Synnøve Solbakken/2
Kirken står i bondens tanke på et højt sted og for sig selv, fredlyst, med graves højtid omkring, messens livlighed inne. Den er det eneste hus i dalen hvorpå han har anvændt pragt, og dens spir rækker derfor også litt længer æn det synes at række. Dens klokker hilser langvejs hans gang dit den rene søndagsmorgen, og han løfter altid på huen til dem, som han vilde sige dem et „Takk for sist!“ Der er et forbund imellem ham og dem, som ingen kjænner. Tidlig stod han vel i den åpne dør og lyttet til dem, mens kirkefølget drog i stille tog forbi nede på vejen; far laget sig til, men han selv var for liten. Han forbant da mangen forestilling med denne tunge, stærke lyd, der regjerte mellem fjællene en time eller to og ljomet fra det ene til det annet; men én var uadskillelig fra dem: rene, nye klær, skinnende kvinner, pudsede hæster med blankt sæletøj.
Og når de så en søndag ringer over hans egen lykke, der han selv i splinternye, men for store klær går stø ved sin fars side og skal første gang derhen, jo, da er der jubel i dem! Da kan de vel slå alle dører op for hvad han vil få at se! Og på tilbakevejen, når de larmer henover hodet, ænnu tungt og vuggende på sange, messer, prækenord, der jager og jages av hvad øjet på samme tid har optat: altertavlen, dragter, personer, — da hvælver de også én gang for alle tak over dette samlede intryk, og vier in den mindre kirke han herefter bærer i sit indre.
Litt ældre må han gjæte til fjælls; men når han den vakkre, duggfulle søndagsmorgen sitter på stenen med kreaturene nedenfor sig og hører kirkeklokkerne over deres bjæller, da blir han tungsindig. Ti der klinger i dem noget lyst, let, lokkende dernedefra, tanke om kjænninger ved kirken, glæde når man er der, ænnu større når man har været der, god mat hjæmme, far, mor, søsken, lek på vollen den glade søndagskvæll ... og det lille hjærte gjør opstand i brystet. Men det ænder dog altid med, at det var kirkeklokkerne som lød; han husker sig om og finner tilsist en halv salmestubb, han kan; den synger han med foldede hænder og et langt øje ned i dalen, siger så en liten bøn ovenpå, springer op, er glad og støter i luren, så det skraller i fjællene.
Her i de stille fjælldaler har ænnu kirken sin særskilte tale til enhvær alder, sit eget syn for ethvært øje; meget kan ha bygget imellem, men aldrig noget over. Den står voksen og færdig for konfirmanten; med oprakt finger, halvt truende, halvt vinkende, for ynglingen som har gjort sit valg; bredskuldret og stærk over mannens sorg; rummelig og mild over oldingen som er træt. Midt under gudstjenesten inledes og døpes de små barn, og det er bekjænt nok, at under denne handling er andagten størst.
Man kan derfor ikke tegne norske bønder, fordærvede eller ufordærvede, uten et eller annet sted at støte sammen med kirken. Det vil synes en ensformighed; men det er måske ikke den værste. Dette være sagt én gang for alle, og ikke nætop for det kirke-besøks skyll som her kommer.
Torbjørn var glad til turen og synet, fik forunderlig mange farver i øjnene utenfor kirken, følte den stillhedens tyngde som lå over alle og alt innenfor, da messen ænnu ikke var begynt; og skjønt han selv ikke husket at bøje hodet, da bønnen blev læst, var det dog som bøjd ved synet av flere hundre bøjde hoder. Sangen gik, og alle sang på én gang omkring ham, så det blev ham næsten forfærdeligt. Så hensunken sat han, at han skvatt op som av en drøm, da deres stol sagte blev åpnet for en som trådte in. Efter ændt sang tok faren hin mann i hånden og spurte: „Står det godt til på Solbakken?“
Torbjørn fik øjnene op; men hvorledes han så eller ikke så, var der liten forbindelse at søke mellem denne mann og noget slags troldom. Det var en mild, lyslett mann, med store blå øjne, høj panne og høj i sætet; han smilte, når en talte til ham, og sa ja til altsammen Sæmund sa, men var ellers fåtalende. — „Der kan du få henne Synnøve at se,“ sa faren, idet han lutet sig ned til Torbjørn, tok ham på knæ og pekte over i den like overfor værende kvinnfolkstol. Der stod en liten pike på knæ oppe på bænken og så ut over rækværket; hun var ænnu lysere æn hin mann, så lys, at han aldrig hadde set maken. Hun hadde røde flaggerbånd i huen, hvitgule hår inunder, og lo nu over til ham, så han en lang stund ikke kunde se på annet æn hennes hvite tænder. Hun holdt en skinnende salmebok i den ene hånd og et sammenlagt rødgult silketørklæ i den andre, og moret sig nu med at slå lommetørklædet på salmeboken. Jo mere han stirret, des mere lo hun, og han vilde også stå på knæ på bænken likesom hun. Så nikket hun. Han så en stund alvorlig på henne; så nikket han. Hun lo og nikket en gang til; han nikket atter, og en gang til, og ænnu en gang. Hun lo, men nikket ikke mere — før om litt, da han atter hadde glæmt det, så nikket hun.
Jeg vil også se!“ hørte han bak sig — og følte i det samme en drage ham efter benene ned på gulvet, så han var nær ved at falle; det var en firskåren liten en, som nu arbeidet sig tappert op i hans sted. Han hadde også lyst, men stridt hår, og en but næse. Aslak hadde nok lært Torbjørn, hvorledes de slemme gutter han møtte i kirke og skole, skulde tages. Torbjørn knep derfor gutten bak, så han vilde til at skrike, men holdt inne og kravlet i dettes sted meget fort ned igjæn av bænken, og tok Torbjørn i begge øren. Denne grep fat i hans lugg og satte ham in under sig; hin skrek ænnu ikke, men bet Torbjørn i låret; Torbjørn trak det tilbake og satte hans ansigt like lukt i gulvet. Da blev han selv tat i trøjekraven og løftet op som en halmsæk, — det var faren, som satte ham i fang. „Var det ikke i kirken, fik du pryl,“ hvisket han ham in i øret, og trykket hans hånd, så det sved like ned i foten. Han husket på Synnøve og så over; hun stod der ænnu, men så stirrende og fortapt, at han begynte at ane hvad han hadde gjort, at det måtte være noget rigtig galt. Såsnart hun mærket at han så på henne, krøp hun ned av bænken og var ikke mere at se.
Der kom klokker, der kom præst frem: han hørte og så vel på dem; der kom atter klokker og atter præst, — men ænnu sat han der på farens fang og tænkte: skal hun ikke snart se op igjæn? Hin kar som hadde trukket ham ned av bænken, sat på en skammel længer inne i stolen, og hvær gang han vilde rejse sig, fik han et puf i ryggen av en gammel en, som sat og dubbet, men vågnet regelmæssig hvær gang hin gjorde mine til at rejse sig. „Skal hun ikke snart se op igjæn,“ tænkte Torbjørn, og hvært rødt bånd, som han så røre på sig rundt omkring, minnet om dem hun hadde, og hvært tilstaset billede i den gamle kirke var enten nætop så stort eller litt mindre æn henne. Jo, der stak hun hodet op! Men straks hun fik se ham, trak hun det alvorlig ned igjæn. — Klokkeren kom frem, og præsten ænnu en gang, der blev ringet, og man rejste sig. Faren taler atter sagte med den lyse mann, de går sammen over til kvinnfolkstolen, hvor man også hadde rejst sig. Den første som kom ut derfra, var en lys kone, der smilte likesom mannen, men dog mindre; hun var ganske liten og blek og holdt Synnøve ved hånden. Torbjørn straks like mot denne; men hun trak sig hurtig unda ham, rundt om morens kjole. „Lad mig være!“ sa hun. „Han der har nok ikke før været i kirke,“ sa den lyse kone og la hånden på ham. „Nej, derfor slåss han også den første gang han er der,“ sa Sæmund. — Torbjørn så skamfull op på henne, og derfra på Synnøve, der syntes ham ænnu alvorligere. De gik alle ut — de ældre i samtale, men Thorbjørn efter Synnøve, som trak sig tættere til moren, hvær gang han kom henne nær. Den andre gutten så han ikke mere. Ute på kirkevollen stanset de og begynte en længere samtale. Torbjørn hørte flere ganger Aslak nævne, og da han var bange for, der også kunde tales litt om ham selv med det samme, trak han sig tilbake. „Du skal ikke høre dette,“ sa moren til Synnøve; „gå en smule bort, vennen min; gå bort, siger jeg!“ Synnøve drog sig nølende tilbake. gik da nærmere hen til hende og saa paa hende, og hun saa paa ham, og saadan stod de en lang Stund blot og saa paa hverandre. Endelig sagde hun: "Fy!" - "Hvorfor siger du Fy?" spurgte han. "Fy!" sagde hun nok en Gang, - "Fy, skamme dig!" lagde hun til. "Hvad har jeg da gjort?" "Du har slaas i Kirken, og medens Præsten stod og messede, - fy!" - "Ja, men det er længe siden." Dette slog hende, og hun sagde om lidt: "Er det dig, som hedder Thorbjørn Granliden?" "Ja, og det er dig, som hedder Synnøve Solbakken?" "Ja. - - Jeg har bestandig hørt, at du var saadan en snil Gut." "Nej, det er ikke sandt, for jeg er den Slemmeste af alle os hjemme," sagde Thorbjørn. "Nu har jeg aldrig hørt!" . . . sagde Syn- nøve og slog de smaa Hænder sammen: "Mor, Mor! han siger . . ." "Ti stille og gaa bort!" mødte hende fra den Kant, - og hun standsede, vendte derpaa langsomt og baglængs tilbage, med de store Øjne heftet paa Moderen. "Jeg har bestandig hørt, at du var saa snild," sagde Thorbjørn. "Ja det er sommetider, naar jeg har læst, det," svarte hun. - - "Er det sandt, det er saa overlag fuldt med Nisser og Trold og andet Ondt derborte paa Eders Kanter?" spurgte han, - satte Haanden i Siden, den ene Fod frem og støttede sig paa den anden, - akkurat som han havde set Aslak gjøre det. - "Mor, Mor! ved du hvad han siger? han siger . . ." "Lad mig være, hører du! Og kom ikke hid, før jeg kalder paa dig!" Hun maatte atter langsomt og baglængs tilbage, idet hun puttede en Snip af Tørklædet ind i Munden, bed fast og trak i det. "Er det slet ikke sandt, at hver Nat, saa spiller det i Haugene derborte?" "Nej!" "Har du aldrig set Trold da?" "Nej!" - "Men i Jesu Navn . . ." "Fy, det skal du ikke sige!" - "Aa pyt; det er ikke farligt!" sagde han og spyttede mellem Tænderne for at vise hende, hvorlangt han kunde spytte. - "Jo, jo," sagde hun; "for saa kommer du i Helvede!" "Tror du det?" spurgte han betydelig mygere; thi han havde blot tænkt sig, at han kunde faa Hug for det, og nu stod Faderen saa langt borte. - "Hvem paa Lag er den Stærkeste derover paa Eders Side," spurgte han, og satte Huen lidt mere paa den ene Kant. "Nej, det ved jeg ikke." "Ja paa vor Side er det Fader; han er saa stærk, at han prygler Aslak; og du kan tro Aslak er stærk!" "Jasaa." "Han har en Gang taget og løftet en Hest." "En Hest!" "Det er saa sandt, saa sandt, - for han har selv fortalt det." Da tvivlede jo heller ikke hun. "Hvem er Aslak?" spurgte hun. "Det er vel en slem En, kan du tro. Han Far pryglte ham slig, at her i Verden er nu aldrig Mand bleven pryglt slig før." "Slaas I derborte hos Eder?" "Ja, sommetider, saa . . . Gjør I ikke det over hos Eder?" "Nej aldrig." "Hvad gjør I der da?" "Aa, Moder steller Maden, binder og syr; det gjør Kari ogsaa, men ikke saa godt som Moder, for Kari er saa lad. Men Randi passer Kjøerne, Fader og Gutterne er i Marken eller ogsaa hjemme." Dette fandt han var en tilfredsstillende Forklaring. "Men hver Aften læser vi og syn- ger vi," fortsatte hun, "og det gjør vi om Søndagen ogsaa." "Allesammen?" "Ja." "Det maa være langsomt." . . . "Langsomt? Mor, han sig. . ., " men saa huskede hun, at derhen skulde hun ikke. - "Du kan tro jeg ejer mange Sauer," sagde hun. "Gjør du det?" "Ja, tre gaar med Lam i Vinter, og den ene tror jeg bestemt faar to." "Saa du har Sauer, du." - "Ja, jeg har ogsaa Kjøer og Grise. Har du ingen?" "Nej." - - "Kom bort til mig, skal du faa et Lam. Saa skal du nok se, at du faar flere af det." "Det vilde være urimelig trøjsamt." De stod lidt: "Kunde ikke ogsaa Ingrid faa et Lam?" spurgte han. "Hvem er Ingrid?" "Ingrid, vesle Ingrid?" Nej, hende kjendte hun ikke. "Er hun mindre end dig?" "Javist er hun mindre end mig, - saapas som dig." "Aa nej! hende maa du tage med, hører du!" Jo, det skulde han da. "Men," sagde hun: "da du faar et Lam, kan hun faa en Gris." Det fandt ogsaa han var langt klogere, og nu fortalte de lidt om fælles Bekjendte, hvoraf de rigtignok ikke havde mange. Forældrene var færdige, og de maatte gaa hjem.
Men om Natten drømte han om Solbakken, og syntes han at se bare hvide Lam derborte og en liden lys Jente med røde Baand gaa midt imellem dem. Ingrid og han talte hver eneste Dag om at komme derover. De havde saamange Lam og Smaagrise at passe, at de vidste ikke, hvorledes de skulde vende sig imellem dem. Imidlertid undrede de sig meget over, at de ikke kunde gaa did strax. "Fordi om den vesle Jentungen har bedt Eder?" spurgte Moderen; "har du hørt Sligt før?" "Jaja vent nu til næste Prækensøndag," mente Thorbjørn, "saa skal I se!"
Den kom. "Du skal være saa slem til at skryde og lyve og bande," sagde Synnøve da til ham, "at du ikke faar Lov til at komme, før du har lagt det af." "Hvem har sagt det?" spurgte Thorbjørn forundret. "Mor."
Ingrid var spændt paa Hjemkomsten, og han fortalte hende og Moderen, hvordan det var gaaet. "Der kan du se!" sagde Moderen; Ingrid sagde Ingenting. Men herefter passede baade hun og Moderen paa ham, hvergang han bandte eller skrydte. Ingrid og han kom imidlertid op at slaas om, hvorvidt "Hunden fare i mig!" kunde være at bande eller ej. Ingrid fik Prygl, og siden brugte han "Hunden fare i mig!" den hele Dag. Men om Kvelden hørte Faderen det: "Jo, han skal fare i dig!" sagde han og drev til ham, saa han tumlede hen. Thorbjørn var mest skamfuld for Ingrid; men hun gik om en liden Stund bort til ham og klappede ham .
Da et Par Maaneder led frem, kom de Begge over paa Solbakken. Synnøve var siden hos dem, de atter der, og saaledes under hele Opvæxten. Thorbjørn og Synnøve kaplæste; de gik i samme Skole, og han blev tilsidst flinkere, saa flink, at Præsten tog sig af ham. Men Ingrid gik det daarligere med, og hende hjalp de Begge. Hun og Synnøve blev saa uadskillelige, at Folk kaldte dem "Ryperne", fordi de altid fløj sammen og Begge var meget lyse.
Det hændte sig retsom det var, at Synnøve slog sig vred paa Thorbjørn, fordi han var vel vild af sig og ragede i Klammeri baade hist og her. Ingrid gik da altid imellem, og de var atter Godvenner som før. Men fik Synnøves Moder høre om Slagsmaal, kom han ikke paa Solbakken den Uge og knapt nok den næste. Sæmund turde Ingen fortælle om Sligt; "han farer for haardt med Gutten," sagde Konen hans og paa- lagde Alle Taushed.
Som de nu voxte til, blev de alle tre fagre at se til, skjønt hver paa sin Maade. Synnøve blev høj og slank, fik gule Haar, et stille, skinnende Ansigt, med store blaa Øjne. Naar hun talte, smilte hun, og Folk sagde tidlig, at det var velsignet at gaa indunder det Smil. Ingrid var mindre, men førere, havde endnu lysere Haar, men et ganske lidet Ansigt, der var blødt og rundt. Thorbjørn blev af Middelshøjde, men saare velvoxen, fik mørkt Haar, dunkelblaa Øjne, skarpt Ansigt og stærke Lemmer. Han plejede gjerne selv fortælle, naar han var vred, at han kunde læse og skrive ligesaa godt som Skolemesteren og frygtede ellers ingen Mand i Dalen - uden Fader sin, tænkte han; men det lagde han ikke til.
Thorbjørn vilde tidlig konfirmeres; men deraf blev der Intet: "saalænge du ikke er konfirmeret, er du bare en Gut, og jeg kan bedre raade med dig!" sagde Fader hans. Saadan bar det da til, at han, Synnøve og Ingrid gik til Præsten paa samme Tid. Synnøve havde ogsaa ventet længe; hun var 15 i det 16de Aar. "En kan aldrig nok, naar En skal aflægge sit Gudsløfte," havde Moderen altid sagt, og Faderen, Guttorm Solbakken, havde sagt Ja dertil. Saa var det ikke rart, at et Par Friere begyndte at vise sig, den ene en bedre Mands Søn og den anden en rig Nabo. "Det er dog for galt! Hun er endnu ikke konfirmeret!" "Ja, saa faar vi konfirmere hende da," sagde Faderen. Men herom vidste Synnøve selv Intet.
Paa Præstegaarden syntes Kvindfolkene af Præstens Familie saa godt om Synnøve, at de tog hende ind for at tale med hende. Ingrid og Thorbjørn stod igjen ude blandt de andre, og da en Gut sagde til ham: "Saa du slap ikke ind med? De tager hende bestemt fra dig!", saa kostede dette hin Gut et blaat Øje. Fra nu af blev det en Skik blandt de andre Gutter at drille ham med Synnøve, og det viste sig ogsaa, at Intet kunde sætte ham i større Vrede. I en Skov opunder Præstegaarden blev der tilsidst og efter Aftale et stort Slagsmaal, der havde dette til Grund; det voxede slig op, at Thorbjørn fik at gjøre med en hel Flok paa een Gang. Kvindfolkene var gaaet i Forvejen, saa der var Ingen til at skille dem ad, og det blev derfor værre og værre. Tabe vilde han ikke, der kom flere indpaa ham, og nu forsvarte han sig paa hvad Maade han bedst kunde, hvorfor der uddeltes Slag, som siden selv fortalte, hvad her var foregaaet. Grunden kom med det Samme op, og der blev stærk Tale om dette i Bygden.
Næste Prækensøndag vilde Thorbjørn ikke gaa til Kirke, næste Dag de skulde være hos Præsten, lagde han sig syg. Ingrid gik derfor alene. Han spurgte hende ved Hjemkomsten, hvad Synnøve havde sagt. "Ingenting."
Da han saa gik med igjen, syntes han alle Folk saa paa sig, og at Konfirmanterne fniste. Men Synnøve kom senere end de andre og var meget inde hos Præstens den Dag. Han frygtede Skjænd af Præsten, men mærkede snart, at de to Eneste i Bygden, som ikke kjendte noget til Slagsmaalet, var hans egen Fader og Præsten. Det kunde endda gaa an; men hvorledes han atter kunde komme i Tale med Synnøve, vidste han ikke; thi det var første Gang han ikke rigtig vilde bede Ingrid gaa imellem. Efter endt Overhøring var atter Synnøve inde hos Præstens; han ventede, saalænge der endnu var andre paa Gaarden; men tilsidst maatte ogsaa han gaa. Ingrid var gaaen blandt de Første.
Næste Dag var Synnøve kommen før alle de andre og gik i Haven med en af Frøkenerne og en ung Herre. Frøkenen tog op Blomster og gav Synnøve, Herren hjalp til, og Thorbjørn stod blandt de andre udenfor og saa paa. De forklarte hende højt nok, saa Alle hørte det, hvorledes disse Blomster skulde sættes, og Synnøve lovede selv at gjøre det, forat det netop kunde blive som de havde sagt. "Det kan du ikke gjøre alene," sagde hin fornemme Mand, og dette tænkte Thorbjørn paa. - Da Synnøve kom ud til de Andre, viste disse hende endnu større Agt end sædvanlig; men Synnøve gik hen til Ingrid, hilste blidt paa hende og bad hende følge med ned paa Volden. Der satte de sig; thi det var længesiden de havde talt rigtig sammen. Thorbjørn stod igjen blandt de Andre og saa paa Synnøves fine udenlandske Blomster.
Denne Dag gik Synnøve paa samme Tid som Alle. "Jeg skal kanske bære de Blomster for dig," sagde Thorbjørn. "Det kan du gjerne," svarede hun blidt, men uden at se paa ham, tog Ingrid ved Haanden og gik foran. Opunder Solbakken standsede hun og sagde Ingrid Farvel. "Jeg skal nok selv bære dem det Stykke, som er igjen," sagde hun og tog Kurven, som Thorbjørn havde sat ned. Den hele Vej havde han tænkt paa at tilbyde sig at plante Blomsterne for hende, men nu kom han sig ikke til; thi hun vendte sig saa braadt. Men siden tænkte han ikke paa Andet end dette, at han dog skulde have hjulpet hende med de Blomster. "Hvad talte I To om?" spurgte han Ingrid. "Om Ingenting."
Da de Andre vel havde lagt sig, tog han sagte paa sig igjen og gik ud. Det var en vakker Kveld, lun og stille, Himlen havde et svagt Overtræk af blaagraa Skyer, hist og her iturevet, saa det var som om Nogen fik skue ud af det dunkle Blaa som af et Øje. Ingen var at se omkring Husene eller længer borte; men i Græsset til alle Sider skvattrede Græshoppene, en Agerrikse malte tilhøjre og svartes af en tilven- stre, hvorpaa der begyndte en Sang i Græsset fra Sted til Sted, saa det var ham, der gik, som havde han et stort Følge, skjønt han ikke saa en Eneste. Skoven trak sig blaa, siden dunkel og dunklere op imod Uren og syntes et stort Taagehav. Men derindefra hørte han Aarren spille og slaa til Lyd, en enkelt Katugle skrige og Fossen at kvæde sine gamle, haarde Riim stærkere end nogensinde, - nu, da Alt havde sat sig ned for at høre paa den. Thorbjørn saa over mod Solbakken og gik afsted. Han bøjede af fra de sædvanlige Veje, kom raskt derover og stod snart i den lille Have, som Synnøve ejede, og som laa ligeunder det ene Loftsvindu, netop det, indenfor hvilket hun sov. Han lyttede og spejdede, men Alt var stille. Da saa han sig om i Haven efter Arbejdsredskaber, og fandt ganske rigtig baade Spade og Greb. Der var begyndt paa Opspadningen af et Kvarter; blot en liden Snip var bleven færdig, men i denne var allerede to Blomster sat, formodentlig forat se, hvorledes det tog sig ud. "Hun er bleven træt, Stakkel, og er gaaen fra det," tænkte han; "her maa en Mand til" tænkte han videre og gav sig ifærd med det, følte slet ingen Lyst til Søvn, ja syntes endog, at han aldrig havde gjort saa let et Arbejde. Han huskede, hvorledes de skulde sættes, huskede ogsaa Præstegaardshaven og passede nu det Ene i det Andet. Natten gik med, men han mærkede det ikke, han hvilte neppe og fik det hele Kvarter opspadet, Blomsterne sat, en og anden omplantet forat faa det endnu smukkere, og alt i Et skottede han op til Loftsvinduet, om dog Nogen skulde bemærke ham. Men hverken der eller andet Steds var der Nogen, ej heller hørte han saameget som en Hund gjø, før Hanen tog paa at gale, vækkede Skogens Fugle, som da en efter en satte sig op at synge "god Morgen". Medens han stod der og klappede Jorden til omkring huskede han paa Eventyrene, som Aslak havde fortalt, og hvorledes han engang troede, der voxte Trold og Nisser over paa Solbakken.
"Jo, her voxer artige Trold og Nisser," tænkte han, og saa endnu en Gang bort over Blomsterne, om de ogsaa nu stod, som de skulde. Han satte Redskaberne tilrette, trak Trøjen paa, som han havde kastet, saa op til Loftsvinduet, og smilte til, hvad Synnøve nu i Morgenstunden vilde tænke, naar hun saa ud efter de prægtige udenlandske Blomster, hun havde ført til Gaards igaar. Det var bleven dygtig lyst, Fuglene holdt allerede et forfærdeligt Spektakel, hvorfor han hivede sig over Gelænderet og skyndte sig hjem. Saa skulde da Ingen kunne sige, det var ham, som havde været over og plantet Blomster i Synnøve Solbakkens Have.