Ved kirkesanger A. Reitans jordefærd
Hans milde store øjne lo
mot himlen og mot landet;
ti i hans sjæl var folk og tro
i evig jubel blandet.
Hans ord, hans sang
som „opkom“ sprang
igjænnem dalen lang og trang,
til sæd fra år til annet.
Blant fattigt folk i fattigt hjæm,
i fattig vinterfærden
han steg i søndags-koret frem,
den gladeste i værden.
Ti aksen som
det drejer om,
ej fattigst bygd går utenom;
han stod og sang: her er den!
Ak, nu da årlang sygdom kom,
for sangen ret at prøve,
og hjælpeløse små stod om,
hans tillid ret at øve,
kun mere glad,
som dæmpet kvad
av vinden i en strængerad,
han tonet bort fra støvet.
Hans liv os spådde, at en gang
når stort på Gud vi stole,
skal hele folket stå i sang
i kirke, hjæm og skole,
i folkesang,
i glædessang,
i strålebrudd av Herrens sang
højt over alle sole.
O vakkre fædreland, o husk
de små, han dig tilegnet;
så fattig som en rosenbusk
han glædet dig, og segnet. -
Nej, skuffet lad
ej skilles ad
ifra din jord en sjæl så glad -I
Hans have være hegnet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |