker ikke de øjnene dine, gut!“ Dermed skrævde han over kjælken, satte sig og akte nedover. „Du får se til hvor du finner kjælken!“ sa han og lo, idet han ænnu en gang vændte sig og rakte tunge ad ham. Da rejste Aslak.
Men i den uke som fulgte, kom lensmannen dit; faren var stundom borte, moren gråt, og hun var også et par ganger borte. „Hvad er det, mor?“ — „Å, Aslak har forvoldt det altsammen.“
Så en dag grep de lille Ingrid i, at hun sat og sang:
O du livsalige værden!
Nu er jeg lej av din færden:
jænten stikker foten frem,
gutten går fra sine fem,
matmor blander vand i mat,
matfar ligger lang og lat;
katten er den klokeste i huset,
han stjæler rømmen av kruset.
Der blev vel et spurlag efter, hvor hun hadde lært den visestump. Jo, det var av Torbjørn. Denne blev meget rædd, og sa, han hadde lært den av Aslak. Det sagdes ham da, at dersom han selv sang eller lærte henne flere slike viser, fik han hugg. Litt efter kom lille Ingrid til at banne. Torbjørn blev atter kallt til, og Sæmund mente det var bedst, han fik litt av riset med det samme; men han gråt og lovte så fagert for sig, at han slap for denne gang.
Den næste prækensøndag sa faren til ham: „Idag skal du slippe at gjøre ugagn hjæmme; du skal følge med mig til kirke.“