Ved en hustrus død
Hun kjænte dødens øje fra fordum og fra nyss,
da hennes førstefødte fik hennes siste kyss,
og da hun måtte fare til moders dødsseng bort,
det fulgte hele vejen så varsels-dypt og stort;
det ante henne, da hun ved båren stod:
Nu sankes flere sammen, nu bæver livets rod.
Og straks som hennes husbond, den stærke mann, sank om,
hun sagde det med smærte: Jeg visste, at det kom!
Hun tænkte, det var ham som av Gud var kåret ud,
og stemte sine hænder imot det barske bud
og vilde med sit legem, så svakt som sjøens siv,
sin stolte kjæmpe værge — og gav så hen sit liv.
Hun smilte så lyksalig, da dødens bud blev mældt,
ti offeret var givet, og frælst var hennes hælt.
Vor kjærlighed, beundring, slog som et stjærnetælt
av lykke over henne i hennes siste stund;
og snehvit bort hun svævet i evighedens rund.
Slik kjærlighed kan bære til himlens grænser med
de sjæle som den favner i offer-salighed.
Hans milde store øjne lo
mot himlen og mot landet;
ti i hans sjæl var folk og tro
i evig jubel blandet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |