Syssendalens første Bebyggelse
Efter Folkesagnet skal Syssendalen have været bebygget „i gamle Dage“. Man vil paavise gamle Tomter; ja man viser endog Stedet, hvor en Kirke skal have staaet. Folkesagnet eller Folketroen gaar endnu videre. Man vil endog oppe paa selve Hardangervidden i henved 4000 Fods Høide over Havet paavise Mærker efter gammel Bebyggelse. Det sidste er imidlertid gjentagende blevet modbevist, og det kan man ogsaa antage for sikkert, selv om ingen Undersøgelse var anstillet, at Hardangervidden aldrig har været bebygget. Alt, hvad man har antaget som Mærker efter en saadan Bebyggelse, er kun Levninger efter Skyttere, Jægere, Støler og lignende. Det viser os, at vidden i Aarhundreder og kanske Aartusinder har været traadt af Menneskefod, men heller ikke mere.
Om Syssendalen derimod kan det ikke paa Forhaand saa bestemt siges, at den ikke kan have været bebygget i ældre Tid, skjønt det maa forekomme enhver usandsynligt. saavidt jeg ved, er alle, som maa antages at være meningsberettigede i et Spørgsmaal som dette, af den Mening, at Syssendalen er bebygget i de to sidste Aarhundreder. Nogen nærmere Udredning af Spørgsmaalet har jeg dog ikke seet, og dette vakte hos mig Lyst til at anstille nærmere Undersøgelser om Tiden for Syssendalens første Bebyggelse.
Før Midten af det 17de Aarhundrede har ingen Bebyggelse her fundet Sted. Der nævnes i de ældre Skattemandtal aldrig nogen Gaard eller Beboer her, ligesaalidt som der i Diplomer eller andre Kilder findes noget Vidnesbyrd derom. Derimod har der været flere Støler her, og i Matrikulen opføres endnu nogle saadanne, som er særskilt matrikulerede, saasom: Aastedstølen, Stakseng, Fossli osv. Det var jo saa ganske naturligt, at man havde sine Støler her oppe; her var gode Havnegange, og Afstanden var ikke saa stor fra Bygden.
Den øverste Gaard i Eidfjord, som i ældre Tid var bebygget, er Maabø. Den nævnes rigtignok ikke hverken i Tiendemandtallet af 1521 eller i de nærmest følgende Mandtal. Men da Gaarden hørte til Halsnø Klostergods, synes det rimeligt, at den maa være fra Middelalderen, om det end ikke tør paastaaes med Sikkerhed. I Tiendemandtallet af 1657 opføres Gaarden med en Besætning af 1 Hest, 7 Storfæ og 14 Smaafæ, især Gjeder. Som en enslig liggende Fjeldgaard har vel Gaarden oftere ligget øde og er derfor ikke kommen ind i Skattemandtallene. I Skattemandtallene fra 1612 og 1619 regnes den blandt Ødegaarde.
Det synes, som om Syssendalen har tilhørt Maabø fra først af. I hvert Fald hørte den til Halsnø Klostergods, hvortil ogsaa Maabø hørte, og af hvad senere skal anføres, fremgaar tydelig, at ialfald en Del af den hørte under Maabø.
Første Gang at der tales om en Bebyggelse i Syssendalen, er i Sogneprestens Mandtal af 1664. Derimod nævnes intet i Tiendemandtallet af 1657. I det førstnævnte Mandtal opføres, efterat Gaardene er opregnede med sine Brugere, fire Mænd: Oluff Torfindssøn, Trund Østenssøn, Knud Suendssøn oe Elling Oluffsøn. „Disse 4 holder til i fieldet 2 Mile fra Søen.“ Skjønt intet Sted her er nævnt, kan der ikke være Tvivl om, at det er Syssendalen, det sigtes til. Det siges intet om, at de havde Børn eller Tjenere. Det maa derfor antagelig være 4 Skyttere, som havde bygget sig Hytter her oppe og havde overvintret her.
I Matrikulen af 1667 nævnes ikke Syssendalen ligesaalidt som nogen Beboer der, og dette viser os, at nogen fast Bebyggelse kan der ikke have fundet Sted endnu, om end de nævnte 4 Mænd holdt til her.
I Folketællingslisterne fra 1701 finder vi nye Oplysninger om Syssendalen, som viser os, at i det mellemliggende Aar er der skeet en Forandring med Hensyn til Bebyggelsen. Her opføres nemlig: Syssendal, Torgeir, Peder Helichssen, Svend, Peder Haldorssen. Det er tydeligvis de fire Mænd, som omtales i 1664; men Personerne har dog skiftet. Kun den ene af de sidstnævnte er Søn af en af de førstnævnte; de øvrige synes at være af en helt ny Slægt. Disse Mænd er gifte og har Børn; men de er fattige, og deres Brug har ikke faaet egne Navne, alt benævnes Syssendalen.
Nogle nærmere Oplysninger vedkommende denne Sag findes i Hardanger og Voss Justitsprotokol for 1705.
Nogle Mænd i Eidfjord: Asbjørn Tveito, Ole Sæbø, Aslak Lund og Baard Rikolfsen havde den 18de Aug. d. A. indsendt en „Supplik“ til Stiftsbefalingsmanden i Bergen med Klagemaal over en Husmand ved Navn Torgeir Pedersen. Denne havde af Ombudsmanden Johan Frimanns „Tjener“ faaet en „Seddel“ at maatte sidde som Husmand paa Maabø, Her havde han nu i nogle Aar levet „tilbørlig“ og ernæret sig af Skytteri og paa anden Maade som en Husmand; men i de sidste Aar havde ban „grebet saaledes om sig“, at han havde mere Fæ end Bønderne, som betalte Skat og Skyld og andre „Tynger“. Pindsen var nu bedre end en Gaard paa 1 Løb Landskyld, og alt dette havde han taget af deres fælles Sætre og Støler. „Hø slaar han, og sit Fæ græsser han i vore Støls-Marker, os fattige Folk til Ruin.“ Forrige Vinter havde de klaget sin Nød for Ombudsmandens Fuldmægtig Peder Jensen Smitt, og denne havde stævnet Husmanden til at fravige Pladsen. Sorenskriveren afsagde en billig Dom, men Husmanden vilde ikke underkaste sig denne, men indankede den for Lagthinget og samlede sig nogle „uedfæstede Prov“, hvorefter Lagmanden „forskjød“ deres Indlæg og dømte, at Husmanden skulde blive siddende De vilde nu indanke Sagen for Overhofretten og begjærede derfor at faa sig beskikket en upartisk Dommer, som kunde eksaminere og edfæste Husmandens Vidner; helst ønskede de Sorenskriveren i Søndhordland Peder Heiberg opnævnt hertil.
Denne „Supplik“ var skrevet af Sorenskriveren i Hardanger og Voss Mandrup Funch. Han fik en i meget skarpe Ord affattet Reprimande for sin „Ukyndighed og Dumdristighed“ og advares mod saadant for Fremtiden.
Kort efter hører vi paany om Husmanden, Baard Rikolfsen – hans Hjemsted oplyses ikke, og i Folketællingen for 1701 findes ingen Mand opført med dette Navn i Eidfjord – klager den 8de Sept. 1705 over ham paany. Nu faar vi vide, hvor det er, han har nedsat sig og ryddet sig Gaard. Det var Hól, en Plads, som Torgeir paastod tilhørte Maabø, men som i Virkeligheden var udtagen af deres fælles Grund. Dette maa uden Tvivl forstaaes saa, at det er Hól, som ogsaa omtales i den første Klage, og at Stedet regnedes som Plads under Maabø.
Af alt dette fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed, at det var omkring 1660, at de første Skyttere og Fiskere begyndte at nedsætte sig i Syssendalen, og at det var fire Mænd, som havde taget Ophold her oppe i Fjeldet, uden Tvivl paa Maurset, Garen, Fet og Hól. I de følgende Aar begyndte de ogsaa at rydde og dyrke Jord, og omkring 1700 er der fast bosiddende Mænd paa de nævnte 4 Steder. At der kun klages over den ene Mand paa Hól, har rimeligvis sin Grund i, at han var en Fremmed, som havde trængt sig ind, medens de andre var fra Bygden.
I Matrikulen af 1738 opføres som Gaarde: Syssendalen, 1 Pd. Smør, Mourseth 12 ₻, Tvedt 12 ₻ og Hóel 12 ₻.
Garen har, synes det, faaet sit Navn senere; endnu beholdtes Fællesnavnet Syssendalen for den; men efterhaanden gik Fællesnavnet Garen, i Modsætning til Stølene, over til et Egennavn.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |