Til statsråd Stang
Syttende maj — vi var i Ejdsvolls kirke
halvhundre år ifra den store dag,
da de som grunnede vort friheds-virke,
i bøn sat sammen der for landets sag, —
vi var der begge, og i takk til dem,
i takk til Gud, som gav vort lille hjæm
så meget mot i farens svære dager.
Og da så mægtig gjænnem kirken drager:
„Lover nu Herren!“, og vor bleke bøn
fik ord og samfund i alt landets kor,
jeg saa dig gråte som et barn i løn
inunder barmen av vor fælles mor.
Da hugsed jeg, at fra du var en gut,
gav du til henne al din rike ævne,
din unge ild, dit høvding-råd i stævne,
din mandoms arbejdskraft, til den blev brutt.
Og jeg velsignet dig, og tok dig med
i takkebønnen for de mænn som stred
for fattigt land igjænnem hårde tider,
til nu vi sat der under tak omsider.
Jeg tok dig med ... men det gjør færr' og færre.
Din mandoms ry blev før dig selv forældet,
og retfærd får du ikke mer, desværre,
før du og dit en dag er blevet fællet.
Ti se, de vejer du i landet drog
for folkets higende og stærke ævner,
du tør ej vandre med det glade tog,
som altid større mot sin fremtid stævner.
Du visste ikke, hvad det var du gjorde,
da krudt og dampkraft alle stængsler brøde,
så ny-vakt attrå kunde andres møde,
og folkeånden tage stort til orde.
Det nye dag-værk kunde du ej samle,
det bruste om dig som en drøm, en fabel,
og rædd du bygde med de andre gamle
mot åndens uro et uhyre Babel.
Imens du vænter på den nære kamp,
så hvit i håret og så mild i øje',
i morgen-glimet over fjæll og høje —
og fienden halvt skjult under nattens damp —,
fra stridens forpost i den ville egn
et ord skal sendes dig med fredens tegn.
„Det folk som skræmmer dig, det er dit eget,
det er som tåkerne av dalen steget.
Du tror det oprørt, uten samling, enhed?
Ja, vårens flomme, de gik aldrig ret,
stormbyger, slask, gjør vejen mindre net,
og sneen taper for en del sin renhed.
Men våren fødes! Den som har geni,
han nyder forut av dens harmoni...
Geni er samfund med den ånd som føder.
Det har du ikke, har du aldrig havt;
se, derfor skjælver du ved folkets kraft.
Du var en arbejds-chef — av dem der leder,
når folket rydder i en vejløs trakt;
din klare tanke og din gode takt
har hjulpet slægten over svære steder.
Men hvad der vokser i den gamle vang
av frø fra Vesten og av hjæmmets trang,
og hvad der stråler på din rute in
av sanheds-længsel under troens skin,
og hvad her siges, skjønt det hviskes kun,
og hvad her samles mot en opgjørs-stund —
så litt du fatter, at som vanvid tyder
du det der skjønnest i vor ungdom skyder.
Du svarer: digterne må ikke dømme —
i statsmanns-kunsten høver aldrig drømme.
Jeg svarer: ingen fatter livets spill,
som ej av drømmene vil lægge til.
Av savn, av kræfter som vil form, de stiger,
i luften ånder; ikke mer de viger,
før alle våkne mot det samme higer.
Av folkedrømme blir en statsmann til,
d e skapte ævnen og den sak han vil...
Og hvis han glæmmer det, de næste drømme
den næste skaper, som skal ham fordømme.
De uvejrs-skyer som påny sig lejre,
ej morgenlysningen så ganske dækker,
at ej vi skimter gjænnem skyens sprækker
de store gjænbyrds-tanker — som skal sejre.
En sådan stråler over mig idag,
og blodet varmere til hjærtet strømmer,
og alt vi lever for, og alt vi drømmer,
det suser sammen og gir kraft til slag.
Snart smæller hornene mot skogens tag,
og frem det stormer over nattens dugg,
og gjænnem blinkene av skudd og hugg
skal tåken lette på vor nye dag.
Snart tages højderne — hvor du tør true! —
for alle tider av vor folkeånd,
så den kan mægtig over landet skue,
og derfra styre det med likheds hånd.
Snart op den vælter sine våben-bølger,
og se, dens aner som en skyhær følger...
Nu må du se dig om, du gamle mann,
du har imot dig snart det hele land!
Men når du ligger på din tagne voll,
da skal vi sige ved dit vændte skjold:
Han stod imot, da han ej bedre visste;
men han var riddersmann intil det siste.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |